• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 1.103 – Et mentalt paradigmeskift…

    Tapachula -> Pijijiapan
    Distance (km) : 149
    Time on bike : 6h 23m
    Brutto time: 09.40 – 19.40
    Avg : 23.3 km/h
    Max.speed: 65.5
    Total (km) : 44.863
    Altitude: 500 m
    Difficulty: 5 of 5

    Jeg har den her konstante, indre kamp kørende om at retfærdiggøre ikke at opsøge seværdigheder, ikke at vælge den smukkeste rute, men bare at vælge den korteste/hurtigste vej fremad. Sådan har det ikke været hele tiden, og det kan vel ses som en naturlig konsekvens af at have været på farten i over 3 år.

    Jeg fornemmer tydeligt et mentalt paradigmeskift i mit forhold til rutevalg og kriterier nu sammenlignet med ekspeditionens første, lad os sige, 2 år. Eksempelvis ville jeg på nuværende tidspunkt aldrig vælge at tage på den 5½ måneder lange detour rundt i Sydøstasien (fra Bangkok, via Cambodia, Vietnam, Laos og tilbage til Thailand), jeg gjorde i 2007. Er lykkelig for at jeg gjorde det, men havde det været i dag…

    Nu, hvor jeg befinder mig på en af de sidste WT-etaper er det som om, at langt de fleste attraktioner undervejs (som jeg i princippet kunne opsøge) blegner i sammenligning med udsigten til at fuldføre ekspeditionen, udsigten til at komme hjem. Med måske 15.000 km tilbage ved jeg, at det er for tidligt at indstille sig på “opløbsstrækningen”, og at jeg bliver nødt til at finde lidt mere af den gamle eventyrånd frem, som jeg med tiden delvist har pakket ned i fremdriftens navn.

    Dagens Tone: Were Not Alone – Dinosaur Jr.

    Typical river setting. Chiapas lowland.

    Mit termometer siger 43 C, da jeg kl. 13.30 (Mexico er pt. 1 time foran Guatemala) ruller ind i Escuintla. Finder redning i en a/c-nedkølet Oxxo-butik (a’la 7Eleven) og en Coke Zero. Er fuldstændigt baldret og opkørt. Det er hårdt. Det vil blive ved med at være hårdt. Har 74 km i benene, 75 km endnu. Kunne sove øjeblikkeligt her i den nedkølede butik, hvis jeg fik lov.

    Mango hunt.

    Mango-episoden.
    Der er frodige mangotræer mange steder langs vejen, også her i Mexico. Jeg elsker mango. Så under et gigantisk mangotræ (på privat grund, men med nedfaldne frugter i vejkanten) slår jeg mig ned og finder hurtigt en håndfuld frugter og går i krig siddende på den forhøjede asfalt, med trafikken buldrende lige bag mig. Nabohusets hund gør. Snart kommer en dreng hen til mig med en 3 m lang beskærersaks, som han stiller op ad hønsetrådshegnet og fortæller, at jeg kan bruge til at få fat i mangoerne. Han giver mig simpelthen et redskab til at plyndre hans frugthave. Det kalder jeg gæstfrihed. Der sidder jeg så i skyggen jeg ved ikke, hvor længe og spiser jeg ved ikke, hvor mange mangoer. Mangotråde i tænderne, lykken på skuldrene.

    Flat tyres never have good timing...

    Den Lille Ulykke.
    Idyllen slutter snart, da jeg på en nedkørsel med 50 km/t pludselig hører et vildt KAPOW! (lidt som i tegneserieverdenen) fra bagdækket og helvede bryder løs. Lynhurtigt slipper bagdækket sit greb om fælgen (teknisk set er det omvendt), min fart er stadig meget høj, og jeg når flere gange at visualisere det antageligt uundgåelige styrt. På mirakuløs vis (sådan forekommer det mig) bevarer jeg den hollandske dame under kontrol og får bremset den syge patient.

    Hjertet rocker og ruller, da jeg øjeblikke senere står overskrævs på Kogaen. Slangen er eksploderet og rykket næsten helt over, og den har viklet sig ind i stel og bremser. Jeg får bugseret grejet ned i den dybe rendegrav, væk fra trafikken. Det er selvfølgelig adjø til slangen, og jeg frygter samme skæbne for dækket, for jeg har ingen i reserve. En pick-up holder ind til siden for at høre om alt er okay. Jo tak, men nej tak.

    Indvendigt har dækket fået et åbent brud med lidt wire stikkende frem, hvilket utvivlsomt vil forårsage flere punkteringer. Er lettet over skadens begrænsning. At det er uhyggeligt varmt der under den mexicanske zenit-sol er overflødigt at nævne. Jeg skærer et stykke af den iturevne slange og bruger det som en beskyttende kappe mellem den nye slange og det kranke sted på indersiden af dækket, og er ganske godt tilfreds med operationen. For en sikkerheds skyld (og i tilfælde af, at englene virkeligt findes) slår jeg korsets tegn inden jeg sætter mig i sadlen igen. Stærkt svedende. Stadig med mangotråde i tænderne.

    Smooth cycling in southern Chiapas, Mexico.

    Poor boy!

    Snak med en tilfældig mexicaner i vejsiden:
    Mexicaner: Hvor kommer du fra i dag?
    Nicolai: Tapachula.
    Mexicaner: Wow, hvor længe har det taget?
    Nicolai: 5 timer.
    Mexicaner: Er det ikke kedeligt?
    Nicolai: Nej, det er aldrig kedeligt. Jeg har min musik og mine tanker.
    Mexicaner: Er det ikke hårdt så?
    Nicolai: Jo, det er det. Jeg må videre.
    Mexicaner: Ha’ en god rejse.
    Nicolai: Mange tak, hr.

    Rural Chiapas.

    Efter 107 km cykling burde jeg iflg. mit kort have 25 km igen til Pijijiapan. Men et vejskilt fortæller hjerteknusende, at der er 38 km endnu (der ender med at blive til 42). Sådan en nyhed gør mere ondt, end man skulle tro.

    Sunset over Chiapas, Mexico.

    Men jeg når frem til byen, hvis navn har hele fem bogstaver i streg med prik over (i og j). Nogen højere? Fjumse, du kører dig selv for hårdt nu, hører jeg flere gange en stemme i mig sige.
    Jeg ligner et dødningehoved og føler mig også mere død end levende, da jeg inde i byen finder Hotel Sabrina. 149 km i sækken. Den unge hotelpige ser noget skræmt ud ved synet af mig. Jeg forsøger – trods den totale energimangel – at forsikre hende om, at jeg er okay, at jeg er menneskelig. Men det er svært at skjule, at jeg sjældent har været så fysisk udmattet. Mine øjne virker underligt udhulede, kroppen er slap og tranceagtig og hovedet kører kun på 2 cylindere.

    Du kan købe denne dag her – og blive en del af WTs Hall of Fame 🙂

    On this day..

    Share

    8 Responses to “Dag 1.103 – Et mentalt paradigmeskift…”

    1. Patricia Villa-Alta Says:

      It’s really excruciating to read how one small incident like a flat tire can really become a very dangerous situation. I truly admire what you’re doing. Even if there is always some price to pay, I guess if you love whta you do, you do it out of love, and there is no “sacrifice…”

      And if it’s only true what you have said many times, that the only thing stopping us is us, you may just inspire me and many others to try it some time. Maybe the world will be a better place afterwards 🙂

    2. Claire Says:

      man days like that suck balls but you will definitely remember it. if only the mangoes came after the shit it would seem so different!!
      good luck managing your mental paradigm shift, if you work out how let me know as after a full week on the bike i lose the feeling. its frickin amazing you’ve done it this long. i’ve decided that men manage that single minded determination much better than women!!
      ciao

    3. Dicky Rinaldo Says:

      I think be a world pedal pusher like you isn’t boring and willn’t be boring,
      coz you can see many unique things, Thats world diversity
      keep pushing your pedal and visiy my site… he.. he…

    4. Nicolai Says:

      Hi Pati…

      Always good to hear your comment here. Thanks.

      And yes, the only thing stopping us is (still) us. Don´t let you stop you. 🙂

      Take care…

    5. Nicolai Says:

      Interesting point, Claire, that men would handle single-minded determination better than you gals. Will think about that, see if I can find patterns in other life spheres etc.

      Keep rocking in Colombia, Claire. And maybe see you on the other side some day…

      Nicolai

    6. Nicolai Says:

      Hi Dicky…

      No, the world never gets boring. As persons we might get tired/bored, but the world´s not/never to blame…

    7. Elisa Says:

      Hmm…I remember too as my trip ending was getting close—the wanting to skip the sights and just get things done with. After some time of touring every day it started to seem like a chore or a job, you know?

      But at 2 years later I’m glad I stuck with looking at the pretty sights. For when else would I have another opportunity to do a trip like this? Or even visit those countries in some other way (car, rail, airplane)??

      Remember why you started the trip. Not to be able to say “you finished”, or to prove anything to anyone, but to experience and to discover. If you lose sight of that, then you might as well just end your trip right then and there in Pijijiapan.

      And there would be absolutely nothing wrong with that.

      Happy cycling,

      -Elisa Pasquali.

    8. Nicolai Says:

      Hi Elisa…

      Thanks for your comment. I think you’re right – that I/we’d better stay open to all the things/people surrounding me/us. Otherwise, things simply get too much of a hard work. Things look a lot better now after a few days off the bike here in Veracruz. Ups and downs, you know.

      Sure, it’s still about experiencing and discovering, and I guess I’ve just changed the focus slightly from the outside world to my inner world. Part of the process. 🙂

      Nicolai

    Leave a Reply