• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 1.101 – Politirapporten

    Antigua -> Mazatenango
    Distance (km) : 139
    Time on bike : 5h 55m
    Brutto time: 10.00 – 17.15
    Avg : 23.3 km/h
    Max.speed: 65.0
    Total (km) : 44.580
    Altitude: 350 m
    Difficulty: 3½ of 5

    Tid til at forlade Antigua. Under pakningen opdager jeg, at 70 USD mangler fra min styrtaske, hvor jeg gemmer kontanter i en lille lomme. Jeg talte pengene i går, da jeg vekslede og ved, at nogen har været i mine sager. Hjertet hamrer afsted. Jeg ser, at der er blevet pillet ved flere af mine ting (sikkert alle) i cykeltaskerne, der hele tiden har stået på gulvet på mit værelse, som har været låst, hvis jeg har været ude. Da døren også har været låst alle de gange, jeg er kommet tilbage, slutter Sherlock i mig kløgtigt, at den langfingrede må være én med adgang til min værelsesnøgle. En tanke: Hotelmutter spurgte mig i aftes, hvor længe jeg blev boende. Jeg svarede til i dag. Sherlock grubler videre med dunkende hjerte. Rasende.

    44.444 km. Antigua, Guatemala

    Jeg ved ikke, om rasende kan gradbøjes, men jeg er virkelig ophidset over situationen. Tæller til 10 indvendigt på Joakim Von And-maner og banker mutter op, da jeg har pakket alt. Forklarer hende situationen. Hun har ikke rigtigt noget at sige, andet end at ingen andre end hendes familie og to opsynsdrenge har nøgler til værelset. For mig gør det bare sagen endnu mere gennemsigtig.

    Jeg bringer politiet ind i samtalen og forsøger af bedste skuffe at gøre nar af hendes indledningsvise forsikring om, at dette er et casa familiar og at der intet sker her i huset. Gøre hende ansvarlig for det skete, eftersom hun har kontrol med, hvem der har adgang til værelsesnøglen.

    Som jomfruens leg med nabosønnen fører det ingen vegne, så jeg smutter derfra hovedrystende og lader hende vide, at jeg er på vej til politiet. Noterer mig adressen, tager et (demonstrativt, ja, men jeg var rasende) billede af huset udefra (mens mutter står inde i gården og kigger).

    Ved Plaza Central forhører jeg mig om, hvor politiet holder til, hvor jeg kan anmelde et tyveri. I samme øjeblik kommer en germansk-talende turist hen for at snakke. Jeg er sjældent set mindre snakkelysten. Can I take a photo of you?, spørger manden. Go ahead, svarer jeg ligeglad, og forklarer undskyldende situationen til manden, og at jeg er på vej til politistationen.

    Betjentene på stationen er flinke og medgørlige. Halleluja, lord. Jeg tager plads foran skranken med det samme, afleverer mit pas og en forklaring af hændelsesforløbet (hvilket gentages efterhånden som flere betjente kommer ind i lokalet. De vil jo gerne alle have historien fortalt fra kilden selv). 40 min. senere har jeg den gyldne rapport i hånden, som forsikringsselskabet forhåbentligt vil tage sig kærligt af.

    Rock formations between Antigua and Escuintla, Guatemala.

    Ved 11-tiden ruller jeg ud af Antigua. Jeg er smårasende indeni hele dagen. I mere end 3 år er der intet, intet! sket af denne slags. Jeg glemte vist et håndklæde på et hotelværelse på min første nat i Nepal i 2006 og mistede et par sokker, da vaskeridamen i Thailand glemte at putte dem i min returpose, men ellers har jeg intet mistet overhovedet (en blanding af professionel forsigtighed & grundighed, held og englenes overarbejde deroppe). At blive bestjålet “indefra” (af folk, man bor hos) nager min øjeblikkelige tillid til folk. Det var ikke just i dag, jeg var på udkig efter nye, guatemaltekiske venner, forstås.

    Fuego.

    Udover en cool 30 km-nedkørsel fra Antiguas 1.530 m til lavlandet (ca. 400 m), husker jeg ikke meget fra cykeldagen. Andet end den tropiske hede, der atter er ude med riven.

    Suffocation

    Det er et langt og sejt træk til Mazatenango (139 km). Finder Hotel Roma, hvor jeg falder i snak med hotelmutter (den gode slags) om WT og andet, hvilket dels genskaber min tillid, dels giver mig et grundlag at prutte hotelprisen ned fra. Det er min erfaring, at hvis først folk hører om ekspeditionen, så er de mere tilbøjelige til at slå en kæk lille handel af med mig. Jeg får mig ligesom sneget ind i vennekategorien i stedet for turistkategorien. Ren lommepsykologi. Således cutter jeg prisen for et gigantisk og lækkert kabel-TV-værelse ned fra 90 Q til 70 Q (49 DKK). Der er smil på alles læber.

    Cow + cowboy.

    På trods af dagens uheldige episode, så holder jeg stadig helt og aldeles fast i, at hvis man rejser med åbne øjne og modtagelige arme, så er det umuligt at opretholde forestillingen om, at verden er ond. At mennesker er onde. Brodne kar findes, ja, og af og til rokker de (som i morges) til én, men i sin grundsubstans er verden god. Mennesker er gode. Tag det fra mig.

    On this day..

    Share

    One Response to “Dag 1.101 – Politirapporten”

    1. Mette Says:

      Sikken en træls oplevelse for dig, nu hvor du ellers har været ganske heldig på lommetyve/cykeltasketyve-fronten indtil videre.
      Håber tanken om Mexico & tacos kan kvikke op, og med dit altid positive menneskesyn så er det op på hesten (den tohjulede af slagsen) igen 🙂
      Pøj pøj

    Leave a Reply