Day 1.251 – Black Volta (DK)
Techiman -> Buipe
Distance (km) : 153
Time on bike : 7h 53m
Brutto time: 08.25 – 17.55
Avg : 19.4 km/h
Max.speed: 55.2
Total (km) : 53.400
Altitude: 100 m
Difficulty: 4 of 5
10½ times maratonnat blev det til. Smukt! Jeg er under morgenmaden (inkluderet) igen den eneste gæst i hotelrestauranten, og får således min kaffe og spejlæg i total fred.
Historien om den uheldige ged.
Dagens makabre indslag står en uheldig ged for. I en landsby kommer en Mercedes-minibus kørende mod mig. Mellem os står en flok geder midt på kørebanen. Mercedes’en dytter og bremser lidt ned, og gederne trisser ud i rabatten. På nær den ene ged, som forvirret laver lidt stående jitterbug, hvorefter den ser ud til at have fattet budskabet og trækker ud mod vejsiden.
Men geden får en pludselig og – skal det snart vise sig – dødbringende indskydelse og vender om og løber lige ud foran Mercedes’en, der stadig er i relativt høj fart. Der lyder et fælt bump og geden ryger med flagrende ben ind under køretøjet. Den er død på stedet og ligger på kørebanen med blodet dryppende ud af mundvigen. Det hele skete 10 meter foran mig. Chok! En forbipasserende mand går hen og tager fat i den livløse ged og kaster den ud i rabatten og sender mig (der nok så lidt chokeret ud!) et that’s life-udtryk og fortsætter sin færden.
Det bliver en rigtig lang og drøj dag i sadlen. 153 km og næsten 8 timers sport.
Her og der dukker moskéer op i landsbyerne nu. Mændene bærer muslimske dragter og kalot, vejskiltene bærer navne som Alhassan, Rachid (jeps, drengene, Rachid![Intern, red.]) og Josef og det er tydeligt, at den muslimske indflydelse er begyndt at røre på sig her på vej mod det nordlige Ghana, der hovedsageligt er muslimsk befolket, modsat syd-Ghana, hvor kristendommen er dominerende.
Selvom det også er trættende, krævende mentalt at køre igennem (eller rettere: stoppe op i) de små landsbyer undervejs, så er det kulturelt og menneskelig også nogle store, uforglemmelige oplevelser for mig.
Overalt møder jeg venlighed, imødekommende og smil, og hvis der er noget, der varmer hjertet på en dreven eventyrrotte, så er det det umiddelbare, uforbeholdne smil fra en gammel og smukt rynket, traditionelt klædt, ghanesisk dame siddende ved sit primitive bålsted i vejkanten.
Jeg udnytter sollysets fulde potentiale i dag, og når først landsbyen Buipe ved solnedgang efter at have krydset Black Volta/Volta Noire-floden, hvor udhulede træstammer (kaldet pinasse eller piroque) er det foretrukne flodtransportmiddel. Med solens gyldne farvel bag Black Volta-floden, der skærer sig gennem det vestafrikanske landskab, er det et fortryllende øjeblik.
