• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 769 – Taupo hviledag

    06.57 vågner Zülle og er vist den første i fælleskøkkenet over havregrynene. Høvler avisen og kaffe ad libitum og er klar til dagens action på cyklen. Jeg støvsugede i går info-centeret her i Taupo, lavede en smule benarbejde og har skruet sammen, hvad jeg tror kunne blive en fin-fin dag. En forventning, der hurtigt tilgodeses.

    Huka Falls er New Zealands mest besøgte turistattraktion og sådan har det vist været de sidste hundrede år. Landets længste flod, Waikato River, snævres her ind i en kun 10m bred kløft som i gennemsnit passeres af 160 kubikmeter vand i sekundet. Lad mig gentage: 160 m3 vand i sekundet! Det er voldsomt, råt og smukt.

    Craters of the Moon er næste stop på min selvbestaltede day tour – sådan en tour, som mange betaler et par hundrede dollars for, stuvet sammen i en bus, styret af en fast tidsplan, uden mulighed for impulser og afvigelser. Det er et syret krater-område fyldt med rygende ventiler i jordens overflade, geysere, mud pools og minikratere. Alt sammen forbundet af en ca. 45 min. lang walkway. Et virkelig særpræget og cool besøg og de 5 NZ$ i entré er en superdeal.

    Cykler videre nordpå op til Aratiatia Dam & Rapids, hvor dæmningsporte åbnes et par gange dagligt for at lette trykket fra Waikato River, der dæmmes op og bruges til områdets vigtige hydropowerstation, der dækker ca. 20 % af New Zealands samlede energiforbrug. Da portene åbnes forvandles den ellers udtørrede flodseng til en brusende flod på kort tid. Ganske imponerende.

    Ved Wairakei Thermal Valley for enden af en 1½ km grusvej overraskes jeg af entrégebyret på 12 NZ$. Det fortæller jeg venligt fatter bag roret, som hurtigt går ned på 10 $, sikkert fordi jeg ligner en studerende. Den tænker jeg lidt over, men er ikke helt tilfreds med udspillet, så jeg takker pænt nej.

    På vej ud af døren fornemmer ejeren, at jeg har tænkt mig at gøre alvor af min exit, så han går helt kløgtigt ind på rottens præmisser og tilbyder, at jeg bare kan gå gennem døren og ud i den vulkanske dal mod en donation. Det er en sang jeg holder af. Flink mand.

    Dalen er endnu et særpræget stykke natur. Som mange steder her i Taupo-området står det op af jorden med røg og damp alle steder. Jeg er den eneste besøgende og får selskab af et tamfår, der følger mig rundt på den frodige natursti. Det er første gang, jeg rigtigt er tæt på et får, får nusset et får, og denne søde ven ændrer radikalt på mit syn på fåret som dyr. Det vil jeg sige, fåret kan være et helt igennem sympatisk og kælent dyr, hvis man først får lov til at komme ind bag den ellers menneskeafskyende facade.

    Jeg er ved at gå sukkerkold efter over 4 nonstop turbotimer på farten, og smutter efter min donation og tak for besøget tilbage mod Taupo og madhylderne. Dagstur: 35 km.

    Der er en kulturfestival kørende her i Taupo, og tilfældet vil, at Alda Rezende, en brasiliansk sanger, jeg ikke kender til, spiller i aften. På billetkontoret får jeg takket være mit studiekort fra KU (der iflg. kortets info stadig er gyldigt!) sikret mig en plads i salen til halv pris. Alda Rezende og hendes band (2 brasilianske og 2 kiwi-venner) er en stor og intim oplevelse, der bl.a bekræfter mig i, at et stykke af mig tilhører O Brasil. Det er en fantastiske aften. Nogle af numrene rammer mig dybt, og som kun den særlige kulturelle oplevelse formår, løftes jeg i koncertsalens bløde sæder og mørke mentalt op i de luftige, nær-spirituelle lag, hvorfra livet uundgåeligt tager sig smukt ud.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply

    It sounds like SK2 has recently been updated on this blog. But not fully configured. You MUST visit Spam Karma's admin page at least once before letting it filter your comments (chaos may ensue otherwise).