• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 1.301 – Den psykiske offside er nær (DK)

    Desert WC -> Gas station, 87 km N of border
    Distance (km) : 67
    Time on bike : 5h 02m
    Brutto time: 08.00 – 14.30
    Avg : 13.4 km/h
    Max.speed: 18.7
    Total (km) : 56.943
    Altitude: 50 m
    Difficulty: 4 of 5

    Jeg fÃ¥r 10 timers søvn pÃ¥ liggeunderlaget, under hvilket jeg har lagt det meste af mit tøj, for jorden er stenhÃ¥rd og liggeunderlaget er stadig ventildefekt. Ellers en fin nat – fredelig og uforstyrret som ventet her i landmineland. Det er en relativt kølig morgen, 19 grader, excl. chillfaktoren.

    Vindhelvedet er allerede i gang. Det er en øde morgen og kun 1 bil overhaler mig på den første time. Det er omtrent al den adspredelse jeg har at operere med. Tanken om de næste 800 km til Laayoune gør ondt.

    Jeg tager små etaper og holder hyppige pauser. De sidste ca. 10 km frem mod den landsby, jeg kan skimte, tager 1½ time brutto. Fremskridtet er deprimerende.

    Jeg laver al mulig algebra i mit hoved for at finde lidt opmuntring, for at finde lidt godhjertet realitet i dette hjerteløse helvede, men lige meget, hvordan jeg vender og drejer tallene og udregningerne, er statistikken deprimerende: Forudsat at vind (og dermed min fremmarch) er konstant (hvilket alt tyder på den vil være), vil det tage mig endnu ca. 14 dage at nå Laayoune, hvorfra jeg har endnu ca. 4-500 km forblæst stenørken inden jeg når Anti-Atlas-bjergene nær Bouizakarne og Tiznit, som forhåbentlig (selvom mine håb er skrumpet voldsomt ind i dén afdeling) vil give lidt læ for vinden.

    Frustreret og stærkt demoraliseret, da jeg efter 67 km når den første bebyggelse siden grænsen i går. Jeg finder tankstationskomplekset Barbas og slår mig ned med tajine, cola og kaffe. Føler mig ødelagt eller i hvert fald groft flosset indeni.

    Jeg ved, jeg ikke er i den rette forfatning til store beslutninger, men jeg ved også, at jeg har kæmpet urimeligt meget med modvinden de sidste ca. 6 uger (siden Bamako) og at tanken om endnu knapt to uger i stiv og moralsk nedbrydende Vesterhavsmodvind så småt begynder at forekomme mig stupidt, urealistisk, med risiko for at sende mig direkte ud i en psykisk offside (tak for lån, C.V.). Situationen kræver overblik og overvejelse, så det giver jeg den; tager en ekstra kop kaffe, sætter mig og stirrer ud i vinden, der skriger tilbage. Modbydelige, usynlige ven.

    Mod forventning er det ikke muligt at få vekslet mine USD her i landsbyen. De accepterer kun euros og har man hørt mage. Bummer. Jeg har ca. 180 DKK i lokale dirham, hvilket på ingen måde vil kunne få mig hverken til Laayoune (750 km) eller Dakhla (250 km), som iflg. de lokale er det næste sted med ATM-banker og vekselmuligheder.

    Idéen om at fange et lift op til Dakhla eller Laayoune og så cykle tilbage mod syd, i medvindens sus, popper op og vokser sig hurtigt moden i mine indre beslutningsprocesser. På den måde ville min cykelrute gennem Afrika stadig være ubrudt, min respekt for WT-ekspeditionen stadig intakt.

    PÃ¥ rastepladsen dukker Charley (Belgien) og Youssef (Marokko) op. De er begge kunstnere og har været en tur nede i Mali i Charleys Renault Kangoo for at male og lade sig inspirere. Jeg fÃ¥r en lang og dejlig snak med dem og lufter min situation for dem. Da jeg fortæller dem om min plan om at fÃ¥ et lift nordpÃ¥ og sÃ¥ cykle sydpÃ¥, ser Charley pÃ¥ mig som om, den ikke er helt godt fat med mig, og spørger, om min rejse ikke er om at have det godt og nyde sin tid. Det mÃ¥ jeg give ham ret i, men er stadig fanget i mit eget dilemma. De har Renault’en fyldt med djembe-trommer og beklager ikke at kunne hjælpe mig, heller ikke med mine USD.

    Gode råd er dyre for den strandede Zülle. Jeg beslutter at blive her for natten og går ud for at rekognoscere området for potentielle teltpladser. Tilbage på tanken, ruller en Mercedes varevogn ind, og jeg får en lille snak med Pape fra Senegal. Jeg lufter min (nye) plan, hvorefter Pape smiler til mig og siger: Get your bike and put it on the roof! Jeg kan ikke tro mit held, men før jeg ved af det, har vi bugseret Kogaen og mit gear ind bag i vognen, jeg tager plads i den åbne kabine bag førersædet og snart ruller vi afsted mod nord. Uvirkeligt.

    I den åbne kabine bag førersæderne sidder vi 3 mænd og 1 dame og yderligere 3 mænd foran, de fleste fra Senegal, en enkelt fra Mauretanien. Det er et forstyrrende faktum, at kun én time her i Mercedes-vognen ville tage mig 1-1½ cykeldag (og en ubeskrivelig mængde frustration) at tilbagelægge.

    Mens vi brager afsted gennem den tomme nat i stenørkenen, sidder jeg – med C.V. i ørerne – og gør mig en masse tanker i bilen; om det i det hele taget er værd at cykle tilbage til tankstationen Barbas i syd, hvor mit lift startede, for sÃ¥ at finde noget transport tilbage til Laayoune og fortsætte mod nord. For hvem jeg i sÃ¥ fald ville gøre det for; mig selv, min stolthed, for WT, for vanviddets skyld?

    Da vi nærmer os Dakhla går det først op for mig, at Pape & Co vil fortsætte mod nord helt til Casablanca. Jeg forhører mig, om det er muligt at køre med til Laayoune, og får grønt lys. Uvirkeligt.

    Oktober bliver til november mens jeg sidder inde i kabinen og banker afsted gennem vinden i en for modvindscyklisten misundelsesværdig fart. Det jeg kan se af landskabet i forlygternes fjernlys er bekendt, råt og monotont.

    Vi ses til november 2009.

    WT Hall of Fame 🙂

    On this day..

    Share

    Comments are closed.