• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for June, 2007

    Dag 447 – Full Moon Party på Perhentian

    Saturday, June 30th, 2007

    (Billeder kommer…)

    Jeg checker ind på Symphony til formiddag, prisen er den samme, 20 RM (32 DKK), men døren kan her faktisk låses, fanen virker og der er en stikkontakt – en luksus, som jeg med det nye videokamera er blevet endnu mere afhængig af.

    På stranden møder jeg canadiske Sara, som jeg først mødte i Tibet, så Nepal, Thailand og nu Malaysia. På The Family Café, der bliver min absolut foretrukne på Perhentian, falder jeg i snak med jævnaldrende Mike fra Liverpool, der har arbejdet i Sydkorea i 3 år som engelskunderviser. Han har levet som en fyrste og overvejer at fortsætte det søde liv.

    Livet her på øen er også sødt. Stranden er himmelsk indbydende. Vandet grønt og meget klart. La vie douce.

    Om aftenen har jeg fornøjelsen af, at deltage i det første full moon party på Perhentian-øerne. Et par vesterlændinge står for arrangementet. Vi er vel et par hundrede mennesker, der ved 20-tiden bliver hentet på stranden og sejlet til den store Perhentian-ø, ca. 15 min. mod øst. Bådturen er skøn med den stigende måne, der er både gul og fed. Der er fire dancers, glade folk, semi-dyre drinks og stemningen er fin. Men aftenens store knudepunkt, som forhindrer den i at ramme de ønskede højder, er den elendige dance/technomusik. Det er ikke godt nok. Bedre musik kommer til gengæld fra et norsk Oslo-par, Ida & Patrick, der er godt i stødet. Det er fantastisk at høre norsk igen (jeg savner dig, Ragge! 🙂 ), og det kompenserer delvist for alt det for mig navnløse pjat fra DJ-pulten. Jeg famler rundt i det danske efter mere end 80 dage uden at ha’ snakket dansk, face-to-face. Efter en sidste øl på den norske terrasse tager jeg imod tilbuddet om at crashe på terrassen, inden jeg ved solopgang tager en taxi-båd tilbage til “min” ø.

    Share

    Dag 446 – Verdens bedste rejsefolk?

    Friday, June 29th, 2007

    Jeli -> Pulau Perhentian Kecil (wooden hut)
    Distance (km) : 111
    Time on bike : 5h 35m
    Brutto time: 09.30 – 17.00
    Avg : 19.80 km/h
    Total (km) : 17.707

    Den her er lidt tricky. Man møder en masse andre rejsende på vejen. Nogle kan man li’, andre ikke.

    Når det så er sagt, så ser jeg en form for mønster i de nationaliteter, som jeg normalt kommer godt ud af det med, trives med, har sjov med, føler jeg forstår og føler mig forstået af etc. Jeg ved det er vældig eurocentrisk (lidt som når Estland giver stemmer til deres nabolande i melodi grand prix), men det er sådan jeg har det. Når alt kommer til alt, så er det jo mennesker jeg holder af, uanset nationalitet…

    Min Top 10 Verdens Rejsefolk

    01 – Holland
    02 – Canada
    03 – Sverige
    04 – Australien
    05 – Frankrig
    06 – Norge
    07 – Tyskland
    08 – USA
    09 – Schweiz
    10 – Sydafrika

    Jeg havde i aftes en fornemmelse af nattekryb (rotter!) i pulterkammeret, men jeg slap og fik en overraskende god nats søvn med kun 5-6 kortere søvnbreaks. Da jeg udenfor huset er på vej i sadlen, kaldes jeg ind af en tørklædepige, der spørger, om jeg har lyst til morgenmad. Jeg sætter mig med en tallerken mad og falder i snak med pigen, Umi, der sammen med 3 andre Kuala Lumpur-piger arbejder her for WWF Malaysia på et projekt for at løse den voksende tiger/human-konflikt her i området. Den malaysiske tiger lever kun her på den malaysiske halvø og enkelte i det sydligste Thailand på den anden side af grænsen kun 5 km her fra.

    “So you’re like Forest Gump – with a bicycle?”, spørger en anden af pigerne efter lidt WT-intro. Ja, og livet er som en boks fuld af chocolade. De er rigtig søde, taler godt engelsk og virker dannede på en måde som jeg ikke har været vant til de sidste dage. No offence. De laver en lille lunchbag til mig og vinker farvel til en opløftet, trods en kaffeløs morgen, Fumil.

    Jeg har ondt i halsen her til morgen. Sikkert pga. fanen, der kørte hele natten og gav mig blæs i ansigtet. Men det er ikke noget som et par Kopiko kaffebolsjer ikke kan klare. Jeg er så heldig stillet, at min hals ikke kender noget til reklamernes manipulation og ikke er programmeret til kun at bedres vha. Strepsil og andre uforsvarligt dyre sugetabletter. Kopiko kan også gøre tricket!

    En skyet dag. Det passer mig fint. Koncentreret cykling. Folk dytter og vinker og smiler, og nogle forsøger at få minisamtaler i gang gennem nedrullede bilruder. Jeg er ikke en stor fan af disse samtaler. Det er som om de aldrig rigtigt når nogen vegne eller dybde. Mange små landsbyer langs den let trafikerede bivej mod kystbyen Kuala Besut, som jeg når ved 17-tiden. Det er herfra, at færgen til Perhentian-øerne afgår, og jeg når lige at få omorganiseret cykeltaskerne, arrangeret opbevaring af cyklen ved et billetkontor på fastlandet inden dagens sidste båd afgår 17.30 (45 min.).

    Der er stort set kun andre rejsende på båden, og det er lidt uvant at være tilbage blandt rejsefolket igen efter de sidste 4 dages jungleride på tværs af Malaysia, hvor jeg ikke mødte en eneste. Øerne – der er 2 beboede Perhentians, den lille og den store – ser tillokkende ud selv i et overskyet aftenvejr. Jeg er glad for den tykke duft af benzinos på båden, fordi den overtrumfer den ellers ganske harske lugt fra mit cykeltøj.

    På Perhentian Kecil, den lille, finder jeg Champaka Chalets, der har en helt simpel træhytte fri til 30 RM. Der er ikke lys indenfor, låsen er rusten og upålidelig og fanen virker ikke, så jeg udnytter disse defekter og prutter hytten 33% ned. It’s only fair, mister…

    Kan mærke, at jeg lige skal ind i en anden verden her. Et andet gear. En anden attitude (jeg kan snakke med folk her!). Føler mig sgu lidt som Clark Kent nogle gange, med de to forskellige personae: Den målrettede, fokuserede cyklist Zülle og den rejsende, sociale Nicolai. Ingen Superman-sammenligning i øvrigt! 🙂

    Share

    Dag 445 – Hvor er min Henning Primdahl?

    Thursday, June 28th, 2007

    Gerik -> Jeli (free night in storage room)
    Distance (km) : 127
    Time on bike : 7h 32m
    Brutto time: 09.15 – 19.15
    Avg : 16.91 km/h
    Total (km) : 17.596

    Min gamle jorden-rundt-rejsekammerat, T. Frank sendte mig forleden dette billede fra Sumatra, 1996. Pigerne til venstre er indonesiske skolepiger, jeg gav et lift hjem fra skole. Hende til højre er mig…

    Nicolai giving two young school girls a lift on Sumatra, 1996.

    Jeg fik mig 10½ times skønsøvn på Great Wall Hotel, trods min uønskede gummi-partner.

    9.10 er jeg på gaden.

    9.30 ligger der indiske roti canai (friskbagte fladbrød a’la pandekager) og verdens tyndeste kaffe i sækken.

    9.32 afgang Gerik.

    Bjergene kommer igen bag på mig i dag. Jeg har det vildt varmt hele dagen. Vejrudsigten sagde 36C og jeg tror den gerne. Hvad jeg troede var en 2, max. 3, dages ride in the park fra Penang til Malaysias østkyst er ved at blive en 4-dages svedig jungle ride. Det skal ikke altid gå som præsten prædiker. Flere gibbon-aber, fugle, sommerfugle på størrelse med svaler, og tropisk jungle hele vejen.

    Ved middagstid når jeg den opdæmmede sø, Lake Temengor. Jeg synes om stedet, er opkogt af middagsheden og bjergene, og overvejer seriøst at blive her en nat, da jeg ser et campingskilt. Nøjes dog med en gang karrykylling m. ris og fortsætter.

    Ser flere advarselsskilte med elefanter. Hjemme i danske beboelsesområder er det gerne “Legende børn”, skiltene forsøger at gøre trafikanter opmærksom på. Her er det elefanter. Hvert land sine skikke.

    Jeg er havnet i Tryllebjergene. De bliver ved med at dukke op foran mig, hele tiden, og min bøn om, at det snart må gå ned igen hører ingen. Hvad fanden skal den vej helt oppe på bjergtinden? Udsigterne er skønne, men det er hårdt arbejde. Dagen rummer et umiskendeligt element af masochisme. Ikke at jeg er en uforbeholden modstander heraf, når det kommer til fysisk udfoldelse – lidt glad for selvpålagt smerte skal man vel være for at vælge at cykle jorden rundt – men som i går var jeg uforberedt på dagens etape. Hvor er min Henning Primdahl henne, når jeg har mest brug for ham? Det føltes som at hoppe i løbeskoene med en 10 km tur i tankerne, og så ende op med at løbe en maraton!

    Jeg får lidt nu energi, da jeg nær et af elefantskiltene fornemmer en sødlig, dyreekskremental duft. Ja, der lugter af Benneweis, så jeg skærper min elefant-spotting fra cykelsadlen. Ingen gevinst dog.

    Ved 17-tiden når jeg endelig bjergpasset i ca. 1300 højdemeter. Der er stadig 52 km til Jeli. En kioskmutter forsikrer mig, at det går nedad hele vejen til Jeli og optimismen i Camp WT stiger. Det bliver 2 geniale timer i nedkørslens hellige navn. Benene er LSD-vilde og Zülle overvejer igen en reserveplads i Touren. Særligt efter den sidste tids dopingtumult, må der da være plads…

    I Jeli finder jeg et overnatningssted i udkanten af byen. Men overnatningen her er urimelig dyr, så jeg forklarer min situation og det begrænsede budget til den kalotklædte mand, der driver stedet, og får lov til at sove på gulvet i et pulterrum i stedet.

    Share

    Dag 444 – 7 vilde heste & 1 glad muslim

    Wednesday, June 27th, 2007

    Kampung Bagan Baru -> Gerik (hotel)
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 34m
    Brutto time: 11.25 – 17.30
    Avg : 17.80 km/h
    Total (km) : 17.469

    (Billeder kommer…)

    Jeg sov godt i huset hos enken og hendes datter Ella. De serverer et overdådigt morgenbord med mange malaysiske godbidder. En mand fra nabohuset tager mig rundt i landsbyen på sin scooter og viser mig stolt miniature-biblioteket med landsbyens eneste @-adgang, den nye moské og beder mig underskrive et hav af gæstebøger, der bekræfter, at jeg er den første ikke-malaysiske turist i byen. Han beder mig om at blive en ekstra dag, så han kan vise mig områdets seværdigheder. Alt sammen gratis og for at gøre mig glad. “If you’re happy, we’re happy! We are not bad muslims”Han gentager doktrinen mange gange, og jeg ved, han mener det. Han er en glimrende ambassadør på islams vegne. Det er et stort og sjældent tilbud, men min krop er fyldt med kinetisk rulle-energi, og mentalt er jeg indstillet på at komme i sadlen igen. End ikke 7 vilde heste eller en venlig muslim med et hjerte af guld kan stoppe mig.

    “Come again, Nico. Have a nice day and may God bless you”. Mandens ord og pigernes afskedsvink sender mig fra landsbyen indhyllet i den form for taknemmelig gåsehud, som følelsesladede og berigende oplevelser kan give. Hvilken menneskelighed, hvilken åbenhed.

    Hvis jeg satte mig i en stor, hvid boks resten af ugen med kun tankerne som partner, så vil den alligevel ha’ været oplevelsesrig.

    Det er en hård cykeldag. Det går opad i et par timer, non-stop og nådesløst. Min tanker går til Touren. Fra min hage løber sveden som fra en utæt vandhane. Der er næsten ingen trafik, masser af jungle og junglelyde, fine udsigter. Efter de første 50 km er gennemsnittet kun 13 km/t. Jeg cykler efter nogle ret dårlige turistkort i øjeblikket, og intetanende er jeg på vej op mod et bjergpas i ca. 1000 m. De sidste 3 km op til passet tager 35 min, excl. vand- og fotopauser. De næste 3 km nedad tog 4. Kogaen (min cykel, for evt. nytilkomne) sprudler og fører sig frem med en topfart nær de 70 km/t (jeg havde travlt med at inspicere overfladen på den snoede asfalt).

    Det er nok snarere min mentale uforberedthed end selve forceringen af bjerget, der gjorde turen hård. Luftfugtigheden i junglen er ca. 90%.

    I Gerik slår jeg mig ned på det anonyme Great Wall Hotel til kun 20 RM (32 DKK) for natten. Men så måtte jeg også dele kammer med et brugt kondom i hjørnet.

    Share

    Dag 443 – Exit Penang – Enter The Jungle

    Tuesday, June 26th, 2007

    Penang -> Kampung Bagan Baru (family home stay)
    Distance (km) : 104
    Time on bike : 5h 26m
    Brutto time: 10.40 – 17.00
    Avg : 19.03 km/h
    Total (km) : 17.388

    (Billeder kommer ved lejlighed…)

    Dagens Tone: I fornuftens land – Niels Hausgaard

    Ahh, det var rart at få sendt en 2-kilos pakke (tøj og diverse) hjem til Fyn her fra Penang i morges. Under 10 min. tog det, sølle 32 RM (48 DKK) inkl. indpakning. Det gjorde plads til min nye baby og det føltes næsten lige så godt som sex på en søndag.

    Det er en meget flot cykeldag, da jeg først kommer over den tæt trafikerede, 13,5 km lange bro fra Penang til fastlandet ved Butterworth. Broen er iflg. den lokale tunge Sydøstasiens længste. Efter en times cykling begynder junglen langsomt at tage over, med tæt tropevegetation (bregner, palmer i forskellige afskygninger, mos, slyngplanter og så løb jeg tør for botanik) og en skøn skovduft. Vejen er god og snor sig som en ilter asfaltslange gennem den stedsegrønne – argh, ikke helt tør – jungle. Solen brænder hele dagen, 36C.

    I Selama spørger jeg en venlig postmand om vej mod Gerik. Han forklarer og sender så en byge af kontraspørgsmål afsted mod mig. Ja, jeg cykler alene, ja, helt fra Danmark, ja, jeg skal til Amerika…
    “So you are going to sleep in the jungle out there?” Han kigger forundret på mig, og jeg forklarer, at jeg har et telt og at jeg nok skal finde et sted at sove. Mojn-mojn, postmand!

    På nogle strækninger myldrer det med aber inde i den tætte skov. De forstyrres af min kommen og springer atletisk op i træerne. Der er fandme flere aber end der er mennesker her! Sommerfugle, døde varaner (eller monitor lizards/forvoksede firben/iguanas/øgler og hvad de ellers kaldes) og slanger, et par vilde hunde udgør en del af den øvrige fauna.

    Jeg gør mange video-stops undervejs. Det er en helt ny oplevelse at rejse med et videokamera for øjet er nu opmærksom på andre elementer end øjet, der ser gennem still-billeder. Det gør mig vild af begejstring og hullet på kontoen efter købet er allerede glemt efter de første optagelser…Yihaa!

    Om delstaten Perak, hvor jeg er nu, skriver min guidebog: Much of the north […] is dominated by jungle and sees very few foreign visitors. Det er en ubeskåret sandhed i landsbyen Kampung Bagan Baharu, en lille landsby med 400 indbyggere midt i det nordlige Malaysia, hvor min cykeldag ender.

    Landsbyen introducerede i 2005 et home stay-program, der tilbyder folk et indblik i det malaysiske landsbyliv. Jeg bliver af en pige eskorteret hen til en home stay-familie, hvor en enke bor med hendes datter. Snart præsenteres jeg for formanden for programmet, der fortæller mig, at jeg er den første udlænding i landsbyen. Sikke en ære! Han fortæller mig så, at jeg desværre ikke kan overnatte i landsbyen fordi de kun tager imod grupper og ikke enkeltpersoner. Det er helt græsk for mig, så jeg konfronterer ham med det irrationelle heri, hvorefter anden forklaring kommer på banen: Moderen er enke og bor sammen med sin datter. Deres religion forbyder, at de kan have en mand boende. Hmm, den kan jeg ikke rigtigt gøre noget ved. Men jeg kan se, at de er kede af, ikke at kunne hjælpe mig. Det er nu, at muslimernes famøse gæstfrihed skal vise sig, tænker jeg, og venter tålmodigt. Jeg fortæller hvor træt jeg er, hvor langt jeg har cyklet i bjergene og den slags. Jeg ved, at et nej ikke altid et nej, og – voilá – efter lidt mere snak er der grønt lys alligevel. Charme før trussel.

    Hvad der ellers skete i landsbyen kan man forventeligt læse i fredagens (06JUL07) udgave af MetroXpress.

    Et slørløft fortæller, at det bliver en aldeles uforglemmelig oplevelse i landsbyen, hvor alle har hjerter af guld.

    Share

    Dag 442 – Store Kameradag

    Monday, June 25th, 2007

    Nogle gange skal man op med pungen for ikke gå ned på udstyret. Sådan siger min gode ven, Bex. Det er ikke noget dårligt råd. Jeg tager det til mig i dag. Mange dages grundige overvejelser, research, besigtigelse og drømme munder i dag ud i, at jeg køber det Sony videokamera, jeg har været besat af de sidste dage her i Georgetown. Jeg har svært ved at styre begejstringen, for det er en vidunderlig, lille sag.

    Isrealerfaren i mig fik presset en ganske pæn mængde udstyr med i den ublu pris for kameraet: En vidvinkel konverter, en semi hardcase-taske, ekstra batteri, 3 miniDV-bånd, en tripod (en fuldvoksen model). Så jeg har måtte tynde ud i bagagen og vil i morgen sende et par kilo hjem til Danmark.

    Jeg ville være en bragende god fangst for en eventuel landevejsrøver nu (så hold tæt, ikk’?).

    Mødes om aftenen med tyske Myriel. Myriel mit dem Dreadlocks. Hun aflæser med det samme den blomstrende kærlighed i mit blik. “So you bought the camera today! I can see it!!”

    Hun havde ret. I did it… 🙂

    (Min hard drive, hvor jeg opbevarer alle mine billeder, døjer med interne problemer for tiden, så jeg kan ikke oploade billeder nu. Men jeg har taget doktorkitlen på, og forsøger at fikse patienten…)

    Share

    Dag 441 – Det masturberende monster

    Sunday, June 24th, 2007

    Man græmmes nogle gange.

    Det sker sjældent for mig, men i dag græmmede jeg mig. Ikke over mig selv, fæle fodlugte eller surt cykeltøj, men over en fyr, der sad ved siden af mig på internetcaféen her i Georgetown downtown. Jeg havde ikke bemærket ham før jeg ud af øjenkrogen ser nogle mistænkeligt, rytmiske armbevægelser under PC-bordet.

    Jeg tror det er løgn, men fyren sidder fandme og onanerer! Til cyberporn på skærmen. Det er tidlig aften og @-caféen er fyldt. Jeg river fat i tyske Myriel på min anden side, og hun er også ved at falde ned af stolen i forbløffelse. Jeg er dybt provokeret, men forsøger at ignorere den klamme satan 50 cm fra mig. Han fortsætter ufortrædent selvom jeg forsøger stirre-tricket for at hylde ham ud af fatningen, men fyren har en mission og lader sig ikke forstyrre. Disgusting.

    (Et billede af monsteret kommer her ved nærmeste lejlighed…Skulle man være interesseret!)

    Share

    Nu vi er ved det: Thailand album #3!

    Sunday, June 24th, 2007

    Thailand fotoalbum #3

    Share

    Fotoalbum #2 fra Thailand er ude…

    Sunday, June 24th, 2007

    Jeg håber de behager!

    Thailand fotoalbum #2

    Share

    Dag 440 – “You need some decoration!”

    Saturday, June 23rd, 2007

    At the bakery...Penang, Malaysia.

    KOMTAR shopping complex, Penang.

    Jeg sidder her i KOMTAR og sitrer på hænderne. Har lige hilst på den labre sag (videokameraet) igen, for ligesom at vise min interesse og droppe alt det hard-to-get-pis, som alligevel ikke fører nogen vegne.

    Little India, Penang, Malaysia.

    Little India er et lille, rigtig hyggeligt kvarter i Georgetown. Masser af dejlige restauranter og masser af knapt så dejlige CD/DVD-butikker, der sender superhøj hindipop langt ud på gaderne. Men det er ikke uden charme.

    Little India, Penang, Malaysia.

    Jeg har mig en ultrakort samtale med en lokal taxi-chauffør ved shoppingcenteret, da jeg er på vej til at købe en is. Den gik sådan her:

    Taxi-chauffør: Taxi, misterrrr? (som kun indere kan sige det)
    Mig: Ice cream, mister!
    Taxi-chauffør: Ahhh…good…hot.
    Mig: Yes.

    Food stall in Penang's Chinatown...

    Som kompensation for det virrende shopping-gen, som jeg ellers ikke tilgodeser i dag (dvs. intet kamerakøb), får jeg fat i en iPod Radio, en slags plug-in til min iPod. Det er som om en helt ny verden har åbnet sig for mig, iPod’en har fået nyt liv via alverdens radiostationer. Det er fandme skønt.

    Food stall in Penang's Chinatown...

    Food stall in Penang's Chinatown...

    Jeg hænger ud med crewet fra i går, menuen er ligeledes den samme. Flydende føde i form af billig whisky og cola. Senere får vi selskab af Iggy Pop, den malaysiske udgave, der indtil sent på natten hårdnakket bliver ved med at påstå, at det, han drikker er mineralvand. En skråsikkerhed, han måtte betale for idet han blev pivstiv. Meget underholdende i små bidder. Han vrøvler løs om, at “If you did some decoration you would look very handsome”. Han forklarer mig flere gange (som fuldfolk har for vane), at et par solbriller og tilbageslikket hår ville gøre mig rigtig tjekket…Mayby I do need some decoration. 😉

    The drunken sailor...

    Share

    Dag 439 – En elektronisk forelskelse…

    Friday, June 22nd, 2007

    Jeg er faldet i forelskelsens hule igen!

    Denne gang er det i en virkelig laber, slick sag. Et Sony HDR-HC7 digitalt videokamera. Jeg ser og prøver det i Komtar shoppingkomplekset og er solgt med det samme. Det er som om kameraet har valgt mig og ikke omvendt. Jeg bruger det meste af dagen på at læse anmeldelser af dette og konkurrerende modeller på nettet.

    Little India, Penang, Malaysia.

    Det kunne virkelig åbne op for helt nye WT-døre, at have et videokamera med på rejsen, og hjertets uregelmæssige dunken det meste af dagen fortæller mig, at jeg nok burde slå til. Men prisen er hamper, og får mig til – som ved alle forelskelser i øvrigt – at blive lidt jeg tilbageholdende, afventende.

    Jeg går i de næste 2-3 dage og grubler og tænker over kameraet. Kan ikke rigtigt ryste det ud af hovedet.

    Chinatown, Georgetown, Malaysia.

    På Banana Guesthouse sætter jeg mig med en øl og An Equal Music, en virkelig god, bevægende roman af Vikram Seth. Læs den.

    An Equal Music by Vikram Seth. A great read.

    Falder i snak med nepalesiske Max (27), der arbejder på hostellet, hans ven Din (37) og en tysk pige, Myriel (24) fra Stuttgart-egnen. Der kommer vodka, is og cola på bordet og en aldeles fin aften udfolder sig.

    Share

    Spamdræberen gjorde det igen!

    Friday, June 22nd, 2007

    Pablo har nu fikset spam-problemet på siden. En stor tak, broder!

    Så nu er der ikke længere nogen undskyldning for at sende en lille kommentar, hilsen, ris/ros eller andet!

    Jeg beklager, hvis der i spamkampen er røget en enkelt kommentar eller to – sådan går det i krigstider.

    Hvordan var din dag?

    Nicolai

    Share

    Dag 438 – Penang Hill

    Thursday, June 21st, 2007

    The ubiquitous VW Beetle...Penang, Malaysia.

    Vidste du, at Sjælland er verdens 95. største ø?

    Chinatown, Penang.

    …og at Fyn, gode Fyn, er nummer 163 på samme liste?

    Begging woman at KOMTAR complex.

    Jeg kan nu tælle til 10 på malaysisk og sige “That was delicious” og “I like it hot and spicy” (maden, forstås).

    The massive KOMTAR shopping complex. Penang, Malaysia.

    Det er lidt mere end 11 år siden jeg sammen med Hr. T. Frank var i Georgetown. Vi var i byen i 2-3 dage og ventede primært bare på at komme med færgen til Medan på Sumatra, Indonesien. Der var udbrudt kolera i byen, så vi brugte det meste af dagene på en steril McDonald’s restaurant i det store KOMTAR shoppingkompleks. Det er underligt at gense stedet – umuligt uden at savne.

    Funicular at Penang Hill

    Jeg bruger et par eftermiddagstimer på Penang Hill – bjerget, der lurer bag Georgetown med sine 821 m høje granitklump. Den schweisisk-byggede sporvogn, der fører op til toppen af bjerget, er fra 1923. Først i 1977 blev disse skiftet ud med de nuværende. Turen er stejl, ca. 35-40 grader op ad skråningen gennem jungle og anrettede haver.

    Funicular at Penang Hill

    From the funicular going up the steep Penang Hill (821m)

    Turen op tager 25 min. og udsigten er fin. Temperaturen er 4-5 grader lavere end nede i Georgetown. Jeg sveder alligevel for kabinen var fyldt som en dansk svinestald.

    Penang Hill (821m)

    Local bus. Penang, Malaysia.

    Jeg har en rigtig fin aften i Georgetown. Jeg skyder mig selv i stemning med et par høkerbajere fra 7-Eleven, stærke Danish Royal Stout Ginger 8,0%!

    Hainan Temple, Penang.

    Under aftenkaffen falder jeg ved mit bord i snak med to uni-studerende fra byen. Fine mennesker, og der udveksles adresser, som det sig hør og bør.

    Peking Hotel, Penang.

    De prostituerede ladyboys her i Georgetown er vilde med mig og trods blanke afvisninger de sidste 2 aftener, bliver de ved med at pifte, huje og rive fat i mig. Vamle fyre! 🙂

    Slippery Señoritas er stemningen fin, musikken fra diskoens årti. Det kan jeg li’! Jeg er dog for nærig til rigtigt at give mig i kast med de latterligt dyre øl & drinks, der er behæftede med danske priser næsten. Det bliver til en enkelt kun, lettere presset af bartenderne, der konstant er over mig indtil jeg bestiller.

    The Slippery Senoritas disco in Penang, Malaysia.

    Slippery Señoritas er for de velbjergede malaysere. Ved nabobordet er en flok rigfolk i gang med en gigantisk flaske whisky (2½ L) til 1150 DKK. Jeg nøjes med en zombie til 42. Den er OK, men langt fra lige så stærk og god som de drinks, Pablo plejer at lave hjemme på Nørrebro.

    Joyride! Shoot! Just come...

    It's been one long day for this trishaw driver...

    Share

    Dag 437 – Unge børn & gamle kanoner

    Wednesday, June 20th, 2007

    Dagens avisoverskrifter er gårsdagens storm, der iflg. øjenvidner var værrere end 2004-tsunamien her. Flere fisker blev fanget og forliste ude i de vilde bølger, men alle blev reddet i land.

    Jeg flytter ved middagstid fra det dyre 45 Ringgit (x 1,6=DKK) A/C-værelse til nok det mindste værelse, jeg har boet på. 4 kvadratmeter er det. Jeg er stadig på Banana Guesthouse, og standarden er stadig fin. 18 Ringgit er prisen svundet ind til.

    My 4 sq.meter room at the nice Banana Guesthouse...

    En skøn, veltilrettelagt dag med sightseeing, små gode, lokale encounters – også kulinariske -, læsning, MetroXpress-artikel og aftencruising rundt i Georgetown. Det er en virkelig hyggelig, livlig, historisk perle!

    Sri Mariamman Temple (Hindi)

    Dagens Tone: You Are My Sister – Antony and the Johnsons

    The pavilion at St. George's Church, Penang.

    Fort Cornwallis er bygget i 1793, men huser en fin kanon støbt i Holland i 1603.

    Fort Cornwallis, Penang.

    Fort Cornwallis, Penang.

    Fort Cornwallis, Penang.

    St. George Church, Kuan Yin Teng-templet, Kapitan Keling-moskeen, Masjid Melayu Acheen (moske), utallige af shophouses, et mylder af liv, trishaws – tre-hjulede rickshaws – og oceaner af spændende, interimistiske gadekøkkener er, hvad dagen bl. a giver mig.

    Penang City Hall

    Masjid Kapitan Keling, Penang

    …og så er der jo børnene, der altid vækker glæde.

    Local kids in Georgetown, Malaysia.

    Share

    Dag 436 – Tordenvejr over Melakka-strædet…(Jesus!)

    Tuesday, June 19th, 2007

    Om formiddagen besøger jeg et frilandsmuseum, der udover al den ris-info man kunne ønske sig også byder på rismarker i forskellige udviklingsfaser (og endnu tørvejr…)

    Rice paddies...Langkawi.

    Men vejret er helt skrækkeligt, da jeg ved middagstid checker ud og cykler de 20 km mod færgen i Kuah. Det stormer kraftigt og regnen skaber Songkran-lignende scenarier. Det er lidt vanvittigt. Jeg cykler slalom mellem nedfaldne kokosnødder, tykke grene og væltede træer, der spærrer for den 4-hjulede trafik. Jeg sniger mig via en forhave udenom. Vejene er oversvømmede flere steder. Det er en oplevelse snarere end en tarvelig tur.

    Thunderstorm on Langkawi.

    Jeg er sikker på, at Langkawi er en ganske fin ø. Jeg havde bare svært ved at se den gennem regnen.

    Der er ikke gevinst bag alle livets låger.

    Thunderstorm on Langkawi.

    Allerede inden båden sejler fra Langkawi i det nordvestlige Malaysia, ved jeg, at det bliver en helvedes overfart. En voldsom storm – der kommer til at udgøre forsidestof i morgendagens avis – plager hele kysten og havet er oprørt og frådende, selv inde i bugten, hvor havnen ligger. Besætningen er forhippede på, at jeg får fortøjret cyklen grundigt til stævnen, hvilket forstærker min fornemmelse af en grum, forestående sejlads.

    I kabinen på hurtigbådens nederste dæk, hvor alle passagerer er stuvet ned, deles der brækposer ud til alle. Jeg har aldrig været særligt søstærk og fortryder den sandwich og det kilo rambutan-frugt, jeg nåede at klemme ned inden jeg gik ombord på færgen.

    Det er en slem tur. Da vi kommer ud på åbent hav i Melakka-strædet hører jeg de første anstrengte bræklyde bag mig og snart sidder der til alle sider foroverbøjede hoveder og gylper. Båden gynger vanvittigt og jeg har det virkelig skidt. Snart kan jeg kun se den grå himmel ud gennem vinduet, snart kun havets æltende masse, der behændigt kaster båden op og ned i 3 meter høje bølger. Jeg kan læse ubehag og mild skræk i flere af de andre rejsendes ansigter, og at båden i det hele taget er sejlet ud i dette uvejr virker som en maritim fejltagelse.

    Min rumlende mave byder flere gange op til tango, men jeg ignorerer den. Dels pga. svineriet, det vil skabe, dels på grund af den forpligtelse, jeg føler, hviler over mig som dansker og dermed efterkommer af et af de største søfolk nogensinde: “Kom nu, Nicolai, tænk på vikingene. Du kan ikke sidde her og brække dig!”, siger jeg til mig selv i et mantra sat på repeat. Af og til er det som om båden mister kontakten til vandet og kortvarigt flyver gennem luften inden snuden dykker igen og lander med et larmende dump. Halleluja lord! og endnu en mavesæk tømmes. Jeg mærker, hvordan min maves lyst til dén tango rammer en opadgående kurve og gentager mantraet. Antallet af fyldte brækposer omkring mig har ramt samme kurve, og besætningen har travlt med at dele nye brækposer ud til de hårdt ramte passagerer.

    A foggy shot from the jetty in Georgetown, Penang - Malaysia.

    Kun forfængelighed og stolte tanker om mine fortidige søfartsbrødre, vikingene, afholder mig fra at skumme over. Min mund er fyldt med den ækle, pH-fattige væske, der som lyn før torden ofte rammer folk før opkastet, og som ligesom fostervandet bærer varslets tegn. Jeg sveder heftigt i den a/c-nedkølede kabine, maven byder atter op, og jeg er helt igennem elendigt til mode og ønsker bare at komme i land, væk fra dette vuggende helvede. Turens beregnede længde på 2½ time bliver til 4 i bølgernes omveje. Mine knæ er svage af søsyge, da jeg endelig stavrer i land, men jeg er lettet for hold kæft, hvor var det en ubehagelig tur. Så meget for de gamle vikinge…

    Banana Guesthouse, Georgetown, Penang - Malaysia

    Jeg finder Banana Guesthouse, som jeg opsnuste på nettet forleden. Et helt nyt og dejligt hostellignende sted med leben, pool og gode priser. Jeg er sløj det meste af aftenen, og lige før jeg tager hovedspringet i madrassen, kontaktes jeg på hostellet af østrigske Daniel og Ursula, samt 2 lokale Georgetown-mænd, Mr. Wong og “Mr. Wonderful” . De er alle virkelig godt stødet og byder på øl, som jeg ikke kan afvise. Trætheden vaskes væk og det bliver nogle hyggelige timer. Ursula, der har boet på Koh Pha-Ngan de sidste mange år, er into the Buddha Way og har nogle interessante perspektiver på energifelter, karma og den slags.

    Share

    Dag 435 – Tour de Langkawi på scooter

    Monday, June 18th, 2007

    Det er fortjent! Formiddagssolen skinner fra et blåt, semiplettet lærred og jeg er glad. Over den hurtige morgenmad studerer jeg (igen) kortet over Langkawi og lægger løse planer for ruten rundt på øen. Så meget for planlægning, skal det senere på dagen vise sig…

    Det er en helt ukendt, ugængs maskine, jeg har fået fat i. En Modenas, som angiveligt er et malaysisk MC-mærke. Men den gør sit job upåklageligt. Det er sweet at rulle på den mekaniserede facon igen.

    Dr. Doolittle kommer på en prøve i forsøget på at vinde den unge vandbøffels tillid…

    Water buffalo on Langkawi...

    Water buffalos on Langkawi...

    Dr. Doolittle er – klog af skade – mere påpasselig i omgangen med rhesusaberne ved Seven Wells-vandfaldet…

    Monkey at the Seven Wells Waterfall, Langkawi, Malaysia.

    Jeg bliver aldrig træt af at observere aberne. Fantastiske dyr! De ikke-aggressive, forstås.

    Monkey at the Seven Wells Waterfall, Langkawi, Malaysia.

    Turen op ad cementtrapperne til toppen af vandfaldet er varm, så jeg tager mig en dukkert i en naturpool på toppen. Jättebra.

    The Seven Wells Waterfall. Western Langkawi, Malaysia.

    Se, det var jo meningen, at denne tour de Langkawi skulle være fyldt med sprøde strande og turkis vand. Men ud på eftermiddagen trækker det virkelig op til uvejr, kastevindene løber løbsk, blade og grene virvler rundt og ude over havet nærmer grumme tordenskyer sig.

    Thunderstorm's coming my way!

    Det var en våd tur. Jeg går ikke i hi, men lader mig overdænge (og forbavse) af de store mængder regn. Hmm, ikke helt efter bogen. Men vandfaldene bruser af velvære.

    Langkawi Waterfall during the rain...

    Skumring på Langkawi efter at regnen er holdt op…

    Langkawi by night...

    Share

    Dag 434 – En gnu og en hingst

    Sunday, June 17th, 2007

    Det er gævt at være kommet til Malaysia. Maden er anderledes, lækker, muslimsk/indisk/malaysisk/kinesisk, you name it. Pengesedlerne er nye og kræver tilvænning, ansigterne, tørklæderne, sproget, duftene (mit tøj lugter stadig af gammel gnu, dog). Det er vældig spændende altsammen…

    Det er gråt & vådt det meste af dagen. Det gør mig lidt ondt at læse om Langkawis og Malaysias velsignelser samtidig med at være fyldt med lyst til eventyret og sidde og vente på, at vejret bliver bedre. Føler mig som en fortøjret hingst 🙂

    Jeg har hørt meget om dem, de faldende kokosnødder, der hvert år dræber flere mennesker verden over, end man tror. Nu har jeg også set dem. Kun ca. 7 m fra mig midt på Pantai Cenangs hovedgade lød pludseligt en tung, dump lyd. Jeg vendte mig og så en overmoden, flere kilo tung nød rulle på plads under palmen. Now, if there is a God…

    Share

    Nyhedsbrev fra Malaysia!

    Sunday, June 17th, 2007

    Det gemmer sig lige her!

    Share

    Dag 433 – Gråvejr på Langkawi

    Saturday, June 16th, 2007

    Dagens distance: 30 km, fra Kuah til Pantai Cenang, øst til vest Langkawi.

    Det regnede hele natten og her til morgen er der ingen tegn på, at den vil stoppe. Hmmm…Langkawi er en udpræget turist slash solskins slash strand-ø, så solen har bare at komme frem igen.

    Da vejrudsigterne er slukørende, pakker jeg mit grej og cykler fra Kuah på Langkawis østside til Pantai Cenang på vestsiden, hvor der er en strand og knapt så mange duty-free-butikker som i Kuah. (Mere info om Langkawi).

    Fruit lovers' paradise...Langkawi Island

    Jeg har under min hotelsøgning en snak med en lokal gut, der driver et gæstehus. Han har øjenvidneberetninger fra 2004 tsunami-tragedien, der også ramte Langkawi. 1 døde.

    Great roads on Pulau Langkawi...

    Pantai Cenang, Pulau Langkawi.

    Som billedet viser, er vejret skyet i dag. Det er noget pis. Det må der laves om på til i morgen. Jeg var blevet lovet… 🙂

    Share

    Dag 432 – Malaysia – og en mental blyantspidser

    Friday, June 15th, 2007

    Songkhla (Thailand) -> Pulau Langkawi (Malaysia)
    Distance (km) : 137
    Time on bike : 6h 20m
    Brutto time: 06.50 – 19.00
    Avg : 22.10 km/h
    Total (km) : 17.227

    Kære hotelgæst – overhold venligst følgende reglement…

    Dear guest...

    Morgenmaden (kaffe, rice porridge, yoghurt) indtages ligesom ca. 80% af mine morgenmåltider i Thailand sådan her. Altid siddende og aldrig langt fra en 7-Eleven.

    Typical breakfast on the curb near the local 7-Eleven...

    Dagens Tone: Going Home – Sophie Zelmani

    Allerede kl. 06.50 bærer jeg cykeltaskerne ned i foyeren, siger farvel til portieren, der med et V-formet peace-håndtegn sender mig afsted. “Lucky“, siger han smilende. Han mener “good luck“, men jeg vælger at tage ham bogstaveligt. I feel lucky.

    Mit hoved var fyldt med lidt for mange overvejelser til at jeg kunne sove ud. Beslutningen bliver, at jeg tager den kortere, vestlige vej til den malaysiske grænse og derved undgår de kriseramte provinser mod sydøst. Jeg flyver gennem Hat Yai og Sadao, og gennem gummitræsplantager og kokospalmelunde

    Rubber tree plantations. Near Sadao, southern Thailand.

    Moskeernes paddehattespir popper op overalt her i området som…(guess what, mushrooms!). Ingen tvivl om, at dette er muslimsk territorium.

    De sidste kilometer i Thailand smiler jeg ekstra meget til folk, jeg passerer. Som en form for respekt, og som en tak for denne gang. Tak for et fantastisk land & folk, hvis stærke kløer jeg flere gange måtte kæmpe for at komme fri af. Thailand er et meget forførende land.

    Allerede inden jeg når at blive sentimental over at forlade Thailand har jeg fået det malaysiske stempel i mit pas. “3 months for free“, tilbyder damen bag tørklædet ved den malaysiske immigration. Jeg bemærker, at alle hendes kolleger er kvindelige – indtil jeg møder Sulaiman, der venligt spørger til min rute. Sulaiman, grænsevagten, er fuld af oplysninger, ex. at Malaysia er 1 time foran Thailand, at der er 50 km til kysten, at det regner om aftenen og at der ingen dyr er i den nationalpark, jeg har overvejet at aflægge et visit. “Welcome to Malaysia“, var hans sidste ord.

    Drugs are punishable by death! Malaysia border sign post.

    Musikalsk lytter jeg mig gennem R.E.Ms repertoire, der spænder over mere end 3 årtier.

    Lucky Luke - faster than his shadow...

    Det er virkelig fedt at være kommet til et nyt land. Ikke alene krydser jeg i dag en landegrænse, men også en tidslinie og jeg ryger således 1 time frem – og 543 år tilbage igen! Jeg krydser den malaysiske halvø, fra Den Thailandske Golf (Songkhla) til Melakka-strædet (Kuala Perlis), og thai-sproget er skiftet ud med bahasa melayu, malaysisk.

    Jeg forsøger at tolke betydningen af skiltene langs vejen, men det er ikke let. At smugtræne gloser og fornøje mig over eksotiske bogstavkombinationer er en blandt flere ting, jeg holder af ved at komme til et nyt land. Det er som en mental blyantspidser, der – sammen med Sudoku – holder mig skarp. Thailand gjorde blyanten flad pga. det komplicerede alfabet, som jeg gav op over for efter den første uge og den femte Beer Chang.
    Der er nogle virkelig powerfulde ord her…Kaki Bukit, masuk, lencongan, di larang merokok osv. Frygtelig eksotisk.

    Limestone formations. Malaysia's Perlis Province.

    Jeg havde i går morges ingen anelse om, at jeg nu ville sidde her på Langkawi i Malaysia. Jeg er ellevild og tilfredsheden ved at være kommet frem efter en lang dag på cyklen er enorm. Jeg nåede Kuala Perlis (endnu et kønt, stærkt ord, ikk’?) ved 17-tiden, indløste billet til Langkawi-færgen (15 RM, ringgit = 23 DKK, 45 min.) og fik bugseret cyklen over rælingen på hurtigfærgen. Faldt i snak med en hollandsk, pensioneret sømand, der skal besøge sin sejlerven, der er i gang med 4. år af sin 10 år lange otiums-jordomsejling.

    Cyklen har bragt mig 500 km frem gennem de sidste 4 dage. Den er – ligesom de glade ben i øvrigt – bomstærk i øjeblikket. Jeg slår mig fornøjet og dødtræt ned på D’Sa Motel og Restoran (!) i hovedbyen Kuah på Langkawis sydøstkyst, der både sørger for seng og mad.

    Delicious Malay food...

    Share

    Lidt flere milepæle…

    Thursday, June 14th, 2007

    Milepælene flytter sig hele tiden. 17.000 km blev passeret i dag. Det føles godt…

    Milepælene pr. 14JUN07

    NB

    Share

    Dag 431 – Er der sikkert (nok) i det sydlige Thailand?

    Thursday, June 14th, 2007

    Hua Sai -> Songkhla
    Distance (km) : 104
    Time on bike : 5h 00m
    Brutto time: 09.00 – 16.00
    Avg : 21.87 km/h
    Total (km) : 17.086

    Dagens Tone: My Darling – Wilco

    Min hotelfatter spørger mig, hvor jeg skal hen. Jeg forklarer ham vejen, hvorefter han udbryder “Ahhh…“, hvilket jeg sammen med hans lidt beklemte ansigt tolker som et dansk “Uhhh…“. Jeg spørger, om ruten er et problem og laver dramatiske bombelyde og -bevægelser for at efterligne nogle af de ugerninger, som islamiske separatistbevægelser (læs mere her) har stået bag siden opstandenes begyndelse i 2004, og som har givet Thailands 4 sydlige provinser, der er muslimsk-dominerede, er blakket ry. “Problem“, nikker manden undskyldende og sender mig afsted med svage gysninger det gale sted.

    Så snart jeg har sat mig på cyklen og rammer hovedvej 408, kan jeg høre en af mine tidligere spinning-instruktører, Mike Hammer, brøle: “Dagens program: 100 km snorlige landevejscykling. Sæt i gang!”Han plejede at sige noget a’la “Dagens program: 57 min. op ad bakke” eller “Dagens program: Halvanden times spurt” eller andet heroisk, men i dag er det altså den iflg. mit kort helt lige strækning fra Hua Sai til Songkhla på godt 100 km han præsenterer.

    Vandet i mine 3 drikkeflasker mister sin kølige friskhed efter blot 10 min. i den stegende sol, og efter yderligere 10 min. er det som at drikke lunken the uden smag.

    En jævn cykeldag uden de store attraktioner. Jeg ville heller ikke ha’ set dem, for jeg havde travlt med at cykle i dag. Vejen var slet ikke så lige, som ventet, men havde små krumninger hist og pist til holde mig og den øvrige trafik vågen. Det numeriske højdepunkt var at krydse 17.000 km. Det begynder at dryppe, ikke øse, men bare lige nok til at jeg kunne registrere den særlige duft, som kun den lette regn på varm asfalt kan frembringe.

    Songkhla ferry boat across the estuary...

    Færgeturen over floden ved Songkhla tog 5 minutter, men kostede til gengæld kun 33 danske øre for mig og cyklen.

    A very fine cup of coffee...Songkhla, Thailand.

    I Songkhla finder jeg efter lidt søgen et primitivt gæstehus, der er til at betale. Min guidebog nævner intet om denne ellers halvstore by, så jeg famler mig frem i blinde i byen. Efter en rutinemæssig tøjvask i en toiletspand på værelsets WC, sætter jeg mig på en fortovscafé med The Nation og en kop dejlig kaffe, den på de hjemlige breddegrader alt for hypede model med mælkeskum. Forsøger at danne mig et billede af sikkerhedssituationen i de sydlige provinser. Det ser ikke alt for lyst ud…

    Bad news about the safety situation in southern Thailand...The Nation.

    Det bliver en aften på internetcafé og på kammeret med store logistiske overvejelser…Hvilken rute mod Malaysia skal jeg mon vælge?

    Share

    Vedr. kommentarer på WT…

    Wednesday, June 13th, 2007

    WT er for tiden ved at kvæles i spam, og pga. mere end 5000 fuckere kan jeg ikke få adgang til og godkende evt. godartede beskeder, der ligger og venter på moderation. For ikke at forværre situationen, bedes evt. kommentarer sendes til min indbakke: nb@worldtravellers.dk, until further notice.

    Jeg beklager for ulejligheden og evt. beskeder, der måtte sidde fast i mudderet.

    Nicolai (Songkhla Province, det sydlige Thailand)

    Share

    Dag 430 – Saltstængerne

    Wednesday, June 13th, 2007

    Tha Sala -> Hua Sai
    Distance (km) : 110
    Time on bike : 5h 27m
    Brutto time: 08.40 – 16.00
    Avg : 20.10 km/h
    Total (km) : 16.982

    10 timers fan-nedkølet søvn.

    At jeg har ramt rambutan-sæsonen her i Thailand er en tilfældighed, jeg dagligt glæder mig over. Og så ikke flere ord om rambutan. Det lover jeg!

    Rejefarme er det store hit her i området. Det er ikke kønt, det lugter fælt, men der er penge i rejerne, som også Forest Gump fandt ud af.

    Prawn farms. Southern Thailand

    Jeg forsøger at holde lidt lav profil her i de sydlige provinser, der som bekendt har været ramt af opstande, bombninger, drab på civile etc. siden 2004 (mere info). Men det er sgu svært med et sæt ben, der går i selvorganiseret udbrud, og med arme (ligeledes autonome), der ryger i vejret sammen med et stemmebånd, der helt uden for nodesystemet, bare synge med på C. V. Jørgensen…

    Alle isolerer sig i plastik
    & med paraply under hver deres sky
    massiv som var den af bly
    & ingen husker længere
    hvordan det nu var solen så ud
    når vi ser bort fra de få
    der bedrevidende påstår at solen den var blå

    Det er tydeligt, at jeg nærmer mig Thailands sydlige, muslimskdominerede provinser. Det er første gang i 8 måneder, at jeg er i muslimerland og det føles godt. Pigerne på scooterne, der zipper forbi mig, er hoppet i full-face tørklæde og kjole, og i træernes skygge sidder mænd og drikker the dagen lang.

    "Bridge fisherman" with his net.

    I Hua Sai finder jeg NB Guesthouse i tredje hug. Ejeren er venlig og pruttevillig, så der slår jeg mig ned for natten. Man skulle næsten tro, det var mit guesthouse med det navn.

    Race tracks in Southern Thailand

    En hund kommer mig i møde og begynder straks at slikke begge mine ben, for og bag, op og ned. Jeg stiller ind på hundefrekvensen og kan bare høre hunden mumle frådende: “Hmmmm…saltstænger…hmmmm”

    Det var en meget varm dag igen. 5 timer i 38C og bagende sol.

    Dagens Tone: Den Trettende Dag – C. V. Jørgensen

    Share

    Dag 429 – Lycra & Retro

    Tuesday, June 12th, 2007

    Koh Samui -> Don Sak (ferry) -> Tha Sala (biking)
    Distance (km) : 126
    Time on bike : 5h 40m
    Brutto time: 08.40 – 17.40
    Avg : 22.02 km/h
    Total (km) : 16.873

    Jeg troede ikke, at jeg skulle komme dertil, men det er skønt at være tilbage i det sorte Lycra-outfit!

    08.40 cykler jeg de 19 km mod Raya-færgelejet på den anden, vestlige side af Koh Samui. Er meget spændt på at ramme fastlandet igen efter 17 dages forrygende ø-hop, jeg ikke glemmer foreløbigt. Som fod i hose rammer jeg færgelejet lige inden afgangen kl. 10. Bilfærgen koster 22 DKK for de 95 min. sejlads – en flot tur (igen) blandt klippeøer, det grønne vand og den blå himmel, mine gode venner.

    On the ferry from Koh Samui to Don Sak.

    Selvom der stadig er over 600 km til grænsen, så er jeg mentalt allerede i Malaysia. Vejene på fastlandet er næsten tomme og af superkvalitet. Selv de tertiære, 4-cifrede veje er imponerende fine. Fine klippeformationer, tropisk palmevegetation og munter cykling.

    Back on the mainland, south of Don Sak.

    Benene er lykkelige over at mærke et stykke propert asfalt igen, da jeg ud på eftermiddagen rammer hovedvej #401 (racerbane). I et uopmærksomt øjeblik går de pludseligt i et ekstatisk udbrud, og jeg mister totalt kontrollen over dem. Det ene ben leger fyr, det andet flamme, og i samspind udgør det en eksplosiv fremdrift. Jeg forsøger bare at følge med så godt som muligt. Speedometeret sagde 33-40 km/t de næste 20 km. Insane!

    South of Khanom Beach, southern Thailand.

    The Worldtraveller

    Fra vejsiderne råber thaiere animalske lyde til mig, når jeg på cyklen overrasker dem i deres hverdag. Det er oftest lyde, som ingen bogstaver kan indfange, og som aber og hunde snarere end mennesker ville kunne tyde. Jeg forstår dem i hvert fald ikke og galer bare tilbage fra samme skuffe, måske knapt så engageret. Auuuuuaauuuu….!!! Man må jo tude med de ulve, man er iblandt.

    Himlen bliver sort og bøs som aldrig før. Det så ikke alt for godt ud, for jeg skulle den vej. Men trods skrald og bulder blev jeg ikke ramt af en eneste dråbe (ser man bort fra alle dem, som gerne falder fra næsen).

    Mean cloud formations.

    Alle, jeg spurgte i Tha Sala (dvs. lavede det universelle “sovetegn” med samlede håndflader ved det ene kind, hovedet let bøjet – jeg har været frygteligt ringe til at øve thaigloser og må stadig efter 3 måneder her klare mig med tegnsprog og pantomime. Dét kan jeg til gengæld!) svarede “bungalow, bungalow” og sendte mig ud af byen. Den lovede 1 km blev til 3 før jeg fandt Tha Salas eneste overnatningsmulighed. En slags motel med lidt for mange spejle på væggene, men ellers holdt i en slick retrostil – inkl. en lounge i fake-læder og modige farver samt en telefon fra min barndom.

    Retro

    Hvad jeg ikke fik af regn i eftermiddags, får jeg under aftensmaden på en restaurant i nærheden af mit retro-værelse. Tordenvejret var af den helt voldsomme slags og fik efter et stort brøl en thaimor til at samle hænderne i bøn. Gad vide, om det somme tider regner normalt, sådan på dansk manér her…?

    Det er rart at mærke Thailand unplugged igen…

    Share

    Dag 428 – Feng shui-guruen er på spil…

    Monday, June 11th, 2007

    Dagens Tone: Map of the Problematique – Muse

    Der er en rigtig lækker energi i min bungalow på Tapee. Kan ikke forklare hvorfor, udover at her er aldeles myggefrit. Jeg har hotelmama mistænkt for at være en gammel feng shui-guru.

    Dagen forsvinder i WT-opdateringer. Det er den pris, jeg af og til må betale for at holde vinduet til denne cykelrejse rent…

    Share

    Et lille nys…

    Monday, June 11th, 2007

    Puha, så lykkedes det mig efter flere ugers halten at opdatere mit eget liv. Det har taget det meste af en eftermiddag i A/C og skygge mens solen brager ned over Koh Samui udenfor. Men I don’t mind, for ryggen er semibranket alligevel og trænger ikke til mere strand og sol.

    Det glæder mig at høre, at solen for alvor har fundet vej til Danmark også! Nyd den, hils den fra mig og giv den masser af velkommen kærlighed.

    Jeg har med nænsom hånd højtryksspulet cyklen i dag, WT-dagbogen er lige i hælene på mig, så det er tid til at forlade de thailandske tropeøer. Smutter i morgen, tirsdag, tilbage til fastlandet og stiler mod Malaysia, hvor jeg regner løst med at ankomme om 8-10 dage, pludselige detours ikke inkluderet.

    Til næste gang,

    Nicolai

    Share

    Dag 427 – Hundehuset

    Sunday, June 10th, 2007

    Apropos min Samui-hyldest i går, må jeg lige skære lidt figurer i virkelighedens kanvas. Prostitutionen eksisterer her (naturligvis, der går jo sjældent røg af en brand uden at der har været ild…) og det er absolut ikke alle, der ville bryde sig om aftenscenen her (Lamai og Chaweng). Der er nogle ganske fæle syn rundt omkring…

    Westerner in a ladies bar...Lamai, Koh Samui

    …og pigerne gnider sig rundt om de lodrette metalstænger i de mange dansebarer, tilråbende er kælne, dristige, uvante for det civiliserede, vestlige øre. Men frem for alt er det hele for mig at se underholdende og blot et uskyldigt krydderi, der gør Thailand i almindelighed og Koh Samui i særdeleshed til en velsmagende suppe. Jeg mener, man behøver jo ikke at trække tæverne med hjem i hundehuset…

    Go-go Bar, Lamai, Koh Samui.

    Girls kick boxing in Lamai, Koh Samui

    Sammen med tyske Jan (27) og Latifa (32 og oprindeligt fra Marokkos Rif-bjerge) sætter jeg mig på en restaurant, der på storskærm viser herresinglefinalen fra French Open i Paris. Stemningen er intens på Roland Garros. Vi køber vores øl i 7-Eleven og tager dem med ind i restauranten. Tjenerne er glade for på tredjedagen at se os og byder os indenfor trods de medbragte øl. De er vist bare glade for at få fyldt de tomme stole op med nordeuropæiske balder, for det er god reklame. Den filosofi kan jeg li’, og det tager ikke lang tid før den sidste rest Emma Gad og hvad-der-sig-hør-og-bør-i-restauranten er skyllet ned med humlen.

    Jan, der er IT-konsulent og ellers på alle måder virker som en fornuftigt, velfungerende menneske, siger på et tidspunkt efter længere tids snak om tilværelsen og den slags: “You should make your own religion!” De kan være så enormt visionære, de tyskere. Jeg var glad for at se glimtet i øjet, for jeg troede et øjeblik, at han var røget helt ud af Beer Chang-tangenten…

    Share

    Dag 426 – Den rille har vi hørt, Nicolai!

    Saturday, June 9th, 2007

    Jeg ved, at det er en meget fototung dag i WT-lejren. Koh Samui er en virkelig smuk ø. Period! Hold dig ikke fra øen pga. det lettere sleske ry, som øen gennem de sidste årtier har fået hovedsageligt pga. sexturismen. Den er ikke så allestedsnærværende, som nogle gør den til. Well, if you’re holding a hammer everything surely looks like a nail, but who’s to blame?

    Hold fingrene for dig selv, lad ikke alle barpigernes tilråb støde, men tag det med et smil (eller hold dig fra turistcentrene Lamai og Chaweng), lej en scooter og oplev øen på egen hånd. Sådan bør Koh Samui i mine øjne tackles.

    La vie douce...

    Grandfather (aka the Penis Rock), Koh Samui...

    Jeg har midlertidigt skruet mig daglige rambutanfrugtindtag op til 2 kg. Det er ikke så crazy, som det lyder, for ca. 10% af frugten er kerne, ca. 30% skræl, ca. 60% himmel.

    Near The Grandfather (aka the Penis Rock), Koh Samui...

    Der er palmer overalt på Koh Samui!

    Coconut palms

    Øen eksporterer årligt 2.000.000 til resten af Thailand og abroad.

    Viewpoint over Koh Samui's south coast...

    White handed gibbon

    Det er igen en fantastisk scooterdag (den rille har vi hørt, Nicolai!), med flere vandfald, uendelige vistas med kokospalmer, gudesmukke strande og turkisgrønt hav.

    White handed gibbon

    White handed gibbon

    Namuang II Waterfall - Koh Samui

    Namuang II Waterfall - good fun!

    Namuang I Waterfall - Koh Samui

    Namuang I Waterfall - Koh Samui

    At the Laem Set Resort...

    At the Laem Set Resort...

    Hvis der er en strand på Koh Samui er jeg nu helt sikker på, at jeg har været der…

    Financial request to finish the mosque...

    Girls in the muslim village, Koh Samui

    Me and German Jan in Lamai, Koh Samui...

    Share

    Dag 425 – Når skønheden svier…

    Friday, June 8th, 2007

    Jeg lejer en scooter i et par dage og cruiser i dag rundt om Koh Samui. Som altid giver scooterfriheden gysninger de helt rigtige steder…

    Near Lamai, Koh Samui

    Thongsai Bay, Koh Samui

    Skønheden kan næsten gøre ondt nogle gange…

    Fantastic views on Koh Samui...

    Near Big Buddha Beach...Koh Samui.

    Big Buddha, Koh Samui...

    Well, denne skorpion, som en fatter fejede ud fra sit hus, gav gysninger af en lidt anden art…

    El Scorpio

    Jeg burde slå mig ned som turoperatør her i Thailand og tilbyde rejsende høns (highly discriminating, I know 🙂 ), der er angste for selv at køre på motorcykel, men som samtidig er tillokkede af eventyret på egen hånd, at hoppe bagpå min scooter og toure øen rundt – mod et klækkeligt gebyr, forstås. Det er svært – selv fraregnet min medfødte optimisme – at forestille sig, at det ikke ville blive en succes…

    Bophut Beach, Koh Samui

    Samui's western side...

    Deserted beach on Samui's SW side...

    It's hard not enjoying life around here...

    My food stall in the muslim village south of Lamai...

    Jan og Latifa fra Berlin, som jeg hooker op med igen i aften.

    Jan und Fatifa aus Berlin....

    The Condom Bar, Koh Samui

    Share

    Dag 424 – Mig og haremspigerne…

    Thursday, June 7th, 2007

    Jeg havde en helt elendig nat. Myg, generel søvnløshed pga. omvendt dagsrytme, manglende nedkøling fra min vægventilator, der er sløj og gammel. Først ved 4-tiden faldt jeg i brudstykkesøvn.

    Jeg river pløkkerne op og cykler først til Chaweng, hovedturistmekkaet på Samui, og tjekker et hav af hoteller, resorts, guesthouses og rooms for rent. Alle steder er uacceptabelt dyre, så jeg leder videre og fortsætter helt til Lamai på Samui sydøstlige side. Efter i alt ca. 10 hoteltjek, næsten 4 timer og 28 km i 38 graders hede finder jeg Tapee Bungalows. 250 Baht for en helt ny, superren bungalow, pruttet ned fra 300 under forudsætning af, at jeg bliver i mindst 3 dage. Det er vanvittigt good value-for-money, og en tilsvarende hytte ville i Chaweng koste det dobbelte. Sidstindskrevne i gæstebogen var den 28. maj, over en uge siden, så mutter er glad for at se mig og absolut til at tale med.

    Near Lamai, Koh Samui

    Det var virkelig varmt og svedigt at cykle i dag, fødderne smuttede som ål i klipklapperne, røven svuppede i de gennemblødte shorts i sadlen og solen var ubarmhjertig på den bare ryg.

    Keep Samui clean!

    5 thaipiger kommer og sætter sig ved mit bord under aftensmaden. De er i et vældigt humør og deler gladeligt deres øl med mig. Da de begynder at vise mig nøgenbilleder af dem selv på deres fancy mobiltelefoner, ved jeg, at jeg for alvor er kommet til løsslupne Koh Samui. Prostitutionens fangstmetoder kender mange afskygninger 😉

    Jeg nøjes som vanligt med at kæle med huskatten i stedet…

    Ace and the cat...

    Her er jeg samlet ved bordet sammen med mit harem…

    Nicolai and his harem. Koh Samui, Thailand. June 2007.

    “When I see a lot of men, I want to vomit, but when I see you, I know you are different – you are a good guy”, sagde den kvindelige del af et Berliner-par, jeg senere på aftenen kontaktes af, da jeg sidder og ser live-tennis fra Paris. Parret har åbenbart siddet et par borde væk, da jeg blev kontaktet af haremspigerne. Hun taler om de mange mænd, der kommer her til øen med kun ét ærinde, det kødelige. Jeg takker for det indiskrete kompliment og undres atter over den kvindelige intuition 🙂 Hvordan kunne hun kende til mine principper…?

    Share

    Dag 423 – Ankomst Koh Samui

    Wednesday, June 6th, 2007

    Ø-hop fra Koh Pha-Ngan til Koh Samui, 40 min., 24 DKK, cyklen får et free ride.

    On the ferry from Koh Pha-Ngan to Koh Samui...

    Fra færgelejet Big Buddha cykler jeg mod vest gennem Bophut til Ban Mae Nam og smider grejet i en lille Villa Ville Kulla-bungalow til kun 200 Baht (32 DKK) – at ha’ lært de thailandske tal er en god hjælp i forhandlingens kampe. New Sunrise Bungalows er et glimrende, basic sted lige ud til den skønneste strand og med en dybblå udsigt til Koh Pha-Ngan. MetroXpress deadlinen overholdes.

    Ban Mae Nam, northern Koh Samui

    En typisk bungalow her på øerne ser sådan ud: Gulv, vægge, loft – det hele er af træ, evt. beklædt med et voksduglignende materiale, myggenet for vinduerne (der bare er et hul i trævæggen), karkelakker, væglus og myg udgør dyrelivet, toilettet er af squat-modellen (den model, der kræver stærke knæ!), vandet i hanen er koldt og afløbet er et hul i toiletgulvet af cement. Trædøren mellem soverummet og toilettet kan oftest ikke lukkes. Der er gerne en lille terrasse med træmøbler og måskle en hængekøje, som jeg dog sjældent bruger pga. myggefaren. Stemningen er generelt meget rustik, og prisen får jeg gerne barberet ned til ca. 30 DKK.

    Ban Mae Nam, Koh Samui

    Klientellet er helt anderledes her på Koh Samui sammenlignet med de to tidligere besøgte øer, Tao og Pha-Ngan. Omkring mig på restauranten her i Mae Nam sidder så vidt jeg kan høre kun tysktalende samt et britisk par, 15 mennesker i alt i 6 grupperinger, og med et aldersgennemsnit ca. 2-3 gange højere end i Haad Rin, Koh Pha-Ngan.

    Ved ikke hvad jeg foretrækker, men jeg er glad for at være her…

    Share

    Dag 422 – Det salte vand

    Tuesday, June 5th, 2007

    Top 5 Favourite Cities (I could live in)

    1 – Rio de Janeiro, Brasilien
    2 – Chiang Mai, Thailand
    3 – Marrakech, Marokko
    4 – Istanbul, Tyrkiet
    5 – Kathmandu, Nepal

    …og lige udenfor listen:

    6 – Cuzco, Peru
    7 – Hanoi, Vietnam

    Et langt og dejligt @-brev fra min kære søster får mig til at søge den lange, åbne strands vidde og ro. Rammes af et pludseligt savn, Chris Martins (Coldplay) stemme forstærker stemningen, og jeg tumler halvt i blinde fremad på stranden. Alt omkring mig er lukket ude, men jeg er ligeglad. Vandet i havet er salt alligevel

    Coral

    Min lille træhytte…

    Charung Bungalows, Koh Pha-Ngan

    Haad Rin rammes hver måned efter den verdensberømmede full moon party (som tiltrækker op mod 10.000 feststemte unge på stranden) af en konjunkturbetinget affolkning, som jeg har været vidne til gennem de sidste 3 dage. Det er et lidt sørgeligt skue, særligt for en solorejsende WT’er, der hovedsageligt er taget hertil for at feste og nyde den sociale afveksling.

    Share

    Dag 421 – In the sand…

    Monday, June 4th, 2007

    Dag 421

    Share

    Dag 420 – A walk down memory lane

    Sunday, June 3rd, 2007

    En stolt kattemor og hendes to killinger er mine naboer på Charung Bungalows, hvor jeg har slået mig ned i en rustik, lille træhytte.

    I love those creatures...

    I love those creatures...

    I love those creatures...

    Jeg går mig de de sene eftermiddagstimer a walk down memory lane, til Lighthouse Bungalows på den sydøstlige landtange mellem Sunrise og Sunset Beach, hvor jeg havde nogle forrygende dage sammen med et par barndomsvenner (Bris & Ande, I ved, hvem I er 🙂 ) i 2000. Vi boede (dvs. sov branderter ud) 3 knægte i én dobbeltseng for at kunne ha’ råd til et ekstravagant natteliv.

    Leela Beach, Koh Pha-Ngan

    Leela Beach, Koh Pha-Ngan

    Solnedgangsturen i bar mave og med musik i ørerne er dejlig og fuld af sprøde minder…

    Leela Beach, Koh Pha-Ngan

    Dagens aftensmad:

    Vegetable thali at the Indian restaurant...Yummi!

    På en åben bar møder jeg en stor flok danskere, krydret med et britisk og et svensk drys. Kunne skrive kladdehæfter op og ned om det energiniveau, som vi – godt hjulpet på vej af guldtoner fra højttalerne – får stablet på benene, men et par billeder er, hvad jeg kan tilbyde.

    It was a very happy evening...

    Det er meget glade, lykkelige stunder…

    It was a very happy evening...

    …og solnedgangen sætter et kunstfærdigt punktum på aftenen/natten/dagen…Ingen tæller dagens slag her.

    Another magical sunrise. Koh Pha-Ngan, Thailand. June 2007.

    Share

    Dag 419 – Fra det ene paradis til det andet…

    Saturday, June 2nd, 2007

    Den er overvældende, al den skønhed, jeg omgives af her i Den Thailandske Golf. I den thailandske ø-tilværelse leves livet under en anden, mere tropisk naturs diktater end dem, vi kender hjemmefra. Det tropefarvede liv i en verden af høje kviksølvstal, magiske solnedgange, gunstige happy hour deals , tun- og æggesandwiches i strandrestauranten, bikinier til højre og venstre, litterære godbidder i sandet under solen, kold humle og internationale bekendtskaber, “hallo-you-go-taxi-boat, man“-tilråb, klipklap-lyde fra de smilende tæer og rambutan-frugter ad nauseum er virkelig noget, der behager og min mave bruser af velbehag.

    Bar mave (for ♂) og tandtrådsbikinier (for ♀) er det foretrukne outfit her, og en masse kurtiserende, unge par slentrer rundt med forelskede øjne og indviklet i hinandens solbrune arme. Det er til tider hård kost at være tilskuer til, særligt for en solorejsende (nu på dag 425) langturscyklist, men jeg har skruet op for musikken og ned for libidoen, og så er livet ikke så slemt – men hvor er min petite machine?

    I min bog kræver glæden – hvad enten det er i sig selv, i andre, i nuet, i omgivelsernes skønhed, i livet – ingen videre retfærdiggørelse, og efter de sidste 14 måneder i sadlen fra Danmark til Thailand forekommer disse sorgløse superdage uendeligt behagelige, og de er en velkommen social afveksling fra landevejenes soloridt.

    Dagens Tone: Enter Sandman – Metallica

    On the ferry from Koh Tao to Koh Pha-Ngan...

    Jeg tager færgen fra Mae Haad, Koh Tao til hovedbyen Thong Sala, Koh Pha-Ngan.

    On the ferry from Koh Tao to Koh Pha-Ngan...

    Fra Thong Sala cykler jeg de 11 km til halvøen Haad Rin, hvor alle humle- og festglade mennesker samles. Det lyder som a walk in the park at komme dertil, men cementvejen er vanvittigt stejl. Selvom skiltene sagde 20 % stigning, har jeg flere steder læst mig til, at nogle veje hælder ufattelige 40 grader. Jeg tror på litteraturen. Bare at skubbe den tungt læssede Koga op ad bakken er virkelig hårdt og mine fødder glider rundt i sveden i klipklapperne. Folk ryster på hovedet af mig, når de tøffer forbi i deres skinnende A/C 4×4 pick-up trucks. Jeg hopper ud af klipklapperne og forcerer en stigning barfodet. Resultat: en lille rift (der senere blev betændt) under den ene fod og en stor vabel under den anden. En lige lovlig høj pris for den korte strækning, synes jeg.

    Insanely steep roads on Koh Pha-Ngan

    Men endelig, efter 90 minutters bjergfight når jeg Haad Rin, som jeg besøger for tredje gang, og hvorfra jeg har skønne ferieminder i mine bedste venners lag.

    Haad Rin, Koh Pha-Ngan

    Share

    Dag 418 – Koh Tao Jungle Walk

    Friday, June 1st, 2007

    Ao Jan Som, Koh Tao

    Cameleon on Koh Tao

    Jeg bruger hele dagen på endnu en selviscenesat Koh Tao-rundtur. Udforsker øens sydvestlige spids med en klippefyldt jungle walk og støvsuger kysten for strande, idylliske bugter, potentielt dyreliv og den slags. Det er både cool og hothothot på samme tid.

    Chalok Baan Kao, Koh Tao

    Share