• english
  • dk
  • /


      - WT Highlights
      - Photo Gallery

      Nicolai Bangsgaard on Flickr Nicolai Bangsgaard on YouTube

      Listen to WT Podcast on iTunes

      Need WT translated?

      Share/Save/Bookmark

    Day 1.289 – Muslem in Mauritania (DK)

    Richard Toll (Sen) -> Charme Cheik (Mau)
    Distance (km) : 78
    Time on bike : 5h 20m
    Brutto time: 08.10 – 17.00
    Avg : 14.5 km/h
    Max.speed: 28.1
    Total (km) : 56.164
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    Rosso ved Senegal-floden og den mauretanske grænse, som jeg når ved 9-tiden, har ry for at være et af de mest notorisk belastende grænseovergange i Afrika, fyldt med hustlere, svindlere, vekselerer (nogle gange er det bare én og samme person!), tiggere, kaos, møj etc. Det ry lever fint op til min oplevelse af stedet.

    Jeg får vekslet mine Francs CFA – som har været valutaen gennem de sidste 3 lande – til mauretanske ouguiya, får min anden morgenmad, og køber brød, kiks og sandwiches for de sidste CFA, inden jeg går ombord på bilfærgen, der pendulerer tværs over Senegal-floden. Der er folk overalt, og jeg vil bare gerne væk fra hustlerhelvedet.

    Floden er ca. 700 m bred på dette sted, så færgeturen er en 5-minutters affære. Inden jeg er kommet i land, har en mauretansk uniform spottet mig ud, taget mit pas, hvorefter han så i menneskevrimlens kaos bare går i land. Han kan sgu da ikke bare forsvinde med mit pas, tænker jeg frustreret! Bastard og magen til uprofessionalisme.

    Jeg holder mig tæt til uniformen, der intet siger, men forsvinder ind i immigrationsbygningen. Der går 10 min. og intet er sket. Ingen kø. Ingen panik. Tålmodighed. En officer kommer ud for at snakke ligegyldige ting, og spørger så slesk, om ikke jeg har en lille cadeaux (gave) til ham. Det afviser jeg blankt. 5 min. senere har jeg fået mit nystemplede pas og er rullende kl. 11.

    Modvinden er styg og uretfærdig hele dagen. Det gør mig ondt. Landskabet er forventeligt tørt og de første, rustrøde sanddyner dukker snart op omkring mig. Heden er ekstrem. Der er en del trøstesløse settlements langs min rute, der mest består af regulære telte og mindre regulære træskeletter med pressenninger. Asfalten er frustrerende ujævn og humplet og giver bagsmerter. Den har vist ikke været opgraderet i årtier. Små sammenføjninger i overfladen for hver meter har samme effekt som Tibets/Bolivias stenede vaskebrædtveje.

    Ved 17-tiden, da jeg efter 5 timers moralnedbrydende modvind er ved at være drænet for energi, kører jeg forbi et beduinlignende telt med pigefnis sivende ud gennem de oprullede sider. Et par af pigerne vinker mig tilbage, jeg laver spørgende det internationale “sovetegn” og de nikker. Det lugter allerede af eventyr på min første dag i Mauretanien.

    Inde i teltet sidder 5 tildækkede piger og to unge drenge, som jeg får en kreativ samtale med. Et par af pigerne taler kun arabisk, jeg taler intet af det, nogen af dem taler, og det siger lidt om udfordringen i den samtale. Vi joker og griner og stemningen er fri og jovial. De fortæller, jeg bare kan sove på gulvet inde i teltet, og jeg er godt tilfreds med at have fundet et sted at sove.

    Jeg bliver budt på the, bliver spurgt om jeg er muslim og om jeg kender til islam. Får ude bag teltet skiftet det klistrede cykeltøj og får vasket det værste Sahara af ansigt og lemmer. En bilfuld mænd ankommer, vasker deres fødder (det er man meget glade for her og i den øvrige, arabiske verden), entrer teltet og beder en af deres 5 daglige bønner, før de smutter videre.

    De fleste piger smutter tilbage til deres egne hytter, spredt rundt omkring i sandklitterne gennemboret af vejen, og tilbage sidder jeg med damen, der lader til at eje bedeteltet samt en tudsegammel dame. Aftenen tager en lidt syg drejning, da førstnævnte snart forsøger at omvende mig til islam. Det bliver hurtigt både kompliceret og belastende, og hun forsøger at få mig til at gentage en masse islamiske fraser, hvor Allah og Mohamed er de eneste genkendelige. Hun taler meget begrænset fransk, men er meget opsat på sit forehavende. Hun sidder 30 cm foran mig og har tændt sin lighter for at kunne se mig.

    Situationen frustrerer mig og hun lader ikke til at fatte, dels at jeg slet ikke gider hendes lille leg, dels at jeg accepterer hvad end folk vælger at tro på (bare de så til gengæld accepterer, at jeg har valgt ikke at tro på noget, andet end hjertets kraft og det unedbrydeligt gode i mennesket – og hvordan var det lige man siger det på fransk til en pige, der kun taler arabisk?)

    En ung mand bliver tilkaldt, der kan lidt engelsk, og ude foran teltet – under den største stjernehimmel – gennemgår vi så hele nu-skal-du-blive-muslim-seancen igen. Det er en joke nu, og efter i ca. 20 min. ikke at have kommet nogen vegne, slår jeg en hale på samtalen og siger, vi kan tage tråden op i morgen. Jeg er uendeligt træt.

    Jeg har bare lyst til mad og søvn, men da der ikke umiddelbart dukker noget mad op, må jeg tage til takke med lidt brød fra cykeltasken. Det trækker virkeligt ud. Jeg fornemmer ikke det vil klæde situationen at presse på med aftensmaden, som damerne har talt om tidligere. Det kan være svært som gæst at skulle følge værtens trommeslag. Mine mave skriger og klokken bliver 22.45 (!) – ca. 3 timer efter normalt sengetid for camping-Zülle – før en skål spaghetti med lidt bruskklumper bliver serveret for mig.

    Jeg liner mig op i hytten med sovepose og liggeunderlag og er nærmest bevidstløs af træthed, da en mand kommer ind i teltet og fortæller, at det kun er damer, der kan sove i dette telt, men at der er et tilsvarende telt for mænd et stenkast derfra. Det er hjerteskærende nyt, for jeg har absolut ingen energi tilbage og bare at skulle flytte mit grej 100 m virker uoverkommeligt.

    Jeg er heldigvis eneste mand i det nye telt, og wow-følelsen i mig er meget markant, da jeg ligger på gulvet i nattebrisen, kigger op på Mælkevejen og forsøger at gennemspille dagen mentalt. Det har været en barsk cykeldag med en overvejende dejlig og enestående
    finish.

    WT Hall of Fame 🙂

    On this day..

    Share

    Leave a Reply