• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for February, 2007

    Dag 325 – A Day To Remember…

    Wednesday, February 28th, 2007

    Phonsavanh -> Ban Hinlak (family)
    Distance (km) : 88
    Time on bike : 5h 50m
    Brutto time: 10.45 – 18.00
    Avg : 15.03 km/h
    Total (km) : 14333

    Får sendt en kompakt 2,5 kg pakke med bøger etc. hjem til Middelfart med søpost i dag. En sjov service fra et land, der ikke direkte har adgang til havet (bortset fra Mekong-floden).

    Phonsavanh...The Wild West of Laos...

    Imodium har snøret sækken til, men troldmanden er der stadig – og han bryder sig ikke om den indiske mad, jeg spiste i går. Systemet er underligt hele dagen, som om jeg skal skide eller brække mig.

    Rural activities...

    Der er tørt her i bjergene, markerne er svedne, afbrændte, af og til afbrydes tørken af duftende nåletræsskove og duften af savsmuld fra nyoversavede stammer langs vejen. Kan ikke sige, at jeg nyder cyklingen i dag. Vil bare til Louang Prabang. Slappe af, få maven klar. Dagen starter ellers strålende med høj fart, friske ben og Jack Johnson i ørerne, men allerede efter ca. 2 timer føler jeg mig træt og uoplagt. Fortsætter og må snart sluge en 51 min. sej opstigning, efterfulgt af en genial, kurvet 15-min.-nedkørsel.

    Village between Phonsavanh and Phu Khun.

    Sent på eftermiddagen når jeg en lille landsby. Solen er gået ned bag bjergene, aftendisen er ved at lægge sig over landsbyen af bambushytter, der virker aldeles uforstyrret af modernitetens tegn & bekvemmeligheder som elektricitet, butikker og Pepsi-skilte. Det er tydeligt, at jeg ikke finder noget officielt overnatningssted her. Min krop er helt udkørt efter en lang dag i bjergene, jeg vil bare finde et sted at sove og det er utopi at fortsætte.

    Man with a gun...

    En mand med et gevær over skulderen bekræfter, at det ikke er muligt at sove i landsbyen, men at den næste større landsby 50 km videre fremme har et lille hotel. Bad news, så jeg trækker på alle selvlærte ressourcer, da jeg med vilde fagter og et teatralsk kropssprog forsøger at vise mændene omkring mig, hvor træt jeg er og hvor latterlig hård cykeldagen har været. Der rystes bare på hovederne.

    Looks everywhere!

    Jeg trækker cyklen gennem landsbyen, smiler og hilser trods udmattelsen, for det kunne jo være, at min vært for natten er iblandt de mange ansigter langs vejen. Et par fnisende piger peger mig over til et hus, hvor jeg igen opfører mit lille gadeteater for en flok mænd. Denne gang er der en kanin i hatten. Jeg bliver budt inden for i et hus og får en soveplads på trægulvet. Det er landsbyens rige hus – det med bliktaget i stedet for halmtag. Jeg er salig & fro og lykken står den kække bi!

    A stranger in town!!!

    Rygtet har hurtigt spredt sig, at der er en fremmed i landsbyen. Med ét bliver jeg landsbyens store trækplaster og omkring mig har snesevis af børn øjeblikkeligt samlet sig, stirrende og målløse. Det er et helt vanvittigt skue. Fra træhuse, forhaver, ved vandfontænen, hvor folk aftenbader og er dækket ind i sæbeskum, glor også voksne uforskammet og uden at blinke, som om jeg – med en Ib Michael parafrasering – var noget af det ypperste den ariske race nogensinde har frembragt. Livet i landsbyen er simpelthen gået i stå.

    My instant noodles are being prepared...

    Jeg klæder om til civilt og finder et meget rustikt gadekøkken med en åben bålplads i hjørnet. Menuen hedder minutnudler og den gør mig godt. Snart er 20 mennesker i alle aldre forsamlet i det lille køkken, for alle vil jo se den blege giraf, og flere kaster om sig med uforståelige laotiske gloser.

    Rustic dinner in the bamboo village...

    Tilbage ved min opredning på gulvet er vi 11 mand samlet i et nonverbalt fællesskab omkring en petroleumslampe. Vore tunger taler ikke samme sprog, men ord forekommer mig overflødige i den nærmest berusende stemning i lampens skær. Tavst er der ikke, for familiens bedstefar sidder og roder konstant med en storskrattende transistorradio. Den udgør kontakten til omverdenen her, for der er ingen TV i landsbyen.

    Hanging out around the petroleum light in the hut...

    Share

    Dag 324 – Lerkrukkesletten

    Tuesday, February 27th, 2007

    På en netcafé i Phonsavanh møder jeg Ben fra New York, der lige som jeg gerne vil ud og se de mystiske krukker på The Plain of Jars. (lazy bastard!). Vi falder straks i god snak og finder en tuk-tuk, der kører os de ca. 10 km ud til lerkrukkesletten, som den helt uromantisk hedder på dansk.

    Fotoserie fra Plain of Jars:

    On the way to the Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars er en dejlig overraskelse for mig. Havde ikke forventet noget særligt, men tog derfra med maven fuld af mystik og chokoladekiks.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Plain of Jars. Phonsavanh. February 2007.

    Share

    Levende livstegn fra Laos

    Monday, February 26th, 2007

    Her i Laos er der ingen, der kender til konceptet med og fordelene ved at bygge vandrette veje. Det går enten opad eller nedad, ofte stejlt.

    Jeg er nu kommet til Phonsavanh i det nordlige Laos efter 7 cykeldage siden Hanoi. Det er bjerge overalt her, så cyklingen foregår med tungen ude af munden, enten fordi det er så latterligt hårdt med alle de rollercoasterveje eller fordi de mange landsbyer undervejs er så rustikke, fascinerende og som taget ud af DRs Ulandskalenderen. Jeg elsker det.

    Det er smukt, hårdt, varmt, ultrafattigt og udfordringen har gennem de sidste dage fået en ekstra dimension, idet en olm, bøs troldmand har taget midlertidigt bo i min mave og forstyrrer enhver form for fornuftig peristaltik. Han er slet ikke fair mod mig, den lille djævel 🙂

    Det er rart at være opkoblet igen. Der var utrolige 1008 spambeskeder til mig på WT-siden. Det er rart at vide, at nogle tænker på en…

    Jeg er træt & glad, trænger til en hviledag – og til at høre fra dig!

    Derfor: Ud af busken, cats & kittens!, fortæl mig, hvad der rører sig, hvad der spirer og inspirerer og den slags…

    Masser af tanker,

    Nicolai

    Share

    Gode nyheder fra cykelsporten…

    Monday, February 26th, 2007

    Ullrich siger farvel til cykelsporten

    Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig om det her? Mens jeg intetanende har knoklet mig gennem de laotiske bjerge er denne epokegørende nyhed dukket op. En potentiel døråbner, jeg har ventet på i årevis…

    Nå, så må jeg selv tage fat i kraven på Bjarne og høre, om ikke han kan hjælpe mig på vej i Ullrichs fodspor.

    Venligst hold mig orienteret!

    Alex Zülle 😉

    Share

    Dag 323 – En sæk kartofler…

    Monday, February 26th, 2007

    Muang Kham -> Phonsavanh (guest house)
    Distance (km) : 52
    Time on bike : 3h 51m
    Brutto time: 10.35 – 16.00
    Avg : 13.43 km/h
    Total (km) : 14246

    12 timers søvn, inkl. nattebesøg i det lille hus.

    Jeg er ikke helt på toppen i morges. Er ved at være lidt bjerg- og bakkesyg. Ikke syg som i syg efter, men syg som i syg af! De seneste dage har jeg i højdemeter besteget Mt. Everest flere gange, men stadig befinder jeg mig kun omkring 1200 m over havet.

    De første 20 km går op ad bakke, og jeg kæmper voldsomt med en krop, der virker helt uvant kræftesløs. Må holde pauser hver ½ time og lejlighedsvise sodavandsstop, så snart lejligheden byder sig. Dagens sidste 30 km er heldigvis mere moderate og humøret stiger igen. Homo Sapiens er en primitiv størrelse.

    Phonsavanh city centre...

    I Phonsavanh slår jeg mig ned på White Orchid Guest House, et funklende nyt sted med dejlige værelser, søde folk, en suite, springfjedermadrasser og stilfulde træmøbler. 30 DKK/nat. Nu skal Zülle hvile lidt…

    Share

    Dag 322 – Med måsen i græsset…

    Sunday, February 25th, 2007

    Nam Noen -> Muang Kham (guest house)
    Distance (km) : 86
    Time on bike : 6h 21m
    Brutto time: 10.35 – 18.00
    Avg : 13.59 km/h
    Total (km) : 14194

    En underlig nat. Var oppe 6 gange for at forrette min pludselige nødtørft, og hver gang med mit lille survival kit; stearinlys, lighter, vådserviettter, værelsesnøgle. Generatoren, der skaber strøm et par aftentimer efter solnedgang var for længst slukket. Den ene gang var jeg ved at jogge på en rotte på gulvet i det lille øse-og-spand-toilet.

    Maven er som en rumlende, utålmodig vulkan, der med alt for korte intervaller spyr.

    Det er ikke det mest belejlige sted, det skulle ske, her midt i ulandskalenderen fjernt fra moderne feats som træk-og-slip, varmt vand, elektricitet og den slags.

    Weaving girl from my guesthouse

    Jeg har lyst til at blive i sengen under myggenettet, men smutter alligevel videre og håber bare på, at arbejderne nede i gasfabrikken vil tage sig en fridag i dag.

    Pig & puppy

    Det er smuk omend bidende hård og varm cykling igen i dag. Det fjerner dog euforiens glans at vide, at det blot drejer sig om få km før måsen må ned og bide i græsset. Diarréen fortsætter. 🙁

    Crushing machine

    Village scene...

    Selvom jeg her kl. 18 efter at være kommet til Muang Kham er fuldstændig udkørt, mentalt kvæstet og træt, så sidder worldtraveller-følelsen sjældent stærkt derinde hos den lille troldmand i maven. Jeg er stolt over at være nået frem, for hold kæft, hvor har Zülle haft det hårdt i de endeløse bjerge og med vulkaner i maven. Ved 15-tiden var jeg klar til at kaste anker, og forhørte mig i en rustik landsby om sovemuligheder. Rød lys, men der var “kun” 50 km til Muang Kham – ren utopi for mig på det tidspunkt.

    Carrying the burden of life...

    Or maybe it was a RIGHT bend in the road ahead?

    En gang minutnudler og en 7-Up fik mig på ret køl igen. Kl. 17 havde jeg stadig 20 km til Muang Kham og jeg var usikker på terrænnet, tog mig en Red Bull og regnede lidt på det. Op ad bakke cykler jeg kun ca. 5 km/t, mens jeg nedad nemt ryger over 40. Med 20 km igen betyder det, at jeg vil nå frem efter mellem ½ og 4 timer. Forskellen – den reelle og den mentale – er enorm og på dette tidspunkt 1 time før solnedgang med en færdig krop, følte jeg mig temmelig presset.

    Village boy with his primitive wagon...

    Der var alligevel lidt retfærdighed i regnestykket. Dagen startede med 20 km op ad bakke. Til gengæld overraskes jeg meget glædeligt af en suveræn nedkørsel, de sidste 20 km mod Muang Kham. Det ku’ jeg fandme li’! Overvejede i et hybrisbefængt øjeblik at cykle tilbage op ad bjerget til de dygtige vejarbejdere og fortælle dem, hvor glad jeg var for deres fine arbejde.

    Near Muang Kham. Setting sun...

    A very tired Zülle after a rough day in the mountains...

    Dagens Tone: Manchild – Neneh Cherry

    Share

    Dag 321 – Når det bare pjæsker ud…

    Saturday, February 24th, 2007

    Xam Neau -> Nam Noen (guest house)
    Distance (km) : 100
    Time on bike : 7h 10m
    Brutto time: 8.15 – 18.00
    Avg : 13.95 km/h
    Total (km) : 14107

    Dagens Tone: Lampshade – Kashmir

    Forude venter en vejstrækning, der ifølge guidebøgers og udenrigsministeriers ildevarslende oplysninger er behæftet med risikoen for landevejsrøvere, guerillabanditter og andre narrestreger. Jeg forholder mig køligt og afventer virkelighedens dom. Den er oftest langt mildere end vi går og tror!

    Rustic village on the way to Nam Noen...

    Har ikke rigtig nogen appetit her til morgen. Det ligner mig ikke. Har sat mig selv på obs!

    Village kids...

    Som jeg tidl. skrev, så kender man her i Laos ikke til konceptet med at bygge plane veje. Hr. Hitler ville ikke have noget at skulle have sagt med sine autobahn-idéer her. Det går enten opad eller nedad. Ofte stejlt. Dagen har været virkelig hårdt og hverken for små børn eller store klinger. Sent på eftermiddagen stødte jeg på en usandsynlig 3 km-stigning, Zülle var dødtræt og sneglede/kæmpede sig op med kun 4½ km/t og kun stædighed fik mig frem til den lille landsby Nam Noen, 100 km fra Xam Neau, hvor jeg har fundet et guesthouse. Ingen elektricitet i træhuset. Badet foregik udenførs i et lille afluk under halvmånen med øsepot og gåsehud på maven. Glad og træt.

    Village kids...

    Og jo, der var noget lumsk ved min manglende appetit i morges. Som om dagen ikke var hård nok i sig selv, har jeg døjet med en helt igennem sølle mave i dag. Det er længe siden, så det var vel min tur.

    Det har pjæsket ud af mig som om jeg havde spist chicken sushi.

    Den territorielle hund i mig har derfor afmærket territorier af hele dagen langs vejkanten. Ikke noget kønt syn.

    Lao mountains...

    Setting sun near Nam Noen...

    Det har til gengæld været de ultraprimitive landsbyer, jeg har set i dag – og udsigterne over bjergene, der rejser sig hidsigt til alle sider.

    Rural village

    Møder på vejen franske Yves og schweisiske Olivia (og deres franske filmmand). De har på en tandem cyklet jorden rundt i 21 måneder og mangler nu bare den sidste tur til Hong Kong, hvor fra de sejler til Spanien. Vi har en lang, dejligt bevægende snak mens filmmanden dokumenterer sammentræffet. Jeg er sikret en fri sengeplads i Geneve, hvis min vej går der forbi 😉
    Yves havde en rammende kommentar til de laotiske bjergveje: “Very, very crazy!“.

    Yves et Olivia who've travelled RTW on their tandem

    Share

    Dag 320 – Med 14.000 km i bagagen…

    Friday, February 23rd, 2007

    Vieng Xay -> Xam Neau (guest house)
    Distance (km) : 31
    Time on bike : 1h 59m
    Brutto time: 10.00 – 13.00
    Avg : 15.65 km/h
    Total (km) : 14007

    Dagens Tone: Respekt (Endnu) – Nikolaj Nørlund

    For første gang i lang tid ønsker jeg ikke rigtigt at komme videre, eller i hvert fald ikke med hast skynde mig videre, for jeg er komplet lykkelig over at være her og ved, at cyklingen ikke bliver meget bedre.

    8 km uden for Vieng Xai gør jeg holdt og går ned til et fint vandfald, der løber gennem den udtørrede junglevegetation (et klassisk oxymoron, I know…Tør jungle!). Det er dagens Indiana Jones-indslag – kvit og frit.

    Xam Neua Waterfall...

    Xam Neua Waterfall...

    At the Xam Neua Waterfall...

    Har i dag en kort smuttur over et bjergpas med en endnu ikke færdigbygget vej – grus og løse sten. Flotte scenerier. Krydser i dag 14.000 km – det er et flot tal.

    Order in Chaos?

    I Xam Neua, provinshovedbyen i det nørdøstlige Laos, går jeg rundt på markedet og har gode encounters med lokale sælgere.

    Boys playing naked in the river. Xam Neau. 2007.

    Boys playing naked in the river. Xam Neau. 2007.

    Xam Neua...

    Jeg går i Lao Development Bank og hæver 340 USD på mit Visa-kort. En helt uhyrlig sum for de lokale her, og med udgangspunkt i den dagsløn, min guide fra i går har, samt at året har ca. 225 arbejdsdage, svarer det til hele 3 årslønninger! En transaktion, der selv uden kø bag skranken tog over en halv time – bl.a fordi de havde svært ved at sluge min paskopi og det stærkt tilsmudsede studenterkort fra Kbh Uni., da jeg ikke havde mit pas med mig. En halv time – det var aldrig gået i min gode barndomsbank Middelfart Sparekasse 🙂 Selv det at hæve penge er en fornøjelse her i Laos.

    Xam Neau Market...

    Xam Neau Market...

    Xam Neau Market...

    Xam Neau Market...

    Xam Neau Market...

    Xam Neau Market...

    Share

    Dag 319 – Kommunisthulerne i Vieng Xai

    Thursday, February 22nd, 2007

    0 km etc.

    Laos er et land, der har næsten alle statistikkerne imod sig. Det er Sydøstasiens fattigste land, det mest bombede land i verdenshistorien, børnedødeligheden er på 90 (sammenlignet med ex. UKs 6, pr. 1000 fødsler), halvdelen af befolkningen er analfabeter etc. Økonomisk er landet klemt inde mellem Thailand, Kina og Vietnam – giganter, der står for stort set al import til Laos! Men Laos laver “deres egen” øl, den glimrende Beerlao (der vist nok øverst i lagkagen er styret af Carlsberg!).

    Water and cooling down break on my way to Vieng Xai...

    My guesthouse in Vieng Xai.

    Vieng Xai girl...

    Der er noget vildt charmerende over dette tilbagestående land, der fængsler med det samme. Jeg holder meget af tempoet her i Vieng Xai (VX). Det er som at træde ind i et andet århundrede efter 2 måneder i larmende Vietnam. Jeg elsker dette sted!

    Xailomyen Guesthouse er som sagt bygget i træ ude på en idyllisk sø. Alle lyde forplanter sig gennem gulvbrædderne og gennem væggene. Vågnede således til høj disko-lao-musik kl. 8.20 i morges. Men også nattelyde og -rystelser, som for de fleste hører privatlivet til, og som man egentlig ikke gider høre (når man ikke selv er involveret), gik lige ind i min træhytte i #6 i nat 🙂

    Vieng Xai Caves

    Bruger de meste af eftermiddagen i grotterne, der berettiger VX en plads på det historiske landkort. Lidt copy and paste-info om stedet:

    Vieng Xai Caves

    Vieng Xai Caves

    Vieng Xai in Northeast Laos is a striking valley of verdant hills and limestone cliffs riddled with caves. In fact, there are 800 known caves. These caves were the headquarters of the communist revolutionaries, the Pathet Lao, during the “secret war”. After the war, the King and his wife were banished here until their reported death a few years ago. The trogolodyte city was highly organised. Specific caves were designated as shops, banks, factories, printing presses and hospitals. The cave of the communist chief extends 500 ft into a cliffside that was scaled by a rope before steps were added. Its various rooms included a political party centre, reception room, meeting room and library. The caves are located in the heart of Hua Pan, Laos’ ‘revolutionary province’. Læs mere
    her

    School kids. Vieng Xai.

    Vieng Xai wild life...

    Jeg ser 5 af hulerne, det stort set står urørte siden 1973. Meget imponerende og jeg mærker endnu en gang historiens besværede, grusomme vingesus. Alle grotter rummer mødelokaler, dagligstuer, kontorer, spise- og opbavaringsrum foruden værelser til “body guards” og køkkener uden for indgangene til grotterne. Jeg vises sammen med 4 andre int. rejsende rundt af en 27-årig guide, der har 3 børn og tjener 3 DKK om dagen på at vise turiskter rundt i VXs huler.

    Bananas in Vieng Xai.

    Vejene mellem hulerne går gennem landsbyen og jeg ser billeder overalt. Et virkelig flot område med en grum historie. Super eftermiddag. Nyder en afkoblet aften på verandaen på mit guesthouse og beruses over at have en måned her i Laos. La vie douce…

    Sunset from my guest house in Vieng Xai

    Share

    Dag 318 – Whiskey med grænseofficererne…

    Wednesday, February 21st, 2007

    Na Meo (VN) -> Vieng Xay (Laos) (guest house)
    Distance (km) : 58
    Time on bike : 3h 47m
    Brutto time: 10.00 – 14.30
    Avg : 15.44 km/h
    Total (km) : 13976

    Jeg har overskredet mit Vietnam-visum med 2 dage og er spændt på, hvad det kan skabe af problemer. Grænseposten i Na Meos udkant er bare en række skure og hytter. Jeg gi’r mit pas til en officer og tager tålmodigt plads. Manden spørger lidt og bemærker snart overskridelsen. Jeg undskylder ikke, men forklarer, at bjergene tog mig længere tid en ventet. Manden er venlig inde bag kasketten og forklarer, at det normalt koster 10 USD/dag, men at han kun vil bonne mig for en dag. Jeg sætter søforklaringer til havs og metafortællingen i bambushytten mellem mig og officeren er:

    Han: You pay me money!
    Mig: I’d rather not pay you money!

    Officeren forhører sig hos generalen, vejrhanen galer stadig i samme retning, og jeg smider de krævede USD. Bagefter bliver jeg budt på the med den øvrige stab. De kan li’ mig og det er Tet. Men det med theen er falsk reklame, for så snart jeg har sat mig ind i deres lille hytte, hører jeg en stemme bag mig: “Lao Whiskey!” og frem dukker en uåbnet flaske fra 1990 og en smilende officer. Der bliver skænket og ønsket godt nytår, og inden den skrappe smag har sænket sig – kl. er 9.15 – er mit glas fyldt igen. Jeg bunder igen glasset – no longer uncertain of protocol – og når ikke at takke fra før 3. glas er fyldt. Harsk morgen. Først efter 3 glas bliver jeg budt på den oprindelige the. Yndigt intermezzo.

    At the Lao border post...

    Ved den laotiske grænsepost 200 m derfra er der færre penge og mindre alkohol involveret. Får mig en WT-snak med officeren inden jeg lykkelig smutter ind i Laos. Solen og temperaturen er, hvor den skal være, landsbyerne, jeg kører igennem er superfattige og charmerende, her er næsten ingen trafik og mange skønne, smilende ansigter.

    Lao kids along the road side...

    Jeg har 60 bjerg-km til Vieng Xay og må spare på vandet i cykelflaskerne. De små mundfulde fugter kun munden og ikke kroppen, der har mere brug for det her i middagens 30 Celcius-grader. Finder heldigvis en lille vandkilde, hvor en teenagepige er i gang med at vaske hår. Fylder den tørstige krop med 1,5 L vand, skyller T-shirt og hoved og er som fornyet inden de sidste 20 km mod Vieng Xay.

    This Mad Max vehicle is popular in both Laos and Vietnam...

    I Vieng Xay finder jeg et cool guesthouse bygget i træ ude over en fredfyldt sø. Får vekslet en greenback til en halv million kip, Laos’ møntfod. Rent logistisk har det været en udfordring for mig at koordinere min deadline med MetroXpress i dag og det faktum, at jeg befinder mig i et af Laos’ mest øde hjærner uden @-forbindelse. Finder et lift til nabobyen Xamneua, 30 km over et lille bjergpas, finder et 50.6 Kbps modem i et ældgammelt PC-kabinet, og får afleveret dagens tekst. Pyha, Zülle!

    Der opstår næsten hele tiden historier i og rundt omkring mig for tiden, og jeg er nødt til at fange dem med pennen. Det holder mig beskæftiget! 🙂 Øllen hjemme i den åbne restaurant over vandet er meget velfortjent og smager af fyraftensøl…

    Risterrasserne her i Laos er udtørrede og uden ris, modsat de frodige rismarker på den anden siode af grænsen i Vietnam, hvor risen bugner. Det er svært ikke at tænke i storebror/lillebror-komplekser og i, hvilke farve naboens græs mon har…

    Share

    Dag 317 – Spand-og-øse-teknologien

    Tuesday, February 20th, 2007

    Dong Tam -> Na Meo (family room)
    Distance (km) : 92
    Time on bike : 6h 0m
    Brutto time: 8.45 – 16.30
    Avg : 15.24 km/h
    Total (km) : 13918

    Dagens Tone: Float On – Modest Mouse

    Close to Na Meo on the Vietnam/Laos border...

    Det er en supervarm, hård dag i de sidste bjergrige rester af det nordvestlige Vietnam. På en sirligt anlagt sort løber, føres jeg på asfalten gennem smukke landskaber med bambushytter, syregrønne rismarker, bjergfolk og…bjerge. Her er sommerfugle, guldsmede, herlige dufte fra den regnskovslignende vegetation langs løberen, fuglekvidder. Settingen er nepalesisk med floden, der løber sin bugtede vej under forrevne klipper og marker med vådris.

    Close to Na Meo on the Vietnam/Laos border...

    Hothothot...Sweaty climb after Dong Tam...

    Jeg er kommet op i de bjergrige regioner, hvor de nationale grænser er fysisk tætte, mens de kulturelle er udflydende, sammenblandede med Lao-folket et stenkast her fra. Det politiske og administrative magnetfelt med centrum i Hanoi har mistet sin kraft: her er man i første række H’mong eller Black Thai og har langt større, kraftigere hjertebånd til folk fra samme stamme på den anden side af grænsen end til de politiske “brødre” i Hanoi. I anden række er man vietnameser!

    Det siger den antropologiske litteratur i hvert fald 🙂

    Small settlement near Na Meo

    Fantastisk cykling fra start til slut.

    Beautiful cycling!

    Pga. Tet-nytåret er alle butikker, gaderestauranter lukkede, så jeg må ty til den færdigproducerede mad i dag.

    Morgenmaden: Minutnudler
    Middagsmaden: Minutnudler
    Aftensmaden: Minutnudler

    Wonder how long that climb'll go on...

    Noodles yet again!

    Den sidste gang nudler får jeg serveret af mutter i det familiedrevne gæstehus, hvor jeg har slået mig ned. Værelset bærer tydelige tegn på, at husets dreng har holdt til her – der er fodboldplakater af Batistuta, Figo, Steve McManaman etc. Det er rigtig hyggeligt at bo her midt i deres familielie og en god afveksling fra de mange kønsløse (men i øvrigt fine) minihotels langs Hwy 1.

    Paddies...

    Myggene er gigantiske her og ligner små fugle 😉

    Toilettet er et hul i jorden og trækker på spand-og-øse-teknologien

    Everything MUST go!!!

    IMG_8033

    Share

    Dag 316 – Det blev en fin, fin dag…

    Monday, February 19th, 2007

    Nho Quan -> Dong Tam (guest house)
    Distance (km) : 101
    Time on bike : 5h 05m
    Brutto time: 9.15 – 15.20
    Avg : 19.77 km/h
    Total (km) : 13826

    Humøret svinger vildt i dag uden nogen helt åbenlys grund. Men jeg er lidt mentalt + fysisk presset af, at mit visum udløber i dag, og at der ved middagstid stader er over 120 km til Na Meo ved den laotiske grænse.

    Jeg ser allerede dialogen med grænsebetjenten for mig:
    Hr. Betjent: “You visa is expired 2 days ago, mister!”
    Mig : “Nå, for fanden, hvad gør vi så?”

    Rice fields and karst formations. Vietnam in a nut shell...

    Water buffalos

    Jeg har valgt en lidt utraditionel vej fra Hanoi til Laos. Den drejer uventet mod nord (alt for længe og på grus), hvilket er som pis på min sukkermad, for jeg skal mod sydvest og holder af asfalt. Farten er i bund, så alle ungerne rigtigt kan forberede deres orgastiske, eksalterede tilråb. Jeg mugger i sadlen.

    Ved et vejsidestop standser en scooterfyr og overrækker mig uden alt for mange dikkedarer en pose med kiks og wafers-rør og ønsker mig et godt nytår. Jeg er ikke forberedt på denne fine gestus, men mærker, at barometeret stiger i mig. Det lå allerede her i kortene, at det ville blive en venlig dag…

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    I landsbyen Dong Tam finder jeg et værelse til under en 20´er. Efter badet går jeg en tur og kontaktes snart af en ung mand, som på engelsk byder mig ind til Tet-nytårsmiddag. Jeg har paraderne nede og følger med ind i huset, hvor en del folk allerede er samlet. Højtid eller ej, jeg bliver med det samme centrum for den generelle opmærksomhed, og fyren, Hoang, der bød mig inden for og som den eneste taler lidt engelsk, planter mig efter lidt the & godter ved langbordet sammen med 12 andre vietnamesere. Der skænkes øl op i glassene, og usikker på, hvad Tet-protokollen foreskriver (og måske lidt uvant i det hele taget), langer jeg ud efter min øl og labber det blide skum i mig. Det var aftenens første fejl. Som i Georgien, venter man her på at en toastmaster har udbragt en skål, før der drikkes. Yessir.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Toastmasteren rejser sig snart og holder en lille tale, hvorefter vi alle rejser os, råber “skål” i vilden sky og klirrer glas. De gør det med maner her i Vietnam. Der bundes hver gang. Et slaraffenland af lækkerier er allerede linet op i skåle og gryder på bordet og fra alle sider langes der mad over i min lille skål foran mig. Det er meget vældig alt sammen for mig. Nye skåletaler og nye ønsker for det nye år luftes. Senere bliver skåletalerne rettet mod enkeltpersoner, og jeg aner hurtigt, at der rundt om bordet er en skjult agenda om, at jeg skal drikkes i hegnet. Jeg bliver konstant impliceret i herrernes skåletaler og labber humle i mig som en tørstig svensker under Roskildefestivalen.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Hoang, der præsenterer sig som engelsklærer (det ville man aldrig ha’ troet!) har nogle fine kommentarer som aftenen skrider frem. “No H5N1“, siger Hoang grinende til mig, da jeg tygger et stykke ingefærkylling i mig. Betryggende. “She say she love you“, forsikrer han mig også om min borddame, som vist nok er forlovet med fyren på den anden side. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at hun gør.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Jeg er blevet modig af øl og “udfordrer” (sådan ser jeg på de skåletaler) hele langbordet, da jeg har sikret mig, at alle – damerne inkl. – har glasset fyldt til randen. Det ku’ de godt li’! Stemningen har ramt en voldsomt opadgående kurve, og jeg sidder med en fornemmelse af, at aftenen skal i glas & ramme. Selvsamme kurve får dog et knæk, da pigen ved min side langer en kogt hønsefod over i min skål med sine spisepinde. Det gjorde mig angst, men heldigvis tog hunden på betongulvet sig godt af den, da jeg diskret smed de krampagtigt stirrende hønsetæer ind under bordet.

    All men wanted to say cheers with me!

    Folk begynder at give hinanden pengegaver og ønsker hinanden et lykkebringende nytår. En fyr kommer over til mig og giver mig en stor pengeseddel og giver mig hånden. Jeg får Hoang til at tage et billede af os og viser det til de andre. Pludselig er det som om, det danner præcedens for en ny dille den aften: jeg bliver forsamlingens lykkemaskot, og alle vil give mig penge og have taget deres billede med maskotten.

    Jeg er stopmæt af mad og oplevelser, da jeg herefter inviteres ind i et tilstødende rum, hvor husets gamle gerne vil se mig til dinner og øl og fejre nytåret. Chok! Min mave er ved at sprænges og bordene er stuvende fulde af mad. Skik følge eller land fly. Jeg sætter mig og tømmer hurtigt de første 4 glas øl, da alle mændene omkring fadene vil skåle med mig.

    All men wanted to say cheers with me!

    Hoang tager mig bagefter på sin scooter og kører mig et par km hjem til sin familie. Har man først fanget en giraf… Det er et hyggeligt lille besøg, mange børn i stuen, ikke mange ord bliver talt, men det har for mig også sine besværligheder, da jeg har mad og ølskum helt op til nord for solar plexus.

    En ubetinget uforglemmelig aften med 4 timers behageligt sansebombardement.

    Hoang's family in Dong Tam.

    Share

    Dag 315 – Min nat på bordel

    Sunday, February 18th, 2007

    Day 315 – 18FEB07: Hanoi -> Nho Quan (brothel)
    Distance (km) : 114
    Time on bike : 5h 47m
    Brutto time: 9.00 – 16.00
    Avg : 19.77 km/h
    Total (km) : 13726

    Jeg er meget spændt på at komme til Laos. Samtidig er jeg glad for at forlade Vietnam med en følelse af, at jeg har været her – 2 måneder i øjenhøjde med folkene, med udvidede smagsløg (sprang hund over), i sol & i vind fra forkerte retninger, i storbyernes konstante bustle & huzzle og i bjergenes smukke ro med udsigter til hill tribes og træhuse på pæle.

    Kører i dag sydpå for første gang siden jeg entrede Nepal i begyndelsen af november. Fin fornemmelse. Det er Grisens År i år og vist nok også den Gyldne Gris’ År, en begivenhed, der indtræffer hver 60. år. Mere hjar jeg ikke sat mig ind i det. Der er noget skørt over at høre nytårshilsner fra de forbipasserende her midt i februar i 28 graders varme.

    Funeral ceremony.

    Kværner 1 kg appelsiner under et stop mens en begravelsesceremoni kører langsomt forbi.

    Fine klippeformationer som i Halong Bay og ved Ninh Binh.

    Nice karst formations near Nho Quan on my way to Laos.

    I Nho Quan er der kun én overnatningsmulighed, bestyret af den dummeste sørøver, jeg har mødt her i Vietnam. Han fatter ikke en brik og selv om jeg har mine sedler oppe under snuden på ham og ligner et spørgsmålstegn forstår han ikke, at jeg er ude efter prisen for en nat. Jeg dropper sørøveren og får mig noget at spise. Er fuldstændig smadret efter dagens cykling. Cyklede med kramper de sidste 2 timer. Autonome, ukontrollable kramper, der i takt med benenes rotationer skabte unaturlige fordybninger i begge lægge.

    IMG_7941

    Tilbage til sørøveren. Stikker ham 100.000 Dong (35 DKK) og får så vist et kammer, hvor der hænger tøj på knagerne, der lugter fælt i det vinduesløse rum, sengen er uredt og midt på det krøllede lagen er store blodpletter, der vidner om, hvad det er for et sted, jeg er havnet. Jeps, et bordel. Jeg ryster på hovedet, sørøveren fatter ikke, at jeg forlanger et andet, mindre beskidt og bebollet værelse. Standarden er virkelig sørgelig. I et andet rum må jeg bede om at få skiftet lagnet – det brugte kondom og de brugte tandbørster på toilettet lader han være. I badet kravler en vammel skolopender (en form for tusindben, der kan stikke grimt, red.) rundt – det var ikke forgæves, at jeg i 1980’erne samlede på dyre- og insektklistermærker fra Otas Havregrynpakker – og ikke uden en akrobatisk kamp lader den livet under toiletbørsten i min hånd. Herligt sted!

    Share

    Dag 314 – Socialité

    Saturday, February 17th, 2007

    Empty streets in Hanoi only occur once a year - during the Tet New Year

    The first day of the Vietnamese Year is a quiet, happy family day

    The first day of the Vietnamese Year is a quiet, happy family day

    Der er “dagen derpå” stemning i Hanoi. Gaderne er næsten tomme – en ting, jeg ikke troede mulig. Familier er ude og lufte deres kære og tempoet er langt sundere end vanligt.

    The first day of the Vietnamese Year is a quiet, happy family day

    Jeg hænger ud med pigerne på Jysk og ser videofilm – næsten lige som på en dansk søndag 🙂

    Hanging out with the Danish maidens...

    Går ud og spiser alle sammen og nyder de sidste Bia Ha Noi i denne omgang. Er opløftet, da jeg går gennem Hanois Tet-tomme, mørke gader for sidste gang.

    Share

    Dag 313 – Til nytårsfest i Hanoi!

    Friday, February 16th, 2007

    Tet in Hanoi. February 2007.

    Der er faldet ro over mig her i Hanoi. Jeg føler, at jeg nu har set alt, hvad jeg ønsker i Vietnam, at jeg har støvsuget landet for sights & oplevelser.

    Tet in Hanoi. February 2007.

    Der er nytårsstemning overalt i Hanois gader. Tet, det vietnamesiske/kinesiske nytår fejres i aften, og påbegyndes i morgen, den 17. februar i år. Byen koger. Der er røde lanterner, falske dollar-sedler og alt muligt andet farvefrisk gejl, som folk her tror vil bringe dem held & lykke & velstand. Velstand er nok noget af det vigtigste her i Vietnam, der for længst har taget en solid plads på ryggen af kapitalismens, kommercialiseringens drage.

    Tet in Hanoi. February 2007.

    Jeg mødes om aftenen med Line (Jysk Rejsebureau) og en god håndfuld danskere. Vi er inviteret til nytårsdrinks hos praktikanterne fra den danske ambassade. De unge studerende bor i en superfed lejlighed, hvor vi fra tagterrassen nyder drinks & snacks. Det er fantastisk at høre danske stemmer fra 13 forskellige kilder omkring mig. Tak til alle 🙂

    Vi går alle ud og spiser middelhavsmad og så på karaokebar. Vi, 13 mand, får som karaokeprotokollen foreskriver vores egen lille, lydisolerede hule med semi-pornografiske posters på væggene, TV-skærme og imiterede lædersofaer. Vældig hyggeligt. Det er en virkelig cool oplevelse med Michael Learns To Rock, The Eagles, Aqua med René Diff etc. Masser af grin i bulen.

    Tilbage på Jysk Hotel ser vi nytårsfyrværkeri fra taget på 6. sal og skåler det vietnamesiske nytår ind. En mindre del af os smutter bagefter på bar, hvor også Die Jungs befinder sig. En helt igennem dejlig dag i selskab med skønne, unge danske.

    Share

    Dag 312 – Bukselommefornemmelsen

    Thursday, February 15th, 2007

    Der er altid noget rart, der nok har rod i genkendelsens glæde, ved at vende tilbage til tidligere besøgte steder. Hanoi er et stort sted, hvis mange snørklede gader kunne optage et helt menneskeliv af eksploration. Alligevel er der lidt bukselommefornemmelse over i aften at vende tilbage til det gamle kvarter i Hanoi.

    Turen fra Sapa til Lao Cai ved den kinesiske grænse er action-packed. Det er ekstremt tåget, vejen er våd og sæbeglat pga. let morgenregn og sigtbarheden er ca. 40 m hver tågen er tættest. På kun 35 km går vejen fra Sapas 1650 m til Lao Cais ca. 500 m over havet. Trods regn og rusk var det fint lige at få det vejrmæssigt grimme Sapa-ansigt med, som indtil i dag havde været en skrøne blot.

    Just after the minor crash of German Thomas' Minsk...It was very slippery on those rail tracks!

    Tyske Thomas har et styrt på en bro, da han vil krydse de våde jernbaneskinner. Koblingen brækkede, tanken gik løs, men vi fik det hurtigt fikset hos den lokale scootershop.

    Det blev en voldsomt lang køredag i dag og jeg nåede først Hanoi efter mørket. Den omtrentlige time det tog at køre gennem suburbane Hanois stopfyldte hovedgader (jeg havde mistet tidsfornemmelsen på det tidspunkt efter 10-11 scootertimer i dag) var lidt af en mundfuld for mit hoved, der havde været superkoncentreret hele dagen gennem mere end 350 km. Sult, tørst, søvn og andre dødelige behov blev sat til side i mine osteklokke af opmærksomhed på trafikken. Smeltede ind i sildestimen af Hanois 3 mio. scootere, og først ved 19-tiden afleverede jeg min dejlige Honda Wave hos scootermor, efter at ha’ været båret igennem aftenen og eftermiddagen af vilje og noget, der mindede mig om overlevelsesinstinkt. What a ride!

    Share

    Dag 311 – Uafhængighedens afhængighed…

    Wednesday, February 14th, 2007

    På markedet i Sapa stiller jeg mig op af en lygtepæl lige midt i menneskemasserne og lader på den måde alle de fine motiver komme til mig for en gangs skyld.

    The first steps...

    From the colourful market in Sapa, northern Vietnam.

    From the colourful market in Sapa, northern Vietnam.

    From the colourful market in Sapa, northern Vietnam.

    Sapa Hill Tribe Woman...

    Sapa Hill Tribe Woman...

    From the colourful market in Sapa, northern Vietnam.

    Sapa taylor

    Sapa taylor

    Carrying life...

    Hey punk!

    Jeg går i dag til Cat Cat-landsbyen, som ligger kun 3 km syd for Sapa.
    Turen er rigtig skøn og følelsen, visheden om, at Canon-forevigelsen ikke vil skuffe, beriger mig mere end noget andet denne onsdag formiddag. Alle er så smilende, og det er nemt at se igennem fingre med at ex. de kære piger forsøger at sælge deres broderede armbånd og andet smykkegejl.

    Young beauty. Sapa Land. February 2007.

    Young beauty. Sapa Land. February 2007.

    On my way to Cat Cat Village...Sapa Land.

    Rismarkerne, vandbøflerne, folkene, formiddagssolen, der nærmest som en selvfølge skinner igen, duftene (der sender mig tilbage til rurale Nepal anno 1996, vandfaldet, hængebroerne – det gør det alt sammen til en vidunderlig dag.

    The Classic View: rice fields near Sapa.

    Sapa hill tribe woman...

    Diapers don't really exist around here!

    Rice fields. Cat Cat Village...

    Cat Cat kid.

    Allerede inden middag er der fyldt godt op på oplevelsernes dagskonto, så jeg sætter mig hjem på terrassen med den danske litteratur (Hr. Michael) i februarsolen.

    Cat Cat Waterfall. Near Sapa. NW Vietnam.

    Jeg er ikke altid god til at slappe af, sådan på fødderne-i-vindueskarmen-maner. Til gengæld finder jeg afslapning i fotograferingens verden, i at tage daglige notater og i at ose byliv. Men hey, verden er stor & skøn, og jeg er her kun til Bogen klapper i igen, så det er med at få fyldt noget på siderne. Ingen ønsker vel for mange tomme sider i Livets Bog? Livet er nu, som Jytte Kynde Sørensen skriver i sin monografi fra Guatemala, og som mange andre før hende har sagt.

    Cat Cat Village.

    Jeg må dog arbejde på at smøre min indre gearkasse, så jeg lettere kan hoppe i frigear ex. efter en række full-on-dage i topgear med mentale input i stakkevis. Det er ikke nemt, når man, konfronteret med alverdens muligheder & skønheder forvandles til en adrenalinramt “erlebnis”-junkie, der øjner sit næste fix. Verdens liv gør mig høj, og fra den Afkoblingens Sofa, jeg nok for sjældent finder vej til, er eneste lejlighedsvise bekymring, at friheden i verden har gjort – eller er i færd med at gøre mig – afhængig. Afhængig af uafhængighed. Ironien har mange ansigter…

    On a bridge in Cat Cat Village...

    Pig transport...

    Share

    Dag 310 – C’est tres magnifique!

    Tuesday, February 13th, 2007

    Scooter Journey Day 5: Phong Thu -> Sapa, 110 km

    Leaving Phong Thu, NW Vietnam.

    Fantastique! Jeg ved jeg lyder som en velkendt rille, men så enkelt kan det siges om dagens etape mod Sapa i 1650 m via Vietnams højeste bjergpas, Tram Ton i 1900 m.

    Generations work hand in hand here...

    Trods hanegal og morgenfriske vietnamesere next door var natten skøn i den knirkende thaihytte. Tyskerne er overraskende nok allerede oppe, så vi spiser morgenmad og smutter videre sammen.

    Boys near Tam Doung. NW Vietnam.

    Children near Tam Doung. NW Vietnam.

    Vi er alle hyperspændte på at komme afsted og scenarierne skuffer ikke. De storslåede panoramaer og de traditionelle landsbyer, der giver løbevand i munden, fortsætter, hvor gårsdagen slap.

    Behind the Scene: Capturing the locals

    Local beauties near Tam Doung, Vietnam.

    Der er enorme uoverensstemmelser mellem de angivne bynavne på mit landkort over Indokina, Lonely Planet-kortene og virkeligheden. Flere byer hedder det samme, flere byer har flere navne, nogle settlements ingen navne osv. Men det er alt sammen ligegyldigt, for her er vanvittigt smukt og scooteren triller.

    Entering the Tram Ton Pass near Sapa.

    Skuffen hænger flere gange på vej op mod Tram Ton-passet i ren beundring. Havde denne tur i det nordvestlige Vietnam været endestationen på WT-ekspeditionen (det er den ikke! 😉 ), ville hver en kilometer undervejs ha’ været turen værd.

    Entering the Tram Ton Pass near Sapa.

    Vejret har statistisk set været uhæmmet godt, og det har trodset alle varslinger om tåge, bidende februar-kulde og ringe udsigter. Min følelse af held med vejrguderne er berettiget.

    Locals

    Fantastique!

    Fantastique!

    Tram Ton-passet og udsigten mod vest er belagt med den fernis, der gør rejseminder udødelige, og som bevarer oplevelsen intakt, uafhængig af tidens ælde.

    Climbing up the Tram Ton Pass was like entering The Gate of Heaven...

    From the amazing Tram Ton Pass

    Jeg når Sapa (ca. 40.000 indb.) midt på eftermiddagen og suser rundt på Hondaen og tjekker skiftevis hoteller og lokale folk med koniske hatte, der fylder gadebilledet i bjergbyen, som franskmændene grundlagde i 1922.

    Rice fields near Sapa

    Boys and a Minsk MC...

    Får mig en – føler jeg – velfortjent bajer i solen, mens jeg er på udkig efter Die Jungs. Markedet i Sapa vrimler med montagnards, bjergfolk, der kommer til Sapa for at sælge deres afgrøder & håndværk.

    Hotel Lotus in Sapa. Super-value and great views!

    Fra solterrassen på Lotus Hotel har jeg en dejlig udsigt over bjergene bag Sapa.

    Share

    Dag 309 – Vietnamesiske delikatesser…

    Monday, February 12th, 2007

    Scooter Journey Day 4: Dien Bien Phu -> Phong Thu, 175 km

    Wow. What a ride!

    Tager inden morgenmaden rundt i Dien Bien Phu (DBP), der verden over er kendt som stedet, hvor franskmændene i 1954 tabte et stort slag mod Viet Minh-krigerne og dermed også måtte vinke farvel til deres koloniale greb om Indokina. 13.000 franskmænd døde i slaget, der varede 57 dage. 25.000 vietnamesere mener at være omkommet i selvsamme kampe.

    Dien Bien Phu Cemetary where approx. 3000 Vietnamese are buried after the fightings with the French in 1954...

    Dien Bien Phu Cemetery where approx. 3000 Vietnamese are buried after the fightings with the French in 1954...

    War relics from the 1954 Vietnam-France fightings in Dien Bien Phu...

    Muong Thanh Bridge in its original state...

    Jeg besøger DBP-gravstedet, hvor de faldne vietnamesiske soldater er begravet – et ret imponerende, omend tragisk syn at se alle de mange gravsten i symmetri. En tank, kanoner og det franske bunkerhovedkvarter fortæller ligeledes om fortidens gru i DBP.

    Dien Bien Phu Market. February 2007.

    Dien Bien Phu Market. February 2007.

    Dien Bien Phu Market. February 2007.

    Dien Bien Phu Market. February 2007.

    Dien Bien Phu Market. February 2007.

    På det lokale marked i DBP går jeg helt op i det høje gear. Masser af koniske hatte og traditionelle dragter fryder.

    Woman in rice field

    Hele dagen er som en lang rollercoaster gennem rustikke, smukke landsbyer med træhuse på pæle, grise, høns, vandbøfler, heste og geder rendende frit (jeg tror nogle af verdens lykkeligste grise lever her) og flotte kvinder i farverige klæder. Det er sindssygt eksotisk for mig at se gensidighedens smil brede sig i kvindernes ansigter og jeg føler mig meget beæret over at være her.

    Hängebauchschwein...

    Suspension bridge near the Lao border

    Kulturelt set er denne nordvestlige region langt den mest interessante, jeg har set og den udgør et klart højdepunkt i Vietnam. Det sociale højdepunkt kan jeg takke min søster og mine forældre for under deres visit omkring jul & nytår.

    Chan Nua Village

    Der er så vanvittigt flot her og vejen snor sig i fine kurver fra side til side, op og ned, som om de oprindeligt var konstruerede for at underholde. Jeg er i symbiose med Hondaens bevægelser og glider let gennem svingene med det brede smil på læben (virtually!)

    A scooter and a day pack's enough to make me happy!

    Thanatos (dødsdriften – eller den lille dæmon, der sidder på min øretip og hvisker “Hurtigere, hurtigere” til mig) får mig til at presse gashåndtaget en anelse mere og Hondaen lystrer. De 100 ccm har virkelig noget at se til også i dag, og jeg nyder den motoriserede afveksling.

    På en MC mister man godt nok lidt følingen med naturen; lydene går tabt i motorstøjen og bjergpas forceres blot ved et par ryk med højre hånd, og passeres ikke med samme velfortjente følelse, som efter de svedende anstrengelser i cykelsadlen. Det er ifht. naturen en mindre respektfyldt transportform, men hold kæft, hvor er det fedt og lige nu kan jeg slet ikke få nok af det landskab og den levende kultur, jeg er omgivet af.

    (Julia (søster, red.), du skulle virkelig være her nu, så vi sammen kunne genopleve lidt af den magi, som vi oplevede bl.a. på scooter på Cuba… 🙂 )

    ADVARSEL – de følgende billeder viser scener, der vil kunne støde og provokere enhver hundeelsker.

    Jeg ser to afpelsede hunde, der er ved at blive brændt/ristet i en dyb rendesten. Et noget makabert syn, men den naturlighed, hvormed de lokale mænd omgås hundene afbøjer det – set fra et kæledyrsperspektiv – tragiske i situationen…

    Today's menu: Grilled stray dog... How bizarre!

    Today's menu: Grilled stray dog... How bizarre!

    Today's menu: Grilled stray dog... How bizarre!

    Den 16-årige dreng i mig, der hang med mulen, da jeg i 1992 solgte min 4-gearede Suzuki-knallert (den husker du, ikke også, fætter Thomas?) fordi jeg mistede interessen til fordel for sommerforelskelser og øl med drengene på marinaen i Middelfart, jubler igen!!!

    Lan Anh II Hotel built in a wooden thai-style house...Phong Thu, NW Vietnam.

    Jeg når Phong Thu ud på eftermiddagen og finder Lan Anh II Hotel, der består af et stort træhus i thaistil. 5 USD for et 3-sengs-værelse lige ud til en flod foran grøntklædte bjerge.

    På vej ud for at spise møder jeg Die Jungs, som slår sig ned på samme hotel. Har en hyggelig aften med tyskerne over aftensmaden. Vi er alle trætte og lykkelige.

    Knapt 2 måneder i Vietnam har vist mig det bedste og det værste af landet. Jeg er helt overrumplet over denne “happy end” – og der er en ny dag igen, så snart søvnen via drømmenes broer har ført mig over nattens mørke.

    PS. Tak for opmærsomheden, hvis du er nået helt til bunden af denne dag 309.

    Share

    Dag 308 – Hunden med fiskekrogen…

    Sunday, February 11th, 2007

    Scooter Journey Day 3: Son La -> Dien Bien Phu, 190 km

    Endnu en helt fantastisk dag på scooteren! Denne tur i det nordvestlige Vietnam kan ikke anbefales nok. Hvor skal man starte og hvor skal man slutte, når hele dagen har været én lang kæde af oplevelser og udsigter?

    Min dag starter med 2 gode gadesandwich til latterlige 72 øre stykket skyllet ned med instant Nescafé. Vågnede ved 4-tiden i nat til dyrelydene ude foran mit vindue: en glad hane lod sig ikke genere af, at solen først stod op et par timer senere og galede non-stop som en vanvittig, akkompagneret af en lige så vanvittigt syngende gris (det må ha’ været en orne), der lod som om det også i grinenes verden er kotume at synge dagen ind.

    Bedst som jeg havde indset dyrelydenes uomgængelighed og var faldet i søvn igen, begynder Voice of Vietnam at lyde højt i byens højttalere. Kl. var kun 5 og selv med dyne og hånd for øret trængte den fæle radiostation igennem.

    Nuoc Nong, Son La Province.

    Woman in Nuoc Nong, Son La Province.

    Women in Nuoc Nong, Son La Province.

    Tager i dag først til en lille landsby lidt syd for Son La for at slippe lidt væk fra asfaltens rækkevidde. Damen på billederne ovenfor fanger min opmærksomhed, for hun mangler – så vidt jeg kunne se – læberne, hun har tilfældigt indsatte pløkke i munden, der toner frem som sorte monolitter og næsen er spaltet. Hun smiler, men ligner noget fra en rædselsfilm.

    Der har været tidspunkter, hvor jeg ønskede at rejse med lydens hastighed her i Vietnam for at de trættende tillråb ikke kunne nå mig. Det er ikke nødvendigt. Man skal blot snuppe en scooter, sætte en hjelm over de skandinaviske lokker og så ellers bare cruise afsted i scooterstrømmen. Kun de færreste bemærker mig nu og det er en forandring, der fryder!

    Mountain scenery near Dien Bien Phu in the western most corner of Vietnam

    Vietnamese tribal woman...

    Colourful garbs

    Ser gadehunde på post-duske-stadiet. Det er et ret interessant stadie, da hundene ikke kan adskille sig fra hinanden igen efter at ha’ dusket i det fri. Der må være en modhage på hannens diller, for selv om hundene ihærdigt trækker i hver sin retning, løsrives de ikke. Det morede Dr. Lieberkind, som spekulerede på, om noget tilsvarende forekommer i menneskenes verden…

    Stray dogs after sexual intercourse...They call him The Fish hook!

    Vejen på begge sider af Pha Din-passet (ca. 1600 m, vil jeg tro) er uasfalterede, hvilket øger adventure-følelsen på scooteren. Smukke udsigter hele dagen. Bjergkørslen er formidabel og jeg nyder den nye frihedsdimension på hondaen – frihed fra det hårde fysiske arbejde, som terrænnet her ville kræve på cyklen.
    Det er svært – eller i hvert fald omfattende – at sætte ord på, hvor dejligt her er.

    Untitled

    Elderly near Dien Bien Phu.

    Women. Son La Province. Vietnam. 2007.

    Water buffalo in its right element...

    My Honda Wave on the way up the Pha Din Pass

    On the way from Son La to Dien Bien Phu...

    On the way from Son La to Dien Bien Phu...

    My outfit after along and dusty day on the scooter...

    Share

    Dag 307 – Entusiamens energi…

    Saturday, February 10th, 2007

    Scooter Journey Day 2: Hoa Binh -> Son La, 240 km.

    Jeg har fået et nyt aftenritual her på scooterrejsen: at fjerne de sorte rande under øjnene (ladies, tænk streg), der langomt tegner sig i skumringstiden i takt med at insekter finder vej ind i øjenregionen. Jeg bruger hverken visir (dog hjelm) eller solbriller, men får til gengæld en gratis eyeliner på.

    Market near Hoa Binh

    Market near Hoa Binh

    Jeg vågner før de andre og bruger tiden på at morgentræne inden der kommer liv i det tyske sjak. Det går dog trægt, trægt, trægt, så jeg beslutter raskt, at jeg smutter udem dem og at vi kan mødes i Mai Chau, en landsby 60 km fra Hoa Binh. Jeg opbrugte al min tålmodighed (well, den er ikke gigantisk 😉 ) på at vente i går og har ikke lyst til en gentagelse. Det er fantastisk at rulle afsted med musikken i ørerne. Tom McRae gør det grimme ved mig. Ser flere spændende markeder undervejs med farverige klæder og fotogene ansigter.

    The scooter did a brave job going up this foggy mountain pass between Mai Chau and Moc Chau.

    Senere er det lige før Hr. Jørgensen (se nederst) river væske ud af øjnene på mig igen – han mestrer virkelig at sætte ord på toner – eller er det omvendt?

    Som Paulo Coelho rigtigt siger et sted: “We always know we are close to our true mission on earth when what we are doing is touched with the energy of enthusiasm…”. Den energi er med mig i dag.

    Rural wooden house near Moc Chau

    Boy in traditional clothes. Near Moc Chau. Vietnam, February 2007.

    Weaving in Bac Lac village

    Bac Lac village

    Bac Lac village

    Mai Chau er en sprød lille landsby 5 km syd for Hovedvej 6. Husene er bygget på pæle, kvinderne i tribaltøj mens de sidder og væver på deres oldtidsvæve. I nabolandsbyen Bac Lac snuser jeg rundt og labber det rurale Vietnam i mig – sceneriet er meget charmerende og flere lokales tilbud om at overnatte i pælehusene er tillokkende.

    Water buffalos. Northwestern Vietnam.

    Women on their way home from another day in the rice fields...

    Die Jungs dukker ikke op til den aftalte frokost (det viste sig, at de havde lidt problemer med en af Minks-maskinerne), så jeg cruiser videre og har det i grunden bedst i eget tempo, selvom selskabet er fint.

    Life's not too bad around here...

    Car crash in a remote mountain village...

    Encounters along the road...

    Bortset fra østsiden af bjergpasset nær Moc Chau, som var koldt og diset, er der fuld sol hele dagen og livet er en delikat udgave af en drøm. Laver masser af fotostops undervejs. Smuk solnedgangskørsel trods fluer (og deraf følgende eyeliner-streg) i øjnene.

    Typical rural scene in Northwestern Vietnam...

    Beautiful evening drive close to Son La, NW Vietnam

    I Son La får jeg hos en guesthouse-familie vist et dobbeltrum til 8 USD. Det gider jeg ikke og spørger efter et dorm-rum. Rummet er dobbelt så stort med 5 senge, en-suite og ingen mennesker. Det koster 3 USD. Det gider jeg godt.

    Night stall in Son La - delicious meat skewers at just 0.30 USD a piece!

    Dagens Tone: Amor & Den Sidste Pil – C.V. Jørgensen

    Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
    med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
    hvor folk & fæ igen færdes uvante i det fri
    mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
    & hver en villahave har sin helt specielle duft
    der forsøder sommernattens stillestående luft
    hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
    slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil

    Ja natten den er lys & lang som vejen hjem til der hvor
    min uredte seng står frit i rummet fristende & klar
    med drømme der vil ku’ sende enhver til verdens ende
    men jeg la’r andre om at sove & forbli’r i min tro
    på at vinden hvisker i mit øre ka’ du høre græsset gro

    Hr. Valentin burde forgyldes. Period.

    Share

    Dag 306 – Scooterrejsen er i gang!

    Friday, February 9th, 2007

    Scooter Journey Day 1: Hanoi -> Hoa Binh, 75 km.

    Die 3 Jungs aus Berlin - with their Minks motorbikes. Proud they are!

    En frustrerende dag i Hanoi! Masser af ventetid pga. at tyskernes Minsk-maskiner stadig ikke er dukket op. Jeg anede allerede i går, at det kunne blive et problem – udenom bagklogskabens klare skær.

    Leaving the trafic chaos in Hanoi...

    Jeg er fristet af bare at smutte selv, da det her allerede på MC-dag #1 lugter af urimeligt megen venten. Først ved 15-tiden kommer vi endelig afsted og bruger resten af eftermiddagen på at slippe ud af Hanois gigantiske trafikkaos. Efter mørkets frembrud når vi Hoa Binh og slår os ned på et semi-lunkent dormroom til 9 DKK/mand. Frust-dag, men det er fedt at være væk fra støjende Hanoi.

    A foggy view from the hotel in Hoa Binh.

    Share

    Dag 305 – På kværnejagt i Hanoi…

    Thursday, February 8th, 2007

    Ikke meget at skrive hjem om i dag. Det er til tider en fuldtidsbeskæftigelse af være ene mand ved WT-roret med planlægning, logistiske overvejelser, research omkring ruter, sights, to-do and not-to-do, vedligeholde udstyret, tøjvask, notetagning, WT-dagbog, oploade billeder, nyde, snuse, sove, spise, tale…

    Checking ears in down town Hanoi is not a private affair!

    Får fikset mit laotiske visum på ambassaden (40 USD for 30 dage), tjekker motorcykler mange steder sammen med Die Jungs, køber varmt tøj til motorcykelturen, lidt løs sightseeing og den slags. Alting går noget mere trægt med 4 mand i gruppen og jeg kan tydeligt mærke, at det er nyt for mig at skulle vente store dele af dagen. Vi får se, hvordan det kommer til at gå på MC-turen.

    Checking out the old Russian made Minsk motorcycles...

    Smutter forbi Jysk Rejsebureaus kontor i Hanoi, hvor danske Line sidder på pinden og styrer kontoret i stiv arm. Får en dejlig lang (dansk!) snak og får lov til at opmagasinere min cykel på taget af hotellet, hvor Jysk har kontor, mens jeg er væk i den næste uges tid. Super.

    Det lykkedes os ikke at finde en MC-forhandler, der har 4 af de ældre, russisk-byggede Minsk-maskiner hjemme, så jeg beslutter mig for pålidelighedens, kendskabets og prisens skyld at snuppe en Honda Wave scooter, som med sin 100 ccm-motor teknisk set er en motorcykel iht. dansk lovgivning, men som med de buttede former ligner en knallert-45. Jeg finder en mutter, som uden dikkedarer og krumspring (ex. mit pas eller enorme summer i depositum) tager 20 DKK pr. døgn for leje af scooteren. Det kan jeg ikke stå for.
    Friheden alene er mindst den sum værd tifold!

    Share

    Dag 304 – Blandt pirater og sørøverskibe

    Wednesday, February 7th, 2007

    Bummer! Jeg sover over mig i den 3-stjernede luksus og vågner et kvarter før check out-tid. Den fine morgenmadsbuffet ville jeg dog ikke glippe, så jeg flyver op på 7. sal og skovler i mig. Det var ikke kønt.

    Junk in Halong Bay

    Solen er gavmild i dag og det er virkelig skønt at ligge på taget og sole sig over gode danske snakke, mens båden langsomt sender os tilbage til Halong City.

    Tak for dejligt selskab til Mie og Søren – og for at hjælpe til med at afpudse min tilstøvede danske tunge!

    Halong Bay rocky islands...

    Dreamt I was back with the pirates and cats of my sommerville
    The girl in the alphabet shirt covered in dirt lives on the hill

    Dagens Tone: Josephine – Teitur

    Junk in Halong Bay

    På vej tilbage til Hanoi i bussen ser jeg flere af disse scootere fyldt med levende hunde…Stadig levende, men deres dage er talte her i kødædende Vietnam.

    Those happy days in the streets are over, doggies!

    Afsked med gruppen i Hanoi. Finder et billigt værelse sammen med tyskerne, der har ladet sig overtale (det krævede ikke meget!) til at tage med på motorcykeltur i det nordvestlige Vietnam i en uges tid eller mere. Jeg har gjort mit hjemmearbejde med research på nettet og ved, at denne tur vil blive et hit for mig!

    Efter dagens arbejde, ugens MetroXpress-artikel, som jeg delvist forfattede i solen ombord på riggen i Halong Bay – det har sine fordele at være freelance! – sætter jeg mig med Die Jungs (Jan, 23, Thomas og Robert , begge 25) på bia hoi-hjørnet i Hanois Old Quarter inden jeg falder i søvn med et brag efter nogle herlige dage i Halong Bay…

    Share

    Dag 303 – Magi i Halong Bay…

    Tuesday, February 6th, 2007

    Efter at ha’ været sammen med gode mennesker, jeg kan tale med i et par dage, er det som om jeg er blevet helt menneskelig igen, et socialt væsen, der ikke blot afværgrer ustandselige gadetilbud fra sælgere dagen lang.

    Der var rotteræs på plankerne ude foran kahytten i nat – min roommate Rob snorkede videre og mig generede de helle ikke, så længe der var planker imellem mig og udyrene.

    The junk that showed me incredible Halong Bay...

    The Junk and me...

    Enjoying a private hour on the junk in Halong Bay

    Cat Ba Island

    Monkey Island (with no visible monkeys on that particular day!)

    Vi går i land på Cat Ba Island og går et par timer (nogle kalder det trekking) gennem junglelignende vegetation, over en lille stigning (nogle kalder det bjerge) og holder pause ved et stille husmandssted blandt mandarintræer og bananpalmer ved en lille sø. Gode danske snakke undervejs med Mie & Søren (sygeplejerske hhv. politimand), der i aftes præsenterede mig for

    Dagens Hit: Resten af deres pose med danske peberbolcher!

    Halong Bay in the afternoon light...

    Søren and I in the little ramshackle boat that took us to the Monkey Island...

    On a small rocky lookout on Monkey Island. Halong Bay, Vietnam.

    Ombord på båden får vi senere at vide, at vi ikke kan komme i land på “Monkey Island” pga. lavvande. Der er lidt muggen i krogene, men jeg bliver nødt til at tage konfrontationen op med guiden, for sådan en uhjælpelig undskyldning har jeg sjældent hørt. Som om tidevand var det nye vejrfænomen i Vietnam. Jeg går ham venligt men meget bestemt på argumenterne indtil han fortrækker ind til styrmanden. Efter lidt ventet melder guiden tilbage, at han har ringet efter en mindre båd, der ikke stikker så dybt og derfor kan tage os til øen. Det ku’ vi alle godt li’! Monkey Island afslører ingen aber, men vi går en tur op over klipperne til en afsidesliggende sandstrand med storslåede udsigter over Halong-bugten undervejs.

    Setting sun in Halong Bay

    Memories in the sand...

    Admittedly, I'm a sucker for those sunsets...

    Tilbage i Cat Ba By indlogeres vi på Hotel Princes, en *** overraskelse med alle moderne bekvemmeligheder. Dinner i restauranten med hele sjakket og et par aftenøl på en nærliggende bar.

    Socializing in the *** Hotel Princes on Cat Ba Island.

    Share

    Dag 302 – Underskønne Halong Bay

    Monday, February 5th, 2007

    Jeg er helt ude af trit med arrangerede ture, og finder det besynderligt, at jeg skal stå ude foran mit guesthouse og vente 20 min. på en pick-up scooter, der kører mig til bureauet, når det ville ha’ taget mig 10 min. at gå. Så meget for bekvemmeligheden.

    Vi er 16 mand i Halong Bay-gruppen og vi køres først fra Hanoi til Halong City, en tur i en Mercedes-van på ca. 3 timer. Ved færgelejet er der et mylder af turister og fine både af typen rig. (Fra Engeland til Skotland osv.)

    Halong Bay, Northeastern Vietnam.

    On the junk. Halong Bay, Northeastern Vietnam.

    Ombord får vi serveret frokost, som ikke overraskende er fiskeinspireret. På båden er også danske Søren & Mie, som jeg i løbet af de næste dage har nogle rigtig hyggelige stunder med.

    Halong Bay.

    Jeg deler kahyt med australske Rob, som jeg dog ikke får snakket meget med, da “konkurrencen” er stram med alle de gode mennesker ombord. Gruppen tæller også et par chilenere og 6 australiere, der alle tilhører 7.dags-adventisterne. Det meste af dagen sidder vi på taget af riggen og nyder Halong Bays surrealistiske landskab med over 3000 klippeøer, der buldrer op af havet og gør stedet helt særligt. Vi venter på solen, spiller Uno. Dagens oplevelsesmæssige højdepunkt er Hang Sung Sot-hulen, som er vanvittigt smuk og umådelig imponerende.

    Hang Sung Sot Cave in Halong Bay. Truly amazing!

    Hang Sung Sot Cave in Halong Bay. Truly amazing!

    Hang Sung Sot Cave in Halong Bay. Truly amazing!

    Hang Sung Sot Cave in Halong Bay. Truly amazing!

    Hang Sung Sot Cave in Halong Bay. Truly amazing!

    Vi lægger senere for anker og så er det kajaktid. Jeg ror med nogle af de australske høns, forbi små flydende landsbyer, blandt de små klippeøer og der lugter bestemt af Robinson Crusoe i min kajak! På Mie og Sørens anbefaling ror vi hen til en lagune i nærheden, som vi entrer ved at ro under en klippehvælving. Herefter åbner en rund lagune sig med grønt vand og stejle klippesider rundt om os. Ganske fantastisk!

    Fiskedinner på båden og derefter en stille stund med iPoden og en kold pilsner på det måneskinsoplyste skibsdæk. Har en dejlig aften med masser af snak og kortspil. Ved midnatstid udfordrer jeg flokken til en gang nattesvømning. Det er en nærmest magisk oplevelse at svømme rundt i det spejlblanke vand med udsigt til bjergenes silhouetter skabt af måneskinnet. Jeg laver morild til de tørre gæsters fornøjelse. Hvem sagde The Beach?

    Night swimming in Halong Bay...

    Dagens Tone: En Värld som förtjäner dig – Tomas Andersson Wij

    En ret overset singer/songwriter fra den anden side af bæltet. Hr. Wij formår at fremtrylle nogle fantastiske stemninger og lyduniverser, der borer sig ind, hvor kun god musik kan komme. Slumrer helt hen i dette univers i Mercedes på vej til Halong City…

    Om denne sang siger Tomas:

    Det var högsommar och jag köpte en ny akustisk gitarr på Twang, en jumbogitarr av det okända märket Quest som varit ute på några DiLeva-turnéer. Jag betalade 3 500 kr och gick upp med den i Vitabergsparken. Det är sant som Neil Young säger: There´s a new song in every new guitar. Jag satt under ett av parkens väldiga träd och skrev En värld som förtjänar dig i en ny Joni Mitchell-stämning jag hade lärt mig. Tagningen i Rommaröstudion sent på kvällen efter några timmars slit är magisk. Allt stämmer plötsligt och bandet spelar i världsklass.

    Share

    Dag 301 – Mr. Praktiske Gris

    Sunday, February 4th, 2007

    Praktisk dag i Hanoi. Jeg vil ikke kede med detaljer fra dagen – bare fortælle, at jeg efter at have besøgt 7-8 turoperatører, der alle arrangerer bådture på Halong Bay, der med sine mere end 3000 øer er en af Vietnams største attraktioner og på Unescos World Heritage List, beslutter mig for at hoppe med på en af turene i morgen! Det ser jeg virkelig frem til! 50 USD for 3 dage/2 nætter inkl. bådturen, forplejning, overnatning på båden og på hotel, entreer, kayaking, etc. etc.

    Sådan ser der ud på Bia Hoi-hjørnet i Hanoi om eftermiddagen. Aktion starter omkring spisetid, topper ved 22-tiden og lukker ved midnatstid. Så ved man det.

    Bia Hoi Corner, Hanoi

    Share

    Dag 300 – Bia hoi i Hanoi!

    Saturday, February 3rd, 2007

    Bon appetite!

    Hoan Kiem Lake in central Hanoi, Vietnam

    En lille jubilæumsdag i WT-lejren. Så er det godt, at der fås glimrende fadøl her i Hanoi. Mere om det…

    Jeg er helt kaffeliderlig og sætter mig på en 2.sals café midt på den travle Hang Hanh-gade i det centrale Hanoi og skyder dagen i spil med 3 store kopper milk coffee og orienterer mig om storbyen i guidebogen.

    Hanoi Old Quarter...

    Hanoi Old Quarter...

    Sysler rundt i det gamle kvarter det meste af dagen, i et kaotisk virvar af scootere, mennesker og polyfoniske hovedstadslyde i de 50 gader, der hver især oprindeligt specialiserede sig inden for et erhverv og som stadig bærer navnet disse erhverv (ex. silke-, kiste-, tromme-, løg-, krukkegade). I dag er billedet her mere broget, og alt, hvad der kan sælges, sælges her. Vietnamesere har handelsblod i årerne.

    Hanoi youngster...

    Hanoi Old Quarter...

    Market. Hanoi.

    Under aftenkyllingen på Little Hanoi Restaurant falder jeg i snak med newzealandske Bill og senere – under en lang stribe fadøl på bia hoi-hjørnet – med et canadisk kærestepar fra Montreal (inkl. en skøn fransk dialekt på deres engelske tunger). Bia hoi er en slags institution her i Hanoi. Det betyder ganske enkelt “frisk øl” og sælges på fade ligesom vi kender det fra DK. Øllet indeholder ingen tilsætningsstoffer – en herlig undskyldning for at tømme tønderne inden aftenen er slut! På Bia Hoi-hjørnet sidder man, rejsende & lokale, på de for Vietnam så klassiske små plastikstole på fortovet (eller ude på vejen, som aftenen skrider frem og kunderne bliver flere) og diskuterer stort og småt mens øllet, der må være verdens billigste, flyder fra tønderne. Et stort glas koster ufattelige 72 danske øre. Det var en glad, småberuset Fumil, der gik i seng i nat…

    Share

    Dag 299 – Ohøj, Hanoi

    Friday, February 2nd, 2007

    Ninh Binh -> Hanoi! (guest house)
    Distance (km) : 98
    Time on bike : 4h 44m
    Brutto time: 8.35 – 14.00
    Avg : 21.07 km/h
    Total (km) : 13592

    Tune of the Day: Babylon – David Gray

    And if you want it just come and get it, crying out loud
    The love that i was giving you was never in doubt
    Let go of your heart let go of your head and feel it now
    Let go of your heart let go of your head and feel it now babylon

    Argh, en stressende morgen, hvor jeg skøjter rundt for at finde morgenbrød og kaffe. Alle hustlerne er på gaden og jeg gider dem ikke. Giv mig nu bare den skide kaffe til lokal pris!. Ude af Ninh Binh kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt passet på hotellet – en fare, der lurer hele tiden her i Vietnam, hvor hotellerne altid pasregistrerer én. Er det et kommunistisk levn? Cambodia og Thailand er ex. langt mere liberale på dette område.

    Prof. Danish...

    Jeg er morgentræt og har 100 km modvind i dag, men udsigten til Hanoi giver energi og jeg skyder den bare af, specielt på de sidste 40 km på Hwy 1 mod hovedstaden, som foregår på en motorvej med sparsom trafik.

    Finally! Hanoi, Hanoi, Hanoi...

    Yeah, Hanoi, det egentlige delmål siden jeg den 3. januar, for 2.000 km siden, forlod Saigon. Trafikken ind mod den gamle bydel er tæt, men ikke vanvittig. Slår mig ned på et familiedrevet guesthouse på 5. sal og har nogle fine timer rundt i Hanois livlige Old Quarter. Er ikke rigtig i humlegear, så jeg smutter hjem og får hvilet ud.

    Befinder mig nu kun ca. 150 fuglekm fra Kina, som jeg forlod via bagdøren Tibet for 3 måneder siden. Skørt.

    Share

    Dag 298 – Tam Coc og Hoa Lu

    Thursday, February 1st, 2007

    Det har været en af de supermættende, geniale dage, hvor jeg kunne lægge mig og dø lykkelig! Jeg lejer en scooter for dagen (5 USD) og kører til Tam Coc, der poetisk kaldes for “Rismarkernes Halong Bay”. Sammen med en fransk dame hyrer jeg en robåd og 2 gamle damer, der sidder ved årerne. De tager os på en 2 timer rotur rundt i de små vandløb mellem gigantiske klippeformationer, rismarker og gennem 3 lavloftede grotter. Det er ret fantastisk og en god mulighed for at komme helt tæt på de flittige hænder i rismarkerne. Mange af de lokale her arbejder i mudder til lårene dagen lang. Et fotogent syn. En væmmelig tanke. Solen skinner og det er meget behageligt at sidde og lytte til den lille robåds lyde i vandet, mens de to damer pludrer løs non-stop.
    Damerne forsøger som ventet at prakke os en masse hjemmelavede broderier på, men i egenskab af mand overlader jeg trygt den tjans til den franske dame ved siden af mig 😉

    (mere tekst følger snarest…)

    Tam Coc rowing boats...

    One of the caves in Tam Coc...Watch your head, mister!

    Rice paddies, Tam Coc, Ninh Binh Province.

    Lady rowing with her feet...

    Rice field worker...

    Tam Coc - February 2007.

    Little bat. Daylight in Tam Coc.

    I was welcome that very day!

    Bich Dong Pagoda, Ninh Binh Province, Vietnam.

    "Mod con" anno 2007 in Vietnam...

    Tam Coc rice fields...

    Portraits from Hoa Lu Village...

    Portrait from Hoa Lu Village...

    Share