• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 113 – Adios, Pablito!

    Dogubayazit -> Tuzluca (family accomodation)
    Distance (km) : 94
    Time on bike : 4h 15m
    Average speed : 22.08 km/h
    Total (km) : 6086

    Argh, vågner alt for tidligt med gårsdagens kulinariske indtag klar til udrykning. Den tidlige morgenstund afslører et fint omend diset vue af Mount Ararat, som jo er et meget helligt slash bibelsk bjerg, da det siges, at Noahs ark endte sine dage her. Toppen i 5137m højde er evigt dækket af sne. Morgenpush-ups på den fælles altan med udsigten til toppen. Sidder nu efter dagens første kopper kaffe på et roligt morgenmadssted. De militært uniformerede mænd er også tidligt oppe og entrer bageriet med geværer omkring livet. Holder meget af disse tidlige stunder – som om dagen lige starter med en ekstra bonus uden regning.

    Det bliver en meget underlig, følelsesmæssig dag. Pablo, den kære Pablo, melder desværre ud, at han ikke længere har lyst til at fortsætte ekspeditionen. Årsagerne og detaljerne omkring hans exit blev snakket igennem og forbliver af åbenlyse årsager og af kammeratlig fortrolighed mellem os. Mens vi pakkede og fordelte tingene mellem os gik det i glimt op for mig, at Pablo var på vej tilbage til Danmark, og at ekspeditionen fra nu af ville foregå på min egen hånd. Det gjorde mig naturligvis ked og det var med en meget sær fornemmelse i kroppen – ligegyldighed, tristhed, sammenfaldne horisonter – at det sidste favntag blev givet midt i Dogubayazits hede gader og jeg havde svært ved at se ujævnhederne i vejen gennem tårerne. Dog vidste jeg, at følelsen ville være midlertidig, og tanken om at fortsætte på egen hånd skræmte mig ikke, men det stod mig klart, at det bliver en anden rejse, der begynder nu.

    Bedst som jeg allermest har brug for at være alene med de løse tanker, møder jeg lige udenfor byen græske Nancy, som forlod byen flere timer forinden. Hun var blevet overfaldet og begramset af en syg, fuld stodder, som havde væltet hende af cyklen for dernæst, fortumlet over det fælles styrt, gramset på hende og bedt om penge. Hun slap dog fra ham uden videre mén, men var noget chokeret, da jeg mødte hende. Hun spurgte om vi kunne følges det næste stykke, og svaret var selvindlysende, selvom jeg slet ikke magtede at skulle agere skytsengel, når jeg selv var ked og havde en masse tanker at tænke.

    Mount Ararat - 5137 m

    Mount Ararat var fantastisk smukt og synligt hele dagen. Dog var det som om det visuelt smukke ikke rigtigt trængte igennem de mentale tankerækker, som Dagens Begivenhed havde sat i gang. Kørte gennem små landsbyer med huse bygget af store kampesten. Minipas i 2010m og en helt genial nedkørsel i ca. 20 km. Objektivt set nok en af de flotteste cykeldage indtil nu, men jeg havde som sagt svært ved rent følelsesmæssigt at tage imod skønheden omkring mig, da de fleste ressourcer i mig var rettet mod den ærgelige afsked. Well-well, drager stiger jo kun i modvind, ikk’?

    Frokost ved 18-tiden med Nancy udenfor skrækkelige Igdir, hvor en flok knægte kaster sten mod min cykel og en sygdomsramt drengekriger med krydsplastre på begge kinder og en åben springkniv i hånden løber ved siden af mig. Det kræver sgu en opsang, tænker jeg og står hurtigt af cyklen for enten at give lorteungerne en verbal øretæve eller simpelthen…bare en øretæve! De fanger dog hurtigt mit budskab og fordufter.

    Mount Ararat in the setting sun light...

    Der er virkelig turbo på os begge i eftermiddag, da vi kører langs grænsen til Armenien. Den nedgående sol, min næse er rettet mod, er kuglerund og smilende. Efter 3 timer er der kørt præcis 70 km. Ved mørkets frembrud når vi Tuzluca, hvor Nancy laver Nancy-tricket. Recepten er enkel: vi kontakter manden ved det første hus i byens udkant, spørger om overnatning og inviteres inden for, og så ruller den gæstfrie lavine igen.

    Daddy Hassan and (a small part of) his family! Tuzluca, Turkey

    Helt perfekt og mit humør stiger igen. Traditionen tro vrimler det med børn hos Hassan-far. Vi får kaffe, skønt måltid efterfulgt af the ad libitum. Babyen Tuba vinder mit hjerte den aften. Der er 5-6 magelige køer umiddelbart neden for den terasse, hvor vi fouragerer. Badet er også stærkt tiltrængt. Ja, og øjestenen her vandt også et lille stykke af mig…

    Lovely youngster at Hassans family in Tuzluca...

    Dagens Tone: One Big Mob – Red Hot Chili Peppers

    On this day..

    Share

    Leave a Reply