• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for January, 2009

    Dag 1.028 – Fatamorganaer i varmen

    Saturday, January 31st, 2009

    Tarazá -> Planetarica (hotel)
    Distance (km) : 131
    Time on bike : 5h 51m
    Brutto time: 10.00 – 17.15
    Avg : 22.3 km/h
    Max.speed: 70.4
    Total (km) : 41.635
    Altitude: 100 m
    Difficulty: 4 of 5

    Det er vanvittigt hedt, da jeg kl. 10 – efter en sen morgenmad doneret af Julio-hotelfatter – rammer vejen igen. Temperaturen kryber hurtigt fra 33º -> 36º og sveden driver.

    Breakfast (free) at my hospedaje in Tarazá, northern Colombia.

    Jeg har flere fatamorganaer i varmen i dag. Jeg forestiller mig, at min mor, far og søster pludselig stiger ud af den bil, der lige er kørt ind til siden foran mig.

    The name of this fruit that a local couple gave me along the road, I've no idea, but the taste was great!

    Lidt før mit lunchstop i Caucasia kører – ikke min familie, men – et par op på siden af mig på deres scooter og stiller vanlige spørgsmål, mens vi ruller videre. Jeg gider det ikke rigtigt og føler en irritation, sikkert ikke langt fra den en maratonløber ville føle, hvis folk forsøgte at chatte ham/hende op under et løb.

    Irritationen forsvinder dog øjeblikkeligt, da pigen på bagsædet spørger om jeg vil have nogle frugter. Om jeg vil! Vi standser og jeg får serveret 2 forskellige frugter, jeg aldrig her smagt/set før. Hun instruerer mig kort i, hvordan de skal spises, og jeg takker oprigtigt. Venlighed rører mig altid. Frugterne er vidunderlige og mine søde tænder jubler over særligt den enes (ikke den ovenfor viste) marcipanagtigt høje sukkerindhold.

    Hothothot...44 degrees Celsius in the sun.

    Det er ingen stor overdrivelse, når jeg siger, at alle i provinsbyen Caucasia vil snakke og høre, hvor jeg kommer fra/er på vej hen. Nogle gange ville det virkelig klæde folk at holde deres mund og pille deres egen næse.

    Rustic house south of Sincelejo, Colombia.

    En mærkbar modvind rammer mig på eftermiddagens veje, der samtidigt er mere kuperet end jeg havde ventet. Jeg slider. Jeg er en okse. Men en svagt lidende en af slagsen.

    Faunaen langs vejkanten tæller udover hængeøret, blegkvæg, heste, små papegøjer også snesevis af meter lange øgler/lizards.

    Rustic house south of Sincelejo, Colombia.

    Noget så kræsent og forfinet som ønsket om madro er utænkeligt her i Colombia (og det meste af Sydamerika i øvrigt). Fjernsyn, radio, boomblasters, barer, diskoteker, busser, biler, scootere, galninge og gadesælgere tapetseret dagen lang ethvert socialt, offentligt rum med et bragende, kakofonisk lydtæppe, der nok er farverigt, men hverken kønt eller ønskværdigt.

    My good eatery in Sincelejo, Colombia.

    Det har været en lang og varm dag. I byen Planetarica (den rige planet) finder jeg i tredje hug Hotel San Jorge, der tilbyder low-budget-værelser med kabel-TV – alt, hvad jeg har brug for i dag.

    Efter en solid dinner i en familie-restaurant (ovenfor), hopper jeg i seng allerede kl. 21. Der er tennis-finale fra Melbourne live kl. 03.30 – klassikeren Federer vs. Nadal – og den kan jeg ganske enkelt ikke misse, så jeg stiller mit indre vækkeur og lader natten slå mig ud.

    Share

    Dag 1.027 – Le Grand Finale.

    Friday, January 30th, 2009

    Don Matías -> Tarazá (residential)
    Distance (km) : 174
    Time on bike : 6h 57m
    Brutto time: 08.50 – 17.40
    Avg : 25.0 km/h
    Max.speed: 68.3
    Total (km) : 41.504
    Altitude: 100 m
    Difficulty: 4 of 5

    Her omkring Santa Rosa de Osos sælges der i mange vejsiderestauranter pandequeso, et ostebrød formed som store vanillekranse. Brødet er omgæret af en vis stolthed og går for småpebrede 1.000 pesos (2.50 DKK) stykket. Men nysgerrigheden overstiger min sparsommelighed til formiddag, og jeg bare prøve et par sammen med kaffen i Santa Rosa. De er lune og vanedannende velsmagende og går selvsagt som, ja, varmt brød.

    Pan de queso! Delicioso!

    Jeg får mig en WT-snak med bagerfar, som efterfølgende kun beder om halvdelen af, hvad jeg burde have betalt for mine varer. You give some, you get some.

    Horse cart just north of Don Matías, northern Colombia.

    Der er ikke mange ting i verden, jeg føler mig afhængig af. Musik er dog en af dem, og jeg vil tro jeg hører musik 3-6 timer om dagen her på rejsen (på cykeldage). Musikken er min væsentlige, mentale energikilde, og den tilbyder et virtuelt hjerte/sjælerum, der kan huse alle mine divergerende, usammenhængende tanker og refleksioner.

    Colombian countryside...

    Terrænnet er stærkt kuperet de første timer i dag. Op, ned, op, ned, i ca. 2.200-2.700 m højde. Jeg bruger tiden til at forberede mig på at tage afsked med Andes-regionen for denne gang. Næsten 6 måneder jeg jeg opholdt mig i eller i umiddelbar nærhed af verdens længste bjergkæde.

    Colombian countryside...

    Dagens bands: Teitur, The Killers, Peter Sommer, The The.

    Colombian countryside...

    Weird religious monument!

    Den endelige nedkørsel mod det tropiske lavland går over i WT-historien. Fra den skydækkede top i ca. 2.600 m går det uafbrudt nedad til Rio Cauca i ca. 400 m og forskellene i klima og flora er endnu en gang imponerende for en fladlandsdansker.

    Enjoying a final mountain view before leaving the Andes range behind...

    På vej ned overhaler jeg biler, lastbiler, pick-ups, enkelte MC’ere og er ustoppelig. Propperne sprænger i ørerne og i mit hoved sprænger fiktive champagnepropper over den gudsbenåedede nedkørsel langs bjergsiden. Le Grand Finale.

    Enjoying a final mountain view before leaving the Andes range behind...

    Kendetegnet for enhver orgasme, er også denne nedkørselsrus alt for kort. På kun en halv time har jeg forladt det køligere, raske højlandsklima og sagt goddag til det klistrede, hede tropelavland. Rio Cauca er et velkomment gensyn.

    The Rio Cauca at around 400 m.a.s...

    Kort før Puerto Valdívia ser jeg en flok politifolk (udrustede med AK-47’ere strittende i vejret) komme kørende på motorcykler. Ved en vejbom spørger jeg en af betjentene, om der er problemer i nærheden. Nej, nej, der er fest ned i byen, lyder svaret fra den overraskede uniform, mens han salsavugger med overkroppen, så hele motorcyklen danser med. Klart nok. Fest i Colombia.

    Tropical Puerto Valdívia, northern Colombia.

    Tropical Puerto Valdívia, northern Colombia.

    Rio Cauca...

    Nede i Puerto Valdívia løber jeg ind i et optog med udklædninger, orkestermusik og masser af feststemte mennesker i alle aldre. At se en blond gringo på cykel gennem byen øger bare kogepunktet i horderne af smilende ansigter og jeg hujes og applauderes gennem hovedgaden.

    Festival in Puerto Valdívia, Colombia.

    De næste timer langs Rio Cauca skydes afsted på adrenalinen fritrullende i mig. Jeg ser ikke nær så meget som jeg kunne have set langs den flade flodkørsel, men jeg holder øje med det vigtigste: den hvide, fuldtoptrukne linie, der definerer mit slanke nødspor og hellested i ly for trafikken – og den linie, som i sidste ende vil bringe mig hjem til Danmark.

    Festival in Puerto Valdívia, Colombia.

    Heden er trykkende, og ved et bilvaskeri i vejsiden (well, en holdeplads og en vandslange med vand fra mindre vandfald) må jeg lige ind og gennemskylle hoved og cykeltrøje inden jeg fortsætter.

    Hvor genialt ville det ikke have været at have Jørgen Leth kørende i følgebil ved siden af mig, ivrigt kommenterende mit voldsomme, forcerende soloridt på den store klinge?

    It was a very long day from Don Matías to Tarazá, Colombia...

    Efter hele 174 km ankommer jeg til Tarazá, en mellemstor provinsby, hvor jeg i andet hug tjekker ind på et billigt (25 DKK) gæstehus midt på hovedgaden. Er træt som en zombie. Koldt bad, mad og tilbage til mit kabel-TV-kammer, hvor jeg ser frem til bare at lave ingenting. Men Vanesa, husets ungpige og Julio, der bestyrer gæstehuset, er interesserede i at høre nærmere omkring min rejse, så jeg trækkes ud i stuen til en timelang (og fin i øvrigt, trætheden til trods) snak om dit og dat.

    Chilling with Julio (left), Vanesa (right) and her sister in Tarazá...

    Julio inviterer på gratis morgenmad i morgen – en invitation jeg naturligvis tager imod.

    You give some, you get some…

    Share

    Nyt fotoalbum fra Ecuador!

    Thursday, January 29th, 2009

    Det har været endnu en lang dag på WT-kontoret. Jeg venter stadig på nogle reservedele til cyklen her i Medellín, så hvorfor ikke udnytte det hurtige trådløse internet og sammensætte lidt visuelle shots fra Ecuador, hvor jeg tilbragte bare 13 dage og cyklede ca. 1.000 bjergrige km…


    Fotoalbum fra Ecuador
    (75 billeder)

    Som sædvanligt anbefaler jeg at se albummet som et fuld-skærms slideshow (bare følg linket og klik på logoet med de 4 pile nede i højre hjørne – og klik på et billede én gang for at få en tekstboks frem)…

    Nicolai

    Share

    Dag 1.026 – Cykeldoktorerne

    Thursday, January 29th, 2009

    Medellín -> Don Matías (hotel)
    Distance (km) : 58
    Time on bike : 2h 38m
    Brutto time: 12.00 – 17.00
    Avg : 22.7 km/h
    Max.speed: 57.6
    Total (km) : 41.330
    Altitude: 2.350 m
    Difficulty: 2 of 5

    De reservedele til Kogaen, som jeg bestilte i en cykelforhandler for 3 dage siden, og som gerne skulle være klar i dag ved middagstid, er stadig ikke dukket op, da jeg med en pakket cykel tropper op i shoppen. På bedste Joakim Von And-maner tæller jeg langsomt til ti indvendigt et par gange for at undgå utilfredshedens eksplosion, og går ud og får frokost i stedet for at sidde og vente.

    Pulley wheel, well-worn after 45.000 km...

    Halvanden time efter min ankomst er cykeldoktorerne klar til at operere min kære. Kæden skiftes (efter ca. 10.000 km siden Santiago, Chile) og et af de små kædetandhjul (?) skiftes også (efter 45.000 km). Yderligere får jeg også skiftet det mindste og det mellemste af de forreste tandhjul, hvor særligt det mindste efter 45.000 km var hårdt ramt.

    My Koga baby at the doctor in Medellín, Colombia.

    Selvom jeg på næsten nazi-maner havde spurgt/bedt cykelforhandleren om at have den rette størrelse tandhjul klar til mig i dag, har de “desværre” ikke flere. Cykelsmeden er vant til at løse problemer, så han demonterer ét i den rette størrelse fra en af butikkens brugtcykler ude bag ved. Det er ikke nyt, men i langt bedre stand end mit, som billedet ovenfor viser.

    The Meastros at the Bike House in Medellín, Colombia.

    Jeg vejer i cykelshoppen alt mit grej. For at udnytte ventetiden, mens Kogaen opereres og fordi jeg er nysgerrig. Resultatet er følgende:


    Bagagens samlede vægt: 31.5 kg
    Cyklens estimerede vægt, inkl. bagagebærer, flasker etc.: 20 kg
    Bangsgaard Jr omtrentlige vægt, semifuld mave: 73 kg
    Total vægt: 124.5 kg.

    31.5 kgs is the total weight of my luggage, excl. the bike (20 kg) and me (73 kg)...

    På vej ud af Medellín kører en Red Bull-reklamevogn op på siden af mig, og ud ad vinduet rækker en i øvrigt smuk pige en iskold Red Bull: Sírvase. Con gusto, señor! Værsgo, hr. Det gør mig glad og energidrikken falder tørt efter 3 timer i cykelshoppen.

    New chain rings (middle and small) after 22.000 km and 45.000 km...

    Da jeg endelig forlader Medellín ved 15-tiden begynder et kraftigt regnskylle, som jeg vist ikke har oplevet tilsvarende siden Humpty Doo i Northern Australia eller i Sydøstasien. Vanvid. Jeg har sindet rettet mod nord og lader ikke regnen stoppe mig. Busser gennemsprøjter med med rekyl-pjæsk fra vandpytter på vejen, men jeg er våd som en vandmand allerede og er ligeglad. Det ville have været nogle fine regnvejrsoptagelser, hvis Jens The Camera Man havde været her.

    Da jeg ankommer til landsbyen Don Matías og henvender mig til receptionisten er jeg småkold og dryppende af regnen. Pigen forlanger 20.000 pesos (50 DKK) for et værelse, hvilket er helt fair, for hotellet er helt nyt og jeg er i min tilstand mindre anorektisk med pengepungen. Men jeg presser mit held og lader hende forstå, at jeg finder prisen lidt hamper. Jeg står der med dryppende goretex og forsøger ikke at se mindre ynkelig ud end min forfatning tilskriver.

    Det virker! Uden selv at have kommet med et udspil cutter pigen snart 25% af prisen. I like. 15.000 pesos er et kup på alle måder. Da jeg er kommet i ly på værelset med alt det våde grej bryder jeg ud i grin over hvordan tingene alligevel udartede sig i dag og hvor let det hele (trods alt) har været.

    Havde mit kabel-TV kunnet tage ESPN og tennis fra Australien var jeg nok fløjet en lille smuttur op i Himlen af lykke…

    My road side hotel in Don Matías, north of Medellín - Colombia.

    Share

    Dag 1.025 – Mesterstykket (UK)

    Wednesday, January 28th, 2009

    o km etc.

    Medellín is a great city on all accounts and it warrants several days of non-stop sightseeing and urban exploring. The super modern and effective Metrocable has been a major feat for the city’s transportation system, and it has made it possible for thousands of people living in the poorer suburbs clung to the hillsides to connect with the city and thus take part of the possibilities of the downtown hustle and bustle.

    Medellín's impressive masterpiece, the MetroCable

    For me it’s like a great run at the local amusement park, and at only 1.500 pesos (0.60 USD), the standard metro fare, it’s a real bargain.

    Medellín's impressive masterpiece, the MetroCable

    Back at the Black Sheep Hostal I spend some hours doing some WT maintenance (such as a new photo album from Ecuador – did you see the semi-latest album from Peru as well?) in front of the big screen showing live tennis from Melbourne.

    The former Palacio Nacional - now converted into a shopping centre (what else?). Medellín - Colombia.

    The absolute highlight of the day is the news that my good old friend from university days etc., Rune, is coming to see and travel with me in Costa Rica for some 3 weeks from the 1st of March. Now isn’t that gorgeous?

    Share

    Dag 1.024 – Hvad de lokale siger… (UK)

    Tuesday, January 27th, 2009

    It’s a fairly encouraging thought knowing that I’ve only got one larger climb (up to around 2.700 m from Medellín’s 1.500 m) to do just north of Medellín – and then it’s all (well, that’s what the locals tell me, but years of “listening” to what locals have to say about the terrain of the roads ahead have taught me to be a little sceptical) down to the tropical lowlands and the Atlantic coast…

    It will be a final farewell to the Andes mountain range that’s been a faithful and at times tough follower since I left Santiago, Chile more than 5½ months ago.

    Black Sheep Hostal, Medellín - Colombia.

    Relaxation, reading, a little work-out in a tiny park nearby, the writing of my fortnightly column for the Danish paper MetroXpress, mental and physical preparation for leaving Medellín (am still waiting for my bike parts to arrive at the local bike shop) takes up most of my day…

    Share

    Dag 1.023 – Turbo i Medellín (UK)

    Monday, January 26th, 2009

    0 km etc.

    View from the Universitario metro station, Medellín, Colombia.

    It’s another full-on day in Medellín with hardly 2 minutes of proper rest from early morning till late evening. Evenly split between updating this site, sightseeing and visiting a bike shop that unfortunately didn’t have the required spare parts (Shimano HG93 quality chain being the most vital thing) for my bike (the staff tried to fob me off with some mediocre quality chain not knowing that I accept only the best for my Dutch lady), and thus I have to “wait” until Wednesday. Quotation marks coz I won’t really have any problems filling out the time here in Medellín.

    Market street in central Medellín...

    Parque de los Deseos - Dream's Park.

    Band of the Day: Kings of Leon

    Reading the Bible in front of a church in Medellín.

    Jardín Botánico de Medellín.

    Jardín Botánico de Medellín.

    As always: cursor on the photos will make a little text box pop up.

    Parque de los Luces, Medellín - Colombia

    Colonial architecture by night. Medellín, Colombia.

    Parque de los Luces, Medellín - Colombia

    The finish of another sweet day in Medellín was this view over the southern suburbs…

    Nice evening hues over Medellín, looking south from the San Antonio metro station.

    Share

    Nyhedsbrev fra Colombia

    Monday, January 26th, 2009

    Medellín – Colombia, 25JAN2009.

    Jeg har altid haft en forkærlighed for det statistiske, og at kalde min interesse udi statistikkens verden for fetichisme er blot en gradbøjning af virkeligheden. Derfor (men ikke kun derfor) har det været en fantastisk interessant uge, siden jeg nogle dage før nytår cyklede over grænsen fra Peru til Ecuador.

    Det var en stor dag for mig at fejre solo-ekspeditionens jubilæumsdag #1.000 forleden. Det er så svært håndgribeligt, 1.000 sammenhængende dage undervejs – det svarer omtrent til 140 charterrejser i træk, skulle man (som jeg) have svært ved at sætte det i perspektiv.

    Også distancemæssigt har statistikeren i mig haft grund til at logre med halen. Siden jeg forlod Danmark i april 2006 har jeg for hver 1.000 cyklet km holdt min egen lille vejsidefest og foreviget øjeblikket fotografisk (jf. min webside, der parentetisk bemærket nu har haft 1.000.000 hits – endnu en art milepæl). At krydse 40.000 km i denne uge gav mig helt oplagt stolthedens glade fråde i mundvigen.

    40.000 km. Just north of Latacunga, central Ecuador.

    Jeg har lige krydset Ækvator (der som bekendt har lagt navn til landet, jeg befinder mig i) fra syd, så jeg nu er tilbage på den nordlige halvkugle efter næsten 1½ års eksploration på den sydlige. Apropos Ækvator, jordens 0. breddegrad, så er den officielt set 40.075 km i omkreds, og da min triptæller netop har rundet det tal, har jeg kilometermæssigt cyklet jorden rundt på det mest buttede sted.

    This is the official circumference of the Earth...And I can now call myself a RTW-cyclist...

    Alle disse ting kan måske synes ligegyldige og selvfejrende, men når man beslutter sig for at cykle jorden rundt på hvad der allerede nu er danmarkshistoriens længste cykelekspedition og foran sig har en asfaltslange (sådan ser min cykel det), der måske kommer til at strække sig 60.000 km, så bliver det mentalt nødvendigt at dele udfordringen op i nogle mere spiselige størrelser, at banke nogle milepæle i jorden undervejs og glæde sig over fremdriftens små erobringer, når de passeres.

    Disse selvopfundne milepæle er en vigtig del af motivationens gulerod, for de ruster mig på en helt konkret måde dels med visheden om, at målet (Danmark!) kommer nærmere, og dels med tilliden til, at jeg kan gøre det her. Så milepæle – fiktive eller virkelige – er vigtige markører, der taler fremgangens, udviklingens sprog. Men sådan er det jo med så meget i livet…

    Masser af mentale knus,

    Nicolai (fra Medellín i Colombia, WT-land #30)

    Og vend endelig tilbage! WT har nu haft mere end 1.000.000 hits og opbakningen betyder stadig mere for mig end mine ord kan beskrive…

    Share

    Dag 1.022 – Udstoppede bryster og plukkede bryn (UK)

    Sunday, January 25th, 2009

    0 km etc.

    One of the main arteries leading into central Medellín...

    The proudness of Medellín: El Metro...

    The proudness of Medellín: El Metro...

    As the photos of today will tell, it’s no surprise that I spent all day touring many of Medellín’s sights and sounds.

    The impressive and state-of-the-art Metro system, Parque Berrío with many of Fernando Botero’s famous and chubby sculptures, Museo de Antióquia (which surprisedly was free of charge thanks to the local mayor who pays for all museum entries until mid-Feb. Muchas gracias!), Iglesia Ermita de la Veracruz (not worthy of a photo), Parque San Antonio (ditto), Parque de Bolívar (with the brick Catedral Metropolitana) and lots of city life made up most of my daylight hours today.

    Fernando Botero's world-famous chubby sculptures

    Fernando Botero's world-famous chubby sculptures

    Medellín high-rise...

    Medellín is a modern, bustling, up-and-go city with a proud and easy-going population of about 2.5 mio. people. As any big city the contrast between the have’s and the have-not’s is great and I see many sad existences lying around, ragged and obviously homeless between the fashionable high-heels primadonnas with stuffed boobs and eyebrows plucked and altered out of all recognition (all of which I find a trifle disturbing).

    It took a whopping 1.12 mio. bricks to build this cathedral in Medellín.

    It’s a great, great day. For me there’s hardly any better way of approaching and getting aquainted with a new city, than simply just walk around, following your instincts and marching to your own drums. The Medellín feel-good factor ranks high on the list of great cities on the WT-journey.

    Hare Krisnas in Medellín...

    Nicolai

    Parque Simón Bolívar, Medellín...

    Chilling in central Medellín - Colombia.

    Museu de Antióquia, Medellín.

    Share

    Medellín update…

    Sunday, January 25th, 2009

    Just a very short update to those (unnecessarily) worried minds out there who may be wondering where I’m at and how things are going.

    Things are very fine here in Colombia. People are unbelievably friendly and kind to me wherever I go. The military presence is strong and at no point have I felt scared or afraid regarding the safety situation in this beautiful country still badly damaged by the image problem in the eyes of the outside world. If only I could change all that…

    Have just checked into a hostal (Black Sheep; yes it’s run by Kiwis) in a residential area in the nice(r) suburb El Poblado, with wifi ad nauseum which means that you can expect WT-updates in the very near future. Will stay here until I get tired of it, and then continue on the last Colombian leg (650 km) that will take me directly north to Cartagena and the Caribbean Coast.

    Meanwhile, have a look at the BIKELITE bicycle blog (below) that might tell a familiar story…

    Lynn’s BIKELITE blog

    Nicolai

    Share

    Dag 1.021 – Ankomst Medellín (UK)

    Saturday, January 24th, 2009

    La Pintada -> Medellín (hostal)
    Distance (km) : 78
    Time on bike : 3h 42m
    Brutto time: 09.40 – 14.30
    Avg : 21.1 km/h
    Max.speed: 58.9
    Total (km) : 41.264
    Altitude: 1.500 m
    Difficulty: 2½ of 5

    Local girls who asked for my photo. No worries, if I can get yours as well! La Pintada, Colombia.

    Distance-wise the day is perfectly manageable at just some 75 km to Medellín. But from the morning’s 400 m the road climbs up to a mountain pass at around 2.600 m and then drops down to 1.500 m in Medellín. A few hundred vertical metres up the road I manage to grab on to the back of a slow and heavily loaded truck that lets me truck surf all the way to the top. It’s faster than normal pedalling, and that makes up for the fact that my left arm got remarkably longer during the surf to the top.

    Nothing like a bit of pain slash pleasure.

    Clouds on the last pass just south of Medellín, Colombia.

    The Panamerican Hwy gets fatter all the time!

    I arrive in Medellín early afternoon, dirty and hungry. In the 1980s the metropolis was ruthlessly controlled by Pablo Escobar, the world famous narko baron that was gunned down in a final shoot-out in 1993. On a more peaceful note, the city is also home to the internationally acclaimed painter and sculptor, Fernando Botero

    Another dirty version of me...

    In El Poblado, a sort of wealthy southern suburb I check into the Kiwi-run Black Sheep Hostal that gets rave-reviews on the web. 7.50 USD ensures me a bunk bed in the house, unlimited wifi, kitchen facilities, lots of spaces to relax, int’l travellers, and a central yet quiet location in a residential area just a 10 min. walk from La Zona Rosa (the bar and entertainment area) and a 8 min. walk from the super-efficient and modern metro – undoubtedly the engineering masterpiece and proudness of the city.

    Share

    Dag 1.020 – Tour de France service (UK)

    Friday, January 23rd, 2009

    Pereira -> La Pintada (hotel)
    Distance (km) : 135
    Time on bike : 5h 29m
    Brutto time: 09.30 – 16.30
    Avg : 24.5 km/h
    Max.speed: 79.8
    Total (km) : 41.186
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 3 of 5

    Morning coffee vendors in Pereira, Colombia.

    Pereira locals...

    Today’s hot, tropical cycling sees me reuniting with the Río Cauca, one of Colombia’s 3 mayor rivers (the other one’s being the Magdalena and Orinoco Rivers). At some point on a little downhill, a truck rides up beside me and out of the window a smiling lady hands me a sachet of water. Despite doing a good 40 km/h I manage to get hold of the water and send smiles and hand kisses in return for the kind gift. That’s what I call Tour de France road service. More of that, please.

    Crossing the Río Cauca at 400 m.a.s.

    Having a break from the soaring temperatures and a massivde lunch in Irrá, a little road side village next to the Rio Cauca.

    Lunch time!

    A different view...

    It’s another superfast day thanks partly to a difference of about 1.200 metres between start and finish altitudes (in my favor), and partly to a strong and focused Zülle in the saddle. There are lots of – mainly minor – climbs today, most of which I swallow up standing in the pedals with lots of momentum from the preceding minor downhill.

    Nice countryside cycling along the Rio Cauca...

    Down in the hot and tropical lowlands in central Colombia...

    Tunnel through a rocky outcrop...

    All afternoon the Cauca River grows fatter and prouder as many tributaries and waterfalls empty themselves in the muddy waters of the fastflowing river. It’s nice without being outright spectacular.

    Rio Cauca gathering momentum...

    At the busy and loud La Pintada village I check into the clean and cable-TV equipped (think live tennis from Australian Open) Hotel Fonda (12.000 pesos = 5.50 USD) right next to the local reggaeton disco that keeps blaring all night for no apparent reason as the place is totally empty.

    Rush hour in the village La Pintada, south of Medellín.

    I do my usual night time rituals (eating, e-mailing, cruising) before I crash in front of the blue tennis courts on my little TV-set in my room, volume on max. to try and drown the annoying reggaeton across the street…

    Share

    Dag 1.019 – Verdensstjernestatus i Pereira

    Thursday, January 22nd, 2009

    Zarzal -> Pereira (hotel)
    Distance (km) : 77
    Time on bike : 3h 43m
    Brutto time: 09.15 – 14.30
    Avg : 20.6 km/h
    Max.speed: 55.9
    Total (km) : 41.052
    Altitude: Ca. 1.600 m
    Difficulty: 2 of 5

    Det er en relativt let overkommelig etape til Pereira, hvor jeg beslutter mig for at holde tidlig torsdagsfyraftenfri kl. 14. Der er intet som at være kaptajn på dit eget livs skib.

    That bike's even more advanced than mine, shock-absorbers and all...

    Jeg har nu entret Colombias Zona Cafetera, den frugtbare kaffe-region med ideelle jord- og klimaforhold for den lille bønne vi alle holder så meget af. Lots of ups and downs, but nothing too dramatic. Flotte scenerier op mod Pereira i ca. 1.600 højdemeter.

    Colombian countryside...

    Pereira er Colombias 6. største by med en befolkning på ca. 600.000 indb., og den lød tilpas uturistet til at have min interesse, og da jeg er lidt syg i maven efter at se mere tennis fra Melbourne er valget om at tage den tidlige fyraften let.

    Coffee plantations on my way to Pereira, central Colombia.

    Tjekker ind på Hotel Sueño Real, hvor jeg må hoste op med 20.000 COP (50 DKK – mutter var ikke til at stikke i) for et værelse. Til gengæld er der ESPN & ESPN+, så jeg har live tennis fra flere kanaler, og det er næsten som at være der selv.

    Pereira cityscape.

    Går en tur rundt i Pereira, der – trods en håndgribelig mangel på oplagte turistattraktioner (og andre turister!) af den slags, som guidebøger plejer at velsigne – syder af gadeliv og ad hoc gadesælgere, der breder deres varesortiment ud midt på fortove og hermed skruer ekstra godt op for fortovsvirvaret.

    Food vendor in Pereira, Colombia.

    Pereira cityscape.

    En lokal politimand måtte lige irettesætte mig, da jeg “uden tilladelse” ville fotografere et klistermærke af politiemblemet på en politipost i form af en art campingvogn midt i byen. Betjenten kaldte mig ind i vognen og fortalte, at han/de var en autoritet og at jeg ikke uden videre bare kunne tage billeder. Autoritetsfjendtlig som jeg er, går jeg jeg efter ham verbalt og fortæller, at hvis han har et problem med at jeg tager billeder af hans klistermærke i fuld offentlighed, well, så overlever jeg nok, og er på vej væk, da han igen vinker mig hen til sig, denne gang for at give mig grønt lys til at fotografere. Han gør sig endda så umage at feje lidt snavs af emblemet. For skønhedens og for min skyld. Selv en colombiansk autoritet, der føler sig forpligtet til at irettesætte, er en venlig colombianer inderst inde…

    Policia Nacional sticker. Pereira, Colombia.

    Even the mannequin’s in Colombia have entered the times of silicone!

    Mannequin, oversized?

    Jeg sætter mig med en kop kaffe, købt hos en af de mange kaffefolk, der fra små trækvogne fyldt med termokander sælger de gyldne dråber, præ-fyldt med sukker. 2 teenagepiger kommer hen og spørger om de må tage et billede. Jeg kræver efterfølgende en dittoservice for at bringe balance i tingene.

    Paula (på billedet) er 17, Afilim er 16. Zülle er snart 33. Og kunne i realiteten være far til de små pus, der opfører sig som om de efter flere års savlende venten endelig har mødt deres Leonardo…
    Verdensstjernestatussen er ikke til at tage fejl af… 🙂

    Young Pereira girl (flirting, right) and me (tired and too old, left)...

    Simón Bolivar, naked.

    Kun afbrudt af en dinnerpause med lækre grillspyd fra aftenmadboden herunder, ser jeg Australian Open hele aftenen, lige indtil jeg fader ud, mæt af mad, mæt af indtryk, mæt af tennis (for i dag)…

    Night time food vendor, Pereira - Colombia.

    Share

    Dag 1.018 – Det lykkelige humør

    Wednesday, January 21st, 2009

    Cali -> Zarzal (hotel)
    Distance (km) : 165
    Time on bike : 6h 52m
    Brutto time: 08.20 – 17.00
    Avg : 24.0 km/h
    Max.speed: 69.5
    Total (km) : 40.975
    Altitude: 1.000 m
    Difficulty: 3½ of 5

    De første ca. 200 km fra Cali mod nord er så plane som de nu bliver i Colombias Andes-region iflg. mine Colombia-kort. Det budskab har den fysiske del af mig også opsnappet, så jeg vågner tidligt med et hjerte, der slår en anelse hurtigere end hvilepuls. It’s time to go! Hjertelig afsked med Uli og Marcela og ande-familien, der har været et stort indslag for min indre Ace Ventura.

    My Cali home...

    Det varer hele 20 km før jeg fra det sydvestlige hjørne af Cali når udkanten i det nordvestlige.
    Under et kort kaffebreak undervejs (hos den mobile kaffemand på billedet herunder med indkøbsvognen) kommer en lokal mand hen for at advare mig:

    Du skal passe meget på her. Folk vil røve dig
    , forsikrer han mig og kigger på mig med et hvad-fanden-laver-du-her-mand-udtryk, jeg ikke bryder mig om. Drikker min kaffe og smutter videre.

    Hvad jeg kort efter møder er ikke folk, der vil røve mig, men en mand ved en tankstation (morgenkaffen havde nu gjort sin indvirkning på peristaltikken), der kommer hen og rækker mig 2 poser med vand: Her er lidt til vejen, min ven! Venlighed er alt, jeg møder og Gud bevare det colombianske folk.

    Temperaturen har hurtigt sneget sig op i det røde felt, så vandet er tiltrængt – og hurtigt transpireret.
    Sveden siler fra hagen dagen lang som et omvendt saltdrop.

    Mobile coffee vendor in the outskirts of Cali, central Colombia.

    Jeg er i det her overmåde lykkelige humør, som kun smukke landskaber, opladte sociale batterier (eller en kombination heraf), kan sætte mig i (der er muligvis et par ting mere, som jeg glemmer i kampens hede 😉 ).

    Der er ro og hvile i min mave som i en bjørns vinterhi, og jeg fornemmer, at den rette sang i min iPod kan udløse de glade tårer når som helst. Tror dog mest det var sved fra de buskede Ole Ernst-bryn, der løb ned ad kinderne i dag.

    Nice and flat cycling among sugarcane fields...

    Efter 4t 10m runder jeg dagens første 100 km med et snappy snit på 24 km/t.
    Det virker ikke som om vinden har tænkt sig at gøre meget væsen af sig i dag, og da dagen forventeligt er nærmest vandret langs Cauca-dalen, sætter jeg mig tidligt det mentale mål at nå 150 km i dag. Når rullestenen ruller…

    Beautiful asphalt!

    Jeg bliver stoppet flere gange undervejs i dag. Ikke af hverken militæret, politiet eller af væmmelige guerilla-militser, men af nysgerrige colombianere, der lige vil høre om dit og dat. En mand, som jeg har en kortere vejsidesnak med, giver mig sit kort og beder mig kontakte ham, hvis jeg har brug for noget. Men Buga, hans by, når jeg alt for tidligt på dagen, og det ville være en skam at standse dagen på den store klinge.

    Jeg føler mig skarp i dag og har uden tvivl 200 km i benene, men da jeg kl. 17 når den halvstore by Zarzal (ca. 35.000 indb.) vælger jeg at stoppe festen for ikke at skulle strande i mørkets ingenmandsland uden sovemuligheder.

    I udkanten af Zarzal hooker to lokale cykelryttere sig op med mig og guider mig til – meget passende – Hotel Niko. Gi’ ham nu en god pris, ikke, råber den ene lycramand ind til hoteldamen inden de smutter videre. Og det fik jeg: et superrent værelse med privat bad og kabel-TV til 12.000 COP (colombianske pesos), 30 DKK.

    Bingo hall. Zarzal, Colombia.

    Zarzal er en af de her provinsbyer, der vist aldrig har set en dansker på cykel før. Sådan kigger folk i hvert fald på mig, når jeg går gennem gaderne på jagt efter føde og internet. Aftenregn. Benene forsøge flere gange at sende mig i kramper. Jeg overhørte i adrenalinrusen i dag på cyklen muligvis et enkelt signal fra kroppen. C’est la vie

    A long day in the saddle (165 km) deserves a hearty meal...Zarzal, Colombia.

    Falder i søvn med Australian Open live på 14″-skærmen på mit værelse, som en lille dreng til Elefantens Vuggevise.

    Share

    Dag 1.017 – Chorrera del Índio-vandfaldet (UK)

    Tuesday, January 20th, 2009

    Uli, Marcela, Martiza, and cousin Paula take me out of the city today (my last in Cali), to a famous – and deservedly so – picnic + let’s-get-some-fresh-air spot just west of the metropole.

    Rio Pance just west of Cali - Colombia..

    Rio Pance runs up into the mountains west of Cali and the area is laid out as a national park. Some 10 km up the river we reach the massive Chorrera del Índio waterfall.

    Chorrera del Indio. Cali, Colombia.

    We have the place all to ourselves, go “diving” under the fall, and just have a thoroughly good time.

    Uli, Marcela, Paula, me, and Martiza at the waterfall...

    The massive Chorrera del Indio waterfall. Check out the bikini under the falls! Cali, Colombia.

    It’s hard not to feel just a little like a true jungle boy. Very impressive forces of Nature!

    The Pose.

    Ants keep marching…Do these fellas ever sleep?

    Busy ants near the Chorrera del Indio waterfall...

    We’ve all worked up a healthy appetite after the hours at the fall, and lunch is waiting us at Mai and Marce’s uncle’s mansion, beautifully prepared by the kitchen maid in the house. I always welcome this kind of luxury in my otherwise pretty Spartan nomadic bicycle life.

    The Mansion.

    Last night + last supper in my Cali “home” where I’ve felt nicely wrapped up in a very hospitable social web thanks to Ulises, Marcela, and Maritza. I feel very happy having met these guys, and – to bring balance on the lever – Marcela tells me that they’ve been honoured having me staying and that I’ve been like an exciting window to the world to them.

    Nice words, warm hearts.

    My friend's house in the La Buitrera Cali suburb.

    Acknowledging the fact that I can’t and don’t want to carry superfluity on my bike, Ulises has made a 2D-painting of my and my bike (incl. the Danish flag that I’m so proud of! 🙂 ) on his lappie, and gives it to me as a goodbye present (it’s on the frontpage of WT, if you haven’t seen it). It’s the best souvenir for ages.

    Nice acts, warm hearts.

    Share

    Dag 1.016 – Cali Zoo & Jacuzzi’en

    Monday, January 19th, 2009

    0 km etc.

    Har lige fundet mig til rette på sengen med laptoppen på mit lille værelse hos Ulises og Marcela. Det er sent mandag aften, chikaderne synger udenfor, temperaturen er faldet til omkring 20 grader Celsius og der er også ved at falde ro over mig efter en forrygende og begivenhedsfuld dag i Cali.

    For første gang i flere dage havde jeg i formiddags en god time her i huset for mig selv. Uli og Marcela var taget på arbejde og jeg ventede på at blive hentet af Monica (gårsdagens 25-årsfødselar), der – dyreglad som jeg selv – havde tilbudt at tage mig med i Zoológico de Cali i dag. Zoo’en var (udover at opleve livet i Cali) en af de Cali-attraktioner, jeg har set frem til.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    Zoo’en har ry for at være Colombias absolut bedste, og jeg tror det gerne. Dagens første grin falder, da vi i zoo’en nærmer os el aviario, fugleområdet, hvor Monica med en vis ængstelse fortæller mig, at hun lider af ornitofobi!

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    Please let me out, will you?

    Det morer mig højt, at jeg er kommet i zoologisk have med en pige, der er angst for alle bevingede dyr. Haven skuffer ikke, og Monica er en sød og glimrende zoo-guide og ad-hoc spanskunderviser. Jeg har sjældent været så spørgelysten udi det spanske og sådan fortsætter det dagen lang.

    Monica and the cute little fella'...

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    The back of a lizard at the Zoológico de Cali, Colombia.

    A delightful visit at the Zoológico de Cali, Colombia.

    De tre zoo-timer flyver afsted, hvorefter vi i Monicas bil kører til Onkel Orlandos hus. Orlando, som jeg havde en længere snak med til festen i går, har ikke selv nogen familie, men huser til gengæld de fleste niecer og nevøer i familien på sit enorme landsted i udkanten af Cali. Det er et meget imponerende palæ med en gigantisk have med pool, jacuzzi, fodboldbane.

    Uli, Churris, and I in the jacuzzi. Cali - Colombia.

    Stuepigen serverer almuerzo (frokost) og snart venter jacuzzien og poolen Uli, Paula og jeg. Det er kun anden gang i WT-historien at jeg forkæles af en jacuzzi (hvem husker ikke første gang?), og det er – taget i betragtning af, hvor meget jeg nyder det – alt, alt for lidt.

    Jamundí monument, south of Cali - Colombia.

    Næst i rækken af dagens indslag er en tur til Jamundí, en sydlig Cali-forstad, hvor Uli, Paula, Monica og jeg kaster os ud i byens kuli-specialitet, Cholado, en avanceret og uhyggeligt velsmagende frugtsalat, som jeg undervejs beskriver som den længste orgasme længe (WT-læseren vil dog – modsat mine colombianske venner – vide, at det ikke siger meget i denne sammenhæng).

    Cholado - a delicious and advanced fruit salat...

    Jeg så i Popayán et par sneakers-sko jeg synes godt om, og som jeg ikke har sluppet i tankerne. Dem lufter jeg for Monica, der straks foreslår, at vi kører til et af Calis mange shoppingcentre for at finde et tilsvarende par. Jeg klager ikke over servicen. Skoene finder vi ikke trods 6-7 butikbesøg, men til gengæld finder vi Maritza og Marcela, der er dukket op, så vi hænger alle ud lidt med masser af glade input.

    Jeg føler mig meget godt tilpas med mine nye venner og er overrasket over dagens energiniveau og hvor meget spansk jeg har fået talt. At min spanske drøbel så også er blevet komplimenteret fra forskellige sider giver blot (kliché-advarsel!) en ekstra appelsin i turbanen.

    Unicentro Shopping Mall. Cali - Colombia.

    Det har virkelig givet mig det sprog-boost, jeg længe har haft brug for, men som jeg af forskellige årsager (dels træthed pga. cyklingen, dels en mild afsky overfor small-talk med tilfældige, forbipasserende mennesker) har undgået.

    Share

    Dag 1.015 – Fødselsdagen

    Sunday, January 18th, 2009

    0 km etc.

    Det er lidt tough at vågne kl. 07.45, langt fra udhvilet og vide, at jeg i dag har brug for al mulig energi til at holde gnisten oppe med den spanske tunge i selskab med en masse nye bekendtskaber.

    Taking a rest in the rooftop hammock. Cali - Colombia.

    The Mad Duck.

    Der er fødselsdag i familien. Monica, tvillingepigernes kusine, fylder 25 og fejringen foregår her i det lille hus i Cali-forstaden La Buitrera, hvor familiens øvrige kusiner, fætre og onkel er inviteret.
    Glade, nye ansigter, mexicanske tacos og buritos, et par spanske fødselsdagssange og en lang snak med onkel Orlando, der selv har læst antropologi og har nogle interessante synspunkter omkring Colombias brik i det globale, økonomiske puslespil etc.

    Our friends in the backyard...

    Another friend in the backyard...

    Monica's 25 year-old birthday party in La Buitrera, Cali - Colombia.

    Udover (for relativt få år tilbage) at have ry for at være en af verdens farligste byer målt på antallet af drab pr. antal indbyggere, har Cali også det lidt mere flatterende ry at være The City of Beautiful Women. Dagene her i Cali afslører en betydelig sandhedsværdi i dette sidste ry.

    The Cake.

    Der render nogle vidunderligt skønne piger rundt her i Cali. Det er en fryd for øjet. At byen også rummer oceaner af skønhedssaloner, og at der dagligt sprøjtes kilovis af silikone ind både for og bag for – i et misforstået forsøg på? – at bibeholde byens ry, tja det kan jeg ikke rigtigt bryde mig om.

    Watching my WT-mini-movies at the birthday party. Cali - Colombia.

    Vi slutter aftenen af med at se en række af mine WT-mini-docus på min laptop midt i stuen. Til det umættelige publikums store applaus. Det er rart at kunne give lidt igen efter al den gæstfrihed, jeg har modtaget her i Cali. Men det var jo Monicas og ikke min fest… 🙂

    Share

    Dag 1.014 – Cali, Cali, Cali…

    Saturday, January 17th, 2009

    0 km etc.

    Nattens tropelyde har ikke sluppet sit greb i baghaven, selvom dagen har taget over, da jeg vågner på min madras på gulvet. Livet heroppe i forbjergene er så meget anderledes end storbylivet nede i Cali, som der er udsigt over her fra huset.

    Backyard friends...

    Jeg kaster tungen op på den store, spanske klinge og tvinger mig selv i gear, selvom jeg knapt er udhvilet. Dagen bliver en lang eksplosion af indtryk og nye ansigter. Først besøger vi (Uli, Marcela og jeg) Mono og Carolina, et kærestevennepar, der bor en lille gåtur nede af grusvejen.

    Lunch with Uli, Marcela, and Imelda in Cali - Colombia.

    Nicolai drinking the best coffee in the world!

    Om eftermiddagen har Marcela og Maritzas mor, Imelda, budt på frokost inde i byen, hvor hun bor alene i et lejlighedskompleks. Herefter er der Cali-sightseeing på plakaten. Det er en skøn luksus at blive kørt rundt til byens attraktioner ledsaget af mine nye venner, der også viser sig at være kompetente lokalguider.

    Homenaje de amor...

    View over Cali, Colombia...

    Cerro de los tres cruzes. Cali, Colombia.

    The Bubble Man. San Antonio suburb, Cali - Colombia.

    Bubbles.

    Mirador Sebastian Belecazár, San Antonio Park & Church, Iglesia de la Ermita, Bar La Fuente og en afsluttende pizza ved Parque del Perro inden vi kører tilbage til huset og tropelydene, der trutter og sprutter løs igen. Det her er min form for action i Colombia.

    Heart shaped boxes...

    The Cat of Seven Lives...

    Dagens Info: En joint koster på gaden her i Cali 1.000 colombianske pesos, 2.45 DKK.

    Backseat drinking in Cali, Colombia.

    Beautiful Iglesia de la Ermita in downtown Cali, Colombia.

    Green + tree

    Share

    Dag 1.013 – Zülle blandt nye venner…

    Friday, January 16th, 2009

    Popayán -> Cali (private)
    Distance (km) : 134
    Time on bike : 5h 34m
    Brutto time: 09.00 – 16.00
    Avg : 23.9 km/h
    Max.speed: 71.7
    Total (km) : 40.810
    Altitude: 1.100 m
    Difficulty: 3 of 5

    Morgenmaden – 2 store skåle müsli med fuldfed komælk – rækker til hele 120 km cykling helt indtil udkanten af Cali efter knapt 5 timers cykling. Udover 2 L vand indtager jeg ingenting. Det er vist endnu en first of for mig…

    Metabudskab:
    Spis müsli.

    Typical landscape north of Popayán, Colombia.

    Min hollandske dame opfører sig eksemplarisk og ruller som ny, efter at jeg gav den 1½ times kærlig hånd på tankstationen i Cano forleden. Hvis bare den kødelige kærlighed var tilsvarende let at pleje og tilfredsstille…

    …så ville livet af og til være en smule lettere og en hel del kedeligere, ikk’?

    Getting closer to Cali, Colombia.

    Der er masser af op- og nedkørsler den første halvdel af cykeldagen. Jeg har gennem årene fået en virkelig god forståelse for bjergene, for deres krumspring og hældninger og for bjergvejenes udformning og logik. Ofte kan jeg forudsige hvordan vejens hældning/udformning vil blive rundt om hjørnet. Cyklingen bliver aldrig kedelig.

    Min fysiske styrke er gennem de sidste ugers bjergkørsel blevet helt og aldeles opslugt af Andes-regionens rolllercoaster-ture. Men godt 60 km syd for Cali hører bjergene midlertidigt op, da jeg entrer den frodige og plane Valle de Cauca og foran mig har den vandrette, glatte asfalt.

    A new challenger to the Aussie outback trucks: The 4-wagon long sugar cane "trains" in the Valle de Cauca, central Colombia!

    Al min energi spyttes direkte i pedalerne, der i samspil med den nyrensede kæde til gengæld skyder mig fremad med høj fart (25-30 km/t), mens jeg passerer endeløse sukkerrørsplantager til begge sider. Zülle er stærk. Zülle er glad.

    One of the many river crossings of the day...

    Christophe, en fransk fyr jeg mødte på Påskeøen i august sidste år, har sat mig i forbindelse med en Maritza, som jeg gennem Christophe ved arbejder 7 km syd for Cali på vejen mod Jamundí. Dét og så hendes mobilnummer er alt jeg har. Jeg overraskes derfor over pludselig fra hovedvejen at se navnet på hendes arbejde på et stort virksomhedsskilt. Meget fint. Jeg sætter mig over på en tankstation og får lidt sen frokost inden jeg tager mig mod til at ringe til Maritza, en pige jeg aldrig har mødt og som bare ved at (men ikke hvornår) jeg kommer.

    Alt forløber fint, og snart dukker Maritza op sammen med hendes (surprise) tvillingesøster Marcela (30), der begge er filmproducere. Vi sætter os med en frugtjuice mens den optimistiske snak ruller fra tunge til tunge. Snart agerer Marcela vejviser i sin lille Chevrolet Alto, mens jeg cykler bag ved.

    Wonderful new friends in Cali, Colombia.

    Marcela bor i et mindre, lejet hus, der ligger nogle kilometer oppe i forbjergene vest for Cali, sammen med sin cubanske kæreste Ulises (2D-animatør, 36). Han tager kærligt imod mig, da jeg ankommer stærkt svedende og med en kropsodør ikke langt fra en muggen geds.

    Det føles virkelig godt at være kommet her til. Der er bananpalmer, citrontræer og en tropisk junglestemning med cikade-orkestre i baghaven, guatis (en slags gnaver) og en andefamilie med to ællinger i forhaven, jeg har fået mit eget værelse, mine værter er enormt søde og ligetil. Det er umuligt ikke at være slemt godt tilfreds.

    Share

    A Few Updates From the Bits & Pieces Dept.

    Thursday, January 15th, 2009

    Just scroll down on the links below to see the latest additions…

    The Milestones (now past 40K)

    The Licence Plates

    N

    Share

    Dag 1.012 – Manden, der ikke greb sin chance…(UK)

    Thursday, January 15th, 2009

    Tonight a local girl – an a real beauty if you ask me – suddenly comes up to me from behind while I was standing looking at some of the fine architecture here in Popayán. The girl asks me if I’m looking for something (at this point, I should’ve been fast and clear-thinking, but made my first error instead). I’m taken by surprise and plainly answers her that no, I’m fine and that I’m just enjoying the beautiful city.

    The girl doesn’t leave after this rather dull answer, but cracks a gorgeous smile that leaves me even more bashful (not taking advantage of the obvious opening in the conversation is my second error). Another flirting look comes my way, but I still don’t know what to do or say, so eventually she turns around and slowly walks away. Could have killed myself for letting go of such a princess. Anyway, the night-lit colonial buildings show me another (less human, though) kind of beauty in Popayán. It’ll have to suffice for now.

    Spend most of the day online with my laptop at the hostal. For the first time in almost 3 years I watch Danish television live. Seeing an old uni-mate debate with the Danish minister of education (on DR’s program Deadline) is an almost surreal experience. Long live wireless!

    I’ve been eating müsli with cold milk ad libitum since I got to Popayán and found the first real supermarket (Exito) since I don’t know. I suddenly realize how much I’ve been missing that stable food of mine.

    Share

    Schwalbe Test Driver… (UK)

    Wednesday, January 14th, 2009

    On WT Expedition Day #171, on September 27th 2006, I changed my front tyre (after 8.900 km since departure) in what could easily be on of the prettiest spots on Earth for doing just that, changing tyres. I was in southern Kyrgyzstan near Sary Tash on my way to Kashgar in the Xinjiang Province, Western China.

    Having a flat tyre in Kyrgyzstan!

    Little did I know, that it would be another 818 days until I had to do that again.

    On Day 999, after 30.807 km on the same Schwalbe Marathon XR tyre, I decided to call it a day and give the hard-working tyre a final and well-deserved rest. I had just 2 regular thing-through-the-tyre flats on that front tyre in 2 years and 3 months.

    Kyrgyzstan

    There a general consensus among long-distance cyclists that the German company Schwalbe makes the best and most durable tyres in the world which my 30K+ km just bear witness to.

    Thus, I’m very glad and honoured that Schwalbe has offered me a new set of their brand new 2009 model Marathon Extreme to take for a (hopefully long and puncture-free) test drive around the world (and thanks to my friend Ragge for bringing them over to me in Peru).

    This is how it looks on my Koga, and I’m quite excited to see how it performs.

    Schwalbe Marathon Extreme!

    In return for the tyres – and a big thank you to Product Manager at Schwalbe, Carsten Zahn – I just need to make a little stat report and deliver the tyres back to the company for further inspection.

    It feels like a nice thing to add the tag Schwalbe Test Driver to my status. The cyclists out there would know what I’m talking about…

    God Bless and long live my new Marathon Extreme!

    Nicolai (Popayán, Colombia)

    Share

    Dag 1.011 – Om det colombianske køkken og image (UK)

    Wednesday, January 14th, 2009

    One of the surprising joys of entering a new country for me, is to try and get acquainted with the local cuisine. I never (in pre-WT-times) really paid much attention to this culinary part of travelling, but things have changed (said the permanently hungry cyclist).

    Apart from update-writing on this site, I’ve basically done nothing to write home about. Been hanging out at the great and laid-back Hostel Trail all day (raining anyway, so what better idea than catching up on the world and letting the world catch up on you), eating müsli with cold milk, chatting with fellow travellers.

    The rain stopped just a few hours ago, so I ventured out to have a sample of the local south Colombian cuisine. The ubiquitous arepa was first up in a hole-in-the-wall local fast food eatery (comida rápida). A filling and delicious little thing for just over 0.50 USD.

    On a dimly-lit backstreet of downtown Popayán I found this lady selling chicken tamales wrapped up in a corn husk from a plastic bucket. 0.70 USD a piece and I was set for the night. Great stuff, that comida colombiana

    Like everything else, really, that I’ve been in contact with here in Colombia – the people, the mountainscapes, the prices, the optimism. The list goes on.

    The major problem with Colombia, as I see it (after just a few days in the country, but after listening to a lot of second or third-hand stories about the dangers of the country), is the huge image problem that decades of internal conflicts, drug wars, and foreign kidnappings have left behind. All the front-page rage that spread around the world in the 1980s and early 1990s documenting how crazily dangerous and out-of-hand the security situation in Colombia was.

    Whenever (if ever) I see or feel something that just waguely justifies the preconceived mental horror picture that many of us have of the Republic of Colombia, I’ll let you know…

    And BTW, I’ll work my way backwards this time in order to fully update the diary…Keep coming back, will you?

    Share

    At indhente det tabte…

    Tuesday, January 13th, 2009

    På grund af en masse tid på cyklen på det seneste (siden jeg forlod Máncora 2. juledag), har det været svært at følge op på dagbogen. Her er dog nogle foto-opdateringer, der skulle udfylde hullerne i den tykke bog…

    Dag 986
    Dag 989
    Dag 990
    Dag 991

    …og ny dagbogstekst her:

    Dag 999
    Dag 1.000

    Share

    Dag 1.010 – Timbío -> Popayán (hostel) (UK)

    Tuesday, January 13th, 2009

    Timbío -> Popayán (hostel)
    Distance (km) : 15
    Time on bike : 0h 32m
    Brutto time: 10.00 – 10.35
    Avg : 27.5 km/h
    Max.speed: 62.0
    Total (km) : 40.676
    Altitude: 1.750 m
    Difficulty: ½ of 5

    Another marathon night! 12 hours of straight and sound sleep in my little 3.50 USD prison cell room just 20 m from the thundering Panamerican Hwy. God bless my earplugs.

    Timbío main drag which is also part of the Panamerican Hwy...Just south of Popayán, Colombia.

    Fictive conversation with myself today:

    Someone: So, Nicolai, what did you do in southern Colombia?
    Me: Well, I slept and I rode my bike, occasionally interrupted by food and drink intake on the 2nd floor, and subsequently about the equivalent output on the 1st floor.
    Someone: Sounds kind of trivial, doesn’t it. Are you enjoying yourself?
    Me: Every single minute of it…

    Horse-cart in downtown Popayán, southern Colombia.

    At the local bakery/cafeteria in Timbío I instantly feel my inner gear box switch to Fugitive Mode as a guy starts striking up a conversation with me, all smiling and enthusiastic. Most of the other guests in the bakery keep staring at me. But I’m not in the mood for chit-chatting at this pre-coffee and pre-brekkie (or at any other, truth be told) time of the day. I get my stuff from the counter, sit down next to my bike parked outside, and try to look as busy as possible, reading my diary, looking at maps, sipping my coffee.

    La Cuidad Blanca. Don't know what all these people were waiting for...

    Today’s ride to Popayán’s an easy one. Even before the sweat, my usual companion, is to be found on my forehead, Popayán’s there. 10.35 AM. I check in at the web-recommended Hostal Trail, where a bunk bed, kitchen facilities, free wifi (a feat I’m going to make huge use of), central location, int’l travellers, and a lovely staff and great atmosphere sets me back 15.000 Colombian pesos, about 7 USD.

    Popayán street scene...

    Popayán is a beautiful, colonial city (ca. 250.000 inhab.) at 1.560 m.a.s. It’s called The White City due to the colour of most houses in the colonial centre. My first walk around town leaves me with the impression the “I’m going to stay here right until the attraction of the road gets greater than the attraction of the city”. Well, it’s normally like that.

    Ludo action in downtown Popayán, Colombia...

    Besides the attraction of the city, the attraction of the contrast between being (or feeling like) a semi-savage, dirty, centre-of-attention, sort of homeless, pedal-pushing vagabond and being a clean, clean-shaven (it doesn’t take a lot, admittedly), more-anonymous citizen with a room for the night, is a great one, and the Dr. Jekyll/Mr. Hyde transformation never stops fascinating me.

    Ludo action in downtown Popayán, Colombia...

    Share

    Dag 1.009 – El Estrecho -> Timbío (residential)

    Monday, January 12th, 2009

    El Estrecho -> Timbío (residential)
    Distance (km) : 95
    Time on bike : 6h 07m
    Brutto time: 07.30 – 16.30
    Avg : 15.5 km/h
    Max.speed: 64.8
    Total (km) : 40.661
    Altitude: Ca. 1.800 m
    Difficulty: 4½ of 5

    Private parking lot in a southern Colombian village...Near El Bordo.

    Rolling landscape south of Popayán, Colombia...

    Eatery Where the Frog Sings...Poetic, huh?

    Vultures and papayas.

    Cool vistas in southern Colombia.

    A solid lunch on my way to Popayán, southern Colombia.

    Rosas town, southern Colombia.

    My tiny "prison cell" room in Timbío village, southern Colombia.

    Tekst kommer nok…

    Share

    Dag 1.008 – Cano -> El Estrecho (hotel)

    Sunday, January 11th, 2009

    Cano -> El Estrecho (hotel)
    Distance (km) : 107
    Time on bike : 5h 21m
    Brutto time: 09.25 – 17.00
    Avg : 20.0 km/h
    Max.speed: 66.5
    Total (km) : 40.566
    Altitude: 600 m
    Difficulty: 5 of 5

    Time for a little drivechain love 'n maintenance at a gas station in Cano - Colombia.

    Clean - I like!

    Spectacular scenery near El Tablón, Colombia.

    More spectacular scenery near El Tablón, Colombia.

    Luckily. I didn't have to go down there...

    Rugged...

    Túnel de la Llana.

    Avocado lunch in El Tambo, Colombia.

    Hacienda El Paraiso, Valle de Cauca - southern Colombia.

    Colombian 5000 pesos note = 2.2 USD...

    One of many river crossings that day...Down, then up, down, then up...

    Rolling farmland south of El Estrecho, Colombia.

    Rural mud hut in southern Colombia...

    Brilliant, ye' ol' Creator of All Things, brilliant!

    Night time in El Estrecho village...

    Tekst kommer nok…

    Share

    Dag 1.007 – Ipiales -> Cano (hotel)

    Saturday, January 10th, 2009

    Ipiales -> Cano (hotel)
    Distance (km) : 116
    Time on bike : 4h 36m
    Brutto time: 08.50 – 15.30
    Avg : 25.1 km/h
    Max.speed: 68.1
    Total (km) : 40.459
    Altitude: 1.600 m
    Difficulty: 2 of 5

    Ipiales market getting started...

    Ipiales fruit wagon...

    Ipiales market street...

    Main square in Ipiales, Colombia.

    Horse-cart in Ipiales - Colombia.

    Stunning mountain scenes just north of Ipiales, Colombia.

    Stunning mountain scenes just north of Ipiales, Colombia.

    El Pedregal junction/village...

    Panamericana al Norte - that's my direction!

    Lunch in a little eatery just north of Pasto, southern Colombia.

    View from my room in Cano, my second night in Colombia.

    20:09, Our Year, yeah!

    Tekst kommer nok…

    Share

    Dag 1.006 – Colombia!!!

    Friday, January 9th, 2009

    Tulcán (EC) -> Ipiales (COL) (hotel)
    Distance (km) : 11
    Time on bike : 1h 02m
    Brutto time: 09.00 – 14.30
    Avg : 11.0 km/h
    Max.speed: 58.2
    Total (km) : 40.343
    Altitude: 2.900 m
    Difficulty: 1 of 5

    Fixing an unexpected flat on my new rear tyre. Tulcán, Ecuador.

    Goodbye Ecuador!

    Waiting for 4½ hours to exit Ecuador. How hard can it be, guys?

    Welcome to Colombia, my WT country #30...

    Welcome to Colombia, my WT country #30...
    Tekst kommer nok…

    Share

    Photo Set from Peru is out!

    Thursday, January 8th, 2009

    I’ve picked 200 of my best, most memorable, or otherwise visuals from my 2 months in Peru…

    Have a look at the album right here!

    Share

    Dag 1.005 – Kulsorte negerbørn i det nordlige Ecuador

    Thursday, January 8th, 2009

    Otavalo -> Tulcán (hostal)
    Distance (km) : 151
    Time on bike : 5h 21m
    Brutto time: 12.00 – 18.15
    Avg : 28.1 km/h
    Max.speed: 84.0
    Total (km) : 40.332
    Altitude: 3.000 m
    Difficulty: 3 of 5

    People seem to like queing up in South America...

    Ekspeditionen fortsætter i dag ufortrødent mod Colombia, WT-land #30. Vejret er gråt (som man siger) fra formiddagens første tråd mod Ibarra i 2.250, 300 vertikale meter længere nede end Otavalo. Det er køligt (16C) og regnfuldt, så øjnene er rettet mod den hvide stribe på vejen foran mig, mens benene bare gør det, de har været vant til de sidste 33 måneder.

    The Little Sumo Fighter. Otavalo, Ecuador.

    Fra udkanten af Ibarra falder vejen dramatisk ned til Chota-dalens ca. 1.500 m. Det er ca. 700 m free fall, mens asfaltslangen zig-zag’er sig smukt ned ad bjergsiden. Transitionen fra Ibarras grå regn til det nær-tropiske lavland med sukkerrørsmarker, kaktusser, bananpalmer (og en masse små, bidende insekter, der kommer til at klø og småpine mig de næste 2-3 dage!) og 30C er virkeligt imponerende og tager kun ca. ½ time. Det er slet ikke noget, jeg forventer, man som lavlands-dansker kan forholde sig til.

    Just passing through Ibarra, on my way to Colombia.

    Det demografiske, ecuadorianske kludetæppe har her i de nordlige regioner nær Colombia taget sig et betydelig mørklødet hamskifte. Otavalos højlandsindianere er skiftet ud med kulsorte negre, som disse drenge ville kalde det. Under et break i El Juncal får jeg mig en snak med 3 dejlige negerbørn (nu vi er i den jargon, undskyldte antropologen), der vil vide alt om mig og WT. Det er en anderledes kombo som blond dansker at stå i det nordligste Ecuador og tale spansk med børn, hvis afrikanske ophav er så umiskendeligt. Swahili ville være mere nærliggende.

    The village loco in El Juncal, Ecuador.

    Negritas/negritos in El Juncal, northern Ecuador...

    Fra El Juncal starter en lang stigning op til et højdedrag i ca. 3.300 m. Jeg er lykkelig over at fange en tungtlæsset truck, hvis chauffør sender opmuntrende tilråb til mig ud gennem sideruden, da jeg har fundet mig til rette bag vognen, koblet fast til et stykke fortøjringsreb, der giver godt med bevægelsesfrihed til at klare evt. forhindringer. Men asfalten er poolbordglat og jeg flyver opad med en enorm gejst. Vejret er klaret op og udsigterne er vidunderligt smukke.

    Burden in El Juncal, Ecuador.

    The weather cleared up beatifully just south of Tulcán, Ecuador...

    Det er blevet skumringsmørkt, da jeg endelig når Tulcán (3.000 m) efter 150 km. Tjekker ind på snuskede Residential Sucre (til overkommelige 5 USD, men stadig dårlig økonomi), der kun har iskoldt vand (fra bjergene, velsagtens) i bruseren, men jeg trænger stort og bider militærisk kuldechokket i mig.

    Dirty cyclist! Tulcán, northern Ecuador...

    Kinamad. Dagbogsnotater. Læsning. Spændte tanker på morgendagen og Colombia. Lukøje.

    Indoor volley in Tulcán, Ecuador...

    Share

    Dag 1.004 – Otavalo admin-dag

    Wednesday, January 7th, 2009

    0 km etc.

    Brekkie at the local groceries market in Otavalo...

    Har en lang række admin-ting at fikse i dag. Primært web-relaterede, men også tøjvask, bogbytte (får byttet den engelsksprogede pigeroman Atlantic Shift af Emily Barr (jeg er ikke altid herre over, hvilke bøger, der tilfalder mig fra brugtbogshylderne på diverse hostels undervejs – og en pigeroman er stadig bedre en ingen roman) til Hr. Kirks klassiske Fiskerne (1926) på dansk), Colombia-research, se på landkort og overveje forskellige ruter gennem Colombia – og lidt sightseeing bliver det til.

    Otavalo indígenas at the local market.

    Church in Otavalo, Ecuador.

    Doing the laundry at my Residential Sucre in Otavalo, Ecuador.

    Artesania in Otavalo.

    Artesania in Otavalo.

    Kan næsten ikke vente med at komme til Colombia nu.

    Indígenas at the Otavalo market...

    Hole-in-the-wall eatery in Otavalo...

    Share

    The Global Peace Index…

    Wednesday, January 7th, 2009

    Just recently I heard about the Global Peace Index. Being a pacifist of sorts this index immediately caught my attention while fooling around the web the other day…

    From Wikipedia:

    The Global Peace Index (GPI) is an attempt to measure the relative position of nations’ and regions’ peacefulness.

    Have a look at the list of countries here…

    The Global Peace Index

    A few comments:

    Isn’t it funny how all the textbook citizens of the Scandinavian countries all do so well in these surveys… 🙂

    It does make sense to me that New Zealand are up there amongst the top, but what are the Aussies doing down at #27?

    …and don´t worry too much about Colombia’s position way down the list. This is all just based on statistical material – I’m gonna prove that all this talk about Colombia being such a dangerous country is yesterday’s news and that the country doesn’t deserve all the bad media hype…

    Anyway, I love global indexes like this…

    — The Peaceful Dane —

    Share

    Dag 1.003 – Alóag -> Otavalo (residencia)

    Tuesday, January 6th, 2009

    Alóag -> Otavalo (residencia)
    Distance (km) : 135
    Time on bike : 5h 03m
    Brutto time: 10.40 – 17.00
    Avg : 26.7 km/h
    Max.speed: 85.0
    Total (km) : 40.181
    Altitude: 2.550 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Det meste af mit cykeltøj er stadig vådt af en sirlig regn/sved-blanding fra i går. Ikke alt for meget, jeg kan gøre ved det og så længe det ikke er tropevarmt og luftfugtigt plejer jeg (og i særdeleshed skridtet) at slippe afsted med det, selvom det aldrig er spændende at hoppe i vådt tøj fra morgenstunden og inden kaffen! Magen til ubehag!

    Turning right, thus skipping Quito...

    Dagens Tone: Along the Run – Art of Fighting

    Der er masser af endeløse ups and downs hele dagen i dag. Ved 14-tiden efter 50 km med rollercoasters fanger jeg en Kenworth-truck, der bare vil fremad. Vejen er humplet og patchwork-ramt og med 40-60 km/t er det hårdt for Kogaen – og i mindre grad for mine arme og ryg.

    This is the official circumference of the Earth...And I can now call myself a RTW-cyclist...

    Men jeg vil ikke slippe. Vi – for vi er en lille interimistisk duo, mig og chaufføren, som jeg har smilende, visuel kontakt med via sidespejlet – suser gennem Cayambe, hvorfra den fineste, glatteste asfalt menneskeheden har kendt tager over og fortsætter de næste mange kilometer. Det er en fin-fin og action-mættet sport, denne truck-surfing.

    Shelter from the afternoon rains, NE of Quito, Ecuador.

    20 km før Otavalo (som jeg ingenlunde havde regnet med at nå i dag) slipper jeg trucken og takker chaufføren mange gange via sidespejlet, vores eneste kommunikationsmiddel. Fra højderyggen i ca. 3.300 m er der smukke udsigter over Volcán Imbabura med Lago de San Pablo i forgrunden. Mange indianere i traditionelle dragter langs vejkanten.

    Volcán Imbabura and Lago de San Pablo in front...

    Ved ankomsten i Otavalo, kan jeg ikke forstå, hvorfor flere yngre piger småfniser og forlegent bukker hovedet ned mod brystet, med hånden for munden (den klassiske ungmø-attitude), når de ser mig. Jeg er bare fokuseret på at finde et sted at overnatte, og fejer deres fjanterier bort med deres unge alder og umodenhed. Men da jeg har tjekket ind på Residential Santa Fe (kun 5 USD for et lille kammer med TV) og ser mig i spejlet forstår jeg hvorfor. Jeg har skidt, støv og bilos i ansigtets huller og skrækker og ser ubehageligt fæl ud i landevejens krigsmaling.

    Otavalo church by night. Pretty sight.

    Me, dirty...

    Share

    How Hard Was Today’s Cycling?

    Tuesday, January 6th, 2009

    Difficulty Level:

    You might have noticed that recently I started putting an extra line in the Stats of the Cycling Day (I like stats). A little comment is in order here. The Difficulty Level (abb. Diff.) is an over-all and highly subjective judgment of the toughness and difficulty of the cycling day.

    The most obvious parameters (for the cyclist) such as distance, uphills, wind conditions are the main parts of the judgment, but factors like weather conditions (temperature, precipitation etc.), luggage weight (it roughly changes according to the general climate I´m cycling in), my personal well-being and mood of the day (often affected by amount of sleep and food in stomach) are also part of it.

    The index goes from 1 to 5, 1 being an easy day, 5 being a really hard one (or perceived as such, ie.).

    Share

    Dag 1.002 – Ambato -> Alóag (hostal)

    Monday, January 5th, 2009

    Ambato -> Alóag (hostal)
    Distance (km) : 99
    Time on bike : 5h 02m
    Brutto time: 10.20 – 16.50
    Avg : 19.7 km/h
    Max.speed: 67.3
    Total (km) : 40.046
    Altitude: Ca. 2.800 m
    Difficulty: 2½ of 5

    Meat shopping in Ambato, Ecuador.

    Llapingachos brekkie in Ambato. Delicious stuff!

    Ambato er som forvandlet, da jeg med alt kameragrejet begiver mig ud i den morgentravle by. Mandag er markedsdag her og det betyder som altid fine motiver.

    Ambato street scene...

    Queing up for whatever reason, getting money or something, I suppose...Ambato, Ecuador.

    Local gangsters in Ambato...

    Old man, new bus. Ambato, Ecuador.

    Jeg bliver igen i dag jagtet af gale hunde. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at lederen (en ellers nydelig, slank cocker spaniel af en art) af den bidske køter-trio der forfølger mig, bider fast i min bageste cykeltaske (der i forvejen har et tiltapet hul fra en syg, territoriel hyrdehund i Kirgisistan).

    Ambato street scene...

    Collecting plastic bottles?

    Den slags hundeopførsel tolererer jeg ikke, så jeg stopper øjeblikkeligt op, hvorefter trekløveret får halen mellem benene og benene på nakken. Men seancen slutter ikke her. Det nye er nemlig, at jeg finder et par håndfulde kasteskyts og katapulter en babynævestor sten mod lederen som et projektil. Stenen kender til min hensigt og tordner ind på hundens bageste del af ryggen, hvilket får den til at hoppe og spjætte (i smerte eller forskrækkelse? Jeg håber på lidt af hvert) på en ikke særlig alpha-agtig måde. Touchdown! Sådan et præcisionskast kan jeg leve længe på…

    Ambato street scene...

    Having an ice-cream break in Salcedo, central Ecuador.

    Jeg krydser 40.000 km i dag, 13 km nord for Latacunga, 7 km for landsbyen med det spøjse navn Lasso. Det er et stort øjeblik for mig, og det fejres med en fersken ice-tea og et par oste/løg-boller, jeg fandt hos en gadesælger i Latacunga.

    Carrot workers north of Ambato, Ecuador.

    Endnu en bjergryg skal forceres efter en kort vandpause i Lasso. Bjergryg vil her i Ecuadors kuperede terræn sige en lang og kon(s)tant stigning op til ca. 3.500 m. Silregnen intensiveres til moderat pjæsk og snart til kraftig regn. Udsigten til Cotopaxi-vulkanens hvide tinde i 5.897 m må jeg tænke mig til.

    40.000 km. Just north of Latacunga, central Ecuador.

    På toppen går jeg i tørvejr under en tankstations tag, hopper i regntøjet og bliver igen uønsket centrum for opmærksomheden fra et par fyre, der voldglor på både Kogaen og jeg, og spørgsmålene hagler, på trods af min afvisende attitude. Den må jeg lige øve mig lidt på, den med attituden.

    Ambato street scene...

    Et ophold i regnen ser mig smutte videre, men den tager hurtigt til igen. Inde bag Goretex’en er jeg dog ligeglad. Det går ca. 700 m nedad, jeg ræser og overholder til tider ikke de tilladte 60 km/t, som skiltene angiver, men suser forbi lastbiler, som motorbremser hele vejen ned. Temp. er faldet til 10C og min krop føles næsten lige så kold.

    Jeg har stadig ca. 15 km ind til udkanten af Quito (som jeg har besluttet mig for at droppe), da mørket begynder at falde på. Har ingen idé om overnatning her langs den trafikerede og våde Panamerican Highway. Men ved en større korsvej ser jeg et neonskilt, Hostal New York, hvor jeg efter en del frugtesløse forhandlinger med en ca. 11-årig dreng får et værelse med TV og bad til 9 USD.

    Alóag, hedder stedet, hvor jeg er havnet. Stedet er larmende, fyldt med lastbiler, skidt og silende regn og bærer præg af at være et vigtigt trafikknudepunkt på Panamericana’en, hvor den eneste større vej til den nordvestlige del af Ecuador slutter sig til. Det er et virkeligt frastødende sted, men jeg er i tørvejr og har en seng for natten.

    Getting a little complicated with all the different plugs...But it worked!

    Føler jeg er inde i en dejlig rytme, med cykling stort set hver dag, tid til at snuse ecuadoriansk byliv og nerve til mig, få hvilet godt ud, koncentrere mig om det, som WT primært drejer sig om (for nu, i hvert fald): at komme fremad gennem verden, at komme fremad gennem verden.

    Share

    Dag 1.001 – Riobamba -> Ambato (hotel) (UK)

    Sunday, January 4th, 2009

    Riobamba -> Ambato (hotel)
    Distance (km) : 59
    Time on bike : 3h 31m
    Brutto time: 09.00 – 14.00
    Avg : 16.6 km/h
    Max.speed: 66.8
    Total (km) : 39.946
    Altitude: 2.577 m
    Difficulty: 2½ of 5

    Rolling farmland in central Ecuador...

    There are eucalyptus friends, pine trees and other aromatic seductions on today’s stage to Ambato.
    The first 2½ hours are hard climbing up to a ridge (ca. 3.300 m) that constitutes the provincial border between the Chimba and Turungua Provinces. Then it’s time for a reward. From the top it’s almost all down to Ambato some 25 km down the valley.

    Hey baby!

    The weather is overcast, gloves, rain gear and woolen cap’s on, and my bike odometer informs that the temperature is around 15C but it makes for a nice cycling weather nonetheless. Impressive views of the mountains all around me.

    Ambato street scene...

    “God, this is so easy”, I say to myself when I’ve found Hotel Nürnberg smack in the centre of Ambato, first try and at just 7 USD for a clean, cable-TV room with private hot shower and the usual little touches like towel, miniture soap and poo paper. Staff’s friendly. I feel like i heaven.

    Another nation mad about the chicken!

    Ambato main square...

    My guidebook was wrong (again, dare we) in stating that: Ambato’s biggest drawback is its choice of hotels. There are a couple of exceptions, but overall it’s a dismal, overpriced lot, and comfort rarely seems to correlate with price.

    Enjoying half a day off in Ambato...

    Ambato is a surprisingly nice acquaintance. The provincial capital city has a population of around 160.000 inhab., but this Sunday afternoon the street are almost empty. Everything’s closed apart from numerous mobile ice-cream vendors that all seem to make pretty good money today, coz all there is to do, so it seems, is to sit in one of the many shady parks and kick back with your kids and an ice-cream.

    Ambato street scene...

    Ambato's newish cathedral...

    The (relative) silence, the green parks, the colonial buildings and churches, the Rio Ambato that cuts through the city (and the generous sunshine) all make Ambato an instant favourite Ecuadorian city of mine. Doesn’t take a lot, does it?

    Ambato street scene...

    Share

    Dag 1.000 – Alausí -> Riobamba (hotel)

    Saturday, January 3rd, 2009

    Alausí -> Riobamba (hotel)
    Distance (km) : 96
    Time on bike : 7h 32m
    Brutto time: 08.20 – 17.45
    Avg : 12.7 km/h
    Max.speed: 62.6
    Total (km) : 39.888
    Altitude: 2.750 m
    Difficulty: 5 of 5

    The Big Jesus. Alausí, Ecuador.

    Argh, det er en brutal formiddag. Gårsdagens sprøde, frie fald over ca. 600 højdemeter, har sin pris, og der skal betales fra første pedalomdrejninger i dag. Fra Alausís 2.350 m går det nådesløst og stejlt op til ca. 3.000 m, hvorefter vejen taber et par hundrede meter for igen at stige fælt op til ca. 3.300 m. Udsigterne er storartede, men jeg bander og svolver over modvinden og terrænnet, der begge forekommer mig latterligt usportsligt.

    Alausí from above...

    Efter 1½ times superhård stigning har jeg cyklet 7.9 km med et snit på 5.3 km/t.
    Efter 3 timer siger triptælleren 20.9 km og 6.9 km/t. Det er hårdt for Zülles psyke.

    When only the sky´s the limit...

    Jeg er træt og irriteret – modvindscyklingens grimme børn – da jeg efter over 4 timer og kun 43 km når Guamote. Tvivlen om, hvorvidt jeg kan nå til Riobamba sniger sig ind. Modvinden er hæslig og foran mig venter endnu en sej stigning. Jeg ved, det bliver ét (fortsat) langt slid i dag og har indstillet mig på cykeltouringens laveste fællesnævner. Brød og tomater annulerer mavens skrig ved en tankstation i udkanten af Guamote.

    Roadside argument with the police forces involved...

    A scared little friend...

    Den mentale opsang og peptalk til mig selv i Guamote gjorde underværker. Gejsten vendte tilbage, og det føltes som om englene deroppe snedigt fik indlagt et endorfin-drop i mig, da jeg gav mig i kast med de sidste 53 km mod Riobamba. Jeg er taknemmelig over englenes empatiske indsigt – og over vinden, der har vendt sig i min favør og skubber mig op frem gennem den frodige højslette omkring landsbyen Columbe.

    Ecuadorian highland farmers...

    Dagens nedtur indtræder kort efter, da jeg ser en hund ligge ude midt på vejen. Den er i live, men dens kropsposition fortæller mig, at noget er helt galt. Kropsvæske løber fra hunden. Bilerne suser forbi, og hunden forsøger at komme på benene, men hele bagpartiet ligger ubevægeligt på asfalten. Det er et tragisk skue, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe, eller at det køretøj, der ramte den stakkels hund havde gjort det ordentligt. Som langturscyklist spares man (heller) ikke for livets grimme sider.

    Farmers just north of Alausí.

    Jeg har læst flere tripreports fra rejsende her til Ecuador, som er blevet skuffet over de mange skyer, den megen regn, der ofte gør udsigten til den række af sneklædte vulkaner, der strækker sig ned gennem landet – og som den store Hr. Humboldt kaldte for Avenue of the Volcanoes (eller noget i den retning). For ikke selv at blive skuffet, har jeg derfor droppet alle forventninger om snetinder her.

    Farmers just north of Alausí.

    Amazing Volcan Chimborazo, at 6.310 m, Ecuador´s highest mountain...

    Om det var englene, der var på arbejde igen, ved jeg ikke, men kort før Cajabamba dukker den majestætiske OG sneklædte Chimborazo-vulkan pludselig op, kun ca. 20 fugleflugtskm mod nord. Chimborazo er udover at være et virkelig smukt syn også Ecuadors højeste bjerg med sine 6.310 m. Det er en stor, stor belønning efter dagens tunge dont.

    A well-deserved pizza-dinner in Riobamba, central Ecuador.

    Denne jubilæumsdag gik hen og blev vanvittig hård og drøj. 7½ times slid og slæb – det blev min måde at fejre den runde WT-dag #1.000. Er stolt og glad, da jeg triller ned gennem Riobamba (2.750 m), hovedbyen i Chimborazo-provinsen med godt 150.000 indb.

    Riobamba by night...

    Jeg checker ind på Hotel Los Shyris til 6 USD for et kabel-TV-værelse med fælles bad. Glimrende value.

    Xmas decorations in Riobamba...OMG!

    Der er fest i byen dennem lørdag aften ved den centrale Parque Maldonado. Masser af folk, legende børn, glade ansigter, og et politiorkester sørger for lydtæppet. Folk er meget venlige, afslappede og smilende, men jeg er for træt til festivitas og den uophørlige opmærksomhed, jeg vækker overalt. Efter en overdådig (og uforsvarligt dyr) pizza på en finere restaurant (El Chacarero) – det er jo første og eneste gang, at WT-ekspeditionen fylder så rundt, som den gjorde i dag – triller jeg stopmæt forbi en internetcafé inden jeg triller hjem og crasher.

    Some celebration of sorts in Riobamba...

    Share

    WT Day #1.000 (UK)

    Saturday, January 3rd, 2009

    Sitting here in an internet cafe in Alausi (2.350 mas), a Central Ecuadorian village, on the second day of the new year, it fills me with joy and proudness to look at the WT “day count”. It now takes 4 digits to keep track of my worldly escapades.

    Since I’m actually 5 hours behind GMT and 6 hours behind my fellow countrymen in Denmark (it’s 8PM here + the WT day count is on GMT or DK time), I’m still not done with day #999, but waking up tomorrow morning in my hotel bed will most likely feel like some birthday celebration for me. It’s hard to believe that it’s been 1.000 days since I parted Denmark and left (almost) everything behind.

    For a “statistically inclined” person (yes, it’s called fetishism) like me, hitting a thousand days on the road non-stop is quite a special moment. However, I can assure whoever(myself, most of all) that this will be the first and only WT-millenium the world will ever see. 2010 (and probably the first half of the year) continues to be my YOA (Year of Arrival) in Denmark.

    Wish me a happy millennium! 🙂

    Nicolai

    …I don’t believe in millenarianism, BTW.

    Share

    Dag 999 – Zhud -> Alausí (hotel)

    Friday, January 2nd, 2009

    Zhud -> Alausí (hotel)
    Distance (km) : 79
    Time on bike : 5h 11m
    Brutto time: 09.15 – 16.45
    Avg : 15.1 km/h
    Max.speed: 69.0
    Total (km) : 39.792
    Altitude: 2.350 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Changing the rear tyre in Zhud, Ecuador...

    Jeg starter morgenen med at få sat et nyt bagdæk på cyklen. Farvel til det tarmslyngsramte Specialized-dæk fra Rotoroa, New Zealand og goddag til et Schwalbe Marathon Extreme, som min norske ven Ragge havde med til mig i Peru.

    Maria Judith showing me the curiosities of the property...

    Hjertelige Maria Judith viser mig rundt på hendes og manden Miguels landsted. Hun serverer et glas kildevand fra det vandløb, der gennemløber deres grund og jeg fylder alle flaskerne med det klareste vand. Det er en dejlig morgen og alt er dugfriskt, også jeg efter 10½ times søvn. Mine værter er smukke mennesker, og de skaber en klar positiv note i den samlede Ecuador-karakterbog.

    Having a colourful parrot in the backyard seemed just natural...

    Jeg bliver jagtet af løse (men vist for det meste med tilholdssted hos familier) hunde en snes gange dagligt her. Det er simpel hverdagskost, men det forstyrrer, og flere gange må jeg stoppe op og samle kasteskyts op for at få bæsterne på afstand.

    Miguel, my host for the night in Zhud and the furry thing...

    Maria Judith and husband Miguel´s lovely piece of land in Zhud, Ecuador...

    Det er dejlig og hård cykling så snart jeg sætter mig i sadlen efter morgenkaffen oppe i landsbyen Zhud. Masser af op- og nedkørsler hele dagen. Snart er jeg igen indhyllet i skyer, og sådan fortsætter det hele formiddagen. Virkelig en special oplevelse at køre gennem det tunge skydække med sigtbarhed ned til sølle 10 m. På et tidspunkt dukker to ridende cowboys op i modsatte vejside fra trylledisen – et fantastisk drømmesyn.

    Greasy road side food in Zhud...

    Dagen slutter med en fornem, crazy ca. 600 m-nedkørsel til Alausí i 2.350 m. Kinderne blafrer og jeg overhaler flere lastbiler, der må motorbremse på vejen ned, der nærmest føles som frit fald fra cykelsadlen. Wow.

    Indígenas kids b/t Zhud and Alausí, Ecuador...

    Clouds rolling in!

    5 minutes later, same position...

    Ved ankomsten til Alausí kontaktes jeg af Damián Lopez (www.jamerboi.com.ar), en sympatisk, argentinsk gut (35), der cykler fra Alaska til Ildlandet i det sydligste Argentina – en rejse han regner med at bruge 3 år på. Jeg tjekker på argentinsk anbefaling ind på Hotel Europa, 6 $ for et lille, rent værelse med fælles bad, som jeg snart omdanner til et dampbad i løbet af mit 20-min lange gudebad.

    Chunchi village...

    Lunch in Chunchi...1.75 USD incl. a tasty soup and a glass of lemonade...

    Det regner hele aftenen i Alausí, så jeg kryber kun ud for at fylde sækken med kinamad i naborestauranten, og så tilbage under tæpperne med min bog.

    Donkeys

    A tired cyclist in Alausí, Ecuador.

    Share

    Dag 998 – 2009s første lykketræf

    Thursday, January 1st, 2009

    Cuenca -> Zhud (homestay)
    Distance (km) : 96
    Time on bike : 6h 11m
    Brutto time: 09.00 – 17.00
    Avg : 15.4 km/h
    Max.speed: 69.2
    Total (km) : 39.713
    Altitude: 2.834 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Den gammelkendte overvejelse om, hvorvidt jeg skal tage videre eller ej, sidder i håret på mig da jeg vågner (modsat resterne af en vild nytårsaften, som jeg er vant til). Kunne nemt bruge en afslappende dag mere her i Cuenca, men jeg vælger at starte 2009 aktivt. Off you go, my boy.

    Ecuadorian countryside...

    Kl. 9 tjekker jeg ud og triller ud af Cuencas befriende trafikstille gader. Solen har også fået sig en god start på året og stråler løs på de første flade(re) 30 kilometer mod Azogues.

    Cañar town...

    Efter landsbyen Biblián starter stigningerne og årets første sved falder i WT-lejren. Fra 2.500 m går det uafbrudt og ofte stejlt op til et unavngivent (det er de alle her i Ecuador, så jeg må undvære den tilfredsstillelse det giver at nå et skilt/monument, der indikerer bjergpassets top samt højde) pas i ca. 3.500 m.

    Viva Jesus!

    Modsat Argentina, Bolivia og Peru, hvor man i denne højde normalt finder øde, tørre pampas-sletter, finder man her i Ecuador opdyrkede markarealer og kvægdrift.

    Jeg hopper i det vindtætte regntøj og kaster mig frådende ud på den lange, stejle nedkørsel til landsbyen Cañar og videre til Tambo, som jeg i Cuenca havde udset mig som dagens endestation. Men der er stadig krummer i cykelskoene, så efter lidt brød + tomater fortsætter jeg, fremad og (igen) opad mod Zhud, som på mit kort ser ud til at være tilstrækkeligt stor til at huse en sovemulighed.

    Nicolai on the misty mountain roads...

    Snart omslutter en tæt, tæt tåge mig og sænker sigtbarheden ned til 10 meter. Ikke noget problem, når det går opad med 7 km/t, men på nedkørslerne var øjne på stilke en forudsætning. Det er fascinerende og jeg har aldrig oplevet en tilsvarende tåge (selvom det vist nærmere var skyer).

    ..and then things got a bit misty...

    Bull fighting in a little village north of Biblián, Ecuador...

    The Village Drunk

    Mother + Son

    Bull (calf) fighting in a little village...

    Bull (calf) fighting in a little village...

    Det er et lille lykketræf for mig, at jeg fortsatte. I en lille landsbyflække i ca. 3.000 m er hundredevis af mennesker (indianere) stimlet sammen omkring en tyrefægtningsarena. Inde på arenaen render en tyrekalv forstyrret rundt mens lokale teenage-daredevils agerer matadores og med deres overfrakker forsøger at tirre tyrekalven. Tågen ligger tungt over hele området og er med til at gøre oplevelsen stor. En fornem og helt uventet nytårsgave

    Tilbage i sadlen er luften omkring mig stadig tyk af tågedis. Jeg føler mig klar i hovedet af den friske bjergluft. Sent på eftermiddagen når jeg Zhud, der desværre er overraskende lille og tilsyneladene blottet for overnatningssteder. Jeg taler med adskillige landsbyboere (kioskejere, en politibetjent, restauratører), der alle ryster på hovedet på min forespørgsel og fortæller, at der er et hotel i Chunchi, 43 km længere fremme. Det er ingen mulighed.

    Min kropstemperatur falder hurtigt inde bag det drivvåde tøj, så snart jeg er stået af cyklen. Hvad gør vi nu, lille du? Jeg sætter mig og får en kop kaffe, mens jeg venter på åbenbaringen eller bare den gode idé. En mand i cafeteriet spørger mig, hvor jeg er på vej hen, og jeg fortæller ham, at jeg ingen steder er på vej hen, men leder efter et sted at sove. Han lader til at vide besked og fortæller om et sted kun 1 km derfra, hvor jeg kan sove. Jeg er skeptisk, for hvorfor har ingen af de andre lokale fortalt mig om stedet, men har ikke råd til ikke at undersøge værdien af hans oplysning.

    Det er begyndt at regne, og for at gøre ondt værre, opdager jeg, at mit bagdæk har fået en syg udposning (som et menneskeligt tarmslyng) midt på kørerillen. Det humpler vildt ved hver omdrejning, og jeg ved, at dækket er fucked up og kaputt, som de siger i udlandet. Men jeg har andre ting højere oppe på prioteringslisten.

    Catching up with the first day of 2009 at my nice homestay in Zhud...

    Som et fatamorgana dukker drømmesynet op: En landbolig i skønne, grønne omgivelser i 2.834 højdemeter. Jeg bliver mødt af Maria Judith og hendes mand Miguel, der hjerteligt byder mig velkommen hos dem og viser mig mit værelse i en ældre bygning med loftsbjælker og god energi. Jeg har svært ved at tro mit held og hvordan barometeret kan vende så hurtigt. I hovedhuset får jeg mig et brandvarmt bad efterfulgt af en snak med husets søn Fernando, mens Maria Judith tilbereder en gigantisk portion helsemad til mig.

    Alting foregår i et behageligt øko-minded, back-to-nature gear her hos familien. Jeg får serveret urtethe med goodies fra baghaven ved ankomsten, der bliver fyret godt op for røgelsespindene på mit værelse og her er intet TV på ejendommen, for her holder man af fredens stilhed og naturens lyde. Et bredt, veltilfredst smil går fra øre til øre, da jeg senere ligger i sengen og forsøger at skabe mental klarhed over dagen.

    My homestay in Zhud, 2.834 mas.

    Som jeg vist også sagde sidste år ved samme tid: Hvis denne årets første dag er bare en svag indikation af, hvordan de resterende 364 dage bliver, ja så bliver 2009 et forbandet godt og berigende år…

    Share