• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for May, 2008

    Dag 783 – For enden af en grusvej (Coromandel)

    Saturday, May 31st, 2008

    Opito -> Tapu (wild camp)

    Distance (km) : 76
    Time on bike : 5h 10
    Brutto time: 09.30 – 17.00
    Avg : 14.7 km/h
    Max.speed: 81.0! (second fastest ever!)
    Total (km) : 31.518

    Jeg hader normalt at backtracke, at cykle den samme strækning mere end én gang. Det er som om, benene nægter i trods. Men da Opito Bay ligger for enden af en grusvej er der ingen anden vej tilbage til asfalten og civilisationen. Jeg får overtalt benene til at gøre denne undtagelse. For det er en smuk morgen igen her på Coromandel-halvøen. Ved Otama Beach strømmer positive energier i store mængder ud over den gyldne strand og giver mig den kraft, som de heftige grusvejsstigninger kræver.

    Den attraktive, stejle og snoede State Highway 25 tværs over Coromandel-halvøen fra Kuaotunu til Coromandel Town krydser Coromandel Ranges og når i knapt 400 meters højde et 360-graders lookout – en fin belønning efter anstrengelserne i sadlen. Coromandel blev grundlagt i de glade guldminetider (ca. 1852, hvor det første guld blev fundet her) og hovedstrøget med enkelte, historiske bygninger fra guldfebertiden giver landsbyen en hyggelig wild west-feeling med et revitaliseret, hurra-for-turisterne-look.

    Auckland er begyndt at trække godt i mig, så jeg fortsætter videre sydpå ud på eftermiddagen. Vejen er flad til en afveksling og følger Firth of Thamas-bugten til Tapu, som bliver dagens endestation.

    Følger standardproceduren her: Tørt tøj, finde et offentligt bænkareal, dinner + aftenkaffe, solnedgang, finde et sted at slå teltet op i mørket, børste næbet, godnat til Mælkevejen, godnat Zülle.

    Share

    Dag 782 – Som Hemingways Den Gamle Mand og Havet

    Friday, May 30th, 2008

    0 km etc.

    Jeg trænger til hvile. Jeg trænger til afslapning. Jeg trænger til ikke at lave noget. Jeg trænger til ikke at have mennesker omkring mig.

    Efter morgengrøden sammen med John & Rachel går jeg op på toppen af et klippefremspring for enden af den smukke Opito Bay. Føler mig lidt som Hemingways ”Den Gamle Mand og Havet” som jeg sidder der på en ubefolket bakketop med udsigt over havet og de mange små klippeøer, med bølgerne under/solen over mig, reflekterende (for sådan var mit humør i dag!), med dagbogsnoter, læsning, dasen på ryggen. Det er nøjagtig, hvad jeg har lyst til.

    Kroppen er træt, i survival mode og kræver føde konstant. Jeg er mentalt ”anderswo engagiert” og giver efter ved at labbe blåbærsyltetøjsmadder på stribe i mig oppe på klippen. There’s no stopping me at all. Er alligevel sulten dagen lang. Sulten i maven, sulten i tankerne.

    Tilbage i huset har jeg en hyggelig aften sammen med John og Rachel. Masser af snak og udveksling af rejseanekdoter, lidt guitarspil med John og nussen med katten Cloe. For sådan en er der gerne, en kælen huskat. John har fået organiseret et gæsteværelse i dag, så jeg tilbydes at være den nye enkeltsengs mundskænk/forsøgskanin i stedet for at overnatte ude i det kolde telt. En tjans, jeg gladeligt tager på mig. Og således endte jeg for gud-ved-måske-hvilken-gang op i en komplet fremmed seng, i et komplet fremmed hus, hos en komplet fremmed familie, i en komplet fremmed afkrog af verden. La Dolce Vita!

    Share

    Dag 781 – En pigeforklaring og åbne kiwi-arme

    Thursday, May 29th, 2008

    Tairua -> Opito (private back yard camp)

    Distance (km) : 79
    Time on bike : 4h 57
    Brutto time: 08.50 – 17.15
    Avg : 15.9 km/h
    Max.speed: 61.5
    Total (km) : 31.442

    Der er noget omkring kiwi-manden og de bare ben. Jeg mener at have fundet ud af – fra mine rent lommeantropologiske, fritidsobservationer – at der er tale om en særlig fetish her. Den generiske New Zealand-mand holder meget af at gå rundt udendørs i shorts, med sokkerne trukker godt op under knæene, fuldstændig uanfægtet af, hvad vind, nedbør og kolde vintertemperaturer kaster mod ham.

    Som her i morges i Tairua, hvor jeg sidder og skutter mig over morgenkaffen iført termoundertøj under det civile, hue, handsker, halstørklæde og løbenæse. Termometeret på cykelcomputeren forsvarer min tilstand: 5 grader Celcius. Og fandme om ikke denne kåde kiwi-mand, der er ude at lufte hunden, er iført lårkorte shorts! Både han og hunden så ud til at nyde morgenen og hinandens selskab. Det finder jeg dybt underligt, dét med kiwimanden og de bare ben.

    Det er en uforglemmelig dag på Coromandel-halvøen. Masser af sights, herunder Hot Water Beach, Gemstone Bay, Cathedral Rock og de sprøde geologiske klippeformationer, Cooks Beach (ja, Hr. Cook var her!), en kort færgetur fra Ferry Landing til ferie-mekkaet Whitianga. Et smukt, smukt hjørne af verden.

    Naomi, en veninde fra Auckland, jeg mødte i Malaysia og som er i Europa i øjeblikket, har via email tilbudt mig at slå lejr på hendes forældres sommerhusgrund i den afsidesliggende Opito Bay ud til Stillehavet. Da jeg spurgte efter adressen, svarede Naomi bare:

    There’s only one road in Opito. It’s the pink house, it’s ugly, but it’s lovely there…

    Det er den eneste guideline jeg har at gå efter.

    Bare at komme til Opito er en udfordring. Grusvejen smyger sig op gennem klippefremspringet på én Laos-stejl stigning. De 10 km fra Kuaotunu til Opito Bay tager ca. 1 time – føles som 3.

    I Opito Bay kan jeg ikke finde noget pink hus. Og der er langt flere end blot én vej, som Naomi sagde. Jeg er træt, sulten, svedig. Typisk pigeforklaring! Solen er gået ned og himlen er magisk. Jeg cruiser frem og tilbage et par gange langs strandvejen, før jeg banker en tilfældig terrassedør for at få hjælp.

    Jeg forklarer situationen for John og Rachel, der har boet her fast gennem de sidste 10 år og som ikke kender noget til et pink hus. Det var satans. Jeg føler mig lidt påtrængende der i forhaven med min søforklaring (pink house, on the beach, bla-bla), der udefra betragtet godt kunne tage sig lidt syg ud. Men når kiwierne har en chance for at udvise gæstfrihed, så slår de gerne til. Kort efter står mit telt på deres græsplæne og jeg sidder lunt og godt inde i deres køkken over aftensmaden og hygger med John og Rachel.

    Ingen havde set det komme?

    Share

    Dag 780 – Coromandel Delight

    Wednesday, May 28th, 2008

    Waihi -> Tairua (wild camp)

    Distance (km) : 72
    Time on bike : 4h 0m
    Brutto time: 10.55 – 17.00
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 58.2
    Total (km) : 31.363

    En guddommelig nat i det lille lysthus i Niels’ baghave. Morgenen er stille og klar og tilbyder en fin ramme for dagens forfatning af MetroXpress-artiklen. Niels byder på morgenmad på terrassen i solen og tilbyder mig venligt at blive en nat mere – nu lagnerne alligevel var beskidte, sagde han med glimtet i øjet. Men taskerne er pakket og Kogaen vrinsker, så jeg triller snart fra Niels og Waihi på vej mod Coromandel Peninsula. Glad, sprudlende og rig. Han er et fint menneske, Niels Jørgen Tange Jensen fra Mors.

    Dagens Pige: Sarah Blasko. Australiens kære pop-fe med den fine, nærværende stemme.

    Der er masser af bakker, højdedrag og kuperet terræn i dag. Føler mig frisk i sadlen og nyder nærmest stigningerne mere end nedkørslerne. For opad mærker jeg pulsen, mærker benene arbejde, fokuserer på åndedrættet, hører naturen omkring mig bedre, mærker sveden dryppe, fornemmer intensiveringen af tiden, livet, udfoldelsen, ridende på bjergets krumme ryg.

    Whiritoa er et rent, velfriseret sommerhusområde ud til Stillehavet. Jeg har tydeligvis ramt landsbyen udenfor sæson. Her er næsten ingen mennesker. Solen og det evigt brusende Stillehav kender ingen høj- og lavsæson og gør det, de hver i sær er bedst til, skinne og bruse.

    Whangamata, en af Coromandel-halvøens større byer (med et par tusinde indbyggere), har to internetoptioner: en cybercafé og biblioteket, der begge tager helt unfair 10 NZ$7time (38 DKK)!
    Det er grinagtigt absurd, men Metro-artiklen skal afsted inden deadline.

    Cyklingen bliver ikke bedre end i dag her på Coromandel: solen er uhindret, vinden svag, trafikken minimal og temperaturen i solen er lun & lækker. Jeg har via et bevidst, kognitivt trick sat mig selv helt ud af ekspeditionsmode i dag og det føles rigtigt. Har tvunget mig selv til at indånde hvert øjeblik, skrue ned for cadencen, lade tilfredsheden strømme gennem mig. Coromandel er ikke det rette sted at ha’ cykeltravlt. Her er sparsomme bebyggelser, masser af grannåle, glat asfalt og nogle virkelig vakre nedkørsler.

    I Tairua får jeg skiftet det svedvåde tøj ud med mit civile outfit, og slår mig ned på et bænkareal midt i landsbyen efter at have recognosceret stedet. Tairua tager sig smukt ud i aften. Paku Island stiger stejlt op foran Stillehavet, solnedgangen farver himlen rosa.

    Sidder længe og stjernelurer efter aftensmaden. Mælkevejen stråler mægtigt. Det føles længe siden jeg har haft disse store outdoor-stunder med frihed omkring og inden i mig. Ahhh….

    Slår min camp op på et offentligt græsareal midt mellem to feriehuse lige ud til Tairuas tidevandsbugt. Kun en nysgerrig possum, der rumsterer med en plastikpose på Kogaen forstyrrer nattens hvile.

    Share

    Dag 779 – Har du tid til en kop kaffe, har du?

    Tuesday, May 27th, 2008

    Mt. Maunganui -> Waihi (private)

    Distance (km) : 71
    Time on bike : 3h 49m
    Brutto time: 08.30 – 14.15
    Avg : 18.5 km/h
    Max.speed: 56.6
    Total (km) : 31.291

    Det bugner med frugtplantager her omkring Tauranga. Kiwier, avocadoer, æbler, mandariner, citroner, feijoas. You name it, the land of the kiwis has got it. Jeg er tidligt oppe og hurtigt ude af hostelreden og tilslutter mig det lidet velkendte ordsprog om, at det er fjollet at købe sand i Sahara. Jeg vælger at gå på frugtrov som i gamle dage. De frodige feijoa-træer langs vejen står måske nok på privat grund, men de nedfaldne frugter i grøften ser jeg ingen grund til at holde mig fra, så jeg har en lille ad hoc frugtfest allerede inden grynene har fundet vej ned i sækken.

    Svag vind, kuperet terræn, fuld sol hele vejen til Waihi. En ung lastbilchauffør (truckie) og hans kæreste tilbyder mig et lift op videre nordpå mod Coromandel-halvøen, da jeg kort snakker med dem under en notetagning i vejkanten. Tilbuddet har som sædvanligt ingen videre appel, særligt ikke på denne fine soldag, så jeg afviser venligt tilbuddet med et forceret glimt i øjet og en syg-moster-forklaring om, at Kogaen har det skidt med sådanne lifts.

    Waihis store attraktion er ikke andet end et hul i jorden. Bogstaveligt talt. Det er hurtigt overstået, så jeg smutter videre mod Whangamata. Knapt ude af byen kører en bil op på siden af mig. ”Hvor skal du hen?” lyder det på jysk inde fra førersædet. Pragmatisk som jeg er, svarer jeg bare ”Øhh…Coromandel, jeg er på vej til Coromandel” og forventer ligesom, at manden i bilen vil holde ind til siden til en DK-snak.

    Men jeg har nok sendt nogle misvisende signaler, for bilen fortsætter ud af vejen. Lidt længere fremme er manden stået ud af bilen og prøver igen at trænge gennem pragmatismen: ”Har du tid til en kop kaffe, har du?” Om jeg har lyst til kaffe, udbryder jeg og slår bremserne i.

    Niels kom til New Zealand fra Mors for godt 50 år siden som 21-årig og har boet her lige siden.
    Han lagde i Waihi mærke til mit beskidte Dannebrog på cyklen. At det er snavset er en detalje, man kun bemærker, hvis man som Niels har en fortid i Garden og har lært at værne om det danske flag. Jeg tror, jeg missede den lektion under min tid i Beredskabskorpset. Men jeg er stolt af og elsker mit Dannebrog, snavset eller ej! Kogaen ditto.

    Jeg inviteres indenfor i hans nydelige hus, og allerede inden kaffen får han mig overbevist om, at det nok er bedst at blive for natten i det lille anneks og så give mig i kast med de udfordrende bjerge mod Whangamata i morgen med friske ben i stedet. Deal!, for udsigten til dansk selskab og en blød seng frister altid.

    Niels er 72 (ser ud som 62), jeg er 32 (ser ud som 22), så vi har mere end vores nationalitet til fælles. Der udvikler sig (derfor?) hurtigt et venskab mellem os, på tværs af generationerne. Dannebrog (den rene variant) pryder sammen med enkelte Royal Copenhagen-klenodier hans stue og fortæller stolt om den danske forbindelse.

    Share

    Dag 778 – En glad dag

    Monday, May 26th, 2008

    Ohope -> Mt. Maunganui (hostel)

    Distance (km) : 102
    Time on bike : 4h 10m
    Brutto time: 10.05 – 15.15
    Avg : 24.0! km/h
    Max.speed: 64.3
    Total (km) : 31.220

    Så er det blevet (høj)tid igen. Tid til grand slam-tennis, fra Paris og Roland Garros denne gang. Så snart jeg har sagt farvel og Ingrid er smuttet på arbejde på hospitalet lukker jeg op for satellit-TV’et og det er som at gense en gammel ven at se de lerfarvede grusbaner i Paris. Festen er i gang.

    Sadlen kalder dog og det er lunt og solrigt fra morgenstunden. Modsat gårsdagen er jeg glad og fuld af lyst til at komme afsted. Killerstigningen mellem Ohope og Whakatane sørger for at varme benene godt op, og sådan forbliver de resten af dagen. Uhyggeligt varme og veloplagte.

    Det er fladt, solen brager og jeg har en skøn halevind (jo, det er et ord i min verden!) bag mig. Den sjældne kombination af disse tre – for cyklisten gunstige – forhold gør, at jeg bare må skyde den af. Det er munter cykling primært langs Stillehavskysten. Jeg holder ingen pause eller stop de næste 195 min. og 78 km. Først da jeg når Te Puke klikker jeg skoene ud af pedalerne og holder frokost på en bænk i solen på hovedgaden.

    I Te Puke er kiwifrugten all the rage. Der er et Kiwicenter (jeg fandt aldrig ud af, hvad det drejede sig om, udover at det var rettet mod turister, en kategori jeg i dag ikke føler mig beslægtet med), hvis store trækplaster er intet mindre end verdens største kiwifrugt (af glasfiber?), den lokale radiostation hedder klart nok Kiwi FM, store trucks fuldtlæsset med kiwifrugter drøner gennem byen og småboder langs vejene faldbyder den lille lodne frugt, som oprindeligt kom fra Kina og først i 1970- og 1980’erne blev New Zealands store eksportsucceshistorie.

    I sommerlige Mt. Maunganui (15.000 indb.) siger km-tælleren 100. Jeg kunne have klaret 100 mere fra samme skuffe, men tjekker ind på Pacific Coast Lodge i stedet. The easy way out.

    En mangel i min tidlige voksendom har været, at jeg aldrig fik set Triers Breaking The Waves. Det får jeg rettet op på i eftermiddag i hostellets TV-stue.

    Share

    Dag 777 – En mellemfornøjet sang

    Sunday, May 25th, 2008

    0 km etc.

    Følelsen af, at jeg ikke rigtigt rammer dagen, ikke rigtigt får udnyttet dagens muligheder godt nok, forfølger mig det meste af eftermiddagen. Får hverken slappet af eller udrettet noget, men befinder mig i et mentalt, gråzonet ingenmandsland. Med en lånt bil i indkørslen, ubegrænset internet i huset og en helt åben søndag foran mig er det som om Fjumse blegner lidt i mulighedernes liflige verden.

    Efter et par timers WT-skrivning, Stillehavs- og Sydamerika-research triller jeg ind til Whakatane
    og agerer turist, fylder Toyotaen med 95 blyfri til 2.04 $/L. Toyotaen er en krævende dame. Halleluja Kogaen!

    Tilbage i Ohope putter jeg hue og handsker på og går en lille aftentur rundt i de stille gader for at få tankerne i de rette riller og væk fra den mellemfornøjede sang.

    Share

    Dag 776 – East Cape + en ulvet neo-nazist

    Saturday, May 24th, 2008

    450 km får jeg presset ud af den næsten 20 år gamle Toyota Corolla i dag, hvor jeg kører ud til East Cape, hvor det østligste punkt på New Zealands fastland ligger (NZ har enkelte ø-grupper liggende i Stillehavet øst for hovedøerne, bl.a Chatham Islands).

    Det er en rasende dejlig og smuk dag. Gennem frodige regnskove, langs fotogene bugter med indbydende strande, op gennem klippelandskaber, gennem søvnige maori-dominerede landsbyer. Ved Whangaparaoa Bay hopper jeg i badeshortsene, der har ligget negliceret i bunden af den ene cykeltaske siden Sydney, og tripper ud i den solbeskinnede bugt. Forfriskende og dejligt. Vandet er ca. 15 grader og river hurtigt varmen ud af kroppen på mig. En barfodet løbetur langs den tomme strand får skabt balance i systemet igen.

    I Hicks Bay trækker et mørkegråt tæppe af regnvejrsskyer hen over hele den østlige Raukumara Range. Farvel til solen for nu. Goddag til regnbuer, blæst, rusk og hidsige vinduesviskere. Min iPod-boble inde i Corolla’en er for tryg til at jeg kan bytte den ud med en våd gåtur op til East Cape Lighthouse. Det stormer og regnen sendes nærmest horisontalt henover markerne. Den ringe sigtbarhed er ingen fotografs livret, så jeg vender tilbage mod Ohope, 220 km mod vest.

    Livet er nemt fra førersædet af en Toyota Corolla 1.3.

    I Opotiki køber jeg ind til aftensmaden og smider en six-pack pilsnere med i kurven. Den purunge kassepige beder om ID for at jeg kan få lov til at købe øllene. Jeg er forundret, siger jeg er 32, men smutter ud i bilen og henter mit danske kørekort. Imens har kassepigen fået assistance af sin overordnede, en ulvet neo-nazist i supermarkedklæder, hvis man spørger mig. For mit kørekort er skam ikke godt nok. Autoriteterne har påduttet dem, at udlændinge skal fremvise deres pas som gyldig legitimation. Mit pas ligger 35 km væk i Ohope.

    Jeg har lyst til de øl, så jeg skruer charmen på og fortæller nazi-mutter, at jeg såmænd er 14 år ældre end de påkrævede 18 år, der kræves for at købe alkohol, og at jeg ikke ville kunne have kørekort, hvis jeg var under. Det er en principsag for damen, og hun lader til at have det godt med ikke at sælge mig nogle øl.

    So be it, bitch!, har jeg lyst til at sige til hende.

    Share

    Dag 775 – En satans karl i Whakatane

    Friday, May 23rd, 2008

    Ingrid skal besøge en veninde i Wellington denne weekend, så det er ikke meget, jeg når at være sammen med hende. En lille ekskursion (gåtur langs stranden ved West Ohope + et udsigtspunkt over Whakatane, en kop flat white på en café inde i byen) i området bliver der tid til, inden vi kører i lufthavnen udenfor Whakatane, der mest af alt ligner et forvokset legehus. Farvel til Ingrid ved landingsbanen inden hun overlader mig nøgler til både hus og Corolla’en! Det skal nok blive en fin, fin weekend, Fjumse! 🙂

    Jeg overraskes ofte over den uforbeholdne tillid og venlighed, folk viser mig. Om det er noget, jeg er med til at fremelske eller om folk globalt set bare er en kær, tillidsfuld flok, kan jeg kun gisne om. Jeg nyder min fire-hjulede frihed og cruiser gennem Whakatane som en satans karl, med nedrullet vindue, foden på speederen og det brede smil rundt om næsen.

    Får om aftenen skrevet mange af de emails til nær og fjern, som længe har ventet. Det er virkelig rart at have en rolig fredag aften alene i huset, med fri internet, kabel-TV, varmeovn og kolde bajere i køleskabet. Ja, det minder vel nærmest om en typisk dag aften hjemme i Danmark…

    Share

    Dag 774 – Vulkansøerne

    Thursday, May 22nd, 2008

    Rotorua -> Ohope, Whakatane (private)
    Distance (km) : 103
    Time on bike : 5h 27m
    Brutto time: 10.30 – 17.00
    Avg : 18.8 km/h
    Max.speed: 66.5
    Total (km) : 31.118

    Dagens cykling fra Rotoruas ca. 300 højdemeter til Ohope ved havet er en perlerække af vulkansøer langs SH 30. Søerne Rotorua, Rotoiti, Rotoehu og Rotoma, der alle er resultatet af vulkanske udbrud, ligger side om side de første 45 km og gør cyklingen til en fryd. Jeg har ramt endnu en solrig dag. Bag mig – men ikke glemt – ligger Sydøens frostnære morgentemperaturer, da jeg efter frokost ved Lake Rotoiti smører næbet godt ind i faktor 30.

    Dagens Tone: Far From Me – Nick Cave & the Bad Seeds

    I Dunedin mødte jeg på hostellet britiske Ingrid, en soon-to-be doktor, der arbejder på Whakatane Hospital. Hun har budt midt indenfor i sit lille hus ved Ohope Beach (8 km mod øst), så jeg stiler som planlagt mod hospitalet, hvor jeg møder hende netop som hun har fået fri.

    Talking about timing…

    Share

    Dag 773 – Min kræsne lille dame

    Wednesday, May 21st, 2008

    Jeg holder meget af værelset her på Treks Backpackers, ikke kun fordi de komfortable 4-sengs-værelser med seperate luksusmadrasser – og ikke de evindelige pindebrænde-køjesenge, man finder mange steder og som ikke tillader, at man vender sig i sengen uden at underboen også informeres herom gennem knirken & rysten. Men også fordi svovlduften (stanken, vil mange nok mene!) fra de mange geologiske åndehuller, som Rotorua er fyldt med, trænger ind på værelset gennem det åbne vindue. Jeg kan derfor tillade mig at tage mig nogle friheder (som ellers kun mit 1-mands-telt oplever) uden at genere nogen, eller uden at årsagen til den sære, svovlmættede stank påviseligt kan spores tilbage til min rumlende mave. Jeg må nok se at få skruet ned for frugtindtaget…

    Jeg cykler ved middagstid til Ohinemutu, en maoridomineret-landsby ud til Lake Rotorua lige uden for Rotorua. I forhaven på mange parcelgrunde ryger og bobler varme kilder fra undergrunden. Strange. En maori-kirke, kirkegård og community house (maori: marae) er highlights her. Jeg får en lille WT-snak med 3 mænd fra Samoa. Anderledes turister.

    Mit bagdæk, som jeg satte på Kogaen lige syd for Alice Springs i november 2007, har nået pensionsalderen. Et gummisår er poppet op midt på kørerillen, og slangen er ved at bryde gennem dækket. Det duer ikke. Først i 4. cykelbutik finder jeg et bagdæk, som jeg kvalitetsmæssigt er tilfreds med. Det er jo ikke sådan, når man skal ud og finde en ny overfrakke til frøkenen. Hun er så frygtelig kræsen af og til, min lille dame. Men ellers den fineste og mest samarbejdsvillige partner, hvis bare hun får det, som hun vil.

    Cykelsmed Matt Lemen fra CycleZone-butikken er ferm og et rart bekendtskab for mig og cyklen. Han fikser bagdækket, justerer bremserne og strammer baghjulet op. En eger knækker pludseligt – den første i WT-historien, knock-on-wood – men Matt sætter snildt en ny i, så det er en smilende duo, der forlader cykelbutikken. Vi sætter kursen mod søerne Blue, Green, Tarawera & Okareka Lakes, der alle ligger sydøst for Rotorua. Godt 50 km senere er jeg tilbage i Rotorua efter en frisk eftermiddagstur uden de helt store højdespringere. Gårsdagen satte højere standarder, tror jeg.

    Share

    Dag 772 -Zombiedagen

    Tuesday, May 20th, 2008

    Dagen er helt åben foran mig, da jeg vågner efter en skøn nats søvn i den dejligste seng længe. Kaffen gør mig formiddagseffektiv og inden middag har jeg bl.a håndvasket tøj, supermarked-shoppet og brændt back-up-DVD’er af mine billeder på laptoppen.

    Der er ingen gener i form af insekter eller kryb overhovedet her på denne del af Nordøen. Det er så nemt at glemme, så nemt at vænne sig til livet på den nemme side af hækken.

    Til gengæld er der masser af maori-ansigter her i Rotoruas gadebillede. Ca 1/3 af befolkningen her er maori sammenlignet med kun 1/13 på Sydøens sydlige spids nær Invercargill. Selvom sammenligningen hverken er fair eller antropologisk, kan jeg ikke lade være med at tænke på Australiens aboriginere og de sociokulturelle integrationsvanskeligheder, som den hvide regering føler, den står over for, når jeg i dag ser en flok (formodentligt) arbejdsløse og temmeligt tarveligt udseende maorier sidde med suspekte flasker ”læskedrik” i byens centrale park og råbe og kommentere alt og alle.

    Jeg er ramt af en sær zombie-tilstand det meste af dagen. Jeg tager det som tegn på, at jeg bare har brug for en hviledag i dag. Beslutningen om at hænge ud på hostellet det meste af dagen er ikke svær.

    Share

    Dag 771 – Wai-O-Tapu Thermal Wonderland

    Monday, May 19th, 2008

    Taupo -> Rotorua (hostel)
    Distance (km) : 87
    Time on bike : 4h 33m
    Brutto time: 09.10 – 17.15
    Avg : 19.0 km/h
    Max.speed: 48.5
    Total (km) : 30.964

    Udover en blød seng og tag over hovedet, er én af de fine ting ved at bo på hostels her i New Zealand de gæve muligheder for at hustle sig frem. Der er gerne en hylde med ”free food”, hvor folk efterlader madvarer de ikke har brug for. Den hylde kan rotten godt li’! Jeg har med hjælp fra disse hylder flere gange fået komponeret nogle højst usandsynlige, men ofte overraskende velsmagende middagsretter. Opskrifterne findes ingen steder og Emma Gad ville nok ikke have været alt for stolt over mine kreative tiltag over gryderne.

    Dagens Album: Neon Bible – Arcade Fire

    Masser af sol over cykeldagen mod Rotorua. Jeg tager en mindre trafikeret, mindre kuperet alternativ rute i stedet for State Highway 5 fra Taupo til Reparoa. Glad cykling med Neonbiblen i ørerne.

    Kort før Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, som jeg har set frem til længe, ser jeg en masse røg og damp fra en mindre flod, jeg krydser. Der er enkelte skilte, der advarer mod hot water & burning mud, men ingen mennesker. Jeg trækker Kogaen til side og bliver ellevild, da jeg opdager, at det er en naturlig varm kilde, der løber gennem skoven. Det er et virkelig tiltrækkende alfeland, og jeg bliver simpelthen nødt til at smide alle kludene og hoppe i de varme, dampende pools. Svovllugten er gennemtrængende og ingen bemærker, at også jeg løfter venstre ben, i frihedens tegn. Som jeg sidder der i poolen med det ca. 42C varme vand kan jeg ikke komme i tanke om 10 WT-stunder, der slår denne på afslapningens konto. New Zealand – og i særdeleshed Nordøen – overrasker.

    Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, det egentlige mål med den lille afstikker fra hovedvejen er et enestående område fyldt med kratere, mud pools, geysere, sislende & boblende huller i jordens overflade, svovlfyldte huler, vandfald, søer og andre opfindsomme, geologiske påfund, jeg ikke kender navnene på.

    Entréen koster et dagsbudget og får mig til lige at tage et par rundture på cyklen på P-pladsen mens jeg overvejer, retfærdiggør etc. inden jeg beslutter mig. Udstyret med et fint kort over området og tungt læsset med elektronik smutter jeg rundt på den anlagte sti gennem området. Pulsen begynder at dunke godt på vej mod det røde felt så snart de første rygende kratere dukker op – og der bliver den den næste 2½ time.

    Da rundturen i den crazy geopark er slut og jeg har nået seværdighed #25/#25 og dermed enden af den stiplede rute på mit udleverede kort, rammes jeg kortvarigt af den slags ærgrelse, der normalt rammer et barn, der lige har indset, at juleaftens gaveorgie har en ende, at overflødighedshornet ikke varer evigt. Forduftet er irritationen over det bidske entrégebyr. En fantastisk oplevelse.

    Ikke langt derfra gør jeg et kort stop ved et mud pool-område, hvor syrede minivulkaner sludrer løs og spytter gråt mudder op fra de små ca. 1 m-høje muddervulkaner. På det her tidspunkt har min virkelighedssans fået så mange knubs, at den ikke rigtigt fatter det bizarre i det naturlige fænomen foran mig. Ville nok ikke have studset videre over det, hvis Frodo eller Spiderman passerede mig…

    Klokken har passeret 17, da jeg i mørke når Rotorua (ca. 50.000 indb.) og tjekker 4 hostels ud før jeg slår mig ned i et 4-sengs-værelse på Treks Backpackers ud fra value-for-money-kriteriet samt en intuitivt baseret vurdering af, at man på dette hostel er knapt så hidsig i bestræbelsen på at prakke de gængse outdoor-aktiviteter på gæsterne.

    En naturlig afslutning på en aldeles unaturlig dag…

    Share

    Dit WT-fix er klart…

    Sunday, May 18th, 2008

    Jeg er i Taupo lige i midten af New Zealands North Island. Holder en hviledag efter en vild dag i gaar paa cyklen blandt geysere, boblende mudder pools, vandfald. Det er virkelig et underligt omraade, det her Vulkanland.

    From the Tongariro Crossing...

    Dagbogen er klar med nye WT-fix. Dag 750 – 765, fraregnet 762+763. En effektiv dag, huh?

    Emerald Lake, Tongariro National Park. Stunning!

    Flere billeder kommer ved lejlighed.

    Well, vi skal tilbage til Dag 750. Der starter fix’et. God fornoejelse.

    Nicolai

    Share

    Dag 770 – Taupo hviledag

    Sunday, May 18th, 2008

    I just did my bungy jump today and I’m doing my skydive tomorrow, sagde en britisk ungpige i telefonen på hostellet her i Taupo. Som i Queenstown på Sydøen er de adrenalin-fremkaldende udendørsaktiviteter dét, som alle snakker om, og det lader til, at stort set alle de yngre rejsende her er besatte af disse slagne backpacker-manddomsprøver. Jeg klarer mig fortsat meget fint uden – pengepungen ligeledes – og bruger i stedet det meste af søndagen på dagbogsskrivning, internetcafé, æbler og avislæsning på hostellet.

    Share

    Dag 769 – Taupo hviledag

    Saturday, May 17th, 2008

    06.57 vågner Zülle og er vist den første i fælleskøkkenet over havregrynene. Høvler avisen og kaffe ad libitum og er klar til dagens action på cyklen. Jeg støvsugede i går info-centeret her i Taupo, lavede en smule benarbejde og har skruet sammen, hvad jeg tror kunne blive en fin-fin dag. En forventning, der hurtigt tilgodeses.

    Huka Falls er New Zealands mest besøgte turistattraktion og sådan har det vist været de sidste hundrede år. Landets længste flod, Waikato River, snævres her ind i en kun 10m bred kløft som i gennemsnit passeres af 160 kubikmeter vand i sekundet. Lad mig gentage: 160 m3 vand i sekundet! Det er voldsomt, råt og smukt.

    Craters of the Moon er næste stop på min selvbestaltede day tour – sådan en tour, som mange betaler et par hundrede dollars for, stuvet sammen i en bus, styret af en fast tidsplan, uden mulighed for impulser og afvigelser. Det er et syret krater-område fyldt med rygende ventiler i jordens overflade, geysere, mud pools og minikratere. Alt sammen forbundet af en ca. 45 min. lang walkway. Et virkelig særpræget og cool besøg og de 5 NZ$ i entré er en superdeal.

    Cykler videre nordpå op til Aratiatia Dam & Rapids, hvor dæmningsporte åbnes et par gange dagligt for at lette trykket fra Waikato River, der dæmmes op og bruges til områdets vigtige hydropowerstation, der dækker ca. 20 % af New Zealands samlede energiforbrug. Da portene åbnes forvandles den ellers udtørrede flodseng til en brusende flod på kort tid. Ganske imponerende.

    Ved Wairakei Thermal Valley for enden af en 1½ km grusvej overraskes jeg af entrégebyret på 12 NZ$. Det fortæller jeg venligt fatter bag roret, som hurtigt går ned på 10 $, sikkert fordi jeg ligner en studerende. Den tænker jeg lidt over, men er ikke helt tilfreds med udspillet, så jeg takker pænt nej.

    På vej ud af døren fornemmer ejeren, at jeg har tænkt mig at gøre alvor af min exit, så han går helt kløgtigt ind på rottens præmisser og tilbyder, at jeg bare kan gå gennem døren og ud i den vulkanske dal mod en donation. Det er en sang jeg holder af. Flink mand.

    Dalen er endnu et særpræget stykke natur. Som mange steder her i Taupo-området står det op af jorden med røg og damp alle steder. Jeg er den eneste besøgende og får selskab af et tamfår, der følger mig rundt på den frodige natursti. Det er første gang, jeg rigtigt er tæt på et får, får nusset et får, og denne søde ven ændrer radikalt på mit syn på fåret som dyr. Det vil jeg sige, fåret kan være et helt igennem sympatisk og kælent dyr, hvis man først får lov til at komme ind bag den ellers menneskeafskyende facade.

    Jeg er ved at gå sukkerkold efter over 4 nonstop turbotimer på farten, og smutter efter min donation og tak for besøget tilbage mod Taupo og madhylderne. Dagstur: 35 km.

    Der er en kulturfestival kørende her i Taupo, og tilfældet vil, at Alda Rezende, en brasiliansk sanger, jeg ikke kender til, spiller i aften. På billetkontoret får jeg takket være mit studiekort fra KU (der iflg. kortets info stadig er gyldigt!) sikret mig en plads i salen til halv pris. Alda Rezende og hendes band (2 brasilianske og 2 kiwi-venner) er en stor og intim oplevelse, der bl.a bekræfter mig i, at et stykke af mig tilhører O Brasil. Det er en fantastiske aften. Nogle af numrene rammer mig dybt, og som kun den særlige kulturelle oplevelse formår, løftes jeg i koncertsalens bløde sæder og mørke mentalt op i de luftige, nær-spirituelle lag, hvorfra livet uundgåeligt tager sig smukt ud.

    Share

    Dag 768 – National Park -> Taupo (hostel)

    Friday, May 16th, 2008

    National Park -> Taupo (hostel)
    Distance (km) : 104
    Time on bike : 5h 13m
    Brutto time: 10.45 – 16.45
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 64.0
    Total (km) : 30.842

    Det var kun 1 grad C udenfor, da jeg vågnede i morges. 5 grader C indenfor. Det er en sjov tanke, at mælken bliver koldere ved at stå på køkkenbordet end i køleskabet.

    Jeg efterlader en lille taknemmelighedsnote i huset i National Park. Jeg kender ikke navnet på pigen der (vist nok) ejer huest, og hun aner ikke hvem jeg er. Det er kiwi gæstfrihed på bedste vis: den blinde tillid og de åbne døre. Lægger nøglen tilbage under potteplanten og ruller afsted.

    Cykeldagen er klar og supersmuk og går på de første 30 km på det vulkanske plateau forbi de 3 store giganter, vulkanerne Ruapehu, Ngauruhoe og Tongariro, der alle skinner snehvidt foran den blå formiddagshimmel. Pretty, pretty girls.

    En stor del af eftermiddagen går op langs Lake Taupos østlige søbred, langs State Highway #1, der er trafikeret, men har et for det meste meget cykelvenligt nødspor. Taupo-søen er New Zealands største sø og Australasiens største ferskvandssø. Vejret er stille, klart og cyklingen en leg. Fine lake side-scenarier og skovområder glider bag mig. Føler mig stærk i sadlen og holder ingen pauser de sidste knapt 3 timer mod Taupo. Når først bulldog’en lugter kød…

    Da jeg når Taupo (ca. 20.000 indb.) og tjekker ind på Rainbow Lodge har jeg cyklet 3.000 km på New Zealand siden jeg satte mig i sadlen i Christchurch sidst i marts.

    Share

    Dag 766 – National Park Village

    Wednesday, May 14th, 2008

    Jeg har svært ved at sætte ord på den glæde, jeg overvældes af ved at vågne op på sofaen i huset her i National Park Village. Det er uhyggeligt koldt også indenfor. Termometeret siger 2 grader udenfor, 5 indenfor. Men jeg varmer mig ved tanken om, at jeg har hele huset for mig selv i dag.

    TV-vejrudsigten for de næste dage er en fornøjelse her på The Central Plateau. Højtryks-H’erne ligger side om side henover TV-skærmen og indikerer blå himmel. Jeg overvejer et øjeblik, om norske Helly Hansen er i gang med en uventet hård markedsføringskampagne med alle de H’er på skærmen midt i prime time…HH…HH…HH. For det kommercielle væsen har utallige ansigter.
    Bortset fra en lille cykelcruise rundt i National Park Village – det er hurtigt overstået – bliver jeg indendøre det meste af dagen.

    Spiser, læser, ser TV, spiser, drikker kaffe, spiser, drikker the, læser, skriver, studerer atlas, ser TV, hører musik, spiser, tager kattehvil, spiser, sover. Life’s not that hard.

    Share

    Dag 765 – Min gymnastiklærer og den indre stemme

    Tuesday, May 13th, 2008

    Wanganui -> National Park (private house)
    Distance (km) : 127
    Time on bike : 7h 50m
    Brutto time: 08.30 – 18.00
    Avg : 16.2 km/h
    Max.speed: 56.7
    Total (km) : 30.735

    Det skulle blive en af de hårdeste cykeldage i WT-historien. Jeg havde studeret min cykelbog Pedaller’s Paradise og vidste, at de 125 km fra Wanganuis havniveau til National Park’s (det hedder landsbyen) 820m, (inkl. hvad der på kortet lignede en helvedes masse rollercoasters) ville blive en hård tørn.

    Havde en glimrende nat på luftmadrassen midt på Bede & Becks’ stuegulv. Jeg får fyldt sækken med kaffe og morgenkulhydrater akkompagneret af morgensnakke med de fine værter. Det føles virkelig godt at blive taget lidt hånd om til en afveksling. Det er klart og iskoldt i Wanganui – about the best we have to offer here, som Bede sagde – da jeg 08.30 stiler mod National Park Village (N.P.).

    Dropper enhver form for sightseeing i Wanganui, for jeg ved, at dagen bliver lang og at dagslyset muligvis ikke rækker hele vejen. En veninde til Jacksons kæreste, Mary har ladet mig overnatte i hendes hus i N.P. og det er hovedsageligt derfor jeg vil forsøge at nå hele vejen dertil i ét hug i dag. Hvad gør man ikke for en fri, indendørs overnatning?

    Vejen følger det meste af dagen Wanganui River og er som ventet en endeløs række af semi-drøje opstigninger og kortere nedstigninger. Omkring Karikari holder jeg frokoststop ved en primary school for maori-børn. Hey, Muscle Man, siger en stor maori-dame pludseligt til mig. Hende holdt jeg af fra første øjeblik 😉 Jeg får mig en hyggelig snak med damen, der er legemor for en lille flok, skønne maori-børn, som jeg mest af alt bare har lyst til at tage med mig.

    Et par dræberstigninger rammer mig ud på eftermiddagen, hvilket oven i den generelle kuperede cykling langsomt dræner mig for energi. I landsbyen Raetahi (520m, 1.400 indb.) gør jeg et fortjent break med kaffe & verdens bedste gulerodskage. Kroppen har efter 91 km opad ikke lyst til mere cykling, ikke lyst til de sidste 34 km, men jeg tvinger den tilbage i sadlen. Mit hoved er som hypnotiseret af tanken om at komme indendørs, at komme i mål. Temperaturen falder hurtigt, da solen kryber i seng bag skydækket og bjergene. Fra 12 -> 6 grader celcius inden for et par timer.

    Bulldog’en tager over. Min gymnastiklærer fra folkeskolen, Jørgen Stamps stemme dukker op på min indre plade, og jeg kan ikke få pick-up’en flyttet. Selvom det er ca. 20 år siden, så husker jeg tydeligt, at Hr. Stamp gerne havde det med at placere sig strategisk fordelagtigt i slutningen af vores løberute fra og til Lillebæltskolen (Middelfart) på steder, hvor tungen altid hang langt ud af halsen. Men han formåede altid at presse de sidste kræfter ud af mig inden madpakken.

    Fra hukommelsens gemmer lød det nogenlunde sådan her:

    Argh, kom så, Nicolai, giv det sidste du har i dig. Det er nu, det virkelig giver noget. Du kan godt!

    Benene snurrer løs, skumringen tager over, mørket trænger sig på, asfaltslangen fortsætter sin vej mod N.Ps 820 m og Mt. Ruapehu og Tongariros sneklædte vulkantoppe stråler mod øst. Jørgen Stamp fortsætter ufortrødent med at uddele sine nærmest militære kommandoer. Munden er tør for jeg glemte i kampens hede at fylde de tomme vandflasker op i Raetahi. Jeg har andet at tænke på nu. Push, push, push.

    Det har været mørkt ca. ½ time, da jeg endelig når National Park og voldtager tankstationens vandhane. Glæden og stoltheden ved at være nået frem sidder uden på det drivvåde, svedige cykeltøj. Yihaa! Did it!

    Jeg finder adressen og huset. Nøglen ligger under potteplanten som forventet. Nabohunden gør. Den uvante fornemmelse af indbrudstyv rammer mig. Selvom huset er iskoldt (well, 6-7 grader), jeg ligeså, og det ikke lykkedes mig at få ordentligt gang i pejsen, så er det vidunderligt at være kommet frem til det lille, hyggelige sommerhus, med kabel-TV, elektricitet, varmt vand, køkken, læsestof på reolen og uanede mængder privatliv.

    Det har været en virkelig hård dag for Zülle. Den private luksus falder helt på sin plads.

    Og en stor tak til Jørgen Stamp for endnu en gang at have bragt mig i mål! 😉

    Share

    Dag 764 – Nattens pole position

    Monday, May 12th, 2008

    Palmerston North -> Wanganui (private acc.)
    Distance (km) : 76
    Time on bike : 3h 44m
    Brutto time: 12.00 – 16.45
    Avg : 20.4 km/h
    Max.speed: 48.9
    Total (km) : 30.608

    Der er en let, næsten flad cykeldag foran mig fra Palmie til Waiganui i dag, så jeg bliver hængende et par formiddagstimer i det tomme hus med kaffe ad libitum & dagbogsnoter efter jeg har taget afsked med Jackson og Mary. Jeg er fortsat meget positivt overrasket over den tillid jeg møder fra folk, der knapt nok kender mig. The Williamson’s i Nelson, Bill i Wellington og nu Jackson i Palmie har alle – som det mest naturlige i verden – overladt deres hjem til mig, efter de er taget på arbejde etc. Det varmer gævt.

    Klart, solrigt vejr hele dagen mod Wanganui (40.000 indb.) ved vandet. Udover bakketoppen Mt. Stewart (120m) er dagen flad og går gennem frodige landbrugsarealer langs State Highway 4.
    Lidt før Wanganui ser jeg fra et højdedrag Mt. Ruapehu-vulkanens sneklædte top – i 2.797m Nordøens højeste punkt – bryde gennem skydækket på The Central Plateau.

    Dagens Tone: When We Were Young – Whipping Boy

    Jackson har sat mig i forbindelse med en gammel studieven, Bede, der er fysioterapeut på Wanganui Hospital og som har inviteret mig indenfor. Det er cykeldagens gulerod.

    Are you Nicolai?, spørger en fyr parkeret i vejsiden, lidt før jeg når Wanganui centrum. Det kan jeg ikke løbe fra, og snart har Bede guidet mig hjem til sit lille hus i byen udkant tæt ved Wanganui River. Bedes kæreste Becks dukker op med favnen fuld af en lækker curry-ret. Det rigtig sympatiske par tager virkelig hånd om mig og varter mig op på bedste kiwi-maner, med vin, bajere, lækker mad (inkl. en isvaffel med Goody Goody Gum Drop-is – det officielle navn!), hyggeligt selskab.

    Jeg får nattens pole position på luftmadrassen i stuen foran den gasopvarmede heater og kabel-TV’et. For kun gud-ved-hvilken-gang føler jeg mig taknemmelig over de gæstfrie kløer, jeg er havnet i.

    (Dag 762 & 763 kommer ved lejlighed)

    Share

    Dag 761 – Rædselsbillederne: En reprise?

    Friday, May 9th, 2008

    Wellington -> Palmerston North (private acc.)
    Distance (km) : 99
    Time on bike : 5h 29m
    Brutto time: 09.15 – 18.45
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 59.4
    Total (km) : 30.531

    Efter morgenens farvel til Bill og Ellie m.fl forlader jeg Wellington i mit stiveste og nyvaskede cykelpuds. Jeg er vel nok verdens for tiden reneste jorden-rundt-cyklist. Sådan føles det i hvert fald.

    Dagens endestation er universitetsbyen Palmerston North (80.000 indb.), hvor endnu et socialt kapitel i den fine WT-bog, der langsomt er ved at materialisere sig her på New Zealands Nordø, venter. Mere om det lige om lidt….

    Maven, der selv efter 5 dage i Wellington med gode mængder mad, vender sig utilfredst om efter de mange supermarkeder, jeg passerer i dag. Den føler sig stadig forsmået, forbigået efter cyklingen på Sydøen og kræver opmærksomhed og indtag. Jeg forsøger at ignorere mavens signaler og kigger bare fremad, ned på asfalten, ud mod horisonten, væk fra supermarkedernes fristelser og potentielle røverkøb.

    Paraparauma, Waikanae, Wairarapa…Det er nogle vældig eksotiske by- og stednavne de har her på Nordøen. De afspejler maori’ernes større indflydelse og tilstedeværelse sammenlignet med Sydøens næsten klinisk rene Arier-land.

    I had a feeling this morning that it was all going down hill. Now as a, say, drug addict this isn’t a particularly good thing, but for the cyclist…it’s a true Wonderland.

    Dagens Tone: Hitler in My Heart – Antony & The Johnsons

    Jeg mødte Jackson Wong i den lille flække Port Campbell på Victoria-delstatens Great Ocean Road (AUS) for ca. 5 måneder siden. Vores tilfældige møde over min gasblusaftensmad på en bænk midt i byen har nu ført til, at han har åbnet dørene og inviteret mig indenfor i Palmie, som byen kaldes.

    Formiddagens glatte cykling tager en ond drejning ud på eftermiddagen. Både vejr- og humørmæssigt. 25 km før Palmerston North har modvinden virkelig kørt sig selv i stilling, da jeg rammes af en baghjulspunktering. Den fikses i vejkanten, men 15 min. senere punkterer skidtet igen. Jeg bander og det grimme sprog tager over. Myg & sandfluer plager mig under det uønskede pitstop. Dækket er flosset flere steder indvendigt, fælgtapen er tvivlsom, men der er tilsyneladende ingen logik i hullernes placering i forhold hertil. Jeg nødlapper med hæfteplaster.

    Da jeg har fået cykeltaskerne på plads igen og alt er i fin orden, ser jeg, at dækket fandme er fladt igen. Rådvildheden lurer og rædselsbilleder fra Tashkent, Uzbekistan dukker op. Det når at blive mørkt mens jeg nødlander dér i vejkanten. Ny slange, nyt håb, nye nødløsninger på fælgbåndet, lidt fadervor og black magic voodoo og jeg er rullende igen. Den tunge regn gør ikke mørkecyklingen stort bedre. Jeg har ingen baglygte og min pandelampe lyser end ikke nok til at afværge en bøde fra politiet. Desuden er der intet nødspor, ingen plads til mig overhovedet. Flere biler dytter af mig, natterytteren, og det er ganske ækel cykling. Er punkteringsangst. Det er nok de værste 15 km i WT-regi. De skal virkelig bare overstås.

    I Palmerston North finder jeg College Street, hvor Jackson står klar med en dejlig curry-ret m. ris. Ahh…

    Jeg får både et langt bad og mit eget værelse ovenpå, og pludseligt føles livet atter retfærdigt.

    Jackson – der bl.a. er 24, kvik og fysioterapeut + akupunktør – tager mig med ud i byen, der vrimler med studerende, barer, caféer og liv. Det føles enormt rart at have en god ven her.

    Palmie har landets største universitet, Massey University, hvilket forklarer alt det unge postyr i gaderne. Som nok en af de færreste rejsende har jeg nu æren af at have overnattet i begge New Zealands Palmerston-byer.

    Share

    Dag 760 – Min kulturelle lakune

    Thursday, May 8th, 2008

    0 km etc.

    Maratondag.

    Det er, hvad det bliver til i dag hjemme sammen med Ellie, det skønne kattevæsen. Jeg får hentet nogle af de nye musikalbums*), der er udgivet gennem de sidste mange måneder. Som cykelnomade er det noget mere besværligt at holde sig ajour med, hvad der sker derude i den musikalske vidunderverden. Det er en kulturel lakune, jeg bare må acceptere.

    Mit laptop-orakel er vidunderligt. Det er som at have fået en ny computer, samt at have forvandlet de godt 2 kg dødvægt, jeg har cyklet rundt med de sidste uger, til mit mobile hjemmekontor!

    I eftermiddagslyset går jeg (igen) op til Tinakori Hill Lookout, med Amandine i ørerne. Sætter mig på en træstub og ser solen falde ned bag bjergene. Roen breder sig meditativt i mig, mens flere hunde, der er ude og spadsere med deres ejer, lige er henne og snuse til Fjumse. Det føles som at være midt i bushen heroppe på toppen af bjergryggen, selvom New Zealands hovedstad ligger kun 5 fugle-km mod sydøst.

    Bill, der studerer poetry på Wellington Uni ved siden af sit deltidsarbejde som PC-konsulent, har sin ugentlige poet-aften, hvor en lille gruppe venner mødes for at diskutere og fremføre egne digte for hinanden. Cindy og jeg lejer en videofilm (den anderledes, iranske semi-dokumentar Ten) og slår os ned i soveværelset med aftensmad og slik. Det lyder igen mere skummelt end tilfældet var. Det forsikrer jeg… 🙂

    *) Skulle du i oevrigt komme forbi et godt album, der betyder noget for dig, bevaeger, inspirerer, rocker, ruller eller bare er godt skruet sammen, saa lad endelig en linie til mig falde…Personligt glaeder jeg mig i oejeblikket meget over det nye Claus Hempler-album, som Pablo har vaeret saa gaev at saette mig i forbindelse med. Networking holder!

    Share

    Nye dagbogsbilleder Dag 722-732…

    Thursday, May 8th, 2008

    Fra Dag 722 kan du gå videre til Dag 723 etc. Det er ikke svært.

    Jeg håber der måtte være enkelte, der behager…

    Løber igen, mere WT-arbejde kalder.

    Nicolai

    Share

    Dag 759 – Det sakrale privatliv…

    Wednesday, May 7th, 2008

    0 km etc.

    Gasovnens varme holdt mig varm hele natten på stuegulvet. Dagens arbejde kalder, så huset tømmes tidligt – der er jo nogle, der har fast arbejde. Snart er det kun mig og Ellie, den kælne og evigt opmærksomhedskrævende kat, i huset.

    Det må tage sig skørt ud i de danske ører, men at have hele dagen for mig selv i huset, med radioen i baggrunden, adgang til bøger og månedsmagasiner, masser af kaffe og the, udsigten til de grønne bjergsider mod vest, fraværet af en 100+ km cykeldag foran mig og med en laptop (der på mystisk vis virker igen efter den ”brød sammen” [tekniske termer mangler her] i Fox Glacier for nogle uger siden) med uendeligt internet – det er guddommeligt for mig. Næsten sakralt.

    Ud på aftenen tager Bill, Cindy og jeg Honda Accorden ind til byen og får et sæt dejlige (det er de oftest) fadøl på Matterhorn, en kombineret bar/restaurant for et klientel et par niveauer over rotteniveauet. Mine sprøde værter overtaler mig til at blive en ekstra dag i Wellington.

    Nogle gange er jeg så frygteligt nem at overtale.

    Share

    Dag 758 – Gammel ven, nyt gensyn

    Tuesday, May 6th, 2008

    I Hanoi i februar 2007 mødte jeg en aften Bill ved det berømte Bia Hoi Corner i den vietnamesiske hovedstads Old Quarter. Vi havde en dejlig aften i selskab med andre internationale, der – som os – var helt tilfredse med verdens vel nok billigste fadøl (bia hoi) til kun 0.80 DKK/stk, så vidt jeg husker.

    Bill har fulgt med på WT-sidelinien siden og har budt mig indenfor i Wellington-forstaden Wadestown, hvor han deler et stort hus sammen med kæresten Cindy og 3 samboer.

    Det er rigtig godt at se Bill igen. Det føles hverken som om det er 15 måneder siden vi sås sidst eller at vi kun har kendt hinanden få timer. Under eftermiddagens hyggelige vandretur med Bill op til Tinakuri Ridge Lookout, inkl. en superudsigt over Wellington downtown, Cook Strait (jeg har nu lykkeligt fortrængt mine bræktimer ombord på færgen fra Picton!) og indsejlingen til Wellington Harbour, slår det mig, at venskab er en underlig, uforudsigelig størrelse.

    Hjemme på Cecil Road har Cindy lavet en fin, fin mexicansk-inspireret ovnret og Bill serverer kolde Stella Artois. Jeg bliver taget godt hånd om her.

    Share

    Ny dagbogsvideo fra New Zealand!

    Monday, May 5th, 2008

    Her foelger lige en lille uredigeret vejside-hilsen fra New Zealand’s South Island.

    UK:

    Sorry, to all ye’ non-Danish speaking WT-readers out there. It’s sometimes frustrating for me, living in this bilingual WT World.

    Can’t please anyone. Know you’ll understand.

    I primarily babble about a meeting I had with a kind wedding couple from Auckland, down in Makarora on the South Island a few weeks ago. I gave the couple the usual WT run down, and after the farewell photo and hug, Harry hands me 80 NZ$…Have a cup of coffee, mate!

    For a budget travelling rat that’s a lot of coffee, I tell you.

    I was utterly amazing and couldn’t really believe the strike of luck & kindness that had just hit me…

    Take it from me – it’s a beautiful world out there. Not nearly as scary as the media makes us believe. Believe in me. 🙂

    Nicolai

    Share

    Dag 757 – Deja-vu i Wellington

    Monday, May 5th, 2008

    0 km etc.

    Deja-vu er et virkelig underligt fænomen.

    Under min tilfældige snusetur rundt på og omkring Wellingtons hovedstrøg i dag, rammes jeg af et langvarigt et, der rækker ca. 20 meters gang. Butiksfacaderne, ansigterne bag skrankerne inde i butikkerne, fortovets spisesedler – det hele virker bekendt og helt forudsigeligt.

    På hovedpostkontoret er der en pakke fra Matt , en britisk cykelven, som jeg mødte første gang i Kochkor, Kirgisistan i september 2006 og lidt senere i Kashgar i det vestlige Kina. Det er ikke første gang, at han sender mig musik-CD’er med labre tunes – og som langturscyklist ved han bedre end de fleste, hvad der får pedalerne til at rotere. Matts er i øjeblikket på vej til Alaska på cykel, og hans lille brev bl.a med påmindelsen om, hvor heldige vi er ved at leve dette frie cykelliv rører mig midt i Wellingtons mylder.

    Resten af eftermiddagen går med at oploade 1.500-2.000 billeder til Flickr, opdatere WT og gøre min iPod endnu skarpere.

    Via en gammel barndomsven (du ved, hvem du er Thomas) er jeg sat i kontakt med en brasiliansk pige, der bor her i Wellington. Jeg mødes som aftalt via @ med Mariana på en central pub om aftenen over en (for mit vedkommende) række happy hour-fadøl og inspirerende snak med Pigen fra Rio. Veninden Tabetha støder til og sammen tager vi op til Mt. Victoria – en bakketop for foden af Wellington med en pragtfuld aftenudsigt over hovedstaden. Det hele lyder mere skummelt end tilfældet var…

    Share

    Dag 756 – Naturligt som mælketandens komme

    Sunday, May 4th, 2008

    0 km etc.

    Gårsdagens helvede er helt forduftet, da jeg vågner før alle andre på hostellet. Det udnytter jeg og sætter mig op i fælleskøkkenet med kaffe & gryn – og en højtskattet, privat morgenstund, som jeg – og det vil mine forældre kunne skrive under på – altid har holdt meget af.

    Det er ikke første gang, jeg falder over avisens bilsektion. Kan ikke begribe, hvor billige biler er her (som i Australien), og hvor unfair & ublu de danske priser er til sammenligning. Hvis jeg boede her ville jeg straks gå på udkig og sandsynligvis slå til i morgen.

    Ex. kan man her få en ny Honda Jazz 1.3L til kun 20.500 NZ$ (77.900 DKK) eller en Ford Mondeo Sedan 2.0L til 36.000 NZ$ (136.800 DKK).

    Mentalt ville jeg simpelthen ikke have råd til ikke at købe en bil, hvis jeg boede her. At det selvfølgelig strider lidt mod mit human-powered WT-projekt, måtte jeg bare se bort fra, for jeg kan ikke lade være med at føle lysten til at være bilejer vokse i mig på denne, anden side af de 30. Som mælketandens komme betragter jeg – efter en livslang interesse for biler – behovet for at eje sit eget motoriserede køretøj som noget helt naturligt i den menneskelige udviklingsproces. Et faktum, Darwin tydeligvis overså…

    På det ugentlige frugt- og grøntmarked går jeg helt bananas/agurk (Pun – got it?), for det er nogle af de billigste priser, jeg har oplevet i et vestligt land nogensinde. Rotten (det er stadig mig) lægger ud med 3 bananer og 3 store Braeburn-æbler (for formedeltst 3 DKK i alt) for ligesom at lægge bunden. Dernæst 5 kiwifrugter, 5 nye bananer, 3 avocadoer og en pose æbler (ialt 15 DKK), hvoraf det faktisk lykkedes mig at gemme lidt til senere. For budgetrotten er der ikke meget, der får humøret op som en række gode handler!

    Wellington behager fra første færd – ikke kun pga. frugtmarkedet, men også fordi byen summer af liv og storbynerve, og har en fin kosmopolitisk stemning (med bl.a masser af asiatiske ansigter), hvilket jeg har savnet på Sydøen.

    Jeg bruger det meste af eftermiddagen på at vente på at blive sulten igen. Ikke nemt med 2 kg frugt i sækken. De sydøstasiatiske restauranter i byen lokker. Jeg savner virkelig det sydøstasiatiske køkken og dét at kunne spise ude 3-4 gange om dagen uden at ruinere budgettet. En vidunderlig thairestaurant udgør et plaster på mit madelskende sår i aften.

    The U23D Movie står for aftenens underholdning. Filmen er dybest set koncertoptagelser fra gruppens turné i Latinamerika. Det særlige er 3D-optagelsesteknikken, der sammen med et sæt 3D-briller, som blev udleveret i biografen, gør oplevelsen speciel. Er helt opslugt af 3D-universet og har slet ikke lyst til at vænne tilbage til den almindelige 2D-verden udenfor, da filmen slutter.

    Share

    Hvor er WT-rotten?

    Sunday, May 4th, 2008


    View Larger Map

    Share

    Logbogen opdateret 03MAJ08 (Wellington, NZ)

    Saturday, May 3rd, 2008

    Check den her!

    Den forklarer maaske, hvorfor jeg har foelt – og stadig foeler mig – udmattet og traet de sidste dage, paa trods af nogle dejlige hviledage i Nelson…

    Jeg ankom her til Wellington i eftermiddags. Den 3.5 time lange faergetur startede smukt og silkeglat i de beskyttede vande ved Marlborough Sounds, men forvandlede sig snart til et helvede for mig. Braek, braek, braek og slemme stunder. 5 braekposer senere lagde faergen endelig til i hovedstaden. Vejret er koldt og blaesende som ventet. 12C. Jeg er ikke alt for glad for disse prae-teenage-temperaturer her. Har booket mig ind paa et hostel for natten.

    Vender snart tilbage igen…

    Nicolai

    Share

    Dag 755 – En helvedestur og en fosterstilling

    Saturday, May 3rd, 2008

    (Kun engelsk…)

    Uh, we’ve had the first frost this morning, the lady in the reception tells me this morning. It didn’t exactly diminish the joy of having just spent the night in a soft, comfortable bed in an otherwise empty 6-bed dorm room. Suddenly those 24 NZ$ for the night seemed like a jolly good deal.

    The ferry ride from Picton to the capital Wellington is labelled one of the most beautiful boat rides in the world in the tourist litterature. Yeah, my ass.

    As soon as the ferry leaves the pretty sounds with calm waters, a few dolphins fooling around below, and numerous seagulls above, the Hell Ride begins. The sea is rough, maybe not extraordinarily so, but I ain’t no sailor and to me the sea was rough as Hell. I spent most of the 3 hours the ride was going to take with my nose deep in the puke bag, with my intestines constantly asking me for just one more tango, and with a couple of retired people trying to be helpfull next to me:

    Go and git some frish air – you’ll fiil so much bitter, love. I just wanted them to shut up, leave me alone and speak their funny Kiwi accent (most ’e’s turned into ’i’s) to someone else.

    Needless to say, it wasn’t the happiest of times for me.

    From my foetal position on the carpeted floor in the back of the ferry I tried to get some sleep and a bit of rest from all the so-called friendly people trying to make sure that everything’s OK with me. The ultra short conversations went something like this:

    Elderly: Are you alright, darling?
    Me: No.
    Elderly: Are you sure you’re alright there, love?
    Me: NO, I’m NOT alright…

    5 minutes later…

    Elderly: Are you feeling better, love?
    Me: No, I’m NOT feeling better, OK?

    Between bowel shakes and filled puke bags I had a moment of clarity and started wondering if that idea of mine trying to get on board a sailing vessel as a deck hand from Auckland across the Pacific to South America is such a bright one…

    Feeling more like a zombie that a RTW cyclist I cruise into the NZ capital (of approx. 330.000 inhabitants) feeling crooked and sick. I check into a backpacker’s place in the centre of Wellington. It’s Saturday night but I quickly skip any plans involving alcohol and loud teenagers.

    What a ride!

    Share

    Dag 754 – Queen Charlotte Sound

    Friday, May 2nd, 2008

    (Kun engelsk)

    Nelson -> Picton (hostel)
    Distance (km) : 114
    Time on bike : 6h 20m
    Brutto time: 11.00 – 18.00
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 69.8
    Total (km) : 30.419

    Today’s 114 km from Nelson to Picton turn out to be a lot easier than expected, though the terrain is quite hilly in some parts. It must have been the rest and all the great food in Nelson (thanks again to Raywin & Co.).

    15 km before Picton – from where the ferry leaves across the Cook Strait for Wellington on the North Island – I suddenly realize that it’s about time to say goodbye to the South Island and hello to what, geographically at least, seems like a totally different country. Culturally, some Mainlanders (people from the South Island, i.e) even claim that the Islanders on the North Island are a totally different breed.

    I’ll leave that one open for now…

    In the afternoon I turn off the State highway #6 that I’ve been following pretty much since I left Invercargill on the southern tip of the island weeks ago. It’s now the Queen Charlotte Sound Road, a very pretty and hilly stretch of bitumen that twists and turns, hugging the coast for the last 35 km towards Picton. Magnificent cycling.

    Hunger pangs hit me when I reach Picton just after sunset. It’s already dark. I cook a simple meal and a jug of coffee on the stove. That’s when the heavy rain started. So much for my wild/renegade camping plans, huh?

    Luckily this country is full of relatively cheap backpacker places – and Picton is no exception. Apart from a family from Malaysia I have the whole house to myself.

    As you’d understand, I really enjoyed that seldom moment of indoor privacy…

    The South Island is a very beautiful place. No doubt about it and I’ve had some fantastic 40 days here, even though at times it has felt like not only my tent but also my mind’s been covered in a thin layer of ice, as if the island hasn’t fully reached the bottom of me. Camping in freezing temperatures isn’t quite as fun as it could’ve been. Stop me if I’m whining. New Zealand is truly amazing. Period.

    (Photos to come…)

    Share

    Billeder tilfoejet byhedsbrevet…

    Friday, May 2nd, 2008

    Here you go!!

    Share

    Dag 753 – Soap

    Thursday, May 1st, 2008

    (Kun engelsk)

    One of the luxuries that often hits me on this journey is the choice: stay or go. Quite often both options make great sense – which naturally leaves me all confused and hesitant. This morning was no different. Stay one more day or hit the road? My body tried to convince to stay another day (it’s the same old song here) but I wasn’t quite sure what my hosts thought about that. Need not worry, Nicolai – it was all green lights!

    The last 5 weeks of cycling has taken it’s toll on me. I really feel like crashing somewhere, somewhere to do nothing, and not just for a limited time only. Well, things change quickly and these relaxing days in Nelson – in the campervan and with the Williamson’s have been great on various levels.

    In the centre of Nelson is Pukimai Hill on which stands the Church of Christ, Nelson’s cathedral and pride. This Thursday the church is empty like its Danish equivalents. Pretty stained glass windows depicting religious moments I know next to nothing about. Happily so, I’m afraid.

    At the main library I spent a few hours doing research about the next Chapter of the WT Book, The South Pacific. Fiji, Samoa, Tonga, French Polynesia, and The Cook Islands are all tempting options. The contour of a tropical palm tree starts lurking temptingly in the back of my mind again…

    In the evening it’s business as usual with the Williamson’s: great and plentiful dinner, the soaps Home & Away (AUS) and Coronation Street (UK) on TV, and I’m even starting to get kind of familiar with some of the characters in the series. Shocking, isn’t it?

    I feel recharged, looking forward to moving on tomorrow. Nelson’s been good to me.

    Share

    Nyhedsbrev #9 fra Nelson, New Zealand

    Thursday, May 1st, 2008

    Laes nyhedsbrevet her.

    Jeg har desvaerre ikke haft mulighed for – af rent tekniske aarsager udenfor min raekkevidde 🙂 – at vedhaefte flere billeder fra New Zealands smukke South Island.

    Min udbredte tavshed gennem de sidste uger skyldes, at min laptop holder uventet feriefri + de ublu internetcafe-priser her.

    Jeg vender tilbage fra North Island. Alt vel her fra.

    Nicolai

    Share