• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 796 – Jitterbug-djævlen i min mavesæk

    Nuku’alofa, Tongatapu -> Ha’atu’a, ’Eua

    Daytrip: 13 km – Total 31.900 km

    Jeg sidder på færgelejet i Nuku’alofa og er for at sige det uindpakket ved at skide i bukserne. Ikke pga. for megen morgenkaffe, men fordi jeg lige har købt en færgebillet til naboøen ’Eua og har en forventeligt hård 2-timers sejltur foran mig. Har taget en søsygetablet og føler mig allerede lidt syg. Psykosomatikken lever!

    Det blæser voldsomt og havet viser bidske tænder selv inde i det semi-isolerede farvand nord for hovedstaden. Det er fredag den 13, og jeg har i det hele taget alle grunde til at være fuld af frygt og hundeangst. Som om en grusom eksamen venter forude, kan jeg intet se på den anden side af ankomsten på ’Eua, kan ikke forestille mig liv hinsides sejlturen, jeg – med Picton-Wellington-turen i frisk mente – stærkt fornemmer bliver et helvede. Kan ikke glæde mig til det, der venter overhovedet.

    Hvorfor udsætter jeg mig selv for dette?, siger én stemme.
    Face your fear, Fjumse. Stop whining, siger en anden.

    Tankerne er omsonste, for billetten ligger allerede i styrtasken. Power to the seasickness tablet!

    Sejlturen er præcis så rædselsfuld, som mine dystre forventninger. Så snart færgen har lagt Piha Passage og de mange små tropeøer (der dog ikke tager sig alt for tropisk ud under den grå uvejrshimmel) bag sig og rammer det åbne hav og Tonga-graven – verdens andendybeste og over 10.000m dyb! -, der i disse søfartskredse har ry for at være en barsk hund, starter helvedet igen.

    Tabletten i min mave kæmper bravt for at holde morgenmaden på plads og det lykkedes fint den første halve time. Ikke at jeg nyder det på nogen måde, for det gynger meget kraftigt, men dog kan jeg stadig adskille himmel og hav, fornemme op og ned, og udsigten til ’Eua virker ikke alt for fjern.

    Men den vanvittige, maritime rollercoaster fortsætter, selv de lokale dæksdrenge gør store øjne ind i mellem, nÃ¥r færgen tipper (for mig) faretruende stejlt og bølgerne stÃ¥r ind over dækket og skyller herreløse klipklappere agterud. Mit sædes gulvbeslag er løst, sÃ¥ hver gang færgen vipper sendes jeg og stolerækken i luften som vippen pÃ¥ barndommens legeplads…

    Jeg har kuldegysninger, min mund løber uhæmmet i vand, min øjne trættes og synker hen, djævle danser en ilter jitterbug i min mave, og den ca. 30 meter lange færge kastes rundt i bølgegangen som en tændstikæske i et boblebad.

    Søsygdommen sniger sig ind fra alle sider og kan ikke holdes tilbage af den hvide tablet i maven.
    Jitterbug-djævlen laver et uventet dansetrin på min mavesæk, og brækket flyder på skibsdækket.
    Bølgevandet, der konstant skyller ind på færgen, tager sig af opkastet. Jeg sender forkølede, undskyldende blikke til de tonganske mænd længere nede på dækket, der risikerer at få skyllet mit bræk over tæerne. De smiler medfølende tilbage.

    Tiden stÃ¥r stille i mit klaustrofobiske færgebræksunivers, er kun fokuseret pÃ¥ at komme i land, føler mig skrøbelig, elendig. Der er kaos inde bag mine søsyge øjenlÃ¥g, tankerne flygter deliristisk fra virkeligheden. Jeg opremser afrikanske hovedstæder for at kontrollere det mentale virvar. Hvis nogen havde fortalt mig, at turen er forlænget pga søgangen, ville jeg helt sikkert knække under. Hvad dét sÃ¥ end betyder i den situation…

    Det er syret at trække cyklen fra færgen, i land i Ohunua på ’Euas centrale vestkyst. Øen er kun 38 kvadratkilometer, har ca. 8.000 indbyggere, hvoraf 1.500 bor i Ohunua. Syret, fordi jeg stadig er helt kvæstet og søsygeramt, og betragter denne afsidesliggende verden gennem en glasklokke. Pattegrise tripper rundt og guffer affald. Skolebørn hilser energisk fra alle sider. Vejene tilhører u-landenes. Stemningen føles oprigtig, anderledes. Is this the end of the world?

    I landsbyen Futu hører jeg pludselig mit navn bagfra. Eller er jeg bare søsyg og småt paranoid? En fyr fra Hospitalityclub.org, som jeg har udvekslet en email med, men som jeg hverken husker navn eller kender udseende af, har spottet mig og vinker mig tilbage. Han inviterer mig til at crashe så snart hans møde er færdigt. Aftaler dog at ses i morgen i stedet, da jeg stadig er kulret og mest har lyst til bare at blive frisk igen. Finder snart Taina’s Guest House, et skønt, åbent sted med masser af liv, gæstehuse og tropevegetation i haven. Har fået mit eget 3-mands værelse, rent og lækkert, og pruttet ned fra 60 til 50 T$ for 3 nætter. Det er supervalue.

    Mama Taina serverer snart typisk tongansk aftensmad sammen med Avon & Nicole (fra Iowa/NY, studerer i Boston), der også bor her og var med helvedes-færgen i dag. Taina er en dejlig, munter mutter. Det er vidunderligt at være her. Kan ikke helt forstå, hvor store udsving humørbarometeret dækker over. River deep, mountain high.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply

    It sounds like SK2 has recently been updated on this blog. But not fully configured. You MUST visit Spam Karma's admin page at least once before letting it filter your comments (chaos may ensue otherwise).