• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 749 – Mødet med Mohammad

    Westport -> Murchison (wild camp, memorial park)
    Distance (km) : 101
    Time on bike : 5h 55m
    Brutto time: 09.30 – 17.10
    Avg : 17.0 km/h
    Max.speed: 56.7
    Total (km) : 30.169

    Der var ingen nævneværdige, natlige forstyrrelser. Ingen rugbymænd, og kun enkelte stive teenagere, der luskede rundt omkring teltet. Westport sover helt og aldeles, da jeg kl. 7.20 (jeg gik i seng ved 20-tiden) spiser havregryn og drikker kaffe i parken. Den tunge regn begynder at falde, og byen falder i en om muligt endnu dybere søvn. Vejrudsigten lover masser af regn hele dagen. Hmm!
    Under et halvtag står jeg længe og stirrer ud i Westports regntunge luft. Leder lige som efter signaler eller impulser, der kan guide og fortælle mig, hvad terningerne for dagen viser, fortælle mig, hvad jeg skal. Beslutter mig for at pakke mig ind i Goretex og smutte videre.

    Store dele af dagen går op gennem Buller Gorge. Det rusker, regner og terrænnet er svagt stigende. Selv vejrguderne holder fri om søndagen her i New Zealand. Det er ikke første gang, jeg har oplevet det (XXX, 6. april).

    Norrøna regnhætten byder på mange rare tanker op langs den imponerende floddal. Skydækket ligger tungt i øjenhøjde, vandfald står ud fra de stejle klippevægge mange steder. Det er munter cykling, for jeg var fra første tråd forberedt på det ringe vejr – havde i Westport mentalt placeret mig på cyklingens og forventningens laveste fællesnævner, hvorfra man aldrig bliver skuffet. Kun positivt overrasket…

    Dagens sociale højdepunkt er mødet med iranske Mohammad , der også er i gang med at cykle jorden rundt. Faktisk er mødet ikke himmelsendt tilfældigt, idet Benno – en schweizisk cyklist, jeg har fulgt på hans rejse fra Schweiz til Australien – introducerede os via en email forleden og fortalte, at Mohammad var i Wellington, jeg i Fox Glacier. De gode iraner (fra den gode årgang 1976) har været afsted i over 500 dage – eller, som han smilende sagde, ”200 days less than you”. Han regner med at være på farten i 5-6 år. Det er nogle lange ferier, vi er ude i her.
    Desværre bliver det kun til ½ times dejlig vejsidesnak, for vi rejser i forskelllige retninger, er hver især på vej mod vores drømmes horisonter.

    Kl. 17 ankommer jeg lidt før solnedgang i Murchison (600 indb.). Jeg har cyklet med plastikposer om fødderne i dag, mod regnen. Ingen succes. Har været drivvåd fra start til slut. Så jeg har hele dagen set frem til at booke mig ind på et hostel for natten, blive tør og nyde lidt komfort i form af en blød seng og spandevis kaffe/the med hjælp fra elkedlen.

    Men da jeg ankommer strejfer tanken mig, at fricampering jo også er en mulighed. Så på et offentligt toilet får jeg revet alt det våde tøj af og snupper et hurtigt klatbad mens jeg beder til, at ingen vil vade ind mens jeg står dér midt i rummet, med kulderystelser og bare, hvide balder.

    Finder en mindepark for de faldne under The Great Wars (I & II) og slår lejr tæt ved de laurbærkranse, der er blevet efterladt ved parkens centrale monument i anledning af ANZAC Day i foregårs. Jeg får lavet aftensmad i dagens skumring inden Vorherre slukker for lyset bag bjergene i vest. Det er absolut optimal udnyttelse af dagslysets ressourcer. Er glad for jeg valgte fricampering og ikke et 25 NZ$-hostel, for det er så fint og nemt dette rotteliv.

    Måske lidt for nemt. Mange tanker har de sidste dage været rettet både fremad mod mere eksotiske, fremmedartede, udfordrende himmelstrøg og bagud mod lande (Uzbekistan, Laos, Indonesien m.m. fl.), som bød på netop dét. Ser frem til eventyrets strabadser, de varmere temperaturer, noget ikke-vestligt igen. Her er flot på New Zealand og jeg nyder stadig at være her meget, men jeg savner bestemt noget her. Noget dybde, noget kontakt, en x-faktor, jeg ikke helt kan gennemskue, men som noget i mig fornemmer. Det er svært at sætte ord på noget så sanseligt. Måske en storby, med lidt larm og mylder, med interessante, semi-lærde folk kan rette op på denne indre manko.

    Her er jo fandme kun turister i campervans og farmere med får på hjernen! Civilization, please…

    On this day..

    Share

    Leave a Reply