• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for September, 2007

    Top 10 – Alverdens dejlige strand-steder

    Sunday, September 30th, 2007

    Der er mange skønne kroge i verden. Steder, som for længst er blevet bemærket af det rejsende folk, og som folk vender tilbage til, fordi der er noget særligt over det. Det kan være en feel-good-stemning, beliggenheden, vejret, kulturlivet, nattelivet, chill-out-faktoren ved stedet…

    Steder, som kort og godt er gæve at “hænge ud i”.

    En del af disse gringo hang-outs ligger nær nogle af verdens dejlige strande.

    Denne liste tæller nogle af de strandsteder i verden, som jeg holder mest af…

    Top 10 – Alverdens dejlige strand-steder

    01 – Utila, Honduras’ Caribbean Coast
    02 – Jericoacoara, Brazil’s North Coast
    03 – Hat Rin, Koh Pha-Ngan, Thailand’s Gulf
    04 – Sairee Beach, Koh Tao, Thailand’s Gulf
    05 – Zipolite, Mexico’s Pacific Coast
    06 – Isla Mujeres, Mexico’s Caribbean Coast
    07 – Essaouira, Morocco’s Atlantic Coast
    08 – Long Beach, Pulau Perhentian Kecil, Malaysia’s NE Coast
    09 – Kendwa, NW Zanzibar, Tanzania
    10 – Pulau Tioman, SE Malaysia

    Share

    Top 10 – Skønne byer at hænge ud i

    Sunday, September 30th, 2007

    Der er mange skønne kroge i verden. Steder, som for længst er blevet bemærket af det rejsende folk, og som folk vender tilbage til, fordi der er noget særligt over dem. Det kan være en feel-good-stemning, beliggenheden, vejret, kulturlivet, nattelivet…

    Steder, som kort og godt er gæve at “hænge ud i”.

    Nogle steder er urbane, andre rurale.

    Denne liste tæller nogle af de byer i verden, som jeg holder meget af – og der kommer forhåbentligt flere…

    Top 10 – Byer, der er skønne at hænge ud i

    01 – Thamel, Kathmandu, Nepal
    02 – Antigua, Guatemala
    03 – Chiang Mai, Thailand
    04 – Louang Prabang, Laos
    05 – Hanois Old Town, Vietnam
    06 – Istanbul, Turkey
    07 – San Cristóbal de las Casas, Mexicos Chiapas Province
    08 – Marrekech, Morocco
    09 – Cairns, Australia
    10 – Cuzco, Peru

    Share

    Dag 539 – En lammesteg og en bilvask

    Sunday, September 30th, 2007

    At fjerne et 4-5-cifret antal hvide hundehår fra en rød Honda Jazz’ interiør (de fleste godt groet fast i de lodne måtter), er bl.a på dagens program, frivilligt sammensat af undertegnede. Jeg har ikke været i så tæt kontakt med biler siden min fars Mondeo blev vasket hjemme i indkørslen på Vejrøvænget i Middelfart for mange år siden. Så det fryder mig, og Hondaen tager godt imod min kærlighed.

    Trimmer et palmetræ, skifter slange på Kogaen, er et smut på lossepladsen og på indkøb med Fiona, og ellers spiser dagen sig selv.

    Søndagsmenuen lyder på en lækker, lækker lammesteg med tilbehør, som jeg nok kommer til at drømme om, når den om føje tid står på minutnudler over MSR-brænderen ude i outback’en.

    Facebook sluger hele min aften, med profiloprettelse og nysgerrige cyberblikke efter nye og gamle ansigter. En lille djævel af en tidsrøver!

    Share

    Dag 538 – Fridagen: Berry Springs

    Saturday, September 29th, 2007

    53 km dagtur til Berry Springs.

    Dagens Tone: Styrofoam Boots/It’s All Nice – Modest Mouse

    Jeg har fridag i dag. Intet arbejde. Det er en let sag at være WWOOF’er! Men stængerne trænger til at røre sig, så jeg cykler via Stuart Hwy (eller The Track, som hovedvejen fra Darwin og de godt 3000 km sydpå til Adelaide, kaldes) til Berry Springs, et rekreationelt område med en naturlig ferskvandspool og masser af lokale picnic’ere.

    For det lokale øje er der sikkert ikke meget at se på de 27 km fra Humpty Doo til Berry Springs. Mine øjne er derimod altid sultne. Der er noget helt særligt ved at være her i det tørre (trods regnen i går) Northern Territory, noget jeg holder meget af, og som jeg ikke helt kan indfange i det sproglige univers. Noget fredeligt, noget utæmmet, noget dybt australsk, noget oprigtigt…

    Gigantic termite mound, NT.

    Berry Springs er et lækkert lille område. Det er det bedste naturbad, jeg har fået længe. Skiltene advarer mod både salties og freshies, saltvands- og ferskvandskrokodiller, hvoraf saltudgaven er en slem fætter at møde face-to-face. Ser dog ingen denne lørdag. Går ud fra, at jeg har det møde til gode så…

    Berry Springs freshwater pool. NT, Oz.

    My Diadoras

    Det er en hård tilværelse…

    Taking a nap in the sun, Berry Springs, NT, Oz.

    Roadkill: Wallaby...

    Fra en helt anden sidegade: På mandag spiller canadiske Feist på Vega. Koncerten er udsolgt, og jeg ville ønske, jeg var en af de heldige med billet. Hun er god!

    Share

    Fotoalbum #1 fra Indonesien…

    Saturday, September 29th, 2007

    Der er ingen vrøvl og udenomssnak denne gang. Bare billeder…

    Indonesien Foto Album #1

    Nicolai (Darwin, Australien)

    Share

    Dag 537 – Regndansen

    Friday, September 28th, 2007

    Som ethvert TV-drama, har også hverdagen her i Humpty Doo to klassiske elementer:

    1) The Good

    2) The Bad

    Gårsdagens kongepadde hører til sidstnævnte. Den grønne frø, der har siddet frivilligt fængslet under toiletbrædtet på mit badeværelse, hører til førstnævnte.

    The green toilet frog in my bathroom

    Det er virkelig kommet bag på mig, hvor godt jeg synes om det forefaldende arbejde, som dukker op her. I dag omplanter jeg græstotter fra havebeddet til den anden, nordvendte side af huset, hvor græsset er stærkt solplaget. Det har ikke regnet her i over 3 måneder. Ikke en dråbe. Fiona holder sirligt regnskab med det og ikke en dråbe undslipper hende.

    Washing the Subaru Forester in Humpty Doo (and enjoying it!). NT, Oz.

    Jeg foreslår senere at vaske og nusse med den labre 11 måneder gamle Subaru Forester 4WD, og ud på eftermiddagen hjælper jeg Fiona med dagens indkøb i Woolworth – supermarked-kæden, alle Australien-rejsende lærer at kende.

    The oldest of the lot. Border terrier at my host's place.

    Jeg venter stadig på en pakke fra mine forældre, som gerne skulle dukke op i starten af næste uge. Så snart den er i hus, smutter jeg mod ødemarkens lokkende vidder…

    Dalmatian

    Det med den manglende regn, det slutter i dag. Skyerne har været suspekte det meste af eftermiddagen, og her til aften vælter det ned. Fionas to børnebørn, Tayla (10) og Jayden (12) er på besøg og de lokker mig med på en euforisk regndans ude i baghaven. En fin lille tradition efter mange måneders total tørke. Dog plejer regnen først at komme om 1-1½ måneds tid, og alle er forundrede over regnen. 24 mm blev det til iflg. Fiona, og regnen er på forsiden af morgendagens tabloid-presse.

    Rain dance with Jayden & Tayla...

    Share

    Dag 536 – The Constant Gardener

    Thursday, September 27th, 2007

    I dag står den på havearbejde. Skønt jeg ikke vil påstå, mine fingre er grønne, så kan jeg i dag mærke, at min tid som altmuligmand i Mariendal-institutionen på Frederiksberg, mens jeg skrev speciale, kommer mig til gode.
    Det er slet ikke uden en vis tilfredsstillelse at knokle løs med græskanten, der er vild som min Nepal-manke var det. Morgenen er stille og fredfyldt, og med udsigt ned til McMinns Lagoon, som Fionas grund grænser op til.

    The Gardener. Humpty Doo, Darwin, Australia.

    Efter blot et par timer non-stop mener min søde værtinde (der er født og boede de første 15 år i Skotland), at jeg har lavet nok.

    Near McMinns Lagoon, Darwin suburbia.

    Som enhver pensionist med respekt for sin fritid, går Fiona i kortklub. Hveranden torsdag. Det passer mig fint, så jeg tager med hende ind til Darwin og har hele eftermiddagen til småærinder, sightseeing og en lille gåtur down memory lane, til nogle af de steder, som jeg så i 1996 under mit første Oz-besøg.

    Aboriginal fingerprint...

    Wild life fra baghaven: Den giftige kongepadde, der er til fare for Fionas 10! hunde, da den har nogle giftdepoter bag øjnene, som den tømmer, hvis den skulle have i en dalmatiners eller border terriers sultne kæft.

    The poisonous King Toad

    Share

    Dag 535 – The Demolition Man

    Wednesday, September 26th, 2007

    Det er helt andre forhold her hos Fiona i Humpty Doo, som Darwin-forstaden hedder. Jeg har fået mit eget værelse, rent, myggefrit, hyggeligt og med de bedste madrasser på denne side af Ækvator.

    Jeg er som en svamp, der suger alle australske indtryk, hverdagsbilleder og oplevelser til mig. Derfor er det et privilegium at få lov til at bo her og hjælpe til, hvor der er brug for det. Et blandt mange delmål med at være her i Australien, som efter planen bliver mit hjem de næste mange måneder (mit visum tillader ophold til 23. juli 2008 🙂 ) er, at lære landet at kende, indefra og udefra (antropologens foretrukne vue), og WWOOFing er en genial måde at indfri det ønske på.

    I formiddag – efter en gang Weetabix + müsli med mælk – står den på…DEMOLITION! En af Fionas bekendte har et blikskur inde i Darwin, som skal rives ned, og da hun planlægger at bygge et lille udhus på sin grund, har hun fået lov til at få blikpladerne.

    Today's work: Demolition of a tin shed in central Darwin! Yeah!

    Det er anderledes at se mig selv i denne situation, og jeg nyder hver en stund. Sammen med midaldrende Steve, der også hjælper med at rive skuret ned, løber vi en del ærinder ud på eftermiddagen. Jeg er taknemmelig for at blive vist rundt i forskellige hverdagssammenhænge, som jeg ellers ikke ville have direkte adgang til.

    Om eftermiddagen hopper jeg i havegearet (bare tæer, bar mave, shorts, sved på panden) og trimmer og luger havebeddet i Fionas have. Sjældent har jeg nydt at arbejde så meget. Sammen med Fionas yngste datter, Kylie og hendes ven, Dan, har vi en hyggelig aften på terrassen med VBs (Victoria Bitter, en øl, jeg kommer til at se mere til) og uendelige anekdoter fra verdens afkroge.

    Enjoying night time at my host in Humpty Doo, Darwin.

    Jeg sover som en kongesøn i den bløde madras på mit værelse. Døren står åben hele natten og indbyder alle nattens lyde gennem myggenettet.

    Fik jeg sagt, at det er fantastisk at være kommet til Australien?

    Share

    Dag 534 – Den australske Georg Gearløs

    Tuesday, September 25th, 2007

    25 km daytrip. That’s all.

    Der er noget helt georg gearløsk over Kingsley, og at fortælle ham, at mit bakspejl knækkede i Indonesien, sætter straks hans iværksættergener i gang. Det vil han da gerne lige prøve at kigge lidt på, sammen med min pandelampe, hvis løse forbindelse har drevet gæk med mig længe.

    Kingsley fixing my broken rear view mirror. Quite a genius!

    Hurtigt får han udtænkt en plan for, hvordan vi med hjælp fra et hjemmelavet beslag og andre fiksfakserier kan få monteret spejlet på styret igen, så jeg er bedre rustet i kampen mod de op til 50 m lange road trains (lastbiler), der styrer de australske ødemarksveje. Også pandelampen får han finsvejset.

    My broken rear view mirror's fixed! Thanks to Kingsley.

    Kingsley skal en tur på posthuset inde i Darwin i dag. Han cykler som altid, en tur på 70 km retur. I dag uden de omveje, der normalt gør turen til postkassen over 100 km lang. Han er meget glad for at cykle.

    Imens vasker jeg i et knapt så DAMP-agtigt tempo Kogaen, og cykler til Coolalinga og får fikset lidt flere småkøb – bl.a en klump stearinlys, for selvom jeg planlægger at krydse Australien på egen hånd, kan man jo godt gøre det lidt hyggeligt for sig selv, der ude i outback’en.

    All good things come to an end. Det er blevet tid til at rykke teltpælene op og søge nye græsgange. Kingsley så gerne, at jeg blev boende på den gæve madras på gulvet i stuen, men jeg trænger til luftforandring.

    Her i Australien – og i en række andre lande – har man et system, der hedder WWOOF. Det står for Willing Workers Of Organic Farms, og er

    “…a form of cultural exchange in which WWOOFers live and work as family with host farms, and learn about the skills of organic growing, the area they are visiting. WWOOF Australia and their hosts make travelling in Australia easy, safe and more fun for both Australian and Overseas Visitors”.

    Jeg hørte første gang om WWOOFing i Uzbekistan af et australsk par, som mente, det ville være noget for mig, så i går i Darwin henvendte jeg mig på et rejsekontor og købte WWOOF-bogen, hvilket automatisk gør mig til WWOOF’er, således at jeg mod ca. 3-5 timers dagligt arbejde (alt muligt forskelligt) hos de lokale WWOOFing-familier får mad og overnatning, samt forhåbentligt en masse personlige oplevelser og erfaringer, som ingen pris kender.

    Tilfældet vil, at pensionerede Fiona Scott, som bl.a driver en hundekennel og en mangoplantage, bor lige rundt om hjørnet (det vil efter australske forhold sige ca. 500 m) og glædeligt byder mig velkommen, da jeg ringer hende op ud på eftermiddagen. “Well, I’ve got a demolition job for you tomorrow, if you’d like”. Det lyder anderledes og derfor interessant for mig, så jeg aftaler at komme ud på aftenen, da vi skal tidligt op i morgen.

    Share

    Dag 533 – Når det drypper fra mundvigen

    Monday, September 24th, 2007

    0 km etc.

    Kingsley har lidt ærinder inde i Darwin i dag, så jeg benytter lejligheden til at få sendt en fed 4-5 kgs pakke hjem til mine forældre i Middelfart, som et led i den strenge slankekur, jeg har underkastet mit grej. Der er en pakke på vej den anden vej fra Middelfart til mig her i Darwin med sovepose, cykeltasker (foran), feltkøkkengrej etc., så en bagage-trimning er på sin plads.

    At the darwin post office, sending a parcel back home to Middelfart, Denmark

    Får fat i et Schwalbe Marathon XR (reserve-)dæk, en ekstra slange, en ventiladaptor til cyklen. At strande ude i outback’en uden de rette medikamenter er en dårlig idé, siger de.

    My host, Kingsley's home in McMinns Lagoon, 35 km SE of Darwin.

    …og om aftenen studeres der atter mulige ruter, vandforsyninger i ødemarken og alt muligt andet, som får det til at dryppe svagt ud af højre mundvig…

    Studying the rainfall in Australia. Preparing for the trip down the centre of the huge continent.

    Share

    Dag 532 – Wallabies & cockatoos i baghaven…

    Sunday, September 23rd, 2007

    Wow, det er som at være midt i en wild life park her hos Kingsley på 25 Paperbark Way, McMinns Lagoon! Der er hvide, skrattende cockatoos – en smuk og udbredt papegøjeart – i træerne, en wallaby (kænguruart) i krattet og andre farveglade fuglearter, jeg endnu ikke kender navnene på. Det er sprødt, selvom jeg ingen ornitolog er. Kingsley lader til at synes om, uden helt at kunne forstå, min overraskende glæde ved dyrelivet uden for døren. En kænguru i baghaven – det er da noget så hverdagsagtigt.

    Cockatoo in the backyard...

    Needless to say – jeg elsker Australien allerede!

    Having lunch with Kingsley at the local "gourmet diner", near Coolalinga, SE of Darwin.

    Ud på eftermiddagen hopper vi i cykeltøjet og cykler en tur rundt i området. Der er ingen butikker eller kiosker i nærheden – det nærmeste supermarked, posthus etc. ligger i Coolalinga 8 km ind mod Darwin. Under vores frokostsandwich trisser 6 ibiser, magpies og flere andre fuglearter rundt og tigger. Ace Ventura er gavmild med den i øvrigt superlækre foccacia-bolle. Det er ca. 532 dage siden, jeg har fået så godt brød.

    Got something for me, captain?

    Dagtur i McMinns Lagoon-området: 35 km.

    McMinns Lagoon with Kingsley...

    En skøn dag, hovedsageligt i og omkring huset, hvor Kingsley bor. Der er både banan, abrikoser, müsli og soyamælk i morgenmadsskålen, og jeg nyder at være tilbage i et land, der har forstand på og tradition for gode morgenmadsprodukter (vi mangler vist et ord for cereals her, Hr. Nudansk). Over store kopper kaffe studerer jeg Australien-atlasset og lader mig fylde med info omkring dyreliv, nedbør, temperaturer, historie, kontinentets geologiske beskaffenhed – Kingsley er geolog med særlig interesse i underjordiske energireserver.

    Share

    Dag 531 – Australien! (eller: Ørnen er landet)

    Saturday, September 22nd, 2007

    Fra morgenbordet:

    Det er vildt at vide, at jeg om få timer sidder i propelflyet på vej mod Australien. Kan ikke rigtigt fatte det. Ca. 460 dage i Asien er det blevet til, og det er en stor milepæl at nå det første vestlige land (bortset fra miniput-bystaten Singapore) siden, tja, vel egentlig siden Danmark – eller måske siden Tyrkiet eller Ungarn for at være large.

    Jeg har i dag besluttet mig for at gengælde alle hilsnerne og tilråbene på min vej de 15 cykel-km fra Kupang centrum til El Tari-lufthavnen. Som en slags afskedsgestus til det indonesiske folk og som en undskyldning for alle de tusinder af hilsner, jeg har afvist i frustrationens og cykelkoncentrationens navn.

    Det blev til ca. 150 “hallos”.

    Local fisherman, Kupang, Timor.

    Men så tog jeg også turen i et langsomt tempo og med ret ryg, som var jeg en del af kongefamilien på karettur gennem København. Tankerne, minderne fra de sidste 15 måneder i Asien vælter frem, og de kæmper alle om at blive registreret af mig.

    I lufthavnsbygningen, der ikke er stort andet end et forvokset ét-plans hus, bruger jeg mine sidste rupiah på den sidste tallerken indonesisk mad, nasi campur, 1½ L vand og en række mangojuice-brikker.

    Ved et kontrolbord sidder en dame, der ikke er begejstret for at se min cykel. “Maybe impossible with bicycle“, siger hun ikke opmuntrende til mig. Hell yes, maybe possible!.

    Ved bagage check-in hjælper en venlig hollandsk herre mig uopfordret. Han taler flydende bahasa og sweet talker Merpati-personalet, der alle kigger forundret på min oppakning velvidende, at den skal ombord på et lille 30-sæders propelfly. Jeg slår styret ind og putter taskerne på vægten. Cyklen, 20 kg, øvrige tasker, 25 kg. Jeg er forberedt på et klækkeligt gebyr for overvægt (hvert kilo over de tilladte kun 13 koster 2 USD!), men hollænderen kan sit kram. Jeg får både boardingpas og et venligt smil fra Merpati.

    Det er ikke for ingenting, at de hollændere topper min liste over favoritnationaliter!

    No liquid in the airplane, sir!

    Pga. nogle for mig helt uigennemsigtige regulativer må man ikke have mere end 100 ml væske med ombord. OK. Det er der jo i min situation kun én ting at gøre ved: ned med 1500 ml vand og 3 x 250 ml mangojuice, for hvad der ligger i maven tæller ikke med på denne konto og intet bør jo gå til spilde.

    På den kun 100 minutter lange flyvetur over Arafura-havet var jeg forbi det lille hus 5 gange. No wonder, eh?

    The Embraer 120 twin-motor aeroplane

    Flyveturen går glat. Vi er kun 6 mand udover kaptajnen og den enlige stewardesse. Synet og tårerkanalerne er i et ledtog, jeg ikke var klar over eksisterede, for så snart Australiens kyster dukker op et par km under mig triller tårerne frit. Al den indtagede væske havde vist skabt overtryk i mig og forsøgte derfor andre udveje end den gængse.

    The excitement was enormous! Oz here I come...

    The excitement was enormous! Oz here I come...

    The Embraer 120 twin-motor aeroplane

    Så snart de australske quarantine-myndigheder havde sikret sig, at hverken jeg eller Kogaen medbragte nogle sygdomme og smittefarer, cyklen var shinet lidt op igen efter flyturen med flade futter og jeg havde australske dollars i hånden, var jeg rullende. Lykkeligt rullende.

    Now that's some serious distances!

    Gennem Warm Showers – et forum, gennem hvilket cyklister fra hele verden kan mødes, udveksle erfaringer, tilbyde husly etc. – fik jeg for nogle uger siden kontakt til Kingsley, en herre på min fars alder, der selv er meget glad for at cykle, og som har tilbudt mig at bo hos ham.

    Han bor (undskyld mig min evige hoppen frem-og-tilbage mellem da- og nutid) ca. 40 km sydøst for Darwin centrum, så der ventede mig en lille eftermiddagstur, hvilket passede mig fint. Fantastisk at være i Australien! Kingsley mødte mig på halvvejen og sammen fandt vi hans hus, hvor han bor for sig selv på et, efter australske forhold, mindre stykke land (5 acre). Det er meget overvældende for mig at være kommet frem. Masser af cykelanekdoter skifter hænder over aftensmaden og til langt ud på natten.

    Share

    The Most Likeable People in the World

    Friday, September 21st, 2007

    Her kommer en revideret, opdateret Top 10 over Verdens Bedste Folk…

    Nyt på listen er, at Sydafrika er røget ud i mørket. Belgien har set lyset. Og et par af nabolandene har byttet plads. Ellers intet nyt under solen. Verden er stadig fyldt med skønne mennesker.

    Min Top 10 Verdens Rejsefolk

    01 – Holland
    02 – Canada
    03 – Sverige
    04 – Australien
    05 – Norge
    06 – Tyskland
    07 – Frankrig
    08 – USA
    09 – Belgien
    10 – Schweiz

    Men den er (stadig) lidt tricky. Man møder en masse andre rejsende på vejen. Nogle kan man li’, andre ikke.

    Når det så er sagt, så ser jeg en form for mønster i de nationaliteter, som jeg normalt kommer godt ud af det med, trives med, har sjov med, føler jeg forstår og føler mig forstået af etc. Jeg ved det er vældig eurocentrisk (lidt som når Estland giver stemmer til deres nabolande i melodi grand prix), men det er sådan jeg har det. Når alt kommer til alt, så er det jo mennesker jeg holder af, uanset nationalitet…

    Share

    Dag 530 – Jeg tror ikke på mirakler…

    Friday, September 21st, 2007

    Det er en vigtig dag i dag. Rebet strammer lidt under morgenkaffen:

    Enten

    1) skal jeg et smut til Øst-Timor for at få et nyt visum, eller også
    2) er der en ledig plads til mig på morgendagens fly til Darwin, eller også
    3) falder miraklet over mig i form af en sejlbåd, der skal til Australien, eller også
    4) åbner den uforudsete, men altid mulige dør sig…

    Jeg tror ikke på mirakler.

    En af mine kontakter her i Kupang fanger mig tilfældigt på gaden og fortæller mig, at han har fået bekræftet, at den – for mig nu nærmest mytiske – krabbefiskerbåd, han har kontakt til, sejler her fra Kupang om ca. 3 uger, i midten af oktober. Til den tid ville jeg være visnet helt bort i utålmodighedens muld, så jeg takker ham mange gange for indsatsen og smutter hurtigt mod Merpati-flykontoret med krydsede fingre. At komme her fra Timor uden at skulle gennem visum-møllen endnu en gang, forekommer mig som løsningen.

    Am I going to Australia tomorrow?

    Merpati-manden har gode nyheder til mig og efter ½ times venten, excess luggage-spørgsmål (vedr. min ledsager, Kogaen) og et par ubehagelige Visa-håndbevægelser forlader jeg biksen med en billet i hånden og et kæmpesmil fra øre til øre. Australia, here I come!

    Enjoying my last dinner in Indonesia!

    Pludselig har ugers transport-overvejelser fundet hvile, og jeg er yderst taknemmelig over, at det hele nu ser ud til at flaske sig. Aftenen flyder ud i WT-opdateringer og bobler i maven på morgendagens vegne.

    Martabak from a street food vendor in Kupang, Timor.

    Share

    Dag 529 – På jagt efter en OZ-båd i Kupang

    Thursday, September 20th, 2007

    Jeg bruger det meste af dagen på at opsøge lokale kontakter, der forhåbentligt kan hjælpe mig et skridt nærmere en søtransport til Australien. At jeg gerne vil til Australien ad søvejen er svært at forklare. Det føles som den rette måde at entre det store kontinent efter at være cyklet over 20.000 km. En selvpålagt udfordring, kan man vel kalde det.

    Jeg henvender mig på en lokal bar, Lavalon, hvor jeg falder i snak med en skipper fra Australien. Han er vældig sød (han har også hollandske aner), men kan desværre ikke hjælpe mig, da han er på vej til Bali. Der ligger ikke andre sejlbåde end hans i havnen, hvilket giver mig dagens første slag på min optimistiske næse. Jeg taler med Edwin, en lokal verdensmand, som angiveligt har en finger på pulsen her i Kupang, Timor. Han har heller ikke godt nyt. “If you come last week, maybe I could help you”. Han fortæller mig, at jeg om en måned nok kan komme ombord på en krabbefiskerbåd, der sejler mellem Darwin og Kupang et par gange om måneden. Mit visum udløber søndag. En visumforlængelse er vist nok mulig her i Kupang – og hvis ikke, kan jeg tage op til Dili i Øst-Timor og få et nyt Indo-visum – men at skulle vente en hel måned på en måske-krabbebåd, det har jeg virkelig ikke hverken lyst eller tålmodighed til.

    I den anden ende af byen får jeg samme pessimistiske svar. “Not possible. Maybe you go back to Bali…” . Ja, og måske gør jeg ikke! Hmm, det begynder at snerpe lidt sammen for mig.

    Så i løbet af relativt få timer bliver mit håb om at komme sejlende til Australien slukket helt og aldeles.

    For første gang begynder jeg at overveje muligheden at flyve, og Merpati-selskabet kan fortælle mig, at der er et fly til Darwin to gange om ugen, lørdag og tirsdag. Det kunne potentielt blive min redning fra at strande her på Timor, så jeg beder om at få lavet en reservation til lørdags-flyet – hvis der er plads i det hele taget. Det kan jeg ikke få oplyst, da det åbenbart styres fra Darwin og først efter @-korrespondence kan jeg i morgen få svar.

    Well-well, jeg har gjort, hvad jeg kunne i dag. Frugt har det vist ikke båret meget af.

    Share

    The Songs of Beauty

    Thursday, September 20th, 2007

    Det er blevet tid til endnu en lille hitliste fra WT-lejren. Jeg bliver jo nødt til at holde mig selv beskæftiget på de lange landeveje gennem verden. Og den beskæftigelse deler jeg gerne.

    Denne liste omfatter sange, der fik tiden, verden til at gå i stå, sange, der plagede og forfulgte mig i dage-, uge-, månedsvis og som altid vil være med mig. Sange, der gav mig søvnløse nætter og strittende nakkehår, sange, der fik mig til at drømme & længes, sange, der har bevæget…

    The Songs of Beauty

    Thom Yorke & PJ Harvey – This Mess We’re In
    dEUS – Nothing Really Ends
    U2 – One
    Stina Nordenstam – So This Is Goodbye
    David Gray – Babylon
    The Fray – How To Save A Life
    Dave Matthew’s Band – #41
    Modest Mouse – The World at Large
    The Magic Numbers – I See You, You See Me
    Djavan – Nem Um Dia
    The Cranberries – Zombie
    Claus Hempler – Love Song #5000
    Tomas Andersson Wij – Ett Slag För Dig
    U2 – Origin of the Species
    Kent – Chans
    Damien Rice – Blower’s Daughter
    Jeff Buckley – Grace
    Tori Amos – Pretty Good Year
    Tom McRae – Packing For The Crash
    Souvenirs – Han Tog Et Nattog
    Smashing Pumpkins – Bye June
    Tracy Chapman – Subcity
    Heather Nova – Paper Cup
    Peter Sommer – 8-6-6-0
    Pearl Jam – Crazy Mary
    Over The Rhine – All I Need Is Everything
    Alceu Valenca – La Belle de Jour
    The Cardigans – Lovefool
    Rickie Lee Jones – Chuck E.’s In Love
    Tim Christensen – Love Is a Matter Of…
    Ryan Adams – La Cienaga Just Smiled
    MC Solaar – Hasta La Vista
    Manic Street Preachers – Motorcycle Emptiness
    Counting Crows – Round Here
    Coldplay – Yellow
    Jack Johnson – The News
    Josh Rouse – Sad Eyes
    Kashmir – Lampshade
    Antony and the Johnsons – Fistful of Love
    Grant Lee Buffalo – Fuzzy
    Eskobar (feat. Heather Nova) – Someone New
    Elba e Zé Ramalho – Chão de Giz
    Dinosaur Jr. – Out there
    The Cure – A Thousand Hours
    Björk – Venus As a Boy

    Rækkefølgen er tilfældig, listen er ufuldstændig. Men musik føjer – som rejsen – stadig en ekstra dimension til den menneskelige erfaring…

    Nicolai

    Share

    Billeder fra Java i fotoalbummet!

    Thursday, September 20th, 2007

    Jeg starter lidt bagvendt ud med fotoalbummet Indonesia 2. 2’ere har det indenfor mediebranchen som bekendt med at blive til fiaskoer, men jeg trodser husmandsovertroen, så here goes…

    Fotoalbum fra Indonesien (#2)

    Kommentarer er som altid velkomne. Ros & røv.

    Nicolai (Kupang, Timor)

    Share

    Dag 528 – Et døgn på Timor-færgen

    Wednesday, September 19th, 2007

    Kl. 01.30 sejler vi. Jeg har det vildt dejligt i min lille kahyt og selv minikarkelakkerne i toiletkummen og på gulvet er velkomne. Jeg bliver i kahytten i ca. 20 ud af færgeturens 23 timer. I fred og ro.

    Sejlturen fra Sumba til Timor er behagelig, rolig, afslappende. Har sovet, læst en masse og genset den norske film Buddy (2004), der vækker dejlige skandinaviske minder.

    Og så havde jeg denne gang lært min lektie fra Bintan-Jakarta-færgen og kender nu besøgstiderne i kantinen. Kl. 07, 11 og 17 er der mad. Fordi jeg har opgraderet min billet fra Clasa Ekonomi til Clasa II får jeg serveret mad i en andenklasseskantine, med servietter på bordene, tjenere på gulvet. Vi er kun 6 på Clasa II og spiser ved samme bord.

    Ude på dækket lægger færgen til kaj i Ende på Flores. Flores må jeg tilbage til en gang, for den synes at være – og alle siger den er – smuk og noget af det sprødeste Nusa Tenggara-øgruppen her kan byde på. Igen helt mod min vilje og mit ønske bliver jeg chattet op af en snakkelysten fyr, Man fra Ende, Flores. Han studerer engelsk i Kupang og løber derfor ikke sådan lige tør for spørgsmål med det samme, som indoneserne ellers har for vane at gøre. Spørgsmålene regner ned over mig selvom jeg hører iPod og forsøger at virke så uinteresseret som muligt. Han bærer tydelige Papua-træk med en stor, flad næse, tykke læber og det krushår, der oprindeligt fik portugiserne til at kalde folk fra det nuværende Papua (tidl. Irian Jaya) for em>papuas, krøltoppene.

    Kl. 00.00, 24 timer efter jeg gik ombord på Awu, er vi i Kupang. Her går alt som en leg, og trods det enorme menneskehav på færgen og særligt på kajen, forbliver min puls i det grønne felt og jeg får båret den oppakkede Koga ned ad trappen – igen let sag – og stiler målrettet gennem hoben og glider af på alle de “hjælpende hænder”, der byder sig til fra alle sider. Det er fandme dejligt at være på Timor. Timor!!!

    Kl. er 01.30 da jeg cykler de 10 km ind til Kupang på god-god asfalt og med pandelampen på plads. Jeg føler jeg kunne cykle gennem hele den stille nat. I tredje hug finder jeg Lavalon guesthouse og får et lille, simpelt værelse med fan og mosquito-coils til 21 DKK.

    Det er rart at være kommet i havn. Nu skal jeg bare til Australien…”Bare” til Australien.

    Dagens Tone: Vi är värda så mycket mer – Tomas Andersson Wij

    Nu slår vårens första regn emot taken
    jag står vid fönstret, som en vålnad
    Den här stan är som ett pålagt skratt
    lika död, lika punktlig och lånad
    En gång hade jag mitt kort i baren
    i slippen mellan framgång och undergång
    Mitt i ängslighetens största seger
    i samförståndets och skvallrets knägång

    Du drar mig till soffan
    vi lägger oss ner, och du viskar
    Den här stan är för sorglig
    vi är värda så mycket mer

    Vår klass är inte första klass
    när blodet stiger slinter kniven
    Den kränkte vill ha sanning till varje pris
    men slåss med en egg som är sliten
    Nej, inget är så svårt som att vinna mot sig själv
    vi kan reglerna, men kan vi spelet
    Skriker, fäktar förtvivlat framför domaren
    som om vi redan fölorat och vet det

    Det är det raka, det äkta
    i dig som jag ser
    Men hur många kors ska du dö på
    du är värd så mycket mer

    Du säger livet är en enda kamp för värdighet
    jag tror jag förstår vad du menar
    En kamp för kärleken, guden inom oss
    en kamp för det som lyfter, förenar
    Politiker, media kanaler utan vatten
    allt har ett pris, allt saknar värde
    Från kyrkan på berget strömmar toner
    det är sången som vi en gång lärde oss

    Om en rikedom större
    än den här världen ger
    Vi visste det då
    vi är så mycket mer

    Nu slår höstens första regn
    mot vår motorhuv
    När du somnat såg jag gränsen
    vi är över den nu

    Share

    Dag 527 – Sumba & Det Mesterlige Puslespil

    Tuesday, September 18th, 2007

    Sape (Sumbawa Island) -> Waikelo (ferry) -> Waingapu (bike and bus)
    Distance by bike (km) : 17
    Distance by bus (km) : 163
    Total (km) : 20.855

    Jeg falder hen i kornsækkene mellem to minianfald af benkramper, da jeg pga. den trange plads og for at være lidt hævet over alle gulvrotterne må kile stængerne fast mellem sækkene og nabolastbilen. En lillefingerstor karkelak sidder pludselig på min hovedpudekornsæk og er så tæt på mig, at øjnene ikke kan fokusere rent på den. Det var da satans! Fik naturligt nok kun en sporadisk søvn resten af turen til Sumba.

    There were people fucking everywhere!

    I havnen i Waikelo er der kæmpekaos og et mylder af folk, der vil af færgen og portere, der vil ombord for at finde hyre. Sumba er anderledes end hvad jeg hidtil har set. Husene er skøre med et kvadratisk tag – snart af strå, snart af den nye dille her, bliktaget – der først hælder langsomt opad for ind mod midten at stige kraftigt til vejrs. Lidt som et kantet kræmmerhus. Formålet kender jeg ikke.

    Følelsen af verdens ende er tydelig, og sjældent har jeg følt mig så langt væk (væk fra hvad?). Bortset fra færgelejemylderet er det en rigtig fin morgen. Er sulten, træt og i vildrede over den videre plan om at komme til Timor. Cykler 7 km til Waitabula (i mit civile tøj) og ser, at der er hele 170 km til Waingapu i det østlige Sumba, hvor Bali-færgen til Timor muligvis lægger til inden for de næste timer. Dén distance vil i det kuperede terræn tage mig 2 dage, hvilket vil efterlade mig på Sumba indtil den samme Bali-færge om 2 uger kommer forbi igen. Det gider jeg ikke. Mit visum udløber på søndag, så rent tidsmæssigt har jeg ikke råd til at misse den. Hvis jeg skal bevare håbet om at nå færgen i Waingapu skal jeg hurtigst muligt afsted, så jeg takker ja, da en minibus på vej til netop Waingapu stopper op for at høre, hvor jeg skal hen.

    Arrival Sumbaaaaa!

    Det er ikke noget joyride dog. Chaufføren har helt tydeligt drukket en kande kaffe i overkanten eller tygget for mange betelnødder her til morgen, hvilket den friske kørsel demonstrerer. Fra bussens tunge subwoofere lyder utålelige danseudgaver af alle de sukkersøde 80’er og 90’er “hits” som Glenn Madeiros’ Nothing’s Gonna Change My Love For You, Carey’s I Can’t Liiiiiiiiive…. & alle Dion’s fæle sange. Det er et trecifret decibelhelvede. Alt forekommer mig lidt uvirkeligt: jeg er på Sumba, uden søvn, uden mad i sækken og med en plan i ærmet, som jeg ikke aner om holder. Er nervøs for Kogaen, der lider på taget.

    Traditional houses on Sumba, Eastern Nusa Tenggara, Indonesia.

    Jeg håber så inderligt, at jeg kan nå den færge til Kupang via Flores i aften eller i morgen tidlig, eller hvornår den har tænkt sig at dukke op. Hele min krop er kun fokuseret på at nå Waingapu. Jeg er ikke helt ude på fadervor-overdrevet endnu, men jeg har foldet hænderne på skødet bagest i bussen… 🙂

    Der er skovbrande mange steder, de spøjse huse fortsætter, der er racerkørsel med betelnødchaufføren. Jeg får købt mig 4 hårdkogte æg gennem busruden, da vi gør et ultrakort holdt i en lille landsby midt på Sumba. Sådanne 4 æg glider kun med besvær ned gennem svælget, selvom de lander i en helt tom mave.

    5 timer senere er jeg i Waingapu og cykler med det samme til Pelni-kontoret (det nationale færgeselskab). Jeg jubler højt, ja, det er vel nærmest et brøl, da en dame fortæller mig, at Awu-færgen sejler i aften kl. 22! Det er fantastisk at stå med billetten i hånden og fornemme at klaveret kun spiller på de lyse tangenter! Det er et mesterligt puslespil, jeg har fået til at gå op.

    I en glædesrus labber jeg tre store krus mango-shake i mig. Min egen hyldest. Cykler så til færgelejet og lægger mig på min oppustelige madras et anonymt sted under et træ, og fader ud med det samme. Under aftensmaden snakker jeg med et par fyre, jeg også kort snakkede med ved billetlugen tidligere i dag. Pludselig fortæller den ene fyr, at han netop har modtaget en sms fra sin kæreste i Kupang, der fortæller at Awu-færgen er forsinket indtil kl. 06 i morgen tidlig. Hun havde kontaktet Pelni og fået den slette besked.

    Det er en bet for os alle. Men da det er en bet, jeg ikke kan rokke ved, gentager jeg successen med madrassen under træet og lægger mig til at læse/sove igen i månemørket. Kl. 00 vækkes jeg af én af gutterne, der peger mod havnen, hvor Awu – den skide færge, som jeg har haft i tankerne siden Bali – er på vej ind, gigantisk og mægtig. Skønt. Det er igen et helvedes menneskemylder. Tusindvis af folk er stimlet sammen på den trange kajplads og alle vil ombord først. Jeg udvælger mig en troværdigt udseende mand med et maskingevær under armen til at eskortere mig og bære min ene cykeltaske ombord, mens jeg selv med møje får båret resten af “mit hjem” op ad landgangstrappen. Et hjem der inkl. cyklen og al bagage vejer omtrent 50 kg for tiden.

    Jeg magter ikke at skulle være centrum for opmærksomhedens kugle også her på færgen, så jeg køber mig et stykke frihed i form af kahyt #5001. Besætningen smiler venligt – korruptionens smil, om man vil – da vi finder frem til en pris på ca. 70 DKK for kahytten. Det er fint med mig, og sjældent har jeg bekymret mig så lidt for finanserne. Jeg hungrer bare efter lidt fred og søvn…

    Antal timer på Sumba: 18

    Share

    Dag 526 – Et logistisk puslespil

    Monday, September 17th, 2007

    Dompu -> Sape (Sumbawa Island)
    Distance (km) : 117
    Time on bike : 6h 45m
    Brutto time: 09.15 – 18.15
    Avg : 17.4 km/h
    Max.speed: 50.5 km/h
    Total (km) : 20.838

    Dagens Tone: Istedgade – Peter Belli

    Sumbawanese village near Sape.

    I min verden er der noget smukt over den måde, som kroppen udøver selvtægt på, udviser retfærdighed over for sig selv, kroppen. Hvis den ex. har knoklet 6-7 timer i Sumbawas endeløse bjerge med Zülle ved roret, ja, så kræver den en tilsvarende mængde hvile, i mit tilfælde 32 timer gennem de sidste 3 nætter.

    Der skal være balance i tingene, og kroppen vil på forunderlig vis og med en imponerende plasticitet altid søge dette ækvilibrium, ligevægten, harmonien. At rejse på denne måde bringer mig i tæt kontakt med kroppen og dens umærkelige søgen efter dette ækvilibrium. Det bringer mig direkte ind på første parket til opførelsen, virkeliggørelsen af den kropslige rytme, de kropslige behov, kroppens væsen.

    Sape village. Eastern Sumbawa.

    I Bima henvender jeg mig ved to såkaldte turistbureauer. Det ene sted er ubehjælpsomt tomt for info, og damen fortæller mig bare på indonesisk, at der om 9 dage går en færge til Kupang, Timor. 9 dage! Ved det andet sted er folkene sympatiske, men taler heller intet engelsk og er lige så fattige på information.

    Jeg har imidlertid lavet lidt benarbejde selv og ved, at der fra Sape, 45 km mod sydøst hver lørdag og mandag (i dag) går en færge til det vestlige Sumba, hvorfra jeg muligvis kan nå til det østlige Sumba tids nok til at nå den – hold fast! – store færge, der i aften afgår fra Bali og sejler direkte til det østlige Sumba, og derfra videre til Kupang, Timor via Ende, Flores. Én blandt mange løse ender i dette logistiske puslespil er, at jeg ikke ved og kan få oplyst, hvornår Bali-færgen vil nå det østlige Sumba. Når jeg den ikke er der to uger (!) til den kommer forbi næste gang. Så alt er noget tvivlsomt, da jeg smutter fra Bima ud på eftermiddagen.

    Uden for Bima går det ca. 800-900 meter opad, det er saunavarmt og udsigten er flot. Resten af vejen til Sape ved kysten er jeg irriteret, frustreret (i kender sangen) over postyret over “den hvide mand på cyklen”. Havde jeg bare haft en slangebøsse!

    De agrare landstykker er gudesmukke i solnedgangslyset, men jeg ænser dem ikke rigtigt.

    Ved færgelejet øst for Sape føler jeg, at jeg er kommet til verdens ende. Et bugis-samfund (vi kan kalde dem Havets Sigøjnere) holder til i deres typiske, rustikke træhuse på pæle. Jeg er virkelig glad for at høre en fyr svare mig, da jeg spørger efter færgen til Sumbawa (der som nævnt kun sejler 2 gange ugentligt): “Yes, we have ferry for you…there” og peger i retning mod færgen.

    Færgebilletmanden fortæller, at færgen er “full-full“. Den har jeg hørt før og beder bare igen om en billet til mig og cyklen, og siger at jeg nok selv skal bære cyklen ombord. Købt!
    Bovporten er stadig åben og til min store overraskelse ser jeg, at manden havde helt ret; færgen er stuvende fuld og det er helt umuligt at komme igennem lastbiler, scootere, kornsække, bildæk etc. etc.

    Onboard the super crowded ferry from Sumbawa to Sumba, Eastern Nusa Tenggara, Indonesia.

    Jeg må i stedet bugsere cyklen ud på en vakkelvorn gangbro og laste cyklen + tasker ind gennem siden af færgen og ind på bildækket. Der er en sprække fra gangbroen til færgen på ca. 1½ meter, så en fyr hjælper mig mod et par kroner med at få Kogaen i sikkerhed. Den, mig og oppakningen kan lige akkurat klemmes ned på dækket. Det skal nok blive en hyggelig nat!

    Trying to get some sleep on the fully-packed ferry to Sumba...

    Jeg er supertræt og alle vil snakke. Er eneste vesterlænding ombord. Har ikke lyst til at forlade cyklen og gå op og lægge mig som de hundredevis af indonesere, der helt uden for sikkerhedsmyndighederne åsyn ligger overalt oppe på det øvre dæk. Min 6. sikkerhedssans siger mig, at det er bedre at blive ved mit grej midt i al godset. Jeg lægger mig på en række kornsække og læser, da folk efterhånden er faldet til ro i lastbilkabiner, på sække, på hinanden og hvor der ellers er kvadratmeterplads. Men jeg er ikke alene. Pludselig snuser en fed rotte rundt mellem sækkene, jeg ligger på, kun ca. 50 cm fra mit hoved. Væmmeligt! Jeg er heldigvis i glasklokke-mode og kan ikke tage mig videre af det.

    Share

    Dag 525 – Skønhed & frustration på Sumbawa

    Sunday, September 16th, 2007

    Empang -> Dompu (hotel)
    Distance (km) : 96
    Time on bike : 5h 24m
    Brutto time: 08.40 – 15.30
    Avg : 17.7 km/h
    Max.speed: 51.9 km/h
    Total (km) : 20.721

    Dagens Tone: Gravedigger – Dave Matthews Band

    Gravedigger
    When you dig my grave
    Could you make it shallow
    So that I can feel the rain
    I can feel the rain

    Dagens væskeindtag: 8.1 L (heraf ca. halvdelen sukkerholdig) – det var endnu en varm dag!

    Det er tyrkervarmt lige fra morgenstunden. Temp. på min cykelcomputer siger 42 C omkring middag, men iflg. mit indre termometer, der er mere pålideligt end det solfølsomme på cyklen, siger, at snarere er 37 C.

    Det er endnu en barsk og meget, meget flot cykeldag. Sumbawa skal tackles på cykelryg. Modvinden fra de første mange formiddagstimer vender til en skøn rygvind de sidste km mod Dompu.

    Great costal cycling on Sumbawa...

    Great cycling on Sumbawa...

    Hotel Rinjani i Dompu bliver min redning fra den ustoppelige opmærksomhed, der dagen igennem (well, de sidste 8 uger 😛 ) har fulgt mig. Når jeg cykler gennem landsbyer er der hele tiden tilråb, ofte fra flere sider samtidigt, gamle, unge og særligt børnene går helt i falset, hvis jeg ikke hilser, OG hvis jeg hilser. Det er dét, der er så kvælende ved situationen. No way out! Det irriterer mig ubeskriveligt, forstyrrer tankerne, er nyttesløst fordi i alligevel ikke kan kommunikere sammen, og jeg har simpelthen ikke fundet værktøjerne til at løse denne indre konflikt, til at tackle situationen. Tvivler på de findes.

    Horses. Sumbawa Island.

    Great cycling on Sumbawa...

    Markedet i Dompu er fotogent, lokalt og vældig interessant, og jeg skyder løs med alt mit elektroniske udstyr. Afslappende er det dog langt fra, for alle råber og skriger efter mig fra alle sider. De skal lære at holde deres kæft og opføre sig lidt civiliseret! Jeg mener, jeg er jo for fanden ingen Darwin eller Da Gama, vel…

    Colourful market in Dompu, Sumbawa.

    Colourful market in Dompu, Sumbawa.

    10 timers ørepropsøvn. Manden i minaretten i moskéen lige over for mit hotel bræger unædvendigt meget hele aftenen. Der er intet hellested her i omegn. Det må jeg bare forsøge at acceptere…

    Colourful market in Dompu, Sumbawa.

    Me in Dompu, Sumbawa Island.

    Share

    Dag 524 – Det Gode Humør

    Saturday, September 15th, 2007

    Sumbawa Besar -> Empang (guesthouse)
    Distance (km) : 98
    Time on bike : 6h 03m
    Brutto time: 09.40 – 17.10
    Avg : 16.1 km/h
    Max.speed: 43.8 km/h
    Total (km) : 20.625

    Spiser morgenmad sammen med Daniel på Hotel Dewi, og er i et dejligt humør, da jeg cykler fra Sumbawa Besar kl.09.40. Ikke mindst pga. at Daniel forsyner mig med en himmelsk håndfuld Piratos, som jeg forsøger at få til at strække hele dagen. Sådan noget har aldrig været let for mig.

    Water buffaloes, Sumbawa Island. Nusa Tenggara, Indonesia.

    Det gode humør aftager dog hurtigt, da en for cyklisten uheldig kombination af elendige veje, ubønhørlig modvind, opadgående terræn og en skrigende & larmende vejkant rammer mig. Det er sur cykling og temmelig hårdt arbejde det meste af dagen. Selv ikke lakridserne kan få mig op med næbbet. (Men igen, mange tak, Daniel!)

    Sumbawa Island. Nusa Tenggara, Indonesia.

    I en lille landsby spørger jeg flere folk, om det er muligt at få noget at spise, saya mau makan, ledsaget af en roterende håndflade på sækken. Det lykkedes mod forventning at finde et åbent spisested, og da jeg træder ind i det lille madhus er det som at træde ind i de kriminelles hule; her sidder alle regelbryderne, der trodser de islamiske ramadan-forskrifter om faste så længe solen er over horisonten. Min guidebog siger, at syge, gravide og ekstremt hårdtarbejdende normalt kan tage lettere på fasten – jeg har i dag ingen problemer med at hoppe i sidstnævnte gruppering, og labber en skøn frokost i mig. Zülle er på banen igen.

    Sumbawanese people...

    Det er meget flot her. Der er sorte og lyserøde vandbøfler i markerne, frie geder og ditto heste mange steder. Folk er traditionelt klædt og i det hele taget er stemningen dejligt eksotisk for mig.

    Nicolai and the Koga on Sumbawa Island.

    Fishing village, Sumbawa...

    Jeg har altid godt kunne li’ tallet 8. Bare ikke når det angiver hastigheden på min cykel. Det gjorde det ret ofte i dag, hvor modvinden og elendige vejstykker som sagt gjorde cyklingen sur & sej.

    Fishing village, Sumbawa...

    Pludselig kommer den gode asfalt igen, vinden lægger sig og humøret blusser lynhurtigt. Mennesket er så primitivt nogle gange! 🙂 Jeg forbliver dog superfrustreret over indonesernes in-your-face-attitude, der aldrig hører op, men tværtimod lader til at tiltage efterhånden som jeg bevæger mig længere og længere østpå…

    Great costal cycling on Sumbawa...

    Alle gear er i brug for det går op og ned i takt med at de mange bugte passeres.

    The Schwalbe tires are doing a great job in all terrains...

    I landsbyen Empang finder jeg et lille bungalow-sted til 23 DKK, uden fan, inkl. karkelakker i kummen. Er træt og glad og lægger mig snart til at sove 10 timer.

    Sunset in Empang, Sumbawa.

    Share

    Sumbawa Island-ankomst

    Friday, September 14th, 2007

    Bare lige et hurtigt livstegn her fra Sumbawa (oeen oest for Lombok, red.), hvor jeg ankom i dag.
    Alt vel i WT-lejren. Jeg er glad og stolt over at vaere kommet hertil. Har haft nogle ganske haarde, bjergrige cykeldage siden det skoenne daseliv paa Gili Trawangan, som jeg forlod i gaar formiddags, torsdag.

    I mit romantiske/antropologiske hoved lugter Sumbawa lidt af outrigger-kanoer og kannibaler. Kanoerne har jeg allerede set. Sidstnaevnte har jeg ikke set noget til endnu.

    Min kontakt til omverdenen er og vil fortsat vaere lidt vaklende de naeste dage/uger. Jeg cykler i morgen videre mod Bima og det oestlige Sumbawa, hvorfra jeg vil forsoege at fange en faerge til Kupang, Timor. Mit Indo-visum udloeber den 23. september, saa der er lidt hektik over foererfeltet i Team Zulle. Men jeg tramper i pedalerne og er sikker paa, at alt flasker sig, som man siger. Kannibaler eller ej…

    Nicolai

    Share

    Dag 523 – Sumbawa og de forsvundne kannibaler

    Friday, September 14th, 2007

    Labuhan Lombok -> Sumbawa Besar (hotel, Sumbawa)
    Distance (km) : 97
    Time on bike : 5h 04m
    Brutto time: 12.15 – 18.30
    Avg : 19.1 km/h
    Max.speed: 52.6 km/h
    Total (km) : 20.527

    På byens lille postkontor får jeg vekslet min sidste 30 USD til 240.000 Rupiah efter en del forhandlinger med postfar, der tydeligvis ikke er vant til den slags transaktioner. Han måtte alliere sig med en anden kunde og ringe til en ven (hans to livliner) før han accepterede mit ellers ganske generøse forslag på 8.000 Rupiah/dollar. Labuhan Lombok er et lokalt lille hul, der syder af liv omkring den centrale moské, hvor også markedet er. Der er masser af benhurs, hestevogne med mere end almindeligt modeslanke heste.
    Får fat i en klase bananer, vand og et bananbrød og smutter de 3 km mod færgen til Sumbawa (1½ time, 12 DKK).

    Benhurs in Lebuhan Lombok.

    Jeg har ingen punktering haft siden lige uden for Ayutthaya, nord for Bangkok, for ca. 4 måneder siden. Gævt!

    Arrival Sumbawa!

    Det er virkelig cool at være kommet til Sumbawa. Der er meget tørt de første mange km langs vestkysten. Ingen bebyggelser og jorden er så tør og tarvelig, at ingen eller intet kan eller gider få noget fornuftigt ud af den. Er glad og stolt over at være her. Bjergene er golde og smukke. Det er interessant at se, hvordan floraen har ændret sig siden det vestlige Javas frodige kaffe- og theplantager, via Balis tropehave og Lomboks begyndende tørrere natur til Sumbawa, der klart har australske udtryk. (Læs mere herom og om The Wallace Line her – det er ganske interessant, også for en antropolog).

    The dry and arid western Sumbawa

    Mine pauser i dag er lige så sparsomme som bevoksningen her på knastørre og solplagede Sumbawa.

    Vejen er ganske fornuftig de fleste steder. Dog kraterplages den flere steder, hvor vejarbejde er i gang. Den bugter sig smukt ind mod Sumbawa Besar, hovedbyen i den vestlige del af Sumbawa med 55.00 indb. Terrænnets op- og nedture kan man kun forudsige lige så dårligt som sine egne. Folk glor overalt som om jeg ikke rigtigt hører til her.

    Colourful afternoon cycling on western Sumbawa...

    På en helt tilfældig, kinesisk restaurant i Sumbawa Besar sætter jeg mig for at spise og ser en anden fyr ved nabobordet. Han viser sig at være en dansk! Daniel, der er i gang med sin ph-D i biologi og er på en måneds præ-feltarbejdstur her. Det viser sig også, at vi bor på samme hotel, samme etage. Hvad er sandsynligheden for det? Det er et vældigt selskab, og vi snakker uafbrudt til langt ud på aftenen. Føler mig heldig over at ha’ stødt ind i ham. Et dejligt, begavet selskab.

    Share

    Dag 522 – Ramadanen skydes ind på Lombok

    Thursday, September 13th, 2007

    Gili Trawangan -> Labuhan Lombok (hotel, Lombok)
    Distance (km) : 122
    Time on bike : 7h 04m
    Brutto time: 10.30 – 18.15
    Avg : 17.2 km/h
    Max.speed: 51.7 km/h
    Total (km) : 20.430

    Dagens Tone: Babylon – David Gray

    Farvel til Gili Trawangan, farvel til alle de dejlige mennesker og ikke mindst et stort farvel og tak til Rumah Saga, som har gjort underværker for mig, og som jeg varmt kan anbefale.

    Tusind, tusind tak, Stine, fordi jeg måtte bo i dit lille Paradis. Du kan virkelig være stolt af stedet, og jeg ved, at du og Zacharias vil elske poolen lige så meget som jeg har gjort, når I kommer til november.

    Tilbage på Lombok venter endnu en virkelig fin cykeldag rundt langs øens nordvestkyst. Jeg er træt, men socialt føler jeg mig fuldt opladt og det er skønt at rulle igen. Vejen går langs kysten med dens sorte vulokanstrande, når den ikke går indlands og opfører sig iltert og usportsligt: det er superstejle, men korte stigninger, der tvinger mig af cyklen. Gunung Rinjani-bjergets top i over 3.700 m lurer inde på øen . Der er ørkentørt og temp. er 37 C.

    “I love you, I love you”, råber alle børnenei en anonym landsby ud på eftermiddagen. Der må gemme sig en noget amorøs skolelærerinde her. Zülle er nu endnu mere træt efter 6½ time i sadlen og ignorerer de unge kærlighedserklæringer.

    Det er Ramadanens første dag. For den rettroende muslim betyder det som bekendt bl.a, at der ikke må spises, drikke eller ryges mellem solopgang og solnedgang. For mig betyder det, at jeg i løbet af dagens 122 km ikke ser en eneste åben madbod eller restaurnt, som der normatl er fyldt med. Så jeg må snacke mig gennem dagen, med dadler, kiks, Sprite og kaffebolcher.

    Jeg er sindssygt træt de sidste 20 km, hvor modvinden og de konstante tilråb hagler mod mig og suger dagens absolut sidste kræfter ud af mig. Kun stamina og tanken om en seng får mig frem. Jeg ser frem til solnedgangen, så der kan komme lidt gang i gryderne her igen!

    Da jeg kl. 18.15 ankommer til Labuhan ombok, hvorfra Sumbawa-færgen sejler, er jeg i en rigtig sølle forfatnig, og kan ikke tænke en sammenhængende tanke. Jeg har kun 15 DKK tilbage i lokale rupiah, der er ingen bank i byen, fortæller hotelfatter mig, der tager 33 DKK for en nat. Jeg indkvarterer mig og skubber de finansielle kniber ud til morgendagen.

    Sjældent har jeg været så baldret, så udkørt. På en lille restaurant løber jeg ind i 4 belgiere, der har set mig komme cyklende, så jeg ryger direkte i den vanlige vaskemaskine af spørgsmål, selvom jeg er ved at gå til af sult & træthed.

    Jeg er gået sæbetør, men er møgbeskidt, så jeg gnubber mig ind i vaskepulver i spand-og-øse-badet. Hvis pulveret kan gøre mit tøj rent, kan det vel også gøre mig ren.

    I ro og fred på mit kammer studerer jeg kort og færgeruter påmin tur videre frem mod Timor. I morgen står den på Sumbawa. Det ser jeg meget frem til. For mig, i mit romantisk/antropologiske hoved lugter Sumbawa allerede en smule af outrigger-kanoer, hovedjægere og kannibalisme.

    20.30 går jeg ombord på en 12 timer lang nattesøvn.

    Share

    Dag 521 – Strømudfald og Bintang-indtag på Gili T.

    Wednesday, September 12th, 2007

    Der er totalt strømudfald i dag på Trawangan. Hele øen, hele dagen. Det er jeg for så vidt ligeglad med, for det sorgløse daseliv ved poolen er ikke strømforbrugende. Havde det ikke været for min deadline hos MetroXpress! Hmmm. Det huer mig ikke. Først kl. 20 kommer strømmen, hvor jeg hopper på det alt for dyre internet (bl.a derfor har der den sidste tid været store forsinkelser med opdateringerne i dagbogen), 5-6 timer koster mig et dagsbudget, og skriver artiklen til fredagens Metro-udgave. Det er underligt slet ikke have været hjemme i København siden jeg i april 2006 begyndte at skrive for avisen. Ikke at ha’ prøvet at hente avisen på stationen og se sin egen artikel i avisen.

    Jeg hænger om aftenen ud med The Gili Gang som de øvrige aftener og nyder de dejligt, sociale stunder i fulde drag. De enkelte Bintang-øl smager bedre end normalt, for all good things come to an end – jeg har besluttet mig for at forlade Gili Trawangan i morgen formiddag, lige som størstedelen af den internationale flok, jeg har hængt ud med.

    Share

    Dag 520 – Trawangan chill-out

    Tuesday, September 11th, 2007

    Der er ingen asfalt på Gili Trawangan og følgeligt ingen biler, scootere eller anden motortrafik. Kun cykler, gående og hestevogne, der klikker rundt i de støvede gader og er med til at forstærke indtrykket af, at tiden står stille her, er gået i stå simpelthen.

    Jeg lægger mig ned i et blødt pudearrangement på en af restaurant-barerne, der ligger lige ud til det turkise vand, med en mango-shake og en bog og nyder anonymiteten. Kun min stadig uafklarede visumsituation knager lidt i horisonten. Og jeg løber snart tør for kontanter her på den ATM-løse ø, så jeg må under alle omstændigheder tilbage til Lombok. Well-well, det er nemt at skubbe tingene ud i sandet her, og der er jo altid en dag i morgen.

    Share

    Dag 519 – Det drejer sig meget om farverne…

    Monday, September 10th, 2007

    Jeg kunne nemt vænne mig til dette liv i luksus på Rumah Saga. Ahhhh…
    Fantastic Gili Trawangan

    Jeg mødes til frokost med Virginie fra Paris, som har været her i nogle uger og underviser lokale skolebørn i engelsk. Hun er en interessant pige, midt i 30’erne, men der er intet virgint over hende. Snarere en smule parisisk vildkat bag det blide ydre og den frie, uafhængige sjæl.

    Fantastic Gili Trawangan

    Der er smukt her på Gili Trawangan. Jeg tror bestemt på de folk, der allerede har fortalt mig, hvordan øen, som en uimodståelig fælde, klapper om selv de mest fortravlede rejsende og holder dem hen med et drive-, dase-, dykke-, aftenbarhygge-liv, ingen kan modstå.

    Fantastic Gili Trawangan

    Der er katte overalt her på Gili T. Jeg forsøger at snakke, nusse og give opmærksomhed til dem alle, men det er ikke alle, der er lige modtagelige over for Ace Venturas kæledyrstække. Huskattene på Rumah Saga er heldigvis som katte er flest, kælne og elskelige.

    Share

    Dag 518 – Rumah Saga – Un Rincon Del Paraíso

    Sunday, September 9th, 2007

    Hvordan er jeg havnet her på Rumuh Saga?

    My elegant and wonderful feel-good hotel, The Rumah Saga, Gili Trawangan

    Min gode ven, Becker, har en veninde, Stine, som for nylig byggede stedet op her på Gili T. sammen med sin partner. Lykken ville, at jeg for nogle måneder siden fik tilbudt at bo der, hvis min vej gik den vej forbi. Jeg var velkommen så længe, jeg ville og på husets regning. Alt for godt til at være sandt. Networking rocks.

    My elegant and wonderful feel-good hotel, The Rumah Saga, Gili Trawangan

    De behagelige fyre, der holder Rumuh Saga trimmet og sund, serverer en kande kaffe og en sprød jaffle-toast med ost, løg og tomat. En god start på dagen. Stedet ligger centralt midt i et ellers støvet, lokalt og hyggeligt område med smilende børn og vrinskende heste med påhængsvogne. Det er en lille perle, en sand oase og jeg ligger længe ved poolen i dag med et meget tilfreds smil på læben. Det er for godt til at være sandt.

    My elegant and wonderful feel-good hotel, The Rumah Saga, Gili Trawangan

    Jeg kommer langsomt ned i et roligt, terrængående gear efter hektiske Bali. Det føles tiltrængt. Et energioverskud får mig i løbeskoene ud på eftermiddagen, og jeg har jeg fin joggetur rundt om Gili Trawangan, denne gang med uret, på de 7-8 km sandede stier. Falder i snak med franske Virginie fra båden hertil i går og vi laver en frokostaftale i morgen.

    Horse cart on Gili T.

    “Yes-yes, boat to Australia…Maybe next month…You call me later…”, er det eneste jeg får ud af den Skype-samtale jeg har med Yos, den lokale agent i Kupang, timor, der – iflg. min schweiziske cykelven Benno – muligvis kan arrangere kontakt til et skib, der kan sejle mig til Darwin, Australien. Den smøre har jeg hørt før, og den giver mig ingen grund til optimisme. Mission not completed!

    Om aftenen falder jeg i hak & snak med en international flok, som kommer til at konstituere The Gili Gang de efterfølgende dage, og som jeg har nogle uforglemmelige tider sammen med. Den tæller Stephanie fra Birmingham, UK, Paula fra Santiago, Chile, danske Morten og Peter fra Esbjerg-egnen, de hollandske veninder Marloes og Jolanda, Eddy fra London plus den mere løse periferi.

    Share

    Dag 517 – Paradis på Gili Trawangan…

    Saturday, September 8th, 2007

    Senggigi (Lombok) -> Gili Trawangan Island
    Distance (km) : 26
    Time on bike : 1h 50m
    Brutto time: 10.40 – 15.00
    Avg : 14.4 km/h
    Max.speed: 65.3 km/h
    Total (km) : 20.308

    Cycling at its most beautiful. Western Lombok.

    Cycling at its most beautiful. Western Lombok.

    Palm trees on Lombok

    Kystcyklingen fra Senggigi til Bangsal er måske den smukkeste overhovedet af sin art i WT-regi. Det er nogle vanvittige farver, der er drysset ud over bugterne her, som alle er stort set øde, enkelte med et par outriggere eller fiskerbåde trukket op på stranden. Der er så meget potentiale i dette område. Til gengæld er det så stejlt, at Zülle må skubbe (selv trække er en umulighed) cyklen opad. Det er det hele værd!

    Cycling at its most beautiful. Western Lombok.

    Cycling at its most beautiful. Western Lombok.

    Cycling at its most beautiful. Western Lombok.

    I Bangsal venter jeg en times tid med kaffeslubren og tid på ryggen på en lille træbåd, der snart sejler mig til Gili Trawangan, den fjerneste af tre små atoller (miniøer, kan vi kalde dem), der ligger på række få kilometer fra Lomboks nordvestkyst.

    På Gili Trawangan finder jeg Rumah Saga, hvor jeg har været så ufatteligt heldig at få lov til at bo, så længe jeg har lyst, på husets regning.
    Rumah Saga er vanvittigt lækkert! En helt uvant luksus venter mig, og jeg er ved at tude af bare glæde, da jeg træder inden for i en af de kun 4 bungalows, som stedet har. Det er så fint, så stilfuldt, med alle bekvemmeligheder som A/C, fan, TV, køleskab, et dejligt møblement, badeværelse, en enkelt- og en dobbeltseng i en blød kvalitet, som jeg ikke har oplevet i lang tid, en dejlig terrasse, hvor morgenmaden serveres. Det er seriøst et lille stykke af Himmerige for mig!

    (Billeder af stedet, og hvordan jeg er havnet her kommer i morgendagens kapitel)

    Da jeg åbner for vandet på badeværelset overraskes jeg over endnu en helt ny fornemmelse. WTF! Hot water…Det havde jeg ikke regnet med. Det er skønt og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde et varmt brusebad. Livet behandler mig vældig godt!

    I stedet for at sætte mig med en kold solnedgangsbajer, tager jeg en 1½ times gåtur rundt om Gili Trawangan. En tur på 7-8 km. Det er skønt at være her. Stemningen passer mig langt bedre end i voldsomme Kuta, Bali. Her går høns, geder, køer og katte rundt mellem de tusindvis af kokospalmer inde på øen. Strandene er i verdensklasse.

    Share

    Dag 516 – Bali til Lombok

    Friday, September 7th, 2007

    Ubud (Bali) -> Senggigi (Lombok)
    Distance (km) : 77
    Time on bike : 3h 54m
    Brutto time: 09.50 – 19.50
    Avg : 19.9 km/h
    Max.speed: 49.4 km/h
    Total (km) : 20.282

    09.50 cykler jeg fra dejlige Yuni’s House i Ubud og tager de 39 km til Padang Bai i stiv arm, uden pauser, blot enkelte fotostops. Glæder mig til Lombok, som jeg aldrig har besøgt.

    Vejen fra kystlandsbyen Kusumba, der har gode udsigter til Nusa Penida-øen, til Padang Bai er af det ypperste inden for vejkonstruktion – hvis alle veje var så fine og plane ville det næsten være for nemt at cykle jorden rundt. Det er de nu en gang ikke.

    Jeg er heldig, da jeg når færgelejet i Padang Bai: bilfærgen er klar til afgang. Sweet. 35.000 rupiah (21 DKK) for den 4-5 timer lange tur til Lembar på det vestlige Lombok.

    On the ferry from Padang Bai, Bali to Lembar, Lombok.

    Det er en fin, fin sejltur. Lomboks sydvestlige landtunge dukker op efter et par timer. Den er øde, knastør og har helt uspolerede sandstrande, der lokker.

    On the ferry from Padang Bai, Bali to Lembar, Lombok.

    I Lembar Havn ligger vi i over en time kun 100 m fra færgelejet pga. nogle clearance-problemer, hvilket frustrerer. Dén slags ventetid har jeg altid haft svært ved. Men det er rart endeligt at cykle i land på Lombok i solnedgangslyset. Næven ryger i vejret sammen med et kort ulvehyl, hvilket skaber røre i de små bambushjem langs vejen.

    Ca. ½ time får jeg lov til visuelt at nyde Lombok før der bliver lukket og slukket ude i den vestlige horisont og skumringskvarteret tager over. Det bliver buldrende mørkt (jeg er for doven til at…min pandelampe er uden for rækkevidde), men med en ugles opmærksomme blik slået over på night mode kommer jeg sikkert til Senggigi oppe på vestkysten efter knapt 40 km. Vejen er barnenumseglat, så jeg fyrer godt op for bunsenbrænderen hele vejen.

    Jeg finder et billigt home stay, Sonyas Losmen, til 24 DKK inkl. morgenmad og utallige huller i loftet. Alt er dyrt og opskruet her i Senggigi, som jeg ikke bryder mig særligt om. Den lille labre ø, Gili Trawangan, ikke langt herfra lokker mig mere end nogensinde.

    Share

    Dag 515 – De dejlige brødre…

    Thursday, September 6th, 2007

    Jeg hænger ud i The Monkey Forest, abeskoven, det meste af dagen. De er virkelig nogle interessante og sjove skabninger, de aber. Selvom de er super forkælede pga. af alle de peanuts og bananer, som turisterne håndfodrer dem med. Det undrer mig, hvorfor det hedder doggy style. Monkey style ville være mere passende, ville det ikke?

    Monkey Forest, Ubud, Bali

    Monkey Forest, Ubud, Bali

    Monkeys (doing the funky stuff) in Ubud, Bali.

    Cemetary in The Monkey Forest, Ubud, Bali.

    Share

    Dag 514 – Bali på scooter

    Wednesday, September 5th, 2007

    Distance: 165 km
    Benzinforbrug: 4.5 L

    Der skal normalt ti vilde hopper til for rent helbredsmæssigt at få mig ned med nakken. Også denne gang. Efter en masse søvn og et vitamin-boost i aftes er jeg frisk igen, klar til en scootercruise rundt på Bali! Sølle 21 DKK koster det at leje en veltrimmet Honda-sag med automatgear.

    Gunung Kawi-templet, sirligt anlagte risterrasser ved Tampaksiring, udsigten fra Penelokan over Batur-vulkankrateret og Batur-søen, den afsidesliggende landsby Abang på Batur-søens østside, et smukt begravelsesoptog i Songan ved søens nordlige bred, off-road-kørsel mod Toya Mampeh, hvor en flok mænd er i gang med at bygge en begravelseskonstruktion i træ til at bære den afdøde på (fantastisk foto-opportunity) – det må være sæson for begralveser her på Bali!

    Landskabet nede i den udslukte Batur-vulkan er smukt, fotogent.

    En vidunderlig, selvbestaltet solodag med et loop på 165 km gennem noget af det bedste landskab, som Bali kan byde på. 7,- i entre, 21,- for scooteren, 12,- for benzin, 10,- for mad. Det er et billigt bid af eventyret.

    Der er noget om snakken. Bali er en særlig ø.

    Share

    Dag 513 – Tango i Ubud

    Tuesday, September 4th, 2007

    Day 513 – 04SEP07: Kuta -> Ubud (hotel)
    Distance (km) : 36
    Time on bike : 2h 24m
    Brutto time: 12.10 – 15.10
    Avg : 15.0 km/h
    Max.speed: 33.6 km/h
    Total (km) : 20.205

    Dagens Tone: We Never Change – Coldplay

    I wanna live life and never be cruel
    I wanna live life and be good to you

    And I wanna fly and never come down
    And live my life and have friends around

    We never change, do we? no, no
    We never learn, do we?

    Jeg takker af for Kuta for denne gang. Det har været nogle temmelig anderledes dage ifht. min tid på Java, og jeg har det glimrende med at smutte helskindet fra Kuta. Et vanvittigt sted.

    Er underligt groggy til morgen. Temp. siger 38,3 (*), men jeg er en oprejst osteklokke. De 36 km til Ubud er mest cykling for transportens skyld. Jeg er sløj, halsen er mør og det er tydeligt, at kroppen gerne vil lægge mig syg. Dén tango skal der imidlertid to til. Og jeg er hverken i cykel- eller dansehumør.

    Ubud har som Balis kulturelle centrum hundredevis af overnatningssteder, så det glæder mig, at det første sted, jeg checker, Yuni’s House, behager både pris- og komfortmæssigt. 30 DKK for en dejlig, superren bungalow i balinesisk stil, inkl. morgenmad på terrassen. Det er lige, hvad jeg har brug for. En blød madras, ingen myg, ingen larm, ankomstthe på terrassen og søde værter.

    Snuser lidt rundt i Ubud, nær Monkey Forest Road, inden jeg går hjem og fylder kroppen med citron-the, vitamin-læskedrik, frugt-drik og kakaomælk (frisk, dansk mælk drømmer jeg stadig om). The Jakarta Post står for den åndelige (well, sort of) føde.

    Den skide tango gider jeg under ingen omstændigheder!

    (*)…og dermed ser jeg ingen blå elefanter!

    Share

    Dag 512 – En fejlslagen høst

    Monday, September 3rd, 2007

    Dagens Tone: 20.000 seconds – K’s Choice

    And we’re all so strong when nothing’s wrong
    And the world is at our feet
    But how small we are when our love is far away
    And all you need is you

    Jeg får sagt et behørigt farvel til Mads & Nanna i dag, og senere til Charlotte & Kristin efter en hyggelig frokost sammen. De er alle bomba-plagede efter endnu en sen bytur.

    Cykler ud i lufthavnen for at se, om jeg skulle ha’ held med at få ordnet min visumforlængelse. Det er en nedtur. Imigrasi-manden accepterer ikke en af mine kontakt-adresser fra Java og kræver en anden “social sponsor”, som de kalder det. En lokal person, som kan stå inde for mig, hvis noget skulle gå galt.

    Efter min ærlige mening er det eneste, der er noget galt med, det indonesiske bureaukrati. Det tror da fanden, at turisterne udebliver og at landet higer desperat efter at få vendt de seneste års gevaldige nedtur i besøgstallene. Åbn dog de grænser, drop visum-mudderet, og gør som dengsedrengen Malaysia mod nord: 3 gratis, visumfri måneder og et bredt smil. Det kan folk li’!

    Share

    Dag 511 – Alder

    Sunday, September 2nd, 2007

    Hvad druk kan nedbryde af motivation, positiv tænkning og high spirits, kan sol & søvn heldigvis som regel genopbygge.

    I got the spirits back today!

    Midt i Kutas larmende gader ser jeg en fyr med en ekspeditionscykel trækkende ved siden af sig. Som langturscyklist er det min gode pligt at kontakte ham i sådan en situation. Thomas fra Magdeburg har cyklet siden juli 2006 og tager flyet til Sydney senere i dag. Han rejser sammen med kölner-parret Martin og Britta, som jeg senere introduceres for på stranden til en længere cykelsnak. Dejlige mennesker og fantastisk, opløftende at dele lidt historier og perspektiver.

    Kutas gader er i de tidlige eftermiddagstimer fyldt med stinkende bagstive turister, der gemmer sig bag solbrillernes slør, går med et let foroverbøjet hoved og en forsigtig hangover-gangart, som var der glassplinter i klip-klapperne. Det er der bare ikke.

    Nyder endnu en solnedgang ved Kuta Beach med en Bintang og iPod.

    Springer over byturen. Der er røster der mener, at jeg er blevet for gammel til det skødesløse liv i Kuta (ingen nævnt, ingen glemt!), og efter de første 4 dage med turbo drive her er jeg tilbøjelig til at tro dem.

    Share

    Nye billeder i dagbogen…

    Saturday, September 1st, 2007

    Jeg har fundet lidt ædru timer her i Kuta på det sydlige Bali til at få smidt en masse billeder i dagbogen.

    Dagene 488 til 500 er blevet krydret lidt.

    En lidt rundtur kan med fordel startes her!

    Nicolai

    Share

    Dag 510 – Drukmåsen

    Saturday, September 1st, 2007

    Det generer mig noget, at jeg ikke har vished over den næste tids transport til Australien. Mit visum udløber den 23. september. Skal jeg tage til Gili Islands? Skal jeg få fikset en visumforlængelse? Hvis, hvordan får jeg så fat i en lokal “social sponsor”, som er påkrævet? Skal jeg toure lidt rundt på Bali? Spørgsmålene er mange i mit mudrede, alkoholplagede hoved. Intet kan forstyrre og ødelægge ens motivation som alkohol og lange dage i byen. Jeg forsøger at ringe til et par kontakter, Bob og Tony (som jeg har fået af Benno, min schweiziske cykelven), og som angiveligt har en krabbefiskerbåd, der en gang om måneden sejler mellem Kupang, Timor og Darwin, OZ. De kan måske hjælpe mig, men jeg kommer ikke igennem til dem. En smule bedre held har jeg med en anden kontakt, agent Yos i Kupang, der dog har en masse børn og larm omkring sig, da jeg fanger ham i telefonen. Han siger bare “Yes, boat to Australia…Maybe next month…You call me later…” Dut-tonen fortæller mig, at samtalen er ovre, og jeg er sådan cirka lige vidt.

    Jeg har haft drukmås i flere dage nu. Ikke diarré og ingen grund til alarm. De er bare hyppigere, mere pludselige og en anelse mere flydende, besøgene i det lille hus… 😉

    Siden nytår har jeg nu klaret mig med ét håndklæde, der er så lille, at det ved indlevering på vaskerierne her (en gang imellem skal skidtet jo vaskes i kyndige hænder eller i en varm maskine) går under kategorien “vaskeklud”, når prisen skal fastsættes ifht. prislisten. Det morer jeg mig lidt over…

    Share