• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 137 – Jeg er en fri mand igen (i Uzbekistan)

    Mary (Turkmenistan) -> Olot (Uz)(marshrutka and bicycle, private acc.)
    Distance (km) : 69
    Time on bike : 4h 15m
    Average speed : 16.34 km/h
    Total (km) : 7453

    Turkmenistan har været en mærkelig oplevelse for mig. Absolut en oplevelse, jeg ikke ville være foruden, men jeg kan ikke sige, at de transitbetingelser, jeg rejser under i landet, gør det nemt at forelske sig. Det er nok bare mine forelskelser, der er lidt træge i det. Ser frem til atter at kunne trække vejret frit igen i Uzbekistan og ikke være underlagt krav om bevægelse, hvis kroppen har brug for hvile etc.

    Tager en minibus, marshrutka, til Turkmenabat, ca. 230 km mod nord. Turen er behagelig og går gennem ørken, steppe og grønne, frodige bomuldsmarker, hvor mænd og kvinder er i gang med at plukke de hvide duske. Rutinemæssige polititjek hver 50-100 km. Er lidt rådvild, da jeg ankommer i Turkmenabat. Varmen er vanvittig og sløver den skarpe beslutning, men da de to hoteller angivet i guidebogen begge er lukkede og et nyt tredje koster 45 USD (foreign price, som manden bag disken sagde), bliver det økonomien, der afgør sagen. Køber vand for de sidste manats (maven er stadig eksotisk, derfor flaskevand) og smutter mod grænsen ved Farap i en styg modvind, der blæser munden tør øjeblikkeligt og den 1½ L vand er hurtigt væk. Disse hede ørkenegne er ret specielle for den cykelrejsende – det bliver hele tiden et spørgsmål om at skaffe vand og spare på det man har, selvom man bare har lyst til at voldtage dunken.
    Kl. 17.30 når jeg grænseposten og gennes hurtigt forbi køen af lokale og direkte ind i løvens hule. Det er dog en behagelig hule, folkene er selskabelige og rare, og efter at ha´vist en flok uniformerede mænd de billeder, jeg har taget i Turkmenistan, lukkes jeg ud igen. Ved den uzbekiske grænsepost går det stærkt og glat. Kl. er 10 min. før lukketid kl. 18, men de skynder mig igennem det officielle papirarbejde, stempler de rette steder og ønsker mig velkommen. Yihaa, Uzbekistan!!!

    Har en meget dejlig solnedgangsstund mod Olot, 22 km inde i Uzbekistan, hvor jeg gør holdt for natten.

    Hvor fanden er alle de gyldne monumenter og mennesketomme pladser blevet af?

    Forandringen i stemningen er mærkbar og skyldes helt sikkert primært noget i mig, da jeg nu er fri for det tidspres, der konstant lå over mig i Turkmenistan. Jeg føler mig allerede bedre klar til de uforudsete, close-to-people-oplevelser, som de sidste 4½ måneder har været fyldt af, men som jeg i de sidste uger grundet et generelt lavt batteriniveau og træthed ikke har magtet at søge.

    I landsbyen Olot vinkes jeg ind af 4 mænd til deres middags/vodkabord. Bydes velkommen med en skål skarp vodka, der brænder på de soltærre læber. De serverer grillspyd, brød & salat, og er samtidig nogle fine fyre, så jeg er glad. Labber den helt acceptable uzbekiske øl i mig og så er jeg klar til søvnen. Slår teltet op i den åbne restaurant og falder hurtigt i søvn. Er virkelig spændt på Uzbekistan – det har været en dejlig start.

    On this day..

    Share

    4 Responses to “Dag 137 – Jeg er en fri mand igen (i Uzbekistan)”

    1. Esben Kolby Says:

      Hej Nicolai
      Jeg tænkte jeg lige ville smide en hilsen afsted når jeg nu udnytter din historier om strenge strabadser som underholdning i det daglige. Det er fandme cool det du får oplevet med din ukuelige vilje på eventyr.
      Jeg sætter stor pris på din karesteristiske fortællermåde som altid giver en realistisk tilstedeværelse i dine eventyr, selvom om det i min verden foregår med sharwarmapizza og faxekondi en søndag eftermiddag mens bolden triller i fjernsynet.
      Jeg vil ha’ du skal vide at der er kæmpe moralsk opbakning til dig fra din “manager” her i DK selvom det først kommer til udtryk i gæstebogen nu.
      Det er med stolthed i stemmen når jeg fører fremmede ind i din verden via hjemmesiden, og med smil på læben når jeg hører om de fede oplevelser du får skrabet til dig, og med en knude i maven når forestiller mig din på din cykel i en verden hvor det største båthorn vinder.
      ha’ det godt min ven til næste gang.

    2. Fjumse Says:

      Lyde fra selveste Mr. Hanoi!

      Det var fandme en dejlig, stor overraskelse, Esben! Sidder stadig med et smil om munden over din herlige kommentar – sharwarmapizza og faxekondi til eftermiddagsbolden lyder fantastisk (og meget fjernt).

      Har lige siddet og studeret mulige ruter gennem Kina og Tibet, hvilket fik mig til at føle mig ganske lille i en stor verden – måske derfor var det ekstra dejligt at høre fra dig, min adventure coach, og mærke, at du støtter op bag projektet. Mange, mange tak for det.

      Nå, jeg vil ud og ha’ fat i et ordentligt båthorn. Min lille ringeklokke indgyder vist ikke nok respekt i disse egne 🙂

      Tanker fra Nicolai

    3. Niels Jensen Says:

      Læste lige en nyhed om Turkmenistan på BBC World, og kom lige i tanke om din tur gennem landet, så jeg ville lige læse dagbogen for de dage og se nogle billeder igen. Nyheder på BBC, var at dets nye præsident, langsomt ville til at åbne landet en smule. Bare det at landsbyer nu måtte have biblioteker, da den foregående hersker ikke mente de havde behov for viden. Eleverne i “gymnasierne” skulle nu være et år mere på skolebænken, så de i fremtiden kan gå på universitet. Før havde indbyggernes uddannelsesniveau været holdt nede, så de ikke kunne tilmelde sig udenlandske eller russiske universiteter.
      Nogle gange tror man at den menneskelige psyke har det bedst stabilitet og tryghed, hvis prisen for dette, er at give afkald på sin personlige frihed, så en suveræn kan beskytte én. Turkmenistan har i givet fald haft en SURVEÆRN der har beskyttet indbyggerne mod omverdens utryghed.

    4. Fjumse Says:

      Ja, Niyasov var en underlig stoerrelse. Tak for update, Niels!

      Nicolai

    Leave a Reply