• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 186 – Helvedesdagen (kort og godt!)

    Dahongliutan -> Km 556 (wild camp, 4800m, hurt hand)
    Distance (km) : 72
    Time on bike : 6h 56m
    Brutto time: 11.30 – 19.40
    Avg : 10.36 km/h
    Total (km) : 9986

    Bliver igen i nat vækket af mus. Denne gang lige ved min hovedpude. Sover ellers underligt, let og vågner flere gange (også fordi Jon siger nogle ret fascinerende nattelyde!). Vi kæber stort ind til de næste cykeldage, som ikke byder på mange landsbyer før Ali i Tibet. Jeg har virkelig nydt Jons selskab, men vores tempi er for forskellige, så jeg smutter alene på vejen videre frem.

    Jeg er ikke specielt afslappet i dag og tænker meget på bare at komme videre. Det er koldt fra formiddagstimerne, og den lejlighedsvise blæst er modbydelig.

    Hjertet pumper unaturligt hurtigt, aandedraettet er besvaeret og det foeles som om mine tindinger vil spraenges. Ccyklen snegler sig op ad de stejle haarnaalesving, der forekommer mig uendelige. I 4600m sker der pludselig det, som ikke maa ske; i et oejebliks uopmaerksomhed ser jeg ikke en fordybning i den elendige, stenede vej, mister kontrollen over cyklen og styrter. Jeg slaar hoejre haand, og da jeg paa toppen af det hundekolde bjergpas i 5190m faar trukket handsken af, er haanden haevet til dobbelt stoerrelse og goer meget ondt.

    Situationen skraemmer mig vildt, for her er ingen mennesker eller tegn paa liv overhovedet, der er over 500 km til naermeste by, saa jeg er overladt til mig selv kun omgivet af det enorme, golde Tibetanske Plateau. Panikken og tvivlen breder sig hurtigt i mig: Hvad goer jeg, hvis haanden er braekket og jeg ikke kan faa sat teltet op? Hvis jeg rammes af hoejdesyge? Hvis, hvis, hvis…

    Den stejle grusvej ned fra passet kraever begge haender paa bremserne, det er smertefuldt og jeg hyler ud i den tomme luft.

    Ledsaget af smerter i haanden og en tiltagende blaest faar jeg i tusmørket i 4800m slaaet teltet op paa et goldt plateau. Solnedgangen er magisk og smuk, men mit sind er bekymret og jeg nyder den ikke. Klaustrofobiske paniktanker flyver rundt inde i den hermetisk lukkede teltkabine, og jeg har svaert ved at styre dem. Jeg foeler mig ekstremt udsat, alene og skroebelig og de laengselsfulde tanker til mine naermeste hjemme i Danmark goer ondt. Temperaturen er allerede langt under frysepunktet og jeg ved, at det vil blive en lang, vaagen og kold nat – ogsaa selvom jeg har alt mit toej paa nede i soveposen. Her er ingen sikkerhedsventil eller easy way out, og raedslen og ubehaget vaelter ind over mig, da jeg forsoeger at sove. Lader min pandelampe vaere taendt hele natten som en mørkeræd dreng, for at undgaa at panikke yderligere i den sorte nat i teltet.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply