• english
  • dk
  • /

      - WT Highlights
      - Photo Gallery

      Nicolai Bangsgaard on Flickr Nicolai Bangsgaard on YouTube

      Listen to WT Podcast on iTunes

      Need WT translated?


    Archive for the ‘Nicolai’ Category

    Day 1.316 – Walk Down Agadir’s Memory Lanes (UK)

    Sunday, November 15th, 2009

    Tiznit -> Tamri
    Distance (km) : 149
    Time on bike : 6h 52m
    Brutto time: 08.45 – 18.45
    Avg : 21.6 km/h
    Max.speed: 44.2
    Total (km) : 57.546
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 3½

    If the day were to have an Indian tribe name, it would have to be Crazy Horse Day.

    I’m flying right from the start leaving Tiznit. The wind’s in my back (or slightly from the right, but still favourable), landscape’s empty and monotonous, traffic’s quite heavy on the shoulderless Route National 1, so no music today as I want to be able to hear vehicles from behind.

    Leaving Tiznit...

    Souss plains south of Agadir...

    In the early afternoon I reach Agadir – the 700.000 inhab. package-tourist hotspot that I visited first time in 1986. My plan as I set out this morning was to chill for a little while in Agadir, eating well, lazing etc. but once there, something spurred me to just keep going north. Though I wouldn’t mind a bit of nightlife action going on, and despite the kind contribution from Luc & Lucia in Tiznit, I felt a bit too anorectic with my money for all the glitter and glamour in Agadir. I have a quick poke at the hotel me and my family stayed 23 years ago (it’s still there!) and soon head off again.

    Agadir from the north...

    And I’m in for a visual treat, north of Agadir. Come along…

    Atlantic beach north of Agadir...

    Another great slice of Atlantic coast north of Agadir...

    Shadows in Morocco.

    Rocky hillsides near Cap Tamri.

    Cycling into the mist...

    Cycling into the mist. Near Tamri, Morocco.

    Unforgettable Atlantic sunset at Cap Tamri...

    I reach the village Tamri long after sunset, 149 km, but feel surprisingly fine after nearly 7 hours of pedalling. Crazy Horse Day…

    Unforgettable Atlantic sunset at Cap Tamri...


    Day 1.315 – 2005 + 2009 (UK)

    Saturday, November 14th, 2009

    0 km etc.

    Day off in Tiznit. I wake up way too early, with my head buzzing with thoughts, route plans, plans for the day, and other hyper stuff.

    Tiznit city walls...

    The Apple Man.

    Tiznit city walls

    As I remember from my first visit in 2005, Tiznit is a lovely, untouristy place, easily manageable by foot and full of that laid-back Moroccan every day life that I’ve always loved.

    Tiznit vendor.

    I, myself, could have asked for a bit for laid-back day off the bike today – but I get a lot of things done in the WT/Email department, and that gives a certain pleasure too…

    My room at Tiznit's Hotel Touristes...


    Day 1.314 – My Luck With Luc & Lucia (UK)

    Friday, November 13th, 2009

    Sidi Ifni -> Tiznit
    Distance (km) : 75
    Time on bike : 4h 12m
    Brutto time: 09.00 – 15.30
    Avg : 17.7 km/h
    Max.speed: 72.2
    Total (km) : 57.398
    Altitude: 224 m
    Difficulty: 2½

    I’m back. This time with more photos, less verbal crap.

    Sidi Ifni morning

    As my Michelin map promised it’s to be a beautiful cycling day along the Atlantic coast north of Sidi Ifni. It’s a winding road with endless smaller ups and downs and the wind is up and running – luckily mostly my way today, and thus a fraction of the imbalance on the wind-fairness-barometer (don’t worry, it only exists in my book) vanishes.

    Legzira Beach, north of Sidi Ifni

    Legzira Beach

    Coastal cycling south of Mirleft...

    Mirleft's northern beaches...

    The social highlight of the day (month?) is Luc & Lucia, a French/Italian couple who flag me down in the middle of nowhere from their rental car. I stop. Are You Nicolai?, Luc, the driver asks me. There’s no denying that and it soon turns out that Luc’s been following my journey for quite a while (since somewhere in Asia, as I recall it), and now we happen to meet south of Mirleft. We have a great, mentally uplifting (on my part) chat, they hand me biscuits and wet towels (with a sweet cucumber scent that has highly enlightened the inside life of my right front pannier! Thanks, Lucia) and then we part again.

    Luc & Lucia...

    Great beach south of Mirleft

    On the road to Tiznit...

    Guy on Motobecane moped

    I’m practically flying the last 15 km to Tiznit, thanks to a heavy-duty tailwind that I’ve been dreaming about for months. Fists air pumping, smile wide. I just feel like keep going through the night, but settle down in Tiznit, at the fine Hotel Touristes inside the city walls where I stayed back in December 2005 as well. Nostalgia rules.

    Tiznit City Wall

    Veiled up!

    By chance, I run into Luc and Lucia tonight again, so we find a restaurant and let the hours roll pleasantly by while we talk and talk and talk and the company’s great. At the end of the night, Luc suddenly hands me to large banknotes and explains they won’t need them since they are going back to Dublin, Ireland (where they live/work) the following day. I’m positively flabbergasted, somehow hesitantly accept the very kind offer (and God bless you both) and then we part again. Heart full – and wallet less thin.

    Tiznit sunset hour...


    Day 1.313 – Happiness Around the Belly Button (UK)

    Thursday, November 12th, 2009

    Guelmime -> Sidi Ifni
    Distance (km) : 58
    Time on bike : 3h 11m
    Brutto time: 09.00 – 13.20
    Avg : 18.2 km/h
    Max.speed: 59.1
    Total (km) : 57.323
    Altitude: 25 m
    Difficulty: 2

    The Arabic spoken here in Morocco, can hardly be accused of being beautiful. In return, the country has one of the world’s most beautiful people in the world of hospitality.

    It’s beautiful, beautiful mountain cycling all day. My legs feel full of joy as I arrive in Sidi Ifni on the Atlantic coast. Hallelujah.

    It was not until 1969 that Sidi Ifni officially passed from Spanish to Moroccan control (see more here), and particularly the older folks still speak Spanish as their first language. Thus, I’m greeted by an old wrinkled jedi warrior (he wore the classic jellaba) sitting in the shade with a buenas tardes, señor.

    At a restaurant in Sidi Ifni I’m immediately joined by a large, gray-white cat, who confidently jumps up in my lap (I wish it was always that easy) and then goes into a cat trance as soon as he pokes his nose into my sweaty bike jersey. The cat just disappears from the world – with forepaws kneading in the classic cat way – He’s like a butter soft baby in my arms, and totally forgets that he’s normally a strong alpha male.

    Apart from the cat trance, I do have time to enjoy my tajine, which makes me drool as the cat did in my bike jersey, and I am quite happy around my belly button as I leave the restaurant and find a simple room at Hotel Liberte (4 USD). Life is so much better than its reputation.

    As a tourist it requires a sustained effort and blind denial not to like Morocco as a destination. For me the country contains everything (except maybe a flourishing beer and bar culture (I haven’t had a beer for way too long!) and girls with less robes) you could ask for.


    Day 1.312 – Zülle’s Erection (UK)

    Wednesday, November 11th, 2009

    Tan Tan -> Guelmime
    Distance (km) : 129
    Time on bike : 6h 53m
    Brutto time: 08.30 – 17.45
    Avg : 18.7 km/h
    Max.speed: 59.4
    Total (km) : 57.265
    Altitude: 100 m
    Difficulty: 3½

    The flags hang limply outside at the Royal Palace a stone’s throw from my hotel this morning. I, however, get a mental erection looking at those flags that mean zero wind. Brilliant.

    At the gas station in Tan Tan I put so much air in the tubes that I risk getting a tube volvulus. The tires are rock hard. In the same operation I clean the chain and derailleur (which have gathered a Little Sahara lately) with the pressurized air. This is going to be good …

    It is a fantastic cycling day. The joy of riding is back, inversely proportional to the headwinds that have taken a nosedive and only wake up – with one eye – in the afternoon, but it never becomes a nuisance today. Beautiful, naked wild west-scenery all around me, that especially the many shorter ascents and descents testify.

    My fists keep pounding victoriously into the air (there was no victory, just a feeling!) much the same way they’ll do lots of time next summer – God willing.

    I pass two small coffee houses where I fill up the water bottles, coffee and yogurt goes in the stomach, but otherwise I see no settlements at all during the day.
    I’m reminded why I am so fond of Morocco. The colors of the endless landscape, the climate, and the insane hospitality and kindness, I meet everywhere, to name just a few reasons.

    Sunset hour as I get closer to Guelmim (approx. 90,000 inhabitants) is hauntingly beautiful and full of adrenaline. It’s been a long working day, and Zülle has delivered.

    The receptionists at Hotel Alag are flirting girls behind the veil. One of them, Habiba, asks whether I am married and start all this marital we-could-marry crap, but I’m not in the mood for this kind of show just now, so I boldly kust point to my room key and lets her know that room #15 is where I belong, if she wants some who’s-your-daddy-action.

    After nearly 7 hours of cycling, I have use the last of today’s energy efficiently, so I jump in the gas-fired shower, go out and wolf down large amounts of food, do some shopping for the tomorrow´s riding and fade out in my room (no guests) with my laptop on my stomach.

    It is nice to be physically tired after a long riding day, instead of being frustrated with the damned headwind. If there ever was one, this is the right feeling after a long day at work…


    Day 1.311 – A Leftie (UK)

    Tuesday, November 10th, 2009

    When I checked into the Hotel Bir Anzazane yesterday, the friendly guy behind the counter noticed with a “Arhhh! you write with…” (at this point his vocabulary ran out) and pointed at my left hand. I nodded and just wanted to add that I’m not wiping my ass with that hand too, but he’s a very friendly lad and deserves better than my vulgar impertinence, so I just nod, confirmingly.

    It’s a mad Writing/Au Lait/Internet/Au Lait/Sightseeing/Internet day today. Crazy activity.


    Day 1.310 – The Moral Flagpole Hoisted (UK)

    Monday, November 9th, 2009

    Tan Tan Plage -> Tan Tan
    Distance (km) : 25
    Time on bike : 1h 45m
    Brutto time: 11.20 – 13.30
    Avg : 14.5 km/h
    Max.speed: 42.2
    Total (km) : 57.136
    Altitude: 40 m
    Difficulty: 1½

    It was only going to be one rest day (two nights) here at Tan Tan Plage. Was determined to stay another day when I woke up, but the prospect of a long writing day didn’t appeal to me as much at the prospect of moving, so at 11AM I pack my gear, check out, enjoy my (for now) last cup of au lait in the hotel restaurant overlooking over the Atlantic (and where else in the world do you have that pleasure at only 0.60 USD?) and say goodbye to the friendly staff (always male) at the Hotel La Belle Vue.

    The crosswind on the road to Tan Tan is crazy and so strong that I can almost lean myself into the wind on the bike. The turbulense from passing trucks pushes me off the road several times. No shoulders here.

    The landscape is flat, bare rock desert, interrupted only by a slight increase (perhaps 100 meters in elevation) up to an (even windier) plateau, where Tan Tan Airport is located. It’s just 25 km to Tan Tan, so I keep the spirit high and am impressed (rather than frustrated) by the cursed forces of the wind.

    An evening visit to a cybercafé is a mental boost that only a tailwind can otherwise give me. There’s activity WT’s Hall of Fame, and even though I’m a bit reluctant admitting it – ‘cos WT is a pleasure child that shares unconditionally – it is a huge motivation for my writings, for the thousands of hours I have spent in the company of WT and its updates over the last 1310 days.

    I’m a little embarrassed admitting it, but I guess there is nothing odious here, nothing morally wrong with it. Support (be it in moral or monetary form) keeps me going, it does good to my sense of justice – and God only knows how much it means to me.

    (Department of footnotes starts here)

    Thanks to MacNamara, Strøbæk, Don A, and everyone else for your support and encouragement.


    Day 1.309 – But I Don’t Wipe My Ass With My Hand (UK)

    Sunday, November 8th, 2009

    0 km etc.

    Rest day.

    When I eat in public here in Morocco, I am quite aware that people would notice that I (also) eat with my left (the unclean) hand, and although I – depending on the situation and hunger – usually try not to use the dirty hand as much – not wanting to openly provoke the locals – a part of me feel like hysterically scream out that I use toilet paper and that I don’t wipe my ass with my hand! Sometimes I wish I wasn’t so darn considerate with other people.

    I drink coffee.

    I go online.

    I eat tajine.

    I do my laundry in a bucket in my bathroom.

    I recharge my gear.

    I drink coffee.

    I watch a movie on the laptop.

    I watch the sunset.

    I am.

    I eat more tajine.

    I’m in such a good mood that I even tip the waiter.

    I eat 1 kg of mandarins.

    I look at my Morocco map (again, nothing has changed) on the laptop.

    I fall asleep.


    Day 1.308 – A Tango With The Wind (UK)

    Saturday, November 7th, 2009

    Sidi Akhfennir -> Tan Tan Plage
    Distance (km) : 93
    Time on bike : 6h 02m
    Brutto time: 07.50 – 16.50
    Avg : 15.3 km/h
    Max.speed: 46.1
    Total (km) : 57.111
    Altitude: 2 m
    Difficulty: 4

    New day, new optimism.

    No wind this morning. Flags are sad and limp on the flag poles, when I look out the window at the Hotel Atlas. It is happiness and adrenaline-inducing for my headwind-tormented psyche – and really good news for Zülle who wiggle his tail even before the morning coffee.

    But “burnt child shuns the fire”, and after the last months of headwind, it is a challenge to maintain optimistic and believe that the wind will remain silent today.
    Joy (of life and cycling in particular) is back. The sun shines all over me, and it is a fantastic morning, with only slight headwind, and an average in the saddle of a whopping 17.4 km/h. At lunchtime I stop at a great valley (Oued) and wolf down a line of mackerel sandwiches.

    I’m really out of the tropics now, and today’s mercury digits don’t exceed 22 Celsius. Even at noon the sun hangs lazily in the sky (as on a Danish summer day), far from it’s Zenith heyday. The upcoming Central European winter will be a tough one for Zülle, way too used to tropical weather by now.

    After lunch the wind wakes up. Slowly and in crescendo. The burnt child in me screams. The diarrhea is running smoothly out of me. The psychosomatics is a powerful thing – or did I have too much fruit, one tajine too many yesterday?

    I get lots of applause, thumbs-ups and encouraging honks all day long, and it’s all fine, but what really motivates (and demotivates) me is my tango with the wind. Along with the increasing headwind in the afternoon I keep repeating the mantra Nicolai, don’t let the wind get you, don’t let it bring you down. You’ve got it, right there.

    Tune of the Day: Sick Muse – Metric

    Just outside of El Ouatia (aka Tan Tan Plage and El Watia) I “lose the safety valve” for the third time today, and have to make a very sudden emergency stop in the middle of no man’s land, behind a bush the size of a bunch of parsley – visible to everything and anyone, but when a man’s in need, well, a man’s in need, and all that from my Western childhood inculcated vanity quickly disappears.

    Hotel La Belle Vue in Tan Tan Plage is situated right next to the Atlantic (and next to a fine, dark and windy, sandy beach) and offers prices half the size as its French-owned neighbor. The choice is easy. The pleasure of having arrived is growing as fast as the wind picked up today. You give some, you get some.


    Day 1.307 – Sandblasts & A Lurking Psychosis (UK)

    Friday, November 6th, 2009

    Tarfaya -> Sidi Akhfennir
    Distance (km) : 13.6
    Time on bike : 1h 17m
    Brutto time: 08.25 – 13.00
    Avg : 10.6! km/h
    Max.speed: 18.5
    Total (km) : 57.018
    Altitude: 3 m
    Difficulty: N/A

    I didn’t believe Hell could be any worse, be any warmer, but I was wrong.

    As soon as I hit the streets and get the first few sandblasts in my eyes, I realize that I probably should have taken the day off in my pillow-clad Heaven (with cable-TV tennis from Basel).

    The crosswind (read: storm!) hits me “from the 10.30 o’clock angle” (still very demanding and fucked up, make no mistake!) (a northerly) and there is nothing in the landscape to stop the sandblasts. The flags at deserted gas station stand perpendicular from the pole (in my direction of travel, of course), just as in the children’s drawings. In terms of cycling joy the WT has never been deeper.

    The road crosses a major sand dune and on the way down the dune I still have to pedal, small chain ring and all, with a ridiculous 11-12 km/h. On all accounts it is downright wrong and the psychosis is lurking. Even the Koga is howling in the wind. I’ve never hated cycling more than now (Me neither, screamed the sandblasted Koga). When Hussein, a kind local guy, stops and asks me where I’m going and if I need a helping hand (How could he know? Was it that obvious?), I don’t resist. The 75 km to the next village takes under an hour in the car, and I dare not imagine how long it would’ve taken me and the bike.

    In the village of Sidi Akhfennir I check into a clean miniature room at Hotel Atlas (6.30 USD), as the only guest. Mmmm… Fill up on another tajine and coke and go down to the wild Atlantic coast with my iPod, trying to attract some positive mental vibes in the sunset light.

    Tomorrow everything will be better, Nicolai. Tomorrow everything will be better …


    Day 1.306 – To Fight Against Gods (UK)

    Thursday, November 5th, 2009

    Laayoune (W.S.) -> Tarfaya (MA)
    Distance (km) : 62
    Time on bike : 4h 42m
    Brutto time: 08.45 – 15.45
    Avg : 13.1! km/h
    Max.speed: 36.5
    Total (km) : 57.004
    Altitude: 2 m
    Difficulty: 4

    I think it was the Romans (or was it the Greeks?) who invented the proverbial “against the gods even fools struggle in vain”. If they had not come up with it, I certainly would have come up with something similar here in Northwest Africa. Unfortunately, the weather gods have a bad eye for me today again as I leave Laayoune. It seems infinitely foolish to battle against the wind. I struggle and fight on the small chain ring in the bloody headwind, and although I have just had 3 days of rest in Laayoune, and is charged on all accounts, the wind soon blows it all away into the grim desert. I’m down. The idea of an entire day of tailwind seems utopian, and it seems like I no longer remember the feeling of tailwind (and it’s not the only feeling you hardly remember, whispers my inner Silver Monk).

    My thoughts fly away again, to the west, into the Atlantic, 100 km off the coast to the Canary Islands, where I spent some beautiful weeks with Koga on Tenerife – an island I know faily well by now! – nearly 4 years ago. See photo album from Tenerife here.

    The sand is hitting me straight in the face. The wind hits me face-on, my face wrought in tragic looks, as if I was witnessing a horrific tale of biblical dimensions. The only encouragement is when trucks from behind overtake me and for 5 seconds leave me in the slipstream, with the turbulent and confused winds (including sandblasting). It is the most depressing kilometers, I have cycled.

    In the village Tah I cross the officially recognized border into Morocco, but the Moroccans haven’t made a big fuzz about, just setting up another military check post.

    I am now back where it all started, with the bike, in Morocco 4 years ago, a mere week after I had acquired the academic title Cand. Scient. Anth. at Copenhagen University.

    In Tarfaya I find a guesthouse – a maison d’Hôte – where I (despite fatigue) haggle down the price of an apartment (!) from 200 to 100 dirhams (13 USD). I have an entire apartment, with cable-TV room, bedroom, bathroom, etc., all full of fluffy pillows, it’s super clean, very comfortable – and mine! It is fantastic value-for-money – especially when a mad diarrhea strikes back…


    Day 1.305 – I’d Be Damned! (UK)

    Wednesday, November 4th, 2009

    I’d be damned!

    I sense something unusual when I look out my window this morning. Flags are not moving, my Plexiglas window doesn’t rattle, and there’s no trash flying around the streets below me. The wind has died. I’d stopped believing it could happen. Immediately the logistic voice in me starts thinking – go, Zülle, just go! – and for a moment, I am sure that I’ll leave Laayoune today (going north). I suspect the moon – which is just about full now – of playing a part in this mystery.

    I go out and get hold of orange juice and cold milk for my muesli, considering, but choose
    to stay another day, hoping this won’t be the only calm morning (and the wind wakes up in the afternoon, anyway).

    Habib, the young hotel guy (20), offers me in for a tea-with-bread-and-olive-ceremony as soon as I get back from my walk around the western part of Laayoune. I see no excuse, and although Habib speak little French (but still more than me), we are able to have a conversation, about his 11! siblings which he informs me is quite normal for a berber family like his.

    Habib is a good guy. When later today I’m relaxing on the hotel roof under the sun, with Rufus Wainwright in my ear and 1 kg of clementines on the way down in my stomach, he comes up and says it’s tajine time amd that he wants to share it with me. It is berber hospitality as I remember it from 2005 – and at only 4 USD a night here at the Hotel Marhaba – incl. lunch and tea, social time and private peace (along with running water and electricity non-stop, which was lacking in parts of West Africa) – I can hardly afford not staying a little longer.


    Day 1.304 – Hammam (UK)

    Tuesday, November 3rd, 2009

    Being a city with over 200,000 inhabitants, one can not accuse Laayoune of having an impressive variety of evening activities. But tonight all the flatscreen-equipped cafes are packed with soccer-happy men (and only men) who are glued to the Champions League bighit AC Milan vs. Real Madrid. It does not excite me.

    I’ve seen a hammam-sign around the corner from my little hotel already, so in the early evening I ppack my swimming trunks, a towel and soap and head for the bath. It is sparkling new and modern. Unfamiliar with the social rules of the Moroccan hammam, a young caretaker boy shows me the basics, and he seems surprised at my ignorance and my special non-verbal, highly gestural way of communicating.

    Soon I’m changed and a masseuse leads me in to the hammam bath. I sit down on the tiled floor and then the dude starts rubbing this brown soap all over me, rinses me, and then he starts the magic with the scrubbing glove – full-body – and rubs shameful amounts of dead skin off me, and here I thought I’d cleaned myself from all that Saharan grime!
    The work of the masseuse is professional and pleasant, and after my unexpected skin change I’m rubbed down with soap again, given a light massage (and all this for just 3.50 USD), rinsed off, and soon I’m out on the street again, infinitely comfortable after the purifying catharsis, and the full moon, that rises heavily and beautifully over the horizon, is watching it all.


    Day 1.303 – The Waitress & The Third Cup (UK)

    Monday, November 2nd, 2009

    0 km etc.

    My thinking continues today. If my pride was to decide, I’d probably bike back and cover the route I took in the Mercedes, but honestly I don’t think I’m willing to pay the price (in the form of an expected sense of meaninglessness by cycling south through an unforgiving landscape). I am still unsure of my next move, but as it looks now, I’ll continue north.

    If I end up choosing to ride back to the south, it will be the most difficult decision in WT-story. Physically, I can obviously do it (especially with the tail wind as my supportive crew), but I fear it will be devastating for the kevlar mind.

    So dearest WT reader, if you happen to have a few ideas, thoughts or otherwise up your sleeve, please bring them out and tell me. Do not hesitate.

    I sit in a small shop/cafe and have breakfast today. But I need more coffee, so I goof around in the back streets of Laayoune in search of another cafe. Success is just around the corner and I sit down in front of the cafe’s flat screen with Spanish football and order my second cup of au lait, served by a lovely young lady whose unlimited smile and external features make it seem like I already had my third cup. 🙂

    It is far too long since I’ve seen a random, flirty glance in the street. It is a lack that makes me gray and old inside, in the social core, but I hope no permanent damage has been done and that it can all be fixed, maybe with a little Scandinavian help. 🙂

    I need to holiday. I need to relax, to escape WT-ropes for a while.
    I don’t think that I’ve really relaxed since I left the Danish paradise in Ouagadougou 40 days ago. Thus, I feel like just sitting here in the cafés of Laayoune and drink cafe au laits all day – and at 4-6 dirhams a cup (0.50-0.70 USD) it would take a lot of coffees until I get bankrupt.

    I spend hours and hours in my room writing diary notes on the laptop, and later I throw them online in the internet cafe next door.


    Day 1.302 – Backseat Thoughts (UK)

    Sunday, November 1st, 2009

    In the larger town Boujdour, we have a midnight break and it soon turns out that the drivers (two) need some sleep, so we all find a spot in the car, some in the back, some in front and I at the bottom of the van.

    Just as you probably can get so deprived of love that even a slap in the face feels like love, you can become so tired that even a somewhat awkward night huddled on the bottom of a Mercedes van (between lady legs – no, it wasn’t nearly as lucrative as it sounds – a gas burner, flip-flops and the legs of a chair) and with numerous awakenings when my various limbs began to sleep, can feel like sleep!

    At sunrise, we continue north and soon find a gas station cum restaurant where I order cafe au laits and croissants for the whole gang, as a thank you guys for the lift. Not even two cups can pick me up. From a need-of-sleep perspective, it was quite a horrible night.

    The question keeps circulating in my mind: Do I ride back, and if so, why? Why?

    I get off in Laayoune, say goodbye to the sweet Senegalese people, and find a cheap hotel (Marhaba) where I haggle down a double room from 40 to 30 dirham, a modest USD 3.50. Daddy The Cheap Rat (me) is wagging his tail. Although it is inconceivable to me that I find myself in Laayoune, it feels great to be in this situation, with a few more options for WT-boy’s next move.

    As it is right now, the idea of taking this journey through most of Western Sahara another two times (three in total), seem pointless, stupid even.

    I have seen how barren and monotonous the landscape is, I’ve had my fights in the Sahara all the way through Mauritania and the southern part of Western Sahara, and I personally do not feel I would miss anything by having passed through the area in a van. WT will not miss anything. My pride may feel slightly let down, ‘cos this is a bicycle expedition, not a hitchhiker’s journey.

    But shouldn’t I just be happy that I got this free ride by a friendly bunch of Senegalese people and then continue WT as I’ve been doing for the last 43 months?

    I’ll have to take my time here in Laayoune, the situation requires the right decision, because it is my fear that I will make a decision, that I’d later regret. If I choose to continue north, there is likely a little expedition voice inside of me who would like me to justify the decision.

    It is almost 3 years since I threw my gear on a bus last time, in Phnom Penh, Cambodia to meet my family, who arrived in Ho Chi Minh, Vietnam. Of course I had sworn I’d be there when they arrived. The Visa Office in Phnom Penh was unexpectedly closed on a weekday because of a presidential visit from Vietnam, and it fucked up my planning, so the bus was the only way I could get to Ho Chi Minh City on the same day as my family. So bussing it is not a common practice that I’ve used much.

    There is some sort of camel festival going on in Laayoune, who seethes and oozes with sociality, and families in the streets. It is wonderful to walk around in a quite civilized urban environment again. I pamper myselves with a cafe au lait and a fat cake at a fancy sidewalk cafe in the middle of main street, Boulevard de Mecca, munch down 1 kg of clementines, and feel almost like a human again.

    I see no live camels in the street, but instead I have my own camel feast in the form of a kebab sandwich with camel hamburgers at a local fast food restaurant. Later that evening, I even see a camel’s head hanging on a butcher’s meat hook, blood dripping and the long, feminine eyelashes intact.


    Day 1.301 – The Mental Off-Side Is Near (UK)

    Saturday, October 31st, 2009

    Desert WC -> Gas station, 87 km N of border
    Distance (km) : 67
    Time on bike : 5h 02m
    Brutto time: 08.00 – 14.30
    Avg : 13.4 km/h
    Max.speed: 18.7
    Total (km) : 56.943
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    10 hours of sleep, with lots of clothes under my defect mattress, the ground was like a hard stone floor, but altogether a peaceful and undisturbed night, as expected in landmine country. Cool morning, 19 degrees Celsius, excluding the chill factor.

    It another hellish wind day. It’s all empty and desolate around me, only 1 car overtakes me in the first hour of pedalpushing. The idea of the next 800 km through this wind to Laayoune hurts.

    I make really slow progress and make frequent breaks. The last approx. 10 km towards the village, I can see in the distance, takes me 1 ½ hour. Progress is depressing.

    I make all the algebra in my head to find a little encouragement, to find a little good-hearted reality in this heartless Hell, but no matter how I look at the figures and calculations, the statistics are depressing: Provided that the wind (and hence my progress) are constant (which there is no doubt it will be), it will take me around 14 days to reach Laayoune, from where I still have some 4-500 km of windswept, stony desert before I reach Anti-Atlas mountains near Bouizakarne and Tiznit, which hopefully (though my hope has dwindled severely in this department) will provide little shelter from the wind.

    I’m frustrated and badly demoralized when I – after a mere 67 km – reach the first settlement since the border yesterday. I find the gas station complex Barbas, order a tajine, a coke and a coffee. I feel devastated, or at least mighty frayed inside.

    I know I’m not in the proper constitution for any big decisions, but I also know that I have fought a very unfair fight against the headwind over the last approx. 6 weeks (since Bamako), and the idea of yet another some three weeks into the morally depleting headwinds slowly begin to occur to me as stupid, unrealistic, and with the risk of sending me straight into a mental offside. The situation requires consideration, so that I give it, order an extra cup of coffee, sit and stare out into the wind that screams back at me. Thou ugly, invisible friend.

    Contrary to my expectation, it is not possible to change my USD in the village. They accept only Euros. Bummer. I have approx. 30 USD in local dirhams, which in no way could get me to either Laayoune (750 km) or Dakhla (250 km) which the locals tell me is the next place with ATM banks and exchange possibilities. Shitty situation, huh…

    The idea of catching a ride up to Dakhla or Laayoune and then cycling back to the south, with the tailwind in my back, pops up and is rapidly maturing in my internal decision processes. This would mean that my cycle route through Africa still remains intact, my respect for WT expedition still intact.

    Later Charley (Belgium) and Youssef (Morocco) rock up. They are both artists and have been on a trip down to Mali in Charley’s Renault Kangoo, to paint and get inspired. I have a long and pleasant conversation with them, and I tell them about my situation. When I tell them about my plan to get a ride north and then cycle south, Charley looks at me as if I’m not quite right in my head, and ask if my trip is not about feeling good and enjoying my time. I must agree with him on that one, but I’m still trapped in my own dilemma. Their Renault is full of djembe drums, and they are sorry for not being able to help me.

    I decide to stay here for the night and go out to find a spot for the tent. Back at the gas station a Mercedes van arrives, and I have a little chat with driver Pape from Senegal. I tell him about my (new) plan, and then Pape smiles at me and says: Get your bike and put it on the roof!

    I can not believe my luck, and before I know of it, we have put the Koga (my bike) and my gear into the back of the wagon, I take a seat in the open cabin behind the driver’s seat, and soon we roll off to the north. Unreal.

    In the open cabin behind the driver’s seat we are 3 men and 1 woman, and another 3 men in front, the majority from Senegal, one from Mauritania. It is a disturbing fact that only one hour here in the Mercedes would take me 1-1 ½ cycling day (and an indescribable amount of frustration) to cover.

    While we roar off into the empty night in the stone desert, a lot of thoughts race through my mind. Would it be worth it at all, cycling back where this ride started, and then find some transport to get back and continue cycling north. If, the for whom would I do it: myself, my pride, for WT, for the sake of madness?

    As we approach Dakhla I realize that Pape & Co. will continue north all the way to Casablanca. I ask if it’s possible to continue to Laayoune, and Pape is all green lights. Unreal.

    October becomes November while I sit inside the car and race through the wind with a speed cyclists (going north through The Sahara) can only dream of. The front light illuminates a 90 degrees slice of the naked, stark, and monotonous stony desert around us.

    See you next month!

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.300 – A Night Among Landmines (DK)

    Friday, October 30th, 2009

    Nouadhibou -> Desert Wild Camp, 20 km N of WS-border
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 56m
    Brutto time: 09.10 – 19.30
    Avg : 16.3 km/h
    Max.speed: 54.8
    Total (km) : 56.876
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3 of 5

    Kogaen er stuvende huld og tung med vand (9 liter) og mad (hovedsageligt dåsevarianten) til de næste dage. Som ventet er jeg ramt af en tung modvind på vej tilbage op ad den halvø, hvor Nouadhibou ligger. Det gør ondt at skulle cykle samme strækning (45 km) igen, og særligt når den gale vind raser og gør affæren til en 3 timer lang frustration.

    Det er en fantastisk smuk dag. Skyfrit, himlen dybbl̴, 35 grader i skyggen (der ikke er nogen af), og med udsigt til Western Sahara Рnyt land Рog nye udfordringer, skal det snart vise sig.

    De sidste 8 km op til det mauretanske grænsekontor drejer vejen fordelagtigt mod vest og skyder mig afsted med kÃ¥de 25-30 km/t, en efterhÃ¥nden næsten glemt fornøjelse – og en stakket frist.

    Selvom der ikke er mere end et par håndfulde ventende folk ved grænsen, tager formaliteterne en evighed. Jeg skal blot have et exitstempel i mit pas, men må vente over en time ved immigrationsbod #1. Jeg får mit stempel og finder så ud af, at tværbommen ved immigrationsbod #2, der kontrollerer al passage, er lukket. Man holder af den store lunch med efterfølgende middagslur her i Mauretanien, og da grænsefolkene jo ikke skal snydes for denne hellige pause, holder man lukket her fra 12-15 hver dag!

    Jeg sætter mig på betonvæggen ved bommen, i halvskygge af et skilt, og hugger en dåse sardiner med brød og 45 grader varmt vand i mig. Mens vi venter, Kogaen og jeg.

    Ved bod #2 bliver jeg efter mere venten kaldt ind på et lille kontor, hvor korruptionens sæd driver ned ad væggene. Jeg lugter det øjeblikkeligt. Det er en forbandet lugt. En ungarsk fyr, jeg havde talt med tidligere, siger i forbifarten til mig, da han forlader rummet og gør plads til mig: You must prepare a gift for them. Over min død, tænker jeg.

    To uniformer går i gang med at udspørge mig, jeg bevarer fatningen og fortæller blot, at jeg ikke taler fransk. De spørger til mine papirer (til bilen), og da de finder ud af, at jeg er cyklist, er det som om de mister interessen for forhøret lige så hurtigt, som når Lille-Peter med kagedåsen i hånden mister interessen for kagerne, da mor banker på døren.

    Området mellem de mauretanske og marokkanske grænsemyndigheder er et 4-5 km langt ingenmandsland, som ingen har brydet sig om at asfaltere. Det er en humplet, stenet, sandet og vindblæst strækning, der minder mig om et kondenseret Tibet, fraregnet højden. Bon courage! råber flere til mig ud gennem bilruden, men jeg har for travlt med at rekognoscere og holde cyklen i gang til at se op og hilse igen.

    Der er ingen skilte i ingenmandsland og der er et virvar af forskellige spor, som man nemt ville kunne miste orienteringen i. Bilvrag – rippet som den førstegangsrejsende i Nairobi – ligger efterladt og herreløse i klipperne og understreger ubarmhjertigheden i omrÃ¥det.

    De marokkanske myndigheder har ikke blot kontrol over Western Sahara, men også over, hvor lang tid rejsende som jeg skal stå og vente for at få sit passtempel. I mit tilfælde: 1 time. Flere grænsemænd kalder mig over for officielt at tjekke mig pas, men i virkeligheden for at høre, om jeg har tænkt mig at cykle videre frem, i den modvind!

    Mauretanien exit, 56.851. Western Sahara entry, 56.856.
    Jeg sætter mig ind i en restaurant og får mig en gang okse-tajine med brød og cola. De store marokkanske flag udenfor vejrer lystigt og står vinkelret ud fra flagstangen, pegende i den helt gale retning. En tjenerdreng fylder alle mine flasker med vand (letsaltet og ikke særligt velsmagende borevand, men i ørkenen klager man ikke), og da jeg ikke rigtigt har lyst til at blive her (der er et hotel), sætter jeg mig i sadlen, med over 800 km stenørken foran mig.

    Tajinens fortræffeligheder er hurtigt blæst ud af hukommelsen. Modvinden er sindssyg. Virkelig latterlig og usportslig. Solen falder i smukke, gyldne nuancer hastigt mod vest og forsvinder i samme fart som mit håb om, at vinden vil lægge sig efter solnedgang. No such luck.

    Sætter mig på en klippe og betragter døgnets vagtskifte, hvor dag bliver til nat, sol bliver til måne. Jeg bliver, hvor jeg er; fanget i en prægnant helvedesstorm. Det er barskt og monotont. Ressourcespildet er totalt og mentalt ødelæggende.

    Ungarerne, jeg talte med ved grænsen, tilbød mig et lift til Dakhla i deres pick-up truck. Jeg afviste velopdragent, men da jeg nu – kæmpende gennem den ufattelige modvind, der rammer mig frontalt og sænker farten helt ned til 10 km/t (flad vej) – tænker over det, er det svært at se logikken i afvisningen pÃ¥ et ellers fint tilbud.

    Siden mit fødeår har der været stridigheder om, hvem der har regeringsmagten over Western Sahara. Marokko mener det er deres, men separatistbevægelsen Polisario erklærede i 1976 The Sahrawi Arab Democratic Republic for deres, hvilket imidlertid kun 28 lande officielt har anerkendt. FN fik indført våbenhvile her i 1991, og lige siden har man ventet på den FN-afgørelse, der kan afgøre Western Saharas fremtid .

    Der er som ventet en massiv tilstedeværelse af marokkansk militær i området, og i skumringstimen ser jeg stort set ikke andet end militærjeeps køre forbi mig. Skilte i vejkanten advarer mod de mange landminer, der er blevet efterladt efter konflikterne mellem marokkansk militær og Polisario.

    Stenørkenes ubeboelighed og landminernes trussel gør wild camping til en bÃ¥de spændende og kompliceret affære. Asfalten er mit helle. Men jeg kan ikke sove pÃ¥ asfalten. Rabatten er sorteper i nattespillet. Føler mig en kende fanget pÃ¥ Route National 1, og situationen ville nok fÃ¥ en del mennesker til at skide i bukserne af skræk, men da det kun lugter og ikke rigtigt gør hverken fra eller til – og fattig pÃ¥ alternativer – fortsætter jeg min langsomme færd gennem ørkenen, gennem natten.

    Månen er trekvart fuld og lyser fint op. Jeg overvejer simpelthen bare at fortsætte med at cykle natten ud, til jeg når en lille landsby 80 km nord for grænsen, men fortsætter med at spejde efter mulige wild camp spots. Er underligt munter indeni. Et sted ser jeg hjulspor i sandet. Jeg tjekker området ud, det er plant og gruset, og hjulsporene er min eneste (og forhåbentlig pålidelige) sikring for, at der ikke er landminer gemt. Research i Nouadhibou fortalte, at området er et af de mest minerede områder i verden, og jeg har ikke tænkt mig at teste den påstand.

    Jeg slår teltet op under måneskæret, ca. 10 meter fra vejen, vinden river voldsomt, så jeg må forstærke mit nattens hus med ekstra pløkker. Jeg skal indrømme, at jeg ikke vovede mig langt væk fra teltet, da jeg var ude og slå min lille aftenstråle.

    Som nævnt, det bliver aldrig kedeligt at være WT-rejsende…

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.299 – Underwear (UK)

    Thursday, October 29th, 2009

    Som sædvanligt når jeg kommer til en by med faciliteter efter dage på vejene, er der en stak praktiske ting, der bipper ind på to-do-listen. Kædeskift og rens af gearsystem, tøjvask, WT-opdateringer, billeder uploades, madindkøb til næste etape, oplade alt udstyret, sightseeing, afslapning (yeah right!), Skype-snakke etcetera.

    My pair of underpants that I wear while cycling have become embarrassingly dirty and skidrow’ed, and I try not to publicly offend anone by not putting them on the clothes line after I’ve handwashed my gear. Instead I opt for the slow-drying process in my room, secretly.

    And though my handwashing techniques are adequate, I’m not exactly a Whirlpool, and it’s a mystery to me and a total impossibility to get rid of the suspiciously brown and centrally located marks that I try to convince myself is just general grime generated over time – and not what you’d normally assume just there.


    Day 1.298 – My Complete Make-Over (DK)

    Wednesday, October 28th, 2009

    PK106 -> Nouadhibou
    Distance (km) : 112
    Time on bike : 5h 27m
    Brutto time: 07.50 – 14.30
    Avg : 20.6 km/h
    Max.speed: 43.2
    Total (km) : 56.793
    Altitude: 5 m
    Difficulty: 3 of 5

    Jeg vÃ¥gner før solopgang – uforstyrret, veludhvilet – og overværer endnu en gang dagens magiske fødsel mod det gyldne øst.

    Jeg når ud på eftermiddagen et vejkryds, hvor én vej går mod nord og Western Sahara (8 km) og en anden går til Nouadhibou (80.000 indb) nede for enden af en 45 km lang halvø. Beslutningen er svær, men det bliver min vandbeholdning og udsigten til, hvornår jeg kan få fyldt flaskerne igen, der afgør, at jeg vælger at tage til Nouadhibou.

    Vinden pisker mig nu i ryggen, jeg er flyvende og lader med fryd 5-km-stenmarkørerne suse forbi mig med helt ned til 8-9 minutters mellemrum og (vil den talstærke vide) mere end 30 km/t i snit. Præsidenten svajer.

    WT Hall of Fame 🙂

    Ørkenscenariet er smukt, a’la Mauretaniens vilde vesten, med fine klippeformationer skabt af tidens og vejrets erosioner, og udsigt over Baie de l’Etoile (Stjernebugten).
    Som safranet pÃ¥ mine ris (aka prikken over i’et) passerer verdens længste tog mig, den legendariske og 2300 meter lange togstamme, der transporterer kul fra Atar-omrÃ¥det dybt inde i Sahara ud til Atlanterhavskysten. Imponerende.

    Kulinarisk virker det at komme til “storbyen” som den rette beslutning efter dagevis med trekantost og fake-Nutella pÃ¥ daggammelt brød til morgen, sardiner pÃ¥ dÃ¥se med daggammelt brød til frokost og bønner pÃ¥ dÃ¥se med daggammelt brød til aften.

    I Nouadhibou finder jeg Camping Baie du Levrier, hvor jeg for 60 DKK får et lille værelse til Kogaen og jeg. Jeg ryger direkte under bruseren og føler mig som en fandens karl, da jeg en halv time senere stiger ud, med velduft under armene, 20 nyklippede negle og balsameret englehår.

    Jeg har nu cyklet 4.010 km på de sidste 36 cykeldage fordelt over 54 dage og hele 2.400 km på 4 uger. Stoltheden er mærkbar, da jeg ligger på madrassen efter min selvbestaltede complete make-over i badet og kigger på mit Michelin-kort over Vestafrika.

    PÃ¥ Restaurant Africa tager Big Mama imod mig som eneste gæst pÃ¥ 6-bords-spisestedet og serverer to store portioner mad – først couscous med oksekød, sÃ¥ spaghetti med ditto – til kun 5 DKK/tallerken. GÃ¥r til ro med laptophygge og BBCs glimrende dokumentar med Louis Theroux ved roret.


    Day 1.297 – Mental Fata Morganas in the Desert (DK)

    Tuesday, October 27th, 2009

    PK240 -> PK106
    Distance (km) : 133
    Time on bike : 7h 16m
    Brutto time: 08.35 – 19.15
    Avg : 18.2 km/h
    Max.speed: 78.6 (TS)
    Total (km) : 56.681
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 4 of 5

    Jeg græder omvendte krokodilletÃ¥rer (dem, der – modsat de gængse krokodilletÃ¥rer, som grædes, men ikke føles – kun eksisterer emotionelt, ikke fysisk) ved at være kommet her til Mauretanien, pÃ¥ vej hjem, pÃ¥ vej mod Danmark. Hullet, hvorigennem jeg kan ane, at WT-projektet bliver ført helt til døren, vokser og vokser for hver dag jeg nærmer mig Europa, og det gør mig ubeskriveligt glad, stolt og lykkelig om hjertet. Heavy stuff.

    Jeg har mentale fatamorgana’er i ørkenen i dag og ser/forestiller mig de biler, der passerer mig være fyldt med de mennesker, jeg holder af, mine venner, min familie. Det er lidt sygt. MÃ¥ være tankens/psykens/min mÃ¥de at forsøge at komme ørkenens tilsyneladende livløshed til livs pÃ¥.

    Saharas modvinden blæser gennem mine knogler og min sjæl hele dagen, og nedbryder langsomt, men sikkert min indre motivation, min indre kerne og det er en katastrofe.

    Mine tanker flakker vildt og ukontrolleret omkring. De vidunderligt tunge inhalationer, jeg trak på Livsglædens Cigaret i min tid i ex. Australien eller i Thailand, synes lysår væk. Her og nu må jeg patte på det sørgelige skod for at holde ild i smøgen.

    Dagens ubetingede opmuntring bliver et 30 km langt trucksurf, med højre arm hægtet bag på en langsom lastbil, hvis chauffør er indforstået med foretagendet. Det giver mig et gevaldigt, mentalt opsving, men som en god gang sex, havde jeg selvfølgelig håbet på noget mere. Jeg må dog tage til takke med de 30 km, da lastbilen herefter drejer fra asfaltvejen og ind i den grusede intethed.

    I horisonten dukker et par satellitmaster op og de udgør den eneste visuelle adspredelse i sandørkenens monotoni. Det tager mig over en time at nÃ¥ de (viser det sig) sølle 11 km op til masterne, hvor en opsynsmand venligt vinker mig ind, velsagtens til en kop the, men jeg raser af indvendig frustration og vurderer, at det nok er bedst at holde mig udenfor andre menneskers rækkevidde. Man ku’ jo gÃ¥ hen og begÃ¥ uprovokeret drab med sÃ¥dan en frustration i sig, sÃ¥ jeg hilser bare og peger pÃ¥ vejen foran mig. Undskyldende. Forbandet.

    WT Hall of Fame 🙂

    Der er storm i ansigtet, storm, der river i alle cykeltasker, og det er umådeligt svært at holde motivationen oppe. Det er svært at fokusere på her og nu, fordi det gør ondt at være her. Jeg har ingen lyst til at være her. At jeg får lavet nogle fine videooptagelser giver kortvarig oprejsning, men ellers er det ét langt mentalt og fysisk mareridt i dag. Jeg drænes langsomt og vinden piber i mine knogler.

    Jeg fortsætter med at cykle ud i den spæde nat. Vejen har slÃ¥et et lille, favorabelt sving mod nordvest, sÃ¥ jeg har en acceptabel sidevind og “skyder” afsted med 18-21 km/t – ren Raikkonen-fart sammenlignet med tidligere pÃ¥ dagen. Det er som om dagens strabadser fordufter. Jeg har lyst til at cykle natten tynd, som om jeg har noget jeg skal have indhentet. Nu skal der bare trædes igennem. Langturscyklingen er en forunderlig, vidunderlig størrelse.

    Som lyset i kransekagetoppen, standser en venlig sjæl mig i vejkanten og rækker mig en flaske med koldt vand. Jeg takker stort, og manden i Mercedes’en kan vist spore min glæde, sÃ¥ han dykker igen ned i sin termoboks og rækker mig en pose med frossent drikkevand. Is i Sahara er som guld for juveleren, og Zülle er glad.

    Dagens Tone: Dirty Diana – Michael Jackson

    Lang tid efter mørkets frembrud stopper jeg op ved et forladt hus, checker omrÃ¥det ud og slÃ¥r lejr under mÃ¥neskæret tæt ved huset. At rende nøgen rundt i det mennesketomme Sahara med Metholatum i numsen, sætte telt op og gøre sig klar til natten, er en smuk oplevelse, som jeg under enhver…


    Day 1.296 – Jewel of the Night (DK)

    Monday, October 26th, 2009

    PK320 -> PK240
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 54m
    Brutto time: 07.50 – 15.15
    Avg : 16.5 km/h
    Max.speed: 21.6
    Total (km) : 56.548
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3 of 5

    Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst fik en bajer til morgenmad, men jeg vurderede her til morgen, at én af de dåseøl jeg fik af spanierne i går, ikke bliver køligere end her ved solopgang, temperaturen er godt 20 grader, så den presser jeg ned sammen med min snyde-Nutella og trekantost.

    Sanddynerne gav en fantastisk støtte i nat. Vinden lagde sig lidt ud på natten, der bortset fra lidt græshopper, sorte biller og albinofluer var fri for kryb og gener, og min første (og succesfulde) nat liggende i Saharas nøgne sanddyner uden teltet gør mig lidt eventyrliderlig. Vinden blæser desværre fra den syge vinkel, men modet er intakt.

    Dagens Album: Music In A Foreign Language – Lloyd Cole

    Jeg har en halvkraftig skrÃ¥vind hele dagen gennem det flade, golde sandlandskab – formodentligt i sig selv nok til at tage modet fra de fleste (nevermind the heat), men jeg formÃ¥r gennem dagen at holde gejsten, ikke at lade mig gÃ¥ alt for meget pÃ¥ af den feje vind, der ogsÃ¥ kaster smÃ¥ sandfygninger af sig, som bliver til velvoksne sandstorme, der under højtryk sandblæser mig i det øjeblik lastbilernes vindhale rammer mig.

    Sahara er øde som ventet. Der er langt mellem de små, primitive landsbyer, der består af telte og skure lappet sammen af et patchwork af bølgeblik og tømmerrester. Jeg gør holdt i dem alle og finder kioskteltet, der typisk har kiks, vand og sodavand, ofte i køleskabe der af og til faktisk køler. Det er ufatteligt, hvad en kold cola kan gøre ved sjælen i Sahara.

    At forlade sådan et guddommeligt lille telt fyldt med kolde drikke for at begive sig ud i ørkenen, uvist hvornår den næste kolde dråber dukker op, er en ambivalent ting, og en lille stemme råber febrilsk til mig: Neeej, Nicolai, bliv her i teltet og drik kolde drikke!

    Midt på eftermiddagen når jeg en større tankstation i El Chami, hvor jeg slår mig ned med flere kolde drikke. Billigt er det ikke her, og jeg har i dag brugt 3.200 ouguiya (64 DKK) på drikkevarer, 0 DKK på mad (har medbragt fra hovedstaden), men jeg har andre ting at koncentrere mig om end sparsommelighed her.

    Efter at have skyllet mit svedige cykeltøj op under tankstationens vandhane – dem er der ikke mange af i Sahara! – slÃ¥r jeg mig til ro i et lille, madras-udrustet væreværelse og lader Sudoku fylde de tidlige aftentimer, libanesiske kikærter pÃ¥ dÃ¥se fylde mavens tomrum og kælne katte sørge for mit husdyrfiks.

    En cafégut fortæller, at jeg kan overnatte i rummet for 1.000 ouguiya, men jeg ser ingen grund til den udgift, sÃ¥ da Nattens Juvel – den halvtykke mÃ¥ne – har taget over og der er faldet lidt ro over livet pÃ¥ rastepladsen, trækker jeg om bag bygningen og slÃ¥r mit telt op.

    I de tidlige morgentimer vækkes jeg – ikke af hanegal eller vanvittige æselbrøl, men – af regn! Midt i Sahara i begyndelsen af tørtiden. Mad world.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.295 – Rockstar Status in the Desert (UK)

    Sunday, October 25th, 2009

    Nouakchott -> PK320
    Distance (km) : 156!
    Time on bike : 7h 09m
    Brutto time: 08.10 – 18.10
    Avg : 21.7 km/h
    Max.speed: 44.0
    Total (km) : 56.467
    Altitude: 35 m
    Difficulty: 4 of 5

    WT Hall of Fame 🙂

    Lidt før solnedgang slÃ¥r jeg bremserne i efter en meget lang, hÃ¥rd, men opmuntrende dag. Jeg trækker mit gear væk fra vejen, og slÃ¥r mig ned bag en sandklit – en ca. 2 meter høj sandbakke – mindre end 100m fra asfalten. Med en smuk solnedgang som kulisse, høvler jeg en dÃ¥se hvide bønner i tomat med brød i mig, og funderer over, hvordan jeg skal fÃ¥ teltet op at stÃ¥. Mit telt kan ikke stÃ¥ frit, men har brug for en pløk i hver ende, eller i hvert fald en tung sten til at holde teltet udstrakt. Der er masser af sand omkring mig, men ingen sten, sÃ¥ jeg laver en lille fordybning i sandet bag klippen (der giver delvis læ for vinden) og finder mig til rette i min sovepose pÃ¥ liggeunderlaget i det varme sand. Det er uhyre effektiv fricampering. Stjernehimlen imponerer, nuets frihed gør mig lykkelig – og sÃ¥ er det lige meget om man har sand i soveposen og munden føles som om den er blevet sandblæst.

    SÃ¥ledes opfattet,

    Achil – hin helt med det rappe fodtrin

    It is time to leave the big city comforts, I’m early on the road, and escaped already around. 10 km outside Nouakchott relatively lively city center of the Sahara gaping silence.

    I’m focused in the saddle today. For once, the wind is not against me, but is fairly neutral. However, I know that this is a temporary pleasure, so I’m all fire and feel like a schoolboy who has been unleashed in toy store and now has exactly 5 minutes to pick up all the toys he can as possible.

    A British overland jeep overtakes me with encouraging horn honking and waving hands out the side windows. A few kilometers up the road the car stops for what I expect will be a roadside chat. I can see a lady/girl get out of the passenger side, but soon after – and just before I reach them – they continue driving north. On the road, they British have very lovely left a large bottle of water, a few candies and a good-luck message to me. It warms my already overheated Sahara heart, and I wish the British people could feel my gratitude.

    Later in the day I feel the wings of hospitality for the second time when a berberdaddy in a Mercedes stops me and asks if I would like a bottle of water. No curious questions, no official hand shakings, just cold water. Merci!

    It is not over with those wings today. A minibus full of (mostly) Spaniards later stops me , the bus empties and all 10-12 people get out for a longer talk. They video film me, photograph, hand me a chocolate bar and two lukewarm cans of beer, while I happily share a few WT-stories in response and (for once) it’s a pleasant conversation. The rockstar status is allover and I love it for a second, knowing that the desert and the next hundreds of miles of sand and wind gives me no love.

    A little before sunset, I pull the brakes after a very long, tough but encouraging day. I drag my gear away from the road, and settle down behind a sand dune – a 2 meter high sand hill – less than 100m from the asphalt. With a beautiful sunset as a backdrop, I wolf down a can of white beans in tomato with bread and wonder how I can pitch the tent. My tent is not a free-standing type but needs a peg at each end, or at least a heavy stone to keep the tent stretched. There is plenty of sand around me, but no rocks, so I make a small den in the sand behind the rock (which provides partial shelter from the wind) and jump right into my sleeping bag on the mattress in the warm sand. It is extremely effective free camping. The starry sky is impressive and the moment of freedom makes me happy – and so who care if there’s sand in the sleeping bag and your mouth feels like it has been sandblasted.

    Thus conceived,

    Achil – the hero with the snappy footsteps


    Day 1.294 – Silence Before the Desert Storm (DK)

    Saturday, October 24th, 2009

    Små børn, små glæder og i sparsomme tider bliver småt til stort.

    Til min store gammen lykkedes det mig i dag at fÃ¥ fat i en læbepomade med solfaktor – en fin Labello SPF25 – som jeg forgæves har ledt efter i ugevis. Den solstift, jeg har nu – og som jeg fandt i marts sidste Ã¥r i Bondi Beach, Sydney, men sig det venligst ikke til nogen, for jeg skulle jo nødig ødelægge mit omdømme med sÃ¥dan en pinlig rotteadfærd – har kørt pÃ¥ falderebet længe, og da jeg ofte har svært ved at holde læberne fugtige (skulle man nu være heldig) i det stærke sollys, er glæden over fundet stor. Glæden siger nok lige sÃ¥ meget om mig, som den gør om ressourcemanglen her i Vestafrika.

    Besøger det lokale marked, hvor jeg, efter en tildækket dames vejvisning, finder frem til afsnittet med vekselerer, finder mig den umiddelbart mindst suspekte type (for noget som en ærlig vekselmand er en umulighed i min verden – og 33 Ã¥rs erfaring har lært mig, at man nogle gange godt kan skue hunden pÃ¥ hÃ¥rene), og fÃ¥r vekslet 80 USD til 21.200 ouguiya, den lokale valuta.

    Markedet er en ret intens oplevelse. Mit lyse hår gør mig til noget af en anomalitet her, og signalerer vist, at jeg har brug for alt (og meget af det), vurderet ud fra antallet af sælgere, der kontakter mig og forsøger at lokke mig hen til deres limpind med mobiltelekort og Kina-ragelse.

    Nouakchott har været en glimrende restitution for mig. Ikke helt oppe i Ouagadougou-klassen, men dog fint og meget værdsat. Jeg har været alene pÃ¥ mit 6-sengs dorm-rum til 40 DKK/nat – indtil i aften, hvor en fransk mand (formoder jeg, da vi forbliver tavse for hinanden udover det respektable bon soir) logerer sig ind.

    Jeg labber vandmelon, café au laits og shawarma’er i mig med stor, næsten bulimisk, appetit. Dels fordi jeg kan, dels fordi de næste dage gennem Sahara angiveligt vil være blottede for den slags luksus. Jeg ser frem pÃ¥ krydsningen af Sahara med stor spænding og føler mig forberedt pÃ¥ alle niveauer. Forventer uendeligt hÃ¥rdt arbejde. Det, jeg har mest respekt for eller frygter mest er ikke sÃ¥ meget ørkenen i sig selv, som det er tanken om at modvindens kvælende dræbergreb skal fÃ¥ mig ned med nakken i ørkenen.

    Der er stilhed før ørkenstorm i mig her på min sidste aften i Nouakchott, i civilisationen, hvor jeg på mit hotel falder i snak med andalusiske Jesús (ét år yngre end dødsalderen på sin mere berømte navnebror), som efter en god, angelsaksisk snak inviterer mig indenfor, hvis min vej går forbi Cadiz i Spanien. Jeg kan ikke finde på mere til min to-do-liste, og så må det være tid til afgang for Zülle.


    Day 1.293 – Anonymity, A Precious Thing (DK)

    Friday, October 23rd, 2009

    Jeg har været her i Nouakchott i to dage nu, og har ikke rigtigt snakket med nogen. En konstatering, jeg kan føre tilbage til Bamako, ved eftertanke. Det passer mig glimrende bare at kunne gå og passe mig selv. Har ikke brug for small-talk og har ingen social energi til denne. Jeg lader op til den foranstående etape gennem Sahara, som forventeligt bliver en af de hårdeste overhovedet.

    Lige så meget som disse dage i hovedstaden er praktisk forberedelse (det har intet med hvil at gøre), er det også mental opladning til den tilsandede udfordring foran mig. At gå rundt her i anonymitetens land og være sådan lidt asocial er en skattet luksus, man kan tillade sig efter at have været undervejs (og til delvis tilgængelighed for verden) i 3½ år.

    Middagsheden er ekstrem. Mens jeg sidder og venter pÃ¥ min store shawarma-kølle, mÃ¥ler jeg 40 grader C i skyggen og – hang on! – 60! grader C i solen. Ha’ venligst disse tÃ¥rnhøje (og ret typiske), afrikanske temperaturer i baghovedet, inden der næste gang drages forhastede, mentale konklusioner omkring afrikansk ineffektivitet og dovenskab.

    Tøjvask, cykelvask, migvask. Og sÃ¥ fÃ¥r jeg gjort mine indkøb i et af hovedstadens fÃ¥ supermarkeder, sÃ¥ jeg nu har mad til de næste ca. 4 dage, afhængigt af ulven i min mave. Prisniveauet pÃ¥ de primært fransk-importerede varer er utilfredsstillende højt, men jeg er alligevel tilfreds med udbyttet – og særligt med at ha’ fundet eksemplarer af min store kærlighed; baked beans i tomatsauce, fra Saudi Arabien til 7 DKK/dÃ¥se.


    Day 1.292 – The Bold and The Beautiful (DK)

    Thursday, October 22nd, 2009

    Føler mig veloplagt her til morgen. Kan underligt nok ikke rigtigt mærke de sidste 2 ugers strabadser. Sover skønt og længe i den svale nat, uden myggenet (og myg), da jeg nu har forladt malariaomrÃ¥det. Morgentemperaturen er ideel, da jeg sætter mig pÃ¥ en central fortovscafé med en café au lait og choco-croissant og lader hovedstaden komme til live. Fluerne er der allerede vældigt liv i, og de udgør – sammen med gadesælgerne, der forsøger at afsætte alt deres lort til mig – den eneste plage her og nu.

    Mauretanien udgør en interessant, transitorisk overgang mellem “det sorte Afrika” og den arabiske berberkultur. Transitionen er interessant kulturantropologisk, men ogsÃ¥ geografisk har jeg gennem de sidste dage sporet en tydelig ændring i landskabets udseende, fra den tropiske, semi-agrare, sub-Sahara-dominans i Senegal til det golde, knastørre Sahara-bælte, jeg er pÃ¥ vej igennem her i Mauretanien. SÃ¥ledes er der en ganske smuk symmetri mellem land og folk, mellem natur og kultur. Med andre ord: det kulturelle forhold mellem Senegal og Mauretanien tilsvarer naturens forhold mellem tropisk sub-Sahara og Sahara.

    (Og – som den kvikke læser vil bemærke – altsÃ¥ ikke helt ulig de transitionelle ændringer man gennemgÃ¥r ved at krydse Den Gamle Lillebæltsbro, fra det frodige Fyn (og fine fynboer) til det tørre Jylland (og drevne jyder) 🙂 ).

    Nouakchott er et spøjst bekendtskab: fortove eksisterer ikke og alle gader er tilsandede og komplet uegnede for to-hjulet transport, men æslerne og de udkørte Mercedes’er lader sig ikke genere. De kofteklædte mænd udgør som vanligt i muslimske lande langt størstedelen af det sociale bybillede: kvindernes synlighed er begrænset og under alle omstændigheder tildækket.

    Der er en fredelig, relativt afslappet stemning her trods byen ca. 800.000 indbyggere – et tal, der er svært at tro, nÃ¥r man ud pÃ¥ eftermiddagen, hvor kviksølvet stÃ¥r højest, gÃ¥r rundt i den siesteramte hovedstad, der er tom som en dansk søndagskirke. Byen slumrer hen i en helt forstÃ¥elig hedetrance.

    Jeg er modsat myreflittig det meste af dagen og fikser praktiske ting og viderefører WT-følgetonen, hvis tilsyneladende uendelige længde snart kun overgås af Glamour/The Bold and The Beautiful.


    Day 1.291 – My Half-broken Adventure Heart (DK)

    Wednesday, October 21st, 2009

    PK64 -> Nouakchott
    Distance (km) : 67
    Time on bike : 4h 30m
    Brutto time: 07.10 – 13.40
    Avg : 14.9 km/h
    Max.speed: 19.9 (!)
    Total (km) : 56.311
    Altitude: 10 m
    Difficulty: 4 of 5

    Himmel og helvede! Jeg vågner i nat med et pludseligt chok ved at et æsel står og brøler lige ved siden af teltet. Sygdom! Forbavsende mange decibel på en ellers stille nat med en imponerende, uendelig stjernehimmel.

    StÃ¥r op lige før solopgang, kl. 06.40, og skynder mig at pakke lejren ned for tidligt at komme pÃ¥ vejene i den – skal det snart vise sig – hÃ¥bløse optimisme, at modvinden først vil vækkes op ad dagen. Ali kommer ad flere omgange ned til mig med det obligatoriske glas the. Snart siger jeg farvel til ham og Ahmed i dagens første sollys. Vinden er ogsÃ¥ stÃ¥et op – og bonjour til vindhelvedet igen, 3. dag i træk.

    Landskabet er øde, tørt, flat, og der er nogle lange – og i modvinden – seje stræk med kun sparsom civilisation. Mentalt meget udfordrende, men kilometerstenene fortæller mig – omend alt for langsomt – at det gÃ¥r den rette vej. 64, 63, 59, 55 km til hovedstaden. Jeg er kun fokuseret pÃ¥ at komme frem til Nouakchott.

    Holder mange, korte hvil siddende i vejkanten, i Kogaens skygge, for at hvile den ømme røv og få et øjeblikkeligt ophold fra modvinden, mens forbipasserende dytter til mig, enten for at hilse eller fordi de tror jeg er i mekaniske vanskeligheder. Min eneste vanskelighed er modvinden og dens ætsende virkning, der nedbryder den gode moral.

    Tanken om at modvinden vil fortsætte de næste mere end 1.000 km op gennem Mauretanien og Western Sahara bringer min sjæl i sorg, knuser mit eventyrhjerte. Som illustration af vindens indflydelse, har jeg nu brugt 3 (forbandet hårde, demoraliserende) cykeldage på, hvad Amaya & Eric klarede på kun én lang dag i den modsatte retning, hjulpet på vej af den vind, jeg kæmper med nu.

    Landsbyerne er fyldt med berberunger, der – som deres sorte ækvivalenter i det øvrige Vestafrika – er intimiderende for mit personlige rum (as if…) og gør sig vel fortjente til et par hurtige hug med højrekloen. Én skønne dag gÃ¥r det galt for de unger…

    Dagens Tone: Sodade – Cesaria Evora

    I Nouakchott finder jeg frem til Auberge La Dune og slår til i første hug. 2.000 ouguiya (40 DKK) for en seng i et rent (og ellers tomt) 6-sengs-værelse. Glæden over endelig at være kommet frem kan ikke beskrives med ord, jeg kender til.

    Jeg har været i sadlen i 14 af de sidste 15 dage (1.500 km) siden jeg forlod Bamako, Mali, med kun 1 ikke-cykeldag i Kayes, der var alt andet end hvile. SÃ¥ pÃ¥ en marokkansk restaurant fylder jeg i den sene eftermiddag sækken med en skøn harira-suppe og en ditto lamme-tajine, efterfulgt af en ispind og en café au lait (the real deal) pÃ¥ en lokal, velbesøgt udendørscafé i solnedgangslyset – belønningen forekommer mig kun rimelig efter de sidste to ugers strabadser.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.290 – Ali the Shepherd (DK)

    Tuesday, October 20th, 2009

    Charme Cheik -> PK64
    Distance (km) : 80
    Time on bike : 5h 43m
    Brutto time: 09.00 – 17.15
    Avg : 13.9 (!) km/h
    Max.speed: 28.9
    Total (km) : 56.244
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    PK = Pointe Kilometre (or something along those lines)

    Naturen presser sig voldsomt på så snart jeg vågner i mit telt, så jeg går op i sanddynerne, væk fra vejen for at forrette min nødtørft. Det er et rent studie i Saharas fauna at sidde der, på hug i det tidlige morgenskær, for omkring mig snuser kameler (6 stk), geder, æsler, kæmpebiller og en ørkenrotte (?), mens robeklædte hyrder går rundt med deres trækæp og styrer dyrenes gang. Interessant start på dagen.

    Tilbage i “kvindeteltet” fÃ¥r jeg serveret morgenmad (en tallerken med dÃ¥sesardiner med rÃ¥ løg og brød) pÃ¥ gulvet, pakker mit grej, fylder vandflasker op, og rækker værtinden 1.000 ouguiya (20 DKK) som tak for gæstfriheden.

    Hvis man kigger på dagens statistik, får man en fin fornemmelse for dagens fremadskriden. Den var langsom! Og umådeligt belastende pga. den stride modvind, der piner mig dagen igennem. Vejen snor sig rundt om og op/ned over utallige sanddyner, og der er absolut ingen gratis kilometer her, selv på de små nedkørsler skal jeg træde i pedalerne for at holde bare skyggen af momentum. Det slider mentalt og fysisk og det er et kæmpe spild af ressourcer.

    Hvis jeg kunne gengive, hvad jeg i den mentale afdeling gennemløber i dag for at forsøge at holde motivationen oppe, for at se en smule fornuft i Modvindens Usportslighed, så havde jeg gjort det, men afdelingen er usammenhængende og tankerne ryger på flugt konstant. Det kunne have været så fin en cykeldag. Det er 40 grader, modvinden hvæser mig i ansigtet som en Babyliss 2000 W, og munden bliver af og til sandblæst, når forbikørende lastbilers slipstrøm slynger grus op.

    Jeg bliver syg i maven hver gang min næse opfanger den kvalmende lugt af død æsel i vejkanten, og fordi jeg har en direkte modvind betyder det, at lugten når mig længe før ådslet selv, og at jeg bliver hængende i den afsindigt fæle lugt alt for længe.

    Ved solnedgang gør jeg stop i en lille landsby, kontaktes snart af en ung fårehyrde Ali, der tilbyder nattely i sit hus kun 100 m fra vejen. Jeg slår lejr op ad en lille moske i den gyldne solnedgang, inviteres ind i Alis hus til en gang the sammen med hans ven Ahmed. Rig oplevelse. Fattig gengivelse.

    Dagens Tone: Rebellion (Lies) – The Arcade Fire

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.289 – Muslem in Mauritania (DK)

    Monday, October 19th, 2009

    Richard Toll (Sen) -> Charme Cheik (Mau)
    Distance (km) : 78
    Time on bike : 5h 20m
    Brutto time: 08.10 – 17.00
    Avg : 14.5 km/h
    Max.speed: 28.1
    Total (km) : 56.164
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    Rosso ved Senegal-floden og den mauretanske grænse, som jeg når ved 9-tiden, har ry for at være et af de mest notorisk belastende grænseovergange i Afrika, fyldt med hustlere, svindlere, vekselerer (nogle gange er det bare én og samme person!), tiggere, kaos, møj etc. Det ry lever fint op til min oplevelse af stedet.

    Jeg fÃ¥r vekslet mine Francs CFA – som har været valutaen gennem de sidste 3 lande – til mauretanske ouguiya, fÃ¥r min anden morgenmad, og køber brød, kiks og sandwiches for de sidste CFA, inden jeg gÃ¥r ombord pÃ¥ bilfærgen, der pendulerer tværs over Senegal-floden. Der er folk overalt, og jeg vil bare gerne væk fra hustlerhelvedet.

    Floden er ca. 700 m bred på dette sted, så færgeturen er en 5-minutters affære. Inden jeg er kommet i land, har en mauretansk uniform spottet mig ud, taget mit pas, hvorefter han så i menneskevrimlens kaos bare går i land. Han kan sgu da ikke bare forsvinde med mit pas, tænker jeg frustreret! Bastard og magen til uprofessionalisme.

    Jeg holder mig tæt til uniformen, der intet siger, men forsvinder ind i immigrationsbygningen. Der går 10 min. og intet er sket. Ingen kø. Ingen panik. Tålmodighed. En officer kommer ud for at snakke ligegyldige ting, og spørger så slesk, om ikke jeg har en lille cadeaux (gave) til ham. Det afviser jeg blankt. 5 min. senere har jeg fået mit nystemplede pas og er rullende kl. 11.

    Modvinden er styg og uretfærdig hele dagen. Det gør mig ondt. Landskabet er forventeligt tørt og de første, rustrøde sanddyner dukker snart op omkring mig. Heden er ekstrem. Der er en del trøstesløse settlements langs min rute, der mest består af regulære telte og mindre regulære træskeletter med pressenninger. Asfalten er frustrerende ujævn og humplet og giver bagsmerter. Den har vist ikke været opgraderet i årtier. Små sammenføjninger i overfladen for hver meter har samme effekt som Tibets/Bolivias stenede vaskebrædtveje.

    Ved 17-tiden, da jeg efter 5 timers moralnedbrydende modvind er ved at være drænet for energi, kører jeg forbi et beduinlignende telt med pigefnis sivende ud gennem de oprullede sider. Et par af pigerne vinker mig tilbage, jeg laver spørgende det internationale “sovetegn” og de nikker. Det lugter allerede af eventyr pÃ¥ min første dag i Mauretanien.

    Inde i teltet sidder 5 tildækkede piger og to unge drenge, som jeg får en kreativ samtale med. Et par af pigerne taler kun arabisk, jeg taler intet af det, nogen af dem taler, og det siger lidt om udfordringen i den samtale. Vi joker og griner og stemningen er fri og jovial. De fortæller, jeg bare kan sove på gulvet inde i teltet, og jeg er godt tilfreds med at have fundet et sted at sove.

    Jeg bliver budt på the, bliver spurgt om jeg er muslim og om jeg kender til islam. Får ude bag teltet skiftet det klistrede cykeltøj og får vasket det værste Sahara af ansigt og lemmer. En bilfuld mænd ankommer, vasker deres fødder (det er man meget glade for her og i den øvrige, arabiske verden), entrer teltet og beder en af deres 5 daglige bønner, før de smutter videre.

    De fleste piger smutter tilbage til deres egne hytter, spredt rundt omkring i sandklitterne gennemboret af vejen, og tilbage sidder jeg med damen, der lader til at eje bedeteltet samt en tudsegammel dame. Aftenen tager en lidt syg drejning, da førstnævnte snart forsøger at omvende mig til islam. Det bliver hurtigt både kompliceret og belastende, og hun forsøger at få mig til at gentage en masse islamiske fraser, hvor Allah og Mohamed er de eneste genkendelige. Hun taler meget begrænset fransk, men er meget opsat på sit forehavende. Hun sidder 30 cm foran mig og har tændt sin lighter for at kunne se mig.

    Situationen frustrerer mig og hun lader ikke til at fatte, dels at jeg slet ikke gider hendes lille leg, dels at jeg accepterer hvad end folk vælger at tro pÃ¥ (bare de sÃ¥ til gengæld accepterer, at jeg har valgt ikke at tro pÃ¥ noget, andet end hjertets kraft og det unedbrydeligt gode i mennesket – og hvordan var det lige man siger det pÃ¥ fransk til en pige, der kun taler arabisk?)

    En ung mand bliver tilkaldt, der kan lidt engelsk, og ude foran teltet – under den største stjernehimmel – gennemgÃ¥r vi sÃ¥ hele nu-skal-du-blive-muslim-seancen igen. Det er en joke nu, og efter i ca. 20 min. ikke at have kommet nogen vegne, slÃ¥r jeg en hale pÃ¥ samtalen og siger, vi kan tage trÃ¥den op i morgen. Jeg er uendeligt træt.

    Jeg har bare lyst til mad og søvn, men da der ikke umiddelbart dukker noget mad op, mÃ¥ jeg tage til takke med lidt brød fra cykeltasken. Det trækker virkeligt ud. Jeg fornemmer ikke det vil klæde situationen at presse pÃ¥ med aftensmaden, som damerne har talt om tidligere. Det kan være svært som gæst at skulle følge værtens trommeslag. Mine mave skriger og klokken bliver 22.45 (!) – ca. 3 timer efter normalt sengetid for camping-Zülle – før en skÃ¥l spaghetti med lidt bruskklumper bliver serveret for mig.

    Jeg liner mig op i hytten med sovepose og liggeunderlag og er nærmest bevidstløs af træthed, da en mand kommer ind i teltet og fortæller, at det kun er damer, der kan sove i dette telt, men at der er et tilsvarende telt for mænd et stenkast derfra. Det er hjerteskærende nyt, for jeg har absolut ingen energi tilbage og bare at skulle flytte mit grej 100 m virker uoverkommeligt.

    Jeg er heldigvis eneste mand i det nye telt, og wow-følelsen i mig er meget markant, da jeg ligger på gulvet i nattebrisen, kigger op på Mælkevejen og forsøger at gennemspille dagen mentalt. Det har været en barsk cykeldag med en overvejende dejlig og enestående

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.288 – Change of Colour, Please…(DK)

    Sunday, October 18th, 2009

    Ndioum -> Richard Toll
    Distance (km) : 122
    Time on bike : 5h 51m
    Brutto time: 09.30 – 17.00
    Avg : 20.7 km/h
    Max.speed: 49.2
    Total (km) : 56.086
    Altitude: 10 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Fordækket er fladt her til morgen. Det er min første punktering siden Florida, sÃ¥ jeg brokker mig ikke, piber bare lidt, for hvilken start pÃ¥ dagen er det…?

    Mr. Cykeldoktor får på 25 min. fikset den sag, og så er jeg klar til morgenkaffen i en lille madbod inde i Ndioum til alle landsbyens drenges bevågenhed. Hvor er min slangebøsse, når jeg har mest brug for den?

    Monotonien fortsætter. Jeg har brug for et scene- og farveskift i omgivelserne omkring mig. Efter ca. 50 km vågner en svag modvind. Der er sparsomt med bebyggelser på den tørre slette vest for Thielle-Boubacar.

    Når Richard Toll, kun 15 km fra Rosso og grænsen til Mauretanien, i den sene eftermiddag. Er træt/udkørt, men glad/stolt over at være kommet hertil. Resten af aftenen gennemløber den klassiske rutine: Finder hotel, prutter hotelfatter godt i sænk (fra 22.600 til 13.600 CFA), bad, mad, internet, aftenkaffe, slentretur, smutter hjem på mit værelse, da jeg er blevet træt af at blive gloet på.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.287 – Corridor of Animal Death (DK)

    Saturday, October 17th, 2009

    Thilogne -> Ndioum
    Distance (km) : 141
    Time on bike : 6h 34m
    Brutto time: 07.40 – 16.00
    Avg : 21.4 km/h
    Max.speed: 56.5
    Total (km) : 55.965
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3½ of 5

    20 drenge! Så mange tæller jeg i umiddelbar nærhed af mig, da jeg under stor, indre frustration hugger min æggesandwich og morgenkaffe i mig. Det er en test for mig ikke at hidse mig op og dele gratis øretæver ud.

    Jeg kigger på humplet asfalt hele dagen i dag. Det er monotont for sjælen, ømt for røven.
    For en gangs skyld har jeg en svag vind i ryggen og har allerede ved middagstid cyklet 69 km. Er koncentreret i min osteklokke i dag. Bevoksningen er gul og tør og kun de barske, tornede drenge i klassen overlever her.

    Passager af Route National 2 her i det nordlige Senegal er som en lang korridor gennem en dyrekirkegård med væmmeligt stinkende kadavere fra æsler, geder, får, køer liggende med alt for stor hyppighed i vejkanten.

    Jeg er udmattet og hungrig, da jeg efter 141 km ankommer til den større landsby Ndioum, hvor jeg finder en glimrende bungalow (Hotel Macina Toro, 12.500 CFA – pruttet ned fra 15K), der i grunden er for fin til bÃ¥de mit budget og mit behov, men alternativerne er fÃ¥ og Zülle har brugt al dagens energi i pedalerne.

    Dagens Citat: Today was just a day fading into another (Adam Duritz, Counting Crows)

    Der er nu styr på mine røde hunde.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.286 – Toubab, toubab!!! (DK)

    Friday, October 16th, 2009

    Orkadiere -> Thilogne
    Distance (km) : 114
    Time on bike : 6h 06m
    Brutto time: 07.10 – 16.10
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 35.2
    Total (km) : 55.824
    Altitude: 25 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Yeah, ingen modvind i dag! Bare fartvinden – vinden skabt af min fremdrift, og den kan jeg godt tolerere. Jeg er tidligt pÃ¥ gaden efter en herlig nattesøvn under den konstant roterende loftsfan og uden den svedfest i lagnet (desværre forÃ¥rsaget af søvnig stilstand og ikke erotisk aktion), som gennem de sidste uger har været en del af det sædvanlige natteskue. Morgentemperaturen er under 30 grader for første gang længe.

    PÃ¥ et morgenmadssted overdynges jeg og cyklen øjeblikkeligt af ca. 10 unge drenge, der bare stÃ¥r og hænger og glor uhæmmet, mens jeg irriteret hugger kaffe og sandwich i mig. Irritationen bliver hængende i mig gennem hele dagen, for disse vanvittigt irriterende, højtrÃ¥bende pre-teenageknægte (der lader til at udgøre halvdelen af Senegals befolkning) er overalt i landsbyerne og flokkes om mig, sÃ¥ snart jeg ankommer, træt, opkørt og med tankerne pÃ¥ ro og noget koldt at drikke. De kender absolut intet til “personal space” og mange gange i dag har jeg virkelig lyst til at sende et par af dem i gruset med et par hurtige højre-venstre hug, inspireret af sidste uges Fight Club-gensyn. Eller i det mindste sende hele banden i skole, for fanden!

    I Ourossogui – et støvet korsvejs-shithul, man ikke gider stifte nærmere bekendtskab med – besøger jeg tre forskellige banker, der alle nægter at veksle mine US-dollars. Én bankansat forklarer, at de ikke accepterer mine 20-USD-sedler, og at de kun veksler 100 eller 1.000 (!) USD-sedler. Sidstnævnte har jeg hverken set eller hørt om. Frust under zenithsolen. Fjerde hug giver mig en stak CFA-francs via Visa-kortet.

    Dagens Tone: Rose – Lars H.U.G.

    Jeg ser alt, alt for mange oppustede, fælt lugtende kadavere i vejkanten i dag. Køer, geder, fÃ¥r, de fleste af bondegÃ¥rdsdyrene. Stanken er ubeskriveligt væmmelig og rammer mig ofte langt før det sørgelige syn, som med kængustanken i Australien. De bevingede Ã¥dselædere labber løs efter alle “den enes død…”-forskrifterne.

    Jeg er i Fugitive Mode hele dagen lang. Magter ikke den uophørlige opmærksomhed. Landsbyerne ligger aldrig langt fra hinanden, er alle for mig at se heltigennem trøstesløse, støvede, beskidte, og var det ikke fordi de er leverandører af kolde drikke var jeg ræset direkte igennem dem alle i Lucky Luke-fart.

    Toubab, toubab!!!, som der råbes til/ad mig overalt, hvor jeg færdes, er blevet et helvedes-mantra, der auditivt dukker op så snart jeg river øretelefonerne ud af ørerne.

    I Thilogne spørger jeg en flok mænd om overnatningsmuligheder i landsbyen. Jeg har ingen hotelskilte set og mine forventninger er små. Mændene peger ned ad gaden, fyger en fransk remse af, jeg ligner fatter ingenting, men følger med, da de sender en ung purk af sted på cykel for at vise mig, hvor jeg kan sove. Optimismen logrer med halen. Den unge gut udfordrer mig til et lille ræs, så ræs det får han. Lidt nede af en grusvej ligger en stor bygning, ubemandet.

    WT Hall of Fame 🙂

    Et skilt siger “Ministere de la Femme et de la Famille” – ikke just det hotel, Zülles trætte krop havde sat snuden op efter. Jeg ryster pÃ¥ hovedet og siger opgivende, omsonst til gutten, at det sgu da ikke er noget hotel. Vi har omgÃ¥ende samlet 7-10 børn, der alle synes jeg er en vældig attraktion. Jeg er frustreret.

    Tilbage til hovedvejen tager jeg endnu et kig på mine kort, hvor der ikke er hverken nyt eller positivt at hente: dette er landsbyland og Thilogne er den eneste landsby, der er med på kortene, og derfor sandsynligvis den største, og dermed de bedste overnatningsmuligeder. Gode råd er dyre nu. Et par mænd kommer hen til mig, hjælpende. Jeg forklarer og de beder mig vente lidt. Jeg adlyder, da alternativerne er sparsomme.

    Snart dukker portneren til ministeriebygningen op og følger mig tilbage til huset, lukker os ind, og fandme om der ikke gemmer sig et par værelser på 1. sal, med loftsfan, tynde skumgummimadrasser, rindende vand og elektricitet! Gutten viser mig at ark med prisen for en nat og jeg får fluks høvlet 2.000 CFA af de officielle 6.000 CFA. Slemt tilfreds.


    Day 1.285 – Racing horses (DK)

    Thursday, October 15th, 2009

    Bakel -> Orkadiere
    Distance (km) : 90
    Time on bike : 5h 18m
    Brutto time: 08.00 – 16.00
    Avg : 16.8 km/h
    Max.speed: 38.4
    Total (km) : 55.710
    Altitude: 35 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Gårsdagens optimisme forsvinder så snart jeg forlader Bakel og indser, at vinden er mod mig igen i dag. 7. dag i træk! Himmel og helvede! Cyklingen er drøj og sej, og selvom landsbybørnene er rene pestilenser, holder jeg drikkepauser i hver eneste landsby, jeg kører igennem. Modvinden går mig voldsomt på. Det er en grim sorteper at have med i bagagen. Det kunne have været så fin en cykeldag under vindneutrale forhold. Det er virkelig noget lort.

    Dagen er flad, vejret tørt, temperaturen skrigrød, og stearinlysene i min ene fortaske er smeltede om til noget der ligner surrealistiske, deforme rekvisitter i et Dalí-maleri.

    Jeg støder i en lille landsby uventet ind i et stort dyremarked, hvor kåbeklædte mænd, brægende geder og får, æsler, heste og kvæg er samlet i hundredevis, penge og dyr skifter hænder og det er alt sammen meget livligt og fotogent. Jeg får mig en kort snak med en ung fårehyrde, der fortæller, at en ged koster omkring 10-15.000 CFA (110-165 DKK).

    Her i Vestafrika er folks forhold til køkkenhygiejene ganske anderledes end pÃ¥ vore breddegrader, og i princippet er ethvert af de mÃ¥ltider, jeg har sat til livs gennem de sidste mange uger, kilde til brok i systemet. Derfor aner jeg ikke, hvad dagens to pludselige pitstops (den tynde, sørgelige slags) i grøftekanten skyldes. Særligt det sidste pitstop kræver øjeblikkelig action, sÃ¥ jeg nÃ¥r ikke længere end 3 meter væk fra vejen, hvilket vist overrasker en forbipasserende senegaleser, der undrende hilser pÃ¥ mig, der sidder dybt i hug med al lycra’en nede om anklerne.

    Jeg har et ræs i dag over en 3-4 km med en hestevogn med 2 unge drenge, der pisker løs pÃ¥ den stakkels hest for at holde trit med Zülle. Det er som taget ud af en John Wayne-western, og først pÃ¥ en mindre nedstigning, hvor jeg rammer 27-28 km/t sætter jeg fra hestevognen, der drejer fra ved næste landsby. SÃ¥ har man prøvet det ogsÃ¥ – at vinde sit eget hestevæddeløb.

    I Semme, som jeg troede skulle være dagens slutmÃ¥l, kontaktede jeg en flok bygningsarbejdere ved noget, jeg troede var et nyt hotel. Det viser sig at være et lejlighedskompleks, hvor lejligheder udlejes til 275 DKK/dag – helt uden for rækkevidde, men mændene inviterer mig til en gang the (ja tak) og senere frokost, som jeg dog takker nej til, da jeg bare gerne vil finde et sted at sove. Det er flinke folk, og de fortæller mig, at jeg vil finde et hotel i landsbyen Orkadiere, 15 km længere oppe ad vejen. God musik.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.284 – Senegal: Km 55.555! (DK)

    Wednesday, October 14th, 2009

    Diboli (Ma) -> Bakel (Sen)
    Distance (km) : 68
    Time on bike : 4h 04m
    Brutto time: 07.50 – 14.15
    Avg : 16.7 km/h
    Max.speed: 30.4
    Total (km) : 55.621
    Altitude: 40 m
    Difficulty: 2½ of 5

    Strømmen (og loftsfanen) gik (kl. 01) næsten lige så hurtigt som den kom (kl. 19) i aftes. Massiv sved- og kløefest i nat igen. Første punkt på dagsordenen er derfor at sørge for at få kroppen hydreret (1½ L vand gjorde tricket) igen, inden jeg begiver mig ud på vejene.

    Føler mig dog bedre tilpas til morgen, mÃ¥ske fordi jeg ved, det nu er farvel til Mali, goddag til Senegal, som ligger ovre pÃ¥ den anden side af en mindre flod, jeg krydser allerede før kl. 08. I Kidira (Senegal) finder jeg politistationen, afleverer mit pas, fÃ¥r 10 min. senere mit gratis stempel, 3 mÃ¥neders opholdstilladelse og et “bonne route” med pÃ¥ vejen af den flinke immigrationsuniform.

    Mali slut, Senegal start: 55.555 km. Det er til at huske.

    Da jeg fik mit mauretanske visum i Bamako, behøver jeg ikke at tage forbi Dakar (omvej på 500 km sammenholdt med min valgte rute langs Senegal-floden), som jeg alligevel ingen lyst havde til. En lille geni-streg fra Zülles organisatoriske hånd!

    Route National 2 følger groft set Senegal-floden uden at floden dog er synlig mange steder. Vejen er heldigvis asfalteret og lægger ud med nogle fine krumninger og stigninger hele vejen til Bakel, der bliver min tidlige fyraften.

    Trafikken er meget sparsom. Landsbyerne overraskende primitive med runde stråtagshytter og euforiske børn (over at se mig, naturligvis, og jeg hader dem allerede en lille smule). Det er tørt, varmt, modvinden er let. Baobabtræer og fårehyrder i sprøde klæder er visuelle highlights.

    Bakel tilbyder det helt acceptable Hotel Boundou, der ligger fint lige ud til Senegal-floden. Efter check-in på mit 3-sengs-værelse med gulvfan og strøm ad libitum kaldes jeg ud til frokost sammen med 4 jungs, der arbejder på hotellet. Et gigantisk fad med ris og grillet fisk fra Senegal-floden står klart på bordet, og så kender jeg konceptet. Smukt!

    Går mig en lille eftermiddagstur langs den brede, søvnige flod. Mauretanien ligger på den modsatte side. Fredfyldt og jeg føler mig fornyet. Kløen er lykkeligvis aftaget og jeg føler mig nu helt sikker på, at det har været varmeknopper, der har plaget mig.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.283 – The Day I Become A Masochist…

    Tuesday, October 13th, 2009

    Kayes -> Diboli
    Distance (km) : 95
    Time on bike : 5h 15m
    Brutto time: 08.50 – 16.00
    Avg : 18.1 km/h
    Max.speed: 39.4
    Total (km) : 55.552
    Altitude: 100 m
    Difficulty: 4 of 5

    Mareridtsnat. Levende mareridt. Udslættet igen. Vågnede ustandseligt med forestillede aku-nåle i hele kroppen. Min sovepose under mig er gennemblødt af nattesved. Smutter op kl. 02 og tager et momentant svalende bad for at slippe for kløehelvedet. Rådvildheden har mange ansigter.

    Ser flere voldsomme steppebrande i det knastørre landskab. Hjulpet på vej af vestenvinden, æder de meterhøje flammer sig hastigt ind på det gulnede sivgræs. Kæmpe græshopper (på størrelse med gråspurve, men knapt så elegant flyvende) forsøger at undslippe flammehavet. Det syder og knitrer højt. Det er som en forsinket Sankt Hans-fest.

    Baobab-træerne lader til at være lige glade. Det gipper lidt i mit gamle Beredskabskorpshjerte, men jeg har andet at se til, fremdrift blandt andet. Jeg pisser i vejkanten ikke langt fra flammerne, pakker koglerne væk inden flammerne får fat i dem også, og det var ligesom mit bidrag til brandslukningen. Mange bække små.

    Har modvind igen i dag, for fjerde dag i træk. Frust. Har 8 liter vand med mig på cyklen fra morgenstunden.

    Da jeg ankommer til Diboli ved den senegalesiske grænse er mit udslæt gÃ¥et helt amok. Tabletterne lader ikke til at virke, Mentholatum’en giver mig et kort frirum fra den vanvittige kløe, bønnerne til Vorherre tror jeg ikke pÃ¥. Zülle hænger med mulen.

    Dagens Slogan: WT i en ny, udslætforstærket udgave – nu ogsÃ¥ pÃ¥ ben og hænder!

    Finder Hotel Etoile de la Fateme i Diboli, kun et par km fra Senegals grænse. At der ligger uåbnede kondompakker på natbordet på mit værelse, fortæller mere end jeg har brug for at vide, og nedenunder præsenterer en ulækker (det var hun) pige sig ved navn, og lader det tydeligt skinne igennem på hendes ligeså ulækre smil, at vi meget hurtigt ville kunne finde ud af noget med de kondomer på mit natbord.

    Jeg er irriteret og frustreret. Ikke fordi pigen er ulækker (men det var hun), men fordi der hverken er rindende vand eller strøm på mit lumre værelse (latterlige 110 DKK), fordi jeg ikke kan holde ud at være i min udslætramte krop, fordi jeg er træt og sulten og fordi de briller, jeg ser verden (Mali) igennem i disse dage, er uskarpe, forvrængede og gør ting og tanker i og omkring mig langt mere negative end godt er/end virkeligheden gør krav på.

    Først den dag, jeg bliver masochist vil jeg se tilbage på Mali-dagene med savn og længsel. Højdepunkterne har været meget sparsomme, socialt (fraregnet Bamako) og landskabsmæssigt, men kulturelt set har landet været en rustik højdespringer.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.282 – The Pharmacy (DK)

    Monday, October 12th, 2009

    0 km etc.

    Jeg lÃ¥ søvnløs – eller i bedste fald ophængt i det svævende parallelunivers mellem søvn og vÃ¥gen – i lange perioder i nat pga. udslættet, der igen gjorde det helt grimme ved mig. Det føltes flere gange som om alle Østens akupunktører stak smÃ¥ djævelske nÃ¥le i min ryg, og jeg vÃ¥gnede – naturligvis badet i sved, da strømmen, og dermed loftsfanen, gik ved 23-tiden – med et højlydt jammer.

    I den tidlige morgen finder jeg derfor et apotek, hvor jeg på behændigt, internationalt tegnsprog får forklaret apotekeren (som jeg ingen øvrige sprog deler med) min situation, og at jeg har brug for noget antihistamin. Han ser ikke synderligt bekymret ud (godt tegn!) og langer bare en pakke tabletter over disken til mig.

    Toiletterne her i Mali har ikke det samme skyl som jeg er vant til hjemmefra. SÃ¥ min store pølse (aka Den Stolte Kriger) fra i gÃ¥r ligger stadig og kæmper en brav og stædig kamp i kummen pÃ¥ fællestoilettet. Ja, jeg kunne have sparet dig denne detalje, men hvorfor…?

    Jeg fÃ¥r mig en lille WT-snak med personalet pÃ¥ det lille 4-værelses hotel over min tøjvask, og inviteres snart til at dele lunch med de kofte-klædte mænd i gÃ¥rdhavens skygge. Fra det store fad med ris, fisk og grøntsager i midten af bordet, langes der bare indenbords, med højre næve eller – hvis man, som jeg, er lidt fin pÃ¥ den – med ske. Dejlig oplevelse.

    Cruiser rundt i Kayes, der – som det øvrige Mali – virker totalt blottet for turismens Ã¥nde.
    Selv i en af landets største byer, forekommer alting sÃ¥ fandens besværligt. At finde en Ã¥ben madbod, at finde en Ã¥ben madbod, der serverer andet end fisk, at finde noget koldt at drikke, at finde en internetcafé (det tog mig det meste af 2 timer!), at gÃ¥ rundt i fred og ro, at fÃ¥ byttepenge tilbage pÃ¥ store sedler, at finde elektricitet, og jeg vil ikke kede med en videre opremsning…


    Day 1.281 – Baobab (DK)

    Sunday, October 11th, 2009

    Sandaré -> Kayes
    Distance (km) : 143
    Time on bike : 6h 01m
    Brutto time: 08.50 – 16.00
    Avg : 23.8 km/h
    Max.speed: 51.9
    Total (km) : 55.457
    Altitude: 47 m
    Difficulty: 3 of 5

    Selvom min morgensultne krop skriger på energi og alsidighed her i Mali, foretrækker jeg ofte bare den simple stang brød til den tynde kaffe, da man ellers let havner i det tilsyneladende eneste alternativ i de små landsbyer; gede- eller fårehovedsuppe (det er for mit utrænede øje svært at afgøre dyrets art, når kun den blottede, hvide underkæbe ligger og svømmer rundt i den brune suppe, med tandsættet intakt. Bon appetit!

    Det legendariske baobabtræ er begyndt at dukke op i landskabet gennem de sidste dage. Nogle enorme giganter, der giver en glimrende middagsskygge, når den øvrige bevoksning ingen giver.

    WT Hall of Fame 🙂

    Det er ingen ophidsende cykeldag fra Sandaré til Kayes. Den er lang, 143 km, men uopsigtsvækkende. Til gengæld er mit allergiske udslæt gået lidt amok, og hele ryggen, maven, arme, nakke er nu dækket af røde hunde. Det klør afsindigt og uvisheden om, hvad de skyldes huer mig ikke. Særligt ikke her i tilbagestående Mali, hvor den evtuelle hjælp synes fjern.

    Krydser fingre for det “bare” er varmeknopper.

    I Kayes (ca. 90.000 indb.) finder jeg Hotel Municipale, hvor et simpelt værelse koster uretfærdige 6.000 CFA (66 DKK) pr. nat, nedpruttet fra 7.000. Aftenen følger det sædvanlige WT-skema: langt bad, ud og finde en tallerken mad, forgæves søgning efter en internetcafé, sove.


    Day 1.280 – German Measles (or just plain lack of sex) (DK)

    Saturday, October 10th, 2009

    Diéma -> Sandaré
    Distance (km) : 137
    Time on bike : 7h 24m
    Brutto time: 08.20 – 18.20
    Avg : 18.5 km/h
    Max.speed: 41.9
    Total (km) : 55.314
    Altitude: 430 m
    Difficulty: 4½ of 5

    16.000 km uden punkteringer var, hvad mit Schwalbe Extreme fordæk lagde for dagen, før jeg i morges pÃ¥ mit hotelværelse valgte at pensionere det (for nu – jeg tager det med mig videre). Det har fÃ¥et en slem udposning (aka den gale pose, gummitarmslynget), som gør cyklingen ujævn og som støder mod forskærmen under hver omdrejning. Men 16.000 km uden punkteringer!

    Før afgangen fra Diéma fylder jeg hele 9.7 liter vand pÃ¥ Kogaen, fordelt i plastflasker, som jeg placerer rundt pÃ¥ damens bagdel – det sku’ jo nødig hedde sig…efter gÃ¥rsdagens tørkeflugt. Røven er smurt ind i Mentholatum og Zülle er klar.

    Ser min første kamæleon i det fri i dag. En syregrøn fætter med de klassiske breakdance-bevægelser og øjne, der snurrer rundt i hovedet som discokugler.

    Mit bedste rÃ¥d til de maliske mænd er følgende: Jeg er ingen hund, sÃ¥ lad for fanden være med at tiltale mig som en sÃ¥dan. Tjssss…Pssssst…Hey!…Tjiiiit!
    Overalt råbes der til mig og det er enerverende at høre på, når jeg bare vil være i fred. Tjssss! At rejse gennem Mali på cykel giver hård hud ikke kun på røven, men også på sjælen. Ressourcemanglen er mærkbar overalt.

    Jeg fik en masse udslæt pÃ¥ ryggen i nat. Hele ryggen er dækket til af smÃ¥ pletter, som endnu ikke har gjort meget væsen af sig. Easy come, easy go, tænker jeg om pletterne, men ved ikke, hvad den allergiske reaktion skyldes. MÃ¥ske sengelus eller simpelthen bare mangel pÃ¥ sex…

    Folk i landsbyerne glor pÃ¥ mig, som om jeg er en satans superhelt, men under den brændende vestafrikanske hede og med en tilsyneladende endeløs asfaltslange foran mig, føler jeg mig som alt andet…Termometeret pÃ¥ cykelcomputeren siger 47 grader lidt over middag.

    Det er som at trække vejret gennem en føntørrer og solen kaster ingen skygge overhovedet. Asfalten under mig virker brændende varm på skinnebenene, selv under fart, og havde det ikke været fordi fedtprocenten på mine ben er lig nul, kunne det have givet noget ganske fine spareribs, tror jeg.

    Kun de sejeste cikader spiller op ude i krattet. Barsk, men jeg er ovenpå i dag, trods mere modvind, sammenlignet med i går. Jeg labber vand og sodavand i mig som en tørstig kalv dagen lang.

    Sjældent har jeg følt mig længere væk fra et glas rødvin med min søster, mine nærmeste venner, min familie, end her i det forpinte, hamrende varme Mali. Det er et hårdt slag for Zülle at skulle bevæge sig gennem dette landskab uden nogen form for opmuntring eller adspredelse. Mine tanker springer ofte hjem til Danmark og dét glas rødvin med dem, jeg elsker. Monotonien bider, tankerne er på flugt.

    Jeg havde ved ankomst i Lakamane ved 15-tiden regnet med, at landsbyen skulle være dagens endestation. En ældre mand fortæller mig, at jeg kan sove i en bygning tæt ved, men at oppasseren er ude af byen og jeg bare kan vente lidt.

    Jeg spotter et skilt der siger Sandaré 50 km, bliver lidt gejlet, føler mig relativt frisk efter en frugtjuice, og kaster mig i sadlen igen, opsat på endnu en tilfredsstillende maratondag.

    Ved en brønd er en stor flok piger, børn og damer i gang med at hæve 5-10 liter-reservedunke fyldt med vand op. Jeg stopper op for at skyde lidt billeder, og snart kommer folk stimlende op mod mig i vejkanten. Den første, der nÃ¥r op til mig er en teenagepige uden tøj pÃ¥ overkroppen, og med brysterne slaskende vildt omkring. Snart kommer en flok nøgne smÃ¥drenge op til mig, og flere unge piger støder til. Det er et vildt skue, og der er bryster i alle udviklingsformer og i alle længder. Zülle var vist den mest forlegne i den situation. Nej, det bliver aldrig kedeligt at være pÃ¥ cykeleventyr…

    WT Hall of Fame 🙂

    I Sandaré finder jeg landsbyens rådhus, som har et par virkeligt primitive værelse til udlejning. Der vrimler med frøer, der er møgbeskidt, madrassen er billeramt, men der er elektricitet og en loftsfan, som nok skal hjælpe mig gennem natten. Sjældent har jeg været så glad for så lidt, for jeg er efter 137 km udmattet og ikke i humør til campering.

    Portneren serverer en spand vand for mig, sÃ¥ jeg kan fÃ¥ et øse/spand-bad ude bag ved. Alt er ekstremt primitivt her. Det er en enestÃ¥ende (omend til tider hÃ¥rd) oplevelse for mig at være her i Mali…


    Day 1.279 – Dehydration (DK)

    Friday, October 9th, 2009

    Dioumara -> Diéma
    Distance (km) : 74
    Time on bike : 4h 45m
    Brutto time: 07.50 – 14.30
    Avg : 15.6 km/h
    Max.speed: 28.6
    Total (km) : 55.176
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 4½ of 5

    10 bruttotimers fortjent søvn fik jeg skovlet i mig i nat i teltet. Jeg siger brutto af flere grunde: blev vækket flere gange, først af hunde i slåskamp, snart af haner, der ikke kender forskel på dag og nat. Og så fik jeg ubehagelige kramper i lårene/benene flere gange i nat, når jeg vendte mig. Ikke rart. Ingen panik.

    Det er igen en barsk cykeldag. Takket være modvinden, der gud-hjælpe-mig flår i mig igen. Takket være hedetrancen. Trods den korte afstand. Der er meget sparsomt med bebyggelser. Jeg har ingen lyst overhovedet til cykeldagen.

    Jeg kom afsted i morges med kun 2½ L vand. Dels fordi berberfar forlangte helt ublu priser for sit flaskevand, og fordi jeg “kun” har godt 70 km til Diéma, med forventelige landsbyer undervejs. Det viser sig hurtigt at være en fejldisponering.

    Uden udsigt til nogle bebyggelser overhovedet (og med vinden mod mig), ser jeg mig nødsaget til allerede fra start at rationere mit vandindtag – hvilket er det sidste man har lyst til, oksende og sydende i sadlen under den vestafrikanske zenithsol i 47 graders solvarme! Situationen ikke er optimal.

    Heldigvis dukker en lille bebyggelse op, hvor jeg finder to mænd siddende i skyggen af et træ. Jeg spørger, om det er muligt at købe vand her, hvilket det ikke er. Til gengæld har den ene gut en reservedunk med vand, som han tilbyder at fylde én af mine cykelflasker med. Saved by the bell! Jeg får mig en lille WT-snak med gutterne, der begge er dybt forbløffede over mit projekt.

    I think black man cannot do this [cykle jorden rundt]. Have you ever seen black man do this?

    Den kommentar morer mig. Tilbage til modvinden.

    Diéma nÃ¥r jeg tidligt pÃ¥ eftermiddagen, meget dehydreret og udmattet. Trods den ekstra flaske vand, jeg fik af gutterne undervejs, har jeg langt fra drukket nok i dag. Min rationering var “vellykket” og jeg løb fysisk ikke tør for vand, men det er ren proforma, for kroppen har haft brug for langt større mængder væske.

    Efter at have siddet i min egen osteklokke en halv time med mine colaer, fortæller en dame, at der ikke er nogen sovemuligheder i Diéma, som jeg havde håbet. Det er hjerteskærende nyt. Jeg dobbelttjekker dog med det lokale politi, der dog fortæller, at der ligger et hotel inde i landsbyen et par km nede af grusvejen. Det er godt nyt.

    Kaarta Hotel bliver min redning. Et fint, simpelt værelse med fælles bad og et par timers generator-el ud på aftenen koster 55 DKK. Bad value, but who am I to complain?

    Mali har foreløbigt været en stor oplevelse for mig. Også selvom jeg til tider har svært ved at nyde det fordi det er så sindssygt hårdt og udfordrende at være her, ikke mindst pga. varmen og manglen på de fornødenheder, som normalt gør cyklingen udholdelig.

    Alene min lille aftencruise rundt i landsbyen, for at finde mad og snuse lidt til bylivet, kunne der skrives bøger om. Stor oplevelse, stor fattigdom.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.278 – Poverty Gone Amok (DK)

    Thursday, October 8th, 2009

    Kolokani -> Dioumara
    Distance (km) : 147
    Time on bike : 8h 07m
    Brutto time: 07.50 – 18.30
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 33.2
    Total (km) : 55.102
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 5 of 5

    Jeg er ramt af modvind hele dagen. Bummer. Flere kuperinger og et generelt ubarmhjertigt varmt klima gør cykeldagen strid. I landsbyer hopper drenge pludseligt op på deres skrammelcykler, når de ser mig, og forsøger at følge efter mig, hvilket jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal gøre ved, andet end at irritere mig over det.

    Selvom bevoksningen stadig rummer semi-sunde nuancer af grønt, er der knastørt overalt omkring mig, og tanken om, at de næste 500 km til Kayes vil blive af samme drøje skuffe er ikke særligt opmuntrende. Sammen med modvinden og heden gør tanken det svært at finde motivationen i dag.

    Ved middagstid når jeg en mindre korsvej, hvor jeg finder en kiosk og en cola, der grundet den manglende elektricitet naturligvis er varm. Det er den tid på dagen, hvor solen kaster absolut ingen skygge. Hovedet koger og syder.

    Jeg stiller mig selv en række spørgsmål:

    Er det hårdt det her?
    Er det monotont?
    Er det ulideligt varmt?
    Er det svært at holde motivationen oppe?
    Er det en evig kamp om at sørge for, der er vand i flaskerne?
    Har jeg mistet den fysiske appetit en smule?

    Og de vigtigere spørgsmÃ¥l….

    Er dette også en del af WT-ekspeditionen?
    Er der nogen, der siger det hele skal være sjovt?

    Svarene kender vi: 6xJ, 2xN, sÃ¥ jeg fortsætter…

    Jeg hopper ind i min egen virtuelle boble i dag. Virkeligheden bider, fattigdommen raser. Ikke kun børn, men også voksne kommer fra alle sider hen for at høre, om jeg ikke har noget til dem. Det er ekstrem fattigdom. Barsk land at færdes i for Zülle. Under dagens små pauser sætter jeg mig på jorden et skyggefuldt sted, ignorerer landsbyens blikke, der alle er rettet mod mig, har ingen kræfter overhovedet til socialisering, men sidder bare og stener og stirrer ud i luften foran mig.

    Det bliver en af de hårdeste cykeldage overhovedet. Godt 8 timers cykling, 147 km, det meste i modvind, det hele i en sindssyg hedetrance. Begge lægge kramper hver gang jeg laver et ukontrolleret tråd, og hoften forsøger at gøre det samme. Jeg har ingen appetit haft, og har udover lidt dadler og cashewnødder intet spist. Til gengæld har jeg drukket 2½ liter sukkersodavand og 6-7 liter vand.

    Jeg er smadret som sjældent før og trætheden piner. Stemmebåndet slår knuder, da jeg laver lidt auditive dagbogsnoter til voice recorderen. Jeg er derude, hvor jeg ikke føler det er helt forsvarligt at fortsætte cyklingen, og føler jeg kan dejse om når som helst. Billeder af den kollapsende, kvindelige maratonløber under OL i Los Angeles 1984 gennemspilles igen og igen på min indre tavle.

    Fra Wikipedia:

    The race is still remembered for the stunning entrance in the Olympic Stadium of Gabriela Andersen-Schiess from Switzerland. She was dehydrated, and dragged herself toward the finish line for the last 400 meters. To many the Swiss runner became a symbol of courage, although she finished in 37th place.

    Mine ben kramper og kramper og jeg har ingen energi tilbage overhovedet.

    Efter solnedgang når jeg Dioumara, hvor mine håb om at få en seng at sove i, blegner så snart jeg ser landsbyens miniature-størrelse. Der er ikke andet end et par madsteder, strandede lastbiler, et par satellitmaster og lidt lerhytter. Meget ucharmerende. Jeg sætter mig hos en berbermand, der driver en lille butik og labber cola og vand i mig.

    Jeg trækker cyklen over på den anden side af vejen, finder en mand og spørger om jeg kan slå mit telt op i nærheden. Det er bælgmørkt, og han hjælper mig med at finde et sted til min lejr. Han bringer efter min forespørgsel en flaske vand ned, som jeg bruger til at tage et interimistisk bad, få vasket balder og boller, nøgen i natten med kun den imponerende stjernehimmel og kække myg som tilskuere.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.277 – A Condensed Dose of Happiness (DK)

    Wednesday, October 7th, 2009

    Bamako -> Kolokani
    Distance (km) : 128
    Time on bike : 6h 37m
    Brutto time: 10.40 – 18.00
    Avg : 19.2 km/h
    Max.speed: 33.5
    Total (km) : 54.955
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Dan og Nova fra New Mexico har anmodet om at tage en række billeder af mig med oppakningen før jeg forlader Bamako som akkompagnement til det WT-interview, som Dan i aftes lavede med mig, og som de vil forsøge at få solgt til forskellige medier i USA.

    Som tak for hjælpen laver Nova og Dan en stor morgenmad til os pÃ¥ missionshotellet. Vi fÃ¥r en god snak om, hvordan parret (i midt-30’erne) har givet sig selv 5 Ã¥r til at forsøge at etablere sig som rejsende fotografer/skribenter. Lykkedes det bliver de glade – hvis ikke, er det tilbage til Santa Fe og finde et gængst arbejde.

    Jeg kommer først afsted fra Bamako lidt i kl. 11, da Nova og Dan mener, de har tilstrækkeligt med billeder i hus. Vejen ud af hovedstaden mod nord forlader Niger-floden og stiger i den forbindelse et par hundrede højdemeter, fra 350 m til 550 m. Så er Zülle varm.

    Tilfredsheden ved at være undervejs, ved at forlade Bamako efter at have mødt nogle dejlige mennesker, ved at have mit Mauretanske visum i passet, ved at være opladt på alle fronter, udløser små, kondenserede doser af human lykke, der via sjælens komplicerede kringelkroge finder vej ind i kulen og ud i cykelskoene, der barer snurrer og snurrer.

    Trods den sene start, bliver det en lang cykeldag, og jeg kører mig selv helt ud i kartoffelrækkerne inden jeg ved solnedgangstid endelig rammer Kolokani med håbet om at kunne finde en seng. Det føles godt.

    I Kolokani bliver jeg af forskellige lokale dirigeret frem til en bygning, der tilhører sundhedsministeriet, hvor jeg bliver modtaget af en portner, der giver mig grønt lys til at overnatte i et af de små, primitive værelser de har til rådighed. Jeg er træt, uendeligt træt, og jubler indvendigt, da manden fortæller om værelsesprisen på 2.000 CFA (22 DKK).

    Det er mørkt, da jeg efter badet går ind til Kolokanis centrum. Der er ingen elektricitet indlagt i byen, alle veje er af jordvarianten og det er en aldeles anderledes oplevelse at færdes her. Kun lommelygters skær og en lejlighedsvis generatordrevet halogenpære bryder landsbyens mørke. Jeg finder en madmor i et gadekøkken, der serverer en gang spaghetti med kød og kartofler og så er lykken gjort.

    WT Hall of Fame 🙂


    Day 1.271 – Missionary Life & A Wolf’s Thirst (DK)

    Thursday, October 1st, 2009

    Niéna -> Bougouni
    Distance (km) : 134
    Time on bike : 6h 21m
    Brutto time: 08.00 – 15.30
    Avg : 21.0 km/h
    Max.speed: 55.7
    Total (km) : 54.649
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 4 of 5

    Myriader af fuglekvidder vækker mig på min flade, utætte luftmadras efter ca. 10 timer på lukøjet. Randy byder på morgenmad indenfor, og der er kaffe, juice, røræg, brød, pb, syltetøj i lange baner. Selv om mine øjne mestendels er solidt fæstnet til tallerkenen foran mig, så er det en enestående mulighed for at kigge indenfor i et vestligt missionshjem i Black Africa, og jeg har en fin snak med værtsparret omkring missionærlivet i Vestafrika.

    Pakker lejren ned, hopper i mit møgbeskidte cykeltøj og er snart tilbage på Route National 7 og asfalten på vej mod Bougouni. Let morgenregn, men glad om hjertet.

    Efter i et par landsbyer forgæves at have forhørt mig om købevand, begynder en lille forklokke til panikklokken at ringe i mig, da jeg kun har godt ½ L vand tilbage i flaskerne, varmen er dræbende, og jeg er tørstig, da jeg har rationeret vandbeholdningen, skruet ned for indtaget, den sidste times tid.

    I en ny landsby ser jeg et restaurant-skilt, men en pige fortæller, at der er lukket. Jeg spørger om væske, og snart hiver pigen en Fanta (med isklumper!) frem fra fryseren inde i den lukkede restaurant. 0.3 L himmerige smager af meget mere for en ulvetørstig Zülle, men pigen har ikke flere. Jeg spørger efter vand, andre sodavandsmærker, bajere, giv mig en bajer, for fanden! Zülle ska’ da ha’ en middagsbajer! Klokken har ikke slÃ¥et middag, og sÃ¥ ved man, at Zülle er desperat! Pigen ryster undskyldende pÃ¥ hovedet, og tørsten har allerede overtaget Fanta-jublen igen.

    Og sÃ¥ sker det, at en anden pige kommer ud med 1½ L iskoldt vand, som jeg fÃ¥r lov til at fylde i mine flasker, gratis. Snak om nøden er størst…og jeg er med et fluesmæk fuldstændigt revitaliseret.

    Der bliver trådt hårdt til i pedalerne, er fokuseret og fremadstræbende under den brændende sol. I endnu en anonym landsby finder jeg kun ukurant vand i amatørposer (dvs. ikke fabriksfremstillet, renset vand), men jeg kan ikke tillade mig at være kræsen og forsigtig med bakteriemaven her. Må bare labbe i mig af hvad jeg kan finde af væske, og der ryger dagligt 8-10 L gennem svælget, hvoraf kun en overraskende forsvindende lille del når hele vejen ud gennem tappehanen.

    En gigantisk gang ris med peanutsauce (til kun 1.65 DKK) sender mig direkte ned i knæ sÃ¥ snart jeg er kommet ud pÃ¥ de relativt Ã¥bne landeveje igen. Jeg har endnu ikke haft noget, der bare tilnærmelsesvist kan kaldes dansk afføring her i Mali, men det ville ogsÃ¥ være underligt, ikke…Mali-mave i Mali, skik følge etcetera.

    Jeg føler mig stærk hele dagen og tvivler pÃ¥ intet tidspunkt pÃ¥, at jeg vil nÃ¥ til Bougouni, selvom der er mere end 130 km, varmen dræner, og kalkunen Zülle vækker enorm opsigt overalt. Der er ingen vind, hvilket i den relative virkelighed under fremdriften pÃ¥ cyklen bliver til en let modvind – og her har vi forklaringen pÃ¥, hvorfor det statistisk oftere føles som om man har mod- ifht. medvind pÃ¥ cykelstierne.

    Jeg når Bougouni ved 15-tiden. Træt, men stolt. Tjekker i andet hug ind på Hotel Songhoy, som jeg får pruttet ned fra 12.500 til 10.000 CFA, 110 DKK, hvilket stadig er latterligt dyrt, kvaliteten taget i betragtning, men det er vist prisniveauet her i Mali.

    WT bringer nu Mali-nyt:
    – Analfabetismen blandt den voksne befolkning i Mali er skræmmende 81 %.

    – Hvert fjerde barn i Mali dør før sin 5 Ã¥rs fødselsdag.

    – Iflg. min downloadede guidebog fra 2007 er Mali det fjerdefattigste land i verden.


    Day 1.270 – Enter Mali (DK)

    Wednesday, September 30th, 2009

    Koloko (BF) -> Niéna (Mali)
    Distance (km) : 130
    Time on bike : 6h 16m
    Brutto time: 09.15 – 17.30
    Avg : 20.7 km/h
    Max.speed: 51.7
    Total (km) : 54.516
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 4 of 5

    Overgangen fra Burkina Faso til Mali forløb (igen) eksemplarisk. Først check ud fra Burkina Faso, hvor en træbom tværs over vejen sammen med et lille grænseskur gjorde det ud for den fysiske grænse til det 3 km ingenmandsland, der fulgte dernæst.

    Uniformen ved Malis grænse end ikke ændsede mit dyrtkøbte visum, men satte i stedet bare et indrejsestempel i mit efterhånden bekymrende overfyldte pas. Ingen spørgsmål, ingen indvendinger, ingen korruptionsforsøg, men bare et smil og et velkommen til Mali!

    Dagens Tone: Set Me On Fire – Stars

    Km-tællerstand, Burkina Faso slut, Mali start: 54.390 km

    I Ghana blev jeg hyppigt kaldt obruni, obruni eller white man, white man.
    I det østlige Burkina Faso var det msara (spelling ?) eller le blanc.
    I det vestlige Burkina Faso var det pavu, pavu, der blev rÃ¥bt efter mig, og det er det ogsÃ¥ her i Mali, sammen med touba og toubabu (hvoraf “pavu” kommer, gætter jeg).

    Pavo (udt. “pavu”) betyder kalkun pÃ¥ portugisisk, og det er lidt af et fornemt øgenavn for Zülle. Kalkunen Zülle.

    Kulturelt og “landskabeligt” virker Mali som et spejlbillede af det østlige Burkina Faso. Ler er fortsat det store hit og Jem & Fix ville ha’ svære tider her i Mali, hvor folk tilsyneladende kan bygge alt af træ og ler. Hytterne er lerklinede og med strÃ¥tag, brænde er den altdominerende energikilde, og høns, børn, geder og æsler render rundt i et støvet mix mellem hirsemarker og røde jordveje.

    Dagen er lang og hed. Ja, vi har hørt det før, og sveden er den samme. Vejkvaliteten er faldet drastisk og utallige støvskyer fra forbipasserende lastbiler gør det helt grimme ved mig og luftvejene.

    Sent på eftermiddagen når jeg den større landsby Niéna, der mod forventning ikke har noget gæstehus. Hmm, bet for trætte Zülle. En ung, parisisk solo-cyklist (fra Dakar til BF), jeg mødte i morges ved grænsen fortalte om hendes overnatning ved missionshuse rundt omkring, mission catholique, så jeg forhører mig om noget sådan findes her i Niéna.

    Ad 5-6 omgange bliver jeg vist op bag landsbyen, via en katastrofal jordvej, der ryster de allersidste kræfter ud af bollerne på mig, og finder Gud-hjælpe-mig en protestantisk kirke, hvor jeg modtages af et missionspar, Randy og Marsha fra South Carolina, USA, der lader mig slå mit telt op i deres baghave.

    Jeg ligner et rustrødt spøgelse og er lidt overrasket over, at få grønt lys i den tilredning. Parret er naturligvis interesseret i at høre nærmere om min færd, så de får den korte WT-gennemgang inden jeg får en spand varmt vand til at bade i omme i baghavens udendørs tørtoilet, hvor stanken af lort og fluehelvedet kun beskedent forstyrrer min glæde ved at få vasket dagen af mig.

    Teltet ryger op under et bølgeblikhalvtag, hvorefter Randy og Marsha (der har boet og arbejdet her i landsbyen som missionærer i 14 Ã¥r, og 30 Ã¥r i alt i Mali) kommer ud med en bakke med dejlig og tiltrængt aftensmad og ice tea og brownies til den søde og livet er vidunderligt igen. MÃ¥nen er næsten fuld og kaster masser af lys af sig, men jeg finder alligevel en stump stearinlys frem og retter mig an til en romantisk aften for én, for det skulle jo nødigt hedde sig…


    Day 1.269 – Entourage (DK)

    Tuesday, September 29th, 2009

    Bobo -> Koloko
    Distance (km) : 123
    Time on bike : 5h 28m
    Brutto time: 10.00 – 17.00
    Avg : 22.5 km/h
    Max.speed: 43.5
    Total (km) : 54.386
    Altitude: 500 m
    Difficulty: 3 of 5

    (Photos will come if/when connections permit. Billerder kommer når/hvis forbindelsen tillader det)

    Opholdet her i Bobo hos Martin og Mats er mit tredje skandinaviske smørhul efter Tamale (Ghana) og Ouagadougou, og ikke kun derfor er jeg flyvende i dag. Jeg er også ramt af en herlig (men alt for sjælden) medvind og drøner op ad de små stigninger i det grønne landskab på vej mod Malis grænse. Vinden gør hele forskellen, og selv om det stadig er umåde varmt, så undgår jeg den værste trykkogertendens inde bag panden, da anstrengelserne er knapt så vilde.

    Efter et par timers tråd, holder jeg et riz gras-stop i en lille rustik landsby, og har snart 25 sæt øjne rettet mod mig i en uafbrudt forbløffelse. Over et ildsted tilbereder en ung madmutter min mad, der stort set ikke er andet en ris med en smule fiskevand hældt over og skyggen blot af en tomat. Det er tam kost, men mit system kender (heldigvis) ikke altid forskel på gourmet og energifyldt ultrabasiskost.

    Dagens Tone: Randers Station – TV2

    Orodara (70 km), som jeg troede skulle være dagens endestation, når jeg tidligt på eftermiddagen og sætter mig i skyggen med en cola og endnu en stor portion riz sauce. Benene syder og logrer om mere, så jeg beslutter mig for at snuppe 50 km mere helt til Malis grænse, for dagen er ung og denne madmor bekræfter henkastet, at der er et sted at sove i Koloko lige ved grænsen.

    I Koloko ser jeg ingen overnatningsskilte, men lokale peger mig frem til et virkelig simpelt sted, hvor jeg fÃ¥r et rum pruttet ned fra 2.000 til 1.500 CFA (16.50 DKK). Rummet har betongulv, er uden rindende vand, ingen elektricitet, lys eller myggenet, men der er lÃ¥s pÃ¥ døren, og jeg fÃ¥r snart bragt en – meget eftertragtet! – spand vand ind til at bade mig i af den unge mor, mens datteren sendes afsted efter stearinlys, tændstikker og en myggespiral. Rustika!

    Ude i landsbyen mandsopdækkes jeg hurtigt af en fyr, som virker fin nok, men som jeg efter 123 km cykling ingen energi og lyst har til at snakke med. Sætter mig på en træbænk blandt et par kutteklædte mænd, hvor termokanden på bordet fortæller, at her kan man få kaffe.

    Snuser bagefter rundt på landsbyens støvede jordveje, blandt æsler og geder, og får lynhurtigt samlet mig et entourage på ca. 30 unger, der at dømme efter deres fotoiver vist alle drømmer om at ende på forsiden af Marie Claire. Det er et vanvittigt skue!

    Der er ekstremt primitivt overalt, og det er en aldeles fin afskedssalut med Burkina Faso.


    Day 1.268 – Le Rustique (DK)

    Monday, September 28th, 2009

    Min plan om ikke at have nogen plan i dag, kommer til at holde stik. Jeg bliver hjemme hele dagen og arbejder med WT og billeder, mens Martin og Mats tager hul på deres arbejdsuge. Huskokken Moise disker over middag op med en overdådig 3-retters lunch, som vi frådende labber i os, inden arbejdet kalder igen.

    Har en dejlig, afsluttende aften med Martin og Mats, der tager mig med ud at spise på Restaurant Le Rustique, et fredfyldt sted med outdoor seating og den skønneste/fedeste entrecôte, jeg har fået i meget lang tid. En stor tak til de svenske brødre!


    Day 1.267 – Bobo (DK)

    Sunday, September 27th, 2009

    Ahh, den bløde Ikea-seng på værelset er fantastisk, og jeg breder mig natten igennem som en sprællemand, diagonalt liggende med spredte lemmer ud i madrassens verdenshjørner.
    At der oven i festen ogs̴ er wifi i hele huset er genialt Рmen vist ogs̴ skyld i, at jeg ikke f̴r sovet igennem efter g̴rsdagens (og de sidste dages) cykling, for tankerne og indtrykkene fra de sidste dage buldrer frem i mig og vil ud.

    Det vil jeg ogsÃ¥, sÃ¥ jeg kaster mig ud i Bobo, der virker behageligt søndagstræt ligesom jeg selv. Fod i hose. Togstationen (i neo-sudanesisk stil), le grande marché, Kibidwe (Bobos ældste bydel med snørklede jordveje, lerhytter og irriterende touts) og – naturligvis – Le Grande Mosquée, Bobos ukronede dronning, er blandt de visuelle højdepunkter. En kold, sukkerfri cola er mit gastronomiske højdepunkt og forkælelse.

    PÃ¥ cyklen udsættes jeg nærmest konstant for den vestafrikanske virkelighed, der bÃ¥de beriger og dræner i grader, man nok næppe kan forestille sig. Bl.a derfor er udsigten til bare at trække stikket ud hjemme i huset, pÃ¥ “mit” værelse med wifi, vældigt tiltrækkende.

    Dagens Tone: Beautiful Day – The Levellers

    Som kærligheden har også teknologien mange ansigter. I 5 kvarter har jeg i dag mine forældre (og Lukas-missen) i Middelfart live, visuelt og i stereo, i mit Skype-vindue på laptoppen, liggende i sengen i det vestlige Burkina Faso, Vestafrika. Smukt!

    Går ud og får et slag søndagspool og en øl med Martin og Mats, inden ugens sidste krummer fortaber sig i Zülles trætte krop.


    Day 1.266 – Melting Away (DK)

    Saturday, September 26th, 2009

    Houndé -> Bobo-Dioulasso
    Distance (km) : 104
    Time on bike : 5h 30m
    Brutto time: 07.55 – 15.00
    Avg : 18.8 km/h
    Max.speed: 50.6
    Total (km) : 54.263
    Altitude: 350 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Goat meat in packages!

    Typical setting in Burkina Faso...

    Fetching water...

    A pretty, if difficult, name of a town...

    WT Hall of Fame 🙂

    Typical setting in Burkina Faso...

    Jeg bliver igen mødt af heden og flot cykling pÃ¥ bølgende asfalt gennem regntidsgrønne Burkina Faso. Landsbyerne er mestendels lerklinede og forbandet charmerende (me think), med “Le blanc!”-rÃ¥bende børn og kameraforskrækkede madamer i traditionelle klæder. Det er drøj, drøj cykling. under solen sniger det elektroniske kviksølv i cykelcomputeren sig op pÃ¥ 48 grader Celsius. Unfair, ikke…

    Der stÃ¥r BOBO! malet i mit ansigts anstrengte folder. Mit hoved føles som en oppustet trykkoger…

    Mud brick buildings in Burkina Faso.

    Local gangsta'

    Vibrant social space in western Burkina Faso.

    Jeg når Bobo-Dioulasso, Burkina Fasos andenstørste by med ca. 400.000 indbyggere, midt på eftermiddagen og finder frem til svenske Martin og Mads, der arbejder her for den dansk-svenske virksomhed AAK, og som har åbnet dørene for cykelrotten.

    Jeg har – som i Ouagadougou, og angsten for forkælelsens ladhed sniger sig ind pÃ¥ mig 🙂 – fÃ¥et mit eget værelse, med A/C, wifi! og et “privat” badeværelse, der er større end de fleste hotelværelser, jeg normalt bor pÃ¥. Det er helt, helt perfekt (og en stor tak til danske Mads for putting me up again!). Jeg falder øjeblikkeligt i hak med Martin og Mats, ledsaget af en række kolde Flag øl, og sÃ¥ er landevejenes hurdler og anstrengelser og konstante svedture hurtigt fortrængt…

    Halleluja Skandinavien!

    In Bobo with Swedes Martin and Mats. Skål!


    Day 1.265 – Technicolours In Burkina Faso (DK)

    Friday, September 25th, 2009

    Boromo -> Houndé
    Distance (km) : 80
    Time on bike : 4h 26m
    Brutto time: 08.20 – 15.00
    Avg : 17.8 km/h
    Max.speed: 39.6
    Total (km) : 54.159
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 2½ of 5

    My room in Boromo, Burkina Faso.

    Jeg har de sidste dage været for træt til at dokumentere og nedfælde oplevelserne på min vej og tankerne i mit hoved, simpelthen fordi jeg har været for baldret, for udmattet, og tiltrækningen ved at crashe med laptoppen og passivt se film har været større end den aktive notatskrivning. Dagene er smukke, vanvittigt varme og oplevelserne vælter ind.

    My room in Boromo, Burkina Faso.

    Dagens Tone: Quem de Nós Dois – Ana Carolina

    Boromo village.

    Selvom jeg ikke rigtigt har haft tid til at tænke på det, så minder et vejsidestop på naturens vegne mig i dag om bekvemmeligheden ved alle de nordamerikanske fastfood-restauranter, der altid har fine gæstetoiletter, med papir og rindende vand. Mit lille pitstop foregår dybt nede i knæ, storsvedende under den ubarmhjertige tropesol og med uventet lykkelige fluer på mig og mine efterladenskaber.

    Mosque in Boromo village.

    The big mosque in Boromo, Central Burkina Faso.

    Morning in Boromo...

    Morning in Boromo...


    Young herdsmen in Burkina Faso.


    River setting in western Burkina Faso.


    West African currency...

    Beautiful road, beautiful weather, beautiful life.

    This little fella' did an impressive 60 m run to get back to the road and have a look at me...

    More young herdsmen...

    Under heat pressure!


    Min faktor 60-solcreme gør sit arbejde godt (dvs. jeg brænder ikke af under den vestafrikanske sol), men den gør mig ogsÃ¥ virkelig fedtet og tiltrækker fluer og vejskidt som fluepapir. Ved ankomst i Houndé er alt, hvad jeg kan tænke pÃ¥ – efter at ha’ labbet en cola og en portion spaghetti ned i sækken – at fÃ¥ et bad, koldt, lunkent eller varmt.

    My modest room in Houndé, Burkina Faso.

    Af alle daglige rutiner er søvnen dén, jeg værner mest om, den, hvis fuldførelse jeg er mest nazistisk omkring. I nat bliver det til 10 timer under myggenettet pÃ¥ det lille kammer ovenfor…

    WT Hall of Fame 🙂

    Houndé bus station...

    Det bliver aldrig kedeligt at cykle gennem Burkina Faso. Særligt fordi jeg ikke taler fransk, hvorfor enhver transaktion med de lokale er en udfordring, er en oplevelse. Min a-frankofile tunge frustrerer mig, for oftest mÃ¥ jeg undskyldende hægte mig selv af, hver gang lokale vil snakke med mig – og det sker omtrent overalt, hele tiden – for burkinerne er som tidligere sagt dejligt imødekommende, afslappede folk med godheden lysende ud af øjnene.

    Houndé bus station...

    Burkina Faso er klart det fattigste land, jeg nogensinde har besøgt, og det mærkes overalt. Flere steder har jeg set 2-5 årige børn med sørgeligt fejlernærede topmaver og strittende hulu-bulu-navler.

    Houndé bus station...

    Houndé town scenes...

    Houndé town scenes...

    Houndé town scenes...

    A Young Fan.

    Houndé town scenes...

    Boy With Toy.


    Day 1.264 – The Crash Without A Rash (DK)

    Thursday, September 24th, 2009

    Sabou -> Boromo
    Distance (km) : 87
    Time on bike : 4h 39m
    Brutto time: 08.00 – 15.00
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 29.1
    Total (km) : 54.080
    Altitude: 350 m
    Difficulty: 3½ of 5

    The Koga in my room...

    Jeg krydser 54.000 km lidt vest for Sabou til formiddag.

    Village in central Burkina Faso.

    Burkina Faso er både på papiret og i virkeligheden et økonomisk ludfattigt land. Der er ekstremt fattigt og rustikt overalt, hvor jeg bevæger mig. Geder og æsler render rundt og styrer landsbyshowet. For det utrænede, vestlige øje ser det ud som om landsbyerne er totalt blottet for materielle værdier.

    Nok er her fattigt, men Burkina Faso er fotogent og fascinerende. Overalt bliver jeg mødt med brede tandsmil og imødekommenhed. Heden trykker.

    WT Hall of Fame 🙂

    One of several cold drink breaks today!

    A break with the locals...

    Radio Pengdwendé and the honey...

    Bobo, 248 km.

    Lake near Boromo, central Burkina Faso.

    The Smashing Pumpkins

    The Crash (no casualties)

    The Crash (no casualties)

    Riz sauce lunch. Prize: 0.20 USD.

    Always kids looking!

    Den sidste 1½ times kørsel inden Boromo, trækker et dystert gråvejr sig langsomt ind på mig bagfra (østfra), og selvom jeg ikke kan se noget regn, kan jeg som savannens wildebeast sanse regnen længe før den kommer. Lige da jeg når Boromo og finder et auberge touristique bliver jeg endelig indhentet af det tunge skydække og et intenst tropeskyl og tordenvejr sætter ind.

    Boromo village at dusk...Central Burkina Faso.

    Boromo villagers. Central Burkina Faso, September 2009.


    Day 1.263 – Under The Sun (DK)

    Wednesday, September 23rd, 2009

    Ouagadougou -> Sabou
    Distance (km) : 94
    Time on bike : 4h 43m
    Brutto time: 11.50 – 17.15
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 31.0
    Total (km) : 53.993
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Efter farvel til Niels, låner jeg Rinas Nissan X-Trail (på diplomatplader!) og kører ind mod byen og Malis ambassade, som jeg finder efter en del søg-og-du-skal-finde-cruising. Skilte er som sagt ikke noget man er særligt god til her i Burkina Faso. Fornemmelsen af at sidde bag rattet igen, og nyde den motoriserede fremfærd er fin, men morgenmylderet af cykler (!) og vævre scootere spiser en del af køreglæden for Bangsgaard Jr.

    Jeg afleverer pas og 20.000 CFA franc (220 DKK) og får at vide, at jeg kan hente passet kl. 14. Jeg brokker mig lidt og spinder en lille løgn om, at jeg har vældig travlt og blablabla, hvilket øjeblikkeligt nedsætter ekspeditionstiden med 4 timer. White power!

    Leaving Ouagadougou, good friends, and comfort...

    Som om jeg ikke har oplevet nok forkælelse her i Ouagadougou de sidste dage sammen med Rina og Niels, bliver jeg før afgang udstyret med en pose Super-Piratos og hushjælpen Josephines dejlige pizza, og så er frokosten sikret.

    Mit sociale batteri er opladt, den danske tunge skarptsleben, taskerne bugnende med mad og godter, Kogaen ren og velsmurt, og fornemmelsen af at trille ud af hovedstaden efter at have ventet 5 kvarter (det er hårdere for mig end det lyder!) på mit Mali-visum er helt, helt fantastisk.

    See the fisherman?

    Drink stop in the oppressive Burkinabé noon heat...

    Solen vælter ned over mig hele dagen. Termometeret på cykelcomputeren siger 43 grader og falder kun til 35 grader, da jeg er parkeret i skyggen under et af mine flere sodavandsstop i dag.

    Girl with wagon...

    Under the fierce West African noon sun...

    WT Hall of Fame 🙂

    Burkinabé architecture.

    Women at work

    Ud på eftermiddagen når jeg Sabou, hvor jeg håber på (og finder) et sted at sove. Det er et finere bungalow-sted og prisen er stejl. Jeg får pruttet 15% af og havner på 6.000 CFA (66 DKK), hvilket stadig er 10 gange mere end halvdelen af Burkina Fasos befolkning overlever på dagligt. Alternativerne er få, så jeg slår til, overophedet og klistret. Et bad og en kold bajer er i høj kurs og begge dele indfris snart.

    GÃ¥r ud og skyder lidt skumringsbilleder i den lille landsby, der tydeligvis ikke ser mange hvide, trods de nærliggende krokodille-pools, som dog ikke ophidser mig. FÃ¥r mig en gang ris med sauce i en rustik træbod, mens landsbyens mænd er samlet pÃ¥ den anden side af vejen foran den lerklinede Lilleput-moské. Folks ustandselige interesse i at “snakke mig op” fører ingen vegne i aften, for Zülle er trött som en elk.

    Backroads in Sabou...

    Elektriciteten (til min loftsfan!) kommer først kl. 18 og forsvinder igen ved 22-tiden, hvilket efterlader mig i et fugtigt svedbad resten af natten under myggenettet.

    Papaya in Sabou, Burkina Faso.


    Day 1.262 – Visa Run In Ouagadougou (UK)

    Tuesday, September 22nd, 2009

    Let the visa party begin!

    My Burkinabé visa, that I got at the border, is only a one week affair and expires tomorrow, so a renewal is on today’s agenda. Niels takes me through the heavy Ouagadougou morning traffic into the city so that I can get the visa fixed, and so that I can see the Royal Danish Embassy, where Rina works and The Children Fund, where he works himself.

    Morning traffic in Ouagadougou...

    Morning traffic in Ouagadougou...

    Ouagadougou downtown.

    It’s been a while since I’ve seen and spoken with so many Danes under the same roof, and I even have a little chat with Mogens the ambassador, and another chat with Nina, the director of the Children Fund’s Burkina Faso department.

    The Royal Danish Embassy in Ouagadougou.

    My heart starts bleeding when I see this map...

    Ouaga 2000 monument...

    It is a great help to me that Niels helps me getting sorted, finding the immigration office (Toyota Landcruiser Prado-style), ‘cos street signs are not something people really care much about here, and my French tongue is – quite unlike Niels’ – still frustratingly absent.

    The waiting time in the Spartan immigration office is (I think) greatly reduced by Niels (in a nice shirt) who mentions the Danish Embassy a few times, and soon my passport and visa application – with my color copy-photo, that I’ve been carrying since Denmark, and that the immigration officer was not too pleased with, but nevertheless accepted, since Niels, my savior , did some skilled sweet-talking 🙂 – are submitted to be picked up later in the afternoon…

    The Malian Embassy is closed today because of the extended Ramadan holiday.

    Lunch time, prepared by housemaid Josephine...

    This is my last evening with Niels and Rina in Ouagadougou (granted I get my Malian visa tomorrow), and although my legs are slowly getting impatient, it won’t be easy to leave the capital and the fantastic time I’ve had with them.

    Another (the last) great evening with Niels and Rina in Ouaga...

    Lad visumfesten begynde!

    Mit burkinske visum, jeg fik ved grænsen, gælder kun en uge og udløber i morgen, så en fornyelse er på dagsprogrammet. Niels tager mig i den tunge Ouaga-morgentrafik ind til byen så jeg kan få fikset visummet, og for at jeg kan se Den Kongelige Danske Ambassade, hvor Rina arbejder og Børnefonden, hvor han selv arbejder.

    Morning traffic in Ouagadougou...

    Morning traffic in Ouagadougou...

    Ouagadougou downtown.

    Det er længe siden, jeg har set og talt med så mange danskere under samme tag, og jeg får endog hilst på ambassadøren Mogens (og genset det fine Danmarkskort!) og sludret lidt med Nina, direktør for Børnefondens Burkina Faso-afdeling.

    The Royal Danish Embassy in Ouagadougou.

    My heart starts bleeding when I see this map...

    Ouaga 2000 monument...

    Det er en stor hjælp for mig, at Niels hjælper mig med at finde immigrationskontoret (i Toyota Landcruiser Prado-stil), for skilte er ikke rigtigt noget man tager alt for seriøst her, og min franske tunge er – helt modsat Niels’ – frustrerende fraværende.

    Ventetiden pÃ¥ det stærkt spartanske immigrationskontor nedsættes (tror jeg) væsentligt ved at Niels (i fin skjorte) nævner den danske ambassade et par gange, og snart er pas og ansøgning – med mit farvekopi-billede, som jeg har haft med mig siden Danmark – og som imigrationsmanden ikke havde meget til overs for, men dog accepterede, da Niels, my saviour, lige fik glattet den situation ud ogsÃ¥ 🙂 – afleveret, og bliver senere hentet af Niels…

    Malis ambassade holder lukket i dag pga. Ramadan-helligdagene, så der kan jeg ikke danse i dag.

    Lunch time, prepared by housemaid Josephine...

    Det er min sidste aften hos Niels og Rina i Ouagadougou (givet jeg får mit Mali-visum i morgen), og selv om benene så småt er begyndt at blive utålmodige, så bliver det ikke let at forlade hovedstaden og den fantastiske tid, jeg har haft her sammen med dem.

    Another (the last) great evening with Niels and Rina in Ouaga...