Dag 921 РFrust p̴ det bolivianske altiplano
Patacamaya -> La Paz (hostal)
Distance (km) : 105
Time on bike : 6h 26m
Brutto time: 07.10 – 15.30
Avg : 16.3 km/h
Max.speed: 60.8
Total (km) : 36.220
Altitude (end of day): 3.700 m
6.37 er jeg på gaden med Kogaen, klar til morgenkaffen og La Paz. Foran mig ligger 105 relativt flade altiplano-km omkring 4.000 højdemeter til hovedstaden. En distance, der efter de mange maratondage her i Bolivia, på papiret forekommer mig helt medgørlig.
Kaffe, 2 stykker brød og lidt ost koster formedelst 2.50 bolivianos (1.75 DKK) på en lille restaurant i Patacamaya, som jeg forlader 7.10.
En streng mod/sidevind følger mig hele dagen til La Paz, der er min 18. hovedstad i 27 WT-lande. Vinden er kold heroppe i ca. 4.000 m og den sløver mig til under 15 km/t. Termometeret siger 8C – chillfaktoren er nær frysepunktet. Klart vejr og fuld sol over Bolivias altiplano.
Dagen bliver langt hÃ¥rdere end ventet takket være 105 km i stiv side- og modvind. Dybt frustrerende. Du skulle prøve det! Det er sej cykling og der skal trædes igennem hele tiden. Flere gange bander og svovler jeg i raseri ud i den tynde luft over de nøgne sletter…
– Hvad fanden sker der?
– Fuck, hvor er det latterligt! (og andre velmente usmageligheder)
Frank Black får mig for en kort stund til at glemme strabadserne og vinden og til at fokusere på, at La Paz snart er i hus.
El Alto, La Paz’ ekspansionszone og slumforstadskvarter (siges det) er beliggende i 4.050 m, hvorfra jeg har en vidunderlig udsigt over hele La Paz, der ligger 300-600 m under El Alto, som en gigantisk urban bowle. Sneklædte Illimani fører sig frem bag byen med sine godt 6.400 m.
De 11 stejle km fra El Alto og ned til La Paz foregår med tungen helt lige i munden og i high-speed på den ujævne hovedvej (jeg så i forbifarten ikke cykling forbudt-skiltet) gennem herlige eukalyptuslunde og semislum på de stejle skråninger.
Tjekker ind pÃ¥ et 8-sengs dorm room pÃ¥ Loki Hostal midt i byen – et nyÃ¥bnet, gigantisk hostal i en imponerende, kolonial bygning. Der er masser af unge rejsende og en klædelig social stemning, der bringer glæde i WT-lejren.
Gaderne i La Paz svirrer og syder af liv, og det er en eksplosion af indtryk at være ankommet til metropolen efter dagene på det næsten tomme altiplano. Jeg er naturligvis vild med at være her! Hænger ud i baren på hostellet om aftenen sammen med snesevis af internationale rejsende.
