• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Archive for October, 2009

    Dag 1.301 – Den psykiske offside er nær (DK)

    Saturday, October 31st, 2009

    Desert WC -> Gas station, 87 km N of border
    Distance (km) : 67
    Time on bike : 5h 02m
    Brutto time: 08.00 – 14.30
    Avg : 13.4 km/h
    Max.speed: 18.7
    Total (km) : 56.943
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    Jeg får 10 timers søvn på liggeunderlaget, under hvilket jeg har lagt det meste af mit tøj, for jorden er stenhård og liggeunderlaget er stadig ventildefekt. Ellers en fin nat – fredelig og uforstyrret som ventet her i landmineland. Det er en relativt kølig morgen, 19 grader, excl. chillfaktoren.

    Vindhelvedet er allerede i gang. Det er en øde morgen og kun 1 bil overhaler mig på den første time. Det er omtrent al den adspredelse jeg har at operere med. Tanken om de næste 800 km til Laayoune gør ondt.

    Jeg tager små etaper og holder hyppige pauser. De sidste ca. 10 km frem mod den landsby, jeg kan skimte, tager 1½ time brutto. Fremskridtet er deprimerende.

    Jeg laver al mulig algebra i mit hoved for at finde lidt opmuntring, for at finde lidt godhjertet realitet i dette hjerteløse helvede, men lige meget, hvordan jeg vender og drejer tallene og udregningerne, er statistikken deprimerende: Forudsat at vind (og dermed min fremmarch) er konstant (hvilket alt tyder på den vil være), vil det tage mig endnu ca. 14 dage at nå Laayoune, hvorfra jeg har endnu ca. 4-500 km forblæst stenørken inden jeg når Anti-Atlas-bjergene nær Bouizakarne og Tiznit, som forhåbentlig (selvom mine håb er skrumpet voldsomt ind i dén afdeling) vil give lidt læ for vinden.

    Frustreret og stærkt demoraliseret, da jeg efter 67 km når den første bebyggelse siden grænsen i går. Jeg finder tankstationskomplekset Barbas og slår mig ned med tajine, cola og kaffe. Føler mig ødelagt eller i hvert fald groft flosset indeni.

    Jeg ved, jeg ikke er i den rette forfatning til store beslutninger, men jeg ved også, at jeg har kæmpet urimeligt meget med modvinden de sidste ca. 6 uger (siden Bamako) og at tanken om endnu knapt to uger i stiv og moralsk nedbrydende Vesterhavsmodvind så småt begynder at forekomme mig stupidt, urealistisk, med risiko for at sende mig direkte ud i en psykisk offside (tak for lån, C.V.). Situationen kræver overblik og overvejelse, så det giver jeg den; tager en ekstra kop kaffe, sætter mig og stirrer ud i vinden, der skriger tilbage. Modbydelige, usynlige ven.

    Mod forventning er det ikke muligt at få vekslet mine USD her i landsbyen. De accepterer kun euros og har man hørt mage. Bummer. Jeg har ca. 180 DKK i lokale dirham, hvilket på ingen måde vil kunne få mig hverken til Laayoune (750 km) eller Dakhla (250 km), som iflg. de lokale er det næste sted med ATM-banker og vekselmuligheder.

    Idéen om at fange et lift op til Dakhla eller Laayoune og så cykle tilbage mod syd, i medvindens sus, popper op og vokser sig hurtigt moden i mine indre beslutningsprocesser. På den måde ville min cykelrute gennem Afrika stadig være ubrudt, min respekt for WT-ekspeditionen stadig intakt.

    På rastepladsen dukker Charley (Belgien) og Youssef (Marokko) op. De er begge kunstnere og har været en tur nede i Mali i Charleys Renault Kangoo for at male og lade sig inspirere. Jeg får en lang og dejlig snak med dem og lufter min situation for dem. Da jeg fortæller dem om min plan om at få et lift nordpå og så cykle sydpå, ser Charley på mig som om, den ikke er helt godt fat med mig, og spørger, om min rejse ikke er om at have det godt og nyde sin tid. Det må jeg give ham ret i, men er stadig fanget i mit eget dilemma. De har Renault’en fyldt med djembe-trommer og beklager ikke at kunne hjælpe mig, heller ikke med mine USD.

    Gode råd er dyre for den strandede Zülle. Jeg beslutter at blive her for natten og går ud for at rekognoscere området for potentielle teltpladser. Tilbage på tanken, ruller en Mercedes varevogn ind, og jeg får en lille snak med Pape fra Senegal. Jeg lufter min (nye) plan, hvorefter Pape smiler til mig og siger: Get your bike and put it on the roof! Jeg kan ikke tro mit held, men før jeg ved af det, har vi bugseret Kogaen og mit gear ind bag i vognen, jeg tager plads i den åbne kabine bag førersædet og snart ruller vi afsted mod nord. Uvirkeligt.

    I den åbne kabine bag førersæderne sidder vi 3 mænd og 1 dame og yderligere 3 mænd foran, de fleste fra Senegal, en enkelt fra Mauretanien. Det er et forstyrrende faktum, at kun én time her i Mercedes-vognen ville tage mig 1-1½ cykeldag (og en ubeskrivelig mængde frustration) at tilbagelægge.

    Mens vi brager afsted gennem den tomme nat i stenørkenen, sidder jeg – med C.V. i ørerne – og gør mig en masse tanker i bilen; om det i det hele taget er værd at cykle tilbage til tankstationen Barbas i syd, hvor mit lift startede, for så at finde noget transport tilbage til Laayoune og fortsætte mod nord. For hvem jeg i så fald ville gøre det for; mig selv, min stolthed, for WT, for vanviddets skyld?

    Da vi nærmer os Dakhla går det først op for mig, at Pape & Co vil fortsætte mod nord helt til Casablanca. Jeg forhører mig, om det er muligt at køre med til Laayoune, og får grønt lys. Uvirkeligt.

    Oktober bliver til november mens jeg sidder inde i kabinen og banker afsted gennem vinden i en for modvindscyklisten misundelsesværdig fart. Det jeg kan se af landskabet i forlygternes fjernlys er bekendt, råt og monotont.

    Vi ses til november 2009.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.300 – En nat blandt landminer (DK)

    Friday, October 30th, 2009

    Nouadhibou -> Desert Wild Camp, 20 km N of WS-border
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 56m
    Brutto time: 09.10 – 19.30
    Avg : 16.3 km/h
    Max.speed: 54.8
    Total (km) : 56.876
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3 of 5

    Kogaen er stuvende huld og tung med vand (9 liter) og mad (hovedsageligt dåsevarianten) til de næste dage. Som ventet er jeg ramt af en tung modvind på vej tilbage op ad den halvø, hvor Nouadhibou ligger. Det gør ondt at skulle cykle samme strækning (45 km) igen, og særligt når den gale vind raser og gør affæren til en 3 timer lang frustration.

    Det er en fantastisk smuk dag. Skyfrit, himlen dybblå, 35 grader i skyggen (der ikke er nogen af), og med udsigt til Western Sahara – nyt land – og nye udfordringer, skal det snart vise sig.

    De sidste 8 km op til det mauretanske grænsekontor drejer vejen fordelagtigt mod vest og skyder mig afsted med kåde 25-30 km/t, en efterhånden næsten glemt fornøjelse – og en stakket frist.

    Selvom der ikke er mere end et par håndfulde ventende folk ved grænsen, tager formaliteterne en evighed. Jeg skal blot have et exitstempel i mit pas, men må vente over en time ved immigrationsbod #1. Jeg får mit stempel og finder så ud af, at tværbommen ved immigrationsbod #2, der kontrollerer al passage, er lukket. Man holder af den store lunch med efterfølgende middagslur her i Mauretanien, og da grænsefolkene jo ikke skal snydes for denne hellige pause, holder man lukket her fra 12-15 hver dag!

    Jeg sætter mig på betonvæggen ved bommen, i halvskygge af et skilt, og hugger en dåse sardiner med brød og 45 grader varmt vand i mig. Mens vi venter, Kogaen og jeg.

    Ved bod #2 bliver jeg efter mere venten kaldt ind på et lille kontor, hvor korruptionens sæd driver ned ad væggene. Jeg lugter det øjeblikkeligt. Det er en forbandet lugt. En ungarsk fyr, jeg havde talt med tidligere, siger i forbifarten til mig, da han forlader rummet og gør plads til mig: You must prepare a gift for them. Over min død, tænker jeg.

    To uniformer går i gang med at udspørge mig, jeg bevarer fatningen og fortæller blot, at jeg ikke taler fransk. De spørger til mine papirer (til bilen), og da de finder ud af, at jeg er cyklist, er det som om de mister interessen for forhøret lige så hurtigt, som når Lille-Peter med kagedåsen i hånden mister interessen for kagerne, da mor banker på døren.

    Området mellem de mauretanske og marokkanske grænsemyndigheder er et 4-5 km langt ingenmandsland, som ingen har brydet sig om at asfaltere. Det er en humplet, stenet, sandet og vindblæst strækning, der minder mig om et kondenseret Tibet, fraregnet højden. Bon courage! råber flere til mig ud gennem bilruden, men jeg har for travlt med at rekognoscere og holde cyklen i gang til at se op og hilse igen.

    Der er ingen skilte i ingenmandsland og der er et virvar af forskellige spor, som man nemt ville kunne miste orienteringen i. Bilvrag – rippet som den førstegangsrejsende i Nairobi – ligger efterladt og herreløse i klipperne og understreger ubarmhjertigheden i området.

    De marokkanske myndigheder har ikke blot kontrol over Western Sahara, men også over, hvor lang tid rejsende som jeg skal stå og vente for at få sit passtempel. I mit tilfælde: 1 time. Flere grænsemænd kalder mig over for officielt at tjekke mig pas, men i virkeligheden for at høre, om jeg har tænkt mig at cykle videre frem, i den modvind!

    Mauretanien exit, 56.851. Western Sahara entry, 56.856.
    Jeg sætter mig ind i en restaurant og får mig en gang okse-tajine med brød og cola. De store marokkanske flag udenfor vejrer lystigt og står vinkelret ud fra flagstangen, pegende i den helt gale retning. En tjenerdreng fylder alle mine flasker med vand (letsaltet og ikke særligt velsmagende borevand, men i ørkenen klager man ikke), og da jeg ikke rigtigt har lyst til at blive her (der er et hotel), sætter jeg mig i sadlen, med over 800 km stenørken foran mig.

    Tajinens fortræffeligheder er hurtigt blæst ud af hukommelsen. Modvinden er sindssyg. Virkelig latterlig og usportslig. Solen falder i smukke, gyldne nuancer hastigt mod vest og forsvinder i samme fart som mit håb om, at vinden vil lægge sig efter solnedgang. No such luck.

    Sætter mig på en klippe og betragter døgnets vagtskifte, hvor dag bliver til nat, sol bliver til måne. Jeg bliver, hvor jeg er; fanget i en prægnant helvedesstorm. Det er barskt og monotont. Ressourcespildet er totalt og mentalt ødelæggende.

    Ungarerne, jeg talte med ved grænsen, tilbød mig et lift til Dakhla i deres pick-up truck. Jeg afviste velopdragent, men da jeg nu – kæmpende gennem den ufattelige modvind, der rammer mig frontalt og sænker farten helt ned til 10 km/t (flad vej) – tænker over det, er det svært at se logikken i afvisningen på et ellers fint tilbud.

    Siden mit fødeår har der været stridigheder om, hvem der har regeringsmagten over Western Sahara. Marokko mener det er deres, men separatistbevægelsen Polisario erklærede i 1976 The Sahrawi Arab Democratic Republic for deres, hvilket imidlertid kun 28 lande officielt har anerkendt. FN fik indført våbenhvile her i 1991, og lige siden har man ventet på den FN-afgørelse, der kan afgøre Western Saharas fremtid .

    Der er som ventet en massiv tilstedeværelse af marokkansk militær i området, og i skumringstimen ser jeg stort set ikke andet end militærjeeps køre forbi mig. Skilte i vejkanten advarer mod de mange landminer, der er blevet efterladt efter konflikterne mellem marokkansk militær og Polisario.

    Stenørkenes ubeboelighed og landminernes trussel gør wild camping til en både spændende og kompliceret affære. Asfalten er mit helle. Men jeg kan ikke sove på asfalten. Rabatten er sorteper i nattespillet. Føler mig en kende fanget på Route National 1, og situationen ville nok få en del mennesker til at skide i bukserne af skræk, men da det kun lugter og ikke rigtigt gør hverken fra eller til – og fattig på alternativer – fortsætter jeg min langsomme færd gennem ørkenen, gennem natten.

    Månen er trekvart fuld og lyser fint op. Jeg overvejer simpelthen bare at fortsætte med at cykle natten ud, til jeg når en lille landsby 80 km nord for grænsen, men fortsætter med at spejde efter mulige wild camp spots. Er underligt munter indeni. Et sted ser jeg hjulspor i sandet. Jeg tjekker området ud, det er plant og gruset, og hjulsporene er min eneste (og forhåbentlig pålidelige) sikring for, at der ikke er landminer gemt. Research i Nouadhibou fortalte, at området er et af de mest minerede områder i verden, og jeg har ikke tænkt mig at teste den påstand.

    Jeg slår teltet op under måneskæret, ca. 10 meter fra vejen, vinden river voldsomt, så jeg må forstærke mit nattens hus med ekstra pløkker. Jeg skal indrømme, at jeg ikke vovede mig langt væk fra teltet, da jeg var ude og slå min lille aftenstråle.

    Som nævnt, det bliver aldrig kedeligt at være WT-rejsende…

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.299 – Undertøj (DK)

    Thursday, October 29th, 2009

    Som sædvanligt når jeg kommer til en by med faciliteter efter dage på vejene, er der en stak praktiske ting, der bipper ind på to-do-listen. Kædeskift og rens af gearsystem, tøjvask, WT-opdateringer, billeder uploades, madindkøb til næste etape, oplade alt udstyret, sightseeing, afslapning (yeah right!), Skype-snakke etcetera.

    My pair of underpants that I wear while cycling have become embarrassingly dirty and skidrow’ed, and I try not to publicly offend anone by not putting them on the clothes line after I’ve handwashed my gear. Instead I opt for the slow-drying process in my room, secretly.

    And though my handwashing techniques are adequate, I’m not exactly a Whirlpool, and it’s a mystery to me and a total impossibility to get rid of the suspiciously brown and centrally located marks that I try to convince myself is just general grime generated over time – and not what you’d normally assume just there.

    Share

    Nye billeder fra Vestafrika (UK)

    Thursday, October 29th, 2009

    Hmm… Uploading huge batches of photos from Mauretania seems to be a bigger task than expected.

    Normally, I upload all photos in the lowest resolution (fine for online viewing), but for some reason even that doesn’t seem to work for me. The batches are too big for the connection to deal with, I guess or the visual memory on my laptop isn’t big enough. Something’s not big enough, and isn’t it always like that…

    I have managed, though, to handpick a few photos from the last weeks through West Africa and put them in a Flickr album. A rather poor representation of weeks so rich. No text, no trying to be witty, just visuals.

    The photos are rather haphazardly selected from the tiny thumbnails on my laptop. That’ll have to do for now. Hopefully, the photos will tell their own story – especially to you non-Danish speaking people out there, whom, it may seem (but it’s not so, whispered the devil in my ear) I’ve badly neglected lately in my all-Danish diary. Just keeping up with the diary, mono-language as it is, is at times harder than the pedaling itself, so bear with me.

    Photo Album From West Africa

    or

    View West African photos as slideshow

    Nicolai (Nouadhibou, Mauritania)

    Share

    Nyhedsbrev fra Mauretanien (UK)

    Wednesday, October 28th, 2009

    As some of you may have noticed on my Facebook status updates, the headwinds have been torturing me lately going up through Mauritania on the western fringes of the immensely desolate Sahara. It’s really tough going, physically and mentally, traversing the biggest arid zone in the world, with sometimes more than a hundred kilometers between tiny settlements and signs of human life.
    Sleeping out in the greatest solitude imaginable under the starry African sky, in my tent or simply just in my sleeping bag in the warm dunes off the road, is an incredible experience and somewhat makes up for the daytime struggles.

    Somewhat. Still, facing the brisk headwinds for hours and hours and hours, with nothing in the indifferent and stark desert-scape to cheer you up, or to keep your mind strong, is emotionally very demanding, very challenging. Checking my bike computer doesn’t help at all: 12-14 km/h on flat terrain, small chain ring, pushing hard. No free kilometers around here.

    But it’s not all bad. I feel delighted having come this far already, somewhat ahead of the “schedule”
    that doesn’t really exist other than in my fragmented mind. I now know what to expect from the next 1.000 km stage through Western Sahara – hard work, howling headwinds, inhospitable landscapes, slow progress, canned sardines, sand and grit everywhere, mental battles. No challenge is too big for the well-prepared, they say. I know I can’t go wrong, and the only way is up/north!

    I left Accra, Ghana 54 days ago (36 of which cycling days with a total of 4.010 km) and have traveled through Ghana, Burkina Faso, Mali, Senegal, and Mauritania. When the going gets tough and there are no apparent changes in the landscape, only progress makes happy, and (mum, dad, sister, friends, others) it does feel great getting closer to Europe and eventually Danish turf. It really does…

    Thanks for the optimism you bring me.

    Nicolai (Nouadhibou, Mauritania – 56.793 km from home)

    BTW, did you check out the new WT-photos from West Africa?

    Share

    Dag 1.298 – Min complete make-over (DK)

    Wednesday, October 28th, 2009

    PK106 -> Nouadhibou
    Distance (km) : 112
    Time on bike : 5h 27m
    Brutto time: 07.50 – 14.30
    Avg : 20.6 km/h
    Max.speed: 43.2
    Total (km) : 56.793
    Altitude: 5 m
    Difficulty: 3 of 5

    Jeg vågner før solopgang – uforstyrret, veludhvilet – og overværer endnu en gang dagens magiske fødsel mod det gyldne øst.

    Jeg når ud på eftermiddagen et vejkryds, hvor én vej går mod nord og Western Sahara (8 km) og en anden går til Nouadhibou (80.000 indb) nede for enden af en 45 km lang halvø. Beslutningen er svær, men det bliver min vandbeholdning og udsigten til, hvornår jeg kan få fyldt flaskerne igen, der afgør, at jeg vælger at tage til Nouadhibou.

    Vinden pisker mig nu i ryggen, jeg er flyvende og lader med fryd 5-km-stenmarkørerne suse forbi mig med helt ned til 8-9 minutters mellemrum og (vil den talstærke vide) mere end 30 km/t i snit. Præsidenten svajer.

    WT Hall of Fame 🙂

    Ørkenscenariet er smukt, a’la Mauretaniens vilde vesten, med fine klippeformationer skabt af tidens og vejrets erosioner, og udsigt over Baie de l’Etoile (Stjernebugten).
    Som safranet på mine ris (aka prikken over i’et) passerer verdens længste tog mig, den legendariske og 2300 meter lange togstamme, der transporterer kul fra Atar-området dybt inde i Sahara ud til Atlanterhavskysten. Imponerende.

    Kulinarisk virker det at komme til “storbyen” som den rette beslutning efter dagevis med trekantost og fake-Nutella på daggammelt brød til morgen, sardiner på dåse med daggammelt brød til frokost og bønner på dåse med daggammelt brød til aften.

    I Nouadhibou finder jeg Camping Baie du Levrier, hvor jeg for 60 DKK får et lille værelse til Kogaen og jeg. Jeg ryger direkte under bruseren og føler mig som en fandens karl, da jeg en halv time senere stiger ud, med velduft under armene, 20 nyklippede negle og balsameret englehår.

    Jeg har nu cyklet 4.010 km på de sidste 36 cykeldage fordelt over 54 dage og hele 2.400 km på 4 uger. Stoltheden er mærkbar, da jeg ligger på madrassen efter min selvbestaltede complete make-over i badet og kigger på mit Michelin-kort over Vestafrika.

    Restaurant Africa tager Big Mama imod mig som eneste gæst på 6-bords-spisestedet og serverer to store portioner mad – først couscous med oksekød, så spaghetti med ditto – til kun 5 DKK/tallerken. Går til ro med laptophygge og BBCs glimrende dokumentar med Louis Theroux ved roret.

    Share

    Automatic Translation of WT Diary…

    Tuesday, October 27th, 2009

    A friend of mine (thanks, Brian!) just sent me the following link that automatically translates WT into English. Since I’ve just been posting the diary in Danish lately, this might be a help to some. Naturally, it’s not all correct, but still, from what I’ve just checked it looks better than zero.

    Link to WT Translation

    Am not sure if you need a Google account to make it work. It works for me via the link. Just click it, then go to the DIARY section, click “Nicolai” under “All Diary Entries” and voilá, the translation should be on your screen.

    Let me know how it works!

    Nicolai

    Share

    Dag 1.297 – Mentale fatamorgana’er i ørkenen (DK)

    Tuesday, October 27th, 2009

    PK240 -> PK106
    Distance (km) : 133
    Time on bike : 7h 16m
    Brutto time: 08.35 – 19.15
    Avg : 18.2 km/h
    Max.speed: 78.6 (TS)
    Total (km) : 56.681
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 4 of 5

    Jeg græder omvendte krokodilletårer (dem, der – modsat de gængse krokodilletårer, som grædes, men ikke føles – kun eksisterer emotionelt, ikke fysisk) ved at være kommet her til Mauretanien, på vej hjem, på vej mod Danmark. Hullet, hvorigennem jeg kan ane, at WT-projektet bliver ført helt til døren, vokser og vokser for hver dag jeg nærmer mig Europa, og det gør mig ubeskriveligt glad, stolt og lykkelig om hjertet. Heavy stuff.

    Jeg har mentale fatamorgana’er i ørkenen i dag og ser/forestiller mig de biler, der passerer mig være fyldt med de mennesker, jeg holder af, mine venner, min familie. Det er lidt sygt. Må være tankens/psykens/min måde at forsøge at komme ørkenens tilsyneladende livløshed til livs på.

    Saharas modvinden blæser gennem mine knogler og min sjæl hele dagen, og nedbryder langsomt, men sikkert min indre motivation, min indre kerne og det er en katastrofe.

    Mine tanker flakker vildt og ukontrolleret omkring. De vidunderligt tunge inhalationer, jeg trak på Livsglædens Cigaret i min tid i ex. Australien eller i Thailand, synes lysår væk. Her og nu må jeg patte på det sørgelige skod for at holde ild i smøgen.

    Dagens ubetingede opmuntring bliver et 30 km langt trucksurf, med højre arm hægtet bag på en langsom lastbil, hvis chauffør er indforstået med foretagendet. Det giver mig et gevaldigt, mentalt opsving, men som en god gang sex, havde jeg selvfølgelig håbet på noget mere. Jeg må dog tage til takke med de 30 km, da lastbilen herefter drejer fra asfaltvejen og ind i den grusede intethed.

    I horisonten dukker et par satellitmaster op og de udgør den eneste visuelle adspredelse i sandørkenens monotoni. Det tager mig over en time at nå de (viser det sig) sølle 11 km op til masterne, hvor en opsynsmand venligt vinker mig ind, velsagtens til en kop the, men jeg raser af indvendig frustration og vurderer, at det nok er bedst at holde mig udenfor andre menneskers rækkevidde. Man ku’ jo gå hen og begå uprovokeret drab med sådan en frustration i sig, så jeg hilser bare og peger på vejen foran mig. Undskyldende. Forbandet.

    WT Hall of Fame 🙂

    Der er storm i ansigtet, storm, der river i alle cykeltasker, og det er umådeligt svært at holde motivationen oppe. Det er svært at fokusere på her og nu, fordi det gør ondt at være her. Jeg har ingen lyst til at være her. At jeg får lavet nogle fine videooptagelser giver kortvarig oprejsning, men ellers er det ét langt mentalt og fysisk mareridt i dag. Jeg drænes langsomt og vinden piber i mine knogler.

    Jeg fortsætter med at cykle ud i den spæde nat. Vejen har slået et lille, favorabelt sving mod nordvest, så jeg har en acceptabel sidevind og “skyder” afsted med 18-21 km/t – ren Raikkonen-fart sammenlignet med tidligere på dagen. Det er som om dagens strabadser fordufter. Jeg har lyst til at cykle natten tynd, som om jeg har noget jeg skal have indhentet. Nu skal der bare trædes igennem. Langturscyklingen er en forunderlig, vidunderlig størrelse.

    Som lyset i kransekagetoppen, standser en venlig sjæl mig i vejkanten og rækker mig en flaske med koldt vand. Jeg takker stort, og manden i Mercedes’en kan vist spore min glæde, så han dykker igen ned i sin termoboks og rækker mig en pose med frossent drikkevand. Is i Sahara er som guld for juveleren, og Zülle er glad.

    Dagens Tone: Dirty Diana – Michael Jackson

    Lang tid efter mørkets frembrud stopper jeg op ved et forladt hus, checker området ud og slår lejr under måneskæret tæt ved huset. At rende nøgen rundt i det mennesketomme Sahara med Metholatum i numsen, sætte telt op og gøre sig klar til natten, er en smuk oplevelse, som jeg under enhver…

    Share

    Dag 1.296 – Nattens juvel (DK)

    Monday, October 26th, 2009

    PK320 -> PK240
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 54m
    Brutto time: 07.50 – 15.15
    Avg : 16.5 km/h
    Max.speed: 21.6
    Total (km) : 56.548
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3 of 5

    Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst fik en bajer til morgenmad, men jeg vurderede her til morgen, at én af de dåseøl jeg fik af spanierne i går, ikke bliver køligere end her ved solopgang, temperaturen er godt 20 grader, så den presser jeg ned sammen med min snyde-Nutella og trekantost.

    Sanddynerne gav en fantastisk støtte i nat. Vinden lagde sig lidt ud på natten, der bortset fra lidt græshopper, sorte biller og albinofluer var fri for kryb og gener, og min første (og succesfulde) nat liggende i Saharas nøgne sanddyner uden teltet gør mig lidt eventyrliderlig. Vinden blæser desværre fra den syge vinkel, men modet er intakt.

    Dagens Album: Music In A Foreign Language – Lloyd Cole

    Jeg har en halvkraftig skråvind hele dagen gennem det flade, golde sandlandskab – formodentligt i sig selv nok til at tage modet fra de fleste (nevermind the heat), men jeg formår gennem dagen at holde gejsten, ikke at lade mig gå alt for meget på af den feje vind, der også kaster små sandfygninger af sig, som bliver til velvoksne sandstorme, der under højtryk sandblæser mig i det øjeblik lastbilernes vindhale rammer mig.

    Sahara er øde som ventet. Der er langt mellem de små, primitive landsbyer, der består af telte og skure lappet sammen af et patchwork af bølgeblik og tømmerrester. Jeg gør holdt i dem alle og finder kioskteltet, der typisk har kiks, vand og sodavand, ofte i køleskabe der af og til faktisk køler. Det er ufatteligt, hvad en kold cola kan gøre ved sjælen i Sahara.

    At forlade sådan et guddommeligt lille telt fyldt med kolde drikke for at begive sig ud i ørkenen, uvist hvornår den næste kolde dråber dukker op, er en ambivalent ting, og en lille stemme råber febrilsk til mig: Neeej, Nicolai, bliv her i teltet og drik kolde drikke!

    Midt på eftermiddagen når jeg en større tankstation i El Chami, hvor jeg slår mig ned med flere kolde drikke. Billigt er det ikke her, og jeg har i dag brugt 3.200 ouguiya (64 DKK) på drikkevarer, 0 DKK på mad (har medbragt fra hovedstaden), men jeg har andre ting at koncentrere mig om end sparsommelighed her.

    Efter at have skyllet mit svedige cykeltøj op under tankstationens vandhane – dem er der ikke mange af i Sahara! – slår jeg mig til ro i et lille, madras-udrustet væreværelse og lader Sudoku fylde de tidlige aftentimer, libanesiske kikærter på dåse fylde mavens tomrum og kælne katte sørge for mit husdyrfiks.

    En cafégut fortæller, at jeg kan overnatte i rummet for 1.000 ouguiya, men jeg ser ingen grund til den udgift, så da Nattens Juvel – den halvtykke måne – har taget over og der er faldet lidt ro over livet på rastepladsen, trækker jeg om bag bygningen og slår mit telt op.

    I de tidlige morgentimer vækkes jeg – ikke af hanegal eller vanvittige æselbrøl, men – af regn! Midt i Sahara i begyndelsen af tørtiden. Mad world.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.295 – Rockstjernestatus i ørkenen (DK)

    Sunday, October 25th, 2009

    Nouakchott -> PK320
    Distance (km) : 156!
    Time on bike : 7h 09m
    Brutto time: 08.10 – 18.10
    Avg : 21.7 km/h
    Max.speed: 44.0
    Total (km) : 56.467
    Altitude: 35 m
    Difficulty: 4 of 5

    Det er tid til at forlade storbyens komfort, jeg er tidligt på farten, og omsluttes allerede ca. 10 km udenfor Nouakchotts relativt livlige bymidte af Saharas gabende tavshed.

    Jeg cykler forceret i dag, hvor vinden for en gangs skyld ikke er imod mig, men forholder sig nogenlunde neutralt. Jeg ved dog, at det er en tidsbegrænset fornøjelse, så jeg er vild i sadlen og føler mig som en skoledreng, der er blevet sluppet løs i Fætter BR og nu har præcis 5 minutter til at skovle alt det legetøj til sig som muligt. Så det er med at nyde det i det mauretanske BR-land.

    En britisk overland-jeep overhaler mig med opmuntrende dyt og vinkende hænder ud af sideruderne. Et par km oppe ad vejen kører bilen ind til siden og til hvad jeg forventer bliver en vejsidesnak. Jeg kan skimte en dame/pige stige ud fra passagersiden, men snart efter – og lige før jeg når op til dem – kører de videre mod nord. På vejen har de meget elskeligt efterladt en stor flaske vand, et par karameller og en good-luck-besked til mig. Det varmer mit i forvejen overophedede Sahara-hjerte, og jeg ville ønske de briter kunne mærke min taknemmelighed.

    Senere på efterdagen mærker jeg gæstfrihedens vingesus for anden gang, da en berberfar i en Mercedes standser mig i vejkanten og spørger, om jeg ikke vil have en flaske vand. Ingen nysgerrige spørgsmål, ingen officielle håndhilsner, bare iskoldt vand. Merci!

    Det er ikke slut med vingesusene for i dag. En minibus fuld af (primært) spaniere standser mig i det nedgående sollys, bussen tømmes og alle 10-12 mand stiger ud for en længere snak. Jeg bliver videofilmet, fotograferet, får stukket en plade chokolade og to lunkne dåsebajere i hånden, deler selv rundhåndet ud af WT-oplevelser som svar på den (for en gangs skyld) behagelige spørgsmålsbyge, der regner ind over mig i ørkenen. Jeg har total (og momentan) rockstjernestatus og labber i mig, velvidende at ørkenen og de næste hundredevis af km med sand og vind ingen kærlighed giver.

    WT Hall of Fame 🙂

    Lidt før solnedgang slår jeg bremserne i efter en meget lang, hård, men opmuntrende dag. Jeg trækker mit gear væk fra vejen, og slår mig ned bag en sandklit – en ca. 2 meter høj sandbakke – mindre end 100m fra asfalten. Med en smuk solnedgang som kulisse, høvler jeg en dåse hvide bønner i tomat med brød i mig, og funderer over, hvordan jeg skal få teltet op at stå. Mit telt kan ikke stå frit, men har brug for en pløk i hver ende, eller i hvert fald en tung sten til at holde teltet udstrakt. Der er masser af sand omkring mig, men ingen sten, så jeg laver en lille fordybning i sandet bag klippen (der giver delvis læ for vinden) og finder mig til rette i min sovepose på liggeunderlaget i det varme sand. Det er uhyre effektiv fricampering. Stjernehimlen imponerer, nuets frihed gør mig lykkelig – og så er det lige meget om man har sand i soveposen og munden føles som om den er blevet sandblæst.

    Således opfattet,

    Achil – hin helt med det rappe fodtrin

    Share

    Dag 1.294 – Stilhed før ørkenstorm (DK)

    Saturday, October 24th, 2009

    Små børn, små glæder og i sparsomme tider bliver småt til stort.

    Til min store gammen lykkedes det mig i dag at få fat i en læbepomade med solfaktor – en fin Labello SPF25 – som jeg forgæves har ledt efter i ugevis. Den solstift, jeg har nu – og som jeg fandt i marts sidste år i Bondi Beach, Sydney, men sig det venligst ikke til nogen, for jeg skulle jo nødig ødelægge mit omdømme med sådan en pinlig rotteadfærd – har kørt på falderebet længe, og da jeg ofte har svært ved at holde læberne fugtige (skulle man nu være heldig) i det stærke sollys, er glæden over fundet stor. Glæden siger nok lige så meget om mig, som den gør om ressourcemanglen her i Vestafrika.

    Besøger det lokale marked, hvor jeg, efter en tildækket dames vejvisning, finder frem til afsnittet med vekselerer, finder mig den umiddelbart mindst suspekte type (for noget som en ærlig vekselmand er en umulighed i min verden – og 33 års erfaring har lært mig, at man nogle gange godt kan skue hunden på hårene), og får vekslet 80 USD til 21.200 ouguiya, den lokale valuta.

    Markedet er en ret intens oplevelse. Mit lyse hår gør mig til noget af en anomalitet her, og signalerer vist, at jeg har brug for alt (og meget af det), vurderet ud fra antallet af sælgere, der kontakter mig og forsøger at lokke mig hen til deres limpind med mobiltelekort og Kina-ragelse.

    Nouakchott har været en glimrende restitution for mig. Ikke helt oppe i Ouagadougou-klassen, men dog fint og meget værdsat. Jeg har været alene på mit 6-sengs dorm-rum til 40 DKK/nat – indtil i aften, hvor en fransk mand (formoder jeg, da vi forbliver tavse for hinanden udover det respektable bon soir) logerer sig ind.

    Jeg labber vandmelon, café au laits og shawarma’er i mig med stor, næsten bulimisk, appetit. Dels fordi jeg kan, dels fordi de næste dage gennem Sahara angiveligt vil være blottede for den slags luksus. Jeg ser frem på krydsningen af Sahara med stor spænding og føler mig forberedt på alle niveauer. Forventer uendeligt hårdt arbejde. Det, jeg har mest respekt for eller frygter mest er ikke så meget ørkenen i sig selv, som det er tanken om at modvindens kvælende dræbergreb skal få mig ned med nakken i ørkenen.

    Der er stilhed før ørkenstorm i mig her på min sidste aften i Nouakchott, i civilisationen, hvor jeg på mit hotel falder i snak med andalusiske Jesús (ét år yngre end dødsalderen på sin mere berømte navnebror), som efter en god, angelsaksisk snak inviterer mig indenfor, hvis min vej går forbi Cadiz i Spanien. Jeg kan ikke finde på mere til min to-do-liste, og så må det være tid til afgang for Zülle.

    Share

    Update from Nouakchott, Mauritania (UK)

    Saturday, October 24th, 2009

    Just a quick note from Mauritania’s capital city, Nouakchott (800.000 inhab.) where I arrived – tired, overheated, dusty, and frustrated because of the constant headwinds – two days ago, after 14 out of the last 15 days on the road from Bamako, Mali.

    I’ve spent the last days resting, eating well, being sort of non-social, keeping to myself, cleaning the bike, myself, and clothes, writing diary like a mad dog (it’s all in Danish), drinking café au laits in the shade, contemplating the upcoming WT-section through the Sahara Desert, getting both excited and thrilled, trying to upload photos (in vain so far), trying to keep up with everyone and everywhere. Please, don’t call these “rest days”, will you…

    News:

    I. Log updated.

    II. Diary (Danish) updated.

    III. WT’s Hall of Fame updated.

    IV. Route Map Updated.

    I will most likely be leaving the capital (and the au laits…) tomorrow and have a long, desolate stretch of some 500 km through (part of) the Sahara up to Nouadhibou on the Mauritanian border with Western Sahara. Expect long delays in Camp WT.

    Looking forward talking to you next time!

    Nicolai

    Share

    Dag 1.293 – Anonymitet, en skattet gode (DK)

    Friday, October 23rd, 2009

    Jeg har været her i Nouakchott i to dage nu, og har ikke rigtigt snakket med nogen. En konstatering, jeg kan føre tilbage til Bamako, ved eftertanke. Det passer mig glimrende bare at kunne gå og passe mig selv. Har ikke brug for small-talk og har ingen social energi til denne. Jeg lader op til den foranstående etape gennem Sahara, som forventeligt bliver en af de hårdeste overhovedet.

    Lige så meget som disse dage i hovedstaden er praktisk forberedelse (det har intet med hvil at gøre), er det også mental opladning til den tilsandede udfordring foran mig. At gå rundt her i anonymitetens land og være sådan lidt asocial er en skattet luksus, man kan tillade sig efter at have været undervejs (og til delvis tilgængelighed for verden) i 3½ år.

    Middagsheden er ekstrem. Mens jeg sidder og venter på min store shawarma-kølle, måler jeg 40 grader C i skyggen og – hang on! – 60! grader C i solen. Ha’ venligst disse tårnhøje (og ret typiske), afrikanske temperaturer i baghovedet, inden der næste gang drages forhastede, mentale konklusioner omkring afrikansk ineffektivitet og dovenskab.

    Tøjvask, cykelvask, migvask. Og så får jeg gjort mine indkøb i et af hovedstadens få supermarkeder, så jeg nu har mad til de næste ca. 4 dage, afhængigt af ulven i min mave. Prisniveauet på de primært fransk-importerede varer er utilfredsstillende højt, men jeg er alligevel tilfreds med udbyttet – og særligt med at ha’ fundet eksemplarer af min store kærlighed; baked beans i tomatsauce, fra Saudi Arabien til 7 DKK/dåse.

    Share

    Dag 1.292 – Kun overgået af Glamour (DK)

    Thursday, October 22nd, 2009

    Føler mig veloplagt her til morgen. Kan underligt nok ikke rigtigt mærke de sidste 2 ugers strabadser. Sover skønt og længe i den svale nat, uden myggenet (og myg), da jeg nu har forladt malariaområdet. Morgentemperaturen er ideel, da jeg sætter mig på en central fortovscafé med en café au lait og choco-croissant og lader hovedstaden komme til live. Fluerne er der allerede vældigt liv i, og de udgør – sammen med gadesælgerne, der forsøger at afsætte alt deres lort til mig – den eneste plage her og nu.

    Mauretanien udgør en interessant, transitorisk overgang mellem “det sorte Afrika” og den arabiske berberkultur. Transitionen er interessant kulturantropologisk, men også geografisk har jeg gennem de sidste dage sporet en tydelig ændring i landskabets udseende, fra den tropiske, semi-agrare, sub-Sahara-dominans i Senegal til det golde, knastørre Sahara-bælte, jeg er på vej igennem her i Mauretanien. Således er der en ganske smuk symmetri mellem land og folk, mellem natur og kultur. Med andre ord: det kulturelle forhold mellem Senegal og Mauretanien tilsvarer naturens forhold mellem tropisk sub-Sahara og Sahara.

    (Og – som den kvikke læser vil bemærke – altså ikke helt ulig de transitionelle ændringer man gennemgår ved at krydse Den Gamle Lillebæltsbro, fra det frodige Fyn (og fine fynboer) til det tørre Jylland (og drevne jyder) 🙂 ).

    Nouakchott er et spøjst bekendtskab: fortove eksisterer ikke og alle gader er tilsandede og komplet uegnede for to-hjulet transport, men æslerne og de udkørte Mercedes’er lader sig ikke genere. De kofteklædte mænd udgør som vanligt i muslimske lande langt størstedelen af det sociale bybillede: kvindernes synlighed er begrænset og under alle omstændigheder tildækket.

    Der er en fredelig, relativt afslappet stemning her trods byen ca. 800.000 indbyggere – et tal, der er svært at tro, når man ud på eftermiddagen, hvor kviksølvet står højest, går rundt i den siesteramte hovedstad, der er tom som en dansk søndagskirke. Byen slumrer hen i en helt forståelig hedetrance.

    Jeg er modsat myreflittig det meste af dagen og fikser praktiske ting og viderefører WT-følgetonen, hvis tilsyneladende uendelige længde snart kun overgås af Glamour/The Bold and The Beautiful.

    Share

    Dag 1.291 – Mit halvknuste eventyrhjerte (DK)

    Wednesday, October 21st, 2009

    PK64 -> Nouakchott
    Distance (km) : 67
    Time on bike : 4h 30m
    Brutto time: 07.10 – 13.40
    Avg : 14.9 km/h
    Max.speed: 19.9 (!)
    Total (km) : 56.311
    Altitude: 10 m
    Difficulty: 4 of 5

    Himmel og helvede! Jeg vågner i nat med et pludseligt chok ved at et æsel står og brøler lige ved siden af teltet. Sygdom! Forbavsende mange decibel på en ellers stille nat med en imponerende, uendelig stjernehimmel.

    Står op lige før solopgang, kl. 06.40, og skynder mig at pakke lejren ned for tidligt at komme på vejene i den – skal det snart vise sig – håbløse optimisme, at modvinden først vil vækkes op ad dagen. Ali kommer ad flere omgange ned til mig med det obligatoriske glas the. Snart siger jeg farvel til ham og Ahmed i dagens første sollys. Vinden er også stået op – og bonjour til vindhelvedet igen, 3. dag i træk.

    Landskabet er øde, tørt, flat, og der er nogle lange – og i modvinden – seje stræk med kun sparsom civilisation. Mentalt meget udfordrende, men kilometerstenene fortæller mig – omend alt for langsomt – at det går den rette vej. 64, 63, 59, 55 km til hovedstaden. Jeg er kun fokuseret på at komme frem til Nouakchott.

    Holder mange, korte hvil siddende i vejkanten, i Kogaens skygge, for at hvile den ømme røv og få et øjeblikkeligt ophold fra modvinden, mens forbipasserende dytter til mig, enten for at hilse eller fordi de tror jeg er i mekaniske vanskeligheder. Min eneste vanskelighed er modvinden og dens ætsende virkning, der nedbryder den gode moral.

    Tanken om at modvinden vil fortsætte de næste mere end 1.000 km op gennem Mauretanien og Western Sahara bringer min sjæl i sorg, knuser mit eventyrhjerte. Som illustration af vindens indflydelse, har jeg nu brugt 3 (forbandet hårde, demoraliserende) cykeldage på, hvad Amaya & Eric klarede på kun én lang dag i den modsatte retning, hjulpet på vej af den vind, jeg kæmper med nu.

    Landsbyerne er fyldt med berberunger, der – som deres sorte ækvivalenter i det øvrige Vestafrika – er intimiderende for mit personlige rum (as if…) og gør sig vel fortjente til et par hurtige hug med højrekloen. Én skønne dag går det galt for de unger…

    Dagens Tone: Sodade – Cesaria Evora

    I Nouakchott finder jeg frem til Auberge La Dune og slår til i første hug. 2.000 ouguiya (40 DKK) for en seng i et rent (og ellers tomt) 6-sengs-værelse. Glæden over endelig at være kommet frem kan ikke beskrives med ord, jeg kender til.

    Jeg har været i sadlen i 14 af de sidste 15 dage (1.500 km) siden jeg forlod Bamako, Mali, med kun 1 ikke-cykeldag i Kayes, der var alt andet end hvile. Så på en marokkansk restaurant fylder jeg i den sene eftermiddag sækken med en skøn harira-suppe og en ditto lamme-tajine, efterfulgt af en ispind og en café au lait (the real deal) på en lokal, velbesøgt udendørscafé i solnedgangslyset – belønningen forekommer mig kun rimelig efter de sidste to ugers strabadser.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.290 – Fårehyrden Ali (DK)

    Tuesday, October 20th, 2009

    Charme Cheik -> PK64
    Distance (km) : 80
    Time on bike : 5h 43m
    Brutto time: 09.00 – 17.15
    Avg : 13.9 (!) km/h
    Max.speed: 28.9
    Total (km) : 56.244
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    PK = Pointe Kilometre (or something along those lines)

    Naturen presser sig voldsomt på så snart jeg vågner i mit telt, så jeg går op i sanddynerne, væk fra vejen for at forrette min nødtørft. Det er et rent studie i Saharas fauna at sidde der, på hug i det tidlige morgenskær, for omkring mig snuser kameler (6 stk), geder, æsler, kæmpebiller og en ørkenrotte (?), mens robeklædte hyrder går rundt med deres trækæp og styrer dyrenes gang. Interessant start på dagen.

    Tilbage i “kvindeteltet” får jeg serveret morgenmad (en tallerken med dåsesardiner med rå løg og brød) på gulvet, pakker mit grej, fylder vandflasker op, og rækker værtinden 1.000 ouguiya (20 DKK) som tak for gæstfriheden.

    Hvis man kigger på dagens statistik, får man en fin fornemmelse for dagens fremadskriden. Den var langsom! Og umådeligt belastende pga. den stride modvind, der piner mig dagen igennem. Vejen snor sig rundt om og op/ned over utallige sanddyner, og der er absolut ingen gratis kilometer her, selv på de små nedkørsler skal jeg træde i pedalerne for at holde bare skyggen af momentum. Det slider mentalt og fysisk og det er et kæmpe spild af ressourcer.

    Hvis jeg kunne gengive, hvad jeg i den mentale afdeling gennemløber i dag for at forsøge at holde motivationen oppe, for at se en smule fornuft i Modvindens Usportslighed, så havde jeg gjort det, men afdelingen er usammenhængende og tankerne ryger på flugt konstant. Det kunne have været så fin en cykeldag. Det er 40 grader, modvinden hvæser mig i ansigtet som en Babyliss 2000 W, og munden bliver af og til sandblæst, når forbikørende lastbilers slipstrøm slynger grus op.

    Jeg bliver syg i maven hver gang min næse opfanger den kvalmende lugt af død æsel i vejkanten, og fordi jeg har en direkte modvind betyder det, at lugten når mig længe før ådslet selv, og at jeg bliver hængende i den afsindigt fæle lugt alt for længe.

    Ved solnedgang gør jeg stop i en lille landsby, kontaktes snart af en ung fårehyrde Ali, der tilbyder nattely i sit hus kun 100 m fra vejen. Jeg slår lejr op ad en lille moske i den gyldne solnedgang, inviteres ind i Alis hus til en gang the sammen med hans ven Ahmed. Rig oplevelse. Fattig gengivelse.

    Dagens Tone: Rebellion (Lies) – The Arcade Fire

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.289 – Muslim i Mauretanien (DK)

    Monday, October 19th, 2009

    Richard Toll (Sen) -> Charme Cheik (Mau)
    Distance (km) : 78
    Time on bike : 5h 20m
    Brutto time: 08.10 – 17.00
    Avg : 14.5 km/h
    Max.speed: 28.1
    Total (km) : 56.164
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    Rosso ved Senegal-floden og den mauretanske grænse, som jeg når ved 9-tiden, har ry for at være et af de mest notorisk belastende grænseovergange i Afrika, fyldt med hustlere, svindlere, vekselerer (nogle gange er det bare én og samme person!), tiggere, kaos, møj etc. Det ry lever fint op til min oplevelse af stedet.

    Jeg får vekslet mine Francs CFA – som har været valutaen gennem de sidste 3 lande – til mauretanske ouguiya, får min anden morgenmad, og køber brød, kiks og sandwiches for de sidste CFA, inden jeg går ombord på bilfærgen, der pendulerer tværs over Senegal-floden. Der er folk overalt, og jeg vil bare gerne væk fra hustlerhelvedet.

    Floden er ca. 700 m bred på dette sted, så færgeturen er en 5-minutters affære. Inden jeg er kommet i land, har en mauretansk uniform spottet mig ud, taget mit pas, hvorefter han så i menneskevrimlens kaos bare går i land. Han kan sgu da ikke bare forsvinde med mit pas, tænker jeg frustreret! Bastard og magen til uprofessionalisme.

    Jeg holder mig tæt til uniformen, der intet siger, men forsvinder ind i immigrationsbygningen. Der går 10 min. og intet er sket. Ingen kø. Ingen panik. Tålmodighed. En officer kommer ud for at snakke ligegyldige ting, og spørger så slesk, om ikke jeg har en lille cadeaux (gave) til ham. Det afviser jeg blankt. 5 min. senere har jeg fået mit nystemplede pas og er rullende kl. 11.

    Modvinden er styg og uretfærdig hele dagen. Det gør mig ondt. Landskabet er forventeligt tørt og de første, rustrøde sanddyner dukker snart op omkring mig. Heden er ekstrem. Der er en del trøstesløse settlements langs min rute, der mest består af regulære telte og mindre regulære træskeletter med pressenninger. Asfalten er frustrerende ujævn og humplet og giver bagsmerter. Den har vist ikke været opgraderet i årtier. Små sammenføjninger i overfladen for hver meter har samme effekt som Tibets/Bolivias stenede vaskebrædtveje.

    Ved 17-tiden, da jeg efter 5 timers moralnedbrydende modvind er ved at være drænet for energi, kører jeg forbi et beduinlignende telt med pigefnis sivende ud gennem de oprullede sider. Et par af pigerne vinker mig tilbage, jeg laver spørgende det internationale “sovetegn” og de nikker. Det lugter allerede af eventyr på min første dag i Mauretanien.

    Inde i teltet sidder 5 tildækkede piger og to unge drenge, som jeg får en kreativ samtale med. Et par af pigerne taler kun arabisk, jeg taler intet af det, nogen af dem taler, og det siger lidt om udfordringen i den samtale. Vi joker og griner og stemningen er fri og jovial. De fortæller, jeg bare kan sove på gulvet inde i teltet, og jeg er godt tilfreds med at have fundet et sted at sove.

    Jeg bliver budt på the, bliver spurgt om jeg er muslim og om jeg kender til islam. Får ude bag teltet skiftet det klistrede cykeltøj og får vasket det værste Sahara af ansigt og lemmer. En bilfuld mænd ankommer, vasker deres fødder (det er man meget glade for her og i den øvrige, arabiske verden), entrer teltet og beder en af deres 5 daglige bønner, før de smutter videre.

    De fleste piger smutter tilbage til deres egne hytter, spredt rundt omkring i sandklitterne gennemboret af vejen, og tilbage sidder jeg med damen, der lader til at eje bedeteltet samt en tudsegammel dame. Aftenen tager en lidt syg drejning, da førstnævnte snart forsøger at omvende mig til islam. Det bliver hurtigt både kompliceret og belastende, og hun forsøger at få mig til at gentage en masse islamiske fraser, hvor Allah og Mohamed er de eneste genkendelige. Hun taler meget begrænset fransk, men er meget opsat på sit forehavende. Hun sidder 30 cm foran mig og har tændt sin lighter for at kunne se mig.

    Situationen frustrerer mig og hun lader ikke til at fatte, dels at jeg slet ikke gider hendes lille leg, dels at jeg accepterer hvad end folk vælger at tro på (bare de så til gengæld accepterer, at jeg har valgt ikke at tro på noget, andet end hjertets kraft og det unedbrydeligt gode i mennesket – og hvordan var det lige man siger det på fransk til en pige, der kun taler arabisk?)

    En ung mand bliver tilkaldt, der kan lidt engelsk, og ude foran teltet – under den største stjernehimmel – gennemgår vi så hele nu-skal-du-blive-muslim-seancen igen. Det er en joke nu, og efter i ca. 20 min. ikke at have kommet nogen vegne, slår jeg en hale på samtalen og siger, vi kan tage tråden op i morgen. Jeg er uendeligt træt.

    Jeg har bare lyst til mad og søvn, men da der ikke umiddelbart dukker noget mad op, må jeg tage til takke med lidt brød fra cykeltasken. Det trækker virkeligt ud. Jeg fornemmer ikke det vil klæde situationen at presse på med aftensmaden, som damerne har talt om tidligere. Det kan være svært som gæst at skulle følge værtens trommeslag. Mine mave skriger og klokken bliver 22.45 (!) – ca. 3 timer efter normalt sengetid for camping-Zülle – før en skål spaghetti med lidt bruskklumper bliver serveret for mig.

    Jeg liner mig op i hytten med sovepose og liggeunderlag og er nærmest bevidstløs af træthed, da en mand kommer ind i teltet og fortæller, at det kun er damer, der kan sove i dette telt, men at der er et tilsvarende telt for mænd et stenkast derfra. Det er hjerteskærende nyt, for jeg har absolut ingen energi tilbage og bare at skulle flytte mit grej 100 m virker uoverkommeligt.

    Jeg er heldigvis eneste mand i det nye telt, og wow-følelsen i mig er meget markant, da jeg ligger på gulvet i nattebrisen, kigger op på Mælkevejen og forsøger at gennemspille dagen mentalt. Det har været en barsk cykeldag med en overvejende dejlig og enestående
    finish.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.288 – (Ønsket om) Slangebøssen (DK)

    Sunday, October 18th, 2009

    Ndioum -> Richard Toll
    Distance (km) : 122
    Time on bike : 5h 51m
    Brutto time: 09.30 – 17.00
    Avg : 20.7 km/h
    Max.speed: 49.2
    Total (km) : 56.086
    Altitude: 10 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Fordækket er fladt her til morgen. Det er min første punktering siden Florida, så jeg brokker mig ikke, piber bare lidt, for hvilken start på dagen er det…?

    Mr. Cykeldoktor får på 25 min. fikset den sag, og så er jeg klar til morgenkaffen i en lille madbod inde i Ndioum til alle landsbyens drenges bevågenhed. Hvor er min slangebøsse, når jeg har mest brug for den?

    Monotonien fortsætter. Jeg har brug for et scene- og farveskift i omgivelserne omkring mig. Efter ca. 50 km vågner en svag modvind. Der er sparsomt med bebyggelser på den tørre slette vest for Thielle-Boubacar.

    Når Richard Toll, kun 15 km fra Rosso og grænsen til Mauretanien, i den sene eftermiddag. Er træt/udkørt, men glad/stolt over at være kommet hertil. Resten af aftenen gennemløber den klassiske rutine: Finder hotel, prutter hotelfatter godt i sænk (fra 22.600 til 13.600 CFA), bad, mad, internet, aftenkaffe, slentretur, smutter hjem på mit værelse, da jeg er blevet træt af at blive gloet på.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.287 – Dyredødens Korridor (DK)

    Saturday, October 17th, 2009

    Thilogne -> Ndioum
    Distance (km) : 141
    Time on bike : 6h 34m
    Brutto time: 07.40 – 16.00
    Avg : 21.4 km/h
    Max.speed: 56.5
    Total (km) : 55.965
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3½ of 5

    20 drenge! Så mange tæller jeg i umiddelbar nærhed af mig, da jeg under stor, indre frustration hugger min æggesandwich og morgenkaffe i mig. Det er en test for mig ikke at hidse mig op og dele gratis øretæver ud.

    Jeg kigger på humplet asfalt hele dagen i dag. Det er monotont for sjælen, ømt for røven.
    For en gangs skyld har jeg en svag vind i ryggen og har allerede ved middagstid cyklet 69 km. Er koncentreret i min osteklokke i dag. Bevoksningen er gul og tør og kun de barske, tornede drenge i klassen overlever her.

    Passager af Route National 2 her i det nordlige Senegal er som en lang korridor gennem en dyrekirkegård med væmmeligt stinkende kadavere fra æsler, geder, får, køer liggende med alt for stor hyppighed i vejkanten.

    Jeg er udmattet og hungrig, da jeg efter 141 km ankommer til den større landsby Ndioum, hvor jeg finder en glimrende bungalow (Hotel Macina Toro, 12.500 CFA – pruttet ned fra 15K), der i grunden er for fin til både mit budget og mit behov, men alternativerne er få og Zülle har brugt al dagens energi i pedalerne.

    Dagens Citat: Today was just a day fading into another (Adam Duritz, Counting Crows)

    Der er nu styr på mine røde hunde.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.286 – Lysten til Fight Club (DK)

    Friday, October 16th, 2009

    Orkadiere -> Thilogne
    Distance (km) : 114
    Time on bike : 6h 06m
    Brutto time: 07.10 – 16.10
    Avg : 18.6 km/h
    Max.speed: 35.2
    Total (km) : 55.824
    Altitude: 25 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Yeah, ingen modvind i dag! Bare fartvinden – vinden skabt af min fremdrift, og den kan jeg godt tolerere. Jeg er tidligt på gaden efter en herlig nattesøvn under den konstant roterende loftsfan og uden den svedfest i lagnet (desværre forårsaget af søvnig stilstand og ikke erotisk aktion), som gennem de sidste uger har været en del af det sædvanlige natteskue. Morgentemperaturen er under 30 grader for første gang længe.

    På et morgenmadssted overdynges jeg og cyklen øjeblikkeligt af ca. 10 unge drenge, der bare står og hænger og glor uhæmmet, mens jeg irriteret hugger kaffe og sandwich i mig. Irritationen bliver hængende i mig gennem hele dagen, for disse vanvittigt irriterende, højtråbende pre-teenageknægte (der lader til at udgøre halvdelen af Senegals befolkning) er overalt i landsbyerne og flokkes om mig, så snart jeg ankommer, træt, opkørt og med tankerne på ro og noget koldt at drikke. De kender absolut intet til “personal space” og mange gange i dag har jeg virkelig lyst til at sende et par af dem i gruset med et par hurtige højre-venstre hug, inspireret af sidste uges Fight Club-gensyn. Eller i det mindste sende hele banden i skole, for fanden!

    I Ourossogui – et støvet korsvejs-shithul, man ikke gider stifte nærmere bekendtskab med – besøger jeg tre forskellige banker, der alle nægter at veksle mine US-dollars. Én bankansat forklarer, at de ikke accepterer mine 20-USD-sedler, og at de kun veksler 100 eller 1.000 (!) USD-sedler. Sidstnævnte har jeg hverken set eller hørt om. Frust under zenithsolen. Fjerde hug giver mig en stak CFA-francs via Visa-kortet.

    Dagens Tone: Rose – Lars H.U.G.

    Jeg ser alt, alt for mange oppustede, fælt lugtende kadavere i vejkanten i dag. Køer, geder, får, de fleste af bondegårdsdyrene. Stanken er ubeskriveligt væmmelig og rammer mig ofte langt før det sørgelige syn, som med kængustanken i Australien. De bevingede ådselædere labber løs efter alle “den enes død…”-forskrifterne.

    Jeg er i Fugitive Mode hele dagen lang. Magter ikke den uophørlige opmærksomhed. Landsbyerne ligger aldrig langt fra hinanden, er alle for mig at se heltigennem trøstesløse, støvede, beskidte, og var det ikke fordi de er leverandører af kolde drikke var jeg ræset direkte igennem dem alle i Lucky Luke-fart.

    Toubab, toubab!!!, som der råbes til/ad mig overalt, hvor jeg færdes, er blevet et helvedes-mantra, der auditivt dukker op så snart jeg river øretelefonerne ud af ørerne.

    I Thilogne spørger jeg en flok mænd om overnatningsmuligheder i landsbyen. Jeg har ingen hotelskilte set og mine forventninger er små. Mændene peger ned ad gaden, fyger en fransk remse af, jeg ligner fatter ingenting, men følger med, da de sender en ung purk af sted på cykel for at vise mig, hvor jeg kan sove. Optimismen logrer med halen. Den unge gut udfordrer mig til et lille ræs, så ræs det får han. Lidt nede af en grusvej ligger en stor bygning, ubemandet.

    WT Hall of Fame 🙂

    Et skilt siger “Ministere de la Femme et de la Famille” – ikke just det hotel, Zülles trætte krop havde sat snuden op efter. Jeg ryster på hovedet og siger opgivende, omsonst til gutten, at det sgu da ikke er noget hotel. Vi har omgående samlet 7-10 børn, der alle synes jeg er en vældig attraktion. Jeg er frustreret.

    Tilbage til hovedvejen tager jeg endnu et kig på mine kort, hvor der ikke er hverken nyt eller positivt at hente: dette er landsbyland og Thilogne er den eneste landsby, der er med på kortene, og derfor sandsynligvis den største, og dermed de bedste overnatningsmuligeder. Gode råd er dyre nu. Et par mænd kommer hen til mig, hjælpende. Jeg forklarer og de beder mig vente lidt. Jeg adlyder, da alternativerne er sparsomme.

    Snart dukker portneren til ministeriebygningen op og følger mig tilbage til huset, lukker os ind, og fandme om der ikke gemmer sig et par værelser på 1. sal, med loftsfan, tynde skumgummimadrasser, rindende vand og elektricitet! Gutten viser mig at ark med prisen for en nat og jeg får fluks høvlet 2.000 CFA af de officielle 6.000 CFA. Slemt tilfreds.

    Share

    Dag 1.285 – Med lycra’en nede om knæene (DK)

    Thursday, October 15th, 2009

    Bakel -> Orkadiere
    Distance (km) : 90
    Time on bike : 5h 18m
    Brutto time: 08.00 – 16.00
    Avg : 16.8 km/h
    Max.speed: 38.4
    Total (km) : 55.710
    Altitude: 35 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Gårsdagens optimisme forsvinder så snart jeg forlader Bakel og indser, at vinden er mod mig igen i dag. 7. dag i træk! Himmel og helvede! Cyklingen er drøj og sej, og selvom landsbybørnene er rene pestilenser, holder jeg drikkepauser i hver eneste landsby, jeg kører igennem. Modvinden går mig voldsomt på. Det er en grim sorteper at have med i bagagen. Det kunne have været så fin en cykeldag under vindneutrale forhold. Det er virkelig noget lort.

    Dagen er flad, vejret tørt, temperaturen skrigrød, og stearinlysene i min ene fortaske er smeltede om til noget der ligner surrealistiske, deforme rekvisitter i et Dalí-maleri.

    Jeg støder i en lille landsby uventet ind i et stort dyremarked, hvor kåbeklædte mænd, brægende geder og får, æsler, heste og kvæg er samlet i hundredevis, penge og dyr skifter hænder og det er alt sammen meget livligt og fotogent. Jeg får mig en kort snak med en ung fårehyrde, der fortæller, at en ged koster omkring 10-15.000 CFA (110-165 DKK).

    Her i Vestafrika er folks forhold til køkkenhygiejene ganske anderledes end på vore breddegrader, og i princippet er ethvert af de måltider, jeg har sat til livs gennem de sidste mange uger, kilde til brok i systemet. Derfor aner jeg ikke, hvad dagens to pludselige pitstops (den tynde, sørgelige slags) i grøftekanten skyldes. Særligt det sidste pitstop kræver øjeblikkelig action, så jeg når ikke længere end 3 meter væk fra vejen, hvilket vist overrasker en forbipasserende senegaleser, der undrende hilser på mig, der sidder dybt i hug med al lycra’en nede om anklerne.

    Jeg har et ræs i dag over en 3-4 km med en hestevogn med 2 unge drenge, der pisker løs på den stakkels hest for at holde trit med Zülle. Det er som taget ud af en John Wayne-western, og først på en mindre nedstigning, hvor jeg rammer 27-28 km/t sætter jeg fra hestevognen, der drejer fra ved næste landsby. Så har man prøvet det også – at vinde sit eget hestevæddeløb.

    I Semme, som jeg troede skulle være dagens slutmål, kontaktede jeg en flok bygningsarbejdere ved noget, jeg troede var et nyt hotel. Det viser sig at være et lejlighedskompleks, hvor lejligheder udlejes til 275 DKK/dag – helt uden for rækkevidde, men mændene inviterer mig til en gang the (ja tak) og senere frokost, som jeg dog takker nej til, da jeg bare gerne vil finde et sted at sove. Det er flinke folk, og de fortæller mig, at jeg vil finde et hotel i landsbyen Orkadiere, 15 km længere oppe ad vejen. God musik.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.284 – Senegal: Km 55.555! (DK)

    Wednesday, October 14th, 2009

    Diboli (Ma) -> Bakel (Sen)
    Distance (km) : 68
    Time on bike : 4h 04m
    Brutto time: 07.50 – 14.15
    Avg : 16.7 km/h
    Max.speed: 30.4
    Total (km) : 55.621
    Altitude: 40 m
    Difficulty: 2½ of 5

    Strømmen (og loftsfanen) gik (kl. 01) næsten lige så hurtigt som den kom (kl. 19) i aftes. Massiv sved- og kløefest i nat igen. Første punkt på dagsordenen er derfor at sørge for at få kroppen hydreret (1½ L vand gjorde tricket) igen, inden jeg begiver mig ud på vejene.

    Føler mig dog bedre tilpas til morgen, måske fordi jeg ved, det nu er farvel til Mali, goddag til Senegal, som ligger ovre på den anden side af en mindre flod, jeg krydser allerede før kl. 08. I Kidira (Senegal) finder jeg politistationen, afleverer mit pas, får 10 min. senere mit gratis stempel, 3 måneders opholdstilladelse og et “bonne route” med på vejen af den flinke immigrationsuniform.

    Mali slut, Senegal start: 55.555 km. Det er til at huske.

    Da jeg fik mit mauretanske visum i Bamako, behøver jeg ikke at tage forbi Dakar (omvej på 500 km sammenholdt med min valgte rute langs Senegal-floden), som jeg alligevel ingen lyst havde til. En lille geni-streg fra Zülles organisatoriske hånd!

    Route National 2 følger groft set Senegal-floden uden at floden dog er synlig mange steder. Vejen er heldigvis asfalteret og lægger ud med nogle fine krumninger og stigninger hele vejen til Bakel, der bliver min tidlige fyraften.

    Trafikken er meget sparsom. Landsbyerne overraskende primitive med runde stråtagshytter og euforiske børn (over at se mig, naturligvis, og jeg hader dem allerede en lille smule). Det er tørt, varmt, modvinden er let. Baobabtræer og fårehyrder i sprøde klæder er visuelle highlights.

    Bakel tilbyder det helt acceptable Hotel Boundou, der ligger fint lige ud til Senegal-floden. Efter check-in på mit 3-sengs-værelse med gulvfan og strøm ad libitum kaldes jeg ud til frokost sammen med 4 jungs, der arbejder på hotellet. Et gigantisk fad med ris og grillet fisk fra Senegal-floden står klart på bordet, og så kender jeg konceptet. Smukt!

    Går mig en lille eftermiddagstur langs den brede, søvnige flod. Mauretanien ligger på den modsatte side. Fredfyldt og jeg føler mig fornyet. Kløen er lykkeligvis aftaget og jeg føler mig nu helt sikker på, at det har været varmeknopper, der har plaget mig.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.283 – Dén dag, jeg bliver masochist…

    Tuesday, October 13th, 2009

    Kayes -> Diboli
    Distance (km) : 95
    Time on bike : 5h 15m
    Brutto time: 08.50 – 16.00
    Avg : 18.1 km/h
    Max.speed: 39.4
    Total (km) : 55.552
    Altitude: 100 m
    Difficulty: 4 of 5

    Mareridtsnat. Levende mareridt. Udslættet igen. Vågnede ustandseligt med forestillede aku-nåle i hele kroppen. Min sovepose under mig er gennemblødt af nattesved. Smutter op kl. 02 og tager et momentant svalende bad for at slippe for kløehelvedet. Rådvildheden har mange ansigter.

    Ser flere voldsomme steppebrande i det knastørre landskab. Hjulpet på vej af vestenvinden, æder de meterhøje flammer sig hastigt ind på det gulnede sivgræs. Kæmpe græshopper (på størrelse med gråspurve, men knapt så elegant flyvende) forsøger at undslippe flammehavet. Det syder og knitrer højt. Det er som en forsinket Sankt Hans-fest.

    Baobab-træerne lader til at være lige glade. Det gipper lidt i mit gamle Beredskabskorpshjerte, men jeg har andet at se til, fremdrift blandt andet. Jeg pisser i vejkanten ikke langt fra flammerne, pakker koglerne væk inden flammerne får fat i dem også, og det var ligesom mit bidrag til brandslukningen. Mange bække små.

    Har modvind igen i dag, for fjerde dag i træk. Frust. Har 8 liter vand med mig på cyklen fra morgenstunden.

    Da jeg ankommer til Diboli ved den senegalesiske grænse er mit udslæt gået helt amok. Tabletterne lader ikke til at virke, Mentholatum’en giver mig et kort frirum fra den vanvittige kløe, bønnerne til Vorherre tror jeg ikke på. Zülle hænger med mulen.

    Dagens Slogan: WT i en ny, udslætforstærket udgave – nu også på ben og hænder!

    Finder Hotel Etoile de la Fateme i Diboli, kun et par km fra Senegals grænse. At der ligger uåbnede kondompakker på natbordet på mit værelse, fortæller mere end jeg har brug for at vide, og nedenunder præsenterer en ulækker (det var hun) pige sig ved navn, og lader det tydeligt skinne igennem på hendes ligeså ulækre smil, at vi meget hurtigt ville kunne finde ud af noget med de kondomer på mit natbord.

    Jeg er irriteret og frustreret. Ikke fordi pigen er ulækker (men det var hun), men fordi der hverken er rindende vand eller strøm på mit lumre værelse (latterlige 110 DKK), fordi jeg ikke kan holde ud at være i min udslætramte krop, fordi jeg er træt og sulten og fordi de briller, jeg ser verden (Mali) igennem i disse dage, er uskarpe, forvrængede og gør ting og tanker i og omkring mig langt mere negative end godt er/end virkeligheden gør krav på.

    Først den dag, jeg bliver masochist vil jeg se tilbage på Mali-dagene med savn og længsel. Højdepunkterne har været meget sparsomme, socialt (fraregnet Bamako) og landskabsmæssigt, men kulturelt set har landet været en rustik højdespringer.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.282 – Den Stolte Kriger (DK)

    Monday, October 12th, 2009

    0 km etc.

    Jeg lå søvnløs – eller i bedste fald ophængt i det svævende parallelunivers mellem søvn og vågen – i lange perioder i nat pga. udslættet, der igen gjorde det helt grimme ved mig. Det føltes flere gange som om alle Østens akupunktører stak små djævelske nåle i min ryg, og jeg vågnede – naturligvis badet i sved, da strømmen, og dermed loftsfanen, gik ved 23-tiden – med et højlydt jammer.

    I den tidlige morgen finder jeg derfor et apotek, hvor jeg på behændigt, internationalt tegnsprog får forklaret apotekeren (som jeg ingen øvrige sprog deler med) min situation, og at jeg har brug for noget antihistamin. Han ser ikke synderligt bekymret ud (godt tegn!) og langer bare en pakke tabletter over disken til mig.

    Toiletterne her i Mali har ikke det samme skyl som jeg er vant til hjemmefra. Så min store pølse (aka Den Stolte Kriger) fra i går ligger stadig og kæmper en brav og stædig kamp i kummen på fællestoilettet. Ja, jeg kunne have sparet dig denne detalje, men hvorfor…?

    Jeg får mig en lille WT-snak med personalet på det lille 4-værelses hotel over min tøjvask, og inviteres snart til at dele lunch med de kofte-klædte mænd i gårdhavens skygge. Fra det store fad med ris, fisk og grøntsager i midten af bordet, langes der bare indenbords, med højre næve eller – hvis man, som jeg, er lidt fin på den – med ske. Dejlig oplevelse.

    Cruiser rundt i Kayes, der – som det øvrige Mali – virker totalt blottet for turismens ånde.
    Selv i en af landets største byer, forekommer alting så fandens besværligt. At finde en åben madbod, at finde en åben madbod, der serverer andet end fisk, at finde noget koldt at drikke, at finde en internetcafé (det tog mig det meste af 2 timer!), at gå rundt i fred og ro, at få byttepenge tilbage på store sedler, at finde elektricitet, og jeg vil ikke kede med en videre opremsning…

    Share

    Dag 1.281 – Baobab (DK)

    Sunday, October 11th, 2009

    Sandaré -> Kayes
    Distance (km) : 143
    Time on bike : 6h 01m
    Brutto time: 08.50 – 16.00
    Avg : 23.8 km/h
    Max.speed: 51.9
    Total (km) : 55.457
    Altitude: 47 m
    Difficulty: 3 of 5

    Selvom min morgensultne krop skriger på energi og alsidighed her i Mali, foretrækker jeg ofte bare den simple stang brød til den tynde kaffe, da man ellers let havner i det tilsyneladende eneste alternativ i de små landsbyer; gede- eller fårehovedsuppe (det er for mit utrænede øje svært at afgøre dyrets art, når kun den blottede, hvide underkæbe ligger og svømmer rundt i den brune suppe, med tandsættet intakt. Bon appetit!

    Det legendariske baobabtræ er begyndt at dukke op i landskabet gennem de sidste dage. Nogle enorme giganter, der giver en glimrende middagsskygge, når den øvrige bevoksning ingen giver.

    WT Hall of Fame 🙂

    Det er ingen ophidsende cykeldag fra Sandaré til Kayes. Den er lang, 143 km, men uopsigtsvækkende. Til gengæld er mit allergiske udslæt gået lidt amok, og hele ryggen, maven, arme, nakke er nu dækket af røde hunde. Det klør afsindigt og uvisheden om, hvad de skyldes huer mig ikke. Særligt ikke her i tilbagestående Mali, hvor den evtuelle hjælp synes fjern.

    Krydser fingre for det “bare” er varmeknopper.

    I Kayes (ca. 90.000 indb.) finder jeg Hotel Municipale, hvor et simpelt værelse koster uretfærdige 6.000 CFA (66 DKK) pr. nat, nedpruttet fra 7.000. Aftenen følger det sædvanlige WT-skema: langt bad, ud og finde en tallerken mad, forgæves søgning efter en internetcafé, sove.

    Share

    Dag 1.280 – Røde hunde (eller bare mangel på sex)

    Saturday, October 10th, 2009

    Diéma -> Sandaré
    Distance (km) : 137
    Time on bike : 7h 24m
    Brutto time: 08.20 – 18.20
    Avg : 18.5 km/h
    Max.speed: 41.9
    Total (km) : 55.314
    Altitude: 430 m
    Difficulty: 4½ of 5

    16.000 km uden punkteringer var, hvad mit Schwalbe Extreme fordæk lagde for dagen, før jeg i morges på mit hotelværelse valgte at pensionere det (for nu – jeg tager det med mig videre). Det har fået en slem udposning (aka den gale pose, gummitarmslynget), som gør cyklingen ujævn og som støder mod forskærmen under hver omdrejning. Men 16.000 km uden punkteringer!

    Før afgangen fra Diéma fylder jeg hele 9.7 liter vand på Kogaen, fordelt i plastflasker, som jeg placerer rundt på damens bagdel – det sku’ jo nødig hedde sig…efter gårsdagens tørkeflugt. Røven er smurt ind i Mentholatum og Zülle er klar.

    Ser min første kamæleon i det fri i dag. En syregrøn fætter med de klassiske breakdance-bevægelser og øjne, der snurrer rundt i hovedet som discokugler.

    Mit bedste råd til de maliske mænd er følgende: Jeg er ingen hund, så lad for fanden være med at tiltale mig som en sådan. Tjssss…Pssssst…Hey!…Tjiiiit!
    Overalt råbes der til mig og det er enerverende at høre på, når jeg bare vil være i fred. Tjssss! At rejse gennem Mali på cykel giver hård hud ikke kun på røven, men også på sjælen. Ressourcemanglen er mærkbar overalt.

    Jeg fik en masse udslæt på ryggen i nat. Hele ryggen er dækket til af små pletter, som endnu ikke har gjort meget væsen af sig. Easy come, easy go, tænker jeg om pletterne, men ved ikke, hvad den allergiske reaktion skyldes. Måske sengelus eller simpelthen bare mangel på sex…

    Folk i landsbyerne glor på mig, som om jeg er en satans superhelt, men under den brændende vestafrikanske hede og med en tilsyneladende endeløs asfaltslange foran mig, føler jeg mig som alt andet…Termometeret på cykelcomputeren siger 47 grader lidt over middag.

    Det er som at trække vejret gennem en føntørrer og solen kaster ingen skygge overhovedet. Asfalten under mig virker brændende varm på skinnebenene, selv under fart, og havde det ikke været fordi fedtprocenten på mine ben er lig nul, kunne det have givet noget ganske fine spareribs, tror jeg.

    Kun de sejeste cikader spiller op ude i krattet. Barsk, men jeg er ovenpå i dag, trods mere modvind, sammenlignet med i går. Jeg labber vand og sodavand i mig som en tørstig kalv dagen lang.

    Sjældent har jeg følt mig længere væk fra et glas rødvin med min søster, mine nærmeste venner, min familie, end her i det forpinte, hamrende varme Mali. Det er et hårdt slag for Zülle at skulle bevæge sig gennem dette landskab uden nogen form for opmuntring eller adspredelse. Mine tanker springer ofte hjem til Danmark og dét glas rødvin med dem, jeg elsker. Monotonien bider, tankerne er på flugt.

    Jeg havde ved ankomst i Lakamane ved 15-tiden regnet med, at landsbyen skulle være dagens endestation. En ældre mand fortæller mig, at jeg kan sove i en bygning tæt ved, men at oppasseren er ude af byen og jeg bare kan vente lidt.

    Jeg spotter et skilt der siger Sandaré 50 km, bliver lidt gejlet, føler mig relativt frisk efter en frugtjuice, og kaster mig i sadlen igen, opsat på endnu en tilfredsstillende maratondag.

    Ved en brønd er en stor flok piger, børn og damer i gang med at hæve 5-10 liter-reservedunke fyldt med vand op. Jeg stopper op for at skyde lidt billeder, og snart kommer folk stimlende op mod mig i vejkanten. Den første, der når op til mig er en teenagepige uden tøj på overkroppen, og med brysterne slaskende vildt omkring. Snart kommer en flok nøgne smådrenge op til mig, og flere unge piger støder til. Det er et vildt skue, og der er bryster i alle udviklingsformer og i alle længder. Zülle var vist den mest forlegne i den situation. Nej, det bliver aldrig kedeligt at være på cykeleventyr…

    WT Hall of Fame 🙂

    I Sandaré finder jeg landsbyens rådhus, som har et par virkeligt primitive værelse til udlejning. Der vrimler med frøer, der er møgbeskidt, madrassen er billeramt, men der er elektricitet og en loftsfan, som nok skal hjælpe mig gennem natten. Sjældent har jeg været så glad for så lidt, for jeg er efter 137 km udmattet og ikke i humør til campering.

    Portneren serverer en spand vand for mig, så jeg kan få et øse/spand-bad ude bag ved. Alt er ekstremt primitivt her. Det er en enestående (omend til tider hård) oplevelse for mig at være her i Mali…

    Share

    Dag 1.279 – Dehydrering (DK)

    Friday, October 9th, 2009

    Dioumara -> Diéma
    Distance (km) : 74
    Time on bike : 4h 45m
    Brutto time: 07.50 – 14.30
    Avg : 15.6 km/h
    Max.speed: 28.6
    Total (km) : 55.176
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 4½ of 5

    10 bruttotimers fortjent søvn fik jeg skovlet i mig i nat i teltet. Jeg siger brutto af flere grunde: blev vækket flere gange, først af hunde i slåskamp, snart af haner, der ikke kender forskel på dag og nat. Og så fik jeg ubehagelige kramper i lårene/benene flere gange i nat, når jeg vendte mig. Ikke rart. Ingen panik.

    Det er igen en barsk cykeldag. Takket være modvinden, der gud-hjælpe-mig flår i mig igen. Takket være hedetrancen. Trods den korte afstand. Der er meget sparsomt med bebyggelser. Jeg har ingen lyst overhovedet til cykeldagen.

    Jeg kom afsted i morges med kun 2½ L vand. Dels fordi berberfar forlangte helt ublu priser for sit flaskevand, og fordi jeg “kun” har godt 70 km til Diéma, med forventelige landsbyer undervejs. Det viser sig hurtigt at være en fejldisponering.

    Uden udsigt til nogle bebyggelser overhovedet (og med vinden mod mig), ser jeg mig nødsaget til allerede fra start at rationere mit vandindtag – hvilket er det sidste man har lyst til, oksende og sydende i sadlen under den vestafrikanske zenithsol i 47 graders solvarme! Situationen ikke er optimal.

    Heldigvis dukker en lille bebyggelse op, hvor jeg finder to mænd siddende i skyggen af et træ. Jeg spørger, om det er muligt at købe vand her, hvilket det ikke er. Til gengæld har den ene gut en reservedunk med vand, som han tilbyder at fylde én af mine cykelflasker med. Saved by the bell! Jeg får mig en lille WT-snak med gutterne, der begge er dybt forbløffede over mit projekt.

    I think black man cannot do this [cykle jorden rundt]. Have you ever seen black man do this?

    Den kommentar morer mig. Tilbage til modvinden.

    Diéma når jeg tidligt på eftermiddagen, meget dehydreret og udmattet. Trods den ekstra flaske vand, jeg fik af gutterne undervejs, har jeg langt fra drukket nok i dag. Min rationering var “vellykket” og jeg løb fysisk ikke tør for vand, men det er ren proforma, for kroppen har haft brug for langt større mængder væske.

    Efter at have siddet i min egen osteklokke en halv time med mine colaer, fortæller en dame, at der ikke er nogen sovemuligheder i Diéma, som jeg havde håbet. Det er hjerteskærende nyt. Jeg dobbelttjekker dog med det lokale politi, der dog fortæller, at der ligger et hotel inde i landsbyen et par km nede af grusvejen. Det er godt nyt.

    Kaarta Hotel bliver min redning. Et fint, simpelt værelse med fælles bad og et par timers generator-el ud på aftenen koster 55 DKK. Bad value, but who am I to complain?

    Mali har foreløbigt været en stor oplevelse for mig. Også selvom jeg til tider har svært ved at nyde det fordi det er så sindssygt hårdt og udfordrende at være her, ikke mindst pga. varmen og manglen på de fornødenheder, som normalt gør cyklingen udholdelig.

    Alene min lille aftencruise rundt i landsbyen, for at finde mad og snuse lidt til bylivet, kunne der skrives bøger om. Stor oplevelse, stor fattigdom.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.278 – Fattigdommens raseri (DK)

    Thursday, October 8th, 2009

    Kolokani -> Dioumara
    Distance (km) : 147
    Time on bike : 8h 07m
    Brutto time: 07.50 – 18.30
    Avg : 18.0 km/h
    Max.speed: 33.2
    Total (km) : 55.102
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 5 of 5

    Jeg er ramt af modvind hele dagen. Bummer. Flere kuperinger og et generelt ubarmhjertigt varmt klima gør cykeldagen strid. I landsbyer hopper drenge pludseligt op på deres skrammelcykler, når de ser mig, og forsøger at følge efter mig, hvilket jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal gøre ved, andet end at irritere mig over det.

    Selvom bevoksningen stadig rummer semi-sunde nuancer af grønt, er der knastørt overalt omkring mig, og tanken om, at de næste 500 km til Kayes vil blive af samme drøje skuffe er ikke særligt opmuntrende. Sammen med modvinden og heden gør tanken det svært at finde motivationen i dag.

    Ved middagstid når jeg en mindre korsvej, hvor jeg finder en kiosk og en cola, der grundet den manglende elektricitet naturligvis er varm. Det er den tid på dagen, hvor solen kaster absolut ingen skygge. Hovedet koger og syder.

    Jeg stiller mig selv en række spørgsmål:

    Er det hårdt det her?
    Er det monotont?
    Er det ulideligt varmt?
    Er det svært at holde motivationen oppe?
    Er det en evig kamp om at sørge for, der er vand i flaskerne?
    Har jeg mistet den fysiske appetit en smule?

    Og de vigtigere spørgsmål….

    Er dette også en del af WT-ekspeditionen?
    Er der nogen, der siger det hele skal være sjovt?

    Svarene kender vi: 6xJ, 2xN, så jeg fortsætter…

    Jeg hopper ind i min egen virtuelle boble i dag. Virkeligheden bider, fattigdommen raser. Ikke kun børn, men også voksne kommer fra alle sider hen for at høre, om jeg ikke har noget til dem. Det er ekstrem fattigdom. Barsk land at færdes i for Zülle. Under dagens små pauser sætter jeg mig på jorden et skyggefuldt sted, ignorerer landsbyens blikke, der alle er rettet mod mig, har ingen kræfter overhovedet til socialisering, men sidder bare og stener og stirrer ud i luften foran mig.

    Det bliver en af de hårdeste cykeldage overhovedet. Godt 8 timers cykling, 147 km, det meste i modvind, det hele i en sindssyg hedetrance. Begge lægge kramper hver gang jeg laver et ukontrolleret tråd, og hoften forsøger at gøre det samme. Jeg har ingen appetit haft, og har udover lidt dadler og cashewnødder intet spist. Til gengæld har jeg drukket 2½ liter sukkersodavand og 6-7 liter vand.

    Jeg er smadret som sjældent før og trætheden piner. Stemmebåndet slår knuder, da jeg laver lidt auditive dagbogsnoter til voice recorderen. Jeg er derude, hvor jeg ikke føler det er helt forsvarligt at fortsætte cyklingen, og føler jeg kan dejse om når som helst. Billeder af den kollapsende, kvindelige maratonløber under OL i Los Angeles 1984 gennemspilles igen og igen på min indre tavle.

    Fra Wikipedia:

    The race is still remembered for the stunning entrance in the Olympic Stadium of Gabriela Andersen-Schiess from Switzerland. She was dehydrated, and dragged herself toward the finish line for the last 400 meters. To many the Swiss runner became a symbol of courage, although she finished in 37th place.

    Mine ben kramper og kramper og jeg har ingen energi tilbage overhovedet.

    Efter solnedgang når jeg Dioumara, hvor mine håb om at få en seng at sove i, blegner så snart jeg ser landsbyens miniature-størrelse. Der er ikke andet end et par madsteder, strandede lastbiler, et par satellitmaster og lidt lerhytter. Meget ucharmerende. Jeg sætter mig hos en berbermand, der driver en lille butik og labber cola og vand i mig.

    Jeg trækker cyklen over på den anden side af vejen, finder en mand og spørger om jeg kan slå mit telt op i nærheden. Det er bælgmørkt, og han hjælper mig med at finde et sted til min lejr. Han bringer efter min forespørgsel en flaske vand ned, som jeg bruger til at tage et interimistisk bad, få vasket balder og boller, nøgen i natten med kun den imponerende stjernehimmel og kække myg som tilskuere.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Dag 1.277 – Kondenseret dosis af lykke (DK)

    Wednesday, October 7th, 2009

    Bamako -> Kolokani
    Distance (km) : 128
    Time on bike : 6h 37m
    Brutto time: 10.40 – 18.00
    Avg : 19.2 km/h
    Max.speed: 33.5
    Total (km) : 54.955
    Altitude: 450 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Dan og Nova fra New Mexico har anmodet om at tage en række billeder af mig med oppakningen før jeg forlader Bamako som akkompagnement til det WT-interview, som Dan i aftes lavede med mig, og som de vil forsøge at få solgt til forskellige medier i USA.

    Som tak for hjælpen laver Nova og Dan en stor morgenmad til os på missionshotellet. Vi får en god snak om, hvordan parret (i midt-30’erne) har givet sig selv 5 år til at forsøge at etablere sig som rejsende fotografer/skribenter. Lykkedes det bliver de glade – hvis ikke, er det tilbage til Santa Fe og finde et gængst arbejde.

    Jeg kommer først afsted fra Bamako lidt i kl. 11, da Nova og Dan mener, de har tilstrækkeligt med billeder i hus. Vejen ud af hovedstaden mod nord forlader Niger-floden og stiger i den forbindelse et par hundrede højdemeter, fra 350 m til 550 m. Så er Zülle varm.

    Tilfredsheden ved at være undervejs, ved at forlade Bamako efter at have mødt nogle dejlige mennesker, ved at have mit Mauretanske visum i passet, ved at være opladt på alle fronter, udløser små, kondenserede doser af human lykke, der via sjælens komplicerede kringelkroge finder vej ind i kulen og ud i cykelskoene, der barer snurrer og snurrer.

    Trods den sene start, bliver det en lang cykeldag, og jeg kører mig selv helt ud i kartoffelrækkerne inden jeg ved solnedgangstid endelig rammer Kolokani med håbet om at kunne finde en seng. Det føles godt.

    I Kolokani bliver jeg af forskellige lokale dirigeret frem til en bygning, der tilhører sundhedsministeriet, hvor jeg bliver modtaget af en portner, der giver mig grønt lys til at overnatte i et af de små, primitive værelser de har til rådighed. Jeg er træt, uendeligt træt, og jubler indvendigt, da manden fortæller om værelsesprisen på 2.000 CFA (22 DKK).

    Det er mørkt, da jeg efter badet går ind til Kolokanis centrum. Der er ingen elektricitet indlagt i byen, alle veje er af jordvarianten og det er en aldeles anderledes oplevelse at færdes her. Kun lommelygters skær og en lejlighedsvis generatordrevet halogenpære bryder landsbyens mørke. Jeg finder en madmor i et gadekøkken, der serverer en gang spaghetti med kød og kartofler og så er lykken gjort.

    WT Hall of Fame 🙂

    Share

    Nyhedsbrev fra Mali, Vestafrika (UK)

    Tuesday, October 6th, 2009


    The Welcome.

    No, it’s not that I’ve forgotten about ye’ non-Danish speaking lot. Not at all. But cycling here in tropical West Africa is quite a weary feat, and at the end of a long days’ cycling there simply isn’t a whole lot of energy left for documenting, note-taking, translating it all etc. Bear with me, the weary worldtraveller…

    Village, eastern Mali.

    West Africa has been an intense, hot, exciting, and often exhausting experience so far, 39 days and more than 2.000 km after my arrival in Accra, Ghana. Economically, the region is by far the most impoverished I’ve ever been to – a monetary fact somewhat contradicted by the natural lushness and seemingly evergreen landscape all around me. But make no mistake, ‘cos this is the end of the rainy season (roughly 3 months) that every year turns the otherwise stark and arid savanna into a phenomenally green blanket, so remote from my preconceived mental images of dusty West Africa.


    Cycling In West Africa.

    In terms of road quality, I’ve generally been positively surprised here. Some 95% of my chosen roads through Ghana, Burkina Faso, and Mali have been paved and I’m not complaining.

    Market in Mali village.

    In terms of temperatures, I’ve been equally surprised, but not quite as positively. West Africa is hot. Real hot. Just sitting under a shady afternoon tree – apparently a favored pastime around here – is hot, and that pedalling through the landscape on a fully-loaded bicycle is excruciatingly killer-hot goes without saying. Supplies admitting, I drink around 8-12 litres of liquid every day, and my main staple diet consists of mountains of plain rice usually with some sort of sauce (fish-, peanut-, tomato-, you name it-) on top. It’s definitely not gourmet, but it keeps me going, and at 0.30-0.60 USD a plate the budget rat inside of me is smiling.


    The White Boy In Black Africa.

    Thanks to the facts that a) my French tongue is practically non-existent, b) there aren’t many long-distance cyclists here, c) there are not a lot of blond persons here, d) there are practically no blond men here, and e) there is an infinitesimal number of blond, male, long-distance cyclists in West Africa, cycling is never boring. Never. Everywhere, all the time, I attract so much attention you wouldn’t believe it, and the energetic greetings come from all sides when I ride through the desperately poor villages made up of round and square mud houses.

    Koloko village, Burkina Faso.

    At very first the feeling of being this white boy in black Africa was quite exciting, but once I hit the next village – and the same excessive yelling and bonjours continued, making me feel like some weird circus act – the novelty had worn off, and the human roadside noise and clatter became a nuisance all too soon.

    The Attraction of the Day/Week/Month/Year...

    It’s not that I’m cranky or picky, it’s just that it totally destroys my natural line of thought, ruins my flow turning the pedals – and after 450 (to me completely aimless) bonjours and ça vas in a single day, you become immune to it all and start ignoring the lot, knowing that ignoring people is a huge social insult here as in most regions of the world.

    That said, I do love it here, and I strongly feel that the in spe Book of WT wouldn’t quite be complete without this African chapter that I’m living at the moment. Just being here, in West Africa, is a petite adventure every day. It’s not easy travelling here, and not speaking the official (French) or native (Barbera and many others) tongue makes every single transaction with the locals a challenge (and source of misunderstandings and laughter) to me, and God, have I missed those well-supplied North American A/C convenience stores! Can’t have it all, can we.

    The Oases.

    In between periods of non-communication and hardship of cycling, I’ve been lucky to meet and stay with a few fellow Danish and Swedish friends, which no doubt has been the social highlights of my time in Africa. Hanging out with like-minded souls, indulging in deeper conversations, and enjoying a rare bit of luxury has provided me with much-needed breaks, and these Scandinavian oases have seen me totally revitalized and recharged (mentally and socially), ready for the uncertainties of the winding roads ahead.

    The Plan.

    On a macro-scale, I just picked up my now completely full passport with a new Mauritanian visa, and will be leaving the Malian capital for Senegal (no visa required) tomorrow, and then follow the southern banks of the Senegal River, going northwest up to Rosso on the Mauritanian border, then straight north through the western fringes of the great Sahara desert, into Western Sahara and Morocco, where I’ll most likely spend Christmas and NYE. At the other side of the Gibraltar, good old Europe awaits me in the new year.

    Frontiere Mali, 15 km.

    The Au Revoir

    Au revoir and thanks for your support, ladies and gentlemen.

    Nicolai

    On the dusty, dusty roads of eastern Mali...

    Share

    Dag 1.271 – Missionærliv & tappehaner (DK)

    Thursday, October 1st, 2009

    Niéna -> Bougouni
    Distance (km) : 134
    Time on bike : 6h 21m
    Brutto time: 08.00 – 15.30
    Avg : 21.0 km/h
    Max.speed: 55.7
    Total (km) : 54.649
    Altitude: 400 m
    Difficulty: 4 of 5

    Myriader af fuglekvidder vækker mig på min flade, utætte luftmadras efter ca. 10 timer på lukøjet. Randy byder på morgenmad indenfor, og der er kaffe, juice, røræg, brød, pb, syltetøj i lange baner. Selv om mine øjne mestendels er solidt fæstnet til tallerkenen foran mig, så er det en enestående mulighed for at kigge indenfor i et vestligt missionshjem i Black Africa, og jeg har en fin snak med værtsparret omkring missionærlivet i Vestafrika.

    Pakker lejren ned, hopper i mit møgbeskidte cykeltøj og er snart tilbage på Route National 7 og asfalten på vej mod Bougouni. Let morgenregn, men glad om hjertet.

    Efter i et par landsbyer forgæves at have forhørt mig om købevand, begynder en lille forklokke til panikklokken at ringe i mig, da jeg kun har godt ½ L vand tilbage i flaskerne, varmen er dræbende, og jeg er tørstig, da jeg har rationeret vandbeholdningen, skruet ned for indtaget, den sidste times tid.

    I en ny landsby ser jeg et restaurant-skilt, men en pige fortæller, at der er lukket. Jeg spørger om væske, og snart hiver pigen en Fanta (med isklumper!) frem fra fryseren inde i den lukkede restaurant. 0.3 L himmerige smager af meget mere for en ulvetørstig Zülle, men pigen har ikke flere. Jeg spørger efter vand, andre sodavandsmærker, bajere, giv mig en bajer, for fanden! Zülle ska’ da ha’ en middagsbajer! Klokken har ikke slået middag, og så ved man, at Zülle er desperat! Pigen ryster undskyldende på hovedet, og tørsten har allerede overtaget Fanta-jublen igen.

    Og så sker det, at en anden pige kommer ud med 1½ L iskoldt vand, som jeg får lov til at fylde i mine flasker, gratis. Snak om nøden er størst…og jeg er med et fluesmæk fuldstændigt revitaliseret.

    Der bliver trådt hårdt til i pedalerne, er fokuseret og fremadstræbende under den brændende sol. I endnu en anonym landsby finder jeg kun ukurant vand i amatørposer (dvs. ikke fabriksfremstillet, renset vand), men jeg kan ikke tillade mig at være kræsen og forsigtig med bakteriemaven her. Må bare labbe i mig af hvad jeg kan finde af væske, og der ryger dagligt 8-10 L gennem svælget, hvoraf kun en overraskende forsvindende lille del når hele vejen ud gennem tappehanen.

    En gigantisk gang ris med peanutsauce (til kun 1.65 DKK) sender mig direkte ned i knæ så snart jeg er kommet ud på de relativt åbne landeveje igen. Jeg har endnu ikke haft noget, der bare tilnærmelsesvist kan kaldes dansk afføring her i Mali, men det ville også være underligt, ikke…Mali-mave i Mali, skik følge etcetera.

    Jeg føler mig stærk hele dagen og tvivler på intet tidspunkt på, at jeg vil nå til Bougouni, selvom der er mere end 130 km, varmen dræner, og kalkunen Zülle vækker enorm opsigt overalt. Der er ingen vind, hvilket i den relative virkelighed under fremdriften på cyklen bliver til en let modvind – og her har vi forklaringen på, hvorfor det statistisk oftere føles som om man har mod- ifht. medvind på cykelstierne.

    Jeg når Bougouni ved 15-tiden. Træt, men stolt. Tjekker i andet hug ind på Hotel Songhoy, som jeg får pruttet ned fra 12.500 til 10.000 CFA, 110 DKK, hvilket stadig er latterligt dyrt, kvaliteten taget i betragtning, men det er vist prisniveauet her i Mali.

    WT bringer nu Mali-nyt:
    – Analfabetismen blandt den voksne befolkning i Mali er skræmmende 81 %.

    – Hvert fjerde barn i Mali dør før sin 5 års fødselsdag.

    – Iflg. min downloadede guidebog fra 2007 er Mali det fjerdefattigste land i verden.

    Share