• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 208 – Når cyklingen bliver svær at nyde…

    Km-marker 60 -> Km-marker 128 (park house, dorm.)
    Distance (km) : 69
    Time on bike : 6h 02m
    Brutto time: 9.00 – 17.00
    Avg : 11.42 km/h
    Total (km) : 10392

    Staying overnight in a road maintenance camp south of Saga...

    Dagens Tone: We Are The Champions – Queen.
    Ved ikke hvorfor, men jeg ku’ ikke børste denne gamle schlager væk i dag…Hmm!

    Sudden guests at the Tibetan Plateau! You're most welcome, ladies!

    Store dele af dagen forsøger jeg at nyde at være her, at nyde nuet (det er jo så frygteligt “in”), at nyde cyklingen, men det er simpelthen umuligt: vejen er hele dagen elendig og enten stenet, sandet eller som et vaskebrædt. Alle tre vejversioner trætter enormt i længden, og når dagen så også byder på et bjergpas i 4935m og vinden er styg og fyldt med sne, så er der sgu ikke megen cykelglæde tilbage.

    Rich and I just before the 4935m pass on the short-cut route south of Saga, Western Tibet...

    Derfor: endnu en rigtig hård dag. Ingen “gratis” kilometer – der skal kømpes for hver enester meter, gennem det løse sand, der elsker at lege tagfat med mine dæk, og flere gange må jeg af cyklen for at trække igennem sandet og en enkelt gang vælter jeg i det bløde underlag, da jeg ikke når at få cykelskoen ud af pedalkrampen.
    De mange ujævnheder og sten er en kæmpe frustration for både Rich og jeg, og det er en rigtig omgang ass-raping, som slovakken udtrykker det.

    Having a well deserved the & biscuit break!

    Tibet og den forbudte hovedvej til Tibet har for mig hovedsageligt været et spørgsmål om at klare skærene, komme videre, klare kulden, højden, de enorme afstande, den sølle kost, snarere end en rejseoplevelse, som rejseoplevelser er flest (Gott-sei-dank!). Naturen er gabende ligeglad med én, tibetanerne er oftest også temmelig ligeglade, så tilbage er den mangefacetterede, personlige udfordring ved at klare sig igennem Tibet…på cykel. I 4 uger nu har jeg befundet mig over 4000m, og det har gjort lysten til at komme ned fra det tibetanske plateau enorm.

    Along with the snow, the terrible washboard road and the headwind made cycling a nightmare...

    Vi når efter solens nedgang bag bjergene endelig en mindre bebyggelse, som er dagens mål. Heldigvis er der folk i huet, dvs. overnatningen er reddet. I soverummet er der et par madrasser på lergulvet, et stearinlys og et par uisolerede ruder.

    Dagens højdepunkt var at møde en lille flok italienere i 4-hjulstrukne jeeps. De var meget begejstrede for vores cykelrejse, tog billeder og forsynede os med europæiske frugtstænger og parmasiano reggiano-ost. Meget opmuntrende, og det satte ligesom vores situation lidt i perspektiv…

    On this day..

    Share

    Leave a Reply