• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for August, 2006

    Dag 144 – Samarkands skønheder…

    Thursday, August 31st, 2006

    0 km etc.

    Konceptet her paa Bahodir B & B er genialt og simpelt skruet sammen: man saetter sig bare ved morgen- eller aftensbordet, naar man lyster, og faa oejeblikke senere er der med venlige haender serveret dejlig hjemmelavet mad (7 USD for overnatning inkl. 2 gode maaltider). Saadan maatte det ogsaa gerne vaere hjemme i DK.

    Det store Registan-kompleks maa, som Lonely Planet haevder, vaere et af de mest imponerende syn i Centralasien! Helt fantstisk smukke monumenter med de ydre vaegge tapetseret med lyseblaaazulejos (mosaiksten, har glemt det danske ord i forbifarten) og meget sundt for oejet med farvespillet og formerne. Som baade canadierne i Bukhara og japanske Yumiko i aftes sagde, kan man komme ind paa selve omraadet ved at snige sig ind af en ubevogtet bagindgang – kein Problem!

    Cruiser rundt i Samarkand, haever 300 USD mod 3,5% i kommission paa Visa-kortet (yeah!) og bruger en masse tid paa internettet med at tjekke ruter, vejforhold etc. i Kina. Tibet og Kina bliver helt klart rejsens foreloebigt stoerste udfordring. Det er vist ikke helt for boern at krydse gigantiske Kina solo paa cykel, og jeg blev en smule ramt af respekt (a’la lille bitte Nicolai i en stor, stor verden) over at laese om regionen. Men jeg er saa smaat ved at forberede mig mentalt paa udfordringen og stoler blindt paa fysikken.

    Share

    Dag 143 – Den indre boksekamp…

    Wednesday, August 30th, 2006

    Rest day in Samarkand…

    Hviledag i Samarkand…

    At gaa rundt i gaderne her i Samarkand er som at kigge ned i en etnisk smeltedigel. Byen var et af de vigtigste knudepunkter paa den legendariske handelsrute, Silkevejen.

    I gaderne ser man kazakere, kaukasere, mongoler (Jenghiz Khan – +1227 – var en stor mand og en dygtig kriger), enkelte roedhaarede med fregner som paa en dansk sommerdag, gamle hvidskaeggede maend (mullahs) med deres telpeks (faareskindshatte), overvaegtige babushka-kvinder i farverige kjoler og toerklaeder etc. Vaeldig interessant, og jeg ser motiver overalt.

    85% af uzbekerne haevder at vaere muslimer selvom kun ca. 3% praktiserer religionen. Det indtryk jeg har faaet er langt fra muslimsk: maendene drikker oel, jeg har ingen bedetaepper set og moskeernes kalden til boen 5 gange dagligt fylder slet ikke bybilledet som i ex. Marokko og Tyrkiet (som igen befinder sig i den tynde ende af det islamiske tros-kontinuum – i mit hovedet i det mindste).

    Ved markedet koeber jeg ca. 2 kg. groenne druer for 1,50 DKK og en herlig mango-ispind (saadan en som Friske hjemme saelger under navnet Solero og tillader sig at tage 12-13 DKK for) til kun 75 oere. Alt det kan israelerfar god li’!

    Snakker ved aftenbordet bl.a med franske Philippe, der har cyklet fra Marseilles, og som tilbyder at cykle sammen i Kirgisistan. Det ville vaere super og et dejligt companion-pust, men jeg ved endnu ikke, hvor og hvor laenge jeg vil rejse i landet. Har en indre, venlig boksekamp af argumenter i gang, og i oejeblikket er stillingen vist uafgjort: Vil paa den ene side noedig foele, at jeg gaar glip af Kirgisistan ved at tage direkte mod Kina. Paa den anden side oensker jeg ikke at rejse rundt i Kirgisistan fysisk, hvis jeg mentalt er paa vej gennem Kina mod Vietnam, hvor der maaske er udsigt til at holde jul og nytaar i familiens skoed. Det er en luksusboksekamp, det ved jeg, og jeg kan og skal ikke traeffe valget nu.

    Share

    En kort opdatering fra Uzbekistan…

    Wednesday, August 30th, 2006

    Jeg er nu vel ankommet til Samarkand, Uzbekistan efter et par lange dage i sadlen, 165 km i går gennem bomuldsmarker og et i øvrigt ikke alt for inspirerende landskab. Har i øjeblikket en kamp med diverse, genstridige internetcaféer her – så snart kampen er vundet vender jeg tilbage med dagbogsnyt. Jeg arbejder også på at få smidt nogle billeder i dagbogen…

    Kærligst, Nicolai

    Share

    Dag 142 – Maratondagen

    Tuesday, August 29th, 2006

    Navoiy -> Samarkand
    Distance (km) : 165
    Time on bike : 8h 11m
    Average speed : 20.18 km/h
    Total (km) : 7825

    Jeg vidste, at det ville blive en lang og droej cykeldag i dag. Kortet sagde 160 km og med den lette modvind, der har ramt mig siden Turkmenistan, og som nok ogsaa ville vaere der i dag, ville det betyde ca. 8 timer i sadlen non-stop. Ikke de optimale betingelser, men jeg ville virkelig gerne naa Samarkand i dag, saa jeg kan skrive og sende Luksus-artiklen i morgen (deadline) til oktober-udgaven.

    Vejen var fornuftig ligesom terraennet, der var svagt stigende op langs Zeravshan-floden, som jeg dog ikke saa pga. bomuldsmarker og traeer og en temmelig hoej urbaniseringsgrad langs vejen (=masser af tilraab og ingen private tanker).

    Bestilte morgenmad i den fine hotelrestaurant, men havde ingen anelse om, hvad jeg bestilte. Tolkede bare lidt paa servitricens positive ansigtsudtryk og taenkte, at det nok ikke var helt skidt, det hun naevnte. Foerst kom kaffen (den var ventet), saa broed, yoghurt, 2 x spejlaeg, 2 x stegte poelser og da hun lidt senere kom med 2 koedfyldte pandekager begyndte angstens sved at melde sig, for hvad fanden havde jeg ellers sagt ja til. Hun var flere gange nede ved mig og spoerge om noget, men af frygt for flere utilsigtede bestillinger afviste jeg hende venligt, men kategorisk.

    Trods maraton-distancen foran mig gik dagen fint. Havde masser af musik til at holde benene koerende, var fokuseret paa cyklen og udviste en naesten total ignorering af de hundredevis af tilraab mm., der moedte mig. Et sted, hvor jeg goer fotostop stiger dog en nydelig pige ud af sin kaerestes bil, taler uzbekisk til mig (dvs. en kort, kort samtale) og henter saa 2 dejlige, lune nan-broed til mig. Smukt.

    Argh, bummer – har lige opdaget, at min bageste Mavic Downhill faelg er begyndt at revne ganske lidt omkring flere egere. Det er ikke godt. Maa se naermere paa det i Kashgar,Kina, inden den store odysse tvaers gennem Kina og Tibet. Av min arm. Troede min Koga-cykel var usaarlig!

    Dagen paa cyklen var fra 9.40 -> 19.30 og bortset fra frokostpausen paa ca. 1 time har jeg holdt mindre end 1 times pause fordelt over hele dagen. De sidste 4 timer og 80 km kun med vand/iPodstop af oejeblikkes varighed. Ikke kun fordi jeg synes det er fedest saadan, men fordi jeg havde et maal om at naa Samarkand – og det naaede jeg. Fandt hurtigt Bahodir B & B, som canadierne anbefalede i Bukhara. Et herligt, stort sted med mange rejsende. Tilfaeldet vil, at de faelles soverum er optaget, saa jeg faar mit helt eget vaerelse, som jeg prutter ned til alm. soverumspris (6 USD inkl. morgenmad), under paaskud af, at soverummet faktisk var foersteprioritet. Lucky Strike. Masser af backpackersnak omkring aftenbordet.

    Dagens Tone: Ultralight – Superjeg. Naar alt for lidt, alt for let, bli’r alt for meget…

    Share

    Dag 141 – Når halen krøller…

    Monday, August 28th, 2006

    Bukhara -> Navoiy (hotel)
    Distance (km) : 128
    Time on bike : 6h 19m
    Average speed : 20.10 km/h
    Total (km) : 7659

    Nyder morgenbordet med canadiske Kenny & Shelly hos den gode Mubinjon, der vimser rundt om os og blander sig i konversationen med uforstaaelige gloser. Timerne holder hinanden i oererne og flyver afsted, mens anekdoter og historier skifter ejermaend omkring bordet. Jeg iklaedes en uzbekisk, traditionel kostume med hat og laendeklaede og Kenny foreviger udklaedningen…

    En helt usensationel dag paa cyklen gennem kaempe bomuldsmarker og lange landevejsstraek. Temp. er faldet nogle grader, og selvom jeg foerst kommer afsted ved middagstid i dag er varmen absolut udholdelig.

    Den eneste krumning paa en ellers ligefrem cykeldag var den foerste punktering paa denne rejse! Bagdaekket har klaret 11.200 km uden huller og for foerste gang siden min far hjalp mig med samme aerinde for ca. 20 aar siden, maatte jeg ha’ baghjulet af og fikse punkteringen. Bortset fra kaedesovs op af begge arme (og der sad det det meste af dagen), gik det glat.

    En bil fuld af folk koerer senere op paa siden af mig. De vil gerne vide min nationalitet og som tak for svar paa tiltale raekker en mand en flaske vand ud til mig og bilen koerer videre med afskedsdyt og vink ud gennem alle vinduer. Uzbekistan er et toert sted i august, saa jeg er virkelig beskidt og stoevet, da jeg ankommer i Navoiy og finder et hotel (50 DKK, TV, 3 senge, altan, varmt faelles bad – perfekt!), hvilket nok var en af grundene til, at hotelmutter lod sig prutte ned fra 100 DKK for overnatningen. Ren sympati fra hendes side…

    Som et rent, nyt menneske indfinder jeg mig snart i hotellets fine restaurant og bestiller en masse dejlig mad til 8 DKK. Helt usandsynligt billigt for, hvad jeg fik. Behoever ingen desert, for jeg forkaeles tilstraekkeligt af den DVD, der koerer paa skaermen i restauranten og spiller hits paa stribe fra de hedengangne, men aldrig glemte 1980’ere. De er alle kandidater til Dagens Tone, lige fra F.R Davids “Words”, M. Jacksons “Liberian Girl”, K. Minogues “Locomotion” til DMs “Personal Jesus”.

    Men de er glade for dild her…

    Nogle gange skal der ikke meget til for at halen kroeller. Som cykelnomade er det bare med at holde fast i den kroellede hale, for det kan hurtigt gaa den anden vej i et miljoe, hvor de ukendte faktorer langt overgaar de kendte. Foeler mig her noget mere paavirkelig end paa en normal DK-hverdag af, hvilken vej halen kroeller, vinden blaeser, smilet vender etc. Det er vel ganske naturligt, og jeg ser det som en del af charmen ved denne evigt foranderlige tilvaerelse – man ved kun sjaeldent, hvordan naeste oejeblik vil udfolde sig, og ikke mindst hvordan man vil reagere herpaa. Det er haardt paa dage, hvor jeg er traet og bare oensker en let, forudsigelig tid, men euforiserende og smukt paa andre dage, hvor halen (igen) slaar kroeller…

    Dagens Overvejelse: Hvordan faar jeg fat i nogle flere USD-kontanter til bl.a visummer til Kirgisistan og Kina?

    Dagens Tone: Annie-Dog – The Smashing Pumpkins

    Share

    Dag 140 – Krybdyrafslapning i Bukhara

    Sunday, August 27th, 2006

    Foelelsen i kroppen efter morgenens loebetur (10k) er skoen og anderledes sammenlignet med foelelsen efter dages cykling. Tog ellers en tiltraengt hviledag i dag med terasseafslapning og musik i solen. Hvor skoent er det ikke at ligge i solen som et andet krybdyr og lade op. Skriver Luksus-artikel. Gaar rundt i den mere “moderne” del af Bukhara og snuser – stedet er dog ikke mere moderne end at det ikke lykkedes mig at finde en internetcafe, hvor jeg kan oploade billeder til WT. Bummer.

    Bruger hele aftenen paa Mubinjons guest house sammen med det canadiske soeskendepar Kenny & Shelly fra Quebec. Fantastisk dejlige mennesker og helt ubeskriveligt at kunne tale frit, flydende og faktisk blive forstaaet igen! Kenny (midt i 40’erne) har rejst rundt i verden paa cykel i over 20 aar og har sproede historier at fortaelle. Han har i denne maaned i Centralasien besoeg af soester-Shelly. Jo, Bukhara har vaeret god ved mig.

    Share

    Dag 139 – Silkevejsperlen Bukhara!

    Saturday, August 26th, 2006

    0 km etc.

    En storartet dag i en storartet by. Vaagner ved, at den lille japaner Masaru rumsterer rundt og pakker sine sager, og da den milde adrenalin allerede loeber i mig ved tanken om den friske dag i Bukhara, staar jeg op. Er helt holdt op med at overveje, om vejret mon er godt – mindes ikke at ha’ set en regulaer sky i flere, maaske 3-4, uger nu. Med regulaer mener jeg en klart defineret sky, som vi alt for godt kender i DK, og ikke bare en af de her prydskyer (sloerskyer?), der fortaeller om godt vejr.

    Det lokale farmers market er selvfoelgelig indrettet af og for uzbekerne her. Men uzbekerne er generelt ikke et saerligt hoejt folk. Saa i de timer jeg gaar rundt paa markedet, deltager jeg ufrivilligt i een lang limbodans, naar jeg gaar rundt delvist i knae for at undgaa de mange snore, der i et virvar er spaendt paa kryds og tvaers i (uzbekernes!) hovedhoejde for at holde de mange plastikpresseninger paa plads, saa de skaber en skyggefuld markedsplads. Maa ha’ set taabelig ud midt i denne limbo, mens jeg med et vaagent oeje var paa udkig efter fotomotiver.

    Fanger denne dame i soegeren. Hun er i sig selv fotogen, men pludselig laver hun lidt gummebevaegelser og river det oeverste tandsaet ud. Saa tror da fanden, at hun ikke havde noget guld i taenderne!

    Hvilken perle Bukhara er! 255.000 indbyggere, men den gamle bydel er meget fredelig og naesten bilfri. Har virkelig faaet gnisten igen og var i morges vild efter at komme ud i gaderne og indfange stemninger. Har nu bevaeget mig meget langt fra fra alt europaeisk byliv, og det er fedt for mig bare at vaere her.

    Havde indtil i aftes ikke haft en sober samtale med nogen i ca. 3 uger, saa da jeg ankom i Bukhara og paa mit guest house moeder Masaru fra Osaka/Japan, gaar snakken. Japanere har vel generelt ikke ry for at vaere klodens stoerste lingvister, men denne fyr forekom mig nu at vaere aldeles flydende udi det engelske. Alt er jo relativt!

    De er meget glade for dild her. Enhver ret skal gerne lige piftes op af et moderat drys af den friske krydderurt. Jeg er ikke glad for dild.

    Share

    Dag 138 – Den satans modvind…

    Friday, August 25th, 2006

    Olot -> Bukhara (homestay)
    Distance (km) : 79
    Time on bike : 4h 54m (all headwind!)
    Average speed : 16.02 km/h
    Total (km) : 7532

    Under det glimrende morgenmaaltid (4 aeg, ost, poelse, 2L the, broed!) er to madammer oppe at toppes og river og flaar i hinanden, mens der udveksles aggressive, grimme gloser. Har overvaeret flere episoder, hvor damerne er paa vippen til at gaa amok – der er vist nogle skrappe kaellinger ind i mellem her i Centralasien!

    Har i dag modvind hele vejen til Bukhara. Aahh, kan jeg dog ikke bare faa en neutral dag, hvor alt bare glider uden at jeg skal kaempe for at faa det til at glide? Varmen siger vel 38 skyggegrader (jeg ser ingen skygge, dog)og vinden er strid.

    I Bukhara kontaktes jeg af en hotelhaj, der lokker med vaerelser til 5 USD. Stedet, Mubinjons Guest House, er helt genialt, og jeg stortrives fra foerste faerd i Mubinjons aabne hus fra 1766. Den aeldre mand deltog i 1970’erne paa det russiske 100m-team under De Olympiske Lege og viste snart stolt sit fotoalbum frem med billeder af ham selv staerkt tynget af alle de medaljer, han havde om halsen. Han taler naesten ingen engelsk, men er glad og optimistisk, hvilket taler sit tydelige sprog. Jeg faar en madras paa gulvet i et lille, dekorativt rum sammen med japanske Masaru (ogsaa paa cykel). Her bliver jeg helt sikkert i nogle dag. Stemningen er guld.

    Den gamle bydel, hvor jeg bor i hjertet, er fredfyldt og stoppet med moskeer, markeder, paladser og andre bygninger, der er op mod 1000 aar gamle. Her er meget rart og det er virkelig skoent at kunne snuse rundt uden at alle glor, henvender sig via piften, tilraab etc. La vie douce…

    Share

    Dag 137 – Jeg er en fri mand igen (i Uzbekistan)

    Thursday, August 24th, 2006

    Mary (Turkmenistan) -> Olot (Uz)(marshrutka and bicycle, private acc.)
    Distance (km) : 69
    Time on bike : 4h 15m
    Average speed : 16.34 km/h
    Total (km) : 7453

    Turkmenistan har været en mærkelig oplevelse for mig. Absolut en oplevelse, jeg ikke ville være foruden, men jeg kan ikke sige, at de transitbetingelser, jeg rejser under i landet, gør det nemt at forelske sig. Det er nok bare mine forelskelser, der er lidt træge i det. Ser frem til atter at kunne trække vejret frit igen i Uzbekistan og ikke være underlagt krav om bevægelse, hvis kroppen har brug for hvile etc.

    Tager en minibus, marshrutka, til Turkmenabat, ca. 230 km mod nord. Turen er behagelig og går gennem ørken, steppe og grønne, frodige bomuldsmarker, hvor mænd og kvinder er i gang med at plukke de hvide duske. Rutinemæssige polititjek hver 50-100 km. Er lidt rådvild, da jeg ankommer i Turkmenabat. Varmen er vanvittig og sløver den skarpe beslutning, men da de to hoteller angivet i guidebogen begge er lukkede og et nyt tredje koster 45 USD (foreign price, som manden bag disken sagde), bliver det økonomien, der afgør sagen. Køber vand for de sidste manats (maven er stadig eksotisk, derfor flaskevand) og smutter mod grænsen ved Farap i en styg modvind, der blæser munden tør øjeblikkeligt og den 1½ L vand er hurtigt væk. Disse hede ørkenegne er ret specielle for den cykelrejsende – det bliver hele tiden et spørgsmål om at skaffe vand og spare på det man har, selvom man bare har lyst til at voldtage dunken.
    Kl. 17.30 når jeg grænseposten og gennes hurtigt forbi køen af lokale og direkte ind i løvens hule. Det er dog en behagelig hule, folkene er selskabelige og rare, og efter at ha´vist en flok uniformerede mænd de billeder, jeg har taget i Turkmenistan, lukkes jeg ud igen. Ved den uzbekiske grænsepost går det stærkt og glat. Kl. er 10 min. før lukketid kl. 18, men de skynder mig igennem det officielle papirarbejde, stempler de rette steder og ønsker mig velkommen. Yihaa, Uzbekistan!!!

    Har en meget dejlig solnedgangsstund mod Olot, 22 km inde i Uzbekistan, hvor jeg gør holdt for natten.

    Hvor fanden er alle de gyldne monumenter og mennesketomme pladser blevet af?

    Forandringen i stemningen er mærkbar og skyldes helt sikkert primært noget i mig, da jeg nu er fri for det tidspres, der konstant lå over mig i Turkmenistan. Jeg føler mig allerede bedre klar til de uforudsete, close-to-people-oplevelser, som de sidste 4½ måneder har været fyldt af, men som jeg i de sidste uger grundet et generelt lavt batteriniveau og træthed ikke har magtet at søge.

    I landsbyen Olot vinkes jeg ind af 4 mænd til deres middags/vodkabord. Bydes velkommen med en skål skarp vodka, der brænder på de soltærre læber. De serverer grillspyd, brød & salat, og er samtidig nogle fine fyre, så jeg er glad. Labber den helt acceptable uzbekiske øl i mig og så er jeg klar til søvnen. Slår teltet op i den åbne restaurant og falder hurtigt i søvn. Er virkelig spændt på Uzbekistan – det har været en dejlig start.

    Share

    Dag 136 – I ambassadørens tjeneste…

    Wednesday, August 23rd, 2006

    Ashgabat -> Mary
    (hotel)Dagtur: 15 km

    En rigtig dejlig dag. Jeg giver cyklen en kærlig hånd med vask, benzinbad med pensel etc. i Amanovs gårdhave. Kogaen er næsten som ny og i hvert fald klar til Uzbekistan. Min vært, Mr. Amanov er en eccentrisk, ældre mand og bliver ved med at kalde mig James Bond. Heldet er med mig ved busterminalen, hvor en fyr holder klar med sin pakkede vogn på vej mod byen Mary. Jeg giver ham 6 USD for de 350 km og griner bare af hans idéforslag på 20. Mange polititjek undervejs. Tørt, monotont landskab, som dog nogle steder er kunstvandet af den 1100 km lang vandingskanel Karakum Canal, verdens længste. I Mary finder jeg Hotel Yrsgal Firmasay, hvis priser grundet en nylig renovering er 3-doblet ifht. min guidebog. Av!

    Jeg får mødt en masse mennesker her på rejsen, og jeg hejser hver gang symbolsk det danske flag i de få ord, der ofte kun udveksles. Bliver vel modtaget overalt, og i lyset af al den virak, som Dannebrog og det danske omdømme globalt har været underkastet i den seneste tid, så burde jeg faktisk i ambassadørens tjeneste af- eller belønnes for al den danske goodwill og reklame jeg opnår på min vej. I det mindste burde jeg vel ha´dækket alle de visumudgifter, som Centralasien foreløbigt har kostet mig (ca. 250 USD) 😉

    Efter aftensmaden ude i byen smæsker jeg knapt en liter choko-is i mig på hotelværelset til BBC World News – vi har jo alle vore svage øjeblikke…

    Share

    Dag 135 – Præsident Niyazovs Ashgabat

    Tuesday, August 22nd, 2006

    0 km etc.

    De 450 km tager hele 12 timer at tilbagelægge. Jeg vågner ved solopgangen og glædes over landskabet uden for: fladt ørkenlandskab til den ene side og Kopet Dag-bjergene til den anden. Natten har givet energi til kroppen og tankerne.

    Finder gæstehuset Amanov, et dejligt åbent sted, hvor jeg har mit eget værelse til kun 130.000 manat eller 6 USD. Det er lige, hvad jeg har brug for efter den sidste tids lidt pressede transitrejse.
    Hviler lidt, læser om Ashgabat, bader, vasker tøj, smånusser og har det bare rart .

    Noget af det første man hører, når (hvis!) man hører om Turkmenistan er landets enevældige overhoved, præsident Niyazov og dennes megalomaniske personlighed. Gåturen rundt i Ashgabat vidner kraftigt om dette storhedsvanvid og det er noget af det mest absurde, jeg har set. Niyazovs præg ses overalt i byen i form af enorme guldstatuer, monumenter, pladser, parker til ære for…manden selv. Han er yderst populær blandt folk her og høstede – hvis man skal tro på valgtallene, hvilket internationale kritikere absolut ikke gør – ved sidste valg 99,9% af stemmerne. Men personkulten vil tilsyneladende ingen ende tage.

    I mine øjne er han en crazy fuck, denne Niyazov. Det kan jeg – modsat de lokale her – tillade mig at sige i kraft af ytringsfriheden, som jeg godt kunne unde de stakkels turkmenere. Jeg forsøgte uden held et par gange at komme på internettet her i byen, men landet har kun “one internetline” og den er uhyre langsom, så man må sige, at Hr. Niyazov er effektiv i sine bestræbelser på at cutte alle forbindelser til alt, hvad der ligger uden for Turkmenistans grænser.

    Overalt i landet er der store, farverige bannere af præsidenten (smilende, fedladen) med påskriften Den Store Leder af Folket og den slags. Niyazov gør alt, hvad hans magt tillader (dvs. alt i øjnene på en megalomanisk mand!) for at forme byen efter sit hoved. Det er som at gå rundt i en kolossal temapark med alle de imponerende og skinnende marmormonumenter, snorlige boulevarder med springvand og statuer. Militærfolkene er alle vegne og de har meget travlt med at hundse mig videre, når jeg stopper op for at tage billeder. De hvæser, pifter og fløjter af mig (for en gang skyld til min fornøjelse, for dette er i sandhed den særeste forlystelsespark). Den nyere bydel Berzengi, som Niyazov udelukkende står bag, er en surrealistisk, kunstig “brave new world” af hvide marmortårne, åbne parker og store hoteller, der ligesom hele området i øvrigt står gabende mennesketomt. Underlig fisk.

    Det levede liv finder jeg på et overdækket marked med hverdagslige konsumprodukter.

    Share

    Dag 134 – Blandt kameler i den turkmenske ørken

    Monday, August 21st, 2006

    Turkmenbashi -> Balkanabat
    Distance (km) : 64
    Time on bike : 2h 51m
    Average speed : 22.10 km/h
    Total (km) : 7370

    Har en fornuftig søvn på de tre sæder på række i den helt tomme kabine med plads til ca. 50. Indsejlingen til Turkmenbashi var flot i det grønne vand og med de forrevne klipper umiddelbart bag byen (60.000 indb.). Færgen lægger endelig til kaj i Turkmenbashi efter 21 timer – en kende mere end de annoncerede 12-15. Vi 9 passagerer skulle alle igennem en del papirarbejde før vi kunne gå i land og en times tid senere var jeg 12 USD fattigere klar til Turkmenistans hede. Officeren gav mig venligt hånden og ønskede mig velkommen. Ku´slet ikke vente med at komme ud af de bureaukratiske hænder og afsted.

    Får vekslet lidt USD til den lokale møntfod manat, tanker op med mad og drikke og snart befinder jeg mig midt i de golde ørkenlandskaber, jeg har set frem til. De fascinerer mig, disse enorme vidder af ingenting, i deres totale ligegyldighed over for den menneskelige skæbne. Her er man overladt til sig selv i den ubarmhjertige og knusende varme ørken. Planlægning (det vil primært sige: hvor kan jeg få vand næste gang?) er selvsagt en essentiel faktor, når man i august måned bestemmer sig for på cykel at bevæge sig ud i denne store Intethed. Kamelflokkene lader også til at være helt ligeglade med min tilstedeværelse her i det tørre element, hvor de ganske imponerende trives.

    Det har været lidt af et puslespil for mig, hvordan Turkmenistans 1200 km skal tilbagelægges på blot 4 døgn eller præcis 100 timer. Selvom det ikke huer mig i mine store bestræbelser om at cykle jorden rundt ved egen kraft, så ved jeg godt, at et lift, tog eller en bus er en nødvendighed her. Er blevet enig med mig selv om, at det er okay, når det nu er bureaukratiet og ikke min manglende vilje, der tvinger mig til det, jf. det sølle transit, hvor forlængelse ikke er muligt.

    Gør vandstop ved en vandledning. En buttet kvinde er i gang med et bad i bikini (ikke kønt) mens hendes mand forståeligt sidder tilbage i deres minibus. Kl. er allerede sen eftermiddag, så jeg forhører mig om et lift de 95 km til Balkanabat – intet problem.

    Balkanabat er et spøjst hul, hvor jeg ikke gider være, så jeg tjekker bus og tog, og selvom informationsniveauet er utroligt lavt og på komplet uforståeligt russisk, får jeg stykket sammen, at der afgår et nattog ved 22-tiden til hovedstaden Ashgabat. Billetdamen er stresset og ineffektiv på den russiske facon, så jeg dropper at købe en billet af hende og krydser fingre for, at det kan lade sig gøre med lidt brede smil på toget.

    Der er kaos i og omkring mig, da toget ankommer. Cykeltaskerne (6 stk) skal af, nogen skal vogte dem mens jeg får bugseret cyklen ind i forreste vogn, hvor cargorummet er, låser cyklen fast til en løs metalstige (bedre end ingenting, mentalt i hvert fald), tilbage til taskerne og i hast ind i toget og gennem den til tider helt mørklagte korridor, hvor varmen er intens og ulækker. Jeg er træt som en havmåge over Atlanten og trækker på dagens sidste ressourcer, da jeg finder en tom briks i en af 4-mands-kupéerne. Ang. billetten betaler jeg bare 0,80 USD for selve togturen og 1,20 USD for cyklen – i de varme lommer, naturligvis. Ligger med snuden ud gennem kupévinduet og lugter til dieselosen inden den døser mig i søvn…

    Share

    Dag 133 – Tværs over Det Kaspiske Hav

    Sunday, August 20th, 2006

    Baku (Aserbajdsjan) -> Turkmenbashi (Turkmenistan)
    Dagtur: 20 km (rundtur Baku mm.)

    Havde pga. de 2 sidste brakdage ikke haft mulighed for at checke, om der overhovedet gik en færge til Turkmenistan i dag, men det gik jeg stærkt ud fra. Tog lidt shots i Baku, som jeg forlader uden at kende. Ved færgelejet var jeg i kløerne på færgemafien (følte jeg) og fik på udebane forhandlet mig ned til en – stadig hamper – pris på 90 USD for mig og cyklen. Skrankepaven ville have 135!

    Det er primært en cargofærge med masser af rust og knapt så mange redningsveste. Det er sådan en færge, man først rigtig bliver glad for, når den er kommet sikkert i havn på den anden side af Det Kaspiske Hav. Jeg er blevet god igen, heldigvis, og er virkelig spændt over situationen og være på vej til ørkenrepublikken Turkmenistan. Hvor eksotisk kan det næsten blive? Færgefolkene anslog, at turen ville tage mellem 12 og 15 timer…

    Dagens Tone: A Thousand Hours – The Cure. Lige efter solnedgangen på vej tværs over verdens største sø gav dette smukke nummer med mine longtime favourites The Cure gode minder & tanker…

    Det er helt uvirkeligt for mig at sidde her ombord på den – gudskelov – fredelige færge (både i sømæssig forstand og hvad angår menneskehoben) og være på vej til Turkmenistan. Igen, det lugter meget af eventyr og åbne ørkenvidder…

    Share

    Billeder fra Georgien & Aserbajdsjan

    Saturday, August 19th, 2006

    Se de fotomæssige højdepunkter fra Georgien & Aserbajdsjan her!

    Se de øvrige billeder fra Georgien & Aserbajdsjan her!

    Der er i øvrigt også kommet lidt mere styr på billederne fra Tyrkiet…

    Share

    Dag 132 – Med betonhoved i Baku

    Saturday, August 19th, 2006

    0 km etc.

    Jeg havde åbenbart mere brug for hvile end jeg umiddelbart troede i går, bedømt ud fra de sidste 2 dages betonhoved (ikke alkoholforårsaget). Har virkelig holdt lav profil i dag. Dårlig, dårlig nat igen med de samme idiotiske tankestumper i hovedet, der gentog sig selv igen og igen og (følte jeg) forhindrede mig i at falde i den dybe søvn. Hovedet var igen branket, fingrene ømme (men bedre), og min pandebrask er øm, som om jeg kører sandpapir hen over den ved den blotte berøring. Har sovet det meste af dagen og selvom jeg havde en del ting på programmet, må jeg bare lytte til kroppens signaler- de er ret tydelige. Har dog ikke feber. Afrikamaven har gjort sin entre – en bonus jeg i grunden slet ikke havde brug for! I TV har jeg set Pippi Langstrømpe med tyrkisk synkronisering. Ellers er jeg bare gledet ud og ind af den lette søvns verden.

    Og så fik jeg midt i den tumulte eftermiddagssøvn pludselig en lille åbenbaring (som dog slet ikke kan måle sig med agurkemandens i Tyrkiet). Så for mig løsningen på det problem, jeg gennem de sidste uger har haft med selve pumpemekanismen på min brændstofbeholder. Med fornyet energi fløj jeg op, og åbenbaringen talte sandt, så jeg nu atter kan lave min egen mad og morgenkaffe. Det har været dagens absolutte højdepunkt, hvilket nok indikerer, hvor spændende dagen har været.

    Share

    Så er det blevet tid til Turkmenistan!

    Saturday, August 19th, 2006

    Så er det blevet tid til at forlade Kaukasus, da jeg i morgen forhåbentlig fanger en færge over Det Kaspiske Hav til Turkmenistan. Jeg bliver nok en sjælden gæst i egen WT-stald i de 5 dage mit transitvisum tillader mig at opholde mig i landet. Internet er en sjældenhed i Turkmenistan, så lyde herfra kommer der nok først i Uzbekistan.

    Mentalt er jeg virkelig klar til Centralasien nu, men kroppen har været sløj og hovedet som en betonklods de sidste 2 dage her i Baku. Ærgeligt, da jeg gerne ville have oplevet denne oil boom town, men sådan er livet nogle gange…

    På genhør og – som en britisk cyklist sagde – keep’em words coming, they keep me going!

    Nicolai

    Share

    Dag 131 – Tilbage i WT HQ!

    Friday, August 18th, 2006

    0 km etc.

    Vågner op med en fornemmelse af at have sovet med hovedet inde i en tænkdt microovn. Meget underligt, men da jeg også er stærkt dehydreret kæder jeg de to ting sammen og starter dagen med en kande the og 1 L cola.

    Internettet, WT og MetroXpress-skrivning tager det meste af dagen. Dejligt at være tilbage i WT HQ og altid meget opmuntrende, skønt, berigende at høre nyt fra nær og fjern!

    Microovnshovedet forsvinder aldrig rigtigt i dag. Er groggy, fingrene er ømme og trætheden må lyse ud af mig. Der er pga. det turkmenske transitvisum på sølle 5 dage, der begynder på mandag, ikke megen tid til hvile, afslapning, sightseeing, artikelskrivning og hvad jeg ellers ville have gjort, hvis jeg ikke havde visumpresset hængende.

    Internetcaféer ligner vist hinanden overalt i verden, og da jeg har befundet mig i disse det meste af dagen i dag, udebliver billederne i dag.

    Share

    Ankomst Baku, Aserbajdsjan! (7286 km)

    Friday, August 18th, 2006

    Blot lige for at fortælle, at jeg nu er vel ankommet til Aserbajdsjans hovedstad, Baku ved Det Kaspiske Hav. Siden jeg forlod Georgien for 5 dage siden er turen gået tværs gennem Aserbajdsjans godt 500 km lavlandsslette og ørken – en meget varm fornøjelse. Som dagbogen også fortæller, så har den gæstfrie bølge fortsat ramt mig: overalt har folk tilbudt mig, hvad de har (husly, æbler, mad, smil) og det har været en stor oplevelse af krydse landet, selvom jeg valgte den direkte og monotone vej udenom bjergene…

    Nu har jeg installeret mig på et hotel og nyder den luksus det er selv at kunne bestemme, hvornår de nysgerrige blikke og tunger har adgang til mig. Benene og sindet skal have hvile, WT opdateres, cyklen efterses inden ekspeditionens næste kapitel begynder om 3 dage på den anden side af Det Kaspiske Hav i Turkmenistan. Turkmenistan – det er jeg virkelig spændt på!

    Som en fodnote bemærket kan jeg fortælle, at jeg trods Pablos exit stadig vil skrive fredagsklummen i MetroXpress. Dog ikke hver uge som hidtil, men i stedet hveranden fredag (det giver mig lidt mere pusterum fra skriverierne og minimerer samtidigt chancen for at du bliver træt af at høre på mig…)

    The uninspiring yet fascinating lowlands of Azerbaijan...

    Share

    Dag 130 – Muddervulkanernes syden og boblen…

    Thursday, August 17th, 2006

    Qobustan -> Baku (hotel)
    Distance (km) : 63
    Time on bike : 3h 52m!
    Average speed : 16.29 km/h
    Total (km) : 7286

    Da jeg bliver vækket i morges hviler allerede 3 sæt øjne på mig. Under morgenbrødet er dette tal doblet op og det irriterer. Jeg ved, at dette er, hvad jeg kan forvente, når jeg ud af det blå dumper lige ind i tilfældige menneskers hverdag, men mine egne grænser for, hvor langt folk kan gå etc. eksisterer jo stadig og de blev overskredet, da jeg i det 6 m2 store værelse blev begloet af 4-5 drenge, men jeg var ved at pakke mine sager. Måtte “pænt” bede dem bakke ud.

    Jeg finder i dag på fjerdagen i landet ud af, at Aserbajdsjan er 1 time foran Georgien…Så gav det bedre miening, hvorfor jeg blev vækket “allerede” kl. 7.40 i morges!

    Mr. Cap driver (Qobustan style!)

    På gaden fanger jeg en ældre taxichauffør, som i sin røde Lada kører mig ca. 10 km ud til muddervulkanerne, som skulle bliver noget af det særeste, jeg nogensinde har set. Turen gik ad grusveje gennem et goldt landskab af olieledninger og højspændingsmaster. På toppen af en lille bakke midt i Ingenting dukker nogle små vulkanlignende tuer op, hvorfra det sprutter, hvæser og bobler med mudder. Hvad satan!, udbryder jeg, da jeg fra en afstand hører de underlige lyde. Scenariet er helt, helt specielt…

    Mud volcanoes near Qobustan, Azerbaijan

    IMG_1204

    What a weird place!

    Mud drying up near Qobustan...

    Kører tilbage mod Qobustan og besøger et museumsområde med petroglyffer eller huletegninger, som blev udhugget for ca. 12.000 år siden i begyndelsen af Stenalderen, hvor jæger/samlere levede i hulerne her ud mod Det Kaspiske Hav. Thor Heyerdal har en interessant teori om, at skandinaverne stammer her fra området, da nogle af de huletegninger af sivbåde, som er fundet i Norge også er fundet her.

    Petroglyffs near Qobustan, Azerbaijan

    Museum, Qobustan...

    Well, jeg tager fra Qobustan med kun 2,50 DKK i lokal valuta og med en halvtom mave. Efter 25 km er jeg hundesulten og gør stop ved en lille restaurant. Jeg vil jo så frygtelig gerne have tilbudt lidt mad (hvilket jeg er blevet hver eneste dag her i Aserbajdsjan!), så jeg tager en tom vandflaske med mig ind i restauranten for ligespm at have et projekt, et alibi. Kromutter fylder flasken, mens jeg orienterer mig og hilser på de få mænd i restauranten. Ingen tilbud, så jeg går ud til cyklen igen, stadig lige så sulten og med et kuldsejlet projekt “must eat”. En mand kommer så hen til mig og spørger direkte om jeg da ikke skal ha’ noget at spise (sådan tolker sultne mennesker og hunde ofte andres kropssprog). Jeg viste ham mine 3 Lari (knapt 10 DKK), som er den gængse valuta i Georgien 500 km herfra og forklarede, at jeg ikke havde kunnet hæve penge endnu. Men noget at spise skulle jeg da ha’, så kort efter var der serveret et skønt måltid, der sendte mig derop, hvor fuglene synger. Azeri-køkkenet er i øvrigt en fusionsgryde med ingredienser fra Tyrkiet, Centralasien, Iran, Rusland og Mellemøsten og det har foreløbigt været yderst velsmagende.

    Road sign north of Qobustan...

    Jeg har sjældent haft mere brug for lidt personlig luksus, som da jeg ankom i Baku her i eftermiddags. Altså den form for luksus, der ligger i det første varme bad i 15 dage, dét at kunne låse døren (det vender jeg tilbage til!) og have en helt privat stund uden stirrende øjne og nysgerrige munde. Så jeg har for de næste 3 dage booket mig ind i 2-stjernet luksus på Hotel Velotrek, der som navnet antyder ligger ved siden af byens cykelbane. 12 USD/nat, hvilket er helt rimeligt. Standarden er fin med TV, en suite, badetøfler, håndklæde og gode madrasser. Fyldte sækken med lokal gademad og med en kold cola og russiks chokolade skulle jeg rigtig nyde en afslappende TV-tid på kammeret. Men døren til mit værelse kunne ikke låses op! Heller ikke viceværten lykkedes, så en time senere dukkede en boremaskine op, efter jeg var blevet rigtig utilfreds og utålmodig – og colaen lunken. Over 2 tomer gik der før døren gik op og jeg fik flyttet ind på nabokammeret. So much for luxury!

    Share

    Dag 129 – Når dagens lys går ud…

    Wednesday, August 16th, 2006

    Kürdämir -> Qobustan (family acc.)
    Distance (km) : 147
    Time on bike : 8h 42m!
    Average speed : 17.03 km/h
    Total (km) : 7223

    Dagens Tone: Some Devil – Dave Matthew’s Band

    Da jeg i Georgien kiggede på mulige ruter mod Aserbajdsjans hovedstad Baku ved Det Kaspiske Hav, havde jeg grundlæggende to muligheder. Den flotte, bjergrige vej oppe nordpå langs Kaukasus-bjergkæden og den lidt kortere, flade rute gennem Aserbajdsjans centrale lavland med monotone, opdyrkede arealer og ærken mod øst. Jeg valgte den sidste. Fordi jeg kun har 7 dage på visummet og hellere vil have noget mere hviletid i Baku inden rejsens næste kapitel, Centralasien, begynder den 21. august. Transitvisummet til Turkmenistan med faste datoer giver mig kun sælle 5 dage til at gennemrejse landet, der er 10. gange større end Smørhullet.

    Føler også, at jeg efter Kazbegi-dagene (for ikke at tale om de to bjergrige måneder forinden i Tyrkiet) har set bjerge nok for nu. Og monotone, det har de sidste 3 hårde cykeldage været. I dag har jeg kørt i en modbydelig modvind i over 4 timer, hvor vinden til tider pressede farten ned på kun 10 km/t på flad vej. Stamina og ønsket om at kaste det første blik på verdens største sø (med det forvirrende navn, Det Kaspiske Hav), har holdt mig i sadlen, selvom jeg har bandet højt i den tomme luft og for første gang har følt en vis attraktion i at smide cyklen bag en af de mange lastbilchaufførers vogne – tilbud er der nok af. Underligt at tænke, at jeg i foregårs morges sagde farvel til Georgien og nu er nået Det Kaspiske Hav, 460 km på 3 dage.

    The mosquitoes made me pitch the tent inside the restaurant though the temperature was scorching...

    Havde en ret dårlig nat. På cementgulvet kunne jeg ikke falde i søvn pga. myg og mindst lige så irriterende folk, der hele tiden lige skulle hen og lure. Hvor er folks opdragelse blevet af! Jeg er helt baldret, men slår så i mangel på bedre alternativer teltet op inde i det nøgne rum.

    Typical store in Azerbaijan.

    Det vakte mærligt nok også opsigt. Hellere 33 stillestående nattegrader inde i teltet end stikkende og øjne. I morges bestilte jeg brød og kaffe på tankstationens cafeteria – og fik spaghetti og the! Kl. var 8…

    I Qobustan er det blevet skumring, da jeg ankommer og flere mænd fortæller, at der ikke er noget hotel i byen. Hmm. En mand fra oplandet forhører sig flere steder uden held, før en 17-årig fyr smutter ind til sin mor i nærheden og får grønt lys til mig. Byen er mørk og virker helt utiltalende. Bedstemoderen stiller straks mad frem til mig mens teenagedrengene flokkes om bordet og stiller (tåbelige) spørgsmål, som ex. You have mobile? og andet, hvis bekræftende svar giver en vældig prestige, når man er 17 år. Jeg er pissetræt, får et koldt bad og hopper i den opredte gæsteseng. Må venligt bede de 3 tilskuere om at få lyset slukket.

    Setting sun behind the gentle hills next to the Caspian. Ätät, Azerbaijan

    Dagens Indpakning: Denne…

    Share

    Dag 128 – Dagen med de 7 spinningtimer i træk…(40 grader C)

    Tuesday, August 15th, 2006

    Ganca -> Kurdamir (tent inside road side restaurant!)
    Distance (km) : 164
    Time on bike : 7h 5m
    Average speed : 23.11 km/h
    Total (km) : 7076

    Lidt formiddagsbilleder fra snuseturen rundt i Ganca…

    Cigarette selling man in Ganca, Azerbaijan.

    Ganca's impressive Town Hall built during the Sovjet era...

    En meget lang dag i sadlen og her til aften følte jeg virkelig at røven havde brug for et fodbad.

    Det var som om, at da varmen – her taler jeg om den ekstreme del, der lå over de 35 grader – langsomt sev ud af dagen hen under aften, gav det pludselig fornyet energi selvom triptælleren sagde 135 km. Måske kom en del af energien dog fra den pose med æbler, pærer og vindruer, som en sød dame gav mig, da jeg kom cyklende. Det startede med 3 pærer, men da hun så, hvor vel de blev modtaget blev 3 pærer hurtigt til en dejlig pose blandet frugt. At dømme efter den enorme mængde guld, hun havde siddende overalt i munden, var der måske ikke noget at sige til hendes gavmildhed. Men godt, det gjorde det! 50 m senere står en fyr med hænderne fulde af æbler til mig, men jeg må pænt takke nej. Min 600 g frugtkvote, som anbefales af de kloge, var for længst overskredet!

    The Azeri cows are having a hot time as well!

    Holder et stop i den trykkende middagshede i en lille, støvet flække og køber 1 L frossen Fanta og lidt chokolade. Sætter mig i skyggen under vanlig observation fra de tilfældigt forbipasserende. En mand kommer forbi og lader sig vist provokere lidt af, at jeg selv har betalt for forfriskningerne og spørger kioskejeren, hvad mine sager har kostet – og giver mig så det dobbelte i kontanter! Nej, sådan leger de sgu ikke med turisterne her i Aserbajdsjan! Halleluja, lord…

    Azeraluminium factory outside Ganca, Western Azerbaijan

    De 154 km i går var åbenbart en god opvarmning til dagens etape. Efter første time havde jeg cyklet 28 km og hvilken fryd, uden modvind! Fladt, monotont landskab uden de store afvekslinger uden for de mindre (for mig helt uinteressante) byer, så dagen har føltes lidt som 7 spinningsessioner i træk med spredt indlagte vand- og spisepauser. Tissepauser var det ikke rigtigt noget af. Selvom jeg har drukket ca. 10 L væske i dag er det som om kroppen sveder det ud før det kommer gennem systemet.

    The noon heat in central Azerbaijan in August is very hot!

    Gør holdt ved en landevejsrestaurant, hvor 3 mænd sidder og snart har tilbudt, at jeg kan sove inden for på cementgulvet. I situationen et forrygende tilbud! Jeg spørger om et bad er muligt, men det har de ikke. Til gengæld har de en haveslange med vand i, så jeg smider det meste af tøjet og bliver så spulet godt igennem. Et lidt anderledes bad og en fantastisk vandslange!

    Pleasant evening drive across the Azeri flatlands...

    Dagens Tone: In the Heat of the Night – Sandra
    Dejlige 1980’er toner, selvom det nok ikke er den Nattens Hede Sandra talte om, som jeg oplever her i Aserbajdsjan.

    Share

    Dag 127 – Man siger da ikke nej til et måltid mad!

    Monday, August 14th, 2006

    Krasny Most (Georgia) -> Ganca (Azerbaijan)
    Distance (km) : 154
    Time on bike : 7h 42m
    Average speed : 20.01 km/h
    Total (km) : 6912

    Dagens Tone: City Lights – Tindersticks (vidunderlig stemning over dette nummer)

    Grænseovergangen ind til Aserbajdsjan voldte ingen problemer. Dog skulle adskillige uniformmænd forhøre mig om formålet med mit besøg og hvor jeg skulle hen, og flere ville have et nærmere kig på mit ellers sirligt sammenfoldede landkort. En enkelt, yngre officer hvisker til mig, da jeg er på vej hen mod cyklen “Do you have something interesting for me?”. Så var den lettere korrupte stil ligesom lagt. Trak cyklen gennem grænseporten lige bag en mand, der med passet i baglommen træk sine to æsler med en påspændt vogn fuld af halm.

    Azerbaijan!!!

    Er nu i Aserbajdsjan og mærker igen den opløftethed, jeg altid mærker, når grænser krydses. Har vi mennesker det ikke ofte sådan, hvadenten det er fysiske eller mentale grænser, der krydses?

    Har en rar fornemmelse i kroppen over bag mig at forlade en lang perlerække af smukke mennesker, der helt uselvisk og med største selvfølgelighed har givet mig mad, husly og dejlige minder. Og visheden om, at perlerækken vil fortsætte, beruser.

    Baki/Baku - here I come!

    Jeg har på førstedagen i Aserbajdsjan ikke set mange banker. Til gengæld har jeg set enorme mængder guldtænder i de mange smilende ansigter, hvilket jo foranlediger den tanke, at hele det vestlige Aserbajdsjans samlede formue er deponeret oppe i gummerne på folk. Meget praktisk og så pynter formuen bestemt bedre her end i banken!

    Gør middagsstop ved en landevejsrestaurant. Inden jeg får sat mig ved det ledige bord, vinkes jeg over til et bord med tre nydeligt klædte mænd. Jeg sætter mig og får straks serveret et afpillet, hårdkogt øg med brød, og inden jeg har nået blommen, har den ene mand fået fat i tjeneren og til mig bestilt, hvad der 5 min. senere vister sig at være en meget velsmagende fårekødsret med salat ledsaget af ca. 1½ L the. Imponerende. Vi sludrer så godt vi kan og underholdningen er vist gensidig trods forskellige tilgange til den. Har ingen lokal valuta, men det lader ikke til at være nødvendigt her i Aserbajdsjan 🙂

    Jeg havde i baghovedet muligheden for at nå Ganca i dag, men kortet sagde 150 km og terrænet er svært at aflæse på kortet. Sammen med den altid ukendte faktor, vinden, var det derfor svært fra morgenstunden at stile så langt. Modvinden var svag, men til stede hele dagen. Bummer! Holdt næsten ingen pauser i dag udover frokosten, flere vandstop + skylle ansigtet og gennembløde T-shirten. Her er virkelig, virkelig varmt, men med den fart jeg skød gennem den blide modvind i dag, var der jo hele tiden den svage brise for ørerne.

    Landskabet i dag kan der ikke skrives lange bøger om. Knastørt, støvet, agrare felter, æsler, Ladaer (utallige), næsten flads, men det monotone landskab passede mig fint i dag, hvor jeg fra start til slut omkring kl. 19 var i det fremadgående ekspeditionsgear med dejlige toner i ørerne.

    Kapaz Hotel, Ganca, Western Azerbaijan.

    Når Ganca og overnatter på Kapaz Hotel, en monstrøs 10-etages usmagelig cementblok fra Sovjet-tiden. Bygningen står bare og falder hen og det er den ikke ene om. Byen (300.000 indb.) har få hoteller og dette til 10 USD var det billigste.

    This is what you get for 10 USD at the USSR-era Kapaz Hotel in Ganca, Azerbaijan! No running water (of course)

    På et lille spisested bestiller jeg én ret, men får snart placeret en helt anden ret med lever mm. foran mig med et undskyldende smil fra tjeneren. Jeg accepterer hurtigt med det store hul i maven, men det er en underlig by. 14 DKK for den gode ret med kartofler, salat, ½ L lunken fadøl, ½ kold Cola. Aftentur rundt i byen, der er landets største, men efter sigende en lillebror ifht. hovedstaden Baku på alle områder…

    Classy night cap in Ganca, Azerbaijan.

    Share

    Dag 126 – En nat ved grænseovergangen…

    Sunday, August 13th, 2006

    Tbilisi -> Krasny Most (family acc., Georgian and Azeri border)
    Distance (km) : 63
    Time on bike : 3h 21m
    Average speed : 18.80 km/h
    Total (km) : 6758

    Får den sædvanlige morgenkaffe (og i dag en chokomuffin) på McDonald’s sammen med 7 gentagelser af James Blunts “You’re Beautiful” før Christina Aguilera tager over. Havde nok foretrukket monotonien.

    Uden for hovedstaden bliver landskabet tørt, goldt og ikke spændende for en cyklist. Relativt fladt dog, og jeg er i fint humør. 40 grader C! Lejlighedsvise forladte bygninger som denne fra Sovet-tiden ligger spredte ud over regionen.

    Ville i dag forsøge at komme så tæt på den aserbajdsjanske grænse som muligt og overnatte, så jeg kan få brændt nogle km af i morgen, hvor mit 7-dages visum begynder, når jeg krydser grænsen. Og langt, det kom jeg. Faktisk så langt man kan komme, for grænseovergangen ligger lige neden for
    det hus, hvor jeg har fået husly for natten. Cyklede til Krasny Most-broen, som udgør grænsen til Aserbajdsjan, drejede ned ad en støvet sidevej, hvor en række huse lå spredt langs floden. Jeg stoppede op, lavede mit sædvanlige stunt med store sove/camping-fagter og snart ledte en Lada mig på vej op til et hus lige ved grænsebommen. Perfekt! Nyheden spredtes hurtigt og snart var de første 13-15 mennesker samlet for lige at se giraffen. Herunder en del af mit Aftenens Publikum – de nysgerrige øjne er en sammensmeltet del af det at overnatte hos lokale familier…

    Tonight´s

    Senere, da jeg forhører mig om muligheden for et bad, smiler Ali-far bare og peger ned mod floden. Så vi går sammen ned til floden i skumringen, hvor også Alis ene søn og dennes ven bader. Vandet er lækkert. Cikaderne spiller op, aftenhimlen rødmer, jeg nedkøles og har en af de magiske stunder, man skal opleve i stedet for at skrive om (endsige læse om!). Er som en nyfødt bagefter og ved huset bliver der serveret the på tyrkermaner. Det er sjovt som traditionerne ændrer sig i denne region, og selvom man naturligvis drikker the i Georgien, så er det langt fra den stærkt sociale og ritualiserede form for the-drikkeri, som jeg overalt oplevede i Tyrkiet og som altså nu her på grænsen til Aserbajdsjan igen er ved at få fodfæste. Også det tyrkiske og det aserbajdsjanske sprog tilhører samme stamme og da familien, jeg bor hos er azeri, har jeg i aften stor glæde af de få tyrkiske gloser, jeg fik samlet op gennem de 2 måneder i Tyrkiet.

    Den herligste kyllingeret kommer på bordet, serveret af husets unge teenagepiger, som i øvrigt står for meget af det huslige (oprydning, servering, tilberedning etc.), hvilket er kotume her i regionen. De griner vist lidt af mig, da jeg ikke spiser kylling som dem, dvs. kun levner helt afpillede kyllingeben og -knogler, men jeg, der har haft min opvækst i fedtforskrækkede Danmark, levner både brusk og skind!

    Faren Ali viser mig et slangeham (ca. 1 m), som han har fundet i baghaven og spørger om vi også har farlige dyr i Danmark. Moderen kigger intenst på mig i aftenlyset fra de to udendørs el-pærer, der får strøm fra den tøffende benzindrevne generator bag Ladaen i indkørslen. Güzel, güzel, siger hun og jeg har hørt de ord før…

    Father Ali's daughter, Krasny Most - Georgia

    Share

    Milepælene (billeder)

    Saturday, August 12th, 2006

    En lille, ny gimmick under Ting & Sager….Eller klik her…

    Share

    Dag 125 – Tilbage i Tbilisi

    Saturday, August 12th, 2006

    0 km etc.

    At iføre sig rent tøj her i dundrende varme Tbilisi har kun øjeblikkets tilfredsstillelse, for bare en tur rundt om blokken gør skjorten gennemblødt og sur.

    Morgenmad med det franske par fra Paris. Trisser lidt rundt i Kazbegi inden jeg får et (betalt) lift tilbage til Tbilisi i en stor Mercedes, som dog også har lidt problemer den georgiske hede undervejs.

    Mercedes lift from Kazbegi back to Tbilisi.

    Nasi's Guesthouse in central Tbilisi...

    Tager en sidste nat hos Nasi, som jeg også boede hos for nogle dage siden. Som jeg vist nævnte sidst, har Nasi en del husregler, som jeg finder lidt besynderlige. Særligt har den sidste husregel på listen absolut ingen relevans for Bronzemunken!

    The last house rule at Nasi in Tbilisi has absolutely no relevance for the Bronze Monk in me...

    Internettet har slugt megen af min tid her i Tbilisi, og selvom det er lørdag aften, har jeg ikke rigtig lyst til at være ude og vise billethæftet frem (Gør det nu, sagde munken!) og har mest brug for restitution, hvilket jeg også finder bag computerskærmen.

    Share

    Dag 124 – Trekking i Kaukasus

    Friday, August 11th, 2006

    Dagens Tone: One – U2
    Hvis jeg var DJ til mit eget bryllup (eller mere tragisk, begravelse) ville dette nummer, som siden 1991 har givet mig flere kuldegysninger end nogen dansk vinter nogensinde vil kunne give, være hovedtemaet…

    Der var en mærkelig, skamfuld stemning her til morgen i familien, som om de alle forsøgte at bære hver deres del af skylden for psyko-Mikhas opførsel. Morgenmaden – rester fra middagen i går – indtages med op mod 15 mennesker i køkkenets lige så mange kvadratmeter. Utænkeligt i DK. Præsidenten kommer her til landsbyen Sno i dag og en helikopter og for dette område vist uvant store biler cruiser rundt. Tager afsked ved 10-tiden og får et lift de ca. 5 km ind til Kazbegi. Det er ofte først, når afskeden er taget og man forlader stedet, menneskene mm., at det rigtigt går op for én (mig), dels hvilke oplevelser man tager med sig, og dels, hvor tæt knyttet man var hertil.

    Stunning views from Kazbegi town...

    I Kazbegi er der en flot udsigt op til den udslukte vulkan Mt. Kazbegis sneklædte top i 5047 m. Smukt.

    Good old Stalin's still watching you anno 2006!

    Jeg finder Vano’s Place (et homestay til 32 DKK/nat) og har en interessant snak med ham omkring de georgiske kvinder, der iflg. ham aldrig forlader deres mænd! Hmm, så må der sgu virkelig være nogle rådne ægteskaber rundt omkring.

    Vano's Place in Kazbegi. Spartan yet cosy!

    Høster lidt info hos Vano over morgen-kaffen og smutter på vandring op mod Tsminda Sameba-kirken og videre op mod den store Gergeti-gletcher (7×8 km) umiddelbart neden for bjergtoppen.
    Har en forrygende dag i trekkingens tegn i dag, hvor kræfterne er vendt tilbage og har taget tophumøret med. Ca. 20 km vandring i alt.

    Flowers near Mt. Kazbegi (5047 m)

    Wonderful Mt. Kazbegi in The Greater Caucasus mountain range on the Georgian/Russian border...

    I 3100 m højde gør jeg stop med bløde, russiske kiks og iranske kaffebolcher – udsigten er suveræn over toppen og gletcheren, der smyger sig ned ad bjerget.

    The massive Gergeti glacier next to Mt. Kazbek

    Tsminda Sameba-kirken tager sig flot ud i eftermiddagslyset med græssende køer i forgrunden og de skarpe kaukasiske tinder i baggrunden.

    The Tsminda Sameba church, Kazbegi

    The Tsminda Sameba church, Kazbegi

    Møder et fransk par og glæder mig igen over den uovervindelige accent, de franske tunger er så rig på. Hyggelige stunder i Vanos åbne, spartanske stue, hvor Stalin fra sin plads på væggen stadig holder øje. Aftensmaden består af den georgiske traditionelle ret, khinkali, en slags ravioli, som gør godt ovenpå en lang dag i bjergene…

    Khinkali - local dish in Georgia.

    Share

    Dag 123 – Begravelsen i landsbyen Sno

    Thursday, August 10th, 2006

    Har en god nat i den bløde seng, men er helt uforklarlig træt hele dagen. Morgenmad m. alle folkene – samme menu som aftenen før, hvilket vist er lidt af et hit her i Georgien! Får et lift i en ældgammel ambulance fra mellemkrigstiden til landsbyen Sno, hvor begravelsen skal finde sted om eftermiddagen. Trætheden driver mig ud på en lille græsslette sammen med unge Georgi, hvor jeg hviler lidt og uden held forsøger at finde årsagen til trætheden. Langsomt begynder folk at dukke op ved kirken og ved 14-tiden er der samlet omkring 130 mennesker i og udenfor kirken med den afdøde bedstemor. Præsten, den gejstlige herre med fuldskæg, svinger røgelse rundt i pendulet, mens et lille pigekor synger georgiske sørgesalmer. Meget rørende oplevelse.

    Georgian funeral in the village Sno. August 2006.

    Den åbne kiste bæres ud til gravstedet, hvor døtrene klædt i sort afgiver de sidste litanier til deres døde mor. Det skulle tage mig over 30 år før jeg på et praktisk, virkeligt plan fandt ud af, hvad ordet ligbleg dækker over. Jeg har en indre kamp mellem den evigt registrerende fotograf og den velopdragne moralist, der ikke mener, det er passende at forevige disse øjeblikke.

    Funeral in Sno village...

    Dernæst går vi alle ned i forsamlingshuset (en lettere forfalden bygning, der i Sovjet-dagene var indrettet som butik) og bliver trakteret med det store, georgiske bord. Jeg er hundesulten og hugger i mig, selvom jeg ikke var ovenud lykkelig over kvaliteten. Toastmasteren udbringer lange skål, der varer i flere minutter.

    Dinner after the funeral in Sno village.

    Udenfor render grisene rundt i gaderne og er lykkelige i deres lille griseverden…

    Happy pig!

    Jeg tager efter maden et lift tilbage til huset sammen med en del af familiemedlemmerne. Mikho, husets 39-årige dobbelt-fraskilte mand bliver og drikker tæt videre med de andre mænd. Begge dage jeg har været her i landsbyen har han været beruset, hvorfor jeg i skjul giver ham prædikatet always-drunk, men da han, som aftenen senere skulle vise også er violent-when-drunk giver det sammenlagt billedet af en ret usympatisk mand!

    Arsha village near Kazbegi, Georgia.

    Ud på aftenen, da vi skal til at spise (igen!) kommer han, Mikho, slemt beruset sammen med 2 af sine drukbrødre og skaber straks problemer, da de vil ha’ mere vin, hvilket kvinderne i huset naturligt nok ikke tillader dem. Mikho er virkelig væmmelig over for de andre, råber og skælder ud og da Georgi, fætteren på 16, blander sig får han et slag på lampen af den stive sørøver. Familien er rystet og ønsker ikke, at jeg (eller dem selv) skal være nær ham, selvom jeg nu ikke følte nogen trussel. Vi venter udenfor huset på at den gale hund er faldet til ro. Han når dog også at skubbe en af mødrene ned fra terrassen, så hun forvrider sin fod i faldet. Fuldmånen dukker imens intetanende op bad de kaukasiske bjerge…

    Klik her for at læse alle tidligere dagbogsindlæg af Nicolai

    Share

    Dag 122 – Overraskelse i de kaukasiske bjerge…

    Wednesday, August 9th, 2006

    Hvor skal jeg starte, og hvor skal jeg slutte? Er nu krøbet til køjs i endnu et helt fremmed hus i en helt fremmed landsby hos en familie, der var fremmed for et par timer siden.

    Wollen hat

    Well – der er jo stadig hedebølge i Tbilisi, så jeg har besluttet mig for at tage op i de høje Kaukasus-bjerge mod nord, der hvor den georgiske og russiske grænse går. Vejen er en gammel passage gennem Kaukasus-bjergkøden og blev først lavet til en “rigtig” vej i det tidlige 1800-tal, da Rusland annekterede Kaukasus. Før da var det blot en grusvej midt i det udfordrende bjergterræn.

    Arsha village, Georgian Caucasus

    Jeg tager en minibus og vejen er meget fascinerende og smuk og har nogle vilde hældninger og hårnålesving, der klistrer sig op ad den grønne bjergside. Det foregår dog i et noget andet tempo end jeg er vant til. Chaufførens kørsel er rutineret, men også det, de fleste nok ville kalde hasarderet. Jeg kalder det frisk kørsel.

    Jeg troede, at jeg skulle til Kazbegi, men skæbnen slog igen en lille krølle på min vej. I minibussen foran mig sidder en mand med sin datter med de klareste blå øjne. Vi taler lidt sammen i tissepausen før Jvari-passet og inde i bussen spørger han mig, om jeg vil med ham og datteren til landsbyen Sno, som ligger ca. 10 km fra Kazbegi ad en sidevej. Det kan jeg ikke sige nej til og datterens blå øjne bekræfter det gode i dén familie. Helt perfekt, tænker jeg og lugter lidt eventyr. Atdømme efter mandens store korpus var der en god, solid aftensmad i vente også 😉

    Rustic Sno village, Caucasus.

    Vi står af i Arsha, hvor en Astra holder ventende og sammen med 7 andre klemmer jeg mig ind i bilen, hvor jeg i de ca. 5 km har en voksen mands fulde vægt på min upolstrede hofte. Sno er et meget skønt, helt uturistet lille sted. Vi går op gennem de ujævne gader og op til en kirke, hvor Georgis – en 16-årig fyr, der taler lidt engelsk – netop afdøde mormor ligger i en åben kiste midt i rummet. Hans søster reciterer salmer non-stop fra en salmebog og slpr stemning an i kirken.

    The day before the funeral in Sno village.

    Mormorens overkrop og ansigt er blottet og jeg har aldrig set et menneske uden puls på så nært hold og som en empatisk gestus er det som om også mit hjerte automatisk går ned i frekvens. Døtrene sørger naturligvis og stemningen er bedrøvet og rørende. Tilbage i landsbyen bydes jeg inden for til mad og vin. Masser af nye ansigter overalt.

    Dinner with my Georgian host family...

    Går ca. 3 km tilbage med den fulde måne i ryggen, når den lurer frem bag de lavthængende skyer. Igen bliver der budt på mad inden døre. Og Nestan, Georgis 21-årige datter, der taler godt tysk, spørger om jeg har lyst til at deltage i begravelsen mm. i morgen.

    Toilettet ude i baghaven er bare et hul gennem de planker, der udgør gulvet i det lille hus. Der hersker den umiskendelige lugt af salmiak, vi alle kender og ingen bryder sig om.

    Igen en vanvittig og meget overraskende dag. Så altså, jeg ligger nu i en fin, varm seng i Sno, som til gengæld ligger i den kolde bjerghøjde, vel ca. 1900 m.

    Share

    Dag 121 -Vandleg i Tbilisi…

    Tuesday, August 8th, 2006

    0 km etc.

    Forkæler mig her i Tbilisi med al den slanke Coca-Cola, jeg kan drikke. Temperaturen er omkring de 40 C og jeg har sjældent sat så stor pris (i virkeligheden kun 2,50 DKK pr. ½ liter) på den kolde, kommercielle væske. Sammen med Chiquitas gule frugtbuer er jeg glad, da mit Aserbejdsjan-visum uden problemer er klart til mig her i eftermiddag ved ambassaden i det finere kvarter. Bureaukratier i Aserbajdsjan, Turkmenistan, Uzbekistan, kom an med alle jeres papirtigre, for med de rette visummer er jeg urørlig!

    Den offentlige transport her i Tbilisi (minibussen hedder marshrutka) koster sølle 66 danske øre pr. tur. Det er hurtig, effektiv transport og den bliver flittigt og tilsyneladende glædeligt benyttet. Hører I, HUR (og DSB for den sags skyld!). Det behøver ikke at koste 17-18 kroner at køre 100 m med jeres busser og nogle mindre ublu priser ville antageligt øge incitamentet til at bruge “det offentlige”, som alle jo er enige om er en god ting. Jeg kommer sgu ikke hjem før der sker ændringer dér 😉

    Narikala Castle above Tbilisi city center...

    Store sightseeing-dag i Tbilisi i dag efter visummet er fikset. Besøger en moske, en armensk katedral, fortet Narikala med god birds-eye view over byen, flere kirker og nogle interessante oldhuse i den gamle bydel. Dagens højdepunkt er uden tvivl besøget i Tbilis sulfurbade.

    The underground sulphur baths in Tbilisi, Georgia. A pure delight!

    Alexander Dumas & Pushkin badede her med stor fryd i deres tid og nu var det altså min tur. Vidste ikke helt, hvad det var jeg gik ind til, men en fyr bød mig velkommen nede i de underjordiske rum og snart stod jeg splitternøgen med badetøfler, fik sagt ordet massage, aftalte en pris og blev så gennet ind i selve badet, der var fint udsmykket i mosaiske mønstre i de kuppelformede loftshvælvinge. Et par gamle, nøgne mænd var i gang med at sæbe sig ind og ænsede mig ikke. Blev skyllet under vandet fra de varme kilder, der har givet navn til byen (tbili = varm) og tog en herlig dukkert i den varme pool. Så kom massøren og gav mig den helt store tur. Først lige lidt slag og tryk rundt omkring som for lige at advare kroppen om den uhørte forkælelse, den snart ville opleve. Så fullbody massage på begge sider (med pibetøjet dinglende); det var ikke sådan en intim massage med blide strøg og bløde fingre man kender fra sin kæres hånd, men derimod et gedigent stykke håndværk, hvis udførelse der ikke herskede den mindste tvivl om. Det var skønt, dog – og et helt forrygende, autentiske show for kun 15 DKK!

    Tbilisi Old Town.

    Så her til aften den norske film Buddy på min bærbare harddisk (se evt. udstyrslisten for mere info). Pablo lagde filmen ind i Ankara. Virkelig god film, som rørte mig på flere måder. Blev mindet om det liv derhjemme med kærester, tætte venner, konflikter etc, som jeg ikke deltager i. Det gjorde lidt “vondt”, men en skøn, skøn film.

    Hedebælgen har fat i Tbilisi, så der drikkes manisk fra alle byens vandfontæner og de heldige børn får lov at lege med vand…

    Boy playing with the water in hot Tbilisi, Georgia.

    Should or should not...?

    Should!

    A proud mother...

    Play with water...

    Share

    Nye billeder fra Georgien i fotoalbummet…

    Monday, August 7th, 2006

    Så er der friske billeder fra Georgien! Klik evt. på “View as slide show” Der har længe været uorden med Tyrkiet-billederne, men der arbejdes på det og det vil blive annonceret her på siden, når de er klar til fremvisning…

    Share

    Martin hjemvendt fra ekspeditionen

    Monday, August 7th, 2006

    Af forskellige personlige årsager har jeg valgt at afbryde ekspeditionen og vende hjem. Desværre sker der nogle gange ting, som man ikke kunne forudse eller planlægge for. Det skal dog siges at jeg, til trods for at jeg må efterlade Nicolai alene på turen, er glad for at være vendt hjem til Danmark igen.

    Selvfølgelig kommer jeg til at følge turen og give Nicolai alt den støtte jeg kan bl.a. med hjemmeside, men det må bare komme til at foregå hjemmefra.

    Jeg vil gerne takke for den stadig opbakning vi modtager og jeg vil nu, som jer andre, følge Nicolais fantastiske tur og oplevelser igennem hans dagbog.

    Mt. AraratLast photo in the last town I was in together with Nicolai : Mt. Ararat
    Share

    Dag 120 – Ahhh, storbyens anonymitet

    Monday, August 7th, 2006

    Man finder igen piger bag rattet her i kristne (ortodokse) Georgien – nogle ganske fine nogen af og til, hviskede munken! Trafikken her er anderledes end i Tyrkiet. Her lader alle køretøjer til at køre i deres eget, særegne tempo, hvilket betyder, at hovedvejene, som blot er 1 bredt spor i begge retninger uden midterrabat, lægger skjold til et konstant virvar af utålmodige vejbaneskift akkompagneret af ivrig dytten, blinken med forlygterne og hidsige accelerationer. Georgiske biler er vist ikke udstyret med den almindelige fodbremse. Jeg får uddelt nogle beskidte fingre, primært til de modkørende bilister, der lægger sig ud i tredje! overhalingsspor og ikke efterlader mig – den bløde fætter – mere en ca. 1 m til hele cyklen med tasker og evt. slinger i valsen, når de suser forbi mig. Det ka’ Zülle ikke li’!

    Komplet uforståelige skilte er at finde her i Georgien – men det er et uendeligt smukt alfabet, de har opfundet, de gæve georgiere!

    Whatever!

    …og de skilte, jeg har en chance for at læse, kan jeg alligevel ikke forstå!

    Tranzit movement in Tbilisi is prohibited! OK then, I´ll just stay then...

    Kom til Tbilisi i aftes og har slået mig ned hos Nasi, en ældre dame, der i årevis har tilbudt rejsende overnatning i sit gamle hus inde midt i Tbilisi. Den meget ordentlige, punktlige Nasi (med “s”) taler tysk og er lidt af en institution her i byen blandt rejsefolket, men her skal man altså betale (66 DKK/nat) for den gæstfrihed man i det øvrige Georgien (som cyklist i hvert fald) nemt støder ind i og aldrig kan betale for.

    Chilling out at Nasi's homestay in Tbilisi, Georgia

    Og hvor er det skønt at være tilbage i en storby efter flere ugers vedvarende opsigtsvækken i cykelsadlen. Nu kan jeg træde ud af det uniformerende cykeltøj, iføre mig storbyklæder og gå frit rundt i anonymitetens gader. (Burde nok klippe de lange lokker for helt at glide ind i det anonyme rum, men det må vente, sagde Samson).

    Det er bare 3-4 dage siden jeg krydsede et tyrkisk bjergpas i et voldsomt haglvejr, og nu har den tropiske hede atter ramt mig efter jeg er kommet ned fra de mindre, kaukasiske bjerge. Tbilisi ligger i 400 højdemeter og her er virkelig varmt, omkring 40 C i skyggen.

    Havde i formiddags brug for ro, kaffe og gerne en temperatur, der var lavere end den hidsige udendørstemperatur, da jeg ville skrive en artikel til rejsemagasinet Luksus (på gaden nu!), så hvad var mere oplagt end….McDonald’s! Ingen pushy mennesker, billig kaffe og aircon. Så der brugte jeg et par timer over en laang kop kaffe.

    En tung, mættende sandwich med en oksekødsbøf og salat koster på gaden i de små kiosker, som kvinderne besidder, 2,25 DKK og en lille buttet flaske cola sølle 1,25 DKK, så sammen med en håndfuld bananer har det udgjort dagens madindtag.

    Tbilisi (1,7 mio. indb.) er behagelig og levende og jeg ser frem til en fototour i morgen – aftentemperaturen er dog stadig stegende hed og vel omkring 32 grader.

    Share

    Tbilisi, Georgien!

    Sunday, August 6th, 2006

    Lige en kort nyhed efter lang tids tavshed. Jeg er nu kommet til Tbilisi – eller som byen mere mundret hedder paa georgisk, Tiflis – Georgiens hovedstad og er temmelig oploeftet over at vaere kommet hertil (6700 km siden Noerrebro). Men jeg er traet, rigtig traet i kroppen efter 10 bjergrige cykeldage i traek siden Tatvan ved Lake Van, Tyrkiet, og har virkelig brug for lidt hvile nu. Har tilbagelagt praecis 1000 km paa de 10 dage, hvorimens der er sket vaesentlige begivenheder i WT-lejren, som snarest vil blive annonceret. Min dagbog vil ogsaa blive tykkere, saa snart jeg har faaet lidt soevn og sat kroppen i storbymode igen… Kaerligst, Nicolai

    Share

    Dag 119 – Vædder-ofring ved hulebyen…

    Sunday, August 6th, 2006

    Gori -> Tbilisi (homestay)
    Distance (km) : 116
    Time on bike : 6h 01m
    Average speed : 19.78 km/h
    Total (km) : 6694

    Livets bane slår sommetider nogle spøjse sløjfer. Således også i dag, hvor jeg cykler 15 km uden for Gori til den interessante huleby Uplistsikhe, der er en af de ældste bosættelser i Kaukasus og blev grundlagt ca. 1000 BC. Superfedt sted med grotter, underjordiske fængsler, kirker etc. og en skøn udsigt over floden Mtkvari og de omkringliggende bjerge. Billederne taler bedst…

    Uplistsikhe Cave City near Gori, Georgia

    Uplistsikhe Cave City near Gori, Georgia

    Uplistsikhe Cave City near Gori, Georgia

    Bedst som jeg troede, at dagens oplevelsesmæssige højdepunkt var nået, støder jeg nær kirken ved hulebyen ind i en vædder, der holdes i snor af. Efter et besøg i Nepal i 1996 er dyreofringer mig ikke fremmed og det besynderlige i at se en vædder her oppe ved kirken, gjorde mig nysgerrig.

    Your days are over, buddy!

    Jeg forhørte mig ved hjælp af et drabeligt tegnsprog, om vædderen skulle slagtes og da svaret var bekræftende, besluttede jeg mig med bankende hjerte og en rastløs pegefinger på kameraet at blive.

    Church at Uplistsikhe Cave City

    Vædderen blev trukket de sakrale 3 gange rundt om kirken, der blev tændt små stearinlys inde i den lille kirke, jeg fik stukket et glas vin i hånden (kl. var vel 10.30, så jeg vidste, hvad jeg skulle gøre ved det!) og snart vi vi (3 mænd, 3 drenge) ned til floden, hvor det makabre skue fandt sted. Jeg vil igen lade billederne (ikke for Dr. Dyregod, sarte sjæle eller mindreårige) fortælle begivenhedernes gang (jeg har også allerede opbrugt min taletid):

    Ram getting sacrified at the Mtkvari River.

    One ram down!

    Poor creature!

    …og send hellere ungerne i seng inden det næste billede, gå en tur eller tænk på noget rart…

    The Ace Ventura in me didn't really like the sight of this...

    Dagens Tone: Fast Car – Tracy Chapman

    Share

    Dag 118 – Gori – hvor verdensmænd fødes…

    Saturday, August 5th, 2006

    Atskuri -> Gori (majestic Sovjet-era hotel, faded grandeur)
    Distance (km) : 115
    Time on bike : 5h 57m
    Average speed : 19.38 km/h
    Total (km) : 6579

    Har lige sagt et hjerteligt farvel til familien, der tog imod mig i aftes. Der var et kæmpe morgenbord med en del gengangere fra aftenens måltid, så dagen startede med en oksekødsret, brasede kartofler, ostebrød, salat og for mig meget overraskende også en stor karaffel hjemmelavet vin, som vi tre herrer ved bordet gjorde et ordentligt indhug i. Mine bordherrer førte vist et skjult frontalangreb mod mig og skiftedes til at fylde saftevandsglasset med den blanke vin, så snart jeg havde tømt glasset. Hver skål blev – den georgiske tradition tro – givet til forskellige emner (venskabet ml. Georgien & Danmark, familien, babyen, kvinderne etc.) og de to mænd lod ikke til at være ved at løbe tør for disse emner. Forlod morgenbordet og den elskelige familie og satte mig på cyklen med en meget behagelig morgenbuzz. Fik også en tung, tung mulepose fyldt med brød, dejlig ost og agurker, da jeg tog afsted. Mad til flere dage.

    Nice cycling along the Mtkvari River, Western Georgia.

    Ideelt cykelterræn første halvdel af dagen indtil Khashuri, hvor trafikken tiltog og bjergene langsom ebbede ud. Meget frodigt langs Mtkvari-floden, som jeg følger tæt i dag. Virkelig, virkelig flot og trods den lette modvind, jeg havde dagen lang var det OK fordi det lette fald delvist kompenserede herfor. Når den livlige og hyggelige by Gori (ca. 70.000 indb.), som nok bedst er kendt for at være Josef Stalins fødeby – det er man stolt af på disse kanter:

    The Child of The City of Gori: Josef Stalin was born and raised here and today respected as a hero around here...

    Lørdag aften på den store, centrale plads foran Hotel Intourist, hvor jeg har indlogeret mig: Det vrimler med georgiere i alle aldre, der tilsyneladende bare hænger ud og har en fin aften i den meget lune by. For mig er det simpelthen vildt bare at være her. Sammenholdt med det nordøstlige Tyrkiet, jeg forlod i går er det som at have rejst i flere tidszoner: folkene, byens generelle udtryk og ikke mindst stemningen (som jeg registrerer den) er væsensforskellig og jeg finder det meget, meget interessant.

    Hotel Intourist and the central square on a saturday night in Gori, Georgia.

    Lommeinfo:Georgien var det andet land i verden efter Armenien, der tilsluttede sig den kristne tro og de mange kirker i landskabet udgør nu en kontrast ifht. Tyrkiets moskeer.

    Entry hall at the Hotel Intourist in Gori, Georgia.

    Hotel Intourist er et kapitel for sig. Hotellet er beliggende supercentralt og dets enorme facade udstråler magt og vælde fra Sovjet-tiden. Lobbyen er attraktiv omend de store lokaler står gabende tomme. Fine trappeopgange og marmorgulve fortæller om fortidens klasse, men i dag står hotellets indre skamfuldt negliceret og råber på midler til genistandsættelse.

    Room #14 at the terribly neglected Hotel Intourist, Gori, Georgia.

    Mit værelse er stort med en fornem udsigt gennem den rådne terrassedør lige ned over den centrale plads. Der er ingen vand i hverken toilet eller ved håndvasken, men i stedet en del små kakerlakker, som den venlige hotelmutter vist glemte at fortælle mig om, da jeg fik oplyst den ikke-prutbare pris på 20 Lari (66 DKK) for overnatningen. En særpræget oplevelse at bo her, hvilket jeg gerne ville betale lidt for…

    Dagens Tone: Say Hallo Wave Goodbye – David Gray

    Share

    Dag 117 – Georgien, Kaukasus

    Friday, August 4th, 2006

    Posof (Turkey) -> Atskuri (Georgia, private acc.)
    Distance (km) : 60
    Time on bike : 3h 30m
    Average speed : 17.07 km/h
    Total (km) : 6463

    Supernat i den kølige bjergluft. Er dog lidt mellemfornøjet, da jeg vågner. Har siden jeg forlod Pablo i Dogubayazit haft brug for at være alene, og det er som om det græske vedhæng forhindrer mig i at tænke klare tanker. Er træt af rollen som skytsengel, så efter morgenmaden melder jeg klart ud, at jeg ønsker at cykle selv. Ved den tyrkisk-georgiske grænse må jeg dog vente i hele 6 timer pga “Computer problems”, så der er jo snart følgeskab igen. Møder dog også canadiske Max fra Montreal, der har tomlet rundt i verden i 14 måneder og fordriver tiden med hyggelig rejsesnak.

    Georgia, here I come!

    Efter 2 måneder i Tyrkiet er tingene her blevet vante og det er med en vis spænding, at jeg nu bevæger mig ind over grænsen til det georgiske Kaukasus. Sidder lige nu ved grænsen og venter stadig på at de militære vogtere får snøvlet sig færdige og giver mig det forjættede stempel i passet. Har – som før – en særlig tvedelt følelse/fornemmelse i kroppen: På den ene side en appetitlig lyst til at opleve et ukendt land og dets folk, natur, særheder, men på den anden side også en underlig, tom fornemmelse, der skyldes alt det uvisse foran mig til fordel for alt det kendte, jeg nu lægger bag mig. Ret ejendommeligt.

    First impressions of Georgia...

    Senere samme eftermiddag; Wow, Georgien har taget mig med storm (det lykkedes mig tydeligvis ikke at hive en vending frem, der ikke tilhører clichéernes skuffe!)! Fik endelig grønt lys ved 17-tiden af de georgiske grænsevagter, farvel til Nancy, uret 1 time frem, og forlod ad skrækkelige, stenede veje grænseområdet og lagde de tyrkiske minder bag mig. Det var tydeligt, at meget var forandret: vejene (dårligere), og ja, de gode Ladaer er tilbage på vejene. Det har været en stor omvej siden Østeuropa, men det er dejligt, at de nu atter pryder bybilledet og mit nostalgiske indre. Theglassene er skiftet ud med ølflasker og glas med hjemmelavet vin, hudfarven er blevet lysere, mere kaukasisk og ikke mindst er min mentale forventning om et kulturelt, geografisk og menneskeligt skifte med til at præge de indtryk, der efter første dag i Georgien har fæstnet sig.

    Georgian Sovjet-era house...

    Bjergene til begge sider er virkelig flotte og hele området er meget grønt og frugtbart, selvom det ikke er meget jeg får kigget på dem, da jeg af kærlighed for cyklen og egne nosser bliver nødt til at holde øje med de helt urimeligt dårlige veje. Husene i de små landsbyer jeg kører igennem er derimod i en forfærdelig stand. De ligner tudsegamle kulisser i en sovjetisk film noir-klassiker fra 1950’erne. Meget anderledes og meget interessant som den kulturelle topografi har ændret sig på så kort en geografisk afstand.

    Georgian house, Georgian style.

    Havde ingen lokal valuta på lommen, sparsomt med vand i flaskerne, men alligevel var det med krum ryg og svaj på præsidenten, at jeg begav mig videre mod nordøst ad den ubefærdede hovedvej, der langsomt blev bedre. Havde på fornemmelsen, at der nok skulle dukke noget godt og uventet op. I den lille flække Atskuri stopper jeg op ved en lille flok kvinder ved en kiosk og spørger om hotel (jeg havde naturligvis inden sikret mig, at der ingen var) eller camping. Snakken går mens jeg afventende står med det venlige smil. Og -bingo – snart bliver jeg ført et par hundrede meter væk af en ældre mutter og inviteres inden for hos hendes familie. Jeg hiver guidebogen frem og prøver lidt semipassende gloser af til uventet stor glæde for pigerne i huset. Datteren på ca. 1 år er fantastisk og evigglad i sin smarte Chicco-træde/gåbil.

    Georgian hospitality rules supreme! Atskuri village.

    Jeg bliver budt på et overdådigt måltid og er langt mere lykkelig indvendig end mit “madlobt” (det fattige tak) lader ane. Himlen åbenbarer sig i køkkenet i form af alskens kulinariske goder. Også husets hjemmelavede vino, blev skænket mig i liflige mængder og efterlod mig med en lille aftenbuzz. Jeg var virkelig i Himlen. Dvs. lige indtil der foran mig bliver stillet en lille tallerken med små, hele fisk – au naturel – med hoved, finner og åben mund, som om de alle på samme tid var blevet fikseret midt i deres fælles fiskekor. Den tallerken brød jeg mig ikke om og undlod at give den opmærksomhed indtil moderen bad mig smage. Argh, no exit, men i stedet 3 sæt øjne, der så mig bide den spinkle fiskekrop over syd for hovedet og lave tyggebevægelser alt imens jeg så overraskende positiv ud med mit mest teatralske ansigt. Hmm, Georgian fish, mumlede jeg.

    The wonderful family in Atskuri!

    Jeg åd videre af de andre retter og forklarede som undskyldning for den vanvittige appetit, at jeg kun havde fået morgenmad i dag pga. ventetiden ved grænsen. Friske figner kom på bordet efter jeg ellers havde meldt “mavestop” og taget mig til den glade, tykke mave. Well-well, jeg føler mig helt mavekaputt, da der bliver stillet en tallerken fuld af dejlig Napoleonslignende kage forand mig. Jeg følte virkelig, at mine ord om, hvor mæt jeg var efter hovedmåltidet blev kraftigt devalueret, da jeg med en sødtandsappetit fra de skjulte gemmer huggede de ca. 200 g. desertkage i mig ledsaget af aftenenes sidste glas vin. Lykken er lunefuld, Lars.

    Jeg bliver herefter installeret i en blød, nyopredt sofaseng i dagligstuen på husets første sal. Har det ganske enkelt fantastisk nu her i sengen og er opløftet over, hvordan jeg er blevet modtaget.

    First class sleeping in the Georgian family house...

    Share

    Dag 116 – Haglvejr på bjergpasset…

    Thursday, August 3rd, 2006

    Akcakale -> Posof (hotel)
    Distance (km) : 115
    Time on bike : 6h 20m
    Average speed : 18.19 km/h
    Total (km) : 6404

    Skøn morgen at vågne op til med en dejlig udsigt over Lake Cildir, vindstille og med morgenmaden serveret uden regning.

    Not a bad morning to wake up! Lake Cildir, Turkey.

    I Cildir by er jeg kort på nettet. Men den lille by med kun 2.500 indb. har ingen internetcafé, men en tilfældigt adspurgt mand på gaden kender da et kopisted med en PC, så der føres jeg hen. Ejeren lader mig benytte hans fine WINXP-PC og fortæller, at han har været på www i 7 år og nu med ADSL har byens hurtigste (eneste?, spekulerer jeg) forbindelse. Han byder på kahve (you guessed it, kaffe), en snak og vil ikke høre tale om betaling for ulejligheden.

    Cildir woman, Turkey

    Jeg har siden Dogubayazit (3-4 dage) stort set ikke brugt nogen penge, og der er nu gået sport i at få de sidste lira til at holde Tyrkiet ud, så jeg rotter mig frem mod den georgiske grænse og lever af vand, brød, ost og frugt.

    Bliver kortvarigt (men længe nok til at få banket pulsen op i det sjældne, røde felt) jagtet af to granvoksne fårehyrdehunde, der uden problemer følger mine febrilske 35 km/t og ignorerer mine primalbrøl og truende fægten med armen. De får dog efter ca. 50 m talt sig selv til fornuft og lader mig slippe.

    Er her på det tyrkiske faldereb blevet helt vild med landets førende levnedsmiddelfirma Ülkers figenfyldte kiks, der virkelig holder benene kørende. Mums.

    Det var en tough-tough dag i bjergene i dag. Nancy havde problemer med nogle nerver fra lænden og ned gennem venstre ben, og hun troede allerede tidligt på dagen, at hun ikke kunne klare turen op over passet i 2540 højdemeter. Ca. halvvejs oppe af passet begynder det at regne tungt og snart fryser dråberne til 2-3 mm store hagl, der vælter ned. Grækeren havde svære tider, så jeg trak i Gentleman Finns klæder og skubbede hende op gennem haglen så meget jeg magtede, hvilket fik pulsen endnu højere op end dagens vilde hunde! På nedkørslen fortsætter haglvejret og det slår forbandet hårdt med 75 km/t! Særligt næsen blev ramt hårdt og den føltes som én stor erogen zone udsat for voldsomme, sadistiske kærtegn. Pain.

    Barren landscape near Cildir, Northeastern Turkey.

    Efter ankomsten i Posof, som jeg med kuldeklaprende tænder havde set frem til under nedkørslen, hopper jeg med det samme i bad. Det er varmt og det første i præcis 318 km, så jeg er i Himmerige og nyder det varme vand på de brankede skuldre uforskammet længe. Badet alene (inkl. den vanlige, sporasdiske tøjvask af det mest nødvendige) var til fulde de 30 DKK værd, som overnatningen kostede.

    Sidder nok en gang og studerer Kaukasus-kortet, da en mand pludselig banker på værelsesdøren og i samme øjeblik træder ind og giver mig en pose peanuts og en halv liter dåseøl fra Rusland. Han præsenterer sig, bor inde ved siden af og siger, at jeg bare skal banke på hans dør, hvis der er problemer. Fin room service!

    Studying the Caucasus map yet again, Nicolai!

    Man kan tydeligt mærke, at det nordøstligste Tyrkiet ligger på grænsen til en ny tidszone, som begynder i Georgien kun 14 km her fra Posof, hvor dagens cykelrejse sluttede. Dagens lys starter omkring kl. 4.30 og nu her kl. 20 er det helt mørkt. Det er sgu for tidligt for begyndelsen af august!

    Jeg har nu cyklen i alt 10.000 på den fantastiske Koga Miyata-cykel siden jeg købte den i september 2005. Baghjulet har endnu ikke været punkteret!

    Dagens Tone: iPod’en er batteriflad efter de mange dage i felten.

    Share

    Dag 115 – Ani, vidunderlige Ani!

    Wednesday, August 2nd, 2006

    Ocakli -> Akcakale (wild camping)
    Distance (km) : 104
    Time on bike : 6h 04m
    Average speed : 17.17 km/h
    Total (km) : 6288

    Ruined bridge on the shores of the Turkish and Armenian borders...Ani ruin complex.

    Lonely Planet skriver om ruinbyen Ani: The ruins of Ani…are an absolute must-see, even if you’re not an architecture buff. Set amidst spectacular scenery, the site exudes an eerie ambience that is uniquely unforgettable.. Jeg kan ikke umiddelbart sige det bedre. Omraadet er fantastisk, intet mindre og jeg glaedes med det samme over anstrengelserne ved at komme hertil. Omraadet graenser som sagt op til den armenske graense kun adskilt af floden, der har udhugget en dyb kloeft og nu udgoer den naturlige og officielle graense ml. Tyrkiet og Armenien.

    The ruin city of Ani...Fantastic area!

    Ani var i det 10. aarh. (fra 961) hovedstaden i Armenien, og i dag vidner de mange ruiner (af kirker, klostre, katedraler, moskeer, hele byer indhugget i klipperne etc.) tavst om omraadets storhedstid omkring 1000-1200, hvor der angiveligt boede ca. 100.000 mennesker. Ani var et livligt handelscenter paa de oestvestlige handelsruter, men da de nomadiske mongoler overtog byen i 1239 gik byen langsomt i forfald (nomaderne havde ikke brug for bylivet), og ingen broed sig om at genopbygge efter et stort jordskaelv i 1319, hvor mange af bygningerne kollapsede.

    Frescoes at the Ani ruin city...

    Ani doede hen og siden har omraadet ligget uberoert bortset fra naturens utaemmede haand (flere jordskaelv og lynnedslag).

    Cave city at Ani. Masterpiece.

    Argh, nogle skulle vist ha’ stoppet mig der! Jeg var lettere formiddagseuforisk og knipsede loes. I Basgedik faar jeg fyldt vand i flaskerne ved den lokale militaerbarak (jandarma) og finder endelig jordvejen mod Kuyucuk efter et par gale kilometer. Omraadet er her helt oede med duvende bakker og en sjaelden mand paa sin yderst primitive “hestevogn” med en simpel “taersker” bagpaa (mit agrare vokabularium halter her). Er paa skoenne, flade grus- og jordveje det meste af dagen i dag.

    Untitled...

    Byen Arpacay har vist ikke set turister laenge (surprise) og jeg kontaktes hyppigt under frokosten midt paa den centrale plads. Gennem de sidste dage, hvor jeg har koert meget paa smaaveje har det vaeret skoent at naa de smaa landsbyer og glaedeligt opdage, at man kan faa broed og maaske en tomat og en pakke kiks. Langt fra alle beboelser tilbyder denne uhoerte luksus!

    Kuyucuk woman not quite getting my questions right!

    I Canaksu er tiden ogsaa gaaet i staa. Byen forekommer naermest middelalderlig og overalt i elmasterne (det eneste tegn paa, at vi ikke befinder os saa langt tilbage i tiden) sidder det, som den gode Soeren Ryge Petersen i et smukt DR-program kaldte “De Sorte Fugle” (her vist alliker), hvilket kaster et lidt skummelt sloer over landsbyen. Lang og rimelig haard dag paa cyklen. Sent paa eftermiddagen dukker soen Cildir op i 1959 m og de foelgende ca. 25 km i det nedgaaende sollys er lige som cykling skal vaere.

    Fumil at Lake Cildir

    Der arbejdes i markerne med leer og hestetrukne redskaber, der ligner noget anno 1870, soeen er flot og vejen bloed. I den lille bebyggelse Akcakale slaar Nancy og jeg vore telte op. Stedet er magisk: solens nedgang bag bjergene bag Cildir-soeen, dyrelydene i den vindstille aften, roen i kroppen, udsigten, glaeden over at ha’ fundet en lejrplads krydret med al den dejlige mad, som moderen (i den familie paa hvis grund vi camperer) bringer op til os.

    Setting sun behind Lake Cildir. Nice wild camping! Northeastern Turkey, July 2006.

    Eftertanke: Det blev en meget lang dag i dagbogen. Beklager for eventuelle kedsommelige passager. Men dagen foeltes som et helt miniliv, og det vil dagbogssiden derfor ogsaa afspejle…Jeg hoerer meget gerne kommentarer paa dagbogen og paa hjemmesiden i oevrigt…Ud af busken!

    Dagens Album: The Innocents – Erasure Dette album fra 1988 var det foerste originale album jeg ejede og jeg har lige siden foerste gennemspilning holdt meget af dette sen-firser synthlovepopalbum. Glimrende cykelmusik!

    Share

    Dag 114 – Ved verdens ende..

    Tuesday, August 1st, 2006

    Tuzluca -> Ocakli (private garden camping)
    Distance (km) : 98
    Time on bike : 5h 45m
    Average speed : 17.00 km/h
    Total (km) : 6184

    View of the Armenian territory from the Turkish side, near Tuzluca.

    Virkelig fine straekninger, oede, noegne sletter afbrudt af en militaerbarak og -afspaerring i ny og nae. Armenien ligger et stenkast herfra og al transport mellem Tyrkiet og Armenien er forbudt. Nogle enkelte steder skal jeg vise mit pas, men oftest vil soldaterne bare snakke lidt og sender mig videre med et “paa gensyn”.
    Thunderstorms gathering in the horizon behind Armenia. Ocakli, Turkey.

    Efter et dejligt holdt i Digor er det stenvejene, der tager over. Ca. 25 km og ret haard cykling. Sidevinden er skarp. Cykler til den helt bitte landsby bygget op af sten. Vejen slutter her og jeg har en kraftig fornemmelse af at vaere naaet til “verdens ende” her kun ca. 3 km fra den armenske graense, som er lukket land. Landsbyen Ocakli har vist glemt at skrue tidens ur frem de sidste par aarhundreder. Ved indgangen til ruinbyen Ani, der ligger lige ved Ocakli og som er grunden til denne afstikker, tilbydes Nancy og jeg lejrplads i landsbyen hos en familie. Snart er teltene slaaet op midt paa graesplaenen med gaes, kalkuner, hoens og deres respektive afkom. Superflot aften med solnedgangslyset.

    Ocakli family. Turkey 2006.

    Jeg vises rundt af familiens 12-aarige rappenskralde og ser den snilde lade, hvor koeerne overnatter – i en underjordisk hule lidt a’la Cappadocia. Meget landligt omraade og jeg stortrives.

    In the garden in Ocakli, Eastern Turkey - July 2006

    Paa verandaen er der snart the, broed og ost til jeg revner mens jeg sludrer med husets yngre piger og deres tilskuende mindre soeskende.

    The cows are being led back to their overnight cave dwelling...

    Farm land...

    Share