• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 318 – Whiskey med grænseofficererne…

    Na Meo (VN) -> Vieng Xay (Laos) (guest house)
    Distance (km) : 58
    Time on bike : 3h 47m
    Brutto time: 10.00 – 14.30
    Avg : 15.44 km/h
    Total (km) : 13976

    Jeg har overskredet mit Vietnam-visum med 2 dage og er spændt på, hvad det kan skabe af problemer. Grænseposten i Na Meos udkant er bare en række skure og hytter. Jeg gi’r mit pas til en officer og tager tålmodigt plads. Manden spørger lidt og bemærker snart overskridelsen. Jeg undskylder ikke, men forklarer, at bjergene tog mig længere tid en ventet. Manden er venlig inde bag kasketten og forklarer, at det normalt koster 10 USD/dag, men at han kun vil bonne mig for en dag. Jeg sætter søforklaringer til havs og metafortællingen i bambushytten mellem mig og officeren er:

    Han: You pay me money!
    Mig: I’d rather not pay you money!

    Officeren forhører sig hos generalen, vejrhanen galer stadig i samme retning, og jeg smider de krævede USD. Bagefter bliver jeg budt på the med den øvrige stab. De kan li’ mig og det er Tet. Men det med theen er falsk reklame, for så snart jeg har sat mig ind i deres lille hytte, hører jeg en stemme bag mig: “Lao Whiskey!” og frem dukker en uåbnet flaske fra 1990 og en smilende officer. Der bliver skænket og ønsket godt nytår, og inden den skrappe smag har sænket sig – kl. er 9.15 – er mit glas fyldt igen. Jeg bunder igen glasset – no longer uncertain of protocol – og når ikke at takke fra før 3. glas er fyldt. Harsk morgen. Først efter 3 glas bliver jeg budt på den oprindelige the. Yndigt intermezzo.

    At the Lao border post...

    Ved den laotiske grænsepost 200 m derfra er der færre penge og mindre alkohol involveret. Får mig en WT-snak med officeren inden jeg lykkelig smutter ind i Laos. Solen og temperaturen er, hvor den skal være, landsbyerne, jeg kører igennem er superfattige og charmerende, her er næsten ingen trafik og mange skønne, smilende ansigter.

    Lao kids along the road side...

    Jeg har 60 bjerg-km til Vieng Xay og må spare på vandet i cykelflaskerne. De små mundfulde fugter kun munden og ikke kroppen, der har mere brug for det her i middagens 30 Celcius-grader. Finder heldigvis en lille vandkilde, hvor en teenagepige er i gang med at vaske hår. Fylder den tørstige krop med 1,5 L vand, skyller T-shirt og hoved og er som fornyet inden de sidste 20 km mod Vieng Xay.

    This Mad Max vehicle is popular in both Laos and Vietnam...

    I Vieng Xay finder jeg et cool guesthouse bygget i træ ude over en fredfyldt sø. Får vekslet en greenback til en halv million kip, Laos’ møntfod. Rent logistisk har det været en udfordring for mig at koordinere min deadline med MetroXpress i dag og det faktum, at jeg befinder mig i et af Laos’ mest øde hjærner uden @-forbindelse. Finder et lift til nabobyen Xamneua, 30 km over et lille bjergpas, finder et 50.6 Kbps modem i et ældgammelt PC-kabinet, og får afleveret dagens tekst. Pyha, Zülle!

    Der opstår næsten hele tiden historier i og rundt omkring mig for tiden, og jeg er nødt til at fange dem med pennen. Det holder mig beskæftiget! 🙂 Øllen hjemme i den åbne restaurant over vandet er meget velfortjent og smager af fyraftensøl…

    Risterrasserne her i Laos er udtørrede og uden ris, modsat de frodige rismarker på den anden siode af grænsen i Vietnam, hvor risen bugner. Det er svært ikke at tænke i storebror/lillebror-komplekser og i, hvilke farve naboens græs mon har…

    On this day..

    Share

    One Response to “Dag 318 – Whiskey med grænseofficererne…”

    1. Fjumse Says:

      Hej Mette…

      Det er nogle store bolde du jonglerer rundt med her…:-)
      Din teori slår ikke helt fejl, nej, men den indfanger nok ikke alle de nuancer, bevæggrunde, motivationer (indre som ydre), som inspirerer mig og holder kursen ret, giver mig en enormt behagelig følelse af, at være, hvor jeg ønsker at være og gøre, hvad er i gang med at gøre.

      Jeg mærker af og til mæthedsfornemmelsen, men ved også, hvad der giver mig sulten tilbage. Jeg tvivler aldrig på om jeg skal fortsætte eller ej. Sort på hvidt. Men jeg ved, at al fremtid er uvis og uforudsigeligheder som kan afbryde eventyret er en del af spillet. Knock-on-wood…

      Tak for indlægget, Mette 🙂

      Kærligst, Nicolai

    Leave a Reply