• english
  • dk
  • /


      - WT Highlights
      - Photo Gallery

      Nicolai Bangsgaard on Flickr Nicolai Bangsgaard on YouTube

      Listen to WT Podcast on iTunes

      Need WT translated?

      Share/Save/Bookmark

    Travel report from Morocco (Danish Only)

    Agadir – Marokko, 19. december 2005.

    Sidder paa mit ydmyge hotelvaerelse i Agadir i det sydlige Marokko og bider taenderne sammen om en lille vattampon lige dér, hvor min sidste maelketand (!) har siddet indtil for ganske faa oejeblikke siden. Laerlingetanden har gjort det godt i alle de aar, og forleden maatte den bukke under i kampen mod et stykke broed; tanden knaekkede og jeg opsoegte derfor en lokal tandlaege, som netop har fjernet resterne paa ganske professionel vis. Saa har man proevet at faa fjernet taender under den afrikanske sol…

    En kort opsummering; jeg forlod for 1 maaned siden Danmark sammen med min nyindkoebte cykel for at markere den veloverstaeede afslutning paa et universitetsforloeb, der saa sin begyndelse i 1998, og som nu er mundet ud i en akademisk titel, som ingen her i Marokko tilsyneladende kender til. En stor milepael er det dog for mig at vaere blevet udklaekket som antropolog og friheden og det unge otium behager mig stort. Den sidste maaned har bragt mig over 2000 km rundt i dette – erfarer man hurtigt – bjerg- og solrige land, hvis skoenhed virker staerkt inciterende, naar det opleves i sadelhoejde og i cykeltempo. Jeg startede ud fra Marrakech, som jeg kender fra foraarets Marokko-rejse, og stilede direkte mod Atlas-bjergene og Tizi-n-Tichka, der med sine 2260 m er landets hoejeste (asfalterede) bjergpas. Det var en forrygende og udfordrende dag, hvor udsigterne over Atlas, glaeden over endeligt at vaere undervejs sammen med de mange “bon courage”-tilraab, som jeg blev moedt med, holdt benene og sindet oppe i hoejeste gear. Diverse turistbusser jeg passerede var fyldt med jublende og klappende vesterlaendinge, der sendte mig smilende over passet. Blev saagar overhalet af en 4×4-jeep og naaede lige at registrere, at et kamera blev stukket frem mod bilruden for at fotografere og at der for enden af de haender, der holdte kameraet sad et smilende, japansk pigeansigt. Det morede jeg mig meget over.

    Man laerer hurtigt sine venner og fjender at kende, naar man rejser paa en cykel. Den stoerste fjende er for mig vinden, naar den gaar mod en. De kraefter, der laegges i kampen mod vinden husker ingen udover de traette ben, hvorimod de anstrengelser, der laegges i pedalerne paa vej op ad bjergsider (normalt) henter beloenning dels i udsigten og det panorerende vue og dels i den efterfoelgende, taknemmelige nedkoersel. Med kroppen i aeggeformation over en superstabil cykel, der bare raabte paa flere smaek og med taarerne trillende pga vindmodstanden, bragte en af disse nedkoersler mig op paa 73 km/t i de Hoeje Atlas-bjerge. Som alle andre former for lykke (haevdes det – tvivler paa, at det er rigtigt) er glaedesrusen dog kort, men meget intens og adrenalinfrembringende…

    De foelgende dage foregik uden for asfaltens raekkevidde, vejene var elendige og fulde af knytnaeve store sten, og cyklen blev for alvor rystet ud af sin ellers saa trygge og stabile asfalttilvaerelse. Jeg var noget spaendt ved situationen; terraennet foran mig var ukendt, landsbyerne var meget spredte, naturen barsk og smuk og det var ca. 2 aartier siden jeg sidst havde lappet min egen cykel (takket vaere min far, som dengang gudskelov ansaa cykellapning som en del af en anstaendig opdragelse ;-) ), saa et pludseligt mekanisk breakdown ville saette mig lidt ud af spil, foelte jeg. Foerste ud af cyklens 27 gear blev flittigt benyttet og bragte mig fremad med kun 6-10 km/t. Toersten meldte sig og for en sjaelden gangs skyld oenskede jeg inderligt, at jeg omkring det naeste sving i bjergene ville blive moedt af et stort neonskilt, der boed mig “herzlich willkommen”. Skiltet forblev dog i min fantasi og jeg fortsatte indtil jeg naaede et lerklinet sted, der solgte vand og broed, hvilket var perfekt til at daekke mine behov. Jeg tiltrak mig hurtigt en lille flok boern, der slog sig ned taet ved og betragtede meget intenst den daase tun, som jeg havde med hjemmefra og snart sad vi dér og delte min tunfisk, som kom fra Papua New Guinea, blev koebt i Danmark og blev konsumeret i en marokkansk kringelkrog – globaliseringen har ligesom ungdommen mange ansigter! Naaede efter solnedgang frem til en lille berberlandsby, hvor jeg fik husly og blev vartet op paa berbermaner omkring couscousfadet sammen med hele den kaerlige familie. Det var en stor oplevelse, selvom kommunikationen selvsagt primaert drejede sig om de rent basale behov.

    Der har generelt vaeret meget koeligt i bjergene trods solens gavmilde og naesten kontinuerlige smil. Efter solnedgang var det frem med alt toejet inkl. hue og vanter ogsaa indendoere, da husene ikke er opvarmede. Berberlandsbyerne lukker og slukker omkring kl. 20-21 hver aften og det samme gjorde jeg gerne, fuldstaendig udmattet efter en hel dag i sadlen. Har sovet 9-10 timer som en lille dreng hver nat og er staaet op med solen de fleste dage. En dejlig dagsrytme, som i praecis 1 maaned nu hverken er blevet forstyrret af alkohol eller andre stimulanser. Dagsmarchernes laengde har ligget paa ca. 110-120 km (med ca. 20 km/t i snit) med 75 og 153 km som de to ekstremer paavirket af terraen, vind og stamina. Udgifterne som cykelrejsende i Marokko har vaeret meget begraensede, og jeg har i den forloebne maaned kunnet holde et dagsbudget paa soelle 70 DKK inkl. overnatning i smaa, ofte familiedrevne hoteller, mad og drikke samt diverse smaatterier (internet mm.) Det tal kan i sig selv vaere en tilfredsstillelse for en spartansk og pseudoasketisk rotte som mig. Kosten har fortrinsvis bestaaet af broed, aeg, kiks, clementiner (et kilo, ca. 17 styk, for 2,50 DKK), the, kaffe og vand i loebet af dagen og saa et stort maaltid om aftenen (couscous eller tajine – himmelsk). Ja, og saa en helvedes masse dadler. Faktisk blev jeg paa et tidspunkt noedt til at holde en lille pause med dadlerne for lige at faa styr paa det, man sjaeldent har styr paa efter at have spist et helt kilo dadler inden for 24 timer!

    Naar bakspejlet er justeret og melder fri bane, naar oejnenes sult er fremadrettet, naar Josh Rouse slaar de rigtige akkorder an, naar himlen er blaa som kun hukommelsen husker, naar benene tilsyneladende ingen begraensninger kender og naar decembersolen bager og faar de sneklaedte tinder til at virke endnu mere magiske, ja, saa er det svaert ikke at holde af at vaere til.

    Forsoegte optimistisk de foerste dage at anlaegge mig et lille overskaeg for ligesom bedre at falde i med de lokale her. Men de, som kender til min begraensede kropsbehaaring vil vide, at det er et langsommeligt – hvis ikke umuligt – projekt, saa det droppede jeg snart. Foelgeligt blev jeg lejlighedsvis moedt med et “bonjour, madame” af vejsidens mange, ekstatiske unger, naar jeg koerte gennem deres landsbyer. Magen til fraekhed! Fyre med laengere haar er en usandsynlighed og et stort normbrud paa disse kanter…

    Nogle dage, naar en raekke faktorer var til stede har jeg foelt, at jeg har befundet mig helt deroppe oeverst i den trekant, som for ca. 4 aartier siden gjorde Mr. Maslow beroemt. Faktorer som den evige sol, de glade ben, foelelsen af frihed eller en cykel, der opfoerer sig som en enkeltstartsmaskine og slet ikke lader sig tynge af sine buttede 16 kg uden oppakning. Og der skal ikke altid meget til; for mig er der en saeregen fornemmelse af luksus forbundet med duften af solcreme i december, og det har derfor vaeret en fornoejelse at staa paa de oede, stille landeveje og gardere de blottede kinder og arme mod den staerke Afrikasol.

    Cyklen har klaret turen mesterligt. Lidt olie hist og pist i ny og nae har den faeet, og 2 punkteringer er alt, hvad den har givet mig. En fantastisk investering, som jeg jo ogsaa faar stor glaede af, naar jeg til foraaret sammen med en god ven (Martin aka Pablo aka…) begiver mig ud paa den store tur jorden rundt. Mere om det ved lejlighed…

    Sidder som sagt paa et lille hotelvaerelse i turistbyen Agadir og forsoeger at goere status over en rejse, som har vaeret usigelig stor paa mange fronter. Den sidste maaned har budt paa utallige smukke bjergscenerier, palmelunde, kloefter, sjaeldent besoegte landsbyer, udfordrende – fysisk saavel som psykisk – kilometer, frie tanker og berigende oplevelser i oejenhoejde med berbere og deres primitive tilvaerelse her kun 5 flytimer fra Danmark. De ofte bilfrie og lange vejstraekninger og den tilhoerende, totale stilhed har givet plads til refleksioner over stort & smaat i denne liminale fase efter universitetets afslutning og inden den store (potentielle) arrivée paa arbejdsmarkedet. En midlertidig fase, som jeg hurtigt er blevet gode venner med.

    Undervejs har jeg moedt ganske faa rejsende og har derfor i nu en maaned klaret mig praktisk talt helt uden verber (fransk er min tunge fremmed), og har i stedet trukket kraftigt paa ansigtudtryk og kropssprog, opfindsomhed og en fleksibel indstilling til, hvad der er acceptabelt at lade gaa forbi én som vaerende uforstaaeligt i en hverdagslig kommunikation. Og det er gaaet glimrende! Dog bliver det nu dejligt at komme tilbage til grammatikkens korrekthed, naar jeg i morgen stiger ombord paa Hamburg-flyet og dermed ikke er langt fra det danske territorium, hvor jeg med glaede forventer at moede en stemning af forhastet juleshopping og decemberkulde, hvilket jeg (selvvalgt) har vaeret afskaaret fra her i Marokko. Har jeg savnet noget? Ja, jeg har savnet Politikens daglige Sudoku, kold humle i varme stuer og de vante og dejlige smil fra dem jeg holder af. Men alt det er der jo raad for snart…

    De kaerligeste hilsner

    Nicolai

    Main menu
    Share