• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for March, 2008

    Dag 722 – Bulldog

    Monday, March 31st, 2008

    Twizel -> Oamaru (wild camp)
    Distance (km) : 155
    Time on bike : 7h 18m
    Brutto time: 11.00 – 20.00
    Avg : 21.8 km/h
    Max.speed: 49.2
    Total (km) : 28.344

    Jeg begynder at forstå fidusen ved og sammenhængen mellem alle de campervans og mobilhomes, der kører rundt overalt og de få opslåede telte. Det er nok for koldt for mange at sove udendørs i det new zealandske efterår. Jeg har det stadig fint med de kølige morgener (ca. 6-7C), men teltet er tungt og fugtigt af kondens og umuligt at nå at få tørret inden jeg pakker lejren ned. Det huer mig ikke.

    Lunch at the post boxes in Omarama. NZ

    Lårene og achilleshælene er ømme efter gårsdagens 6-7 timers vandring ved Mt. Cook. Anden aktivitet, andre muskelgrupper.

    Morgensnak og afsked med de gode hollændere. Vejret er overskyet det meste af dagen, 13C midt på dagen, så jeg tramper bare afsted mod kysten. Efter de første 30 km til Omarama er benene kørt varme og maven gjort sulten. Får mig en typisk lunch best. af 2×2 skiver grovtoast med tun, 2 skiver toast med peanutbutter samt 2 pærer.

    After lunch break!

    Kort efter Omarama rammer jeg dagens eneste pas, Ahuriri Pass (505m), på en i øvrigt skønt nedadhældende cykeldag mod Oamaru ved kysten. Passet river sveden frem og snart er jeg gennemblødt af det salte vand inde bag regn- og fleecejakke + cykeltrøje.

    Sweaty clothes!

    West of Oamaru, NZ's South Island.

    Jeg er fokuseret, koncentreret omkring cyklingen i dag. Som en stædig bulldog, der har bidt sig godt fast i sit bytte, slipper jeg ikke cyklen før jeg når Oamaru lige omkring solnedgang. De opdæmmede, menneskeskabte søer Benmore, Aviemore og Waitaki ville sikkert være en pause og et billede værd på en solskinsdag, men i dag tager det hele sig noget gråt ud. Det eneste, jeg kan tænke på, er at komme til Oamaru og få alt det svedige tøj af. Det bliver en lang, lang cykeldag.

    Oamaru Bird Highway.

    Efter et quick-and-dirty måltid under De Gyldne Buer stiler jeg i mørket mod Oamarus centrale park, der er tom for mennesker og fuld af græs. All I need.

    Penguins!!!

    Oamaru by night...

    Share

    Dag 721 – Vidunderlige Mt. Cook (3.754m)

    Sunday, March 30th, 2008

    Glacier on Mt. Sefton (Mt. Cook N.P)

    The glacier fed Mueller Lake, Mt. Cook N.P

    Det er kun 6C udenfor (8C inde i teltet), da jeg vågner lige før solopgang. Kaffe + müsli skyder mig igang. Det er skyfrit som lovet. Det bliver en vidunderlig dag, som selv ikke drømme kan følge med. En dag, jeg aldrig vil glemme. Polstret som en Michelin-mand går jeg til Kea Point, et udsigtspunkt over Mueller + Hooker Lakes (hvor enkelte isflager flyder rundt) og flere gletchere. Mt. Cook (3.754m) og Mt. Sefton (3.158m) stråler om kap om min opmærksomhed.

    Jeg er målløs.

    The glacier fed Mueller Lake, Mt. Cook N.P

    On my way to Sealy Tarns Lookout, Mt. Cook N.P

    Hooker Valley, Mt. Cook N.P.

    Beauty in Mt. Cook N.P

    Mt. Cook N.P in all its glory...

    Staring at Mt. Cook...

    A Happy Man at Mt. Cook.

    Staring at Mt. Cook...

    Nature at Mt. Cook.

    My cosy camp at Mt. Cook N.P.

    The River Is Wild!

    Jeg er stadig frådende, og begiver mig ud på minitrekket til Sealy Tarns i 1.350m, en 3-timers retur-tur iflg. skiltningen. Det er en stejl, svedig tur op ad bjergskråningen. Stien er velmarkeret og ikke teknisk svær, bare stejl. Udsigten fra Sealy Tarns, et lille plateau godt halvvejs oppe af bjerget, er guddommelig. Jeg bliver her og nyder noget af det smukkeste alpine landskab, jeg nogensinde har set. Det her får pulsen op på selv en hærdet rejserotte. Har ingen lyst til at forlade stedet. Lucky-lucky-lucky, I am.

    Suspension Bridge at the Hooker Valley, Mt. Cook N.P

    Suspension Bridge at the Hooker Valley, Mt. Cook N.P

    Jeg nærmest svæver ned til dalen på kun 35 min. Frokostsulten har indhentet mig. På en bænk ved siden af min lejr har jeg et af de her relativt sjældne øjeblikke fuldstændigt blottet for forstyrelser af nogen tænkelig art. Her er ingen vind, intet kryb, ingen insekter, ingen nysgerrige javanesere, ingen sult, ingen bekymringer, ingen skyer for solen. Kun dugfriske & sneklædte billeder i hukommelsen.

    Mt. Cook

    Ud på eftermiddagen går jeg op langs Hooker Valley, over et par fine hængebroer og med fantastiske udsigter til Mt. Cook. Det er stærke sager for Fumil.

    Hitchhiking back to Twizel from Mt. Cook.

    Tilbage i lejren har jeg svært ved at fatte, hvor smuk dagen har været. Føler på en måde, jeg kunne forlade NZ nu og stadig føle, at jeg havde set, hvad jeg kom for at se. Pakker sammen og stikker den håbefulde tommelfinger ud. Hollandske Imke og Teun fra Eindhoven samler mig op og kører mig et par km til Mt. Cook Village, hvorfra jeg har bedre muligheder for et lift tilbage til Twizel.

    1 time senere bliver jeg af et venligt kiwi-ægtepar sat af lige ved campingpladsen inde i Twizel. Dette blafferliv er alt for nemt.

    Solnedgangslyset er skønt på den vindstille campingplads, da jeg slår lejr kun 1½ time efter jeg slog teltet ned oppe ved Mt. Cook. Selvom kroppen er træt efter dagens 6-7 timers trekking, så sprudler jeg indeni over dagen. Mit første varme brusebad i 6 dage gør godt.
    Som håbet dukker hollænderne op på pladsen også, så vi smutter på den lokale pub til en række Mac’s Gold-fadøl og dejlige stunder. De er så nemme, de dejlige stunder, i selskab med hollænder(n)e.

    Hanging out in Twizel with Teun & Imke (Holland)...

    Share

    Dag 720 – Cook og den frække bjergpapegøje

    Saturday, March 29th, 2008

    (Billeder kommer)

    Good morning, love, siger en forbipasserende dame, der er ude at lufte sig selv og hunden, lige da jeg står ud af teltet, til solopgang og fuglelyde. Det er vel tidligt for en chitchat, men vi falder i snak om vejret – det oplagte emne for to mennesker, der lige skal føle hinanden an, men som er fremmede for hinanden. For vejret føler de fleste sig trygge ved at snakke om, det vedgår os alle uden at samtalen bliver for personlig, kommer nogen af parterne for nær. Vi er fælles om vejret og ønsker alle, at det må blive godt.

    Mt. Cook Village, NZ.

    Det eftertragtede bad er førsteprioritet, da jeg forlader skovbrynet i Twizel kl. 08.20. Det føles som om kl. er 7 pga. den sene solopgang (NZ-sommertid) og den kølige luft. På det offentlige handikaptoilet ved siden af Radio Twizel, der allerede tordner afsted ud over byens centrale plads, får jeg klaret mit hygiejniske badbehov og føler mig som en nyfødt, da jeg sætter mig på en café med kaffe over den bærbare.

    Mt. Cook (3.754 m), Central South Island, NZ

    Vejrudsigten lover godt, klart vejr i morgen. Det er en oplysning, jeg holder af. Hos Twizel Caravan Park får jeg lov til at opbevare cyklen og blaffer i den sene eftermiddag de ca. 70 km op til Mt. Cook Village. 1 time og 3 stop (en lokal kiwifyr, et ægtepar fra Mt. Cook og et kærestepar fra New Caledonia!) senere når jeg landsbyen, der har ca. 150 indbyggere og ligger i 750m under Mt. Cook og de 18 andre 3000+m giganter i Mt. Cook nationalparken. Det er overskyet og klamt heroppe, men et par imponerende gletchere stikker deres hvide tunger frem under skydækket og giver præsidenten et svaj ved udsigten til morgendagens klare vejr.

    Ved campingpladsen holder en snes campervans og mobilhomes – og kun ét telt foruden mit. Der er næsten ingen faciliteter her, kun et toilet og et skur, hvor man kan lave mad. Check-in foregår vha. selvregistrering og udfyldning af en blanket samt deponering af 6 NZD (21 DKK) i en lille boks.

    Glacier in Mt. Cook N.P.

    Hooker Valley, Mt. Cook N.P.

    Efter en lille støvbyge klarer vejret endelig op og en lille gåtur til Mt. Cook Alpine Memorial afslører majestætiske Mt. Cooks 3.754 sneklædte meter. Føler mig heldig over synet, ubetydelig midt i bjergene.

    Kea er navnet på en brunlig, alpin papegøje, som (kun) findes her i New Zealand. Litteraturen fortæller, at det efter sigende er en af de klogeste fugle overhovedet. Jeg betvivler det udsagn, for da jeg har lagt mig til ro i teltet, rykker det snart kraftigt i teltdugen. Jeg tror først, at en ballademager er ude på øretæver, men snart dukker en papegøje op inde i mit fortelt. Halvt i vrede, halvt i minichok får jeg skræmt papegøjen ud på den anden side af forteltet, hvor den går i gang med at lirke mine teltstropper fri fra pløkkerne. Satans lømmel.

    Evening clouds in Mt. Cook Village.

    Efterskrift: Jeg hører ikke mere fra papegøjen, men opdager næste morgen, at den skide fugl har bidt et par mindre huller i teltdugen på mit elskede Exped-telt, som Toursport var så venlige at forsyne mig med sidste år, da jeg indså, at det to-mands-telt fra MSR, som Pablo og jeg startede ud med, var for stort til én mand.

    Share

    Dag 719 – Betjenten & den mellemstore prut

    Friday, March 28th, 2008

    Kimbell -> Twizel (wild camp)
    Distance (km) : 93
    Time on bike : 5h 40m
    Brutto time: 09.20 – 18.00
    Avg : 16.4 km/h
    Max.speed: 59.6
    Total (km) : 28.182

    11 timers søvn fik Zülle i nat. Lidt regn og masser af polyfoniske fuglelyde, da jeg vågner kl. 7.47.

    The foothills near Burkes Pass, NZ.

    Ved Burkes Pass Village får jeg fyldt mine 3 vandflasker hos en lokal farmer, og smutter videre op over Burkes Pass (709m). Landskabet ændrer kraftigt udseende på den anden side af passet. Markerne, fårene og de frodige dale afløses af åbne, flade slettelandskaber med sejlivede græsarter – og en vidunderlig udsigt til The Southern Alps mod vest. Jeg spotter de første sneklædte toppe omkring Mt. Cook (3.754m). Wow! En lastbil punkterer på det ene fordæk, da den passerer mig.

    Reflections near Burkes Pass, NZ.

    Lake Tekapo, NZ's South Island.

    Flower near Lake Tekapo.

    Frokost ved den flotte Lake Tekapo (700moh.), der er omgivet af mørke, vegetationsfattige bjergsider. Horder af primært asiatiske turister flyder ud af turistbusserne i deres klinisk rene Goretex-tøj og bøllehatte.

    Mountains along Lake Pukaki, NZ.

    The Canal Road betw. Lakes Tekapo and Pukaki, NZ.

    Min detaljerede Pedallers’ Paradise anbefaler på vejen mellem Lake Tekapo og Lake Pukaki den fine Canal Road, en ca. 40 km lang, flad vej, der følger det enorme ”vandkraftsystem”, der snedigt opsamler regn- og gletschervand fra områdets floder og producerer halvdelen af hele New Zealands energiforbrug. Kun 4-5 biler passerer mig i de to timer. Jeg er fri, ubekymret og det sydlige Alper stråler mægtigt.

    Lake Pukaki, NZ.

    Det kan lyde masochistisk, men jeg havde faktisk regner med – måske endda set frem til! – noget hårdere bjergkørsel, end de sidste dage har budt mig. Forstå mig ret, jeg holder af den vandrette asfalt, men folk har gennem de sidste måneder tudet mine ører fulde med, hvor brutale de new zealandske bjerge er, så jeg var forberedt på nær-laotiske vejforhold. I Laos kender vejbyggerne ikke til konceptet ”en plan vej”.

    Også her i NZ er det lovpligtigt at cykle med cykelhjelm. Jeg stoppes af en venlig betjent i dag. Han beder om mit pas og giver mig en bøde på 55 NZD, som jeg dog ikke skal betale, hvis jeg inden for den næste uge henvender mig til en politistation med en cykelhjelm. Han beder om min hjemmeadresse og tror vist, at jeg tager røven på ham, da jeg staver den for ham…M-I-D-D-E-L-F-A-R-T! Når man udtaler min opvækstby på engelsk lyder det som en ”mellemstor prut”, så betjenten kigger forbløffet op fra sin bødeblok, da jeg gentager. Yeah, I know it’s a bit strange, but MIDDELFART. Det morer vi os begge over. Han undskylder for ulejligheden og ønsker mig en sikker cykling. Venlige folk, de new zealændere.

    Ved Lake Pukaki ligger skydækket desværre tungt henover Mt. Cook og dets naboer, så jeg holder Canon-kameraet på en moderat udløser-frekvens. Smukt er det dog stadig.

    Lake Pukaki, NZ.

    Cykler de sidste 10 km ned til Twizel (1.200 indb.) i 450 højdemeter. Twizel er en sær, lille landsby, ikke uden charme. Det vrimler med legende børn på byens centrale plads i de sene eftermiddagstimer og fra højttalere lyder Radio Twizel, der er placeret lige midt i centrum. Jeg slår mig ned med dagens noter på den bærbare og suger offentlig strøm. Finder et lille nåleskovsområde i byens udkant og slår lejr under grantræerne.

    Jeg spiser direkte fra gryden, når jeg laver aftensmad. Ikke fordi, jeg ikke bryder mig om at vaske op. Jeg vil tro, at jeg hører til de 10% af danskere, der har det bedst med at vaske op i hånden (min far må høre til de øverste 5% – æblet og stammen), men fordi jeg ikke ser nogen grund til tallerkener og fine manerer der midt i skovbrynet.

    The Koga in action! Forest Camp in Twizel, NZ.

    Trænger til et bad efter de sidste dages 300 km cykling siden Christchurch.

    Share

    Dag 718 – Som en forelsket teenager

    Thursday, March 27th, 2008

    Rakaia Gorge -> Kimbell (wild camp, yarn)
    Distance (km) : 140
    Time on bike : 7h 31m
    Brutto time: 08.55 – 19.30
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 61.8
    Total (km) : 28.090

    (Billeder kommer)

    Murray kommer tidligt over til min lejr for at byde på morgenkaffe og for at tilbyde mad + husly, når jeg kommer til Nelson på sydøens nordkyst. Så fine mennesker. Jeg har dog spist og er fokuseret på at komme videre.

    River bed. Central Canterbury, NZ.

    Mt. Hutt (2.188m) dukker op så snart jeg har knoklet mig op af Rakaia Gorge. Ingen sne på toppen. Under et kaffestop i den lille flække Staveley falder jeg i snak med en canadisk turist, der får den vanlige WT-smøre med en moderat mængde entusiasme fra min side. Han er den bekymrede, the-world’s-such-a-dangerous-slash-cruel-place-sort-of-guy, og han slutter karakteristisk af med det opmuntrende

    Well, enjoy the rest of your ride, and don’t get killed.

    Near Mt. Hutt, Central Canterbury, NZ.

    Solen skinner det meste af dagen og temperaturen bliver ved med at stige indtil kl. 16 (26C). Sukkercykling. Der er ikke mange mennesker uden for de biler og mobilhomes, der passerer mig. Smålandsbyer med ca. 50-500 mennesker ligger spredt over dette område, der er rigt på får og let kuperet terræn.

    Mt. Hutt, Central Canterbury, NZ.

    Jeg er sjældent bleg for at gentage en succes, så min kost her i NZ ligner den i Australien. Det vil hovedsageligt sige:

    – Müsli med mælkepulver + kaffe til morgen.
    – Tunsandwiches (i dag tunet med avocado) til middag.
    – Færdiglavede pastasauce-poser (a’la ”tilføj blot vand”-typen) til aften.

    I’m high on music, tailwind, an empty and gently descending road, and on being here….on being, really.

    Jeg ved, jeg risikerer at drage forhastede konklusioner, som ellers kun forelskede teeagere gør, men jeg tror allerede, jeg elsker New Zealand.

    Dagens Tone: Sway – Bic Runga (skøn NZ-sangerinde)

    A glimpse of the country side...

    Mellem Geraldine og Fairlie er jeg efter 109 km ved at gå sukkerkold i det kuperede terræn. Benene sitrer og maven hopper. Men 200g stenløse dadler sætter effektivt en stopper for det. Der er 65g sukker/100g i de her dadler.

    I Fairlie møder jeg det belgiske cykelpar Hannelore & Bart fra Brügge. Desværre er de på vej nordpå, så vore veje skilles efter en times snak. Dejlige unge.

    Jeg cykler ud af Fairlie, med mit bedste spot-et-campingspot-blik, men det er ikke nemt her. Pga. de mange får er der hegn overalt langs hovedvejen, og de enkelte afkørsler og sideveje, jeg passerer, er private. Efter 7 km finder jeg en offentlig grusvej og finder et par hundrede meter nede et stykke græs lige ud til vejen. Da gasblusset syder og pastaen koger, kommer en farmer på sin 4-hjulede scooter og fortæller, at de har lovet regn og at jeg hellere skulle slå mit telt op inde i hans overdækkede skur ved siden af.

    My camp for the night, near Fairlie, NZ...

    Valget står dog mellem en tør nat på store mængder fåre- og kolort inde i det åbne skur. Eller en muligvis våd nat på græsset udenfor skuret. Vælger sidste løsning. Det har været en lang cykeldag.

    Share

    Dag 717 – Vi bliver ofte utrygge, hvis boblen indvaderes

    Wednesday, March 26th, 2008

    Christchurch -> Rakaia Gorge (wild camp)
    Distance (km) : 83
    Time on bike : 3h 46m
    Brutto time: 15.10 – 19.20
    Avg : 21.9 km/h
    Max.speed: 55.7
    Total (km) : 27.950

    (Billeder kommer snart)

    Lige da jeg har pakket hesten og er helt, helt klar til at forlade Christchurch og stile vestpå, leger skæbnen med mig. Min eneste cykelnøgle knækker. Det gjorde et stykke af mig også umiddelbart.

    Nicola anbefaler en låsesmed 2 km væk, så jeg låner Calvins cykel og drøner afsted. I butikken får jeg at vide, at de ikke kan hjælpe mig, med mindre de har cyklen og kan lege med forskellige nøgletyper i låsen. Jesus. Tilbage igen til huset. Nicola får fat i Calvin på arbejdet, som i middagspausen kommer forbi og kører mig og Kogaen tilbage til låsesmeden.

    Mens jeg venter på låsesmeden får jeg skrevet ugens MetroXpress-artikel. En god time senere ringes jeg via Nicolas telefon op og får at vide, at de har et sæt nye nøgler klar til mig. Kogaen sprudler. Jeg er lykkelig. Formedelst 18 NZD kostede ulejligheden. Nogle gange er lykken letkøbt.

    Min ruteplan:

    Fra Chch mod vest-sydvest, ind i landet til Lake Tekapo, Lake Pukaki og Mt. Cook, dernæst tilbage til sydøstkysten ved Dunedin, langs og rundt om sydøens sydkyst, op til Milford Sound, Queenstown, Wanaka, og hele vejen op langs vestkysten, til Nelson mm. Dernæst til North Island.

    On the road again!

    New Zealand har ca. 44.000.000 får. Og kun godt 4.000.000 mennesker. Jeg får allerede i dag hilst på tusindvis af de 44 mio. får.

    Vi har som mennesker typisk et usynligt afmærket område omkring os, en privat bobbel, på ca. 60 cm, som vi alle har det bedst med at folk overholder og ikke overskrider. Vi bliver ofte utrygge, hvis boblen indvaderes.

    Modern agriculture near Christchurch, NZ.

    Jeg kender ikke meget til får. Kender ligesom ikke deres psyke. Så jeg forsøger fra cykelsadlen at finde ud af, hvordan dyret er skruet sammen mentalt og hvordan fårenes adfærdskodeks ser ud. Ex. overrasker det mig, hvor stor fårenes sikkerhedsboble er. Det lader til at fårene gerne vil have mindst 20 menneskefrie meter omkring sig, mens de gerne klynger sig tæt op ad hinanden, for at sludre og for at beskytte hinanden mod sollyset.

    Sunset on the Kiwi plains west of Christchurch.

    Først lidt over kl. 15 er jeg på cyklen. Det har været gråt hele dagen i Christchurch, men nu åbner himlen sig pludseligt for solen. Det er vidunderlig cykling. Ikke fordi det agrare landskab er udpræget smukt – et får er vel et får – men fordi en herlig medvind, der blæser ind fra Stillehavet østfra, skyder mig afsted. Terrænnet er ganske svagt stigende, men jeg skyder den afsted med 25-30 km/t store dele af eftermiddagens knapt 4 timers cykling.

    Ser mange rovfugle, hjortefarme, og snart dukker forbjergene til The Southern Alps op. Jeg hilser og nikker, let undskyldende, til enkelte andre cyklister i den modsatte retning…for today, I was the lucky one.

    A Happy Bike!

    Ved Rakaia Gorge finder jeg et ideélt stykke græs at campere på. Et NZ-par har fået samme idé. Så snart jeg har sat teltet op, kommer manden, Murray (53) fra Nelson over.

    Don’t start cooking, siger han. Han og konen Raywin har smidt for meget kød på grillen og inviterer mig til dinner ved deres mobilhome. Maden er klar. At blive kommanderet på den måde holder jeg af. Det er en klassisk – og for mig altså heltigennem accepteret – undskyldning for at invitere fremmede/rejsende/naboen etc. over til en god gang BBQ. En dejlig aften. Masser af naturlyde og sund luft omkring mig.

    Share

    Dag 716 – Store Indkøbsdag

    Tuesday, March 25th, 2008

    Min første monetære kontakt med New Zealand bliver – ikke overraskende for en rotte – en 20 cent-mønt, jeg fandt på gaden. Næsten uanset møntens værdi bliver den samlet op, for mange bække små, og i Australien kostede ex. en ice cream cone på McDonald’s kun 30 cents (1,40 DKK). Det kræver ikke mange fundne mønter.

    Praktisk forberedelsesdag i Christchurch. Der er ingen ro i mig før jeg får fikset alle nødvendighederne inden den planlagte afrejse i morgen.
    Dagens Indkøb:

    Termosokker (knælange), cykelsokker (ankelhøje), Gore-tex handsker (den dyre variant), vandresko, mad til de næste cykeldage, Pedaller’s Paradise, en cool cykelbog med info og ruteforslag, som jeg har fået anbefalet., et nyt liggeunderlag (kun 120 vægtbesparende cm langt), halstørklæde og strikhue (de to sidstnævnte hos Frelsens Hær, 2 NZ-dollar stykket).

    1 New Zealand-dollar = 3.82 DKK

    Share

    Dag 715 – Christchurch-ankomst

    Monday, March 24th, 2008

    New Zealand er to timer foran Sydney og hele 12 timer foran mine danske antipoder.

    Sunrise in Hagley Park, Christchurch, NZ.

    Sunrise in Hagley Park, Christchurch, NZ.

    En smuk & kølig morgen i Hagley Park. Solopgangen er virkelig flot. Jeg cykler op i byen, finder en Burger King og slår mig ned med en flat white mælkekaffe, croissant og lidt NZ-litteratur.

    Christchurch down town...

    Gennem Hospitality Club har jeg fået en invitation af Nicola og Calvin, der bor inde midt i Christchurch. Dem opsøger jeg ud på formiddagen.

    Christchurch downtown...

    Sunrise in Hagley Park, Christchurch, NZ.

    Christchurch downtown...

    Jeg blev tidligere spurgt, om det ikke er underligt, bare sådan at troppe på hos fremmede værter, som man kun har emailet lidt med. Jo, det er det vel i grunden. Men hundredevis af mere eller mindre tilfældige møder med folk i alle aldre, begge køn, mange religiøse overbevisninger, utallige nationaliteter, alle hudfarver har givet mig en enorm tillid til ”manden på gaden” (ikke den blåøjede, men den realistisk og sanseligt funderede slags) og en stor tiltro til, at mødet vil blive frugtbart. Og der er virkeligt gode odds for, at de vil kunne lide mig, og næsten lige så gode odds for, at mødet vil afstedbringe noget positivt for mig også.

    Nicola og Calvin, der er midt i 30’erne og bor i et lille to-plans rækkehus, byder mig varmt velkommen, og viser mig til rette i et lille værelse. Jeg ser bløde tæpper og en sengelampe.

    Christchurch market...

    Jeg har mest lyst til bare at få hvilet ud – de 4 timer i teltet i nat halter mig – men jeg kan ikke sige nej, da N & C spørger om jeg vil med til et stort udendørsmarked i byens udkant, hvor Nicolas forældre har en bod med krydderurter og grønt. Solen skinner ufortrødent, 23C.

    Christchurch market...

    Dagens Tone: Hard to Handle – Black Crows

    Det er vist ingen hemmelighed, at Nicola og Calvin holder virkelig meget af de fornøjelser i livet, der kan spises. Det bliver mit held i de 2 dage, jeg bor her. I aften står menuen på en af de mest overdådige BBQ-grillaftener i mit liv. Calvin tryller ved grillen, Nicola med salater, dips etc. Et vennepar er inviteret forbi også. De fortæller mig, at når man først én gang er blevet budt til dinner her, så kender man fremover sin besøgstid. Jeg holder mig ingenlunde tilbage (som Jens bl.a lærte mig) med lammen, bøfferne og hjortepølserne, men når rent mængdemæssigt slet ikke op på mine værters niveau.

    Labradoren Jess og den arrogante, men superskønne kat Willow er på udkig efter nedfaldne rester ude på terrassen. Desserten og endnu et glas vin lukker og slukker for Zülle for i aften.

    Share

    A Final Note from Australia…

    Sunday, March 23rd, 2008

    Time has come to say goodbye.

    Goodbye to 6 fantastic months in an even more fantastic country. Standing here in Sydney’s Int’l Airport is really weird for me. The bags are all packed, the bike’s ready to board the plane, the last goodbyes to my Aussie friends behind me.

    All sorts of different emotions go through me right now. One moment I’m super excited about going to New Zealand, with every single cell in my body determined to hit the road again. The next, I’m slowly realizing that..well, no more Australian pleasures & adventures for now, a country that’s become so wonderfully familiar to me over the last 183 days.

    Goose skin, from top and down. Can’t help it. The feeling of a New Beginning has never been stronger. 3 months (I reckon) of Kiwi delights (fingers crossed) ahead of me.

    Must go. Time for a snack and a bit of…looking back, I guess…contemplating, looking forward..before boarding the Virgin Blue plane in 3 hours.

    See you all in New Zealand!

    Bye for now – Nicolai

    Share

    Dag 714 – OZ -> NZ

    Sunday, March 23rd, 2008

    (Billeder kommer)

    Lidt NZ-læsning fortæller…

    Lonely Planet named New Zealand the world’s top travel destination for the second year running (2003/2004), and it was voted best long-haul travel destination in the 2004 Guardian and Observer’s People’s Choice award. It has won the award in three out of the past four years. At the 2005 Condé Nast Traveller Awards, readers voted New Zealand as the best holiday destination in the world. New Zealand is also known by the Maori name of Aotearoa, which is usually translated as “(Land of the) long white cloud”.

    Det er svært ikke at være slemt forventningsfuld og spændt på de næste måneders eventyr.

    Bruger det meste af dagen på at pakke grejet og gøre klar til at rive teltpælene op. De sidder godt fast – Sydney har behandlet mig godt. Kate kører mig i lufthavnen ved 16-tiden. Jeg har det noget underligt ved at skulle forlade Australien. Den vante rillle.

    Ved check-in-skranken fortæller pigen mig, at jeg har brug for en udrejsebillet fra NZ for at hun kan lade mig gå ombord på flyet. Jeg var godt forberedt på denne scene. Fortæller hende – hun kunne ha’ været min syge moster – at jeg har planer om at forlade NZ via søvejen og derfor ikke kan præsentere, hvad hun forlanger.

    Vi trækker hver i vores reb, og heller ikke et opkald til hendes supervisor ændrer på sagen. Jeg foreslår derfor, at jeg køber en billet til Samoa. Den går heller ikke, for Samoa har iflg. pigen samme regler som NZ om, at indrejse kun tillades, hvis man har en udrejse til et andet land, man har indrejsetilladelse til. Sygdom!

    Løsningen bliver efter ca. 40 min. at jeg køber en returbillet til Sydney (mit australske visum er et multiple entry og gyldigt til juli), som jeg så på NZ kan annulere og købe en ny billet for, evt. til Fiji eller Samoa, vil jeg tro.

    Anyway, jeg er lettet over, at det trods alt flasker sig. Som et plaster på det sår, som skrankepigen godt var klar over hun pådrog mig – rotten bryder sig slet ikke om at få trukket 468 AUD op af lommen – undlader hun at bonne mig for overvægt, cyklen (19kg) og min bagage (19kg check-in + 10 kg håndbagage). Solen skinner altid et eller andet sted.

    En 2t 50m flytur senere…

    Alt er i skønneste orden, da jeg atter får mine 6 cykeltasker af bagagebåndet. Cyklen står pletfri ved siden af, helt i samme stand, som jeg afleverede den i, uden cykelpapkassen. Den newzealandske immigrationspolitk er ganske stram, så jeg bliver – som de fleste andre rejsende – bedt om at pakke mig telt ud, så det kan blive inspiceret for skidt, mudder og fremmede bakterier (og hvad øko-nazisterne her ellers er på udkig efter). Man er (som i Australien) angst for at tilrejsende skal introducere skadelige, fremmedartede plantefrø, bakterier, flora & fauna og andre organismer til de skrøbelige omgivelser, der stort set har levet uforstyrret i fred for ”naturlige” fjender, hedder det sig.

    Da jeg kommer ud i lufthavnens ankomsthal melder spørgsmålet sig igen: Hvad nu? Mulighedernes døre er åbne, og jeg overvejer enten at snuppe nogle timers søvn på gulvet (lige som flere andre rejsende) eller at cruise ind til byen, og se, hvad den har at byde på i form af fricampering.

    ATM-maskinen giver mig ingen penge, da jeg allerede har trukket det maksimale beløb for at kunne betale Kate de penge tilbage, jeg har lånt af hende gennem de sidste 2 uger pga. mit spiste Visakort. Man kan bl.a vælge maori-sprog i ATM’ens menupunkt. Velkommen til New Zealand.

    Christchurch kaldes for The Garden City, finder jeg ud af ved at bladre lidt rundt i turistlitteraturen. Det gør udslaget. For det må da være muligt at finde et stykke græs til teltet i Havernes By. Desuden er kl. 01.30, da jeg forlader lufthavnen. Forstads-Christchurch er kirkestille (dansk kirke, forstås) og det er vidunderligt at trille lydløst gennem byen. Cyklen med den nye kæde spinder højlydt og nyder ligesom herren i sadlen at få rørt benene lidt igen. Der er kun 12 km ind til centrum, og jeg har et af de sjældne øjeblikke, hvor jeg faktisk ønskede, at destinationen var længere væk.

    Jeg finder nemt et teltspot i den enorme Hagley Park, der er en af de største byparker på den sydlige halvkugle. Der er så fint plads til mig også. Jeg får under den sene (kl. 02) teltopsætning hjælp af måneskinnet og lader pandelampen blive nede i tasken. Vil tro, jeg kunne slå lejr i blinde nu.

    Har savnet duften af teltdug og sovepose.

    Share

    Dag 713 – Den Sidste Fest

    Saturday, March 22nd, 2008

    Jeg får slået en masse mentalt græs i dag.

    Småærinder, småindkøb, småsysler. Småt, men godt at få ud af verden, for også på den mentale græsplæne gælder det, at mange bække små…

    Listen lyder bl.a:

    – Fiks bankudskrift, som bevis for at jeg kan underholde mig selv på NZ.
    – Køb ekstra batteri til cykelcomputeren.
    – Pedalarme løsnes? Værktøj?
    – Kontakt til et værtspar i Christchurch via email
    – Hæve penge til Kate
    – Køb farvel-og-tak-gave til Kate
    – Færdiglæs min bog (= mindre vægt til NZ)
    – Oplad alt eletronisk udstyr
    – Upload billeder til Flickr
    – Tøjvask
    – @-research omkring New Zealand

    Ud på eftermiddagen smutter jeg ud for at finde en cykelhandler, der har en pedalnøgle til at løsne mine pedaler til flyturen i morgen, så den fylder mindre i den papboks, jeg vil lave til cyklen. Pedalerne har aldrig været af cyklen og mekanikeren må kæmpe godt med dem før de endelig giver sig.

    På vej tilbage cykler jeg ad den enorme shoppinggade Oxford Street, der går fra centrum helt til Bondi Junction, og selv om jeg sædvanen tro har taget de tunge skyklapper på, når jeg cruiser gennem shoppingdistrikter, lykkedes det mig ikke at overse enkelte trøjer og sko gennem butiksruderne. Men shoppingen må vente endnu et par år, overbeviser jeg også denne gang mig selv om. Det er en verden jeg har afskåret mig fra. Vægtbegrænsning vejer tungere end egoet.

    Dagens Tone: We Don’t Need Nobody Else – Whipping Boy

    Getting ready for the Israeli dress-party

    Jeg har ikke festet nær så meget, som jeg havde forestillet mig, siden jeg kom her til Sydney efter nogle stille dage i Seven Hills. Hvad der fra cykelsadlen og de støvede, semi-isolerede landeveje tager sig ud som urbane fristelser (en bytur f.eks), tager sig ofte anderledes ud, når først målet er nået. Det har været skønt og tiltrængt at have en midlertidig base (eller rettere baser, i Seven Hills, Bondi og Manly), at spise sig langsomt ind på Sydney og sørge for ikke at putte for meget på dagsprogrammet. Et projekt, der ikke altid lykkedes….Således står den i aften på en stor israelerfest nede ved Bondi Beach. Udklædningsfest…

    Share

    Dag 712 – Tiden Spises

    Friday, March 21st, 2008

    Ingen billeder, ingen tekst i dag.

    En lang gåtur (den sidste) langs Bondi Beach spiser min formiddag.

    Internetcaféen nede på Bondis hovedstøg spiser min eftermiddag.

    Et par hurtigt-set-hurtigt-glemt-film hjemme i lejligheden spiser min aften.

    Man skal passe godt på tiden. Den er så let forgængelig.

    Share

    Dag 711 – De indre magnetnåle

    Thursday, March 20th, 2008

    Jeg låner Kates vævre Honda Jazz det meste af dagen og henter mit elskede lommekamera i servicecenteret i Rosebery. Jeg føler mig som et helt menneske igen. Pludselig virker de 1.500 DKK for repa- (eller ope-)rationen – som for få dage siden forekom mig absurde – som godt givet ud.

    Departing Flight
    Sydney to Christchurch
    DEP: 19:40 Sydney 23-Mar-08
    ARR: 00:45 am Christchurch 24-Mar-08
    Pacific Blue DJ 74

    Get the picture?

    Picnic med Kate, sambo Dana + hendes Melbourne-elsker og en anden veninde. Udsigten fra Dudley Park over Sydneys skyline, Harbour Bridge under tordenskyerne, der er under opsejling og iflg. meteorologerne vil ramme byen i morgen, er skøn. Champagnen og de forskellige dips (humus, rucola-cashew, marokkansk harissa) er udsøgte, men jeg er ikke i mit mest sociale gear.

    Det er som om, alle mine indre magnetnåle har vendt snuden mod Christchurch og New Zealand med købet af flybilletten i dag. Søndag eftermiddag siger jeg efter præcis et halvt år farvel til Australien. Mentalt er jeg lidt ambivalent ifht. at skulle forlade dette storartede (geografisk, naturmæssigt, socialt – who care’s about the lack of thick history?) kontinent.

    Men når jeg kigger på NZ-kortet, en yndet Sydney-beskæftigelse for mig i disse dage, er det som at starte ved WT-dag #1 igen. A New Beginning. Det er en ejendommelig, skattet fornemmelse.

    Og de indre magnetnåle fortæller mig utvetydigt, at kursen er sat…mod nye, ukendte himmelstrøg.

    If you dont change your direction, you may end up where you were headed. NN.

    Mit sociale barometer i dag: 3/10
    Mit udlængselsbarometer i dag: 8/10

    Mon der er nogen sammenhæng mellem disse barometre?

    Dagens Statistik:

    Antal timer brugt på nye iPod-spillelister i dag: 3
    Antal spillelister kreeret: 2 (ialt 400 guldsange)
    Antal sange på min iPod: 10.880

    Fik jeg sagt, at jeg er klar til NZ!

    Share

    Kort over WT-ruten pr. marts 2008

    Wednesday, March 19th, 2008

    Please click the link below…

    WT Route Map April 2006 – March 2008.

    Share

    Dag 710 – Fra det sorteste Afrika

    Wednesday, March 19th, 2008

    Jeg bruger en masse tid på internettet i disse dage. Det er dejligt at få rettet lidt op på det videns- og informationsvakuum, jeg har følt gennem de sidste måneder. Det er prisen for at være på farten uden at kunne logge på www-universet, når behovet for information opstår.

    Ex. nørder jeg rundt på Google Stats, der bl.a viser, at WT-siden i den sidste måned har haft besøg fra 92 lande i verden og at svenskere og canadiere generelt bruger længere tid på siden end de fleste andre nationer. At få besøg fra både Gabon (i det sorteste Afrika, red.) og Azerbaijan er mig en stor ære.

    Fra skuffen med ligegyldigheder: Outdoor-butikken Kathmandu i Bondi Junction har sensommerudsalg. Everything must go. Som forberedelse på det new zealandske efterårsvejr, finder jeg et sæt termoundertøj (den lange, slanke slags). Det er virkelig lækkert. Ud fra et hypotermisk snarere end et fashionfikseret synspunkt…

    Mit nye Visakort dukker op i brevkassen i dag, kun 4 hverdag efter det blev sendt fra Middelfart Sparekasse. Langsomt er tingene ved at falde på plads igen. En kæmpe tak til Linda for den uforbederlige hjælp!

    Nu mangler jeg bare mit lommekamera og en billet til NZ.

    …on the road again, I can’t wait to get on the road again…

    Share

    Dag 709 – At skifte ble på sin baby

    Tuesday, March 18th, 2008

    Kæden er ikke blevet skiftet siden Singapore for over 9.000 km siden. Kogaen har protesteret over den gamle kæde i en rum tid. I dag lytter jeg til protesten. Jeg har – man tror det ikke – aldrig skiftet kæden selv på nogen som helst cykel. Det er skamfuldt for en jorden-rundt cyklist – lidt på højde med at have en baby, man aldrig har prøvet at skifte ble på. Røde kinder. Ud fra princippet om, at alt snavs skal af, får Kogaen en meget kærlig hånd i Kates gårdhave. Min kærlighed til den cykel kender ingen begrænsning.

    På en internetcafé i Bondi får jeg via Skype ringet til Sony i Thailand for at se, om jeg kan få fat i det internationale garantikort, som servicecenteret her i Sydney kræver for på husets regning at fikse mit kamera. Det stående bud, jeg har fået lyder på urimelige 330 AUD / 1.500 DKK!, så rotten er villig til at gå langt for at undgå den reparationsregning. Jeg får fat i adskillige varme linier og bliver kastet rundt blandt søde thaiere i Bangkok og Chiang Mai, der desværre taler et – i bedste tilfælde – temmelig uforståeligt engelsk.

    I’m sorriiiiii, no speak engliss, only little engliss, sorriiiii, mister.

    Underholdende, men ingen succes. Av.

    Det bliver seriøst vanskeligt for mig at vende tilbage til mit primitive, basale campingkøkken med pasta og dåsetun på New Zealand. Det er kun 48 timer siden min sidste lammesteg hos Ben i Manly, og i aften har Kate inviteret parret René (♀) og Yossi (♂) til (for mig endnu) en lammestegsdinner i verdensklasse.


    Share

    Hvis du missede Metro-artiklen i fredags…

    Monday, March 17th, 2008

    MetroXpress 13MAR2008

    Klik paa ikonet nederst til hoejre for en forstoerret udgave…

    Share

    En ny WT-minifilm er ude!

    Monday, March 17th, 2008

    Der er saa meget stroem her i Sydney – jeg bliver simpelthen noedt til at udnytte det. Det er saadan en luksus for mig og min baerbare.

    Saa jeg har lavet en ny minifilm (4’40”) med billeder, lidt video og endnu et perlenummer fra amerikanske Band of Horses…

    Nicolai

    Share

    Dag 708 – Tilbage til Bondi

    Monday, March 17th, 2008

    Alle gode ting har en ende, så jeg smutter fra Manly Vale tilbage til Bondi i dag. Jeg har klaret de sidste 4 dage i Manly med kun 38 AUD og har ikke nogle kontanter til færgeturen tilbage til centrum (mit nye Visa-kort er dog på vej fra Middelfart), så jeg snupper Kogaen. Undervejs indhentes jeg af en pige på en racercykel. Amber var med til at sikre det australske OL-team i 4’er kano bronze under OL i Athen 2004, og hun er nu i gang med at kvalificere sig til sommerens OL i Beijing. Vi får en hyggelig WT/OL-sludder inden vore veje skilles igen. Omkredsen af hendes lår var større end Jan Mølbys nogensinde har været.

    Det er igen en fin oplevelse at cykle over Sydney Harbour Bridge. Og at ramme Bondi er næsten som at komme hjem igen. Tager til stranden med Kate – man må jo have sin dukkert og lidt sol på næsen.

    Rødvin, Castello-ost & kiks og hygge med Kate og Dana om aftenen hjemme på Old South Head Road.

    Share

    Dag 707 – Boeing-dagen

    Sunday, March 16th, 2008

    Dagens Tone: The Bucket – Kings of Leon

    Jeg har fået downloadet en Frommer’s New Zealand-guidebog (2004) i pdf-format på min laptop.
    Det er værdifuld, vægtløs information, som jeg labber i mig det meste af formiddagen.

    Queenscliff Beach, north of Manly.

    Queenscliff Beach, north of Manly.

    Asian fishermen near Curl Curl, Sydney.

    A Walk.

    North Curl Curl.

    Ben har efter en lang arbejdsuge forståeligt nok brug for afslapning på denne søndag. Jeg er ikke i samme sko, så jeg cykler op langs kysten nord for Manly, til Queenscliff Beach, Curl Curl Beach, Dee Why Rocks ved Curl Curl North (inkl. flotte klippeformationer), Dee Why Beach (med unge, flyveglade skateboardere).

    Rock face at North Curl Curl.

    A Leg & A View. North Curl Curl.

    Marine life. North Curl Curl.

    Denne kyststrækning er lige så fantastisk som de øvrige, jeg har set.

    Curl Curl Beach.

    Rocks, North Curl Curl.

    Young skateboarders in Dee Why, Sydney.

    Young skateboarders in Dee Why, Sydney.

    Ben disker op med en suveræn lammesteg + ovnstegte rodfrugter & grøntsager. Som om dagen langs kysten ikke var nok søndagsguf for mig.

    Share

    Dag 706 – Manly til The Spit – en fantastisk vandring

    Saturday, March 15th, 2008

    Hvis jeg på noget tidspunkt betvivlede Sydneys skønhed, så forsvandt resterne af den tvivl i dag under den berømmede Manly to The Spit Scenic Walkway sammen med Ben. En vidunderlig 13 km-tur!

    Kookaburra in the back yard in Manly Vale.

    Kids playing in Manly Vale.

    Manly Vale Main Drag.

    Sydney ER verdens smukkest beliggende storby. No doubt about it. Den ca. 10 km lange vandretur går fra Manlys gågade, via smukke småstrande og bugter, gennem Sydney Harbour National Parks bakkede skovstier og bushland, med imponerende udsigter over Sydneys skyline, indsejlingen til Port Jackson og North + South Head fra Middle Head.

    From the beautiful Manly to The Spit Walk.

    From the beautiful Manly to The Spit Walk.

    Lizard. From the beautiful Manly to The Spit Walk.

    Lizard. From the beautiful Manly to The Spit Walk.

    Castle Rock Beach rangerer højt på min uredigerede liste over verdens smukkeste strande. Selv Ben, der bor rundt om hjørnet er imponeret over naturen her. Jeg selv fatter ikke denne skønhed, så tæt på kontinentets største by. Er tilbøjelig til at give turistlitteraturen ret; The Manly to The Spit er nok en af verdens flotteste coastal city walks. Det er nogle vidunderlige 4 timer, og med denne vandretur føler jeg mig nu endnu mere klar til at tage afsked med Sydney & Co.

    Coastal heath. From the beautiful Manly to The Spit Walk.

    The Beauty of Sydney

    Dagens Tanke: The key to an easy relationship with other people is not to impose your ego, nor to crush the ego of others. Svami Prajnanpad.

    Castle Rock Beach.

    Me and Ben having a great view at the Castle Rock Beach.

    Share

    Dag 705 – Mit indre Tetris

    Friday, March 14th, 2008

    I misforstået sympati med mine danske brødre og søstre, der har 5-6 måneder med kølige, skandinaviske temperaturer bag sig, søger jeg nu mod New Zealand, hvor det tempererede efterår så småt er på vej. Jeg ser virkelig meget frem til at komme på vejene igen, og er indstillet på de lavere temperaturer, de højere bjerge, regn og rusk. Det bliver min 3. danske sommer i træk, jeg misser. Alting har sin pris.

    Dagens Tone: In Grace – Thomas Dybdahl

    Shelly Beach, near Manly.

    At blive bekendt med denne nye bydel, Manly, ca. 10 km nordøst for down town, er på agendaen i dag. Cyklen er som næsten altid den ideelle partner til sådan en dans. Manly Beach, der ligger kun 7 min. cykling fra Bens bofællesskab på Lovett St. – Yeah, we all love it on Lovett Street! – er næsten mennesketom ved 9-tiden. Shelly Beach er endnu en af Sydneys smukke strandperler. Herren over os må virkelig have haft en helt igennem genial eftermiddag, da han skabte Port Jackson-indsejlingen, hvor Sydney kom til at ligge. Jeg elsker København, men den blev ikke bygget samme dag som Sydney. Det er jeg ret sikker på…

    Shelly Beach, near Manly.

    Shelly Beach Pebbles.

    Terrænnet er stærkt kuperet omkring Manlys North Head, som markerer det nordlige klippefremspring, der – sammen med South Head på den anden side – udgør den naturlige indsejling til Port Jackson Bay og Sydney. Der er nogle vidunderlige udsigtspunkter over kysten mod nord, Stillehavet mod øst og South Head og Sydneys skyline mod syd-sydvest langs den anlagte gangsti Fairfax Walking Track. Ren forkælelse.

    Shelly Beach, near Manly.

    North Head cliff, Manly.

    Jeg har om en uge været et halvt år i Australien, og i dag er det langsomt som om jeg – hjulpet godt på vej af norske Thomas Dybdahls lydunivers – tager en lille smule afsked med det mægtige kontinent, som om et par australske afskedsblokke falder på plads i mit indre Tetris. Det føles godt. Jeg vil altid stå i taknemmelighedsgæld over for Australien, som har givet mig 180 dage med oplevelser og ansigter, jeg ikke vil glemme.

    Collins Beach, North Head, Manly.

    Collins Beach, North Head, Manly.

    Jeg besøger også Collins Beach, Little Manly Cove og Manly Cove, inden jeg slår mig ned på Manly Beach med cola og foccacia-boller fra Coles-supermarkedet. Solen vælter ned over alle, den smukke strand syder af feriestemning, sportsaktiviteter og bikinistroppe. På alle måder et attraktivt sted, Manly Beach.

    Manly Beach.

    We all need a bit of sunshine on our heads & souls.

    ”Kan du også TALE dansk?”, spørger en dame mig fra vejkanten kun 100m fra mit (midlertidige – det er de alle) hus. Jeg er overrumplet og standser selvfølgelig. Hun spottede mit danske flag på cyklen lidt nede af vejen. Britta har boet i Australien de sidste 30 år, og taler stadig flydende dansk. Selv ikke hendes fine Hedensted-dialekt har Australien fravristet hende. Et dejligt, uforudsigeligt lille rendez-vous, der bestyrker de danske nationalitetsbånd, i hvert fald for min part.

    Efter at have været så længe i Australien, føler jeg mig forpligtet til (på falderebet) at udvide mit kendskab til nationens besættelse, så hjemme forsøger Ben og hans samboer Matt og Kait at sætte mig ind i reglerne i rugby league samt at give mig et crash course i rugby league, rugby union (der er åh så forskelligt) og aussie rules (der jo er en helt anden verden!). Rød- og hvidvinen hjalp mig ikke med at komme nærmere en forståelse for den nationale sportsdille.

    Dagens Tanke: Man cannot be broken down into emotions, intellect, or action. Man is a whole. When these three elements of intellect, feelings, and actions are in harmony, they make up man.
    Svami Prajnanpad.

    Share

    Dag 704 – 3 møder, 3 kontinenter

    Thursday, March 13th, 2008

    Daytrip: 33 km (Bondi -> Manly Vale)

    Jeg mødte Ben første gang på et hostel i Istanbul (juni 2006) under fodbold-VM.

    I Chiang Mai, Thailand (marts 2007) mødtes vi igen og havde nogle gevaldige byture sammen.
    Han bor nu i Sydney-forstaden Manly Vale med et par bofæller, og jeg har gladeligt taget imod hans invitation. Det er vores tredje møde på lige så mange kontinenter. En storartet logistik.

    Set i forhold til Vauchope (ikke langt fra Bondi, hvor jeg bor), ligger Manly lige ovre på den nordlige side af Port Jackson-bugten. Grundet de mange bugter og krumsving i hele Sydney-området bliver dagens cykeltur til Ben og Manly Vale på 33 kuperede kilometer.

    Crossing Sydney Harbour Bridge...

    Undervejs gør jeg holdt i Rushcutters Bay, der huser Sydneys største marina. Jeg henvender mig til havnemesteren for at forhøre mig om, hvordan udsigterne til et bådlift til New Zealand ser ud. Mesteren mener mine chancer er små og at jeg hellere skulle forsøge mit held fra Brisbane ca. 1000 km oppe ad kysten. Jeg skal ikke til Brisbane, men snuser i stedet rundt på bådbroerne, afleverer mine detaljer hos havnemesteren og indskriver mig i sejlklubbens bog over ”bådlifts og besætning søges”.

    Ben and I in Manly vale, enjoying VBs.

    Gensynet med Ben er cool. Han bor i et lejet hus sammen med Kait og Matt + hunden Bon. Der er leende kookaburra-fugle i baghaven. Hele aftenen går med at opdatere hinandens logbøger, genfremkalde rejseminder, drikke VBs og bare slappe af.

    Bon, the dog.

    Dagens Trivia: Ben har en dartskive hængende ude på terrassen. Jeg spiller lige godt dart med højre og venstre arm.

    Dagens Tanke: The state of mind is a vicious circle. It creates problems for itself, and then tries to resolve them. Svami Prajnanpad.

    My room at Ben's place in Manly Vale.

    Share

    Dag 703 – Et kig på min arbejdsuge…

    Wednesday, March 12th, 2008

    Dagens Tanke: Though they may take various roads, all are on the way. Swami Vivekananda.

    Skemaet over min officielle arbejdsuge har gennem de sidste snart 2 år set – lad os kalde det – meget overskueligt ud. Hveranden onsdag har jeg en deadline hos MetroXpress, som bringer WT-artiklerne de følgende fredage. Klummeskrivningen tager mig normalt 2-4 timer pr. artikel.

    Hveranden uge er skemaet befriende tomt.

    Jeg siger ’officielle’ arbejdsuge, fordi der som bekendt er utallige, uofficielle deltidsjobs forbundet med at holde WT-soloekspeditionen kørende (fotograf, filmmand, skribent, rejsende, webmand, cyklist etc.), der sammenlagt udgør et par fuldtidsjob, vil jeg anslå.

    Men at få lov til – eller måske rettere at give sig selv mulighed for – at ride på sine egne kæpheste (opleve verdens steder og folk, fotografere, filme, skrive, være fysisk og mentalt stimuleret og i bevægelse, at leve, være, suge og presse livets citron) giver mig en enorm tilfredsstillelse og livsglæde. Der er ingen klager her fra…

    Efter dagens Metro-dont lægger jeg mig ned på Bondi Beach med Kate og hendes veninde Stephanie, der netop er blevet stemt ud af den australske udgave af Vild Med Dans [So You Think You Can Dance], der hitter stort her i landet.

    Dave & Anna in Coogee Beach.

    Om aftenen er jeg inviteret til gensyn og dinner i Coogee South (5 km syd for Bondi) hos Dave og Anna i, et dejligt, sympatisk aussiepar, som jeg mødte føste gang i Bishkek og i Karakol i Kirgisistan, og senere igen i Kashgar i det vestligste Kina. Det er virkelig skønt at se dem igen.

    Fantastique!

    Som jeg husker det fra 2006-møderne finder snakkene med Dave og Anna hurtigt substans og nerve, og selvom det er 1½ år siden vores sidste møde i Kashgar, rammer vi hurtigt hinandens mentale bølgelægnder. De er sådan en fin duo. I deres selskab ville selv tavshed bringe budskab og forståelse frem.

    Share

    WT på YouTube!

    Wednesday, March 12th, 2008

    Jeg har lavet en 5 min. lang minifilm med billeder, video (og lyd) fra eventyrets veje…

    God fornøjelse! Der er action efter 7 sekunder. Vær tålmodig. Se, lyt og slap af…

    Nicolai

    Share

    Lidt flere dagbogsbilleder…

    Tuesday, March 11th, 2008

    Se her under Dag 696, 697 og 698(Under YouTube-videoen)…

    Share

    Dag 702 – Med et spærret kreditkort i Sydney

    Tuesday, March 11th, 2008

    Ingen billeder i dag.

    Bondi-solen skinner igen dagen lang. Der er dog ikke meget nyt under den.

    Kate giver mig et lift til fitnesscenteret, hvor jeg knokler formiddagen i gang.

    Fra den trådløse internetforbindelse fra græsplænen 50m oppe af vejen har jeg nu kontakt til en sejler, der er på New Zealands South Island og som skriver, at han vil være beæret over at have mig ombord på sit skib. Det tegner lovende. Det ville være et fantastisk kapitel i min WT-bog, hvis jeg kunne sejle tværs over (en del af) Stillehavet til Sydamerika. Jeg får se.

    Min søde bankrådgiver i Middelfart Sparekasse fortæller endvidere, at mit Visakort er blevet spærret, da der har været mistanke om misbrug. Hun vil forsøge at få hastesendt et nyt kort til mig i Sydney eller måske New Zealand, afhængigt af ekspeditionstiden. Det er rart at få en afklaring og vide, at der sidder kompetente mennesker i den anden ende, klar til at hjælpe.

    Dukkert, læsning og kattelur ved Bondi Beach.

    Hjemme i lejligheden bruger jeg det meste af aftenen på at lave en 5 min. lang minifilm med billeder, videoklip (fra mit lille lommekamera) og lyd. Redigeringsverdenen er ny og vældig tiltrækkende for mig.

    Share

    Dag 701B – Frustration i Sydney…

    Monday, March 10th, 2008

    Frustrerende dag. Føler ikke jeg rigtigt får fikset nogle af de ting, som jeg har på min liste for dagen.

    Løbeskoene i Westfields Shopping Centre (Bondi Junction) er for dyre. Mit elskede lommekamera – der desværre fik en ordentlig omgang saltvand under kajakturen i sidste uge og har opført sig mærkeligt siden – afleveres hos Sony Service Centre i Rosebery-kvarteret. Jeg er svagt amputeret uden mit lille on-the-go-kamera.

    Jeg slår min elektroniske lejr op på Sydney State Library, der tilbyder trådløst internet ad libitum. Research omkring mulighederne for at krydse Stillehavet ombord på en sejlbåd, som dæksdreng, gigolo eller andet. Ville nok foretrække det første…

    Intet nyt ang. Visakortet.

    Kates veninde René og hendes israelske mand Yossi har budt på iransk kødbollesuppe med kuvertbrød og Lurpak-smør, produceret i Viby Jylland! Nye mennesker, nye delikatesser, nye indtryk. Sådan et tilbud varmer.

    The boys in the living room - the girls in the kitchen.

    Hvorfor Dag 701B?
    I realized a mismatch a few weeks ago between my diary and the day counter on the WT front page.
    I’m too lazy too change more than 50 diary entries. With the swift invention of Day 701B this little thing’s easily solved…As if anyone – apart from the little “number freak” in me – cares.

    Share

    Dag 701A – Sydneys nordlige strande…

    Sunday, March 9th, 2008

    Cruise med Kate i hendes Honda Jazz op langs kysten. Glad dag.

    Kate and I on our way to Sydney's northern beaches...

    Skuba, the cute choc lab.

    Palm Beach, Sydney North.

    A different kind of bike...

    Kate and I at Church's Point, Sydney.

    Another Northern beach. Sydney.

    Nicolai at Church's Point, Sydney.

    Prohibitions & Warnings - Mosman Beach.

    Wire at Mosman Beach.

    Aftenen byder paa en [indsæt selv kulinarisk-klingende superlativer her] dinner hos Kates veninde Cavita + venner, døtre.

    Himmelsk!

    Dinner at Cavita's, Double Bay, Sydney.

    Huskatten Benji er også glad for at se mig igen.

    Share

    Dag 700 – En forkærlighed

    Saturday, March 8th, 2008

    Dagens Tone: Underwear – Pulp (If fashion is your trade then when you’re naked I guess you must be unemployed yeah. )

    Intet nyt ang. mit Visa-kort inde i byen. Servicemanden har ikke været og tømme automaten. Krydser fingre for mandagen.

    Waverley Cemetery, Sydney East.

    Waverley Cemetery, Sydney East.

    Ud på eftermiddagen hopper jeg i sadlen for at se nærmere på Sydneys Eastern Beaches’ sydlige del. Jeg er snart tilbøjelig til at give Sydney den uofficielle pris for verdens smukkest beliggende storby. Det er nogle vanvittigt dejlige timer langs kysten, på cykelstier, gennem parker fyldt med weekendglade mennesker i alle aldre, med Nick Cave i ørerne. Har vist et stykke fråd hængende ud af munden det meste af tiden. Det er ikke kønt.

    Waverley Cemetery, Sydney East.

    Fra Bondi cykler jeg til Tamarama Bay, Bronte Beach, Waverley Cemetery – ikke noget skidt sted at ende sine dage, udsigten er super – Clovelly Bay, Gordons Bay, Coogee Beach, Trenerry Reserve, Lurline Bay, Jack Vanny Memorial Park og Maroubra Beach. Absolut fantastisk.

    Maroubra Beach, Sydney East.

    Wedding preparations. Sydney East.

    Hjemme på Vejrøvænget i Middelfart havde vi et Politikens Verdenskort hængende på væggen ude i køkkenet. Det sad jeg og studerede over mine kraftigt sukkersødede cornflakes så længe jeg husker tilbage. Jeg har kigget rigtigt meget på det kort gennem årene. Så meget, at jeg som 8-årig i 1984 bl.a vidste, hvor både Addis Abeba og Rangoon var hovedstæder, og var tryg ved alverdens lande. Jeg blev aldrig træt af at kigge på kortet. Zambezi, Ilulissat, Nikolajevsk, Paramaribo.

    Wedding preparations. Sydney East.

    Jeg er sikker på, at min lyst til verden startede dér, over cornflakes’en i Middelfart, så mor og far, tak for betænksomheden og for dengang at forsyne mig med et visuelt billede af, hvad der senere i mit voksenliv skulle blive mit livs legeplads. Det er de underligste ting, man kan føle sig taknemmelig over, at ens forældre gjorde for én…

    Suburbian Sydney cemetery.

    Min forkærlighed for og genetisk indbyggede fascination af kort og atlasser gælder også ordbøger, encyklopædier og andre opslagsværk af (næsten) enhver art. Koncentreret viden på bogform. Så på denne lørdag aften falder jeg over Kates Australian Compact Dictionary og er fanget øjeblikkeligt. Bagest er bl.a en herlig liste over alle mulige fobier. Hvordan kan man – apropos nudiststrande – undgå ikke at føle sig snydt over ikke at have kendt til ordet gymnophobia, frygten for nøgenhed..

    Eller hodophobia, frygten for at rejse. At der findes et ord for en katteelsker behager. Ailurophile. Et smukt ord for et smukt pelsdyr.

    Gordon Bay, Sydney.

    Videoaften hjemme på 283d Old South Head Road, Bondi med Kate, pizza og slik. Jeg får lov til at vælge film. Det bliver af nostalgiske grunde til den svenske ”As it is in Heaven” (Så som i Himlen) – en fin, dejlig film. Den svenske tunge skuffer aldrig.

    Share

    Dag 699 – Mit mistede (og eneste) Visakort

    Friday, March 7th, 2008

    Mit styr på cyklen er gennem de sidste 2 år gradvist vokset i tykkelse på grund af de mange slags styrtape, klisterbånd, sportstape, gazebind mm. som jeg har viklet om det, lag-på-lag, for at få et bedre greb. Enkelte steder kan man se ned gennem de forskellige lag, helt tilbage til det oprindelige skumgummi. Det er som at betragte sedimentære lagdelinger på en geologisk interessant bjergskråning. Hvert lag fortæller sin egen historie, og minder mig om svundne WT-tider. Hvem husker f.eks ikke det hvide sportstape, jeg satte på Kogaen i Nepal, som hurtigt blev sort og klistrede hænderne voldsomt?

    Jeg er ikke kommet til Kiwiland endnu, men nærheden til New Zealand mærkes, bla. på prisen på kiwifrugter her i Sydney. Jeg får i dag 8 for 9 DKK. De er lodne og højmodne, og de kandiderer en plads på hylden over månedens favoritfrugt. Hele banden glider let ned i ét hug.

    Sydney State Library underholder og oplyser mig det meste af eftermiddagen. Fotomagasiner + New Zealand-research i de altid rolige, behagelige omgivelser, man finder på alle delstaternes statsbiblioteker.

    Da jeg vil hæve lidt penge inde i byen, sker ulykken. ATM-maskinen spiser mit (eneste) Visa-kort med den tørre besked om, at ”my card has been retained – contact your nearest bank”. Min nærmeste bank, gode gamle Middelfart Sparekasse, ligger på Middelfarts hovedstrøg, omtrent 27.000 cykelkm væk. Jeg har ingen penge på mig overhovedet, har ikke Kates mobilnummer, og det er fredag efter alm. lukketid. Det ser ikke lyst ud.

    Jeg henvender mig til manden, i hvis sportsbutik selve ATM’en står, men han kan desværre ikke hjælpe. Han låner mig sin telefon. Jeg får fat i en servicemedarbejder, der undskyldende fortæller, at når en ATM én gang har slugt et kort, så regnes det praktisk talt for mistet. Der er intet hun kan gøre. Jeg skal henvende mig til min egen bank. Jeg har svært ved at acceptere sådan en afvisning, og forklarer, at selvfølgelig er der noget at gøre, for fysisk befinder kortet sig stadig i maskinen, og de må da (sagde jeg ”for helvede” her?) have en servicemand, der kan tømme apparatet. Min puls var en kende højere end normalt på sådan en ellers fin fredag eftermiddag.

    Anthony, den flinke mand i butikken, tilbyder så, at jeg kan give ham en fuldmagt til at tage imod mit dyrebare kreditkort, når automaten vil blive tømt, enten i morgen (lørdag) eller mandag. Deal. Desuden giver han mig 5 AUD, så jeg kan tage bussen tilbage til Bondi. Venligheden længe leve!

    Scottie and Kate handcooking - the new way of cooking in Bondi!

    Kate har inviteret venner over til grill-aften. Cavita (45), som jeg spiste dinner med tidligere på ugen, og hendes måske-kæreste Brett (38) samt Kates kollega Scottie. Masser af delikatesser og snak. Scottie mener, at mine mange rejseoplevelser gør mig anthropologically advanced. Den vil jeg huske til C.V’et en gang.

    Brett, Kate, Cavita, and Scottie in Bondi.

    Share

    Dag 698 – Kajak i Port Jackson Bay

    Thursday, March 6th, 2008

    (UK only, photos to come)

    Album of the Day: The Boatman’s Call – Nick Cave and the Bad Seeds

    Apparently the joyful days won’t ever end for me here in Australia.

    Today Kate (whom I’m staying with in Bondi) has arranged a kayak day out for the two of us. I’ve made an agreement with the sun: just keep shining. One of her clients (she’s a pro personal trainer) has a massive house at the cute Kutti Beach (Vaucluse), including a private beach assess – and a shed with kayaks, free of charge! How good is that?

    Getting ready for a great day out with kayaks in the bays of Sydney.

    It’s another warm and sunny day in Sydney, the 3rd in a row.

    The Wolf. 72 kg of beast.

    Kayaking in and around the beautiful bays and coves of Sydney’s Port Jackson Bay – I can hardly imagine a better way to spend a Thursday afternoon in March. From Kutti Beach we head for the Parsley and Vaucluse Bays and then across the Port Jackson Bay to a little lovely beach. Well, so it seems – but it ain’t an ordinary beach. Kate’s 6th sense senses something strange as soon as we approaches the beach. There’s too many people crammed on the beach, and they all seem to be standing, staring.
    As we get closer Kate’s instincts are confirmed. Nudists! Everywhere! Staring! The vast majority’s older men simply just too happy to show off their thingies. It freaks her out a bit so we find a less crowded, less visible spot on the sunny rocks and chill for a while. Even as an anthropologist I’m struggling to understand the underlying logic of nudism. If there’s any at all. It’s such a beautiful beach nonetheless.

    Fish 'n chips 'n Coronas in Watsons Bay, Sydney.

    Kate’s offered me a massage back home. She’s a pro and really keen at that, and surely I can’t say no. I keep getting spoiled. I even got to choose the music. João Gilberto – one of my Brazilian heroes – is an easy pick for such a relaxing occasion. It’s been more than 9 months since my last massage in Thailand. Still feels great. Such skillful and knowledgeable power hands!

    The Massage.

    In the evening I go for a walk with Skuba, the 7½ months old chocolate labrador. It feels very quotidian, almost like being at home here in Sydney, taking the dog for a walk around the lively streets of Bondi. I really do like it here. New Zealand’s gotta wait!

    Share

    Dag 697 – K som i kat…

    Wednesday, March 5th, 2008

    Dagens Tone: I Still Have That Other Girl – Elvis Costello & Burt Bacharach

    Working out in Sydney!

    Udover jobbet som personlig fitnesstræner arbejder Kate også i et fitnesscenter i Vaucluse-kvarteret. Det får jeg lov til at lukrere på, så jeg cykler efter morgenkaffen og lidt dagbogsnotater ned og prygler maskineriet i fitnesscenteret. Blandt katte (alle), kæreste (den ene), krobajere (med drengene) og koldskål (med familien) er også kvælertag (med fitnessbænkpressen) på listen over ting, jeg savner af og til.

    Rock formations, Bondi.

    Bondi Beach.

    Kate mener, jeg altid tager solen med mig på min vej. Sydney har haft den mest elendige sommer for solelskere i årtier, men de sidste dage har solen braget igennem. I dag er ingen undtagelse. Jeg pakker strandgrejet og går ned til Bondi Beach, hvorfra en af Sydneys perler, The Coastal Walk, starter. Tamarama Bay, Mackenzies Bay og Bronte Beach ligger inden for 45 min. gang fra Bondi langs den smukke kyst. Med solen ovenfra, musikken fra siden og klipklapfødderne nedenfra forekommer dagen mig vidunderligt let og ubesværet.

    Rock formations, Bondi.

    Tamarama Beach, Sydney East.

    Not even 2 years old - and rolling in Bondi!

    Share

    Dag 696 – South Head Superdag

    Tuesday, March 4th, 2008

    Dagens Tone: Vermillion – Mercury Rev

    Kate river et par sider ud af Sydney-kortbogen og udpeger seværdigheder og naturlige guldkorn i South Head-området umiddelbart nord for Bondi, som jeg har udset mig som dagens eksplorationskoordinater. Det er altid rart at suge værdigfuld info fra de lokale.

    Sydney's Eastern Coast...

    Diamond Bay, Sydney East.

    Dunbar Lookout, Sydney East.

    Det er en usædvanlig smuk landtange kun få km fra Sydney downtown. Området er stopfyldt med fantastiske sights og i løbet af kun 20 km cykling og 5 km gang labber jeg både Diamond Bay, Macquarie Lighthouse, Dunbar Memorial Lookout, Watsons Bay, Camp Cove, Lady Bay Beach (den nøgne), Hornby Lighthouse, Kutti Beach (den bitte), Parsley Bay, Nielsen Beach (den danske?) og Rose Bay i mig.

    Beautiful Camp Cove, South Head Peninsula, Sydney.

    Lady Bay Beach, the naked one.

    Lady Bay Beach er endnu en lille perle på South Head-halvøen. Jeg overraskes over de mange tissemænd og tissekoner og finder snart ud af, at det er en nudiststrand. I should’ve seen it coming! Et noget kækt scenario på en tirsdag eftermiddag, men lidt for meget hud (primært den mandlige, rynkede version) til min smag.

    Watson Bay, Sydney.

    Parsley Bay, Sydney

    Tree, Sydney sururbia.

    Det er ikke første gang, at en australsk, urban setting appelerer til noget dybere i mig, forsøger at metakommunikere med det sted i mig, som før eller senere vil få mig til at etablere mig med familie, fast løncheck og hvad har vi. Sydney lokker og frister. Foreløbigt har jeg bare skruet den mentale støvsuger op på maximalt sug.

    Nielsen Beach, Sydney.

    En af Kates klienter, en indisk kvinde Cavita, der har boet 7 år i Sydney efter 17 år i Japan, har inviteret Kate og jeg på dinner i hendes smukke bolig i Double Bay-kvarteret. Det er en fin måde at tilegne sig byen på – at lade sig invitere ud i forskellige bydele hver aften og møde nye mennesker.
    En skøn aften med inspirerende snakke, dejlig mad & vin. En kat (den langhårede huskat Benji) perforerer igen mit hjerte. Jeg er så nem, når det kommer til kærlighed i Kattenes Verden. Gad vide, hvordan det ville se ud, hvis tingene gik lige så let for sig i den menneskelige verden…

    Rock face, Nielsen Beach.

    Kate and Skuba in Bondi.

    Udenfor kontekst: Jeg sidder i øjeblikket på en tilfældig græsplæne i et af Bondis beboelseskvarterer ikke langt fra lejligheden, hvor jeg bor, og suger gratis trådløst internet. Den eneste pris, jeg betaler er 8 myggestik på underarmene her i skumringstimen. Billigt sluppet.

    Dinner at Cavita in Double Bay, Sydney.

    Share

    Dag 695 – Tilbage til Bondi!

    Monday, March 3rd, 2008

    (Billeder kommer)

    Dagens Tone: Calistan – Frank Black (My best friend is the king of karaoke…)

    At the train station in Sydney...

    Min anden uge i Sydney og omegn starter med et hamskifte. Teltpælene rykkes op og jeg smutter fra det ene smørhul til det næste. Det har været dejligt at have en del tid foran den bærbare i Seven Hills. Ingen tvivl om det. Men at opholde sig i en halvtør beboelsesforstad 35 km vest for Sydney føles ikke rigtigt som at være dér, så jeg besluttede mig i aftes for at forlade Brett, hans far Dan og Seven Hills og tage tilbage til Sydney down town.

    Bondi Beach and rock pools.

    Jeg føler mig vældig forkælet her i Sydney og svømmer nærmest i tilbud om overnatning fra folk, jeg har mødt (og en enkelt cykelgut, jeg ikke har mødt, men som følger WT) tidligere på rejsen. Heriblandt Kate, søster til Rhod (som jeg boede med i 5 uger i Sorrento og Melbourne), bor i Bondi-bydelen kun 5 cykelminutter fra Bondi Beach.

    Bondi Life Saving Club.

    Jeg stiler direkte mod Bondi-stranden og nyder det meste af eftermiddagen ved vandet, med udsigt til den gyldne halvmåne (stranden) og flere gyldne fuldmåner (topløse måger). Intet får mig til at slappe af som en dag ved stranden.

    Pludselig prikkes jeg på skulderen. Det er Kate. Verden er lille. Hun er fuldtids, personlig fitnesstræner og er travl med kunder, så jeg får bare instrukser om, hvordan jeg kan låse mig ind i hendes lejlighed. Så cool og nemt.

    My host/friend Kate and the chocolate labrador Skuba in Bondi...

    På god, australsk facon får jeg stukket en Löwenbräu-pilsner i hånden så snart Kate kommer tilbage fra sit fitness-job – på stranden i Bondi. Det må være en fin arbejdsplads. Desuden får hun hurtigt arrangeret en dinner med en af sine klienter, Daryl, der er godt oppe i tresserne. Han cykler selv en del og har forlangt at få lov til at give mig en middag, nu jeg er i byen. Et tilbud, jeg ikke ligefrem fornægter, så Kate og jeg mødes med Daryl på en bar rundt om hjørnet i Bondi til et sæt pubbajere og snak.

    Thairestauranten tryller helt vidunderlige sager frem, og jeg ser – med Jens Kameramand – absolut ingen grund til at holde mig tilbage, og slipper først bestikket, da alle fadene er tomme – langt efter at mine bordfolk har vippet med deres flag – og jeg har fået en prægtig lille madbaby i maven.

    Share

    WT-artikel i Yoyo Mag…

    Sunday, March 2nd, 2008

    Anekdotemæssigt er der nok intet nyt under solen, for historien vil enhver fast WT-læser kende. Til alle andre, here goes…

    Yoyo Mag (November 2006) (Fra side 20 ff)

    Nicolai

    Share

    Fotoalbum #3 fra det sydlige Australien…

    Sunday, March 2nd, 2008

    Så er det tredje og sandsynligvis ikke sidste fotoalbum #3 fra Australien klart.

    …eller se som et slideshow

    Nicolai (Sydney)

    Share

    Dag 694 – Går der en båd til New Zealand?

    Sunday, March 2nd, 2008

    Jeg fik i dag fornyet min ellers sparsomme garderobe med en ny jakke i tekniske materialer. I lokalavisen opsnappede jeg i går, at der i denne weekend er et madness everything must go-garagesalg af camping- og outdoorudstyr i Prospect-bydelen ikke langt fra Seven Hills. Sådan noget lader en rotte ikke gå ram forbi. Bretts søster, Karli, lugter også et potentielt rottekøb og tilbyder at køre os derhen. Rotten snuser og sysler i alle papkasserne og falder altså for en teknisk, foret vindjakke (nedsat fra 149$ til sølle 20$). Kom bare an, dit bidske, new zealandske efterårsvejr!

    Det er skønt at få læsset en masse tanker af på WT i disse dage, og få opdateret mig om nært og fjernt, dit og dat. Lysten til nye eventyrlige narrestreger, lysten til New Zealand, lysten til et nyt land, med nye indtryk, rytmer og stemninger vokser eksplosivt i takt med den mentale aflæsning her på siden. Min indre radar, der gennem de sidste3 måneder udelukkende har været fokuseret på det sydøstlige Australien + Tasmanien, har nu fået færten af nye signaler, og den er derfor ved at stille sig ind på næste geografiske etape af rejsen, New Zealand og Stillehavet. Nogle dage opfanger den mentale radar sågar små pip fra det sydamerikanske fastland.

    Pip, jeg simpelthen ikke kan ignorere.

    Jeg undersøger i dag mulighederne for at komme med ombord på en yacht eller en sejlbåd over (dele af) Stillehavet, som dæksdreng, anekdotefortæller, slavepisker eller galionsfigur. Alt har interesse, så længe jeg bare kommer til Sydamerika. Søstærk har jeg aldrig været, men det kunne være et smukt kapitel i WT-rejsen at sejle over Stillehavet. Jeg har lyst til at blive mere erfaren på havet og udforske ånden i det maritime liv.

    Share

    WT-artikel i MetroXpress…

    Sunday, March 2nd, 2008

    Læs artiklen her!

    Nyd søndagen!

    Kærligst, Nicolai

    Share

    Dag 693 – Den Olympiske Park og Mardi Gras

    Saturday, March 1st, 2008

    ’Hviledag’ er ofte en lidt fejlagtig betegnelse for de dage, hvor jeg officielt ikke er på vejene. Således også i dag, hvor jeg tager på en lille dagsudflugt på cyklen med Brett. Det bliver til 63 km. Vi cykler ind mod byen, til Sydney Olympic Park, der var vært for OL 2000. Det ved Frederik en masse mere om. Det gigantiske parkområde, der før OL kom på banen rummede noget af det mest industrialiserede, forurenede og mindst attraktive jord i Sydney, er i dag udlagt som et fredeligt, rekreativt område ca. 10 km vest for centrum. En rask, grøn lunge på hvad der før Y2K var byens sorte achilleshæl.

    Suburbian bike path underneath the M4. Sydney.

    The Brickpit at the Sydney Olympic Park.

    Badu Mangrove, Sydney Olympic Park.

    Størstedelen af de røde mursten, man kan finde Sydneys beboelseskvarterer i dag stammer hovedsageligt fra The Brickpit, der var i brug det meste af forrige århundrede. I dag er der lavet en hævet gangsti rundt om hele krateret, med infotavler (om fauna og historie) og autentiske dyrelyde fra højttalere. De har styr på turismen her i Australien.

    Fountain

    Spider at the Badu Mangrove, Sydney Olympic Park.

    Og hvem havde regnet med at finde en intakt mangrove (Badu Mangrove) kun 10 km udenfor Sydney Opera House?

    Sydney CBD

    For at rette lidt op på den universelle tjenestekonto (you give some, you get some), som jeg gennem de sidste 160 dage i Australien har været i kraftig ubalance med pga. de bølger af gæstfrihed, der er skyllet ind over mig, har væltet mig omkuld uden jeg rigtigt har kunnet få fodfæste og mulighed for at give igen – jeg burde nok have trukket vejret og indsat et ekstra punktum her – byder jeg på thailunch i Rhodes-bydelen, mussaman curry og ingen videre forklaring nødvendig. Jeg elsker thai.

    Sydney Harbour Bridge

    Det er Mardi Gras her i Sydney. Den verdensberømte festival for bøsser og lesbiske, der startede for 30 år siden som en protestdemonstration. Brett og jeg kører ind til byen, der emmer af liv, udklædninger, drags og ca. 300 optog blandt de godt 300.000 tilskuere. Masser af skøre indfald. Et vanvittigt skue og leben. Er dog ikke helt i mit es i aften. Sådan kan det gå nogle gange…

    Mardi Gras 2008, Sydney.

    Mardi Gras 2008, Sydney.

    Mardi Gras 2008, Sydney.

    Mardi Gras 2008, Sydney.

    Mardi Gras 2008, Sydney.

    Share