• english
  • dk
  • /


      - WT Highlights
      - Photo Gallery

      Nicolai Bangsgaard on Flickr Nicolai Bangsgaard on YouTube

      Listen to WT Podcast on iTunes

      Need WT translated?

      Share/Save/Bookmark

    Day 1.300 – A Night Among Landmines (DK)

    Nouadhibou -> Desert Wild Camp, 20 km N of WS-border
    Distance (km) : 81
    Time on bike : 4h 56m
    Brutto time: 09.10 – 19.30
    Avg : 16.3 km/h
    Max.speed: 54.8
    Total (km) : 56.876
    Altitude: 30 m
    Difficulty: 3 of 5

    Kogaen er stuvende huld og tung med vand (9 liter) og mad (hovedsageligt dåsevarianten) til de næste dage. Som ventet er jeg ramt af en tung modvind på vej tilbage op ad den halvø, hvor Nouadhibou ligger. Det gør ondt at skulle cykle samme strækning (45 km) igen, og særligt når den gale vind raser og gør affæren til en 3 timer lang frustration.

    Det er en fantastisk smuk dag. Skyfrit, himlen dybblå, 35 grader i skyggen (der ikke er nogen af), og med udsigt til Western Sahara – nyt land – og nye udfordringer, skal det snart vise sig.

    De sidste 8 km op til det mauretanske grænsekontor drejer vejen fordelagtigt mod vest og skyder mig afsted med kåde 25-30 km/t, en efterhånden næsten glemt fornøjelse – og en stakket frist.

    Selvom der ikke er mere end et par håndfulde ventende folk ved grænsen, tager formaliteterne en evighed. Jeg skal blot have et exitstempel i mit pas, men må vente over en time ved immigrationsbod #1. Jeg får mit stempel og finder så ud af, at tværbommen ved immigrationsbod #2, der kontrollerer al passage, er lukket. Man holder af den store lunch med efterfølgende middagslur her i Mauretanien, og da grænsefolkene jo ikke skal snydes for denne hellige pause, holder man lukket her fra 12-15 hver dag!

    Jeg sætter mig på betonvæggen ved bommen, i halvskygge af et skilt, og hugger en dåse sardiner med brød og 45 grader varmt vand i mig. Mens vi venter, Kogaen og jeg.

    Ved bod #2 bliver jeg efter mere venten kaldt ind på et lille kontor, hvor korruptionens sæd driver ned ad væggene. Jeg lugter det øjeblikkeligt. Det er en forbandet lugt. En ungarsk fyr, jeg havde talt med tidligere, siger i forbifarten til mig, da han forlader rummet og gør plads til mig: You must prepare a gift for them. Over min død, tænker jeg.

    To uniformer går i gang med at udspørge mig, jeg bevarer fatningen og fortæller blot, at jeg ikke taler fransk. De spørger til mine papirer (til bilen), og da de finder ud af, at jeg er cyklist, er det som om de mister interessen for forhøret lige så hurtigt, som når Lille-Peter med kagedåsen i hånden mister interessen for kagerne, da mor banker på døren.

    Området mellem de mauretanske og marokkanske grænsemyndigheder er et 4-5 km langt ingenmandsland, som ingen har brydet sig om at asfaltere. Det er en humplet, stenet, sandet og vindblæst strækning, der minder mig om et kondenseret Tibet, fraregnet højden. Bon courage! råber flere til mig ud gennem bilruden, men jeg har for travlt med at rekognoscere og holde cyklen i gang til at se op og hilse igen.

    Der er ingen skilte i ingenmandsland og der er et virvar af forskellige spor, som man nemt ville kunne miste orienteringen i. Bilvrag – rippet som den førstegangsrejsende i Nairobi – ligger efterladt og herreløse i klipperne og understreger ubarmhjertigheden i området.

    De marokkanske myndigheder har ikke blot kontrol over Western Sahara, men også over, hvor lang tid rejsende som jeg skal stå og vente for at få sit passtempel. I mit tilfælde: 1 time. Flere grænsemænd kalder mig over for officielt at tjekke mig pas, men i virkeligheden for at høre, om jeg har tænkt mig at cykle videre frem, i den modvind!

    Mauretanien exit, 56.851. Western Sahara entry, 56.856.
    Jeg sætter mig ind i en restaurant og får mig en gang okse-tajine med brød og cola. De store marokkanske flag udenfor vejrer lystigt og står vinkelret ud fra flagstangen, pegende i den helt gale retning. En tjenerdreng fylder alle mine flasker med vand (letsaltet og ikke særligt velsmagende borevand, men i ørkenen klager man ikke), og da jeg ikke rigtigt har lyst til at blive her (der er et hotel), sætter jeg mig i sadlen, med over 800 km stenørken foran mig.

    Tajinens fortræffeligheder er hurtigt blæst ud af hukommelsen. Modvinden er sindssyg. Virkelig latterlig og usportslig. Solen falder i smukke, gyldne nuancer hastigt mod vest og forsvinder i samme fart som mit håb om, at vinden vil lægge sig efter solnedgang. No such luck.

    Sætter mig på en klippe og betragter døgnets vagtskifte, hvor dag bliver til nat, sol bliver til måne. Jeg bliver, hvor jeg er; fanget i en prægnant helvedesstorm. Det er barskt og monotont. Ressourcespildet er totalt og mentalt ødelæggende.

    Ungarerne, jeg talte med ved grænsen, tilbød mig et lift til Dakhla i deres pick-up truck. Jeg afviste velopdragent, men da jeg nu – kæmpende gennem den ufattelige modvind, der rammer mig frontalt og sænker farten helt ned til 10 km/t (flad vej) – tænker over det, er det svært at se logikken i afvisningen på et ellers fint tilbud.

    Siden mit fødeår har der været stridigheder om, hvem der har regeringsmagten over Western Sahara. Marokko mener det er deres, men separatistbevægelsen Polisario erklærede i 1976 The Sahrawi Arab Democratic Republic for deres, hvilket imidlertid kun 28 lande officielt har anerkendt. FN fik indført våbenhvile her i 1991, og lige siden har man ventet på den FN-afgørelse, der kan afgøre Western Saharas fremtid .

    Der er som ventet en massiv tilstedeværelse af marokkansk militær i området, og i skumringstimen ser jeg stort set ikke andet end militærjeeps køre forbi mig. Skilte i vejkanten advarer mod de mange landminer, der er blevet efterladt efter konflikterne mellem marokkansk militær og Polisario.

    Stenørkenes ubeboelighed og landminernes trussel gør wild camping til en både spændende og kompliceret affære. Asfalten er mit helle. Men jeg kan ikke sove på asfalten. Rabatten er sorteper i nattespillet. Føler mig en kende fanget på Route National 1, og situationen ville nok få en del mennesker til at skide i bukserne af skræk, men da det kun lugter og ikke rigtigt gør hverken fra eller til – og fattig på alternativer – fortsætter jeg min langsomme færd gennem ørkenen, gennem natten.

    Månen er trekvart fuld og lyser fint op. Jeg overvejer simpelthen bare at fortsætte med at cykle natten ud, til jeg når en lille landsby 80 km nord for grænsen, men fortsætter med at spejde efter mulige wild camp spots. Er underligt munter indeni. Et sted ser jeg hjulspor i sandet. Jeg tjekker området ud, det er plant og gruset, og hjulsporene er min eneste (og forhåbentlig pålidelige) sikring for, at der ikke er landminer gemt. Research i Nouadhibou fortalte, at området er et af de mest minerede områder i verden, og jeg har ikke tænkt mig at teste den påstand.

    Jeg slår teltet op under måneskæret, ca. 10 meter fra vejen, vinden river voldsomt, så jeg må forstærke mit nattens hus med ekstra pløkker. Jeg skal indrømme, at jeg ikke vovede mig langt væk fra teltet, da jeg var ude og slå min lille aftenstråle.

    Som nævnt, det bliver aldrig kedeligt at være WT-rejsende…

    WT Hall of Fame 🙂

    On this day..

    Share

    Leave a Reply