• english
  • dk
  • /


      - WT-highlights
      - Billedgalleri

      Nicolai Bangsgaard på Flickr Nicolai Bangsgaard på YouTube

      Lyt til WT Podcast på iTunes

      Share/Save/Bookmark

    Dag 526 – Et logistisk puslespil

    Dompu -> Sape (Sumbawa Island)
    Distance (km) : 117
    Time on bike : 6h 45m
    Brutto time: 09.15 – 18.15
    Avg : 17.4 km/h
    Max.speed: 50.5 km/h
    Total (km) : 20.838

    Dagens Tone: Istedgade – Peter Belli

    Sumbawanese village near Sape.

    I min verden er der noget smukt over den måde, som kroppen udøver selvtægt på, udviser retfærdighed over for sig selv, kroppen. Hvis den ex. har knoklet 6-7 timer i Sumbawas endeløse bjerge med Zülle ved roret, ja, så kræver den en tilsvarende mængde hvile, i mit tilfælde 32 timer gennem de sidste 3 nætter.

    Der skal være balance i tingene, og kroppen vil på forunderlig vis og med en imponerende plasticitet altid søge dette ækvilibrium, ligevægten, harmonien. At rejse på denne måde bringer mig i tæt kontakt med kroppen og dens umærkelige søgen efter dette ækvilibrium. Det bringer mig direkte ind på første parket til opførelsen, virkeliggørelsen af den kropslige rytme, de kropslige behov, kroppens væsen.

    Sape village. Eastern Sumbawa.

    I Bima henvender jeg mig ved to såkaldte turistbureauer. Det ene sted er ubehjælpsomt tomt for info, og damen fortæller mig bare på indonesisk, at der om 9 dage går en færge til Kupang, Timor. 9 dage! Ved det andet sted er folkene sympatiske, men taler heller intet engelsk og er lige så fattige på information.

    Jeg har imidlertid lavet lidt benarbejde selv og ved, at der fra Sape, 45 km mod sydøst hver lørdag og mandag (i dag) går en færge til det vestlige Sumba, hvorfra jeg muligvis kan nå til det østlige Sumba tids nok til at nå den – hold fast! – store færge, der i aften afgår fra Bali og sejler direkte til det østlige Sumba, og derfra videre til Kupang, Timor via Ende, Flores. Én blandt mange løse ender i dette logistiske puslespil er, at jeg ikke ved og kan få oplyst, hvornår Bali-færgen vil nå det østlige Sumba. Når jeg den ikke er der to uger (!) til den kommer forbi næste gang. Så alt er noget tvivlsomt, da jeg smutter fra Bima ud på eftermiddagen.

    Uden for Bima går det ca. 800-900 meter opad, det er saunavarmt og udsigten er flot. Resten af vejen til Sape ved kysten er jeg irriteret, frustreret (i kender sangen) over postyret over “den hvide mand på cyklen”. Havde jeg bare haft en slangebøsse!

    De agrare landstykker er gudesmukke i solnedgangslyset, men jeg ænser dem ikke rigtigt.

    Ved færgelejet øst for Sape føler jeg, at jeg er kommet til verdens ende. Et bugis-samfund (vi kan kalde dem Havets Sigøjnere) holder til i deres typiske, rustikke træhuse på pæle. Jeg er virkelig glad for at høre en fyr svare mig, da jeg spørger efter færgen til Sumbawa (der som nævnt kun sejler 2 gange ugentligt): “Yes, we have ferry for you…there” og peger i retning mod færgen.

    Færgebilletmanden fortæller, at færgen er “full-full“. Den har jeg hørt før og beder bare igen om en billet til mig og cyklen, og siger at jeg nok selv skal bære cyklen ombord. Købt!
    Bovporten er stadig åben og til min store overraskelse ser jeg, at manden havde helt ret; færgen er stuvende fuld og det er helt umuligt at komme igennem lastbiler, scootere, kornsække, bildæk etc. etc.

    Onboard the super crowded ferry from Sumbawa to Sumba, Eastern Nusa Tenggara, Indonesia.

    Jeg må i stedet bugsere cyklen ud på en vakkelvorn gangbro og laste cyklen + tasker ind gennem siden af færgen og ind på bildækket. Der er en sprække fra gangbroen til færgen på ca. 1½ meter, så en fyr hjælper mig mod et par kroner med at få Kogaen i sikkerhed. Den, mig og oppakningen kan lige akkurat klemmes ned på dækket. Det skal nok blive en hyggelig nat!

    Trying to get some sleep on the fully-packed ferry to Sumba...

    Jeg er supertræt og alle vil snakke. Er eneste vesterlænding ombord. Har ikke lyst til at forlade cyklen og gå op og lægge mig som de hundredevis af indonesere, der helt uden for sikkerhedsmyndighederne åsyn ligger overalt oppe på det øvre dæk. Min 6. sikkerhedssans siger mig, at det er bedre at blive ved mit grej midt i al godset. Jeg lægger mig på en række kornsække og læser, da folk efterhånden er faldet til ro i lastbilkabiner, på sække, på hinanden og hvor der ellers er kvadratmeterplads. Men jeg er ikke alene. Pludselig snuser en fed rotte rundt mellem sækkene, jeg ligger på, kun ca. 50 cm fra mit hoved. Væmmeligt! Jeg er heldigvis i glasklokke-mode og kan ikke tage mig videre af det.

    On this day..

    Share

    Leave a Reply