• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for April, 2008

    Dag 752 – Anekdoten om pærerne (& den defekte digestion)

    Wednesday, April 30th, 2008

    0 km etc.

    Jeg luftede i aftes mine overvejelser om at tage op til Golden Bay nord for Nelson – et område alle taler varmt om. Sådan en chance for at hjælpe en turist lader en kiwi sjældent glippe, så Murray har arrangeret med en af sine chauffører, Tim, at jeg kan køre med ham op til Collingwood ved Golden Bay, da hans delivery route alligevel går den vej. Kl. 05.30 banker Murray på campervandøren. Jeg er udhvilet og fornemmer, at normaltilstanden har taget over igen efter gårsdagens hviledag.

    Det er en dejlig dag, hovedsageligt fra førersædet i Tims van fyldt med bilbatterier til folket. Tim er et behageligt selskab, og han viser mig bl.a, hvordan et kiwifrugttræ (en ranke snarere) ser ud, lufter jagtanekdoter om paradisanden og fortæller mig historien bag hjortefarmproduktionen på New Zealand. Den slags interessante oplysninger, som de færreste guidebøger fortæller.

    Vi kører via Motueka, Takaka Hill og Takaka op til Collingwood og tilbage via Kaiteriteri. Det er gratis sightseeing for mig, uden at træde i pedalerne, og det er en ren luksus for mig. Movimento sem trabalho.
    Det gik fint med abrikoserne i Tyrkiet, vandmelonerne i Uzbekistan, rambutan-frugterne i Thailand, nektarinerne i Australien og bananerne alle vegne. Men det gik ikke med de new zealandske pærer. Min mave har gennem de sidste 2 år vænnet sig til pludselige, voldsomme mængder af årstidernes og regionernes frugter. Jeg er stort set altid sluppet godt afsted – rent peristaltisk og digestionsmæssigt – med de store mængder (oftest mere end 1 kg på kort tid!) eksotiske frugter.

    Fra Anekdoteland:

    Balladen starter i virkeligheden allerede tidligt på eftermiddagen, da jeg cykler forbi en lille frugtbod i vejsiden med enorme poser med friske pærer. Jeg er lige henne for med påtaget kendermine at tjekke kvaliteten og trykke på et par af frugterne. Begejstringen stiger, og prisen på kun NZ$ 3 (11 DKK) gør det umuligt for mig ikke at lade mønterne falde ned i pengekassen og hæve de 24 indbydende pærer, ca. 4 kg frugt.

    Med sådan en pose lækkerbidskener og en krop, der efter de sidste 5 ugers temmelig hård cykling i de new zealandske bjerge føler sig både udnyttet & udsultet, er der intet, der kan stoppe mig. Som en madbesat labrador labber jeg hele eftermiddagen løs af pærerne med en nærmest bulimisk grådighed. Jeg ser absolut ingen grund til at holde mig tilbage. Jeg skulle dog have vidst bedre.

    For allerede under den overdådige lammestegsdinner hos min midlertidige New Zealand-værtsfamilie begynder maven at rumstere, og den ulmer som om en utålmodig vulkan har sneget sig ind. Jeg takker opdragent for maden og fortrækker efter de indledende toiletbesøg snart til campervan’en i baghaven, som familien venligst har stillet til min rådighed et par dage.

    Dagens uhæmmede pære- og lammestegsindtag lægger et gevaldigt pres på digestionsapparatet, og snart sætter peristaltikken definitivt ud af drift. Jeg magter slet ikke den breakdance, som tarmene ivrigt byder op til, men der er brug for en rask beslutning, så jeg lirker mig ind på det 0,5 m2 lille toilet. Mavens dysfunktionalitet er en kendsgerning – der er ikke just tale om hård mave her.

    Situationen tilspidses yderligere af den tomme toiletrulleholder på væggen samt min erkendelse af, at toilettet er af long drop-typen, dvs. tørudgaven uden træk og slip. En detalje jeg i kampens hede havde overset. Skaden er sket og jeg føler mig beklemt på mere end ét plan. Der må tænkes kreativt for det er et frygteligt rod, jeg har lavet. Hvorfor fanden skulle jeg også bedyre overfor familien, at jeg – af almene humankliniske årsager – ikke agtede at benytte campervan’ens tørtoilet?

    Efter 25 måneder på farten troede jeg, at min mave havde vænnet sig til enhver kulinarisk udskejelse, og at den havde opnået immunitet mod alverdens bakterier. Men gentag ikke min fejltagelse og tag dig i agt for de (alas, enorme mængder) new zealandske pærer!

    Share

    Dag 751 – Hos Nelson (ikke Pippis abe)

    Tuesday, April 29th, 2008

    Jeg mærker det så snart jeg vågner op i den lille hems i campervan’en, der er parkeret i indkørslen. Kroppen og psyken har automatisk sat sig selv i survival / eating mode igen, som den var i Barossa Valley efter jeg havde krydset outbacken. Det er som om tankerne kun er fokuserede på føde, som om jeg kunne blive ved med at spise – hvilket jeg faktisk tror jeg kunne!

    Det er en afslappende dag for mig. At gå rundt i Nelson – opkaldt efter den britiske admiral Lord Nelson og ikke Pippis frække abekat – og se på huse & folk er et skønt tidsforbrug for mig. Byen har en fin størrelse (ca. 40.000 indb.) og et roligt tempo denne grå tirsdag. Der er noget provinsielt, noget næsten hjemligt over stemningen her.

    Jeg mærker tydeligt, at noget i mig higer efter dette hjemlige. Længes efter noget mere stabilt på denne WT-odyssé, der ellers er blottet for den stabilitet og rutine, som normalt udgør rygraden i de fleste menneskers hverdag.

    Share

    Dag 750 – Klamme dadler & rørstrømske ringe

    Monday, April 28th, 2008

    Murchison -> Nelson (family acc, campervan!)
    Distance (km) : 122
    Time on bike : 6h 32m
    Brutto time: 08.30 – 17.15
    Avg : 16.6 km/h
    Max.speed: 65.3
    Total (km) : 30.291

    Jeg er blevet vant til underlige natte/morgenlyde og rumsteren omkring min teltlejr, og heller ikke landmændenes maskinel – der allerede er i gang med dagens dont lige ved mit telt, da jeg vågner lidt før 7, lidt før solopgangen – får pulsen op. Min morgenhvilepuls er 47.

    Dadlerne var klamme hele dagen i går, og skridtet snerrer her til morgen efter gårsdagens våde cykling. Men benene har fundet de helt rigtige gear, kæden er lige blevet smurt, så jeg er flyvende op til passene Hope Saddle Observation Point (634m) og Spooner’s Saddle (450m) gennem fin, tempereret regnskov med enkelte udsigter over landbrugsarealerne. Lunch ved førstnævnte pas med bar mave i den luskede ftermiddagssol. Lusket fordi den leger gemme bag enkelte skyer, hvilket hiver fornøjelsen ud af idéen med den bare mave.

    Mine tanker kører i lidt rørstrømske ringe til formiddag. Kan ikke få pick-up’en væk fra de mentale billeder – fremtidens billeder – af gensynsknusene med Julia (min søster, for den uindviede), min mor og far, drengene i København og enkelte storbyeskapister i Jylland. Kan ikke stoppe tårerne.

    I Richmond ringer jeg til Raywin og Murray, som jeg mødte i Rakaia Gorge på min første NZ-cykeldag, for at høre, om de står ved deres tilbud om husly for 5 uger siden. Certainly! Jeg cykler det sidste km ind til Nelson og møder Murray, der netop har fået fri fra sit arbejde i en bilbatterishop.

    Well, you’re lucky it’s our roast night today, siger Raywin – Murrays kone – til mig, da jeg træder ind i køkkenet, der oser skønt af lammesteg. Jeg føler mig heldig over bare at være indendørs – og kroppen – der utilsigtet har smidt 3-4 kg på de new zealandske landeveje gennem den sidste måneds tid, og føler sig kraftigt forbigået og udsultet – jubler og rumler højlydt.

    Udover Murray & Raywin bor også datteren Charlotte (21) & hendes kæreste Reagan, sønnen Jarrod (18) & hans kæreste Laura her. Der er selvsagt masser af liv i det lille hus. Jeg har fået lov til at bo i familiens Mitsubishi campervan – og der bliver jeg boende de næste 4 nætter. Vidunderligt.

    Share

    Dag 749 – Mødet med Mohammad

    Sunday, April 27th, 2008

    Westport -> Murchison (wild camp, memorial park)
    Distance (km) : 101
    Time on bike : 5h 55m
    Brutto time: 09.30 – 17.10
    Avg : 17.0 km/h
    Max.speed: 56.7
    Total (km) : 30.169

    Der var ingen nævneværdige, natlige forstyrrelser. Ingen rugbymænd, og kun enkelte stive teenagere, der luskede rundt omkring teltet. Westport sover helt og aldeles, da jeg kl. 7.20 (jeg gik i seng ved 20-tiden) spiser havregryn og drikker kaffe i parken. Den tunge regn begynder at falde, og byen falder i en om muligt endnu dybere søvn. Vejrudsigten lover masser af regn hele dagen. Hmm!
    Under et halvtag står jeg længe og stirrer ud i Westports regntunge luft. Leder lige som efter signaler eller impulser, der kan guide og fortælle mig, hvad terningerne for dagen viser, fortælle mig, hvad jeg skal. Beslutter mig for at pakke mig ind i Goretex og smutte videre.

    Store dele af dagen går op gennem Buller Gorge. Det rusker, regner og terrænnet er svagt stigende. Selv vejrguderne holder fri om søndagen her i New Zealand. Det er ikke første gang, jeg har oplevet det (XXX, 6. april).

    Norrøna regnhætten byder på mange rare tanker op langs den imponerende floddal. Skydækket ligger tungt i øjenhøjde, vandfald står ud fra de stejle klippevægge mange steder. Det er munter cykling, for jeg var fra første tråd forberedt på det ringe vejr – havde i Westport mentalt placeret mig på cyklingens og forventningens laveste fællesnævner, hvorfra man aldrig bliver skuffet. Kun positivt overrasket…

    Dagens sociale højdepunkt er mødet med iranske Mohammad , der også er i gang med at cykle jorden rundt. Faktisk er mødet ikke himmelsendt tilfældigt, idet Benno – en schweizisk cyklist, jeg har fulgt på hans rejse fra Schweiz til Australien – introducerede os via en email forleden og fortalte, at Mohammad var i Wellington, jeg i Fox Glacier. De gode iraner (fra den gode årgang 1976) har været afsted i over 500 dage – eller, som han smilende sagde, ”200 days less than you”. Han regner med at være på farten i 5-6 år. Det er nogle lange ferier, vi er ude i her.
    Desværre bliver det kun til ½ times dejlig vejsidesnak, for vi rejser i forskelllige retninger, er hver især på vej mod vores drømmes horisonter.

    Kl. 17 ankommer jeg lidt før solnedgang i Murchison (600 indb.). Jeg har cyklet med plastikposer om fødderne i dag, mod regnen. Ingen succes. Har været drivvåd fra start til slut. Så jeg har hele dagen set frem til at booke mig ind på et hostel for natten, blive tør og nyde lidt komfort i form af en blød seng og spandevis kaffe/the med hjælp fra elkedlen.

    Men da jeg ankommer strejfer tanken mig, at fricampering jo også er en mulighed. Så på et offentligt toilet får jeg revet alt det våde tøj af og snupper et hurtigt klatbad mens jeg beder til, at ingen vil vade ind mens jeg står dér midt i rummet, med kulderystelser og bare, hvide balder.

    Finder en mindepark for de faldne under The Great Wars (I & II) og slår lejr tæt ved de laurbærkranse, der er blevet efterladt ved parkens centrale monument i anledning af ANZAC Day i foregårs. Jeg får lavet aftensmad i dagens skumring inden Vorherre slukker for lyset bag bjergene i vest. Det er absolut optimal udnyttelse af dagslysets ressourcer. Er glad for jeg valgte fricampering og ikke et 25 NZ$-hostel, for det er så fint og nemt dette rotteliv.

    Måske lidt for nemt. Mange tanker har de sidste dage været rettet både fremad mod mere eksotiske, fremmedartede, udfordrende himmelstrøg og bagud mod lande (Uzbekistan, Laos, Indonesien m.m. fl.), som bød på netop dét. Ser frem til eventyrets strabadser, de varmere temperaturer, noget ikke-vestligt igen. Her er flot på New Zealand og jeg nyder stadig at være her meget, men jeg savner bestemt noget her. Noget dybde, noget kontakt, en x-faktor, jeg ikke helt kan gennemskue, men som noget i mig fornemmer. Det er svært at sætte ord på noget så sanseligt. Måske en storby, med lidt larm og mylder, med interessante, semi-lærde folk kan rette op på denne indre manko.

    Her er jo fandme kun turister i campervans og farmere med får på hjernen! Civilization, please…

    Share

    Dag 748 – 30K og et lille vejsidejubilæum…

    Saturday, April 26th, 2008

    Greymouth -> Westport (wild camp)
    Distance (km) : 103
    Time on bike : 5h 42m
    Brutto time: 09.10 – 17.30
    Avg : 18.1 km/h
    Max.speed: 54.3
    Total (km) : 30.068!

    Tilfredsstillelsen ved hver dag at udleve, hvad der på livets øverste hylder udgør min drøm, er enorm og jeg føler mig fuld af målrettethed, fuld af dyb ro. Jeg ved, at jeg er virkelig priviligeret over at kunne leve, som jeg gør, og minder ofte mig selv om, hvor heldig jeg er. For heldig er præcis, hvad jeg føler mig. Man ligger som man reder, vil nogle måske sige. Og ja, jeg ved, at jeg i virkeligheden primært kun har mig selv at takke for dette WT-gilde. Et gilde, der forekommer mig naturligt og giver mening som sjældent før. Selv en træls cykeldag med syg vind, regn og mudder opvejes til noget positivt på den store (indre?) WT-vægt, for også dén er en del af noget større, en del af drømmen. Fra den overbevisning henter jeg masser af motivation og mod på morgendagen.

    Jeg holder et lille vejside-jubilæum i dag i anledning af 30.000 km-milepælen. Den første runde dag (10K) var udenfor Ali i det vestlige Tibet, den anden (20K) lige efter ankomsten på Bali, Indonesien, den tredje i dag lige før Punakaiki.

    Det er genial og kuperet cykling i dag langs kysten mod Westport. Mange smukke bugte, udsigtspunkter og udfordrende stigninger rundt om de mange klippefremspring (headlands). Jeg har fråde om munden ved Punakaiki Pancake Rocks – pga. den særprægede skønhed og delfinerne, der boltrer sig i det grønne vand.

    Bulldog’en i mig sætter ind de sidste 2 timer mod Westport (ca. 6.000 indb.) mens det sene eftermiddagslys sænker sig over West Coast-landskabet. I Westport står menuen på lammesteaks & baked beans & kaffe, tilberedt på MSR-brænderen, indtaget på en bænk oplyst af gadelamper midt i byen.

    Triller cyklen over i Victoria Park (et kombineret sportsanlæg + mindepark) og triller snart selv ind i teltet med verdens tykkeste mave i håbet om, at Westports rugbyteam og/eller alkoholplagede ungdom ikke vil forstyrre mig i Drømmeland. Det er trods alt lørdag aften og jeg har slået min renegade-camp op kun 30 m fra en af byens hovedfærdselsårer (det siger ikke meget, dog).

    Share

    Dag 747 – Check-out-maskinen

    Friday, April 25th, 2008

    Greymouth (daytrip: 12 km)

    Er lidt rastløs, da jeg vågner, alt for tidligt efter kun 6½ times søvn – langt fra normalen på 9-10 timer efter en lang cykeldag. Det sædvanlige spørgsmål om, hvorvidt jeg skal blive eller ramme vejene melder sig. Jeg snurrer det indre Lykkehjul en gang. Nålen havner på ”Hviledag”. Valget er truffet.

    Himlen er blå, så jeg hopper på cyklen og cruiser gennem Greymouth (grey by name, grey by nature, som nogle siger) og ud til molen, hvor Greymouth River møder Tasman Sea. Mt. Cook kan (stadig) anes i den sydlige horisont. På vej tilbage til byen går jeg pludselig sukkerkold (!?!). Kroppen bliver slap og helt uduelig. Underligt, men ikke noget som en 6” lammestegssandwich og et glas cola hos Subway ikke kan klare.

    Jeg forbliver dog træt og sulten hele dagen. I New World-supermarkedet forsøger jeg pænt at beherske mig. Min krop, der mere eller mindre har opgivet venskabet til mig efter at jeg besluttede mig for at cykle jorden rundt og som derfor lever sin egen solotilværelse, forsøger at fylde kurven helt op med energirige varer.

    Ved check-out er kassepigen skiftet ud med et monster af en self-check-out-maskine, der kan snakke og møjsommeligt forklarer, hvordan jeg skal føre stregkoderne forbi scanneren etc. Now put the item in the bag. Det er alt sammen vældig hi-tech for mig. Mon Netto på Tagensvej, Kbh har introduceret noget lignende mens jeg har været væk?

    Trætheden afholder mig fra WT-arbejde i dag. Laver egoistiske ting, jeg har mere lyst til. Som at spise æbler & kiwifrugter, drikke kaffe, studere verdensatlas, overveje mulige rejseruter i Sydamerika, se en Kerouac-dokumentar på Global Village-hostellet.

    Falder om aftenen i snak med schweiziske skolelærer-Simon og Samuel fra lilleput-Lichtenstein over øl (en enkelt) og hyggesnak (masser) i den kakkelovnsopvarmede Africa Lounge.

    Share

    Dag 746 – At knuse og aldrig slippe…

    Thursday, April 24th, 2008

    Hari Hari -> Greymouth (hostel, world class)
    Distance (km) : 116
    Time on bike : 6h 25m
    Brutto time: 09.30 – 17.00
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 48.7
    Total (km) : 29.953

    11 timers søvn senere er jeg klar til en ny dag. Har bare lyst til at komme fremad i dag. Relativt fladt terræn det meste af dagen, mange skove, langbrugsarealer, søer, blandet sol & sky, ingen vind, 12-14C som dagens højeste.

    Dagens Album: You Are the Quarry – Morrissey

    Tænker bagud det meste af den fremadskridende dag. Tilbage på Nepal og forsøger mentalt at rekonstruere min måned dér i nov/dec 2006. Det er forbløffende, hvor mange farverige og smagsmæssige hukommelsesrester, der gemmer sig derinde. Tænker også en masse på mine nærmeste venner, på min søster Julia, på min mor og far og får bare lyst til at knuse, at omfavne og aldrig slippe igen…

    Det bliver en lang cykeldag, 6½ time i sadlen inden jeg når Greymouth, der med 13.000 indb. Er den største by her på vestkysten. Slår mig ned på Global Village, som jeg har fået anbefalet fra flere sider. Det er et hyggeligt, skønt indrettet og anderledes hostel med en kakkelovnsopvarmet opholdsstue (The Africa Lounge) og forskellige, globale temaer i hele hytten. Velfungerende & charmerende.

    Share

    Dag 745 – Min nat på rugbybanen…

    Wednesday, April 23rd, 2008

    Franz Josef Glacier -> Hari Hari (wild camp)
    Distance (km) : 65
    Time on bike : 3h 42m
    Brutto time: 13.00 – 17.00
    Avg : 17.6 km/h
    Max.speed: 52.7
    Total (km) : 29.837

    En på alle måder ganske moderat dag. Får skrevet Metro-artiklen på Montrose, sagt farvel til Eric & Ben, og forlader først over middag Franz Josef. Fra et forkælet synspunkt er der ikke rigtigt noget at se langs vejene i dag. Cyklingen skal bare overstås. Ved 17-tiden ankommer jeg til Hari Hari, hvor jeg opdager, at benzin er løbet løbsk i min taske. På mystisk vis er proppen drejet af flasken. Alt lugter af brændstof. Sagde jeg satans?

    Som sagt er jeg sjældent bleg for at gentage en succes, så med erfaringen fra Fox Glacier in mente slår jeg kl. 19 kækt lejr på et stykke græs klods op ad Hari Haris rugbybane. Hvad jeg ikke ved er, at hele omegnens rugbyspillere 20 min. senere samles på banen kun 3 m udenfor min lejr til en gang rugbytræning. Den havde jeg ikke regnet med.

    Min ad hoc-camp får et par enkelte bemærkninger (a´la ”we might disturbe someone tonight…muahaha”), men jeg falder hurtigt i søvn selvom der bliver råbt og larmet som det sig hør og bør på en rugbybane.

    Alternativ WT-camping.

    Share

    Dag 744 – Om beskedenhedens væsen, bl.a

    Tuesday, April 22nd, 2008

    Franz Josef Glacier rest / walking day
    Day trip: 10 km

    Jeg har ikke haft noget vækkeur de sidste mere end 2 år. Kun en håndfuld gange har jeg fået andre til at vække mig, hvis dagens program har krævet det, ellers har mit indre ur styret og dikteret min dags- og døgnrytme i samarbejde med solens besøgstider. Det føles sundt og intuitivt rigtigt.

    Man er på nogle områder lidt bagud her i New Zealand. Ex. transmiteres Wheel of Fortune lige før prime time her, og studiet ser fuldstændig ud som da Burg & Meyerheim snurrede Lykkehjulet i slutningen af 1980’erne på TV2, det nye kanalskud på den danske TV-stamme. Eller måske er den vedvarende popularitet blot et udtryk for showets kvalitet & originalitet. You decide…

    Om beskedenhedens væsen.

    Når først kroppen & sindet har indfundet sig på asketismens, mådeholdets hylde i livet, tager tingene sig lidt anderledes ud: alt bliver luksus, lidt bliver nok. Et varmt bad er som himmelsendt, en el-kedel tager sig ud som verdens bedste opfindelse (i sammenligning med campinglivets gasblusopvarmede vand), at kunne opholde sig indendørs, elektriciteten i væggen, adgang til et køleskab, TV etc. – alt indhylles i en luksus, vi alt for ofte glemmer og tager for givet.

    Vejret er klart og solrigt igen i dag, så jeg hopper på cyklen og cykler op til Franz Josef-gletcheren, kun 4 km fra byen. Afslapningen må vente lidt endnu. Har nogle fantastiske timer i naturen. Peter’s Pool – en lille sø med flere uforglemmelige spejlninger – er noget af det fineste, jeg har set. Tres magnifique! Jeg stiler snart mod gletcheren, op langs den brede flodseng, forbi sikkerhedsafspærringen og helt op til gletcheren – en gigantisk tunge af komprimeret sne og is, der strækker sig ned gennem dalen. Det er et stykke imponerende natur. Vandfald fosser ned fra de stejle bjergskråninger. Stykker af is og klippe falder jævnligt fra gletcherens top – derfor sikkerhedsafspærringen! – ned i den brusende smeltevandsflod. Der er en særlig og stærk energi her og jeg har overhovedet ikke lyst til at forlade stedet.

    Tilbage på hostellet opdager jeg min første punktering på fordækket siden jeg satte det på i Tashkent, Uzbekistan i starten af september 2006. Det er – hold fast – mere end 21.000 km siden. Schwalbes Marathon XR-dæk styrer.

    Hænger ud på Montrose resten af dagen. Tøjvask, skitse til morgendagens MetroXpress-artikel fikses, oplader udstyr, ser en videofilm og falder i dejlig snak med hollandske Eric og skotske Ben over et sæt rolige aftenpilsnere.

    Share

    Dag 743 – The View of Views (attraktiiif!)

    Monday, April 21st, 2008

    Fox Glacier -> Franz Josef Glacier (hostel)
    Distance (km) : 33
    Time on bike : 2h 10m
    Brutto time: 07.55 – 14.00
    Avg : 15.3 km/h
    Max.speed: 57.6
    Total (km) : 29.762

    Telt og undertegnede er kold og fugtig, da jeg vågner før solopgang og før det meste af Fox Glaciers indbyggere. Rugbybanens græs er tungt og slasket. Der er is på teltdugen. Det er ikke kun for børn, dette rotteliv. At blive vækket af markens kolyde er absolut for børn, og det er mig enhver bybo forundt! Morgenen er klar & smuk. Mt. Cook og Mt. Tasman stråler glansfuldt hele morgenen.

    Inden morgenkaffen cykler jeg de 6 km til Lake Matheson – bedre kendt som The View of Views – der lever op til mine høje, fotografiske forventninger. Der er en gangsti rundt om den lille sø, der byder på nogle vanvittigt (ja, vanvittigt) smukke udsigter og spejlninger af Mt. Cook (som stadig er 3.754 m) i baggrunden. Disen letter. Solen skinner. Ænderne guffer søens andemad i sig. Bedre bliver det ganske enkelt ikke. Ubegribeligt. Needless to say; jeg er helt i hopla og pegefingeren er ilter på udløseren.

    Det er en kort, men stærkt kuperet cykeldag fra Fox til Franz Josef Glacier. Bag mig ligger nu ca. 1.900 km på 27 dage (inkl. 6 ikke-cykeldage), og jeg kan mærke, jeg har brug for en hviledag. Brug for at føle mig gennemvarm igen, catche up (herunder oplade udstyr, tørre teltet, spise, slappe af), skrive MetroXpress – og egentlig bare føle mig som et (civiliseret) menneske igen. Træde ud af min ellers elskede rotterolle for en stund. Bare udsigten til at kunne opholde mig indendørs en hel dag i Franz Josef er vildt attraktiiiif og en stor luksus for mig.

    Franz Josef er som Fox en lille, turistet flække med ca. 350 mennesker – de fleste ansatte i service/turistsektoren, vil jeg tro. Her er masser af luft- og vandbårne tilbud til pengestærke (eller mindre økonomifokuserede ifht. rotten) rejsende på jagt efter adrenalinkick.

    Jeg tjekker ind på et hostel i byen. Som en skibbruden, der efter flere forliste dage på det åbne hav, endelig øjner kysten, værdsætter jeg et varmt brusebad efter 5 dage i det new zealandske wilderness. Jeg labber kaffe og the det meste af eftermiddagen sammen med det nyeste Rolling Stone Magazine (musik) på Montrose Backpackers, der hurtigt bliver en god ven for mig.

    Share

    Dag 742 – Distrolde nær Glacier Country…

    Sunday, April 20th, 2008

    Lake Paringa -> Fox Glacier (wild camp, rugby field)
    Distance (km) : 80
    Time on bike : 4h 17m
    Brutto time: 09.45 – 16.00
    Avg : 18.8 km/h
    Max.speed: ?
    Total (km) : 29.730

    WT kombinerer mange af mine interesser og personlige kæpheste i ét ridt: fotografering, rejse, være aktiv, skrivning, udforske & udfordre sig selv og verden, kulturer, mennesker, bevægelse.

    Dagens angelsaksiske tanke:

    This whole experience gives me an immense belief and trust in humanity. A trust that comes from countless social encounters around the world rather than from the clever lines of a book.

    Det føles godt at være på vej nordpå nu, efter at have rundet det sydvestligste af NZs South Island for nogle dage siden. Det er rart at være på vej mod nord, på vej mod troperne igen, og – lidt længere nede ad vejen – på vej hjem.

    Siden jeg forlod Queenstown har der ikke været mange landsbyer eller civilisation overhovedet. Naturen råder stort her. Sammen med de virkeligt mange campervans og mobilhomes, det foretrukne transportmiddel for turisten på NZ. Særligt her langs The West Coast Corridor, hvor der kun er én hovedvej, træder dominansen tydeligt frem. Der er langt mellem den lokale handlende i hvad der for mig tager sig ud som en karavane af udlejningskøretøjer. Vi er alle på sulten jagt efter NZs naturperler.

    Det er fandme koldt, dette new zealandske campingliv midt i april! Der er et lag frost på teltets overfrakke til morgen. 0 grader C. Jeg havde termoundertøj, trøje, jeans, fleecejakke, hue, 2 sæt sokker på nede i soveposen, samt vinterjakken bunden om hofterne uden på posen i nat.

    Det er en guddommelig, eventyrlig morgen ved Lake Paringa. Søen er dækket af et tykt lag dis, som den spæde morgensol bravt forsøger at få bugt med. Det er helt vindstille, kun naturens lyde er hørbare. Solen bryder langtsomt igennem disen bag bjergene og distroldene får travlt med at komme væk inden Daggryet får fat i dem. Det er som om søen brænder med al den tågedis, der svæver hen over den spejlblanke overflade. Har forskellige morgensnakke med gud-og-hver-mand fra Paringa-campen inden jeg cykler videre nordpå. Alle er taknemmelige på naturskønhedens vegne.

    Skøn, glad formiddagscykling gennem de tempererede regnskove langs vestkysten. Luften er ultrasund og appetitlig. Masser af små bække, vandløb og –fald langs Highway 6.

    Jeg er meget spændt på at se The Glacier Country – området omkring gletcherne Fox og Franz Josef, så da jeg ud på eftermiddagen passerer skiltet ”Fox Glacier Lookout”, lader jeg ikke chancen gå mig forbi. Efter 4 km grusvej når jeg en P-plads, hvorfra et gangstisystem forgrener sig i alle retninger. Jeg går efter the quick & dirty, et lookout samt en hængebro ca. ½ times gang derfra. Adrenalinen pipler mens jeg suser gennem den fugtige regnskov, læsset med elektronik og gletcher-lyst. Fox-gletcheren er imponerende smuk ligesom udsigten fra gangbroen over smeltevandsfloden. Wow-wow-wow!

    Fox Glacier Township (300 indb.) består primært af én hovedgade med enkelte restauranter, et infocenter, adskillige tour-burueauer til at mætte den sultne turiststrøm, der dagligt passerer forbi i jagt efter den lettilgængelige gletcher – og en semisumpet rugbybane op ad et beboelsesområde, hvor jeg slår mit lejr op efter solnedgang.

    Share

    Dag 741 – Riskongen fra Thailand

    Saturday, April 19th, 2008

    Pleasant Flat -> Lake Paringa (wild camp)
    Distance (km) : 98
    Time on bike : 5h 10m
    Brutto time: 09.00 – 16.45
    Avg : 18.8 km/h
    Max.speed: 58.4
    Total (km) : 29.649

    To be free is to be capable of thinking one’s own thoughts – not the thoughts merely of the body, or of society, but thoughts generated by one’s deepest, most original, most essential and spiritual self, one’s individuality – Rudolf Steiner

    Under morgenkaffen får jeg besøg fra Thailand. Pravit, der er på ferie her sammen med sin kone, er fra Bangkok og er direktør for firmaet King Rice Bran Oil (webside her). Han får den sædvanlige WT run-down og mulen hænger. For mig er det interessant at møde et sæt thai’ere langt væk hjemmefra, i den rolle – turistens – som millioner af rejsende med rette har gjort Thailand verdensberømt for. Det er jo ikke hver dag, man møder støder ind i Riskongen!

    Igen en fortryllende smuk cykeldag ned gennem dalen langs Haast River. De sneklædte tinder lurer rundt om hjørnerne og leger kispus med mine eventyrgener.

    I landsbyen Haast tilbage ved havniveau får jeg lunch: 420 g makrel i tomat fordelt på 7 skiver grovtoast. Det er en masse makrel. Maven er stadig bundløs. Resten af eftermiddagen går med relativt flad cykling, gennem regnskovs og med fine udsigter ud over Tasman Sea og vestkysten. Hobbitterne er stadig sky og forbliver udenfor mit synsfelt. Men jeg fornemmer dem inde i den fugtige skovbund. Himlen har den farve, himlen skal have.

    Jeg når ud på eftermiddagen Lake Paringa og slår lejr lige ud til søen. Straks kommer en anden campist over med en iskold Export Gold-bajer i hånden. “You didn’t have space for one of these, did you?”, spørger han retorisk. Familiefaren er fra Californien og har selv cyklet en del tidligere. Det er en velkomst, jeg holder af. Nogle gange er vejen til mit hjerte forbløffende kort!

    Lykken efter en lang cykeldag med klamme dadler og fugtig ryg er at komme i det tørre, civile tøj, finde et stykke græs til mig og teltet og få sat vand over til aftenkaffen. Life’s simple.

    Efter maden sidder jeg lidt og nyder kaffen og roen over Lake Paringa. California-manden kommer over med nye forsyninger til mig, samtidigt med at to midaldrende par fra Australien inviterer mig over til deres lejrbål, til en snak og en bourbon + coke. Jeg sidder bare dér og smiler og tager imod tilbudene fra alle sider. Overvældende.

    Life really is simple.

    Share

    Dag 740 – Gæstfrihedens Vingesus

    Friday, April 18th, 2008

    Wanaka -> Pleasant Flat (wild camp)
    Distance (km) : 99
    Time on bike : 6h 0m
    Brutto time: 09.00 – 17.30
    Avg : 16.5 km/h
    Max.speed: 66.3
    Total (km) : 29.551

    Perfekt guerilla-lejr i nat! Ingen så mig (vist) og jeg havde allerede ved 7-tiden trukket pløkkerne op fra græsplænen og forladt lejren, uden spor så selv den lille Hiawatha ville have være stolt.

    Fra Wanaka-søen går vejen til Hawea-søen og op langs dens vestlige bred. Smuk, smuk cykling. Vinden er bidsk og går den gale vej. Der falder lidt snefnug. Fnug, der ikke helt tør være sne, men absolut ikke er regn!
    Vidunderlig cykling langs Lake Wanakas nordlige del, som vejen vender tilbage til efter at have krydset The Neck (405m), en mindre højderyg mellem søerne. Vinden falder til ro igen – på opfordring.

    I Makarora, et lille settlement på ca. 50 indbyggere nord for Wanaka og Hawea Lakes, falder jeg i snak med Harry & Juanita, der er på bryllupsrejse i deres bil fra Auckland i nord til Queenstown i syd, hvor de skal giftes om et par dage. Jeg står som sædvanlig for det meste af snakken, mens øjnene på bryllupsparret bliver større og større efterhånden som WT-tæppet rulles ud. Da vi skilles – efter en fotosession – , og jeg rækker hånden ud i et farvel, stikker Harry 20 NZ$ i min næve med bemærkningen “Buy yourself a cup of coffee, mate”. Jeg er åbenlyst taknemmelig. Efter lidt ægteskabelig kommunikation mellem Juanita og Harry på en frekvens, jeg ikke kender til, trækker Harry bundtet frem igen og stikker mig yderligere 60 NZ$! “But it’s way too much”, protesterer jeg mildt. For det er alt for meget. “Naah, we’ve got plenty”, griner Harry kækt, og snart smutter de afsted. Jeg står tilbage lettere rystet over den gestus og venlighed, der lige susede forbi mig.

    Således beriget med både (nye) kontanter til de næste dages rotteliv – og ikke blot et par kopper kaffe, Harry! – og mental energi til Haast Pass (562m) flyver jeg afsted op gennem regnskov vædet i eftermiddagssol.

    Slår lejr ved DoC-campen Pleasant Flat, hvor jeg fra teltkabinen har en glimrende udsigt til en gletcherdækket bjergtop. Søde sager.

    Møder tyske Margit fra Bavaria, et lettere uinteressant vandfald uden dybde, som jeg også fik selskab af i Wanaka i aftes. Vi får en snak – der for mig tager sig ud som en tysk monolog – og en kop the i hendes campervan inden jeg finder en anledning til at hoppe over i mit polyesterhjem.

    Tomme tønder buldrer mest, som det gamle klistermærke fra Ota Solgryn-pakken engang sagde. Sandt, sandt…

    Share

    Dag 739 – De blev vist lidt pjattede med mig…

    Thursday, April 17th, 2008

    Queenstown -> Wanaka (wild camp)
    Distance (km) : 82
    Time on bike : 5h 20m
    Brutto time: 10.25 – 17.00
    Avg : 15.6 km/h
    Max.speed: 63.1
    Total (km) : 29.452

    Dagens Tone: Now At Last – Feist

    Det er længe siden jeg har oplevet naturens efterårsfarver. Det retter landsbyen Arrowtown op på i dag. Stedet ligger ca. 20 km fra Queenstown, som jeg forlader i dag, via en mindre omvej på vejen mod Wanaka.

    Poppeltræerne stråler gyldent over det meste af Arrowtown, der også er berømt for sin historiske Chinese Settlement (læs replikahuse, infotavler og gangstier), da området tiltrak et mindre antal kinesere på guldjagt i begyndelsen af forrige århundrede.

    Fra hyggelige Arrowtown snupper jeg den direkte vej mod Wanaka, der går over Crown Ranges Summit i 1076m, hvilket gør den til New Zealands højeste asfaltvej. Det er en lang og sej stigning, men bulldog’en har fat i Kogaen, så jeg nægter i barnlig stædighed at stå af cyklen før jeg når toppen.

    Skydækket forsvinder pludseligt oppe ved passet og åbenbarer en uforglemmelig udsigt ned over dalen, jeg kom fra. Foran mig venter en rask nedkørsel, skiltet siger “Next 40 km – downhill”, enhver cyklists drøm af et skilt! Det tempererede efterår bider godt i kinderne på vejen ned gennem den slanke, smukke dal mod Cardrona. Al bjergkørslen har boret et tilsyneladende ustoppeligt hul i min mave – jeg forsøger med hele 7 stk. grovtoast med peanutbutter og syltetøj. Bundløs sult. En kat ved siden af mig er i gang med at fortære en harekilling. Måske jeg også skulle prøve en mere kødfuld diæt…

    Mens jeg er i gang med at lave aftensmad på blusset ved en bænk i Wanakas søbred, kommer 4 malaysiske damer – alle godt oppe i 40’erne, vil jeg tro – hen for at sludre lidt. De er alle vildt begejstrede for WT-historien og snakker i munden på hinanden for at komme til orde med deres presserende spørgsmål. Det lyder som et misdirigeret, sydøstasiatisk kor af fuglekvidder. Det er ikke fordi jeg ikke forstod budskabet første gang, eller fordi damernes engelske ordforråd er begrænset så de må ty til gentagelser for at holde samtalen i gang, men de bliver ved med at sige “What an adventurous guy”, “Very interesting man” og “You are so great” og den slags. Jeg forsøger uden held at dirigere samtalen over på noget knapt så konkret (vejret og Malaysia, f.eks).

    Tror sgu de alle nåede at blive lidt pjattede med mig, de malaysiske damer. Allerede inden vandet i min gryde kogte!

    Smuk skumring over Lake Wanaka til aftenkaffen før jeg praktiserer en gang guerilla camping i et naturreservat i udkanten af Wanaka.

    (Billeder kommer)

    Share

    Dag 738 – De Gyldne Popler

    Wednesday, April 16th, 2008

    (UK only – photos to come)

    A lovely and – dare I say – welldeserved restday in Queenstown. Apart from a pre-noon walk through the autumn colours in the Botanic Garden, and a long wander in the supermarket while “offer scanning” all the alleys and shelves (‘cos nothing escapes me in the world of bargains, as you’d know by now), I don’t really do an awful lot today. The poplars are beautiful this time of the year. Golden and healthy to look at.

    I hang out most of the evening at the hostel, eating, talking to random travellers who are doing exactly the same, eating, drinking tea, wathching some dumb movie, eating. That sort of stuff…And all this while mentally enjoying not being on the move today, enjoying less input than the normal nomadic bicycle life offers.

    The bed’s soft. The sounds of my room mate’s loud snoring, well, different from the one-man silence that I’m used to in my own polyester world, that is my tent. Kind of cosy, those sounds of dreams…

    Share

    Dag 737 – Queenstown og det kranke spare-relæ

    Tuesday, April 15th, 2008

    Garston -> Queenstown (hostel)
    Distance (km) : 66
    Time on bike : 3h 20m
    Brutto time: 09.10 – 14.00
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 57.6
    Total (km) : 29.371

    Det lader også til, at Garston holder tirsdaglukket. Husene virker tomme, ingen hunde gøer, ingen røg fra skorstene, ingen skolebusser, bare ingenting. Betvivler, at landsbyen virkeligt har 106 indbyggere. 105 spøgelser og en brandmand måske…

    Medvinden – der altid er velkommen i WT-lejren som en god ven – er med på vejene i dag langs Lake Wakatipu, som Queenstown ligger ud til. Sjæl, krop & Koga samspiller i en kraftfuld trio, der brager frem på den bakkede landevej, der snor sig mellem søen mod vest og The Remarkables-bjergkæden mod øst. Skøn cykeldag igen.

    Så snart jeg ankommer i Queenstown, finder jeg et hostel og sætter en tøjvask over. Jeg har en fæl lugt-aura af død gnu omkring mig. Andre end mig have opdaget det, men tiet i forståelig forlegenhed. Tørretumblingen på Queenstown Lakefront Backpackers tager 39 minutter, fortæller displayet mig efter 2 NZ$-indkastet.

    Det er nogenlunde så lang tid, jeg bruger i brusebadet, hvor mit ellers altid velfungerende, indre spare-relæ simpelthen sættes ud af drift, så snart det varme vand begynder at løbe ned over mig. Det tager sin tid at vaske over 500 km new zealandsk udendørseventyr fra vejene af sig. Halleluja, lord! Nyfødt.

    Går en lille aftentur ind til Queenstown (13.000 indb.) og ”flotter” mig med en gang fish ’n chips.
    Tilbage på hostellet ryger de sidste Steinbeck-sider ned sammen med adskillige kopper the i fællesrummets bløde puder. Ryger i snak med østrigske Valerie og har en lang, lang snak til ud på den uvante side af midnat.

    Share

    Dag 736 – Den Syngende Cykelhjelm

    Monday, April 14th, 2008

    Te Anau -> Garston (wild camp)
    Distance (km) : 109
    Time on bike : 5h 15m
    Brutto time: 10.15 – 17.00
    Avg : 20.7 km/h
    Max.speed: 49.2
    Total (km) : 29.304

    Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er skyer eller dis, der ligger tungt henover Te Anau her til morgen. Men udsigten til en grå dag virker mærkeligt opmuntrende på mig. Det vil give mig tid til mentalt at fordøje de sidste action/gulddage i mit lydtætte univers inde under uldhuen og hjelmen, med øretelefonerne trykket helt ind mod stigbøjlen for en dybere baslyd.

    Vinden – barnet ingen gider lege med – får ingen plads på dansegulvet i dag, for det er bare mig og Kogaen på den glatte asfalt, i en rytmisk tango gennem det smukke landskab på vej mod nye, dybblå horisonter.

    Det er dette New Zealand, jeg har drømt om: sneklædte bjerge i de fjerne horisonter, fuld sol, vindstille, halvtomme landeveje, altid sultne får i de grønne marker, chancen for at spotte en sky hobbit eller en død possum i vejkanten.

    Benene spjætter som om de holdt fridag i går. Jeg mærker glæden boble og lader den få frit leje ved at synge gamle C.V. Jørgensen-sange ud over de vindstille marker. I en sådan grad, at jeg i visse fåre- og herefordkredse nu går under tilnavnet Den Syngende Cykelhjelm. Det er ganske vist…

    I flækken Five Rivers standses jeg af tre unge gutter – Johannes, Sebastian og Jesper – fra Göteborg, som jeg får en god, længere snak med fra vejkanten gennem bilruden i deres campervan.

    Garston (106 indb.), dagens endestation, bryster sig af, at være New Zealands ”most inland village”. Magen til titel. Jeg ser ikke mange af landsbyens 106 indbyggere, men får fat i en brandmand fra Garston Voluntary Fire Brigade, der giver mig grønt lys til at campere oppe bag Garston Community Hall.

    Byens motel holder mandagslukket. Jeg er selvforsynende og derfor ligeglad. For mig har Garston alt, hvad jeg denne aften har brug for. Fred, rindende vand, dejligt græs til teltet, et handikap-toilet (til en iskold gang truckervask), det er helt vindstille, efterårsbladene på træerne er gyldent rød-orange, ingen sandfluer. Dagen ligger, som en kinarulle, virkelig godt i maven.

    Det er lykkeramte cykeldage som denne og fredfyldte campingaftener som denne, jeg vil komme til at længes umådeligt efter, når (hvem sagde hvis?) en mere stationær, ordinær hverdag atter melder sig en gang.

    Jeg har sovet 18 forskellige steder de seneste 22 dage. Thi der gror ikke mos…

    Share

    Dag 735 – Om lysten til pølser og andre biorytmiske signaler

    Sunday, April 13th, 2008

    Upper Eglinton -> Te Anau (wild camp)
    Distance (km) : 76
    Time on bike : 3h 45m
    Brutto time: 11.00 – 16.00
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 49.2
    Total (km) : 29.194

    Dagens Tone: Uri Geller – The Wannadies

    Igen en bidende kold morgen. 4C (der er dog stadig langt ned til Tibets -13C inde i morgenteltet). Der er et kraftigt dække af dis over Eglinton floddalen. Leder forgæves efter hobbitter.

    Morgenmaden: minutnudler, pastasauce, kaffe og et par næsten frosne müslibarer. Bon appetit!

    Temperaturen er for en bybo, der altid har enten hjemmets 4 vægge eller bilens varmeapparat inden for rækkevidde, ikke noget særligt, men det forholder sig lidt anderledes som langturscyklist, hvor man er ude i elementernes lag 24 timer i døgnet. Man får hurtigt et andet, mere respektfuldt forhold til naturen, når man ex. vågner i sit telt let sitrende af kulde i sin dunsovepose + termoundertøj kl. 04 om morgenen. Kulden snapper i ansigtet, den eneste del, der stikker ud af posen.

    Det er igen en flot, flot dag langs Milford Sound Road. Skyfrit, klart, varmt i solen. Skyggetemp. Kl. 12 er 12C. Mirror Lakes er yderst fotogene med sine knivskarpe spejlinger. Krydser (igen) den 45. sydlige breddegrad på vej sydover.

    Dagens Tilråb: Wow, now that’s the way to do it! Enjoy your ride, mate!! (Mand til mig i Te Anau).

    Tilbage i Te Anau slår jeg mig ned i solen med en avis og en af de bedste øl, jeg længe har smagt, den new zealandske Monteith’s Radler. iPod’en forstærker velbehaget.

    Min krop beslutter sig i aften for, at den har brug for kød. Ikke proteiner, bare kød. Da den er det bedste værktøj jeg har, lytter jeg gerne til disse spontane, biorytmiske signaler. I Te Anaus supermarked ryger der derfor knapt 400g deli-pølser i kurven, som jeg snart sætter til livs på bænken, hvor jeg også spiste for 3 dage siden. Maven er glad igen. Udover en indisk ret på en restaurant i Dunedin – curry lamb – har jeg vist ikke fået kød i 3 uger, siden Nicola & Calvins overdådige BBQ i Christchurch.

    Da mørket har lagt sig over Te Anau og folk har fået gået deres aftenture i The Memorial Gardens, slår Zülle til igen med sit lille enmandstelt. Same procedure as last time…

    Share

    Dag 734 – Hvor er mine raketdrenge henne nu?

    Saturday, April 12th, 2008

    Milford Sound -> Upper Eglinton (wild camp)
    Distance (km) : 33
    Time on bike : 1h 44m
    Brutto time: 15.00 – 17.15
    Avg : 19.1 km/h
    Max.speed: 67.6
    Total (km) : 29.118

    Termometeret på min cykelcomputer siger 5C, da jeg ved 06.30-tiden vågner i det stærkt kondensvåde telt foran Mitre Peak Lodge. Ingen har tilsyneladende set renegade-campisten – og ingen regner med fricampister her! Houdini er glad. Og morgenkold. Går mig en lille tur i Milford Sound, om til Bowen-vandfaldet, der buldrer løs. Mitre Peak (1.695m) tårner sig imponerende op af det stille Milford-sund.

    I den varme Blue Duck Café falder jeg over John Hall-Jones’ Fiordland Explored, en glimrende historisk gennemgang af menneskets (heriblandt Hr. Cook i 1770) kontakt med Milford Sound og Fiordland. Jeg har ikke travlt og forsøger at lade de småpebrede kopper kaffe til at række længe. Falder i snak med cyklisten Ignasi Bau fra Barcelona, der tourer rundt på NZ. En sej, lille baskisk eventyrer på en Koga Miyata-cykel. Et mægtigt slægtskab!

    Words of Doubtful Wisdom…

    Drying your wet tent in the misty, Kiwi morning is like everlasting love – you just can’t hurry it!

    – WT-filosofi i Milford Sound

    Jeg beslutter mig for at teste sandhedsværdien i påstanden om, at returvejen rummer nye perspektiver. Jeg har vist aldrig brudt mig om at cykle tilbage samme vej ud som hjem – er ligesom lavet til circuits – og med WT-projekt jorden-rundt ser jeg ingen grund til at cykle samme strækning to gange. Det lugter af molbo for mig. Verden er stor nok i forvejen.

    Tilbage ved Homer Tunnel i 900m højde nyder de frække, alpine papegøjer (kea’en) den megen opmærksomhed fra turisterne, der gør holdt. Føler mig som en fandens karl på min cykel heroppe blandt de mere magelige komfortrejsende i tourbusserne. Flere er lige henne og få den korte WT run down. En kea-bandit bider i min ene cykeltaske. Det kunne de japanske turister godt li’!

    Vejret er skønt. Nedkørslen til Hollyford Valley (600 vertikale meter) er himmelsk. Pludselig har jeg intet imod at backtracke (samme vej ud og hjem). Det giver – med Morten Olsen – vitterligt nye perspektiver på gårsdagens imponerende, til tider nærmest lodrette, bjergvægge.

    Slår mig i den tidlige eftermiddag ned på en lejrplads ved Upper Eglinton – en flot dal mellem de træklædte bjergsider. Er alene på stedet. Går efter pasta-dinneren en lille tur på det englignende, tørre flodleje, med Kashmir og halvmånen lysende bag silhouetbjergene. Har min egen lille rockkoncert dér ude midt på den kølige eng, under regnhætten og tænker på København og mine nærmeste.

    Hvor er mine raketdrenge henne nu?

    Aftenens Tone: Rocket Brothers – Kashmir

    Share

    Dag 733 – En løssluppen renegade fra Livets Slagne Vej

    Friday, April 11th, 2008

    Te Anau -> Milford Sound (wild camp)
    Distance (km) : 123
    Time on bike : 7h 40m
    Brutto time: 08.35 – 19.00
    Avg : 16.1 km/h
    Max.speed: 74.8 !
    Total (km) : 29.085

    Camp in a memorial park in Te Anau.

    Vågner 06.50 på plænen i Te Anau. Solen oplyser de omkringliggende bjerge, men når endnu ikke ned på byen. Det er 10 vindstille grader. Labber en gang müsli i mig foran supermarkedet, som endnu ikke er åbnet. Provianterer til de næste dage, herunder 2 kg æbler, som var for billige + indbydende til at lade ligge. Selvom det er fjollet at slæbe 2 kg dødvægt op i bjergene.

    Pre-noon cycling along beautiful Lake Te Anau...

    Ved Lake Gunn overvejer jeg at blive for natten. Har ikke megen lyst til at cykle mere i dag efter godt 5 timer op langs Milford Sound Road, og foran venter en sej opstigning til Homer Tunnel i over 900 højdemeter. En passende start på morgendagens cykling, tænker jeg. Men sandfluerne vil det anderledes. De er stygge og ignorerer flere lags insektmiddel. I sandfluebiddets skær får landevejen atter sin vante tiltrækning.

    Lake Mistletoe, Milford Sound N.P.

    Milford Sound Road...

    Hobbit Country...

    Some people say you oughtta do one thing every day that scares you. Deciding to leave Lake Gunn and head up the mountains – a vertical climb of 600m followed by a 900m drop – and into Milford Sound at 4.30 pm, after 80 km and 5½ hours on the bike already, with the sun setting and the temperature dropping quickly, well, that was my scare of the day.

    Nature close-up in Milford Sound...

    More Hobbit Territory...

    Dagens Tone: Inverno – Adriana Calcanhotto

    Milford Sound Road and Eglinton Valley

    Jeg skifter hjernen over i bulldog-mode – det mentale gear, hvor jeg ikke slipper grebet før byttet (her, Milford Sound-ankomsten) er mit. Lidt oppe af vejen forsøger et venligt trekkingpar at få mig fra idéen om at fortsætte videre i dag. Mørket, den tiltagende kulde, dræberstigningen er vist deres argumenter. Men bulldog’en har en meget selektiv hørelse. Hører intet.

    Lookout from Milford Sound Road...

    Keep on going, we are thinking about you, råber en – på accent + udseende vurderet – israelsk fyr ud gennem den åbne bildør til mig, da de passerer mig, sejtrækkende i 1. gear. Bulldog’en i mig har ingen problem med at opfange det budskab. Keep on going. Bjergene, der alle er mægtige, nogle sneklædte, lukker sig langsomt sammen om mig, da jeg bevæger mig længere op gennem den alpine dal. Det er vidunderligt smukt. Forbipasserende dytter og vinker opmuntrende. De døde possums og de flygtende rovfugle er tavse og ligeglade. 1½ time senere når jeg glad toppen.

    Beauty in Southland Nat. Park

    Have you got enough light?, spørger en pige gennem den nedrullede bilrude, lige da jeg skal til at give mig i kast med den 1200m lange, uoplyste Homer Tunnel, der med en hældning på 10% går tværs igennem klippevæggen på vejen mod Milford Sound. Pigen kører venligt bag mig gennem tunnelen, som sølle 5 mand begyndte at hugge i 1940 med hakke og skovl. 13 år senere nåede man ud på den anden side. Det er en relativt smal one-way road, masser af huller i vejen og dryp fra loftet, hvilket forstærker autenciteten ved gennemkørslen. Indiana Jones sidder og hvisker FASTER, FASTER på min skulder ned gennem tunnelen.

    Det er en absolut vanvittig og cool nedkørsel fra Homer Tunnel og de godt 900 vertikale meter ned til Milford Sound. Kogaen rammer 75 km/t og det er nok den bedste og længste (ca. 15 km) nedkørsel nogensinde. Tårerne – ikke de sentimentale – vindpresses ud af øjnene på mig. Jeg hujer som en hyæne ud i den 9 grader kolde bjergluft. Mount Tutoku fører sig frem med sin 2.756m høje snetop foran mig.

    Slår mig ned i varmen på The Blue Duck Café i Milford Sound, med en skål fritter og glæden over at være nået frem. Dr Jekyll & Mr. Hyde slår snart til. Det ene øjeblik sidder jeg bekvemt som gæst i Milford Sounds pæneste (og eneste, bør det tilføjes) restaurant og nyder gyldne sveller, varmen og rugby på storskærm. Det næste øjeblik siger jeg tak for i aften, går ud til cyklen og trækker i mit usynlige rottedress for at finde et sted at campere. Jeg kender dog ikke stedets layout, og selv ikke den kraftige mælkevej eller en 4-5 dages gammel måne hjælper mig.

    Det er ikke let, for arealmæssigt er der nok mere cruisebådsdæk end græs i Milford Sound. Men foran Mitre Peak Lodge finder jeg en lille (privat?) græsplæne og slår musestille – og ikke uden spænding – teltet op ca. 80m fra hotelgæsterne og kun 3m fra den nærmeste parkerede bil. Vist ikke helt ifølge reglementet her på stedet, men fantastisk for mig at kunne rotte mig frem også, hvor man ikke troede det muligt. Mission completed!

    Jeg elsker dette varierede nomadeliv, hvor jeg checker ud og checker ind i samfundets forskellige lag, kommer i førstehåndskontakt med menneskehedens og naturens mangfoldige spektrum – som en løssluppen renegade fra Livets Slagne Vej…

    Share

    Dag 732 – …if the weather is fine

    Thursday, April 10th, 2008

    Tuatapere -> Te Anau (wild camp)
    Distance (km) : 103
    Time on bike : 6h 05m
    Brutto time: 11.00 – 18.00
    Avg : 17.0 km/h
    Max.speed: 57.6
    Total (km) : 28.962

    5 ud af dagens 6 cykeltimer foregår i modvind, let til frisk vind, der gør dagen temmelig hård. Men jeg har en joker med på min banehalvdel i dag, den smilende sol, og den gør hele forskellen. Alting er så vejrafhængigt her i NZ. Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Hveranden kiwi-sætning efterfølges gerne af et ”…if the weather is fine”.

    Clifden Suspension Bridge

    Det er en smuk cykeldag. Gennem New Zealands sydvestligste hjørne, langs mindre, men dog dramatiske bjergkæder (ranges) på begge sider. I Blackmore kombinerer jeg nogle forsyninger fra godteposen (højre, forreste cykeltaske!) og finder mit nye hit: peanutbutter + jam sandwiches. Det er åh så sødt og smækfyldt med energi. Jeg fader kortvarigt ud i solen på et vindstille græsareal på Blackmores mennesketomme folkeskole. Foran mig venter en hård, stejl modvindsbid op ad Jericho Hill (-> 400m), med dovne zig-zags gennem nåletræsskove.

    The Koga and the river...

    Animal Planet

    Terrænnet flader ud på den anden side af Jericho hele vejen til Lake Manapouri, hvor jeg har et mellemmåltidsstop (med sandfluer, der spiser min pande, mens jeg spiser flere hit-sandwiches) med udsigt til, hvad der kaldes NZs flotteste sø. Er træt, men ikke tiltrukket af stedet, så jeg snupper de sidste 20 km til Te Anau. Vinden har lagt sig = stemningen fin inde bag høretelefonerne.

    Sweet cycling south of Te Anau. NZ South Island.

    Dagens Tone: Straight Up – Paula Abdul

    Lake Manapouri.

    Te Anau (ca. 1.700 indb.) er som et cirkus fyldt med turister enten på vej til eller fra Milford Sound.
    Jeg tager et koldt truckerbad på et offentligt toilet, hopper i tørt, civilt tøj, og snuser rundt i byen, mens aftenrøden farver himlen over Lake Te Anau. Jeg lader de fine restaurantgæster nyde deres gourmetdinner indendøre, og slår mig ned på en bænk midt i byen med mit kogegrej og tilbereder en gang pastasauce med gulerødder og frysetørrede løg, samt the.

    Looking angry for no apparent reason, huh?

    Pris for aftensmad (inkl. brændstofforbrug, ½ dl blyfri benzin): 5 DKK.

    Det er en skøn, helt vindstille aften. Roen styrer i mave & sind.

    Lake Te Anau, sunset.

    100m fra Te Anaus hovedgade finder jeg et ideelt campingspot i byens centrale park. Life’s sweet.

    Share

    Nye billeder i dagbogen…

    Thursday, April 10th, 2008

    Dagene 715 – 721 er nu forsynede med billeder fra de foerste cykeldage her paa New Zealand. Du ved, hvor du kan finde dem, formoder jeg…

    Solen skinner, maa gaa. Cyklen er utaalmodig.

    Alt vel!

    Nicolai

    Share

    Dag 731 – Det hollandske møde…

    Wednesday, April 9th, 2008

    Sara og jeg er på vej i forskellige retninger, så vi beslutter os for at tilbringe en fridag sammen her i Tuatapere (850 indb.). Det hollandske selskab fejler sjældent.

    Saar preparing the yummy oat meal in Tuatapere, South Island, NZ.

    Det er en superskøn fri- og hviledag, som jeg ikke havde regnet med. Historien bag de hundredevis af kalve, som har muh’et natten lang i indhegningen lige uden for vinduet, viser sig at være den årlige kalveauktion i Tuatapere, hvor landmænd fra naboegnen samles for at sælge og/eller forny deres kvægbesætning. Der er gang i auktionarius – hin helt med den rappe tunge – indenfor og udenfor fortsætter de infernalske dyrelyde fra de angste kalve, der ved, at deres trygge barndom er ovre. Voksenlivet venter. Det er et skønt indblik i den lokale landbrugskultur.

    At the yearly live-stock market in Tuatapere, NZ.

    At the yearly live-stock market in Tuatapere, NZ.

    At the yearly live-stock market in Tuatapere, NZ.

    Sara og jeg har hostellet for os selv hele dagen. Solen brager ned. Det falder helt naturligt at trække tempoet helt ud af dagen. Det er som et velkomment bevægelsesvakuum på min ellers konstant foranderlige cykelhorisont.

    Cafe in Tuatapere...

    I Tuataperes genbrugshandel falder jeg over Steinbecks ”Of Mice and Men (1937) til 1 NZ$. Får i en håndevending skrevet ugens MetroXpress-artikel på hostellets PC, der står til fri @-afbenyttelse.

    Endnu et plus på en i allerede forkælet dag…

    Share

    Dag 730 – Trods alt bedre end en dag på kontoret…

    Tuesday, April 8th, 2008

    Invercargill -> Tuatapere (hostel)
    Distance (km) : 86
    Time on bike : 4h 46m
    Brutto time: 10.25 – 16.00
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 43.8
    Total (km) : 28.858

    Jeg lavede en del research i Australien som forberedelse til NZ. Men ingen havde fortalt mig om de utallige lastbiler fyldt med får i flere etager, der fylder landevejene her – eller den modbydelige urinstank, der følger i kølvandet, når the sheep trucks overhaler mig. Ofte bliver den fæle fårepislugt siddende i næsens fimrehår.

    Jeg faldt i aftes i snak med irske Shane, en room mate, der også cykler rundt på NZ. En virkelig fin fyr med en virkelig fin accent. Vi udveksler gæve cykelanekdoter under morgenkaffen i dag inden vi smutter hver vores vej.

    It's all about farming...Tuatapere, NZ

    Himlen er grå og det regner hele dagen. Cykeldagens 86 km splittes op halvvejs af (endnu) en tunfrokost i Riverton. Humøret er relativt muntert og jeg holdes i gang af visheden om, at selv en jævn cykeldag er bedre end en god dag på kontoret, som den britiske cykelrotte Josie Dew siger.

    Saar and I at the pub in Tuatapere.

    Er kold og klam, da jeg tidligt på eftermiddagen ankommer til søvnige Tuatapere. Jeg snakker med et par lokale handlende og fisker efter en tilfældig invitation til et varmt bad og en blød seng. Dén fangst materialiserer sig ikke, så jeg logerer mig ind på landsbyens hostel, et funklende nyt og rummeligt hus med brændeovn, TV, kogende the-vand ad libitum. Det er lykken. Falder i snak med min room mate Sara fra Amsterdam.

    Share

    Dag 729 – Sovelyde

    Monday, April 7th, 2008

    Det er lidt underligt at vågne op i soverummet og høre andre end sine egne, vante lyde. Der er mange besynderlige sove-snorke-lyde i det lille rum. Springmadrassen har været en vidunderlig makker i nat.

    Invercargill boutique...

    Jeg bruger en stor del af dagen paa praktiske sysler, inkl. en del WT-fodarbejde samt forberedelse paa morgendagens afgang…

    Busy backpacker's in Invercargill...

    Om aftenen er vi ud af den blaa luft hele 7 danskere samlet paa hostellet her i Invercargill. Det unge selskab…

    Share

    Dag 728 – En anderledes (våd!) fødselsdag

    Sunday, April 6th, 2008

    Waikawa Bay -> Invercargill (hostel)
    Distance (km) : 88
    Time on bike : 5h 33m
    Brutto time: 11.00 – 17.30
    Avg : 15.8 km/h
    Max.speed: 50.0
    Total (km) : 28.772

    Jeg vågner før solopgang ved at regnen falder på teltdugen. En trist indikation på, hvordan dagen vil blive for den solelskende fødselar. Ligger et par timer i teltet og venter (på ophøret) og tænker (på året, der gik). Det er 8 grader udenfor og jeg har ikke travlt med at komme op af posen, ud i regnen.

    10.30 kommer det spæde ophold i regnen, 11.00 ruller jeg videre med et regntungt telt og ingen videre lyst til cykeldagen foran mig. Er mentalt mest indstillet på bare at komme til Invercargill. For dér at kunne fejre mig selv med en blød seng og tag over hovedet.

    Petrified forest at Curio Bay, The Catlins, NZ.

    Curio Bay er berømt for sin forstenede skov, hvis historiske rødder anslås at række 160 mio. år tilbage. På et klippeplateau kan man tydeligt se de forstenede træstammer. Old stuff.

    Der er ingen sæler eller søløver i Porpoise Bay denne formiddag, så jeg fortsætter videre. Silregnen tager fat igen, og jeg møder uventet et gravel road 13 km ahead-skilt. Som om vinden, regnen og bakkerne ikke var nok udfordring på denne fødselsdag. Grusvejen er mudret og langsom og minder lidt for meget om Tibet uden højden. Dannebroget bag på cyklen mudres til. Der er ingen fødselsdagsstemning i WT-lejren.

    On my birthday, 06APR1976 I passed this sign on the Catlins, NZ.

    Bjergkørslen gør mig gennemblødt inde under regnjakken. Handsker, hue og kevlarsjælen er også gennemblødt og kold. Kaffebreak i flækken Fortrose. Landbrugsarealerne er fyldt med køer og får og ligegyldighed. De sidste 47 km fra Fortrose til Invercargill overstås på en for mig ukendt fødselsdagsstamina og udsigten til det første bad siden Dunedin.

    Pretty windy out here, ehh?

    Har kværnet 900 km på de sidste 9 cykeldage i et til tider stærkt kuperet (bjerge!) og vindramt terræn. Selvom mine forventninger til Invercargill (48.000 indb.) er meget moderate, ser jeg frem til dens civiliserede goder og muligheder.

    Checker ind på velfungerende Tautara Backpackers på et 6-sengs værelse, 25 NZ$/nat. Min lettere ynkelige tilstand taget i betragtning, et fund.

    Er lykkelig for at være kommet frem til Invercargill. Mange dejlige @-fødselsdagshilsner. Tak for dem alle!

    Det har nok været en af de mindst mindeværdige fødselsdage ud af mine sidste 32. You win some, you lose some.

    Share

    Dag 727 – Frodo i Hobbitland

    Saturday, April 5th, 2008

    Nugget Point -> Waikawa Bay (wild camp)
    Distance (km) : 88
    Time on bike : 5h 30m
    Brutto time: 10.00 – 18.30
    Avg : 15.9 km/h
    Max.speed: 66.5
    Total (km) : 28.684

    Morning camp at the Nugget Point, The Catlins, NZ.

    The European Trio brushing teeth...Nugget Point, NZ.

    Stillehavets buldren fik ørerpropperne frem i nat. Lidt skamfuldt at lukke ellers så smukke naturlyde ude. Dejlig solopgang ude over Océano Pacífico, hvor morgenlystige delfiner leger rundt et par hundrede meter fra kysten.

    Up-up-up...Keep smiling!

    Place of the Canoe....Proud towns here in NZ...

    Det er endnu en vanvittigt skøn cykeldag her på den sydligste del af NZs sydø. The Catlins kaldes kysten her. Fuld sol og næsten ingen vind. Min livret. Temp. er 12-16C. Luften tilnærmelsesvis CO2-fri.

    The Catlins, the bottom of NZ's South Island

    Dagen er en perlerække af indtryk.

    Pretty waterfall on The Catlins Scenic Drive...

    Landskabet er minder om Hobbitland fraregnet Frodo & Co. Matai Falls i regnskoven er nydelige. Det er som om tårerne presser sig på, når jeg trækker den ultrasunde regnskovsluft dybt ind.

    Movimiento...

    Der er masser af sveddryppende opstigninger i dag. Mange geniale udsigter. Falder i snak med den modne kæledyrsportrætmaler Judith flere steder/gange i dag, og hun inviterer mig til husly mm. oppe i Nelson.

    Bridge over non-troubled water...

    Da jeg når Waikawa Bay og finder en lille, gratis teltplads med en fin sø-udsigt har både sol og vind lagt sig til ro for natten. Do you want some bread, siger nabomanden, som jeg end ikke har hilst på endnu. 1 minut senere kommer han med 2 bananer, jeg heller ikke kan/vil afstå. Så forsvinder han ind til sin kone i sit rullende hjem. Han behandler mig som om det var i dag – og ikke i morgen – jeg har fødselsdag.

    River + ocean

    Som en snegl fra sit hus dukker konen senere op til en hyggelig aftensnak om det frie liv som campingnomade. Hun, Jennie og manden, Bruce med bananerne har taget et år ud af pensionistkalenderen til at toure rundt i NZ og OZ. Vældigt sympatiske mennesker.

    Great coastal scenery along the Catlins...South Island, NZ.

    Share

    Dag 726 – Pingvin-dagen

    Friday, April 4th, 2008

    Dunedin -> Nugget Point (wild camp)
    Distance (km) : 122
    Time on bike : 7h 26m
    Brutto time: 10.30 – 20.00
    Avg : 16.3 km/h
    Max.speed: 78.3 (yihaa!)
    Total (km) : 28.596

    Selvom vejret er graat og dunkelt op ad formiddagen, beslutter jeg i samraad med mit indre ur at smutte paa vejene.

    River mouth near Brighton, south of Dunedin. NZ.

    Fra Taieri Mouth (flodudmunding) starter en dræberstigning ind i landet. 45 minutters stejl cykling uden pause og uden nåde. Selv i 1. gear går det trægt, og flere gange presser hældningen mig under 5 km/t – hvem husker ikke tilsvarende hastigheder fra Laos?

    Belønningen er alt slidet værd. På en nyasfalteret, vidunderlig nedkørsel til Waihola gennem et frisk skovområde rammer jeg og Kogaen 78.3 km/t. Min højeste fart siden Tyrkiet sammen med Pablo.

    Top speed of the day...

    Ved middagstid kører jeg et kilo bananer i Pyjamas og 5 kiwifrugter ned som en snack. Bjergene kræver energi. Formen er stærk i dag, selvom min enen achilleshæl stadig er temmelig øm efter Mt. Cook-vandringen. Er i et dejligt humør i dag. Kun modvinden på åbne 20 km til Balclutha rokker lidt ved det.

    Black swans at a river mouth near Brighton, south of Dunedin. NZ.

    Sheep territory, south of Dunedin. NZ

    Finder en veludrustet pengepung på landevejen, som jeg afleverer på politistationen i Balclutha – og får i samme åndedrag annuleret den bøde, jeg fik i sidste uge for at cykle uden cykelhjelm. Så håber jeg bare at Gud holder øje med mig i dag.

    Smooth!

    Smuk solnedgangscykling til Kaka Point og videre langs grusvejen ud til Nugget Point, hvor jeg kort efter solnedgang ankommer, baldret og sulten, lige tids nok til at få et glimt af en lille flok pingviner i en isoleret bugt (Roaring Bay). 6 pingviner og så mig. Det er et stort øjeblik for mig. Så på Islas Ballestas i Peru 1998 en enkelt pingvin, men efter i aften kan jeg nu bryste mig af at have set pingvinER.

    Agricultura...

    Kaka Point, SE NZ.

    Mørket er rullet tungt henover området, da jeg slår lejr lige ud til det brusende Stillehav på et lille stykke græs, hvor også hollandske Muriel og tyske Christian har parkeret deres campervan.

    Penguins at the Nugget Point...SE corner of the South Island, NZ.

    La Vie Douce…

    Sunset from my wild camp in Nugget Point.

    Share

    Dag 725 – Hviledag i Dunedin

    Thursday, April 3rd, 2008

    Dunedin city scene...

    Dunedin church...

    Praktisk dag i Dunedin. Toejvask, laptop-stunder, lidt sightseeing, spise, handle ind, afslapning og snak med andre rejsende paa hostellet, pubbesoeg om aftenen med en lille international flok. The usual stuff.

    Plaque in Dunedin...

    Manor House Backpacker's in Dunedin...

    I just couldn't stop myself in the supermarket...

    Share

    Dag 724 – Zülle i både hopla og frugtmanko

    Wednesday, April 2nd, 2008

    Palmerston -> Dunedin (backpacker’s)
    Distance (km) : 60
    Time on bike : 4h 20m
    Brutto time: 09.55 – 16.30
    Avg : 13.8 km/h
    Max.speed: 51.3
    Total (km) : 28.475

    11 timers søvn blev det til i Ischas campervan. Det er ca. 60% mere end på en almindelig, dansk nat. Selvom jeg for det meste føler, at jeg oplades af alt det, som cyklingen giver mig, så må den også suge en masse ud af mig via forskellige semi-hemmelige kanaler, jeg ikke er bevidst om. 11 timer!

    Bike knix and wollen socks!

    Fuld sol hele dagen betyder glæde i WT-lejren. Det er koldt dagen igennem, og jeg har både uldhue (og cykelhjelm, lede nazister!) og strikhandsker på. Bakkerne fortsætter, men de smukke udsigter langs den kystnære, alternative rute, jeg vælger i dag, gør anstrengelserne til en god investering.

    Nice cycling north of Dunedin, NZ

    Fra Waitati, 21 km nord for Dunedin, rammer jeg en sej, 8½ km lang stigning (400 højdemeter) op til Mt. Cargill, hvorfra der er imponerende udsigter over Otago Peninsula og dens mange forrevne bugte og højderygge. De græssende køer er ikke imponerede over andet end græssets saftighed og mangfoldighed.

    A sight far too common around here. Dead possums everywhere!

    Otago Peninsula in the background. N of Dunedin, NZ

    Otago Peninsula, Dunedin...

    Dunedin (120.000 indb.) har verdens officielt stejleste vej, Baldwin Street, som jeg aflægger et lille visit. Den fuldtlæssede Koga har dog ikke meget mod på de vanvittige 38 graders hældning, så jeg nøjes med et par billeder.

    Cutie in Dunedin...

    The World's Steepest Street. Dunedin.

    Kroppen er i frugtmanko, så jeg straffer (Jens, du ved, hvad jeg mener!) en frugtbod på vejen ind til byen og sætter fluks en pose blommer og en pose new zealandske Braeburn-æbler til livs.

    The World's Steepest Street. Dunedin.

    Der har været tryk på den sidste uge på vejene. 600 for det meste bakkede kilometer og 7 forskellige overnatningssteder i løbet af den sidste uge. Zülle er træt og trænger til en hviledag. Slår mig ned på Manor House Backpacker’s (22 NZ$) ikke langt fra den centrale Octagon-plads.
    Det er vidunderligt at være kommet til Dunedin, the Edinburgh of the South, som byen lettere kvalmt kaldes.

    The Railway Station in Dunedin - one of the most photographed biuldings in NZ, they say...

    Share

    Dag 723 – De lede nazister…

    Tuesday, April 1st, 2008

    Oamaru -> Palmerston (camper van, free)
    Distance (km) : 70
    Time on bike : 4h 48m
    Brutto time: 11.30 – 18.00
    Avg : 14.6 km/h
    Max.speed: 61.7
    Total (km) : 28.414

    No camping in the park, buddy, lyder en ikke uvenlig stemme fra en herre, der er ude at morgenlufte sin hund.

    Okay, siger jeg – og tak for vækningen. Jeg har allerede fået mine nattetimer. Det er klart, koldt og morgenrødt i de enorme kastanietræer, da jeg kort efter pakker det dugvåde telt sammen. Det piner mig lidt ikke at kunne få teltet tørret. Jeg tror nu, jeg ved, hvordan det føles at lade sin dreng rende rundt i våde bleer!

    Oamaru city park camp.

    Et par bakketoppe udenfor Oamaru standses jeg i en politirazzia. Betjentene spørger til min hjelm. De lader mig ikke køre videre til Dunedin uden hjelm, selvom jeg for nogle dage siden (af betjenten, der gav mig en bøde) fik lovning på, at det var i orden, hvis jeg skaffede en hjelm i Dunedin. Lede nazister. Jeg er trodsig som en forurettet dreng, da jeg smutter tilbage til byen og finder den billigste hjelm til 25 NZ$. Lede nazister.

    Moeraki Boulders, south of Oamaru. NZ.

    Der er ingen fornøjelse ved at cykle i dag. Modvinden, de endeløse bakker og regnen gør cyklingen sur. Ved Moeraki Boulders er der efterladt en lille note i en plastikpose på min cykel, da jeg kommer tilbage efter en lille gåtur langs stranden for at se de runde sten. 3 høns, jeg passerede på stranden, har givet deres mobilnummer i et lille brev, samt en komplimenterende fodnote om mine cykelstænger. Det griner jeg noget af og humøret slår et lille udsving på en ellers frustrerende, irriterende cykeldag.

    Kind of content with my new helmet!

    Morgenens mål om at komme til Dunedin smuldrer hurtigt i det nådesløse bakketerræn, så jeg stiler mod Palmerston (900 indb.) i stedet. Glæden er stor, da landsbyens hustage begynder at dukke op. Ikke mere cykelpine i dag. Hallelujah, Palmerston, byen jeg aldrig har hørt om.

    Trods udmattelse, småkulde og småregn kan jeg ikke retfærdiggøre at betale 40 NZ$ (152DKK) for et værelse på en pub/restaurant. Jeg bliver dog inde i varmen og vælger at spise deres mad og drikke deres øl. Teltet skriger efter at få numsen tørret.

    Men når nøden er størst…dukker en hollænder gerne op ! Ischa, en ung gymnasielærerinde fra Groningen, tilbyder efter lidt snak over et par fadøl i pubben, at jeg kan sove i hendes rummelige campervan, der holder udenfor. Den heldige stjerne glimter igen.

    Updating myself in Palmerston...

    In the campervan, invited by Ischa, a Dutch girl I met in Palmerston, Sth Island, NZ.

    No strings attached!

    😉

    Share