• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 316 – Det blev en fin, fin dag…

    Nho Quan -> Dong Tam (guest house)
    Distance (km) : 101
    Time on bike : 5h 05m
    Brutto time: 9.15 – 15.20
    Avg : 19.77 km/h
    Total (km) : 13826

    Humøret svinger vildt i dag uden nogen helt åbenlys grund. Men jeg er lidt mentalt + fysisk presset af, at mit visum udløber i dag, og at der ved middagstid stader er over 120 km til Na Meo ved den laotiske grænse.

    Jeg ser allerede dialogen med grænsebetjenten for mig:
    Hr. Betjent: “You visa is expired 2 days ago, mister!”
    Mig : “Nå, for fanden, hvad gør vi så?”

    Rice fields and karst formations. Vietnam in a nut shell...

    Water buffalos

    Jeg har valgt en lidt utraditionel vej fra Hanoi til Laos. Den drejer uventet mod nord (alt for længe og på grus), hvilket er som pis på min sukkermad, for jeg skal mod sydvest og holder af asfalt. Farten er i bund, så alle ungerne rigtigt kan forberede deres orgastiske, eksalterede tilråb. Jeg mugger i sadlen.

    Ved et vejsidestop standser en scooterfyr og overrækker mig uden alt for mange dikkedarer en pose med kiks og wafers-rør og ønsker mig et godt nytår. Jeg er ikke forberedt på denne fine gestus, men mærker, at barometeret stiger i mig. Det lå allerede her i kortene, at det ville blive en venlig dag…

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    I landsbyen Dong Tam finder jeg et værelse til under en 20´er. Efter badet går jeg en tur og kontaktes snart af en ung mand, som på engelsk byder mig ind til Tet-nytårsmiddag. Jeg har paraderne nede og følger med ind i huset, hvor en del folk allerede er samlet. Højtid eller ej, jeg bliver med det samme centrum for den generelle opmærksomhed, og fyren, Hoang, der bød mig inden for og som den eneste taler lidt engelsk, planter mig efter lidt the & godter ved langbordet sammen med 12 andre vietnamesere. Der skænkes øl op i glassene, og usikker på, hvad Tet-protokollen foreskriver (og måske lidt uvant i det hele taget), langer jeg ud efter min øl og labber det blide skum i mig. Det var aftenens første fejl. Som i Georgien, venter man her på at en toastmaster har udbragt en skål, før der drikkes. Yessir.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Toastmasteren rejser sig snart og holder en lille tale, hvorefter vi alle rejser os, råber “skål” i vilden sky og klirrer glas. De gør det med maner her i Vietnam. Der bundes hver gang. Et slaraffenland af lækkerier er allerede linet op i skåle og gryder på bordet og fra alle sider langes der mad over i min lille skål foran mig. Det er meget vældig alt sammen for mig. Nye skåletaler og nye ønsker for det nye år luftes. Senere bliver skåletalerne rettet mod enkeltpersoner, og jeg aner hurtigt, at der rundt om bordet er en skjult agenda om, at jeg skal drikkes i hegnet. Jeg bliver konstant impliceret i herrernes skåletaler og labber humle i mig som en tørstig svensker under Roskildefestivalen.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Hoang, der præsenterer sig som engelsklærer (det ville man aldrig ha’ troet!) har nogle fine kommentarer som aftenen skrider frem. “No H5N1“, siger Hoang grinende til mig, da jeg tygger et stykke ingefærkylling i mig. Betryggende. “She say she love you“, forsikrer han mig også om min borddame, som vist nok er forlovet med fyren på den anden side. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at hun gør.

    Celebrating the Tet New Year with the locals in Dong Tam, a tiny village close to the Lao border...

    Jeg er blevet modig af øl og “udfordrer” (sådan ser jeg på de skåletaler) hele langbordet, da jeg har sikret mig, at alle – damerne inkl. – har glasset fyldt til randen. Det ku’ de godt li’! Stemningen har ramt en voldsomt opadgående kurve, og jeg sidder med en fornemmelse af, at aftenen skal i glas & ramme. Selvsamme kurve får dog et knæk, da pigen ved min side langer en kogt hønsefod over i min skål med sine spisepinde. Det gjorde mig angst, men heldigvis tog hunden på betongulvet sig godt af den, da jeg diskret smed de krampagtigt stirrende hønsetæer ind under bordet.

    All men wanted to say cheers with me!

    Folk begynder at give hinanden pengegaver og ønsker hinanden et lykkebringende nytår. En fyr kommer over til mig og giver mig en stor pengeseddel og giver mig hånden. Jeg får Hoang til at tage et billede af os og viser det til de andre. Pludselig er det som om, det danner præcedens for en ny dille den aften: jeg bliver forsamlingens lykkemaskot, og alle vil give mig penge og have taget deres billede med maskotten.

    Jeg er stopmæt af mad og oplevelser, da jeg herefter inviteres ind i et tilstødende rum, hvor husets gamle gerne vil se mig til dinner og øl og fejre nytåret. Chok! Min mave er ved at sprænges og bordene er stuvende fulde af mad. Skik følge eller land fly. Jeg sætter mig og tømmer hurtigt de første 4 glas øl, da alle mændene omkring fadene vil skåle med mig.

    All men wanted to say cheers with me!

    Hoang tager mig bagefter på sin scooter og kører mig et par km hjem til sin familie. Har man først fanget en giraf… Det er et hyggeligt lille besøg, mange børn i stuen, ikke mange ord bliver talt, men det har for mig også sine besværligheder, da jeg har mad og ølskum helt op til nord for solar plexus.

    En ubetinget uforglemmelig aften med 4 timers behageligt sansebombardement.

    Hoang's family in Dong Tam.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply