• english
  • dk
  • /


      - WT Highlights
      - Photo Gallery

      Nicolai Bangsgaard on Flickr Nicolai Bangsgaard on YouTube

      Listen to WT Podcast on iTunes

      Need WT translated?

      Share/Save/Bookmark

    Day 1.294 – Silence Before the Desert Storm (DK)

    Små børn, små glæder og i sparsomme tider bliver småt til stort.

    Til min store gammen lykkedes det mig i dag at få fat i en læbepomade med solfaktor – en fin Labello SPF25 – som jeg forgæves har ledt efter i ugevis. Den solstift, jeg har nu – og som jeg fandt i marts sidste år i Bondi Beach, Sydney, men sig det venligst ikke til nogen, for jeg skulle jo nødig ødelægge mit omdømme med sådan en pinlig rotteadfærd – har kørt på falderebet længe, og da jeg ofte har svært ved at holde læberne fugtige (skulle man nu være heldig) i det stærke sollys, er glæden over fundet stor. Glæden siger nok lige så meget om mig, som den gør om ressourcemanglen her i Vestafrika.

    Besøger det lokale marked, hvor jeg, efter en tildækket dames vejvisning, finder frem til afsnittet med vekselerer, finder mig den umiddelbart mindst suspekte type (for noget som en ærlig vekselmand er en umulighed i min verden – og 33 års erfaring har lært mig, at man nogle gange godt kan skue hunden på hårene), og får vekslet 80 USD til 21.200 ouguiya, den lokale valuta.

    Markedet er en ret intens oplevelse. Mit lyse hår gør mig til noget af en anomalitet her, og signalerer vist, at jeg har brug for alt (og meget af det), vurderet ud fra antallet af sælgere, der kontakter mig og forsøger at lokke mig hen til deres limpind med mobiltelekort og Kina-ragelse.

    Nouakchott har været en glimrende restitution for mig. Ikke helt oppe i Ouagadougou-klassen, men dog fint og meget værdsat. Jeg har været alene på mit 6-sengs dorm-rum til 40 DKK/nat – indtil i aften, hvor en fransk mand (formoder jeg, da vi forbliver tavse for hinanden udover det respektable bon soir) logerer sig ind.

    Jeg labber vandmelon, café au laits og shawarma’er i mig med stor, næsten bulimisk, appetit. Dels fordi jeg kan, dels fordi de næste dage gennem Sahara angiveligt vil være blottede for den slags luksus. Jeg ser frem på krydsningen af Sahara med stor spænding og føler mig forberedt på alle niveauer. Forventer uendeligt hårdt arbejde. Det, jeg har mest respekt for eller frygter mest er ikke så meget ørkenen i sig selv, som det er tanken om at modvindens kvælende dræbergreb skal få mig ned med nakken i ørkenen.

    Der er stilhed før ørkenstorm i mig her på min sidste aften i Nouakchott, i civilisationen, hvor jeg på mit hotel falder i snak med andalusiske Jesús (ét år yngre end dødsalderen på sin mere berømte navnebror), som efter en god, angelsaksisk snak inviterer mig indenfor, hvis min vej går forbi Cadiz i Spanien. Jeg kan ikke finde på mere til min to-do-liste, og så må det være tid til afgang for Zülle.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply