• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for October, 2008

    Dag 936 – Et anderledes bryllup på halloween

    Friday, October 31st, 2008

    Bread sellers in Cusco, Peru.

    Min første dag i Cusco. Jeg har planer om ikke at have nogle planer i dag. Hvad jeg troede blot skulle være et lille smugkig på den centrale Plaza de Armas, som jeg husker fra 1998, udvikler sig til en 4 timers slentretur rundt i Cuscos smukke gader. Masser af liv, koloniale kirker og facader, arcader, og en virkelig rask stemning generelt.

    Catching up with the daily news...

    Heavy!

    Street musician. Cusco, Peru.

    Indigenas all ready for the tourists´ money...Cusco, Peru

    The classic 12-sided stone. Cusco, Peru.

    I aftes blev jeg på Loki Hostal inviteret til et “twisted wedding” af Rob – en irsk fyr, jeg mødte på Loki i La Paz og som nu bestyrer Loki her i Cusco. Han og kæresten har været sammen i 5 år og nu skal de giftes. Det twistede ved bryluppet er, at både en “katolsk” og en “israelsk” gejstlig vier dem, og da det samtidig er halloween i aften er stort set alle udklædte. Det udvikler sig lynhurtigt til en vanvittig madness-aften med champagne, dinner og hattefulde af nye, internationale bekendtskaber. Australske Steve får mig (endnu civilt klædt) overtalt til at klæde mig ud, så jeg smutter hurtigt tilbage til mig hostel og hopper – hvem havde regnet den ud? – i lycra & spandex, frotté-pandebånd og armsvedbånd. Cykelrytteren Zülle er en realitet. Stemningen stiger tilbage i Loki-baren og i samlet flok tager vi (udklædte) til spillestedet Roots, hvor udskejelserne og de brede smil fortsætter natten lang.

    Halloween at the Loki Hostal 2008.

    A different wedding!

    The Cyclist. Haloween 2008. Cusco, Peru.

    Share

    Dag 935 – Cusco-ankomsten

    Thursday, October 30th, 2008

    Sicuani -> Cusco (hospedaje)
    Distance (km) : 142
    Time on bike : 7h 22m
    Brutto time: 06.50 – 16.00
    Avg : 19.2 km/h
    Max.speed: 76.5
    Total (km) : 36.912
    Altitude (end of day): 3.400 m

    Morning in Sicuani, Peru.

    Kroppen er langt fra udhvilet, da jeg rekordtidligt er på gaden, kun 7 timer efter jeg slukkede for tennissen i aftes. Får morgenkaffe på gaden hos en tudsegammel indianermor. Falder i snak med en anden indianerdame midt i 30’erne og hendes niece på 3. Hun spørger løs til mig og cyklen, og da hun finder ud af, jeg er 32 og fra Danmark er det som om hun bare går all-in og vil vide, om hun må komme med mig og den slags urealistiske sager, som vi alle har hørt før.

    Lovely cycling between Sicuani and Cusco.

    Der er stadig mange steder sten i alle størrelser, træstammer, rødder etc. på vejen fra blokaden, der sluttede i aftes. Solen skinner mig smukt på vej gennem en frodig, plan dal de første timer. Indianerlandsbyerne ligger side og side. Er opsat i sadlen og har ved middagstid efter 4 timers pedalrotation cyklet 87 km.

    Leftovers from the blocade...

    Mud-brick making on the shores of the river...

    Masser af modvind igen i dag, så der bliver svovlet lidt ud i den halvtynde luft (3.500 m). The usual stuff. De sidste 48 km fra Urcos er pænt kuperede. Selvom det generelle indtryk af dagens terræn er jævnt, flads, så afholder det ikke vejguderne (her uden ‘r’) i at indlægge kortere, smådrøje stigninger i tide og (oftest) utide.

    Lovely cycling between Sicuani and Cusco.

    More leftovers from the blocade...

    10 km før jeg indstiller dagens cykling starter forstads-Cusco og trafikken intensiveres som ventet. Jeg er en daredevil og suser ud og ind mellem de hundredevis af camionetas (minibusser af Toyota Hi-Ace-typen), der helt uden indikation standser op for at lade passagerer stå af og på. Jeg vil bare frem.

    Lovely cycling between Sicuani and Cusco.

    Lovely cycling between Sicuani and Cusco.

    Young farmers.

    Hostal Loki var en succes for mig i La Paz, så jeg stiler mod søsterhostellet her i Cusco. Det ligger godt 100 m oppe af Cuesta Santa Ana, klart den stejleste gade, som Koga-damen nogensinde har oplevet. Jeg får med en heftigt pumpende puls og møje skubbet damen op – føler mig som Bambi i cykelskoene på de ujævne brosten. Men Loki har ingen ledig seng til mig. Det er en hjerteknusende nyhed. Stiller cyklen og finder i første hug Hostal Andrea (18 DKK/nat for mit eget, rustikke + hyggelige værelse) 100 m nede ad den superstejle vej.

    Farmers near Urcos, Peru.

    Jagged mountains near Urcos, Peru.

    Er glad og stolt over at være kommet her til Cusco – en by, jeg kender fra 1998 og som jeg ud fra de første timer i gaderne her i aften, har lyst til at blive i. Den er fantastisk smuk og kolonial og syder af liv, restauranter, souvenirshops og turister. Og småirriterende, mobile gadesælgere, der udrustet med al tid i verden (og angiveligt ingen penge) gerne følger efter én umanerligt længe indtil de fatter mit no-shopping-budskab.

    Cusco by night...

    Share

    Dag 934 – Hagl, et pas, et utjekket foto og en demonstration

    Wednesday, October 29th, 2008

    Pucará -> Sicuani (*** hotel)
    Distance (km) : 142
    Time on bike : 7h 43m
    Brutto time: 07.15 – 17.15
    Avg : 18.4 km/h
    Max.speed: 57.1
    Total (km) : 36.770
    Altitude (end of day): 3.550 m

    Jeg faldt i søvn kl. 20 i aftes. 10 timer senere var jeg klar til en ny cykeldag, der igen skulle gå hen og blive mastodontisk. Er tidligt i sadlen. Asfalten er glat og de første 32 opvarmningskilometer til Ayaviri er hurtigt spist. Kaffe hos en indianermutter i en lille kiosk ud til hovedvejen.

    Smooth cycling north of Pucara, Peru.

    Jeg følger jernbanesporet hele dagen, hvilket altid er rart, for så er chancerne for et relativt fladt terræn store. Den flotte, blå himmel med hvide lammeskyer overtages snart af en skummel tordenvejrsfyldt gråhimmel. Temperaturen falder hurtigt og haglene dunker mig snart i ryggen. Jeg hopper i regntøjet og så kan vejrguderne bare kaste kulde og vrede over mig. Føler mig perfekt påklædt og vinterhandskerne gør sit job.

    Just posing. Wasn´t tired (yet)...

    Altiplano cycling near Ayaviri, Peru.

    Landsbyen Santa Rosa i 3.890 m når jeg kl. 13. Her fra går det 40 km svagt opad til et pas i 4.330 m. Der er stadig 70 km mellem mig og Sicuani, som jeg aldrig rigtigt tvivler på, jeg vil nå i dag. Modvinden er slem, men stigningen er nemmere end den lyder. Temp. daler ned til 6C. Der er gigantiske (6000+ m), sneklædte toppe til begge sider.

    Goretex heaven!

    Santa Rosa cemetery...

    Trafik er der næsten ingen af, da hovedvejen mellem Puno og Cusco har været spærret af vrede campesinos (bønder) omkring Sicuani den sidste uges tid, hvilket tvinger al 4-hjulet trafik ud på mindre uasfalterede omveje. 6 timers cykling efter start når jeg endelig Abra La Raya-passet og smutter hurtigt videre. Det går nedad ca. 30 km mod Sicuani og jeg fråder af fryd inde bag Goretex’en. Mange steder er der lagt store sten, glasskår, kaktusser (!), træstammer og olietøner tværs henover vejen for at blokere trafikken.

    Abra La Raya, 4.338 mas.

    10 km før Sicuani er en masse demonstranter samlet, lastbiler holder i kø og afbrændte gummidæk m.m vidner om den sidste uges demonstration og blokade. Jeg gør det, jeg altid gør; standser op for at tage billeder. Øjeblikkeligt begynder folk at råbe op. Det har jeg hørt før, så jeg tager et nyt billede i den modsatte retning. En indianerdame vifter i vrede til mig med en stor busk og inden jeg ved af det har jeg ca. 15 mennesker omkring mig, der alle er aldeles utilfredse med mig. Stemningen er uønsket spændt og jeg fornemmer hurtigt, at der er behov for en undskyldning til folket. Jeg får forklaret min naive uvidenhed og beklager.

    Blocade near Sicuani, Peru.

    Et par mænd fortæller, at jeg ikke kan komme videre frem mod byen og at folk vil røve min bagage, hvis jeg fortsætter. Jeg forklarer, at jeg er træt, bare har brug for en seng efter 7 timers cykling og andre banaliteterne, der er med til at gøre stemningen god igen. 4-5 cykeludrustede mænd tilbyder, at jeg kan fortsætte med dem ned til Sicuani.

    Jeg er havnet midt noget, der minder om en krigszone. Overalt er der afbrændt gods fra den sidste uges demonstration (ingen får rigtigt forklaret mig, hvad det præcist drejer sig om). Der er tusindvis af mennesker på vejen. Mange råber efter mig og enkelte hænder griber fat i min bagage, da jeg/vi trækker gennem horderne. Føler mig ikke velkommen, ikke helt tryg og beder den ene af mændene følge mig til et hotel nede i byen. Han indvilliger i at være min skytsengel. Flinke folk.

    Det er madness. Præsidenten har varslet undtagelsestilstand, hvis blokaden fortsætter og ifølge min skytsengel blev flere campesinos dræbt i sammenstød med politiet for et par dage siden her. Jeg takker mine følgesvende og er glad for at tjekke ind på Joe’s Hostal, et 3-stjernet hotel, hvor jeg for 34 DKK har eget bad, kabel-TV og fred. Man er ikke smålig med hotelstjernerne her.

    Aftenregnen tager fat, da jeg går ud for at spise. Jeg ser udover en pizza-restaurant og den centrale katedral (der iflg. et skilt på porten er bygget i 1947, min fars fødeår) ikke meget af Sicuani.

    En fuldstændig vanvittig og mættet dag. Og så var der aftentennis fra Paris på ESPN, da jeg kom tilbage til min 3-stjernede luksus.

    Share

    Dag 933 – 200 pump + 200 pump

    Tuesday, October 28th, 2008

    Puno -> Pucará (hospedaje)
    Distance (km) : 109
    Time on bike : 5h 50m
    Brutto time: 08.00 – 15.15
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 44.2
    Total (km) : 36.628
    Altitude (end of day): 3.870 m

    Leaving Puno means a little climb back up on the altiplano...

    Inden jeg forlader Puno får jeg fikset lidt quick & dirty cykelvedligeholdelse i den indre patio på hostellet. Knirkende kabler får lukket munden med et par dråber olie og bagdækket (med ny slange) bliver pumpet så hårdt, at slangen er ved at brække sig. Og med lidt israelsk handelstække og venlige toner får jeg byttet mit Boliviakort (som jeg ellers ville have smidt ud i vægtbesparelsens navn) til en Peru guidebog (2004), som jeg har været på udkig efter siden La Paz, og som i Copacabana kostede latterlige 190 bolivianos, brugt (= prisen for 19 hotelovernatninger, så det droppede jeg). Perfekt.

    Flat cycling north of Puno, Peru.

    Det starter som en smuk, glad cykeldag. 10 km før Juliaca (efter 34 km) bliver bagdækket flat. Tidspunktet er ikke dårligt valgt, for det er tidligt på dagen, jeg har lige spist en tidlig frokost (yogurt, bananer, vand og brød) og tager punkteringen i relativt stiv arm.

    Lunch outside of Juliaca.

    Men det går snart hen og bliver en mentalt udfordrende dag. Jeg drøner gennem støvede og tilsyneladende komplet uinteressante Juliaca (200.000 indb.) og er snart ude i den åbne altiplanoslette i 3.800 højdemeter. Asfalten er stadig ujævn, og balderystende, men ganske fornuftig.

    Another flat tyre! Near Juliaca, Peru.

    Efter endnu et banan + brødbreak i landsbyen Calapuja, hvor jeg falder i snak med Elvis Torres, en ung, sympatisk arkitektstuderende fra Arequipa, er jeg tilbage i de øde pampaslandskaber – og tilbage er det bløde bagdæk. 🙁 Af alle væmmelige fornemmelser, er den af blødt bagdæk nok den værste.

    Altiplano cycling near Juliaca...

    Har ikke mod på at forsøge at lappe igen, så jeg nødpumper bare og fortsætter. 200 pump skal der til. Jeg har ikke lyst til at havne ude i ingenting her i 3.850 m, så jeg stiler mod Pucará, knapt 35 km fremme. 30 minutter får jeg at løbe på inden bagdækket er gyngende igen. Merde! og 200 nye pump. Jeg er syg af at pumpe. Sorte skyer trækker op mod nord (min retning) og enkelte lyn blitzer. Jeg nyder ikke eftermiddagen.

    Uhh, looks pretty dark to me!

    De sidste 10 km mod Pucará er jeg ramt af en syg modvind og dryp, der heldigvis aldrig bliver til andet. Jeg kan nu mærke målet og knokler afsted. Griner af/til mig selv og situationen. Det er demoraliserende den ene dag at lappe, den næste at lappe igen og så 2 timer senere samme dag være flad igen. Cykelmekaniker bliver jeg aldrig.

    Ceramic figures in the courtyard where I stayed in Pucara, Peru.

    I Pucará finder jeg et hostal. Det er fyldt. Af hvad, ved jeg ikke, for jeg ser ingen andre mennesker. Bad news. Zülle er træt. Hotelfatter beder mig dog komme med, da han kender et andet, unavngivet sted, hvor jeg kan sove. Det er et supersimpelt, lille kammer inde i en gård, hvor en keramikfabrik, der fremstiller små lerfigurer, holder til. Skør setting, men sengen er plan og blød, så det bliver mit sted for natten. Der er intet bad, men for 14 DKK kan man ikke være krævende.

    Don Martin, the mechanic in Pucara.

    I nabohuset holder mekanikeren Don Martin til. Jeg trækker Kogaen ind i gården og går i gang med minutiøst at lede efter synderen, der gjorde det grimme ved bagdækket i dag. Der er både glasskår, en torn og stålwire boret ind i gummiet. Don Martin er en sjov, hyggelig mand, hvis selskab jeg nyder. Han sælger mig nogle enorme lapper, som han selv bruger til at lappe lastbildæk etc. med. Snart smiler både Kogaen og jeg (og Don Martin, der helt sikkert smurte ekstra på prisen for lapperne, men jeg var ligeglad i situationen).

    Pucara, Peru.

    Basic accoomdation in Pucara.

    Share

    Fotoalbum fra Argentina

    Monday, October 27th, 2008

    Jeg har sammensat et nyt fotoalbum fra smukke Argentina. Personligt, synes jeg, det er et af de bedste indtil videre. Måske det bare er mig…

    Tag et kig!

    WT Fotoalbum fra Argentina (180 billeder)

    Share

    Dag 932 – Regn i Puno

    Monday, October 27th, 2008

    Regnen falder tungt hele morgenen. Selvom jeg er klar til sadlen, magter jeg ikke silregnen og vejrudsigten har ingen smil om læben. Det bliver til en praktisk oversidderdag i Puno. I en lokal cykelshop finder jeg to cykelslanger og får på hostellet fikset bagdækket, der har tabt luft siden Cochabamba.

    Puno tri-cycle.

    Ellers en noget jævn, lettere mellemfornøjet dag i Puno. Føler mig rastløs. Kender ingen her og er (som det er set før) for træt til at give mig i kast med nye bekendtskaber. Det er en svær ting, nogle gange. Tanken slår mig, at jeg ikke har megen sjov, at jeg ikke griner meget i min eremitiske énmandslejr. Regnen hjælper heller ikke på humøret. Det er skønt at netchatte med min søster Julia, men det fortæller mig også, hvor langt væk hun og København er. Av.

    Puno in sepia...

    Dagens Tone: Bohemian Rhapsody – Queen

    Puno downtown...

    Jeg ved, at disse indre skyer blot er et overgangsfænomen og at jeg snart finder gnistens kontakt igen, men jeg er nødt til at arbejde med det, mærke efter, prioritere og så handle. Er fanget mellem lysten til/fascinationen af livet i byerne og lysten til/behovet for at komme fremad.

    Puno street life...

    Puno overrasker mig (igen) positivt. Byens sikkerheds-issues mærker jeg intet til. Der er masser af liv omkring hovedgaden, topklasse-restauranter og en dejlig lokal stemning trods de mange turister her.

    Another Puno tri-cycle...

    Share

    Dag 931 – Farvel (Bolivia) & goddag (Peru)

    Sunday, October 26th, 2008

    Copacabana -> Puno (hostal)
    Distance (km) : 145
    Time on bike : 7h 52m
    Brutto time: 08.30 – 17.30 (Peru time)
    Avg : 18.4 km/h
    Max.speed: 64.3
    Total (km) : 36.519
    Altitude (end of day): 3.830 m

    Horses near Copacabana, Bolivia.

    Tvivl er roden til meget skidt, så gårsdagens beslutning om at forlade Copacabana – småsyg eller ej – føles god her til morgen. At spørge de lokale om vej til Peru (ikke bare om vej til bageren, men til Peru!) er ligeledes med til at kickstarte mig i dag. Allerede tidligt på formiddagen har jeg fået klaret pasformaliteterne. Peru! Et nyt land, et nyt stempel, et nyt klokkeslæt og nye eventyr.

    Lake Titicaca.

    Er flyvende de første 4t 45m (89 km) til landsbyen Ilave, hvor jeg holder frokost. Landskabet er sprødt med lerklinede lerhytter, lamaer (no hanky-panky denne gang), æsler, får, grise, særprægede klippeformationer i rustrøde nuancer. Og en masse GRINGO!-tilråb fra vejkanten. Dem skal jeg nok snart blive rigtigt træt af. Smukt cykelvejr.

    Welcome to Peru!

    Peruvian village near Katani.

    Asfalten, der indtil nu har været upåklagelig og glat, skifter fra Ilave ham og bliver ru, ujævn og hullet. Der er ikke megen plads til mig på vejen – faktisk kun den 15 cm brede, hvide stribe, der markerer vejens perimeter. Det er temmelig megen bum-shaking og der bliver bandet lidt. Næsten alle lastbiler dytter pr. default, enten for at gøre opmærksom på dem selv eller for at sige Hola gringo! Det frustrerer lidt, for det prikker huller i det tæppe af koncentration, jeg har pakket mig ind i i eftermiddag.

    The Young Shepherd.

    Der er mindre op- og nedkørsler, men generelt er dagen dejligt flad og ruller mellem Titicaca-søens 3.800 m til ca. 3.900 m. Det er herligt for en gangs skyld direkte at kunne aflæse resultatet af anstrengelserne på triptælleren. Selvom de 145 km fra Copa til Puno er er pæn mundfuld, så går jeg fra morgenstunden efter maratondagen. Det mentale ur er stillet skarpt og benene er stærke.

    Primitive settlement on my way to Puno...

    Geology

    Peruvian farmers.

    Farm house near Lake Titicaca, Peru.

    10 km før Puno begynder det at hagle. Madness. Det har været en varm, solrig dag, og pludselig falder temp. fra 30C i solen til kun 8C under det haglplagede skydække. Kroppen er stadig varm, så jeg fortsætter lidt indtil en flok trafikpolitifolk vinker mig ind i tørvejr ved et checkpoint. Jeg falder i WT-snak med den ene betjent, der synligt er dybt imponeret og spørgsmålene falder næsten lige så hurtigt som haglene. Da jeg vil videre, tager betjenten fat i mig med begge arme i en memorabel afskedssalut og er ved at bukke helt ind i maven på mig – af respekt, formoder jeg. Flinke folk 🙂

    Having a break in the ditch...

    Fire in the fields...

    Hail-hail...

    Solen er gået ned, da jeg midt i Puno finder komfortable Hostal Los Uros (til 25 soles. 1 sol = 1.80 DKK) med superbløde madrasser, der gør dagens anstrengelser det hele værd. Er glad for ikke at skulle entre den ca. 105.000 indb. store by, der ifølge rygtet er en af de slemme(re) drenge i den peruvianske skolegård.

    Puno by night...

    Hvis der var noget omgangshalløj på vej gennem de sidste dage siden La Paz, så bliver det i hvert fald skudt ad helvede til i dag. De knapt 8 timer i sadlen skyder mig 145 km frem (de 135 ind i Peru) og samtidigt én time tilbage, så jeg (vist) nu er 6 timer bag Folketinget.

    Puno cathedral...

    Share

    Dag 930 – Regn & gråvejr

    Saturday, October 25th, 2008

    (Billeder kommer)

    Kroppen fortsætter sit flabede forsøg på at få bugt med min raskhed. Er tung i hovedet, øjnene ømme, ingen feber (tror jeg), men uden lyst til at stå op. Zombie. Hotelmutter beder mig om at skifte til naboværelset, da mit efter sigende er booket til anden side. Jeg protesterer lidt, men indvilliger hurtigt.

    Det småregner i Copacabana og der ligger et massivt skydække over Titicaca. Et fint vejr at være småskræntende i.

    Udsigten til at kunne få nogle lange, kilometer-effektive dage langs den peruvianske Panamericano Highway er mere tiltrækkende for mig nu, end den flade, trafikerede motorvej egentlig fortjener. Udsigten til at kunne “slippe for” de mange drøje bjergveje i Andes-regionen (via Ayacucho m.m) virker tillokkende, også selvom jeg vil komme til at hade den kedelige, begivenhedsløse hovedvej.

    Well, sådan tænker jeg i dag – en dag, hvor jeg egentlig ikke burde tænke mere end højst nødvendigt. Kan ikke rigtigt bruge de ikke-konstruktive tanker til noget.

    Regnen har fået mig til at regne lidt også…Jeg…

    A. Regner stærkt med at forlade Copacabana (og Bolivia!) i morgen.

    B. Regner dog ikke med at være helt fit-for-fight.

    C. Regner dog med, at dét at komme i sadlen igen vil have en stor signalværdi overfor kroppen, som ikke skal tro, den sådan kan lege kispus med mig…

    D. Regner med at gå tidligt i seng, selvom jeg har katteluret og hvilet det meste af dagen. Peru venter på mig…

    Share

    Dag 929 – Tanker om lavkonjunktur

    Friday, October 24th, 2008

    Er træt hele dagen. Tror, kroppen forsøger at lægge mig syg. Skidt idé. Går rundt på jagt efter en stor platte morgenmad, men er for nærig og finder (det er set før) i stedet en indianermutter på gaden, der sælger mig to salteñas (kødfyldte dejlommer) og dernæst en kaffemutter, der laver mig en kop kaffe (1.50 DKK) på det lokale marked her i Copacabana.

    Det er som om, jeg (for tiden, gradvist eller endeligt, jeg ved det ikke) har mistet lidt af lysten til eventyret, lysten til eksploreringen, lysten til udfordringen. I stedet har lysten til egentligt bare at komme fremad, til bare at komme mod nord op gennem Peru og Ecuador til Colombia taget over.

    Bl.a fordi den region, der nu venter mig (Cusco, Nazca, Lima, evt. Huaráz, Trujillo og Ecuador) er oplevet før og derfor ikke helt rummer samme attraktion for mig, som ex. Colombia gør for mig nu. Her fra Copacabana er der næsten 3.000 km til den ecuadorianske grænse og yderligere ca. 1.000 til Colombia. Min lyst til at tage på dagture, afstikkere, treks og den slags ligger et temmelig lille sted for tiden. Vil bare gerne fremad.

    I stedet for at tænke, ahh, inkaruiner og Macchu Pichu, tænker jeg snarere, hvor mange cykeldage jeg behøver for at krydse Peru. Er et eller andet sted ligeglad med, om jeg kommer til at bruge det meste af min tid i Peru langs den trafikerede og cykelmæssigt set kedelige Panamericano.

    Hvilket vel i grunden også er både okay og forståeligt efter at have været undervejs i mere end 2½ år og befinde sig i Sydamerika med snesevis af km asfalt foran mig inden jeg atter er i Danmark. De forskellige seværdigheder i verden kan vel ikke blive ved med at have den samme tiltrækning på mig, særligt ikke, hvis jeg allerede (i 1998) har oplevet nogle af dem?

    Men lige så foruroligende disse tanker og overvejelser kan være for mig, lige så sikker er jeg på, at de er forbigående, og at jeg snart vil tænke i andre, optimistiske baner.

    Gennem de sidste uger har jeg tænkt en del på vennerne og familien hjemme. Det er som om, der er gået et lille hul i min kevlarsjæl, der ellers bravt har holdt afsavnet stangen. Blitz-tanker, som jeg ligeledes har forsøgt ikke at adressere, som uhh, jeg er 32½, er nok ikke hjemme før jeg er 34, mine smukke venner får smukke børn hjemme i Danmark, opbygger familier, blive dygtige fædre og mødre, mens mit liv går i en helt anden retning.

    En retning, jeg er både glad og stolt over, men som det også kræver en enorm styrke at opretholde, når tankerne om, hvilket liv, jeg kunne have hjemme i Danmark, pludseligt rammer mig på en dag, hvor trætheden har sat sig i mig. Som i dag i Copacabana.

    Jeg trøster mig ved visheden om, at denne melankoli og lavkonjunktur i mig kan – og højst sandsynligt vil – ændre sig i løbet af natten, og morgendagen kan blive mødt med den vanlige optimisme og fremdrift.

    Ved 20.30-tiden banker det på min dør. Det er tyske Nicole & Marina (som jeg mødte i Cochabamba) og deres ligeså purunge ven Tobias, der hører, om jeg har lyst til en aftenøl. Jeg har i grunden mere lyst til at se The Painted Veil færdig, som jeg er i gang med at se på min laptop, men undskyldningen udebliver, så beer it is…

    (billeder kommer)

    Share

    Dag 928 – Lamasex

    Thursday, October 23rd, 2008

    Tiquina -> Copacabana (hostal)
    Distance (km) : 40
    Time on bike : 2h 51m
    Brutto time: 09.50 – 14.30
    Avg : 14.0 km/h
    Max.speed: 58.9
    Total (km) : 36.373
    Altitude (end of day): 3.810 m

    My little room in San Tiquina, Bolivia.

    Dagens etape ligner på papiret noget, der næppe kan betegnes som opvarmning for Zülle. Sølle 40 km, fra Tiquina i 3.810 m til Copacabana i 3.810 m. Men papiret bedrager. Det er imponerende, hvor mange store bjerge der er pakket sammen på denne lille landtange, og hvordan den (i øvrigt perfekte, nyasfalterede) vej lader til at opsøge dem alle.

    Ace & the mules.

    Der er ingen tid til lige at sunde sig lidt efter morgenkaffen og det daggamle brød, som jeg fik serveret i en lille restaurant, for endnu inden vejen har forladt Tiquina starter en stejl stigning, der senere flader lidt ud, men grundlæggende fortsætter de første 28 km indtil jeg når toppen i 4.251 højdemeter.

    Tiquina at the Titicaca Lake.

    Der er smukke udsigter til begge sider ned over Titicaca-søen, når asfaltslangen krydser fra den ene bjergside til den anden. Jeg er ikke helt fit for fight, fornemmer jeg (er det stadig byturene i La Paz, der spøger?), og det er hårdere end ventet, men det fornøjer mig for en gangs skyld ikke at have 100-150 km på dagens program. De sidste 10 km nedkørsel til Copacabana er vidunderlige, men alt for hurtigt overstået (sådan er det nogle gange).

    Enjoying lunch and the views over Titicaca.

    På vej op mod passet hører jeg pludseligt nogle underlige dyrelyde, som Ace Ventura i mig aldrig har hørt før. At jeg er havnet midt i en elskovsakt, er jeg klar over. Men at den foregår mellem 2 pelsede lamaer!

    Llamas having sex. Near Copacabana, Bolivia.

    En brunstig han-lama jamrer løs på de lyse tangenter og bestiger kejtet, men beslutsomt hun-lamaen, der – som det er set før, også i vores verden – spiller hard-to-get og trisser langsomt videre, som om det at have et horny 200 kg pelsdyr siddende på ryggen ikke er noget, der hverken bekymrer eller behager hende. Det er storartet Animal Planet action. Mesterligt! Og endnu en af overraskelserne ved det nomadiske cykelliv.

    Llamas (nearly) having sex. Near Copacabana, Bolivia.

    Nede i byen (50.000 indb.) møder jeg spanske Alberto & Ana, der har cyklet fra Guatemala. De anbefaler Hostal Gabriel, hvor jeg snart logerer ind til rekordlave 10 bolivianos (7.50 DKK!) for et dejligt, rent værelse, med 2 senge, fælles bad med elektrisk brusehoved.

    Titicaca Lake, Bolivia.

    Går rundt i Copacabana det meste af eftermiddagen og forsøger blandt andet at memorere, hvordan stedet så ud i 1998, da jeg var her første gang. Der er væsentligt flere, farvefriske pedalbåde (der næsten alle sammen er formet som noget så uboliviansk og dansk som svaner) nede ved den flotte bugt/strand. Ligeledes er hoteller og pensioner blomstret op overalt.

    Copacabana town...

    Settingen mellem to 200 m-høje minibjerge og lige ud til Titicaca-søen, under den dybblå himmel, jeg nok altid vil forbinde med Bolivia, er stadig fantastisk. Stemningen er afslappet, sommerlig (trods de 3.800 m) og behagelig, som jeg husker den fra 10 år tilbage.

    A cloud over Titicaca...

    Efter en gang gedigen gademad byder aftenen på cykelsnak m.m over et par kopper the med cocablade på hostellet med Ana & Alberto og en italienske cyklist, Ermani.

    Share

    Dag 927 – Tyrenosser og Titicaca

    Wednesday, October 22nd, 2008

    La Paz -> San Pedro de Tiquina (hostal)
    Distance (km) : 114
    Time on bike : 6h 31m
    Brutto time: 09.40 – 18.00
    Avg : 17.4 km/h
    Max.speed: 56.9
    Total (km) : 36.333
    Altitude (end of day): 3.810 m

    Leaving La Paz. Nicolai and Swedish Phillip from Loki Hostal.

    Afgang La Paz. Der er ingen tid til opvarmning i sadlen i morges, for de første 12 km fra La Paz stiger 450 m op til El Alto-forstadens 4.050 m. Byturen mærkes. Zülle sveder. Først efter næsten 30 km hører forstadsbebyggelserne op, og det efterhånden klassiske altiplano tager fat. Mod nord rejser den sneklædte Cordillera Real-bjergkæde sig under skydækket. Flad cykling.

    El Alto market, La Paz Suburb.

    Typical altiplano setting west of La Paz, Bolivia.

    Vinden, der indtil nu har forholdt sig enten passivt eller svagt i min favør trækker pludselig i fjendens klæder og puster mig strengt i ansigtet. Frustrerende. Kort efter landsbyen Batallas (60 km) dukker Titicaca-søen op i 3.800 meters højde. Søen er udover sin skønhed kendt for at være verdens højest beliggende “sejlbare” sø. Der er på størrelse med Sjælland og tager sig ud som et hav snarere end en sø.

    Cordillera Real, Bolivia.

    Mit Bolivia-kort indikerer et fladt terræn langs Titicaca, men der er konstante, kortere ups & downs langs søens østlige bredder. Maven rumler pludseligt og jeg bare træde af i vejgrøften, mens indianermødre med børn og æsler på slæb går forbi. What else is there to do?

    Doing the laundry.

    Cordillera Real as a nice backdrop...

    Titicaca er det nærmeste jeg har været på noget, der minder om havet siden jeg forlod Påskeøen i det østlige Polynesien for 2½ måned siden, den 8. august. Ikke hverdagskost, når man hele livet har boet ved havet.

    The Sad Bull...

    Dagens højdepunkt i afdelingen for hverdagsoplevelser er overværelsen af en ko-partering i vejsiden. En del mennesker er forsamlet omkring tyren, der ligger opsprættet og forblødt på den nøgne jord. Som for at bryde isen (min hensigt er som oftest fotografisk), spørger jeg mændene, om ikke de spiser tyrenosserne, da de efter sigende skulle være et glimrende afrodisiakum. Det morer de sig meget over, både mænd og damer, og sidstnævntes hestehaler hopper på ryggene.

    The Sad Bull 2

    Isen er smeltet. En pige spørger, hvad jeg har i cykeltaskerne, og om jeg ikke har plads til en lille cholita (pige) på cyklen. Stemningen er skøn, og det er lækkert at få lov til at stå og joke med flokken. Både billeder og video får jeg taget med gruppens (overraskende) accept. Med undskyldningen (den sande) om, at jeg lige har spist suppe, afviser jeg en af mændenes tilbud om at få den ene tyrenosser med i bagagen. Jeg er stadig ung og har ikke brug for sådanne feje virkemidler.

    Housing on the Titicaca Lake...

    Der er to landsbyer med navnet Tiquina her. Ved 17-tiden når jeg den ene, San Pablo de Tiquina, der ikke har nogen sovemuligheder. Den anden, San Pedro de Tiquina, er beliggende på den modsatte side af Titicaca-søen, og har iflg. landsbyrygtet et lille gæstehus. Landsbyerne er maritimt forbundet af små træpramme (ingen af hvilke ville kunne klare Dansk Søfartsstyrelses sikkerhedskrav), der som penduler fragter passagerer, biler, busser og altså hollandske supercykler de ca. 1000 m over på den modsatte side.

    A Woman and her Donkey. Titicaca - Bolivia 2008.

    The Koga on the raft...Tiquina, Bolivia.

    Det har været endnu en hård dag og jeg er sindssygt træt, da jeg af en ældre mini-mand (kun lige over dvaergstadiet) vises mig op til mit simple værelse. Crasher øjeblikkeligt ½ times tid, da først alt grejet (inkl. Kogaen) er blevet krænget op ad den smalle trappegang. Jeg er eneste gæst på stedet, der hverken har bad eller toilet.

    The Koga on the raft. Tiquina, Bolivia.

    Share

    Dag 926 – Ordene, der ramte mig hårdt i den bløde kule

    Tuesday, October 21st, 2008

    Der er stadig tusindvis af demonstrerende campesinos i La Paz’ gader i dag. Jeg har fået taget mine billeder (l’egoiste!) og er ved at blive lidt træt af menneskehorderne, der gradvist bliver stivere og stivere. Der stinker af pis, lort og bræk, og alle fortove, vejskilte og gadehjørner ligger på trygleknæ om at et regnskylle måtte komme forbi La Paz.

    Kanonslagenes størrelse og intensitet tager ligeledes et nøk opad i dag – der er tale om enorme Rießenknallers! De lyder som bilbomber (tror jeg) og tordner gennem gaderne og støder til mellemgulvet. Jeg fornemmer en mere anspændt stemning i gaderne. En hvidtoppet herre (formodentligt en spiller på den politiske arena her) er på mystisk vis havnet midt i en flok vrede (og alkoholpåvirkede) campesinos, der med knyttede næver og løftede træstave giver udtryk for deres utilfredshed i høje decibeltal. Lussingerne bliver dog heldigvis nede i lommerne.

    Jeg får en lang email hjemmefra i dag. En smuk email fra en smuk ven. Om afsavnet og om det urimelige ved venskaber sat på hold i flere år. Ordene rammer mig hårdt lige i den bløde kule. Der går simpelthen hul på kevlarsjælen dér i netcaféen, og tårerne triller deres eget kindløb. Savnet i mig føles større end nogensinde. Det savn, jeg normalt ikke tillader megen taletid; det fravær (926 dage), jeg forsøger ikke at se alt for meget tilbage på, fordi det gør for ondt. Forsøger altid at se fremad, og fokusere på, at der i morgen er én dag mindre til gensynets knus, til genforeningens glæder.

    Men når der går et lille hul på sjælen, så er det svært at være stærk i tanken…

    (Billeder kommer)

    Share

    Fotoalbum fra Chile

    Tuesday, October 21st, 2008

    Jeg har udvalgt nogle (82) af de bedste billeder fra Chile, et land, jeg helt sikkert vil vende tilbage til en anden gang. Jeg tilbragte kun 2 uger i Chile (+ 8 dage på Påskeøen), størstedelen af tiden hos min veninden Paola og hendes familie i en forstad til hovedstaden Santiago. At krydse Andesbjergene midt i den chilenske højvinter var et højdepunkt og noget af en mundfuld.

    Verden er fuld af muligheder, så der er 3 måder at se billederne fra Chile på;

    1. På Flickr
    2. Som et Flickr diasshow (klik på billederne for at se tekst-boks)
    3. På WT

    Nicolai (La Paz, Bolivia – 21OKT2008)

    Share

    Dag 925 – Demonstrationer i La Paz

    Monday, October 20th, 2008

    Dagens Tone: Say a Little Prayer – Aretha Franklin

    Det er dagen, hvor de tusindvis af marchistas (hovedsageligt demonstrerende bønder) kommer til La Paz efter deres lange (195 km) vandring fra Caracollo (se BBC-artikel). Der er uenighed om antallet af demonstranter i hovedstadens gader, men iflg. nettet drejer det sig om alt fra “over 100.000” til en halv million. Men der er fandme mange!

    Gaderne omkring Plaza Murillo er spærrede af af tusindvis af politi- og militærfolk. Gaden, hvor “mit” vaskeri ligger er desværre også afspærret, og først efter jeg har været igennem alle de spanske højlighedsfraser tillader en pansret og maskingeværudrustet politimand mig adgang de 20 m over til vaskeriet.

    Jeg trænger til lidt luft, så jeg går en lang (og stejl) tur op i nogle af forstæderne, der på imponerende vis klynger sig til de ca. 30-45 grader stejler skråninger, der omkranser La Paz. Min puls hamrer afsted her i 3.900 m, og udsigten stjæler pusten.

    Da jeg ved solnedgang er tilbage i La Paz syder og koger det endnu mere i gaderne. Der er campesinos, bannere, indianerkoner, orkestermusik, kanonslag, fyrværkeri og gadesælgere overalt. Folk danser, sidder, går, pisser og står i alle gader – det er et vanvittigt skue.

    (Billeder kommer)

    Share

    Dag 924 – Karneval i La Paz (og en Top 10) (UK)

    Sunday, October 19th, 2008

    Going out the last few nights hasn’t purely been one massive diabolic drinking fête (but close, really). Thus, times spent in bars and discos have given me the opportunity the make an anthropological (sort of) reflection on the drinking habits of the different nationalities I’ve met on this and previous travels. Some people really know how to throw a party, how to bottom (up) those Bock beers and drinks. To me (and I’m sure I’m not the only one) the Irish people will forever be on top of this drinking, party-loving list. They know it. They’re proud of it.

    Top 10 Party People of the World

    1. Ireland
    2. England
    3. Australia
    4. Holland
    5. New Zealand
    6. Scotland
    7. Israel
    8. United States
    9. Sweden
    10. Denmark

    Carnival time in La Paz!

    Carnival time in La Paz!

    Carnival time in La Paz!

    I feel alive today. I walk the endless streets of La Paz, just sucking in the atmosphere created my thousands of Sunday relaxing Bolivians.

    Carnival time in La Paz!

    Carnival time in La Paz!

    Street vendor, La Paz.

    There are loads of parades on the main drag through the city. Very carnivalesque, very colourful, very impressive, very crazy. Seeing the cholitas, the pony-tailed, aymara and quechua speaking indígenas with bowlerhats and short skirts drinking beers like there was no tomorrow and hugely enjoying themselves, is a happy sight.

    Jugo de naranja. La Paz.

    Carnival time in La Paz!

    San Francisco Catedral, La Paz.

    Having fun under the Bowler hats!

    This is La Paz, Bolivia and I love all bits of it.

    Colours of La Paz.

    Pigeon feeding in La Paz.

    Fiesta en La Paz...

    The lowlight of the day is the a visit to the movies. The Bolivian/US made production called Nocturnia is such a crappy movie with a stupid out-of-control ending that didn’t make sense to me at all (admittedly, I probably wasn’t firing on all cylinders after 3 heavy nights out in a row!). 2 hours of total waste + money. Don’t go.

    Simon Bolívar. La Paz, Bolivia.

    In the evening I randomly run into my Swiss dorm mates, Andrea & Martina and we decide to go out for a big steak dinner. Our bodies are all craving for something just a little more substantial than cerveza.

    Nicolai, Andrea, and Martina (both Swiss) at Mongo's in La Paz.

    T-bone, Coke Light and cosy times it is then…

    The Ball Room Bar at Loki Hostal...

    Share

    Dag 923 – Payback (UK)

    Saturday, October 18th, 2008

    Organized Chaos

    Tune of the Day: Crosses – José Gonzáles

    La Paz city bus...

    It’s payback time for my nocturnal excesses today. Apart from a little cruise around town I stay in my 8 bed dorm room most of the day, crashing and recovering. There are now 3 Israelis in my room. On all demographic grounds and considerations (and without intentionally hurting anyone) that’s got to be enough.

    The sad-looking Charlie...

    Plaza de los Estudiantes, La Paz.

    Majestic Illimani (some 6.400 m) looming over La Paz...

    My home in La Paz: the great Loki Hostal...

    It’s Saturday and because of the general consensus that we are here to have a good time, Saturday means more alcohol and drinks. It’s a great concept for now. I feel like 21 again.

    Loki Hostal, La Paz. A beautiful old construction...

    Share

    Dag 922 – La Paz – en visual tilgang (UK)

    Friday, October 17th, 2008

    This is good. La Paz has taken me by surprise already. The bustling city is full (as in FULL) of street vendors, small interim, ramshackle stalls selling whatever anyone would possibly need. Including plastic bags with drinking water (0.5L) at just 8 US cents/bag – a much needed offer after yesterday’s drinking bout in the classy, colonial bar (the old ball room) at the great Loki Hostal packed with international, fun-loving travellers.

    Llama foetus in La Paz' Witch Market...

    Llama foetus in La Paz - Bolivia.

    Homeless or just seriously hungover?

    Plaza Murillo, La Paz - Bolivia.

    Llama foetus in La Paz' Witch Market...

    The Naked Pollo...

    Aymara tradition (incl. llama foetus) in La Paz...

    For hours I walk around the busy streets of the capital, wathcing, smelling, listening, filming, snacking (a beautiful fruit shake go for just 45 US cents, so why not take two?).

    Market in La Paz...

    San Francisco Catedral - La Paz.

    La Paz street life...

    On a more interesting note, I met what was most likely my first street bandit today. A suspiciously looking figure was following me in one of the crowdier backstreets. I stopped to see what he was up to, he did the same a few seconds later, looking down and around secretly checking up on my whereabouts.

    Inside the San Francisco Catedral - La Paz.

    I instinctly knew something wasn’t right, so I decided to confront the bugger and went right next to him staring at him trying to indirectly show him that I knew what kind of bad fella’ he was and that it’d take a more cleverly configured masterplan to trick me. My beloved Canon SLR was not going to change ownership just now. I think the bugger got the message and soon left the place, head down.

    Street vendor in La Paz.

    Meat market in La Paz...

    Since I arrived in Sucre a few weeks ago, going out, meeting people, having a few stubbies has become an increasingly important part of the journey at this stage. Partly because I now feel that I can afford it, and partly because sharing stories, laughing, communicating and other important ingredients in the social fabric called life, really is what matters when it all comes down to it. You can take (and be impressed by) only so many waterfalls, canyons etc. but the social life, sharing perspectives on this and that never stops impressing me.

    Catnapping in the office hours!

    La Paz street life...

    La Paz street life...

    Cinnamon sticks...

    La Paz market...

    Girls & Pigeons.

    Plaza de los Estudiantes, La Paz.

    And Loki Hostal is a great place for just that. It is to be a wild and crazy night out with handfuls of newly made friends from New Zealand, Switzerland, Australia, Germany, Ireland, the UK, Brazil, Bolivia at the Loki Bar and (in the wee hours) the nightclub Orange.

    Share

    Dag 921 – Frust på det bolivianske altiplano

    Thursday, October 16th, 2008

    Patacamaya -> La Paz (hostal)
    Distance (km) : 105
    Time on bike : 6h 26m
    Brutto time: 07.10 – 15.30
    Avg : 16.3 km/h
    Max.speed: 60.8
    Total (km) : 36.220
    Altitude (end of day): 3.700 m

    6.37 er jeg på gaden med Kogaen, klar til morgenkaffen og La Paz. Foran mig ligger 105 relativt flade altiplano-km omkring 4.000 højdemeter til hovedstaden. En distance, der efter de mange maratondage her i Bolivia, på papiret forekommer mig helt medgørlig.

    Los Marchistas on their way to La Paz...

    Kaffe, 2 stykker brød og lidt ost koster formedelst 2.50 bolivianos (1.75 DKK) på en lille restaurant i Patacamaya, som jeg forlader 7.10.

    Los Marchistas on their way to La Paz...

    En streng mod/sidevind følger mig hele dagen til La Paz, der er min 18. hovedstad i 27 WT-lande. Vinden er kold heroppe i ca. 4.000 m og den sløver mig til under 15 km/t. Termometeret siger 8C – chillfaktoren er nær frysepunktet. Klart vejr og fuld sol over Bolivias altiplano.

    Marchista

    Dagen bliver langt hårdere end ventet takket være 105 km i stiv side- og modvind. Dybt frustrerende. Du skulle prøve det! Det er sej cykling og der skal trædes igennem hele tiden. Flere gange bander og svovler jeg i raseri ud i den tynde luft over de nøgne sletter…

    – Hvad fanden sker der?
    – Fuck, hvor er det latterligt! (og andre velmente usmageligheder)

    Marchistas...

    Sort of flat, sort of boring. Bolivian altiplano...

    75 km south of La Paz...

    Frank Black får mig for en kort stund til at glemme strabadserne og vinden og til at fokusere på, at La Paz snart er i hus.

    Nicolai and the Koga on the Bolivian altiplano...

    Llamas on the Bolivian altiplano...

    El Alto, La Paz’ ekspansionszone og slumforstadskvarter (siges det) er beliggende i 4.050 m, hvorfra jeg har en vidunderlig udsigt over hele La Paz, der ligger 300-600 m under El Alto, som en gigantisk urban bowle. Sneklædte Illimani fører sig frem bag byen med sine godt 6.400 m.

    Just south of La Paz, Bolivia.

    Finally! La Paz is here...

    De 11 stejle km fra El Alto og ned til La Paz foregår med tungen helt lige i munden og i high-speed på den ujævne hovedvej (jeg så i forbifarten ikke cykling forbudt-skiltet) gennem herlige eukalyptuslunde og semislum på de stejle skråninger.

    La Paz in all its´ glory..

    Tjekker ind på et 8-sengs dorm room på Loki Hostal midt i byen – et nyåbnet, gigantisk hostal i en imponerende, kolonial bygning. Der er masser af unge rejsende og en klædelig social stemning, der bringer glæde i WT-lejren.

    Gaderne i La Paz svirrer og syder af liv, og det er en eksplosion af indtryk at være ankommet til metropolen efter dagene på det næsten tomme altiplano. Jeg er naturligvis vild med at være her! Hænger ud i baren på hostellet om aftenen sammen med snesevis af internationale rejsende.

    Share

    Dag 920 – Tankens Kraft

    Wednesday, October 15th, 2008

    Caracollo -> Patacamaya (pensión)
    Distance (km) : 90
    Time on bike : 5h 0m
    Brutto time: 09.00 – 15.00
    Avg : 18.1 km/h
    Max.speed: 46.0
    Total (km) : 36.115
    Altitude (end of day): 3.850 m

    Det startede allerede i går eftermiddags omkring La Cumbre-passet. Maven opførte sig underligt. Det var dog for koldt og blæsende til at jeg havde lyst til at få gjort noget ved det. Maven fortsatte med at rumstere og har gjort det hele natten igennem. En underlig nat, hvor cykelscenarier har ræset gennem mit hoved uafbrudt.

    Caracollo, Bolivia

    I min mave har en lille methan-trold taget bo, der på samlebåndsmaner har pustet gasballoner op. Vældigt forstyrrende for nattesøvnen, men det har sine oplagte fordele at rejse alene nogle gange.

    My pension (red building) in Caracollo, Bolivia.

    Dagens Tone: The Hunter’s Star – Shearwater

    Morning coffee in a little eatery. Caracollo, Bolivia.

    Jeg føler mig sløj til morgen. Ondt i halsen. Zombie-tilstand. Kroppen vil gerne lægge mig syg, fornemmer jeg. Men som den dårlige nyhed har sygdommen ingen god timing for mig, så jeg genspiller mit mantra igen og igen: Jeg vil ikke blive syg, jeg vil ikke blive syg.

    Village on the Bolivian altiplano...

    Jeg tror på tankens kraft og på, at den kan overtrumfe kroppens patologiske signaler.

    Altiplano - Bolivia, October 2008.

    Har ingen særlig lyst til cykeldagen, der i 3.700-4.000 meters højde går over den typiske altiplano-højslette. Det er kedeligt og ensformigt. Tørt, øde og fattigt. Det er ned med hovedet, ned med de ømme skuldre og bare fremad. Jeg undgår øjenkontakt med de forbipasserende, der ofte dytter til mig, for jeg ved, jeg ikke har kræfter til at mønstre et oprigtigt smil i dag. Mit smil ville være kunstigt, og så undgår jeg hellere.

    Lunch break in Konani, Bolivia.

    Føler mig småsyg hele dagen og er glad, da jeg endelig når byen Patacamaya. Der er enorme optog i hovedgaden med tusindvis af indianske coca-tyggende bønder (marchistas) på vej mod La Paz med bannere med politiske budskaber. Det er farverigt og interessant, men jeg er for træt til at sætte mig ind i, hvad det drejer sig om.

    Busy "junction village" north of Konani on my way to La Paz.

    Jeg finder et temmelig ulækkert værelse på hovedgaden til 11 DKK og fader øjeblikkeligt ud, da jeg smider mig på sengen. Zülle er mat. Heller ikke her er det muligt at få et bad, men jeg trænger, så jeg fylder en cykelflaske med iskoldt vand og tager et alternativt ”bad” på toilettet, der som den øvrige standard her er ækelt.

    Bus crash south of Patacamaya, Bolivia.

    Los Marchistas on their way to La Paz...

    Jeg går ud for at opleve de sydende gader og det overraskende leben i Patacamaya. Mantraet begynder ud på aftenen for alvor at virke, og efter en gang kylling & ris er den lurende sygdom skubbet derud, hvor den hører hjemme, uden for mig.

    Los Marchistas on their way to La Paz...

    Los Marchistas on their way to La Paz...

    My alojamiento for the night. Patacamaya, Bolivian altiplano.

    Patacamaya, Bolivia.

    Hjemme på kammeret er bagdækket fladt. I lyset af de sidste dages fysiske strabadser virker en punktering som det rene ingenting. Hele 3 huller (2 stykker metalwire, 1 torn) fandt jeg i slangen. De selvklæbende lapper er mine venner. Studerer spanske gloser i en times tid inden Ole Lukøje trækker stikket ud ved 20-tiden.

    There's the bugger!

    Pollo, pollo, pollo. Bolivia is a nation obsessed with chicken...

    Loaded!

    Indigena in Patacamaya, Bolivia.

    Indigenas - Patacamaya, Bolivia.

    Los Marchistas.

    Share

    Dag 919 – Truck surfing

    Tuesday, October 14th, 2008

    Cochabamba -> Caracollo (alojamiento)
    Distance (km) : 193 (!)
    Time on bike : 7h 53m
    Brutto time: 09.15 – 19.00
    Avg : 24.4 km/h
    Max.speed: 76.6 (!)
    Total (km) : 36.024
    Altitude (end of day): 3.750 m

    Englen udeblev, så det er afgang Cochabamba i dag.

    The Andean giants that I´m just about to enter...West of Cochabamba, Bolivia.

    Det er som om urbaniseringen ikke vil stoppe, da jeg forlader Cochabamba. Først efter 25 km er der hul i bebyggelserne og udsigterne til de høje Andes-bjerge, jeg skal op at klatre i, dukker uforstyrret op. Efter 40 km får jeg mig i landsbyen Parotani en tidlig frokost i en lille restaurant med kyllinger rendende rundt på evig krummejagt på gulvet.

    Lunch break in Parotani, Bolivia.

    Det er 46C i solen, da jeg sætter mig i sadlen, med en monsterstigning fra Parotanis 2.450 m til La Cumbre-passet i 4.496 m, kun afbrudt af kortere fald på 2-300 m. Jeg ved, det bliver superhårdt – kroppen ved, den skal på arbejde nu. Hjertet tikker.

    Andean foothills west of Cochabamba.

    Kort efter at sveden er sprunget frem overhales jeg langsomt af en lastbil tungtlæsset med metalliske vragdele. Den chance kan jeg ikke lade gå forbi, så jeg stiller mig på pedalerne og får indhentet lastbilen og hægter mig med den ene hånd fast bag vognen. Min britiske cykelven, Alastair Humphreys, der i 2001-2005 cyklede jorden rundt, har i sin The Bicycle Diaries beskrevet

    the noble art of ‘truck surfing’ or grabbing hold of an
    overtaking truck and being dragged up the mountain behind it. It has the advantages of being entertaining as well as dangerous and it requires courage and initiative. We loved it. Being dragged by one arm behind a smoky, noisy truck up 1000m of steep Andean hairpin bends whilst dodging potholes and oncoming traffic at uncomfortably high speeds is not as easy as it sounds. And for anyone who thinks that it sounds like cheating they should try it- the searing agony in your arm makes cycling seem like the easy option. However, it is more exciting and faster than cycling.

    Pongo Village (4.100 m.a.s) - between Cochabamba and Oruro. Bolivia, October 2008.

    Truck surfing rules!

    Jeg bliver hængende der bag lastbilen i sammenlagt 3 stive timer, helt op til passet i 4.496 m. Det er hårdt for fingre, håndled, skuldre og arme, og jeg skifter hyppigt side bag lastbilen for at aflaste. Halvdelen af tiden ligger jeg direkte i udstødningsgassen. Smukke udsigter tilbage mod Cochabamba, men det kræver fuld opmærksomhed at truck surfe. Chaufføren, der er helt indforstået med projektet, holder en kort pause i en landsby i 4.100 m, hvor jeg sluger en banan og får en tår vand, inden han kører videre mod passet. Av, min arm.

    In the Andes...

    La Cumbre Pass, 4.496 m. Bolivia.

    Selv på de kortere nedkørsler holder jeg fast, selvom farten er høj. Fuld valuta for action-pengene. Kort før passet har begge mine hænder nået nær-vabel-stadiet og alle fasthængtningsmåder gør ondt, men jeg vil hele vejen op til passet.

    Altiplano, Bolivia.

    Omkring mig har det golde altiplano-landskab taget over. Lamaer snuser rundt i vejkanten.

    From La Cumbre Pass...

    Anstrengelserne til trods, så er truck surfingen hurtigere end cyklingen, og ved 16-tiden kobler jeg mig endelig fra lastbilen, da jeg når La Cumbre i 4.496 m. Wow, what a surf. 2 km vertikal stigning. Jeg har ingen idé om, hvor jeg kan sove, men der er for koldt på det vindramte pas til at dvæle ved de overvejelser, så jeg fræser nedad på den anden side. Goldt og smukt og nedkørslerne er raske og uvurderlige. Kører gennem primitive landsbyer med lerhytter med stråtag. Uhæmmet indianerland.

    Altiplano settlement.

    Altiplano settlement.

    The pension that never was. Leque Palca, Bolivia.

    I Leque Palca, en trøstesløs landsby, forhører jeg mig om sovemuligheder, men møder kun rystende hoveder og lukkede døre. Kl. er 17.45 og solen på vej mod nattely. Der er 31 km til Caracollo, en større landsby, hvor jeg ved, der er pensiones. Jeg er ultratræt og gider efter 162 km ikke mere for i dag. Jeg hopper dog tilbage i ekspeditionsgearet, finder fokus og skruer godt op for cadencen. Medvinden og lysten til at komme frem skyder mig afsted som en raket. Solen siger godnat, fuldmånen goddag. Et smukt vagtskifte over den bolivianske altiplano-højslette. Jeg krydser 36.000 km-mærket.

    Bolivian village near Caracollo.

    For en sjælden gangs skyldt mærker jeg ingen særlig glæde ved efter næsten 8 timer i sadlen at nå frem til aftenmørke Caracollo. Er fuldstændig smadret i hele kroppen. Har ikke rigtigt nogen appetit. Jeg slår til på det første (og muligvis ringeste) sted at sove. 15 bolivianos (11 DKK). Får ad 3 omgange bugseret alle taske og Kogaen op på 1. sal, hvor mit simple værelse tilbyder en seng, natbord, en nøgel el-pære og gamle gardiner, der ikke udfylder sin funktion. Lys og motorlarm fra hovedgaden 20 m fra mit vindue strømmer ind. Der er ikke noget bad, intet træk & slip. Det her er det rurale Bolivia.

    Moon rise over the Bolivian altiplano...

    En heltigennem vanvittig cykeldag…

    It was another crazy cycling day in Bolivia...

    Share

    Dag 918 – Cochabamba marked

    Monday, October 13th, 2008

    Cochabamba market...

    Besøger i formiddags det lokale marked, der efter sigende er Bolivias største. En kæmpe kop kaffe med brød koster 2 bolivianos, 1.45 DKK. Interessant prisniveau. Jeg udnytter kaffens kraft og får på et mildt coffein-trip skrevet grovskitsen til ugens MetroXpress-artikel på en lille serviet.

    Social fabric in Cochabamba

    Markedet er absolut indianernes højborg, og der er aymara og quechua-tunger overalt omkring mig. En cocablads-indianermor mener, at jeg vil have godt af en pose cocablade. Takker nej.

    Cochabamba market...

    Cochabamba market...

    På den centrale plaza rammes jeg af en duelort fra oven. Om det er et tegn på, at jeg skal se at komme herfra, ved jeg ikke, men jeg beslutter mig for at forlade Cochabamba i morgen. Med mindre en engel kommer og sætter sig på mit skød i aften, hvor jeg skal mødes med Christian til en (afskeds)tår.

    Cochabamba market...

    Cochabamba kid.

    Cochabamba market...

    Share

    Top 25 World’s Beautiful Cities (UK)

    Monday, October 13th, 2008

    Following is a highly biased and subjective list of the world’s most beautiful cities. The criteria are: A) a population of minimum 100.000 and B) minimum a few days of personal exploration.

    As with human beings, beauty is a questionable concept that has many different sources. Some, like #1 and #2, are just blessed with the most stunning setting imaginable. Others, like #5, #8, and #9 find beauty in their majestic magnitude and historical grandeur. Others again, like #4, #11, and #18 holds a certain socio-cultural attraction that make those places beautiful in my eyes.

    To make it clear(er) where I find the beauty of these cities, I’ve added a few parametres, plus the year of the visit(s).

    N = Natural setting
    M = Monuments and buildings
    C = Cultural interest and beauty
    H = Historical depth and beauty

    Top 25 World’s Beautiful Cities

    1. Sydney, Australia [N – 2008]
    2. Rio de Janeiro, Brazil [N – 1998, 2002]
    3. Istanbul, Turkey [N, M, H – 2006]
    4. Marrakech, Morocco [M, C – 2005 (x2)]
    5. Rome, Italy [M, C, H – 1994]
    6. Copenhagen, Denmark [N, M, H – 2001-2006]
    7. Cusco, Peru [M, C, H – 1998]
    8. Madrid, Spain [M, H – 1999, 2004]
    9. Paris, France [M, C, H – 1993]
    10. Chiang Mai, Thailand [M, C, H – 2000, 2007]
    11. Samarkand, Uzbekistan [M, C, H – 2006]
    12. Melbourne, Australia [N, C – 2008]
    13. Oaxaca, Mexico [M, C, H – 1998]
    14. Sucre, Bolivia [N, M, C – 2008]
    15. Granada, Spain [M, C – 1999]
    16. Krakow, Poland [M, H – 2006]
    17. Salta, Argentina [M, C, H – 2008]
    18. Potosí, Bolivia [N, M, C, H – 1998, 2008]
    19. Aarhus, Denmark [N, M, H – 1998-2001]
    20. Lisbon, Portugal [N, M, H – 1999, 2001]
    21. Luang Prabang, Laos [N, C – 2000, 2007]
    22. Bukhara, Uzbekistan [M, C, H – 2006]
    23. Hanoi, Vietnam [M, C, H – 2007]
    24. Granada, Nicaragua [N, C – 1998]
    25. San Cristóbal de las Casas, Mexico [M, C, H – 1997]

    Comments are always welcome!

    Share

    Dag 917 – Samtale

    Sunday, October 12th, 2008

    Det er flere måneder siden, jeg sidst har været i telefonisk kontakt med mine forældre. Det slog mig pludseligt forleden. Det bliver der i dag rettet godt op på med en maraton-videosamtale med hr. og fru Bangsgaard (og Lukas-katten kiggede også med) hjemme fra barndomshjemmet i Middelfart. Vidunderligt og længe leve it-teknologien.

    The Tarija Teens. Cochabamba, Bolivia.

    Mens jeg sidder på Prado’en, Cochabambas fashionable boulevard, kommer en flok teenagepiger fra Tarija (Bolivia) hen for lige at høre, om de må tage et billede af giraffen. Ingen alarm, så gruppens heldige alpha-hun sætter sig på bænken ved siden af mig, og beder mig – hun var kun 15-16 år 🙂 – lægge armen om hende. For fotografiets skyld, velsagtens. Det hele morer mig lidt, og jeg går i offensiven og beder om en tilsvarende tjeneste. For fotografiets skyld.

    Homeless in Cochabamba, Bolivia.

    Share

    Cochabamba update (UK)

    Sunday, October 12th, 2008

    A brief note here from Cochabamba (approx. 610.000 inhabitants) – the City of Eternal Spring – in Central Western Bolivia.

    I got here on Wednesday late afternoon after 3 very long and hard cycling days from Sucre (see log). 24 hours of tough and hilly pedalling in 3 days. The roads were a great mix of smooth asphalt, concrete blocks (smooth as well), potholed asphalt, cobbled roads (bad and agate-shaking, yes!), gravel. Bolivia is diverse!

    Meanwhile, I’ve been trying hard to catch up with all the caipirinhas & cervezas that I haven’t been drinking lately due to the rough cycling here in Bolivia. I randomly ran into a Danish guy, Christian at the fruit market stalls the other day. Such a great thing! Christian is an anthropologist (to-be) and is here in Bolivia to do his field work. We’ve been hanging out for the last few days and it’s just been fantastic to catch up on my Danish again and to enjoy the luxury of great company.

    Haven’t done much during the last days here; eating well, listening to Band of Horses (I’m totally lost in this song on Youtube – check it out!) in the cheap internet cafes, hanging out in parks and in the sunny streets of Cochabamba – yet another great, great Bolivian city. A the lures of the good night life here has turned me into an ad hoc nocturnal beast for now. It’s hard on the liver but it’s good fun.

    A few photo updates in the diary…

    Day 908
    Day 909
    Day 910

    More to come soonish…

    Another sort of update from the automobile corner…

    Realizing that it’s just 400 km on smooth asphalt (crossing a altiplano high pass in nearly 4.500 m) before I hit the administrative capital, La Paz and from there some 100 km to the Peruvian border has made me slow down a bit for now (meaning: chilling out in cities just a bit longer). I’m not really in a rush to leave Bolivia that (as expected) has been fantastic in many ways – culturally (lots of photogenic aymara and quechua indians), gastronomically (great, filling, cheap food stuff around), socially, naturally, economically (dirt cheap).

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Thanks for your support out there. I hope all is good with everyone.

    Nicolai

    Share

    Purmamarca 360 Degrees Panorama

    Saturday, October 11th, 2008

    I’ve made a panorama photo from the Argentinian village Purmamarca. From a hill top lookout there was a great 360 degrees view of the city and the Piedra de Los Siete Colores (The 7-coloured Rock) that’s Purmarca’s claim to fame.

    Purmamarca panorama

    (Click on the photo in the link for a better resolution)

    Share

    Dag 916 – Den Stille Dag

    Saturday, October 11th, 2008

    Cochabamba street life...

    Cochabamba main plaza...

    Rush hour in Cochabamba, Bolivia...

    Share

    Dag 915 – Cochabamba

    Friday, October 10th, 2008

    At the laundry service. Cochabamba, Bolivia.

    Yesterday’s attempt at trying to catch up with some of the beers and social times that I’m not always able to access when on the road, well, it was successful.

    Colourful Cochabamba bus

    I just cruise around town today. Cochabamba has quite a bit of a big city buzz but is still a very pleasant city on a sunny day.

    Market in Cochabamba, Bolivia.

    Tune of the Day: The End’s Not Near – Band of Horses

    Tonight’s another big night out with for the Danish vikingos. ‘Cos that’s really how we feel, being blond and tall and in Cochabamba. 🙂 Tres dangereux… 🙂

    Christian (DK), German Nicole & Marina, and I in Cochabamba, Bolivia.

    Share

    Dag 914 – Det danske møde i Cochabamba (UK)

    Thursday, October 9th, 2008

    Cochabamba MC police squad

    Christian and the Bolivian gentleman...Cochabamba Market.

    A Red Wall in a Red City. Cochabamba, Bolivia.

    Pigeons gotta be on the list of the most simple and stupid creatures around. I’ve studied a lot of pigeons in all parts of the world, in rural and urban settings, and it’s the same thing every time: Eat and screw, eat and screw, eat and screw. That’s really all it takes to be a pigeon. And these were no different.

    Eat and screw, eat and screw...

    Chance has it that I meet a fellow Dane today at the fruit market in Cochabamba. Christian is here in Bolivia to do his anthropological fieldwork for some 4-5 months. We spend most of the afternoon speaking Danish at the fruit market. Haven’t really felt that kind of understanding for a long, long time and it feels great.

    Share

    Dag 913 – Min europæiske begrebsverden (UK)

    Wednesday, October 8th, 2008

    Totora -> Cochabamba (hostal)
    Distance (km) : 143
    Time on bike : 7h 41m
    Brutto time: 09.15 – 18.30
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 72.8 (!)
    Total (km) : 35.831
    Altitude (end of day): 2.550 m

    Do you have something for breakfast?, I asked the lady in the little eatery this morning.
    Yes, we have steaks, chicken and pork, the answer was.
    OK, but do you have something without meat? [It was 8AM and my stomac and mind was set on something more normal like bread and coffee]
    Yes, we have egg and rice.
    I’ll have one of those then…

    A man at the table next to mine (who just got their massive steaks) addresses the gringo:
    Don’t you like meat?
    Yes, I do, but I prefer something without meat for breakfast.

    He laughs at me. The kind of laugther that leaves no doubt that this was not behaviour according to the cultural do´s and don’ts in this Bolivian village. A laugh that made it clear who was the cultural oddity in this case.
    Later I ask for something to drink to my rice and fried eggs but this question just confirms the fact that I’m a stranger not aware of how things work here in Totora. They have nothing to drink at all. Obviously!

    Farming the Bolivian way anno 2008. West of Epizana.

    My Western thinking, my Eurocentric conceptualization of the world, its people and the connection between the two, of the cultural and social stuff that constitutes being human is constantly challenged and transformed in the meeting with other worlds with others sounds, rhythms, norms. For me this is one of the most important ingredients in the dish called travel. I simply love it (though I probably would’ve prefered my coffee and bread instead of those boiled potatoes for breakfast…)

    10½ non-stop sleep. That’s how much my body demanded after yesterdays’ tough 75 km of cycling on roads paved with cobblestones. Today is to be another marathon day in the saddle.
    The first 25 km from Totora is fairly flat and goes through gum trees lined farmland with that beautiful smell of eucalyptus that will forever remind me of Australia. There’s even colourful parrots in the tree tops.
    Little boy in Epizana, Bolivia.

    Next up is 4 hours of almost constant uphill, from 2.500 m to 3.600 m, all on smooth asphalt and with a nice tailwind for a change. Cloudy, 8C.

    From the col at 3.600 m a god-blessed downhill meets me. The landscape is beautiful, green hills, the sun finds it way through the clouds and the speed (up to 72.8 km/h) is thrilling. As usual the dare-devil fun is over way to early and I reach the flat Cochabamba Valley and push on the last 40 km to Cochabamba.

    For three days I’ve been cycling through some of the poorest Bolivia, I’ve been cycling through tiny settlements of primitive adobe houses, donkeys and goats everywhere, through green valleys, across semi-dry river beds…and then suddenly I’m in Cochabamba (Bolivia’s 3rd city, 610.000 inh.), sitting in an Italian restaurant (aptly named Don Corleone), watching a Sting DVD concert on the flatscreen, waiting for my huge pizza (I do deserve it!), drinking cold beer. The beauty of cycling.

    Share

    Dag 912 – Den brostensbelagte hovedvej

    Tuesday, October 7th, 2008

    Aiquile -> Totora (hostal)
    Distance (km) : 75
    Time on bike : 7h 25m
    Brutto time: 09.40 – 18.00
    Avg : 10.1 (!) km/h
    Max.speed: 40.4
    Total (km) : 35.688
    Altitude (end of day): 2.800 m

    Endnu en superhård cykeldag venter mig i dag. På programmet er 75 km brostensbelagt vej i et stærkt kuperet terræn, som jeg med en vis frygt har set frem til. Det er ikke bare en tur i Den Gamle By i Århus’ brostensbelagte gader, men 75 km – 75.000 m!

    The cobbled highway between Aiquile and Totora, Bolivia.

    Brostenene er som ventet ingen fornøjelse, min hollandske dame (min cykel) lider gennem alle rystelserne, men det virker alligevel ikke så slemt. Det er dagen igennem en kamp om at finde det mindst humplede spor frem, og jeg krydser fra højre til venstre side af brostenshelvedet konstant. Trafikken er tynd. Af og til følger jeg et smalt grusspor langs vejkanten, andre gange balancerer jeg på en ca. 15 cm bred (og jævn!) cementkant, der udgør rammer for brostenene. Eller også er der ikke andet at gøre, end bare at æde brostenene. Det føles lidt som vaskebrædt støbt i brosten. Not fun.

    The highway between Aiquile and Totora, Bolivia.

    Det er en smuk cykeldag, selvom jeg kun ser den i brudstykker, da øjnene for det meste er fæstnet til vejens overflade. Efter knapt 3 timer og 32 km når jeg Chuilas i 1.800 højdemeter i bunden af en massiv dal, der gennemløbes af Rio Mizque. Havde sat næsen op efter lidt nye forsyninger i Chuilas, men landsbyen er død og tom. Fra Chuilas’ 1.800 m starter en brutal stigning til 3.000 m, stadig brosten, vind fra alle retninger, men hovedsageligt i min favør.

    The cobbled highway between Aiquile and Totora, Bolivia.

    Det er hård, hård cykling. På vej opad (5-6 km/t) standser en bil med bolivianere for at høre, om alt er vel. Det var det for så vidt, alt taget i betragtning. Føreren langer en flaske Pepsi, et æble og en flaske vand ud til mig. Jeg takker stort, for vand havde jeg grundet Chuilas’ mangler ikke for meget af. Que macho, que macho, siger de flere gange til mig over bedriften.

    Der er en masse snydetoppe på den lange opstigning. Vejen snor sig ud og ind og rundt om sig selv i lejlighedsvise semi-hårnåle inden den endelig finder vej op til toppen af bjergmassivet. Her følger den ganske imponerende en bjergkam, og flere gange har jeg afgrunde til begge sider med brostensvejen praktisk talt hvilende på bjergkammen. Smukke udsigter til alle sider.

    En lastbil er gået død heroppe. Jeg spørger chaufføren (med de sorteste oliefingre), hvor længe han har været her. En uges tid, svarer han, og stadig er de mekaniske problemer ikke løst. Stakkel.

    Jeg mærker heldigvis ikke meget til gårsdagens 9 timers cykling, men føler mig stærk trods de meget udfordrende omgivelser. Visheden om, at dette brostensscenarium er en enlig svale og at vejen fra Totora til La Paz er af den glatteste asfalt holder humøret oppe. Men jeg er træt, ufatteligt træt, da jeg efter 7 timer og 25 minutter endelig triller ind i landsbyen Totora kort efter solnedgang og finder mig en billig seng i et simpelt gæstehus.

    What a ride! What a day! Og brostenene, dem kommer jeg ikke til at savne…

    Share

    Dag 911 – Vanvidsdagen

    Monday, October 6th, 2008

    Sucre -> Aiquile (hostal)
    Distance (km) : 144
    Time on bike : 9h 11m (!)
    Brutto time: 09.15 – 20.05
    Avg : 15.6 km/h
    Max.speed: 61.5
    Total (km) : 35.612
    Altitude (end of day): 2.250 m

    Da jeg forlod Sucre i morges havde jeg ingen fantasi om, hvordan og hvor lang cykeldagen ville blive. Sucre er som enhver hovedstad med respekten i behold bygget på syv høje, og et par af disse skal forceres før de støvede forstæder (efter 7 km) fortoner sig og overtages af bjergene. Fin udsigt over storbyen i 3.000 højdemeter inden en vidunderlig, dare-devil-nedkørsel til 2.000 m.

    Det var 10 adrenalin-minutter med tungen lige i munden. Så var den fest slut. 2 lastbiler og 1 personbil nåede jeg at overhale på vejen ned. Yihaa! Klimaet skifter på de kun 10 min. fra det tørre, sparsomt bevoksede højland til et frodigt dallandskab, hvor luften er grøn og tyk og med tropefugle i trætoppene. Vejen (fornuftig asfalt eller glatte betonplader) følger Rio Sacramento og andre vandløb der kun på våde dag kan kaldes floder.

    Suppestop i en lille vejsiderestaurant, hvor servitricerne (quechua-indianere) griner og fjanter over synet af el gringo (jeg er ved at vænnes til denne i enhver vestlig kontekst uforskammede, udannede opførsel) samtidig med at de spiller en dundrende (& elendig) gang pop boliviano på DVD-anlægget, restaurantens stolthed. Jeg vil bare gerne nyde min quinoa-suppe og en bid stilhed i ly for middagsheden.

    I landsbyen Puente Arce hører betonpladerne op efter 90 km. Jeg får mig en cola og indstiller mig mentalt på lortevejene igen. Foran mig ligger 55 km jordveje, inkl. en – iflg. de udskrifter jeg har fra nettet – hård stigning fra 1.500 m -> 2.400 m, 40 km non-stop grusvej op ad bakke. Ikke bare Valby Bakke, men 40 km bakke…

    En pige fortæller, at jeg ikke vil kunne nå til Aiquile (145 km fra Sucre) i dag. Vejen er dårlig og vinden slem. Dette udsagn starter dagens udfordring, det gør mig stædig som en dreng og stærk som Superman. Der er jo intet som at gøre det, man (inkl. sig selv) ikke må eller det, som ingen (inkl. sig selv) tror er muligt! 🙂

    Men benene er varme nu efter 4 timers cykling fra Sucre. Zülle kan dufte kødet i slagterhuset.

    Der er flere små settlements undervejs i dag. Der er æsler og kaktusser i vejkanten, gedelort og gedekid på vejene. Flotte landskaber og masser af papegøjer og eukalyptus-træer. Det er støvet, men jordvejen er fornuftig. Mange sten, men igen nævneværdig vaskebrædt. Vinden kommer fra alle retninger. Folk stirrer, griner, måber og/eller råber, når jeg triller gennem de små landsbyer med primitive, lerbyggede småhuse. Jeg føler mig (og er sikker på, jeg er) som dagens oddity i de lokales liv.

    Over de næste 5 timer holder jeg kun én kortere pause, i en navnløs landsbyflække og fylder sækken med frugtjuice. Farten ligger på 10-14 km/t. Temp. stiger op til 39C i solen. Dryp-dryp-dryp og sveden falder på Kogaen. Vi er begge stærke, koncentrerede, fokuserede. Børn i vejkanten råber GRINGO! efter mig overalt.

    Solen går ned bag bjergene, mørket falder på og det er som om stigningen ingen ende kender. Det gør ondt i håndled, nakke og skuldre pga. det faste greb, som jordvejene kræver. De sidste ca. 7 km op mod bjergpasset i 2.400 m (føles som 4.000 m!) er slemme. Halvmånens lys er ikke nok til at oplyse de ofte knytnævestore sten på vejen. Pandelampen må frem. Forbipasserende lastbiler sender mig ind i enorme støvbobler. Stadig intet hit for mig. Er støvblind i 5-20 sek. ad gangen. Op, op, op.

    Det blev til 1½ times spændende mørkekørsel inden jeg efter 9 stive timer i sadlen når udkanten af Aiquile. Min røv har nu nået det punkt, hvor udsigten til at slippe for sadellæderet virker tillokkende som en god handel for israelerfar. Men fandme om ikke de sidste 3-4 km in til centrum er brostensbelagte! De ryster de sidste nosser ud af mig for i dag…

    Sulten har jeg tilsidesat gennem de sidste timer, for jeg vil bare frem, men vel fremme i Aiquile stikker den sit utilfredse hoved frem, så snart jeg har fundet et sted at sove – et familiedrevet lille sted midt på hovedgaden til 17 DKK/nat.

    Folk glor og bryder ud i latter, da jeg junkie-træt går gennem byens oplyste gader. Tror sgu aldrig de har set en whiteboy her i Aiquile. Relæet, der styrer min kommunikation er sat ud af drift for i dag, så jeg ignorerer alt, der ikke er direkte forbundet med tilfredsstillelsen af mine basale behov (føde, søvn). Fuck, en crazy cykeldag. 9 timer og 11 minutters effektivt arbejde (på Dag 911 – er det et tilfælde?).

    (billeder kommer)

    Share

    Dag 910 – Tarabuco

    Sunday, October 5th, 2008

    Tarabuco er en mindre landsby, der ligger i 3.150 m højde 65 km sydøst for Sucre. Hver søndag transformeres den ellers søvnige by til et af regionens største og mest livlige gademarkeder. Den chance kan jeg ikke forpasse, så jeg hopper i en minibus stuvet godt sammen med bl.a damer med bowlerhatte og tykke nederdelslår. Tarabuco viser sig hurtigt at være en rigtig god idé og min finger nærmest bløder på Canon-udløseren. Billeder og tusind ord…

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008.

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Please don´t pee in our streets!

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Tarabuco Sunday Market. Bolivia, October 2008

    Share

    Top 60 over De Smukke Dage

    Saturday, October 4th, 2008

    Well into my third year of cycling around the world, there’s been so many special, visually (among other levels) beautiful moments. Amazingly photogenic days that seriously help making this travel life highly addictive. Days that often leave me feeling satisfied wow!-like for a few days (until the next pangs of hunger for the beauty of the world strikes again, that is).

    Here’s a chronological list of 60 of these days of visual beauty (be it naturally, culturally, or otherwise). In any case, days that showed me the incredible visual feast that is the world. And another beauty of it all is that it is all out there. All we have to do is to choose the world, open the eyes and the mind, stop for a while, and push the release button.

    Here we go…

    1. Sighisoara, Romania
    2. Istanbul, Turkey
    3. Cappadocia, Turkey
    4. Kazbegi, Georgia
    5. Ashgabad, Turkmenistan
    6. Bukhara, Uzbekistan
    7. Samarkand, Uzbekistan
    8. Margilan, Uzbekistan
    9. Osh, Kyrgystan
    10. Kochkor, Kyrgystan
    11. Kashgar, China
    12. Darchen, Tibet (China)
    13. Kathmandu, Nepal
    14. Battambang, Cambodia
    15. Angkor Wat, Cambodia
    16. Sa Pa, Vietnam
    17. Luang Prabang, Laos
    18. Chiang Rai, Thailand
    19. Chiang Mai, Thailand
    20. Ayutthaya, Thailand
    21. Koh Tao, Thailand
    22. Georgetown, Malaysia
    23. Pulau Tioman, Malaysia
    24. Tanjung Pinang, Indonesia
    25. Bandung (daytrip to Kawah Putih), Java, Indonesia
    26. Tasikmalaya (daytrip), Java, Indonesia (DK text)
    27. Yogyakarta, Java, Indonesia
    28. Solo, Java, Indonesia
    29. Mt. Bromo, Java, Indonesia
    30. Bali, Indonesia
    31. Gili Trawangan, Indonesia
    32. Sumbawa Island, Indonesia (or here or here)
    33. Katherine, NT., Australia
    34. Outback, SA., Australia (or here)
    35. Barossa Valley, SA., Australia
    36. Twelve Apostles Nat. Park, VIC., Australia
    37. Tasmania, West Coast, Australia (and here)
    38. Tasmania, East Coast, Australia
    39. Mornington Peninsula, VIC., Australia
    40. Sydney, NSW, Australia (or here)
    41. Milford Sound, New Zealand
    42. Mt. Cook Nat. Park, New Zealand
    43. Queenstown, New Zealand
    44. Glacier Country, South Island, New Zealand
    45. West Coast, South Island, New Zealand
    46. Tongariro Crossing, New Zealand
    47. Wai-O-Tapu Wonderland, New Zealand
    48. Coromandel Peninsula, New Zealand
    49. Foa Island, Ha’apai, Tonga
    50. Moorea (daytrip), French Polynesia
    51. Easter Island, Chile
    52. Santiago, Chile (or here)
    53. San Juan Province, Argentina
    54. Chilecito surroundings, Argentina (and here)
    55. Cafayate, Argentina (and here)
    56. Salta, Argentina
    57. Purmamarca, Argentina
    58. Villazón, Bolivia
    59. Tupiza, Bolivia (and here)
    60. Potosí, Bolivia
    (to be continued)

    Nicolai (Sucre, Bolivia)

    See all WT Photo Sets on Flickr

    Share

    Dag 909 – Roberto med de ærgelige hænder

    Saturday, October 4th, 2008

    Kids at the main market. Sucre, Bolivia.

    På markedet er jeg nu på fornavn med frugtmor Rita, der gennem de sidste dage har lavet mig nogle vidunderlige frugtsalater med yogurt, flødeskum og forskellig frugt fra de varme lande.

    Cleaning my baby...Sucre, Bolivia.

    Der er mange halvtriste tiggere her i Sucre, særligt omkring Plaza 25 de Mayo, den centrale bypark. Krøblingen på 1.20 m og manden uden hænder genkender jeg i gadebilleder. Føler mig så uendeligt og unfair meget bedre stillet på (mange af) livets hylder i forhold til disse eksistenser.

    Blind Street Musician in Sucre, Bolivia.

    Sætter mig på en bænk i solen og ser på mennesker, byliv, duer og gadehunde. Bliver jeg nogensinde træt af det? Tror det ikke. Har det skønt her.

    En indianer mor og hendes barn kommer hen til mig med udstrakt arm og ansigtet i de triste folder, der uden tvivl er berettigede, og som lige så sikkert forøger chancen for at der bliver puttet penge i den tiggende hånd. Min afvisning (med et tentativt, empatisk smil) får hende ikke til at give op. Hun peger bedende på min lille colasjat i flasken ved siden af mig. Bare jeg giver hende et eller andet. Svaret er det samme.

    Hungry?

    Roberto (58), en campesino (farmer) fra Potosí-egnen sætter sig snart og vi falder i snak. Han har nogle helt, helt kranke hænder, der både er stærkt betændte og deforme. Han har store smerter i begge hænder, og han har svært ved at sove om natten, da han ikke har råd til smertestillende medicin. Lægerne vil amputere hans hænder, men heller ikke det har Roberto råd til.

    Roberto and I at the main plaza, Sucre - Bolivia.

    Vi sidder og snakker i mere end end time, og han spørger aldrig om penge, selvom jeg fra første minut ved, at udsigten hertil er udgangspunktet for vores møde i parken. Jeg føler med ham, men penge kan (vil af princip ikke) jeg ikke give ham. Jeg køber os i stedet en isvaffel, som Roberto kun vanskeligt kan tackle pga. de syge hænder. Av.

    Dagens Tone: In the Name of Love – U2

    Share

    Dag 908 – Pladsudvidelsen

    Friday, October 3rd, 2008

    Street corner in Sucre, Bolivia...

    Jeg er vild med de bolivianske byer. Villazón (i mindre grad, men stadig), Tupiza, Potosí og også Sucre er en virkelig skøn og fin by. Trisser rundt blandt gadelivet det meste af dagen. Fra et udsigtspunkt i den østlige del af byen er der en god udsigt over storbyen og de omkringliggende bjerge.

    Mirador - Sucre, Bolivia.

    Sucre city

    Narrow street in Sucre, Bolivia.

    Jeg er ved at løbe tør for giga-plads (til billeder, musik, videoklip etc.), så da jeg tilfældigt falder over en ekstern hard disk – lille i indpakning, stor i kapacitet (250 GB) – begynder savlet at løbe. Et hurtigt internet-check bekræfter, hvad jeg allerede fornemmer; at den lille sag fra koreanske Transcend er et hit, så jeg hæver penge og prutter hifi-fatter godt ned i knæene. Er ellevild i shoppingvarmen – en sjælden begivenhed i WT-regi. Smukt. 250 GB, eller ca. 100.000 billeder.

    The electronic part of Camp WT - now with a new 250 GB baby...

    He had a rough day...

    Colegio in Sucre.

    Går ud og spiser + hører musik + drikker caipirinhas med Nicolas og Elodie og deres bolivianske guide Jorge på et lokalt spillested, Planeta Tierra. Sucre hitter.

    Poor thing...Sucre Main Market

    Now that´s a big steak! Dinner with French Nicolas and Elodie in Sucre, Bolivia.

    French Elodie and Nicolas. Sucre, Bolivia.

    Share

    Dag 907 – Sucre, Den Hvide By

    Thursday, October 2nd, 2008

    0 km etc.

    En ny morgen i en ny seng i en ny by med nye ben. Storbyeksplorering!

    Gruta de Lourdes, Sucre - Bolivia.

    Har en skøn, skøn formiddag rundt i Sucres (ca. 250.000 indb.) gader, der i tro spansk kolonistil er udlagt som et skatbrædt med med retvinklede gader. Sucre – La Ciudad Blanca, den hvide by – er en virkelig behagelig by med en imponerende arkitektur, interessante markeder, en afslappet hovedstadsstemning. Ikke overraskende har byen siden 1991 været på UNESCOs liste over verdens kulturarv, hvilket blandt meget andet betyder et forbud mod blinkende neon-skilte på og omkring plazaen.

    Sucre city life...

    Med gårsdagens maratonkørsel har jeg nu cyklet 507 km på 5 cykeldage – over 100 km i dagligt snit i Bolivia. Det havde Henning Primdahl sgu ikke regnet med!

    Sucre city life...

    Mercado Municipal, Sucre - Bolivia.

    En vanille-ispind med chokoladeovertræk, som vi kender som en Eskimo hjemme, koster kun 1,45 DKK her i Bolivia. Den smager skønt, men udelukker nok samtidig, at jeg kan få mig selv til at give 12-13 DKK (eller hvor meget den nu står i) for et tilsvarende produkt i Danmark.

    Mercado Municipal, Sucre - Bolivia.

    Mercado Municipal, Sucre - Bolivia.

    Bolivias vejnet er som tidligere nævnt hårdt ved cyklen og cykeltaskerne. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt udstyret holder, selv efter 2½ år på vejene. BikeToyz i Hornslet – som har sponsoreret Ortlieb-udstyr til WT-ekspeditionen – har venligst sendt en pakke med Ortlieb-reservedele og ekstra beslag. Better safe than sorry. En stor tak til Søren og BikeToyz for hjælpen!

    Mercado Municipal, Sucre - Bolivia.

    Blækspruttearmen er i hus! Så nu løber min tværtaske (med alt camping/kogeudstyret, jeg ikke har brugt i flere uger) bag på cyklen ingen steder.

    Sucre city life...

    The Coffee Man. Mercado Municipal, Sucre - Bolivia.

    Mini demonstration (WE WANT PEACE!) in Sucre, Bolivia.

    Church, Sucre - Bolivia.

    Falder på hostellet i snak med franske Nicolás og Elodie, som jeg går ud og spiser tapas og drikker øl med om aftenen. Det er søde mennesker og det føles godt at få ladet også de sociale batterier lidt op.

    Nicolas, Elodie and Nicolai. Sucre - Bolivia.

    Share

    Dag 906 – Pavestoltheden på min pande…

    Wednesday, October 1st, 2008

    Potosí -> Sucre (hostal)
    Distance (km) : 157
    Time on bike : 7h 50m
    Brutto time: 08.50 – 18.15
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 68.4
    Total (km) : 35.469
    Altitude (end of day): 2.720 m

    Det er en kendt sag i langturscyklisternes kredse, at der er to dages cykling mellem Potosí (4.067 m) og Sucre (2.720 m), 160 km mod nordøst. To lettere cykeldage.

    Hothothot! In the sun, betw. Potosi and Sucre - Bolivia

    Anstrengelserne med at komme op i Potosís højder, belønnes fra morgenstunden med nogle helt fantastiske og lynhurtige nedkørsler på den fineste asfalt. Efter den første time i sadlen har jeg cyklet 32 km, hjulpet godt på vej af en stærk rygvind. Det er overraskende, hvor nemt man vænner sig til at cruise afsted med 45-50 km/t. Jeg er en retlinet raket ned ad Andes-højderne.

    Landscape north of Potosi.

    Nedstigningerne afbrydes hist og her af nogle bratte, men kortere (15-30 min.) opstigninger af 5-8 km/t-typen. Det bliver aldrig kedeligt at cykle her i Bolivia.

    Landskabet ændrer sig langsomt fra den golde, tørre højslette til frodige dale, med opdyrket jord, duften af troperne, oksetrukne landbrugsredskaber (oldtids-varianten). Luften er igen varm og tyk af oxygen.

    Up- and downhill between Potosi and Sucre...

    Morgenmadens 2 syltetøjsboller + juice & kaffe er det eneste jeg indtager udover 1½ L vand de første 87 km fra Potosí til flækken Pampa Soico (2.350 m), hvor jeg ulvesulten ankommer ved 13-tiden. I et lille spisested får jeg bestilt ají de pata uden at vide, hvad det egentlig er. Jeg bed bare mærke i, at der var pasta, kartofler og salat med på tallerkenen.

    Det var en fejl, Fjumse. Kød-delen består af nogle voldsomt uappetitlige (selv i min sultne forfatning) klumper flæsk, som jeg indiskret (der var meget flæsk!) lader ligge på tallerkenen og stirre. Men suppen var fin og Zülle blev mæt.

    Zona Geologica Inestable!

    Energien fylder mig med optimisme, og med kun 70 km igen kan jeg pludselig ikke se nogen som helst grund til, at jeg ikke skulle kunne komme til Sucre i dag, heller ikke selvom der venter nogle massive opstigninger. Termometeret melder om 44 stygge celsiusgrader i solen, da jeg indsmurt i solcreme fortsætter dagens dont.

    Dagens Tone: People Carrier – Morcheeba

    Chiquisaca Castle, south of Sucre.

    En ged i vejkanten gnasker løs på en appelsinskræl. Den er tydeligvis helt tilfreds med at have fundet dagens vitaminkilde. Eukalyptus-træer er der mange af i dag. Min kærlighed for dette træ (der findes tusindvis af varianter) og dets duft er dyb.

    That´s my way!

    Fra Puente Mendez krydser jeg en mindre flod i 2.200 højdemeter, og herfra går det opad non-stop i 20 km til et lille bjergpas i 2.878 m, så ned til 2.500 for til sidst at stige igen op til Sucres 2.720 m.

    Jeg bliver på en del af denne strækning fulgt af en cyklende dreng på vej hjem fra skole.
    Jeg er dybt fokuseret inde i min mentale boble af koncentration og målrettethed og gider ham ikke. No hablo castellano! Vil ikke forstyrres. Ænser knapt alle de forbipasserende dyt og lejlighedsvise tilråb. Jeg vinker bare og falder tilbage i boblen. Modvinden fortsætter.

    Skuldre og nakke er godt ømme, da jeg når Yotala (2.550 m) og holder dagens andet og sidste break. Jeg og nakkemusklerne er ikke vant til al den hurtige downhill-kørsel, der kræver et fast greb om styret. 17 km har jeg tilbage inden Sucre.

    A little mountain ridge just south of Sucre - Bolivia.

    Kl. 18.15, lidt over 9 timer efter jeg forlod Potosí i morges, når jeg Bolivias lovformelige hovedstad, Sucre. Saltflager og lettet pavestolthed klistrer til min pande. 1.800 højdemeter (de opadgående!) er det sammenlagt blevet til, selvom jeg startede i 4.067 m og sluttede i 2.720 m. Det fortæller lidt om det kuperede terræn. Triptælleren siger 157 km. Jeg siger bad!

    Efter badet på et centralt hostel crasher jeg på den fine springmadras med Bolivia-kortet foran mig for at betragte dagens distance og flytte fokus (en smule) på mit mentale verdenskort. Jeg er træt og fader øjeblikkeligt ud, som et barn.

    El Congreso. Sucre - Bolivia.

    På gaden er benene noget wobbly og min gangart føles besynderlig. Stængerne mener vist med rette, at de har taget dagens tjørn. Jeg wobbler op til den centrale Plaza del 25 de Mayo, hvor synet at den fantastisk smukke og aftenoplyste facade på Prefectura del Departamento – monumentet, hvor kongressen hører hjemme – får savlet til at flyde.

    Der er masser af aftenliv i den smukke hovedstad (ca. 210.000 indb.), der vinder ved første blik. Jeg ser indianere sælge smøger og bolsjer på gaden, jeg ser tiggere, jeg ser fine herrer fra bureaukratiets top i jakkesæt og med metropolens blaserthed, og – mindre uvæsentligt, end man skulle tro – jeg ser chicas med storbyattitude og i stramme jeans. Velkommen til Sucre!

    Efterskrift: Jeg har nu fundet ud af, hvad det var for noget flæsk, der var på min tallerken i går. Okseben og/eller oksefødder, såmænd. Velbekomme!

    Share